What should we do?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde skam forståelsen for, at en kvinde som Denjarna, havde brug for at drage ud i den store verden, omkring dem. Han vendte blikket mod hende igen, hvor han let lod hovedet søge på sned atter en gang. Ikke at han havde tænkt sig, at lægge skjul på dette. "Ikke tror jeg, at det nogensinde vil blive en norm, Deres Højhed," sagde han blot. At komme anstigende på drageryg, var end ikke en tanke som han kunne forestille sig, nogensiden ville blive normal i deres verden.
Folket ville reagere på at Jarniqa ville tage over som leder og dronning i Denjarnas fravær, om han kunne få hende med sig hjem om ikke andet. Hvorvidt om det var noget som han kunne, var jo så det næste spørgsmål. En fejde, kunne man snildt sige, at han havde med Jarniqa. Den unge kvinde ville jo på ingen måder vide af ham, uanset hvad han gjorde, og gud hvor han dog hadede, at det var således, at det hele skulle foregå! Han endte med at rejse sig. Selvom de var alene, vidste han jo godt, at han skulle være påpasselig. Han rejste sig roligt, inden han søgte mod hende. Han skulle nok søge ud for at finde Jarniqa. Han regnede faktsik ikke med, at det ville kræve så forfærdelig meget af ham. Det kom naturligvis helt an på, hvor langt hun var kommet på sin færd. "Er det på sin plads, at komplimentere landets Dronning for en fabelagtig beklædning i dagens anledning?" spurgte han lettere henkastet, inden han strøg hånden let over hendes kind.

[Denjarna Dark Dynithril]

Morende trak Denjarna på smilebåndet ved hans ord. ”Nej, det vil næppe nogensinde blive normen,” medgav hun roligt. Dog havde Ityrials borgere vænnet sig til Damien. Selv kunne hun dog endnu huske, hvordan det hele havde stået til, som Ityrial først havde stået ansigt til ansigt med Damien. Der havde han direkte vandaliseret hele hendes smukke have, inden hun havde helbredt ham, og fragtet ham med til sit kammer. Et kammer, som han endnu levede i på sin fine pude på hendes chaiselong. Hvad Salvatore egentligt tænkte om al det, vidste hun ikke. Dog syntes det som om, at han havde accepteret dragens tilværelse ved hendes side. Som Salvatore rejste sig fra lænestolen, fulgte hendes sølvgrå blik naturligt med. Afslappet blev hun selv siddende i sofaen, som hun ej rykkede sig. Dog så det ej heller ud til, at han selv ønskede at flytte sig synderligt meget lige nu. Smilet måtte også vokse på hendes røde læber, som han komplimenterede hendes kjole. ”Hvis du kan lide at se den på, burde du prøve at se den af,” lød det sensuelt fra hende, alt imens hun fornemmede hans fingerstrøg over sin kind. Selv nød hun uden tvivl at lege med ham på den måde, som hun nød, at det foregik på hendes præmisser, samt det, at han altid var så forsigtig, men alligevel nød når hun slog til. Uden at tage blikket fra ham, lod hun vinglasset føres tilbage til læberne, så hun på ny kunne tage en tår af den berusende væske. Ej skulle de ses i den næste tid, hvilket betød, at hun næppe kunne gøre sig nogle udskejelser. Derfor kunne man vel godt unde hende at lege med ham nu? Desuden nød hun at vise ham, hvem han tilhørte, inden de skiltes for perioder. Det havde hun trods alt også vist ham på balkonen, inden han havde draget af sted til Imandra. Den nat havde hun endda ladt ham sove hos hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Drager er for sjældent et væsen, til det nogensinde vil blive en norm," sagde Salvatore med en rolig stemme. Selv vidste han, at den drage, som Denjarna ønskede at tage på turen til Tayevania på, ikke var en drage af væsen, men derimod et menneskeligt med evnen til at skifte form - lidt som ham selv, så havde han det fint med det. Så lang tid, at han vidste hvor han havde hende, skulle han ikke brokke sig.
For nu handlede det udelukkende om at nyde den tid, som de nu havde. Jarniqa skulle han tidsnok finde, men for en time eller to, kunne han vel godt tilbringe sammen med hende? Hendes ord, var i sig selv nogen, som kun fik ham til at smile. Direkte forsigtig, ville han ikke påstå, at han var længere. Han var nok mere påpasselig, men ikke så forsigtig, som han engang havde været. Han havde uden tvivl lært fra sidst. Det handlede om at nyde tiden. "I så fald.." Han knælede på sofaens kant ved siden af hende, inden han lænede sig frem mod hendes øre. Han plantede et let kys mod hendes kind. "Så tillad mig at fjerne den," hviskede han intenst mod hendes øre, hvorefter et tydeligt kækt smil bredte sig på hans læber. Han vendte blikket langsomt nedad hende. Uden tvivl var hun en smuk kvinde.. En kvinde, som han bestemt ikke havde tænkt sig, at dele med nogen som helst.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige var drager et sjældent væsen. Det trådte vel også kun tydeligt frem, som Denjarnas drage end ikke var en virkelig drage? Damien var nemlig blot et menneske der levede i sin drageskikkelse.. Præcis ligesom Salvatore engang havde levet i sin panterskikkelse. Man kunne vel derfor også næsten vove og påstå, at hun og Damien havde det samme forhold, som Salvatore og Eniqa havde haft? Hvorvidt Damien var forelsket i hende, tvivlede hun dog på. Han var hende blot hengiven i sin loyalitet. Som Salvatore knælede ved hendes side, fulgte hendes sølvgrå blik automatisk med. Selv mærkede hun uden tvivl intensiteten stige i sig, som hans handling uden tvivl ankom med en lille forventning. Velvilligt vendte hun derfor også kinden til ham, som hans læber ønskede at kærtegne den, inden han hviskende anmodede om at afklæde hende. Det var uden tvivl, hvad hun ønskede af ham. Ligeså måtte det også behage hende, at han var begyndt at komme ud af sin skal, og var begyndt at føre sig det mere selvsikkert frem, når hun gav ham lov. Langsomt og yndefuldt måtte hun rejse sig fra sofaen. Først med barmen sensuelt frem, som hun valgte at søge en anelse forover, så hun kunne stille vinglasset fra sig på bordet. Dernæst rankede hun sin slanke krop, så hun indbydende stod til, at han kunne gøre, hvad han lystede. ”Kræv.. Tilgivelse kan altid komme efter,” rettede hun ham intenst, som hun endnu var ved at lære ham, at det var i orden at kræve hende, fremfor altid at spørge hende om tilladelse. Meget andet havde hun allerede lært ham, så dette ville han vel også få indlært før eller siden? Det var om end, hvad hun forsøgte på.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Drager var nu ikke noget, som Salvatore ønskede at spilde sin tid med at tænke på. Derimod ville han hellere tænke på Denjarna, og hendes smukke væsen. Sådan ønskede han nemlig, at det skulle være. For nu var det hende og ham. Uden tvivl noget, som han måtte erkende, at han havde savnet!
Som hun lænede sig frem, fik han næsten frit udsyn til hendes smukke kavalergang. Selvom han allerede nu, havde delt rigtig mange intense og intime stunder med hende, og sjovt, som de særligt skulle komme, når de skulle adskilles. Nu hvor han skulle ud for at finde deres datter, så kunne det uden tvivl også mærkes på ham. Han smilede let for sig selv, som han rettede sig op, og endnu med blikket mod hendes skikkelse. Hånden lod han søge omkring hendes slanke liv, hvor han trykkede hende ind mod sig. Den anden strøg over hendes kind og med et stille smil på læben.
"Som du ønsker.." hviskede han mod hendes øre. Han trykkede hende denne gang ind mod sig. Hånden lod han stryge op over hendes lår, hvor han trykkede hende tæt ind mod sin skikkelse. Han havde brug for at mærke hende, og vide, at hun endnu var hans, selv efter alt den her tid. Kyssene tildelte han hendes kind og videre nedover hendes hals. Nu skulle han også have lov til at vise hende, at han havde lært, og at han endnu lærte.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv ønskede Denjarna, at han var bestemt af sig, når han ønskede hende fysisk. Selvfølgelig kunne hun også det blide og intime, som ellers var hans domæne, men ej følte hun, at det var korrekt, når de var, hvad de var eller ikke var. Til fulde nød hun nu også, at det kunne være således, som hun nød at oplære ham, samt opleve på egen krop, at han lærte fra det. Selv nød hun nemlig det atypiske og hårde, men det afspejlede sig vel også kun i hendes fortid? Et slag sprang hendes hjerte over, som han tog hende om livet, kun for at føre hende nærmere sig. Skønt de begge endnu var påklædt, kunne hun endnu fornemme hans krop. Fornemme den muskulatur, som han gemte på. Hun trak på smilebåndet. Yderst tilfredsstillende. Dæmpet sukkede hun af begær, som hun følte hans ene hånd over sit lår. Automatisk fik det hende til at løfte benet, så hun indbydende kunne føre det omkring hans. Udelukket stod hun derfor på sit andet ben nu, alt imens han støttede hendes krop. Hovedet lod hun dernæst søge en anelse på sned, som hun fornemmede hans kærtegnende læber over sin hals. Selvom hun ikke selv gjorde meget lige nu og her, fornemmede hun alligevel, hvordan hendes puls steg. Halvt i sank hendes øjne. ”Fortsæt,” bad hun ham sensuelt, som hun ønskede, at hans læber fortsatte videre ned over hendes kraveben og bryst. Hvorvidt han ville adlyde, kræve hende på anden led, eller måske kræve noget af hende, måtte hun blot vente og se. Selv havde hun den tid der skulle til, som hun meget passende kunne bestemme, hvornår han måtte søge efter Jarniqa. Deres barn. At hun havde et barn, og at han skulle søge det, havde hun dog allerede lagt fra sig, som hun var fuldt ud dedikeret til dette.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede så brændende, at kunne kalde Denjarna for sin egen, hvilket han vidste, at han ikke kunne. I stunder som dette, kunne han få lov til at smage på det, hvilket i bund og grund, var en helt fantastisk følelse! Øjnene lukkede han let, som han trykkede hende ind mod sig. Hånden søgte op over hendes lår, efter at have taget turen under kjolen. Ved hendes ord, kunne han end ikke undgå at skulle smile. Han var mere end tilfreds, og særligt fordi at han også kunne høre, at hun måtte nyde det mindst lige så meget, som det han selv gjorde.
Et tydeligt tilfredst smil bredte sig på hans læber, som hun førte benet op af hans krop, hvor han låste det fast ved hjælp af hans albue. Hans hånd fortsatte derfor videre over hendes bagparti, som han klemte let om. Denne gang, var det kun hende og ham. Sjovt, som de altid fandt disse stunder, når de stod i situationer, hvor de skulle adskilles. Ikke at han havde noget imod det. Tvært imod! Han vidste jo ikke hvor længe han skulle undvære hende, og alligevel med en vis frygt for hvad der var sket sidste gang, hvor de rent faktisk havde mistet hinanden i stedet for. Varsomt lagde han hende ned i sofaen, ved let at skubbe til hende, hvor han trak sig op over i stedet for. Kyssene fortsatte han nedover hendes hals og videre over hendes kraveben. Kvinden under ham, kunne han slet ikke få nok af, og særligt ikke når han endelig havde fået muligheden for at komme helt tæt på hende!

[Denjarna Dark Dynithril]

At Salvatore i virkeligheden længtes efter, at de kunne kalde sig et par, kunne Denjarna ikke vide. Aldrig havde han nemlig lagt op til det, som han derimod udtrykte, at han nød, hvad de havde gang i. Dog kunne hun selvfølgelig altid have en ide, som han engang havde fortalt hende, at han ønskede sin egen familie. Det kunne man dog sige, at han på sin vis have. Dog en atypisk en af slagsen. Han havde nemlig en datter. En datter, som han dog ikke måtte kalde for sin i offentligheden. Derudover havde han på sin vis også hende, som han i det private godt måtte være personlig med hende. Dog igen ikke i det offentlige.
At de var intime med hinanden i pejsestuen, var kun noget som Denjarna nød. Det var nemlig ikke det sikre kammer, men derimod et sted, hvor andre også havde adgang til. Dog tvivlede hun på, at nogen kunne finde på at træde ind, uden at banke på først. Tilfredst og nydende sukkede hun, som han først kælede for hendes lår under kjolen, og dernæst hendes bagparti. Hendes krop havde uden tvivl længtes efter hans berøringer! Som han skubbede hende ned i sofaen, fulgte hun også blot med, som hun lod sig lægges og med ham oven på sig. Behagelig måtte hans vægt endda helt være, som hun fornemmede hans tyngde. Flygtigt lod hun sine fingrer stryge over hans ryg, men ikke mere end det. ”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre,” bad hun ham sensuelt, som hun nu gav ham muligheden for at byde ind, hvor hun ellers var god til at tage tøjlerne for sig selv. Selv tvivlede hun på, at han ville finde på noget, der faldt hende dybt besynderligt ind, og derfor følte hun, at han kunne vide sig sikker på, at hans ønske også ville blive efterkommet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ude i det offentlige, ville Salvatore i sandhed elske at kunne kalde Denjarna for sin, som han ville elske, at kunne kalde sig Jarniqas fader, selvom han vidste, at det overhovedet ikke var muligt for ham, at gøre det. Aldrig ville det nok blive et alternativ for ham, hvilket var en tanke, som han uden tvivl måtte finde frustrerende. Virkelig meget endda, så det alene, var ikke noget, som måtte sige så lidt.
Hendes måde at handle og reagere på, var helt igennem fantastisk, og Salvatore elskede det. Denne gang var det nemlig hans tur til at give efter for, hvad han i sandhed ønskede. Og lige nu, var det at komme i nærheden af hende. Det var have hende ved sig, som det allerede nu, føles som flere år siden, at de sidst havde gjort det. Kjolen for ham, var uden tvivl i vejen, og denne ønskede han væk. Han smilede let for sig selv, hvor en tydelig sitren måtte skyde igennem ham, som hun strøg ham over ryggen. Bare følelsen af hendes kærtegn, var uden tvivl kærkommen for hans del!
Roligt førte Salvatore sit hoved tilbage til hendes, hvor han kyssede hendes kind. "Klæd mig af," hviskede han med en intens stemme tæt ved hendes øre. Hånden trak han en smule til sig, kun for at stryge over hendes nedre mavemuskler. Han elskede jo selv at drille hende, og han elskede at pirre hende, som han uden tvivl også vidste, at det var gengældt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svagt var Denjarnas eget kærtegn af ham, men det var også kun fordi, at hun ønskede, at han kom ud af sin boks, og forsøgte at dominere hende. Det var nemlig ikke fordi, at hun ikke vidste, hvad hun kunne gøre ved ham, som hun sagtens kunne finde på flere hundrede ting. Det havde hun om end også vist ham, som alle deres intime stunder havde været forskellige. At han ønskede, at hun klædte ham af, fik hende til at trække let på smilebåndet. Det var et ønske, som hun sagtens kunne efterkomme. ”Så gerne,” hviskede hun sensuelt, inden hun måtte mærke, hvordan hendes mavemuskler helt måtte trække sig sammen ved hans berøring. Et støn faldt over hendes læber, som hans handling måtte sætte en række forventninger i gang i hendes nedre. Det sølvgrå blik vendte hun mod hans eget smaragdgrønne, som hendes fingre bevidst måtte finde hans øverste knapper på skjorten. Langsomt og sensuelt lod hun knap efter knap glide op, som hun ikke just havde travlt. De havde den tid, som hun sagde, at de havde. Hvor hun dog nød det! Hun nød at få det præcist, som hun ønskede. Som hun nåede hele vejen ned, måtte hun trække skjorten af ham, så hans overkrop var blottet for hende. Fristende var det helt at mærke ham! Særligt som hans muskler måtte træde det mere frem, som han skulle holde sig oppe over hende. Dog dyede hun sig, som hun blot skulle afklæde ham. Blikket holdt hun på ham, som hendes fingre nu fandt hans buksekant. Igen førte hun sig langsomt, men dog sensuelt frem, som hun knappede op til hans hellige del, inden hun måtte begynde at liste stoffet af ham. Glædede sig til, hvad der skulle til at ske, gjorde hun bestemt! Som hun fik hans bukser ned til hans knæ, måtte hun resten af stykket bruge sine egne fødder som hjælp, indtil bukserne og skjorten lå på gulvet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Uden tvivl havde Salvatore lært af Denjarna, men han ønskede jo ligeledes at lære mere. Endnu havde han meget at lære, men når det kom ti hende, var han temmelig sikker på, at det hele nok skulle komme af sig selv. Han smilede tydeligt tilfreds, som hun begyndte arbejdet med knapperne i hans skjorte. Selvom hans tid i Dvasias uden tvivl havde sat spor, var hun ikke skræmt af det. Det var en helt fantastisk fornemmelse, at sidde igen med. De 15 år med daglig tortur, havde uden tvivl sat sine tydelige spor i form af mærker og ar på krop og sjæl. Mærker og ar, som hun hjalp ham med at få healet over tid.
"Fremragende.." hviskede han roligt, hvor han let rullede med skuldrene, så skjorten kunne komme af, og falde til gulvet. Forventningerne steg kun mere og mere i ham, og han elskede det jo! At bukserne måtte falde samme vej, var ikke noget som gjorde ham det mindste. Selvom det kunne vise sig, at være begrænset med tid de havde sammen, så var det alligevel spændende, at det ikke var på den trygge plads i soveværelset. Her kunne folk rent faktisk få øje på dem. Kjolen trak han mere og mere op, for selv at ende med at trække hende med op i en siddende stilling, så han kunne føre kjolen med op over, så han kunne frigøre hende fra hendes klæder. Hånden strøg nedover hendes krop. Igen lagde han hende ned i sofaen, hvor han fortsatte sine kys. Denne gang nedover hendes smukke bryst.

[Denjarna Dark Dynithril]

Det var med igen foragt i det sølvgrå blik, at Denjarna afklædte Salvatore, og derfor lod den arrede krop komme til syne. Intet havde hun imod disse, da de i hendes øjne repræsenterede en mands styrke. Hendes egne ar hadede hun derimod, som de i hendes øjne var en hån på den fejlfrie skønhed, som hun engang have båret. Forfængelig havde hun nemlig været alle dage som den elver, som hun var, og derfor passede fejlene ikke ind på hendes krop. Dog hjalp han hende med at finde det tåleligt, som han ej klagede over hendes, ligesom hun ej heller klagede over hans. Hjælpsomt løftede hun sin ende en anelse fra sofaen, som hun følte, hvordan han måtte begynde at trække op i hendes kjoles stof. Som det havde passeret hendes ende, lod hun sig sætte op, så han kunne trække kjolen resten af vejen over hendes hoved. Selv følte hun, hvordan hendes krop måtte sitre, som han lod hånden søge over hendes krop, inden han ledte hende ned i en liggende stilling i. Sødt slap hun et suk, som hans læber passerede hendes bryst. Bank.. Bank. Hendes krop stivnede, som døren til pejsestuen gik op.
”..Jeg har frugt med, Deres Maje..,” begyndte den unge tjenerinde, inden hun stivnede i døråbningen, og med en stigende rødmen i sine kinder. Ej kunne hun se dronningen, som ventet, men derimod den kongelige rådgiver. Sofaen stod med ryglænet mod døren, og derfor kunne hun kun ane noget af rådgiverens hoved og overkrop, som han næsten også lå skjult bag sofaens ryglæn. Hurtigt slog tjenerindens hjerte, som hun havde ventet at finde sin dronning her og ej dronningens rådgiver. Derudover måtte hun også reagere, som rådgiveren uden tvivl var en attraktiv mand. Respektfuldt slog hun blikket en anelse ned. ”K-kan jeg byde Dem en b-bakke frugt, hr. Salizmira?” spurgte hun tydeligt forfjamsket.
Denjarna der ej kunne se tjenerinden måtte smile ganske let, som hun helt kunne fornemme den unge kvindes nervøsitet. Hvordan ville Salvatore mon klare denne situation? Selv ønskede hun nu ikke, at han opgav hendes tilstedeværelse til tjenerinden. Et glimt måtte vise sig i hendes sølvgrå øjne, inden hun lod fingeren glide over hans ædlere del.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Aldrig havde Salvatore skammede sig over at Denjarna så ud, som hun gjorde. Smuk var hun uden tvivl i hans øjne, og det havde hun alle dage været, og dette ville bestemt ikke ændre sig. De mange ar og mærker, som hun havde tilegnet sig i tidens løb, var alene noget, som han så på med styrke. Hun havde mødt sine udfordringer og hun havde overkommet dem, og nu lå hun her sammen med ham, hvilket kun gjorde det meget bedre. Han havde savnet hende. Det gjorde han generelt, når han ikke var omkring hende.
Som det bankede på døren, hævede han hovedet allerede med det samme, hvor han kun drejede hovedet, for at se tjenerinden, der kom ind med en bakke frugt. Han stoppede omgående sin gøren, inden han rettede sig en anelse op. Her var det ham, som måtte genvinde fatning. Havde hun set at Denjarna lå der? Vidste hun overhovedet at Dronningen lå under ham? "Du kan.." Han tav omgående, som Denjarna strøg over hans nedre. Hun gjorde dette udelukkende med vilje, og dette var heller ikke ligefrem noget, der gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Langt fra faktisk. Det var jo ikke fordi at han ønskede at ødelægge dette, hvor han derimod ønskede at nyde tiden med hende. Det var jo heller ikke ofte, at de fik denne mulighed! Næven lukkede han let om sofakanten. "Placér det på bordet der," sagde han kontrolleret, hvor han forsøgte at agere som han typisk ville gøre det. Han pegede mod et af bordene, som stod, hvor hun ikke ville kunne få øje på Denjarna, for dette ønskede han da ikke at ødelægge. Han trykkede let omkring Denjarnas ene side. Hun legede da med ilden, når han skulle være professionel!

[Denjarna Dark Dynithril]

Skjult lå Denjarna, som hun – til forskel for Salvatore - måtte lægge helt ned i sofaen. Taknemmelig var hun uden tvivl for dette, som det ikke just var meningen, at en tjener skulle rende ind i hende, alt imens hun var nøgen et sted, der ikke var hendes private kammer, og med en mand, der ikke just var hendes ægtemand, men derimod hendes ansatte. Alligevel fraholdt det hende ikke i at drille Salvatore, som han måtte være den, som tog imod tjenerinden. Uskyldigt strøg hun ham over hans nedre dele, hvor hun kun måtte trække på smilebåndet, som han helt måtte tie. I en presset situation var han uden tvivl, hvilket hun i teorien også var. Dog nød hun at udfordre skæbnen, ligesom hun nød at bringe ham ud af fatning. Hånden lod hun nu helt lukke omkring hans nedre, så hun kælent kunne lege med den, som hun pirrende førte sin hånd frem og tilbage.
”Så gerne, hr.,” sagde tjenerinden respektfuldt, inden hun gjorde som befalet. Over til et mindre bord gik hun med bakken, hvor hun valgte at placere de mindre skåle på det. En med jordbær, en anden med røde og grønne druer, og en tredje med melon. Det var trods alt aldrig til at sige, hvad dronningen ønskede, og derfor havde hun ønsket at være på forkant, inden hun havde mødt hende. Hvor dronningen var, hvis ej hun var her, forstod hun sig dog ikke på. Med bakken stillede hun sig respektfuldt tilbage til døråbningen. Dog kunne hun ikke dy sig for at sende rådgiveren et par stjålne blikke i ny og næ. ”Er der andet, som jeg kan gøre for Dem?”
Det hele hørte Denjarna fra sin plads i sofaen, men kun så hun Salvatores ansigt, samt hvilke træk der måtte komme i hans krop. Ej stoppede hun intimiteten og pirrende fandt hun det. Sin frie hånd valgte hun at lægge mod hans lår, så hun let kunne kærtegne ham der, uden at hun stoppede sit kyndige arbejde med hans ædlere dele. Han ville vel også forsøge at sende den unge tjenerinde væk nu?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Her sad Salvatore fanget i den situation, som han direkte havde været bange for, at være endt i, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Svært var det uden tvivl at sidde der og holde masken, når Denjarna legede med ham samtidig med, at han skulle forholde sig professionelt. Dybt måtte han derfor trække vejret i et forsøg på bare, at holde en smule igen. Hvordan skulle han da overhovedet kunne forsvare, at han sad i pejsestuen i stort set ingenting, i et sted hvor dronningen burde være?
Atter en gang, måtte Salvatore forsøge at tage sig sammen, for ikke at ende med at afsløre hvad der skete i sofaen under ham, også selvom det var forbandet svært lige nu! Sådan som hun kælede for hans nedre, hvor hun denne gang tog godt fat. Øjnene lukkede han for et kort øjeblik, mens han trak vejret dybt. An måtte virkelig holde igen, for ikke bare at.. gøre noget, som han slet ikke burde. Næven lukkede sig mere og mere omkring sofaens kant, mest for at holde sig rolig og kontrolleret. Svært gjorde hun det dog for ham, og hendes kærtegn over hans lår, gjorde det heller ikke ligefrem meget bedre af den grund. "Det var det.. Jeg takker," afsluttede han. Han rettede let på sig, som han forsøgte at skubbe underlivet tættere ind på hendes hånd. Han kunne jo godt lide det, hvilket da uden tvivl også måtte være det, som var hans største problem med det hele!