What should we do?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Atter en gang, måtte Denjarna tage magten og kontrollen fra ham, hvilket ikke var noget som gjorde Salvatore det mindste, for han kunne jo godt lide det. Han kunne godt lide, at se og ikke mindst mærke hvordan hun introducerede ham for en verden, som havde været så ukendt for ham igennem så frygtelig lang tid. Ikke var det noget, som havde sagt ham noget, før han var kommet tæt på hende, og ikke kunne han, og ikke ønskede han, at det var noget, som nogensinde skulle stoppe igen. Aldrig nogensinde!
Jo hårdere hun kørte over ham, jo mere kunne han mærke, hvordan det hele samlede sig i hans nedre. Helt fantastisk, som det nu måtte føles, så nåede han ikke at nyde det, inden hun.. stoppede og trak sig? Næsten forvirret, måtte han vende blikket mod hende, som hun rejste sig og søgte bort fra ham. Smuk som hun var, selv med de mange ar og mærker, som hun havde pådraget sig i årenes løb, så var det intet som rørte ham. Langsomt rejste han sig op, og med blikket mod hende. Forbudt som det end var, så legede hun med ilden. Opfordrede ham.. udfordrede ham på ting, som han aldrig havde været udfordret på før, og han elskede det jo trods alt også! Med rolige skridt søgte han mod hende. Med et knips med hånden, låste døren, så der ikke var nogen vej ind - som der heller ikke var en vej ud. "Jeg ønsker dig.." Han søgte med rolige skridt mod hende. Hun var det eneste, som han ville have. "Og kun dig.." Han fortsatte mod hende, til hun ville nå en væg, hvor han kunne placere en hånd på hver side af hende. Her kyssede han hende grådigt. Han havde brug for at mærke hende tæt på.

[Denjarna Dark Dynithril]

Tydelig var forvirringen i Salvatores blik, som Denjarna rejste sig fra ham, som de ellers havde været midt i et heftigt samleje. Selv mærkede hun også, hvordan hendes krop skreg efter mere, og hvordan den ønskede at omfavne hans krop igen, men ej gav hun efter, som hun derimod gjorde det direkte modsatte. Sensuelt bevægede hun sig baglæns, som hun bevægede sig uden en trevl på kroppen. Ej veg hendes sølvgrå blik fra hans, som han langsomt fik kæmpet sig tilbage på benene. Som han stod op ligeså fri som hende, kunne hun uden tvivl se, hvordan han ligeså måtte ønske hende. Hans nedre bød hende trods alt helt velkommen. Et slag over måtte hendes hjerte springe, som hun hørte, hvordan låsen i døren klikkede. Ej gjorde det hende bange, som det nærmere var symbolikken i det, som fik hende til at reagere. At høre ham sige, at han ønskede hende, og kun hende, måtte tilfredsstille hende på alle leder og kanter. Aldrig kunne hun nemlig blive træt af at høre, at hun var den eneste kvinde i hans verden. Et suk søgte over hendes læber, som hendes bare ryg ramte væggen bag hende. Det direkte grådige kys, som han skænkede hendes læber, fik hendes læber til at slå i vilden sky. Hænderne lagde hun bevidst om nakken på ham, som hun lod sine egne læber deltage i det grådige kys. Hvor hun dog nød, at han så brændende måtte ønske hende, og at han fik hende til at ønske ham brændende igen! Det ene ben hævede hun, alt imens det strøg sig op ad hans eget ben. Til sidst måtte hun føre det bag ham, så hun krævende kunne skubbe ham – og i særdeleshed hans nedre – krævende mod sig. Hun ønskede, at han krævede hende, og hun ønskede ikke, at han lagde skjul på det i processen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Forvirret havde Salvatore uden tvivl været, da hun havde trukket sig fra ham, også selvom det hurtigt var gået i sig selv igen. Endnu en gang legede hun med ham, som kun Denjarna kunne lege med ham, og fik lov til at lege med ham. Her stod han som gud havde skabt ham i ingenting, og han vidste, at han ingen grund, havde til at skulle skjule sig. Et let træk måtte finde vejen til den ene mundvig, da han hævede hånden, knipsede og derved også fik låst døren.
Med rolige skridt søgte han mod hende. Det var næsten et dyrisk glimt, der måtte melde sig i hans øjne, uden at han egentlig kunne gøre noget, for at skjule det, og det ønskede han da ikke. Han lod hende møde væggen, hvor han placerede en hånd på hver side af hende, inden han krævende måtte kysse hende. Han kunne ikke lade være. Det var hende, som han ønskede og ville have, og ikke nogen anden! Benet som gled op langs hans, var noget som satte en sitren i ham, og det var.. fantastisk! Intet kunne beskrive de tanker og de følelser, som hun satte i ham, og som hun endnu formåede at sætte i ham. Hænderne gled ned langs hendes krop, inden han tog fat omkring hende, fik hende hævet en anelse, så han kunne trykke sig helt tæt på hende. Som om at det her, skulle vise sig, at være nok for ham? Langt fra! Han ønskede at mærke hende endnu tættere på, end hvad han havde gjort hidtil. Igen trykkede han sig i hende med et dybt stød, hvor et støn brød hans læber. Armene gled tæt omkring hende. Hun var hans, og sådan skulle det forblive!

[Denjarna Dark Dynithril]

Hurtigt måtte Denjarnas hjerte slå, alt imens hendes mime var forventningsfuld. Stærkere var hendes begær til ham kun blevet i løbet af hele scenariet, som scenariet formåede at vække alle hendes sanser. Selv nød hun nemlig blandingen af det hele, som det gjorde, at hun ikke kunne forvente, hvad der ville ske. Det eneste hun kunne forvente var deres stigende begær til hinanden. At hun i mellemtiden kunne give ham en oplevelse, som han ej var vant til, nød hun kun. Hun nød nemlig ideen om, at det var hende der introducerede ham for alle disse verdener, og at det var hende, som han tænkte på og ønskede at gå til. Det andet ben valgte hun at svinge om hans liv, som han løftede hendes krop en anelse fra jorden. At han dernæst forenede deres nedre i et hårdt stød, fik hende for et sekund til at bryde det begærlige kys, så stønnet kunne glide over hans læber. Hun nød uden tvivl hans tankegang! Selv nød hun det rå i at fornemme den hårde og intetsigende væg imod sin ryg, alt imens hun fortil mærkede hans pulserende krop. Begærligt kyssede hun ham, alt imens hendes negle fik et godt tag i hans øvre ryg. Mild var han ej ved hende, og derfor røg hendes tøjler selv på den front. Mærker ville han uden tvivl have på sig efter al dette, og den tanke nød hun kun! Hun nød at føle, at hun havde markeret ham, og at det tilmed gjorde, at han kunne mindes deres stund sammen. Koncentrationen i hendes underliv begyndte at blive det mere vedvarende, som han ej stoppede, og som hun ikke ønskede, at han stoppede. Den ene hånd lod hun søge frem til hans arme, hvor hendes fingre måtte føle muskulaturen i både hans over- og underarm, som han holdt hende oppe, alt imens de var midt i akten. Uden tvivl noget der tændte hende! Fingrende strammede taget om hans store overarm. Neglede borede sig ned i hans ryg. Benene klemte om hans liv, som var det liv eller død. Ekstasen vældede ind over hende, som hun måtte bryde deres kys i et højlydt støn, som hun ej kunne holde sig selv tilbage længere!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At forblive mild, var ej noget som Salvatore kunne få over sig, da han selv havde fundet ud af, at det ej var noget, som Denjarna ønskede. Ligeledes var det længst gået op for ham, at hun dertil, også kunne tåle, at det foregik på andet vis, og dette havde han uden tvivl tænkt sig at udnytte. Let fik han hende hævet fra gulvet, og trykket fast ind mod væggen, så han kunne holde hende fast. Brutalt og voldsomt nærmest, måtte han få dem forenet i stedet for.
At høre hende stønne på den måde, og samtidig med neglene der strøg over hans krop og ryg, var det en direkte fantastisk fornemmelse, som det efterlod ham med! Han sukkede tungt, som han holdt sig tæt ind mod hende. Hans bryst nærmest klemt op af hendes, hvor deres hjerteslag, næsten måtte slå i takt. Det var en helt fantastisk fornemmelse, som hun efterlod ham med! De faste støn brød ligeledes hans læber, hvor han overhovedet ikke måtte tænke på, at tjenestestaben på den anden side af døren, ville være i stand til at høre dem. Tempoet måtte han sætte op, til han kunne mærke, at hun gjorde sig færdig. Han fortsatte sit eget tempo, indtil det nærmest synes at eksplodere i hans egen krop. En følelse af varme, der spredte sig ud i hver en tænkelig del af ham, inden han nærmest sank ind mod hende. Øjnene lukkede han let, som det sidste støn brød hans læber. Han bed tænderne svagt sammen. Han strøg hænderne over hendes krop, inden han satte hende ned igen foran ham. Hertil valgte han at trække sig, dog uden at gøre det helt. Et sidste kys tildelte han hendes læber. Hun var og blev fantastisk. Ikke kunne han forestille sig, at skulle gøre dette med nogen anden kvinde.

[Denjarna Dark Dynithril]

Højlydt måtte Denjarnas egen krop eksplodere, som han fik kastet hende ud over kanten! Ej heller ønskede hun at holde sig tilbage, som hun ønskede, at han vidste, hvad han gjorde ved hende. Fantastisk var det, hvor det også var meget sandsynligt, at dem på den modsatte side af væggen kunne høre dem. Inderst inde havde hun vel også en anelse om, at folket på slottet havde en ide om, hvad der foregik mellem dronning og hendes rådgiver? Særligt nu hvor, at Jarniqa var kommet til verdenen, og nu hvor hun var halv mørkelver og halv magiker. Alligevel gjorde hun sit for at skjule det, som det måtte forekomme hende trygt og spændende. At høre og mærke, at Salvatore ligeså måtte blive kastet ud over kanten, fik hende kun til at nyde det, alt imens hun holdt hans krop ind til sig. Igen nød hun nemlig at vide, at det var hende der forårsagede dette i ham. Sit eget tag i ham løsnede hun først, som hun mærkede, hvordan roen både fæstnede sig i ham og i hende selv. Svimlende måtte hun dog dernæst helt blive, som han løsnede grebet i hende, så hun nok engang kunne stå på sine egne ben. Fat i ham valgte hun derfor at have endnu, alt imens hun måtte forsøge at tøjle sin egen nydelse. Blidt, og yderst tilfredsstilet, måtte hun besvare det lette kys. Uden tvivl nød hun deres afskeder. Derudover regnede hun ej heller med, at denne afsked ville være en adskillelse på femten år, ligesom sidst. At hun sågar havde frosset ham ude efter den adskillelse, var ej heller at spotte længere. ”Jeg vil savne dette,” sagde hun stille, inden hun nok engang måtte smage hans læber med sine i et blidt kys. Den sidste gang var dette bestemt ikke!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Alt dette var noget som Salvatore kun måtte nyde, hvor det var Denjarna, der vækkede det hele i ham. Helt igennem fantastisk var det, at han kunne gøre dette sammen med hende. Langsomt måtte han dog genvinde roen, som det hele nærmest havde eksploderet i dem begge. Han prustede ganske let, som var han blevet helt forpustet af dette. Et tilfredst smil måtte dog alligevel passere hans læber, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Kysset holdt an for en kort stund, inden han trak sig, dog endnu uden at trække sig helt fra hende. Det svimlede for ham, som han følte at hans ben, var som gele.
Selv var dette noget, som han ville komme til at savne. Han vidste ikke hvor længe han skulle mangle hende denne gang, selvom han dog stærkt måtte tvivle på, at det ville løbe op i femten år, ligesom sidst. Hvorvidt om det var gjort klart og tydeligt for folk, hvad der skete mellem dem, var han ligeglad med. Han kunne uden tvivl godt ivaretage sin stilling, selv på trods af, hvad de gjorde bag en lukket dør. Han smilede let for sig selv. "Jeg vil vente din hjemkomst," sagde han roligt. Først skulle han ud og finde Jarniqa, hvis hun da overhovedet ville søge med ham tilbage hertil, hvilket han da stærkt håbede på, at hun ville, da han heller ikke ligefrem ønskede at skuffe Denjarna mere, end hvad han havde gjort til nu. Langsomt trak han sig fra hende. Det var med en sitren i kroppen. Han elskede, når han fik muligheden for at komme hende så nær, som han gjorde i disse stunder.

[Denjarna Dark Dynithril]

Savnet ville både han og dette være i den tid, hvor Denjarna var væk. Det var nemlig ikke blot det kropslige, som hun kunne lide ved ham, som det derimod også var det personlige. I princippet gjorde det ved, at de besad alle anliggender til at blive et officielt par. Dog var det ikke i de baner, som hun tænkte i. Ikke fordi, at det var ham, som det nærmere var generelt. Tanken om at være et par og med alt, hvad det indebar, var nemlig ikke i hendes tanker lige nu og her. Faktisk havde de ikke været der, siden hun havde forladt Derick. Et brud, som Salvatore rent faktisk havde rådet hende til. Om han dengang havde haft dette som hensigt, anede hun ikke, men irrelevant kunne det også være. Hun havde nemlig truffet det korrekte valg. ”Godt,” sagde hun roligt. Der var ej heller en anden kvinde, som han skulle vente! Som han trak sig helt fra hende, måtte hun for en stund endnu hvile sig op af væggen. Træt var hun, som han havde rippet hendes krop for energi, og erstattet det med saglighed. Som han trak sig fra hende, måtte hun også tænke en række andre ting.. Det var vel det bedste tegn på, at deres intimitet nu var slut? Han ville vel søge af sted nu? Hun tog en indånding. ”Drager du af sted nu?” endte hun med at spørge, som hun formåede at løsrive sig fra væggen. Skønt hendes ben føltes som gele, og skønt hun mest af alt havde lyst til at ligge i hans arme, gik hun i stedet tilbage til sofaen og deres tøj. Her måtte hun beslutsomt træde i kjolen igen, inden hun trak den op, så hendes krop nok engang var skjult for det blotte øje.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvorvidt om Salvatore nogensinde ville få muligheden for at få Denjarna offentligt, hvor alle andre også måtte vide det, tvivlede han stærkt på. Langsomt trak han sig fra hende. Ikke fordi at han var utilfreds med hvad der var sket, men fordi at han efterhånden var kendt med proceduren, og særligt fordi, at han vidste, at de var i en situation, som gjorde det svært for dem, at nyde hinanden på den måde, som han ville ønske, at de kunne gøre det. Han sagde dog intet til det. Han ville se frem til hendes hjemkomst, hvor han også skulle have fundet Jarniqa, inden det ville komme så vidt, og så måtte han jo kun håbe på, at den unge kvinde ville tage med ham hjem, når det kom dertil. "Det glæder mig," sagde han roligt, som han selv søgte hen til sit tøj, for at komme i det igen.
Blikket måtte dog alligevel hvile på Denjarnas skikkelse, som hun klædte sig på. En smuk kvinde var hun uden tvivl, og han var uden tvivl glad for, at dette var hans eneret. Han regnede bestemt heller ikke med, at hun delte ud af det vidunderlige syn, som hun måtte være. Han kom i bukserne og begyndte at knappe skjorten. Det var vel egentlig tilbage til arbejdet, var det ikke? "Jo hurtigere jeg kommer ud, jo hurtigere kan jeg finde hende," sagde han roligt. Kunne han, ville han hellere ligge her på sofaen sammen med hende, men arbejdet var jo også vigtigt, og særligt, når det omhandlede Manjarnos fremtid.

[Denjarna Dark Dynithril]

Professionelt syntes det hele hurtigt at blive igen, som Salvatore trak sig bort fra Denjarna, og derfor lagde afstand til det intime. Vant til det var hun dog, som det sjælendt skete, at de brugte tiden bagefter til at holde om hinanden. Det havde vel kun sket to gange? Den ene gang havde været deres allerførste gang.. Dengang, hvor hun ikke havde været dronning, og hvor han havde været leder. Dengang i hulen i Procias. Den anden gang havde været inden hun havde sendt ham af sted til Imandra. En handling, som hun bitterligt havde fortrudt, som hun havde bemærket den visnende rose, som han havde foræret hende. Ingen miner til en omgang efterlig nærkontakt var der dog nu, som de begge blot krøb tilbage i deres klæder. Svagt endte hun med at nikke med hovedet, som han meddelte, at han ønskede at søge afsted med det samme. ”I så fald ønsker jeg dig en god rejse,” endte hun stilfærdigt med at sige. Kjolen rettede hun en anelse på, som man på trods af lydene fra pejsestuen ikke skulle se, hvad der lige netop havde foregået. ”Jeg regner med, at du får bragt hende med hjem.” Ganske vidst var hendes datter i færd med at rejse kloden rundt. Dog forventede hun alligevel, at hun ville vende hjem, når nu hun kaldte. Det var trods alt kongeriget det gjaldt, og ikke en simpel familiemiddag. Hænderne valgte hun at føre op til det ravnsorte hår, hvor hun denne her gang valgte at trække sit hår helt ud af de spænder, som måtte holde det. I forhold til i morges, måtte løse totter nemlig nu stikke ud. Derfor kunne hun ligeså godt lade det hænge helt løst.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Som altid, trak Salvatore sig, og tog endnu en gang den professionelle maske på, for det var det, som typisk skete, når de var færdig med deres, bag den lukkede dør. At de derimod havde været tæt på, at blive afsløret på det, var ikke noget som han sagde noget til nu. For hans vedkommende, var det næsten som glemt, og det var noget, som han alt sammen, havde det rigtig fint med.
Arbejdet skulle gøres, og naturligvis var det også noget, som kunne mærkes lige nu. Hvorvidt om Jarniqa ville tage med ham, når han fandt hende, var jo så en anden side af sagen. Dette var noget, som han tidsnok skulle finde ud af. "Vil du være her, når jeg kommer retur?" spurgte han sagte, da han jo endnu ikke vidste, om hun ville tage afsted før eller efter han var kommet hjem med deres datter. Endnu var det svært at forestille sig, at de i princippet havde en familie, selvom det var noget af det sidste, som de kunne kalde hinanden. Han søgte roligt hendes skikkelse. Denne gang fik der ikke lov til at gå femten år. Det ville slet ikke have lov til at komme på tale! "Om hun ønsker at drage med mig, så skal jeg naturligvis få hende bragt med mig hjem. Vi ses, kære Denjarna," endte han. Han lænede sig frem, hvor han plantede et stille kys mod hendes læber, inden han trak sig, forlod pejsestuen, for at komme ud. Han havde jo trods alt en opgave, som skulle udføres.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

Det sølvgrå blik vendte Denjarna i Salvatores retning. ”Jeg vil være her,” meddelte hun roligt. ”Tronen kan ej efterlades uden nogen repræsentanter. Jeg vil derfor være her, indtil du vender hjem. Hvis ikke du kan få Jarniqa med dig, må vi drøfte sagen derfra.” Meget afhang uden tvivl af, hvad hendes datter ville gøre. Ej kunne hun nemlig forlade landet medmindre hun havde en til at varetage tronens interesser, mens hun selv var borte. Umiddelbart satte hun sin lid til, at hendes datter ønskede at hjælpe hende, men hvis ikke måtte hun gå i forhandling med Salvatore igen. I så fald ville det vel ende med, at hun sendte ham af sted til Tayevania? Som han lænede sig frem mod hende, lod hun trygt sine øjne glide i, inden hun lod deres læber mødes. Selv mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte gøre et sidste hop, inden deres kys igen blev brudt. Gad vide, hvornår dette ville finde sted igen? ”Hav en sikker rejse,” hilste hun en sidste gang, inden han vendte hende ryggen og gik ud af pejsestuen. Var det underligt, at hun følte et stik af uro i sig, som han gik? Med tanke på, hvad der sidst havde hændt? Hvor Jarniqa var, anede hun ikke, og derfor anede hun ikke, hvilken rute Salvatore ville tage. Ville det være mod Dvasias? Det gamle Imandra? Procias? Af den årsag vidste hun ikke, hvad han kunne blive udsat for. Selv håbede hun blot, at han vendte sikkert og helskindet hjem igen. Følelser havde hun jo for ham når alt kom til alt. I nogle minutter ventede hun i pejsestuen, så hun ej gik ud i hælene på ham. Som tiden blev inde, lod hun alle fornødenhederne ligge, som hun selv søgte mod tronsalen.

// Out