I did save your life..

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun vist godt han hade redt hendes liv. Hvad hade de mund ikke gjort ved hende vis hun var bleven, hun hade jo dræbt en mand i forsvar da hun blev overfaldet. Hun så på ham og ryste på hovedet ”det skal du ikke beklage.. du tog jo et valg og du hade din grunde.. jeg må bare lære og forstå den grund beder” hun så på ham og smile svagt til ham.
Hun så på ham og strøg ham forsat over kinden, mens den anden holdt om hans hånd der var på tremmerne, hun hade de var adskilt på den her måde, hun ville så gerne vær tæt på ham igen som det kort øjeblik ved arenaen, hun kunne slet ikke glemme følelsen af og være i hans arme der så betryggende. Hun så på ham som han snakke og sukke stille ”ved jeg.. men jeg kan ikke lade vær med og komme og se dig.. du betyder så meget for mig kære” hun så på ham og mærke den stor hånden der kom gennem tremmerne og lage sig på hendes kind, og så roligt på ham. Hun savne ham når de ikke var sammen, hun ville gør alt for de kunne være sammen. Da han snakke om et slaveliv hade tanken kun strejfe hende en gang at hun kunne jo blive slave og være sammen med ham. Men tanken om og miste sin frihed holdt hende fra og gør noget så dumt, for vis hun blev slave kunne hun så sikker sig hun kunne være her hos cale? Hvad ville de ikke bruge hende til? Eller gør ved hende. ”det ved jeg godt cale.. ” sag hun stille og så på ham og trykke sig mod tremmerne og holdt kinden på hans kind og sukke bare stille, hun følt lidt alt bare var håbløst men hun ville ikke give op, hun ville være hos cale og hun ville finde en måde… en dag.

[Cale Joseia Nightgale]

Frygten for at Mydall, skulle ende som en slave, for at være tæt på ham, var slet ikke en tanke, som Cale brød sig om, og særligt ikke, som den var lige nu. Han nikkede mod hende, hvor han denne gang, måtte trække en kende på smilebåndet. Vigtigst for ham, var bare, at hun havde det godt. Alt andet, var komplet overflødigt for ham. "Jeg forventer ikke, at du kan, Mydall.. bare at du gør det." Ved at lade sig fange, og lade sig pine for en kort stund, så havde han reddet dem begge, og det var den tanke, som han nu havde det ganske fint med på sigt.
Hovedet lod han søge på sned. At hun var blevet så glad for ham, var noget, som han uden tvivl godt kunne lide, og noget, som betød rigtig meget for ham, hvis han selv skulle sige det. Han sendte hende et stille smil. For ham, var hun vigtig og betydningsfuld ikke mindst, og det var en tanke, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. "Du er vigtig for mig, og det er bare derfor vigtigt for mig, at du ikke kommer noget til," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et let smil. Her havde han det da... okay, og hun havde sin frihed.
At vide, at han ligeledes betød meget for hende, var det, som for ham, var det vigtigste. For ham, var det uden tvivl forbandet vigtigt at vide det. Hånden strøg han over hendes kind og videre over hendes hår, og så tilbage til hendes kind igen. "Jeg lover, at jeg vil kæmpe for min frihed, så jeg kan komme til dig," forsikrede han. Det var et løfte, som han havde tænkt sig at holde!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens han snakke til hende, at han ikke forvente hun kunne forstå syntes hun var lidt strengt sagt men hun sag ikke noget til det. hun så roligt på ham som han snakke igen, hun sendt ham et lille smile og nusse blidt hans kind ”det har jeg opdage cale.. og der sker mig heller ikke noget igen det lover jeg” hun så på ham og nusse bare kærligt hans kind, mens hun så på det lette smile der lå på hans læber. Hun kunne godt lig og se ham smile til hende, det gav hende lidt håb om alt nok skulle gå mellem dem og de ville finde en vej sammen. Hun nød hans hånd mod hendes kind som gled videre til hendes hår og så tilbage igen, det var virkelig dejligt når han rørte hende sådan, hun dreje hoved en smule og kysse blidt hans hånd flade mens hun så på ham, som han love og kæmpe sig fri. Så han kunne komme til hende, ”jeg vil glæde mig til den dag kommer, så jeg kan holde om dig igen min kære cale” hun så på ham med øjne der fik et næsten glimtene blik, for hun ville glæde sig til den dag, hun ville holde om ham, brug tid med ham som et mere normalt ’par’ ville for det var ikke så nemt når der var murre og tremmer mellem dem hele tiden.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall fik virkelig alt det blide frem i Cale, og det kunne han godt lide. Et sted, var det også en tanke, som han måtte finde en kende skræmmende, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han sukkede let. "Før eller siden, så vil jeg komme fri herfra.. jeg vil vinde min frihed, og så skal vi være sammen," lovede han hende. Han tillod nemlig ikke, at andet ville forekomme, og særligt ikke nu, hvor han oprigtigt havde en mulighed, for at gøre noget ved det. Mydall havde nemlig vist sig, at blive rigtig vigtig for ham, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være.
Han rørte ved hende, som hun rørte ved ham. Han fandt det lettende og betryggende, at hun gjorde det. Han sendte hende et smil. Hun satte håbet i ham.. drømmene, som han for længst havde glemt og mistet, og særligt fordi at det var hende, det hele handlede om, og det kunne han udmærket godt mærke også på sin egen krop og sind. "Det eneste jeg frygter, er at du gør noget dumt inden det kommer så vidt.. Det ønsker jeg ikke.. Du fortjener den frihed, som du er blevet født med," sagde han med en sandfærdig stemme, som han igen nikkede mod hende. Han lod panden møde muren.. Her ville han næsten kunne få hovedet igennem. Han ønskede så brændende at mærke hende tættere på.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, som han snakke hun måtte smile ved hans ord. Han løs sikker på han nok skulle komme fri og det berolig hende, ”jeg vil glæde mig til den dag vi kan være sammen cale” hun så på ham og nusse blidt og kærligt hans kind, mens hun så ham i øjne. Hun håbe virkelig han kunne vinde sin frihed, hun ville så gerne være sammen med ham, bare de to til evig tid. Cale var vigtig for hende, han var hendes beder halv del. Den faste og fornuftig hvor hun var mere en drømmer og impulsiv hun hade brug for ham, han kunne få hende til og tænke mere fornuftig men stadig få hende til og smile og føle hun var sig selv når hun var nær ham.
Hun nød hans hånd der rørt hendes kind, det var dejligt og en varme sprede sig fra hvor hans kind rørt og ud i resten af kroppen, hun så på ham nød og se ham smile til tros for han stadig så skidt ud, hun så på ham som han snakke og hun forstod ham godt, ”jeg skal nok lade vær og lave noget dumt… men på samme måde kan jeg frygt at du ikke kan holde ord og vinde din frihed.. for du fortjener frihed lig så meget som jeg.. du var jo også født fri.. det din fødsels ret” hun så på ham som hun snakke i en sandfærdig stemme, for det var hans ret og den hade folk bare tage fra ham det var ikke i orden! Hun så på ham og lage panden mod tremmerne her kunne deres pander lig svagt rør hinanden, hun nød den smule hud kontakt de kunne få sammen. Men hun ville brændende ønske hun kunne komme helt ind til ham igen, bare en lille smule igen for tros hvad der var sket hade hun elsket vært et sekund af tiden i hans arme og hun hade ikke haft lyst til og forlad dem igen men ak sådan var det bare, for hvad ville der ikke være sket vis hun var bleven.

[Cale Joseia Nightgale]

Aldrig havde Cale været så opsat på at vinde sin frihed, som det han var i øjeblikket. Det var jo heller ikke fordi, at han ønskede, at noget skulle ske, for det var slet ikke hensigten. Han ønskede at komme fri, som han oprigtigt ønskede at leve et liv, og hvis han kunne gøre det sammen med hende, så var det jo kun det bedre i hans øjne. Han trak kort på smilebåndet. "Du er min grund til at fortsætte de mange evige kampe, Mydall," forsikrede han. Førhen havde han været så ligeglad som man overhovedet kunne være med sit liv.. Det var slet ikke sådan, at det forholdt sig længere.
Hånden strøg han over hende, der hvor han kunne komme til det. For ham, var det nemlig vigtigt at hun var der, samt at hun troede på, at han kunne komme ud. For ham, var det nemlig vigtigt, og det var han heller ikke bange for at erkende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. "Det eneste jeg er bange for, er at blive en større folkefavorit, end hvad jeg allerede er.. Det er en hård branche... og jeg håber, at jeg kan komme igennem den," sagde han med en rolig stemme. Han kunne jo bare gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt, og så håbe, at han ville komme fra det med livet i behold. "Jeg har fået en partner i Arenaen.. så forhåbentlig vil det ske," sagde han fortrøstningsfuldt, som han så i hendes smukke øjne. Hvor ville han dog ønske, at han kom tættere på.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og nusse blidt hans kind mens han snakke, hun smile som han sag hun var grunden til og kæmpe vider. Hun følt lidt hun kunne smelte lig der på stedet, ”jeg er sikker på du nok skal få din frihed” hun så på ham mens hun nød og rør hans kind og spidsen af hans øre som hun også lig kunne ramme.
Hun nød meget hans hånd der strøg hende over kinden, hun troede på han nok skulle komme fri jo mere han sag det jo mere troede hun på det. ”hvad sker vis du bliver en større folkefavorit?” hun så på ham, hun vist ikke hvordan tingen forgik i arenean eller hvad der en folkefavorit var for noget, hun så på ham og nusse ham forsat blidt. ”jeg er sikker på du kommer igennem det.. jeg kan mærke det” hun så på ham og smile blidt.
Hun så ham i øjne og smile lidt ”en partner? ” spurt hun og så ham i øjne, ”kan en partner gør det nemmer at komme igennem kampene?” hun så på ham mens hun trykke sig en smule mere ind mod tremmerne hun ville ønske hun kunne komme tætter på men ak de dumme tremmer var i vejen for dem, og det var virkelig træls.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale slappede af, når han var i Mydalls selskab, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Han sukkede let, og lod panden hvile mod tremmerne. Hvis det gik så vidt, og han blev en favorit, så havde han da først for alvor et problem. "Bliver jeg først en favorit, tvivler jeg stærkt på, at de vil lade mig gå," fortalte han med en dæmpet stemme. Hvis der var flere til at overvære kampene, så var det jo fint nok for dem. De var jo ligeglade med hvad konsekvenserne måtte være af dette, og det var det, som skræmte ham mest.
Cale var forelsket.. Og det var en tanke, som han havde svært ved. Særligt, når det var på denne her måde. Havde hun været en slave, så havde det været en anden side, men det var hun ikke.. Derfor ville han gerne gøre hvad han kunne, for at vægte og værne om hendes frihed, og særligt, når det var på denne her måde. "Jeg håber at det kan styrke mine chancer, for at komme ud herfra med livet i behold, men det er jo aldrig til at vide," sagde han ærligt. Kunne han, ville han bryde tremmerne, for at tage at om hende, og trykke hende ind til sig, for det var oprigtigt det, som han havde brug for efterhånden. "Min partner kommer fra den anden side af det store hav," fortalte han med en rolig stemme. Det var sket.. De fremmede, var begyndt at indtage øen!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall kunne fornemme at cale slappe af, det var dejligt og vide han slappe lidt af det måtte han trænge til. Hun så på ham som han snakke, nu forstod hun beder at det ville være skidt vis folk blev for glæde for ham. ”så må vi håbe det ikke sker.. og du kun er min favorit” hun smile blidt og kom med et lille grin, mens hun lag hånden stille mod hans kind.
Mydall var forelsket.. det var hun ret sikker på, for hun var altid glad når hun var nær cale, han fik hende til og smile og hun følt hun kunne brug evigheder på bare og snakke med ham, være tæt på ham så meget hun nu kunne. Hun så på ham, som han snakke om sin partner der forhåbentlig skulle forbedere hans chancer og så var det en fra over havet! ”hvad er din partner for en? Er den farlig?” hun var jo nysgerrig på hvem denne nye partner var og hvad personen kunne for hun hade jo mødt en drage rytter og de red på disse stor væsner hvilke var skræmmenden. Hun så på ham og ville ønske hun kunne komme ind til ham, også bare et par sekunder det ville være nok bare for nu til han blev fri, hun så på ham og presse sig mod tremmerne selv om det var ubehaligt og gjord faktisk lidt ondt, men hun vist det ikke hun ville ikke have han vist det gjord ondt for så ville han sikkert be hende træde lidt væk og det ville hun ikke! ”jeg ville ønske jeg kunne holde om dig lig nu..” mumle hun helt stille.

[Cale Joseia Nightgale]

At være Mydalls favorit, var en tanke som Cale godt kunne lide. Alene det, var ikke noget, som måtte sige så lidt. "Jeg har det fint med, kun at være din favorit, må jeg sige," sagde han denne gang med et stille smil på læben. Det var sjovt, så rolig, at han var omkring hende, og det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Cale rynkede let på panden, og rystede så på hovedet. Hans partner, var uden tvivl en sjov en. Ikke en, som han nogensinde havde set før. "Hun er en dæmon.. hvad så end det er.." sagde han med et kort træk på skuldrene. "De bruger magi.. og alt mulig andet.. Jeg forstår det bare ikke.." Det var jo så langt fra den virkelighed, som de selv kom fra, og det var da uden tvivl også noget, som kunne mærkes i denne forstand, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han sænkede hånden, mens han lod hovedet søge ind mod hendes hånd. Det føles virkelig rart. "Jeg ville ønske det samme.. Jeg ville ønske, at vi bare kunne være sammen.." sagde han med en ærlig stemme. Det var naturligvis trist, at der ikke lå mere i det, end som så.. Om hun havde været slave ved Cyrenics hus, kunne de være sammen.. Han ville bare ikke have at hun skulle miste den frihed, som hun så brændende havde fortjent, og særligt, når det foregik på denne her måde.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall smile og så på ham og små lo, ”det var da godt.. håber også jeg kun er din favorit” hun smile blidt og så på ham, det var virkelig bare dejlig og snakke med ham, og bare nyde deres alene tid. Men hun skulle stadig passe på de kunne stadig risiker at blive opdage.
Hun lytte som han fortalt om sin partner, en kvinde ind da. Hun så på ham, et sted mærke hun en vis gnavene følelse hun brød sig ikke om det var en kvinde han hade som partner. ”dæmon.. det lyder.. som et sært væsen” hun så på ham, hans partner syntes sikkert at cale så underligt ud men igen de kendt jo ikke til deres racer og omvendt. Hun så på ham, og mærke hans hoved søg til hendes hånd og blid nusse hun hans kind. At han ønske det samme som hende fik hende til og smile, og mærke hjerte banke hjerte banke lystig i hendes bryst. ”vi skal nok ende sammen en dag cale.. det lover jeg” hun så på ham og smile blidt, det her var hårdt og være adskilt på den måde og ikke vide om han ville være i live næste gang hun så ham, hvilke var en frygtelig tanke for hende. Vis hun hade være slave hade det nok være nemmer, men det var hun ikke heldig vis og dog ville det gør alt nemmer.. nej hun hade love ikke og lave noget dumt så det skulle hun holde og beholde sin frihed, og undgå de blev opdage så ingen af dem kom i ballade.

[Cale Joseia Nightgale]

Et smil passerede Cales læber, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun var hans favorit. Selvfølgelig var hun det. "Du har altid været min favorit," sagde han med en rolig stemme. Han blev stående og med hendes hånd hvilende mod hans kind. En tanke, som han godt kunne lide. Det var lige præcis det, som skulle til, for at gøre ham ordentlig rolig igen.
En kvinde som partner, var heller ikke hvad Cale havde forventet, men at være sammen med andet end en kentaur, var slet ikke noget, som ville komme på tale for hans vedkommende. Så lige der, var hans hoved indstillet på nogen helt andre ting, end hvad hun nok gjorde sig af tanker. "Det er et mærkeligt og højst besynderligt væsen," sagde han med en rolig stemme. Han rystede de tanker ud af hovedet lidt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ville virkelig ønske, at han kunne komme lidt ud til hende.. Men det var vel bare, at håbe på ting, som slet ikke ville forekomme? Hendes ord derimod, var noget som virkelig glædede ham.. og varmede til ubeskrivelighed. "Mener du virkelig det?" spurgte han med en rolig stemme. Han ville virkelig elske, at have den mulighed.

[Mydall Lupita Vivar]

mydall smile og så på ham, det var dejligt og vide hun altid hade være hans favorit. Hun mærke en svag brænden i kinderne og smile bare blidt til ham, ”du dejlig cale” hun så på ham og smile.
At cale ikke på nogle måder tænkt på sin partner på andre måder inde det hun var, kendt mydall ikke til og der ved kunne hun ikke stoppe denne ubehaglig følelse der var i hendes mave. Hun så på ham som hun snakke om kvinden, ”alle væsner der over fra er meget sær ja.. ville ønske de blev der over ” hun smile og så på ham mens hun blidt nusse han kind, mens hun nikke da han spurt om hun mente det ”jeg mener været et ord cale..” hun smile til ham, mens det var tydelig i hendes øjne at hun bestemt mente det. de skulle være sammen en dag, og de skulle nok finde en måde, vis det endt med de ikke lod ham forlade arenaen igen. hun smile blidt og kunne lig nå hans panden med spidsen af læberne, ”jeg vil kun være sammen med dig Cale” hun så på ham og gav hans kind et blidt klem inden hun nusse kærligt videre og bare så ind i hans øjne, hans dejlig øjne.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall ville nok for altid være Cales favorit, og det var således, at han ønskede at have det. Et stille smil passerede hans læber, som han betragtede sig af hendes smukke skikkelse. Han kunne i hvert fald ikke gøre ved det. "Der er ikke meget dejligt ved mig, Mydall.. det hele kommer fra dig," sagde han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.
At være sammen med andet end en kentaur, var slet ikke noget, der gav mening for Cale. Bare tanken om at skulle være sammen med noget andet end.. en halv hest, var virkelig underligt for ham. Derfor var det slet ikke en tanke som slog ham det mindste. "De er begyndt at komme.. For os, kan det måske indebærer, at vi kan være sammen," fortalte han. Af hvad Noelle havde fortalt ham, var det i hvert fald ikke helt utænkeligt, var det? Hvis hun var så vigtig, så ville de vel også lede efter hende? Det gik han da i hvert fald meget stærkt ud fra, at de ville.
Ordene gjorde ham uden tvivl varm og glad indvendig, og det var han heller ikke bange for at indrømme. "Du er også den, som jeg ønsker at være sammen med, Mydall. Virkelig.. Derfor håber jeg, at jeg får muligheden for at gøre det en dag," endte han. Før eller siden ville de være tvunget hvert til sit igen.. Og det jorde ham kun mere og mere frustreret, jo mere han skulle gennemgå det her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare mens hun nusse hans kind, ”du er dejlig cale.. i min øjne er du” hun så på ham som hun snakke i et roligt og blidt tone leje. Mydall kunne selv ikke forstille sig at være sammen med andre ind en af hendes egen slags, hvordan skulle det ikke lig funger når man var halv hest? Nej hun holdt sig til sin egen slags eller retter hun holdt sig til cale, den mand var den eneste hun kunne tænke sig i nærheden af sig på den måde.
Hun så på ham som han snakke om de fremme, han hade enlig ret måske kunne det være til gavn for dem. ”måske.. vi kan håbe.. det ville være dejligt vis de kunne være med til og være det der bragt os sammen” hun så på ham. Hun smile som han snakke om at han ønske og være sammen med hende, det varme hende inde i og fik smile til og side godt fast på hendes læber. ”jeg ønsker også og kunne være sammen med dig cale.. og jeg sikker på muligheden kommer en dag” hun smile, tanken om de før eller siden blev tvunget vær til sit pine hendes inder som en gal så hun valgt ikke og tænke på det men bare fokuser på cale og tiden hun kunne få med ham og håbe han snart kunne komme fri så de kunne være sammen for alvor.