It hurts..

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ned som hun lytte til det han sag, ”jeg kan godt passe på mig selv så du skal ikke bekymer dig!” fast holdt hun og så op på ham og holdt sig på afstand af tremmerne som før da hun jo hade tænkt sig og gå siden han virke til gerne og ville have hun gik. Hun så på ham som han så sag han ikke ville have hun gik, sig mig kunne han beslutte sig! Hun så på ham som han lage hovedet mod tremmerne. Hun gik tilbage til hvor hun hade stået og så på ham og lod en hånd glide ind og lægge sig på hans kind som han kigge alvorligt på hende, at han også var bleven rigtig glad for hende, hav hende en rød skær i kinderne. ”du ikke til og finde ud af ved du godt det” hun så på ham og nusse ham blidt over kinden, og så ham i øjnene. Så alvorlig han så ud det var helt skræmmenden, hun nusse blidt hans kind og kysse ham på næsen hun kunne lig komme til spidsen af den gennem tremmerne. ”vi skal nok finde ud af det” sag hun stille og så på ham og holdt hånden på hans kind.

[Cale Joseia Nightgale]

Frustration var det eneste, som havde meldt sig i Cale for tiden, og særligt på grund af Mydall. Det havde aldrig været hans hensigt eller intention, at komme så tæt på nogen kvinde, og særligt ikke på denne her måde. Nu var det alligevel sket for ham, og han kunne ikke fortsætte med at vende ryggen til det. Det var heller ikke til at finde ud af, for ham.
"Jeg er bange for, at det allerede er for sent. Jeg.. savner dig, når du ikke er her, og jeg er bekymret, når jeg ikke ved hvordan du har det, jeg.." Han tav, da hun igen kom tæt på, så hun kunne røre ved ham. Alene fornemmelsen af hendes hænder mod hans kinder, var helt igennem fantastisk, og han kunne ikke gøre andet end at nyde forbandet godt af det i den anden ende. Det hverken kunne han, eller ville han lægge det mindste skjul på i den anden ende.
Hovedet lod Cale søge mod hendes hånd. For nu havde han tiden til at stå og snakke med hende. Var det virkelig sådan her forelskelse måtte føles? Han kunne jo godt lide det. Han håbede blot på, at han en dag, ville få lov til at være fri med hende. "Jeg kan heller ikke finde ud af tingene lige nu, hvis det er nogen form for trøst," sagde han med et skævt smil på læben. Det var hende, som gav ham lysten og følelsen til at fortsætte dette. Han kunne jo ikke undgå at bide sig fast i, hvad hun satte i ham af tanker og følelser.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun strøg ham over kinden, det var fusterene at de ikke kunne være sammen som normale par kunne. Hun så på ham som han savne hende når hun ikke var der og han bekymer sig når han ikke viste hvordan hun hade det. Hun rødme svagt og så på ham det var enlig sødt at han tænkt sådan når hun ikke var der, hun så på ham og nusse blidt hans kind. ”du søde cale” sag hun ganske stille mens hun strøg ham blidt over kinden, ”jeg har det på samme måde når jeg ikke er i nærheden af dig” hun smile blidt og så ham i øjne, som han lod hans hoved søg mod hendes hånd, hun forsatte nusse det blidt og nøde bare de hade åbne lidt mere op for hinanden.
Hun så på ham og smile lidt som han snakke om han ikke kunne finde ud af tingene lig nu ”så må vi jo finde ud af det sammen” hun så ham i øjnene og nusse blidt hans kind mens hun hade panden mod tremmerne, hun så på ham denne følelse hun fik i kroppen, en kribelen og en hjertebanken uden lig når de snakke. Var det ikke det man kaldt en forelskes som det stod i nogle af de bøger hun hade læst? Hun kunne i vært fald godt lig følelsen og tanken om det måtte være forelskelse.

[Cale Joseia Nightgale]

Skaden for Cales vedkommende, var allerede sket, og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. Svagt bed han tænderne sammen, inden smilet bredte sig på hans læber. Hvad var der sødt ved det her? Der var da ikke rigtigt noget sødt ved det, var der? "Hvad har jeg gjort?" spurgte han denne gang med et let smil på læben.
Cale valgte denne gang at hæve hånden, hvor han tog omkring hendes, som han trykkede let omkring. Uden tvivl, måtte hun være det kæreste, som han havde haft i sit liv, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han frygtede for at miste hende, som han pludselig var begyndt at frygte for sit eget liv. Hvad hvis der skete noget med ham? Hvad ville der så ske med hende?
"Det er vi nødt til. Er jeg heldig, så kan jeg kæmpe mig ud... ved at vinde legene," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede mod hende. For ham, var det uden tvivl noget, som betød rigtig meget. For ham, var det virkelig vigtigt, at han kom igennem det pludselig.. Han ønskede oprigtigt, at være sammen med hende. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, da han slet ikke var vant til, at have det på denne her måde, men for pokker.. Han var bare gået hen og blevet glad for hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun så et smile brede sig på hans læber, han var nu køn når han smile det klæde ham faktisk det syntes hun faktisk. Hun så på ham og smile bare da han spurt hende hvad han hade gjort, hun lo lidt ”intet cale.. ud over du dig så intet” hun smile blidt til ham og nusse blot hans kind ganske blidt, mens hun kigge ham i øjnene og nød bare de begge var bleven i beder humør og stemningen hade ænder sig.

Hun så på ham som hun mærke hans hånd tog om hendes og nød han trykke lidt om den, han var virkelig bare en skat. Helt unik og speciel i hendes øjne, nok det kæreste hun hade her i liv. Hun så på ham som han snakke om at vis han var heldig kunne han vinde sig ud af arenaen, hun så på ham og smile blidt ”jeg sikker på du kan vinde cale.. og jeg vil komme hverdag og have ting med til vis du får skader” hun så på ham og nusse kærligt hans kind, mens hun så på ham med et kærligt smile på læberne og et øm blik. Hun håbe virkelig han kunne vinde sin frihed, så de kunne være sammen. Så de kunne være fri og rør hinanden når de ville og være tæt når de ville ja alt enlig når de ville. Hun så på ham, og mærke hjerte banke lidt ekstern hurtig ved tanken om den mulig frihed vis han kunne vinde i arenaen, nej ikke vis når ja hun måtte tænke når han blev fri hun måtte tro på ham og hjælpe ham alt hun kunne fra hvor hun kunne, med medicinen og lidt mad så han kunne holde sig oppe og blive klar til når han blev sendt i arenaen igen.

[Cale Joseia Nightgale]

Frygten for, at han ville miste livet, var uden tvivl stor. Virkelig stor faktisk. Han vidste, at det var de færreste, som i det hele taget, ville få lov til at få deres frihed, og nu hvor han i forvejen, havde været herude i frygtelig lang tid, så ar det andet uden tvivl.. svært og hårdt ikke mindst. Det hele var forandret, og han kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var til det værre, eller om det var til det bedre endnu. Han sukkede tungt og rystede så lidt på hovedet af sig selv. Han tænkte for meget lige nu.
"Du får mig til at tænke over ting, som jeg slet ikke burde tænke over.. Og som jeg aldrig har tænkt over, Mydall," sagde han med en direkte stemme, som han atter engang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Så smuk og yndig som hun var.. Kunne det virkelig passe, at han var så heldig?

Atter måtte smilet brede sig på hans læber, som han trykkede om hendes hånd. Kunne han, ville han kysse hende lige nu! "Du er mig noget ganske unikt. Du behøver altså ikke gøre alle de ting for mig. Det er slet ikke nødvendigt," sagde han blot, mest for at forsikre hende, at det var således, at tingene burde være. Det var jo meningen, at han burde passe på hende.
Cale stillede sig så tæt på tremmerne, for at komme så tæt på Mydall, som han overhovedet kunne komme. Han havde brug for at mærke hende tæt på. Var det overhovedet underligt? Han sukkede dæmpet og lagde hovedet mod tremmerne. Han havde så meget at takke hende for. "Jeg er bare bange for, at du skal komme noget til.." sagde han dæmpet. Det var hans store frygt.

[Mydall Lupita Vivar]

Frygten for at cale kunne miste live når som helst hang tungt på hendes skulder, hun frygte virkelig han pluslige ville dø og hun så igen ville være helt alene i verden, hun så på ham som han sukke så bare på ham. Hun smile svagt ved hans ord, ”er det slemt jeg får dig og tænke sådan? Er det så slemt du også sætter tanker i mig?” spurt hun blidt og nusse hans kind mens hun så på ham, han var nu en særlig mand. En mand efter hendes smag til tros for hvad han måtte gør for og overleve her i verden, men hun kunne se bort fra det. Han hade jo aldrig rørt hende og altid snakke pænt og roligt til hende, altid virke som en rolig men fast mand hun kunne ikke spor noget ondt i ham og det gjord det nemmer og se bort fra mordene.

Hun så på ham som han smile igen, hun ville ønske de kunne kysse igen lig som da hun var ved villaen sidst men hvor vidt de kunne nå hinandens læber for disse tremmer var ikke helt til og sig, de var ikke som dem ved villaen. Hun smile blidt ved det han sag, ”det ved jeg men jeg vil gerne gør det for dig.. fordi du betyder så meget for mig.. jeg vil bare ikke se dig hverken lide eller dø fra mig..” hun så på ham og nød hans klem om hendes hånd. Hun så på ham som han lage hovedet mod tremmerne, hun smile blidt og trykke ansigt mod tremmerne og kunne lig kysse hans pande med besvær inden hun trak læberne til sig og nu hade rød streger i ansigt fra og presse ansigt mod tremmerne. ”der sker mig intet, jeg kan passe på mig selv.. jeg vil heller ikke se du kommer noget til, men det ved jeg også er nærmest umuligt at undgå med det du laver.. men jeg ved du kan passe på dig selv, så tro på jeg også kan det.. ind til vi kan være sammen.. så må du passe på mig så meget du orker okay” hun smile opmunderne til ham og så ham kærligt i øjnene ”du betyder så meget for mig cale..” sag hun ganske stille og blidt, da hun ikke gad flere hørt hende for igen stod der en del folk og gloede på dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at chancen for, at han ville miste livet, var stor. Virkelig stor faktisk, og det vakte kun en stor frustration i hans krop og sind, som han ikke rigtigt kunne gøre det vildeste ved, uanset hvad. Han sukkede dæmpet, inden han atter vendte blikket mod hendes skikkelse igen. "Det burde ikke være en skidt tin,g men... jeg ved ikke.. Jeg ved jo ikke, om jeg nogensinde kommer ud igen," sagde han med en dæmpet stemme. Det var jo ikke fordi, at han ville rende rundt og gøre hende ked af det, eller noget lignende, men det handlede vel egentlig bare om, at se realiteterne i øjnene? De havde jo trods alt ikke sluppet ham endnu, kunne man jo sige.

Kysset tog Cale til sin pande, hvor han ikke kunne lade være med at smile, ved tanken alene om det. For ham, var det uden tvivl forbandet rart, at have hende ved sig på denne her måde. Han lod hovedet søge let på sned. Et kort smil passerede let hans læber. Hvor var hun dog irriterende, at have den effekt på ham! Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. "Jeg har heller ikke lyst til det. Det er først nu, det er begyndt at gå op for mig, hvor farligt det egentlig er.. Jeg har til nu, kæmpet for min egen overlevelse.. Nu kæmper jeg bare.. for os.. begge to," sagde han med en rolig stemme.
At hun ville love ham, at der intet ville ske hende, glædede ham uden tvivl, men det var endnu svært for ham, bare at acceptere, at tingene var som de var. "Jeg lyder helt ynkelig.. og jeg er endda vant til at slå ihjel for underholdningens skyld," endte han med et let smil på læben. Det lignede ham slet ikke. Han hævede hånden og strøg den let over hendes kind. At andre så dem, var han ligeglad med lige nu. Hun betød for meget for ham, til at han ville give slip. Det kunne han ikke.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke om de ikke vist om han slap væk overhovedet, ”sandt.. men det hjælper heller ikke og tænke negativt.. nu må vi se ellers finder jeg en måde få dig ud” hun smile blidt til ham og nusse blidt hans kind for hun ville gerne tro på han kom ud, selv om det måske gjord ondt og vide i baghovedet at han måske aldrig kom ud og det ville hun helst ikke tænke på hele tiden, så heller tænke positiv. Det gjord meget nemmer for hende og håndtere det ind til vider.

Mydall så på ham og smile bare blidt til ham, selv om hun ikke kunne give ham et kys på munden måtte hun giv ham der hvor hun nu kunne nå. Hun så blidt på ham og nød og stå her med ham, at den effekt hun hade på irritere ham kendt hun ikke til. Hun så på ham og rødme en smule som han forklar at nu kæmpe han ikke kun for overlevelse men for dem, det var virkelig sødt og hun var også glad for han kæmpe for dem det ville hun også gør vis hun kunne. Hun nusse hans kind blidt hun vist virkelig ikke hvad hun skulle sig til det, så hun nusse bare hans kind mens hun smile kærligt til ham.
Mydall så på ham og smile et lille smile, ”du lyder ikke ynkelig.. du lyder bare som en bekymret mand som gerne ville kunne gør mere ind der mulig.” hun så på ham og nød hans hånd mod sin kind, den var dejlig varm og det gjord hende tryg når han rørt hende, hun dreje hoved og kysse hans hånd blade blidt inden hun trykke hånden mod hans hånd igen, hun så på ham og lage ikke mærke til folk der kigge på dem og snakke om nogle burt gå hen og fortælle hvem en der eje cale at nogle stod og kæle med hans ejendom, og det endt da også med et par stykker gik for at finde cales ejer eller hvem der nu holdt styr på ham når han stod der i cellen. Mydall holdt fokus på cale, og smile bare blidt til ham mens hun nusse hans kind blidt.

[Cale Joseia Nightgale]

Det lignede bestemt ikke Cale at tænke negativt, og særligt ikke på denne her måde. Han plejede derimod at tage en dag af gangen, og bare kæmpe for at få lov til at gøre det samme dagen efter. Han var en folkefavorit, og han vidste, at det alene, var mere end nok til at gøre en stor skade. En frygtelig stor en af slagsen i hvert fald. Han vendte blikket mod hende. Han var virkelig taknemmelig for alt det som hun gjorde for ham, men frygten for, at det ville få konsekvenser, var uden tvivl store for ham. "Bare du ikke selv kommer galt afsted, så er jeg glad," sagde han med en ærlig stemme. Hun var uden tvivl ekstrem vigtig for ham, og ikke lagde han skjul på det. Det derimod var vigtigt for ham, for han ønskede ikke, at hun skulle komme noget til.

Kys og kærtegn, var alt sammen noget, som Cale virkelig nød forbandet godt af, og det kunne han heller ikke lægge skjul på. Et smil passerede hans læber, som han atter en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Frustreret over, at tremmerne igen, skulle afholde ham fra at være omkring hende, da han jo egentlig kun ønskede at kysse og kærtegne hende.. mærke hende tæt på.
At der var nogen, der havde søgt videre for at finde Cyrenic, brød han sig ikke om. Han vendte blikket mod dem. Han bed derefter tænderne svagt sammen, hvor han igen knyttede næven om hendes. Han ønskede ikke at hun skulle gå. "Farer lurer om hvert et gadehjørne her på Tayevania, Mydall.. Og endnu en gang er den om hjørnet.. Pas nu på," bad han dæmpet. Det sidste han ønskede, var at noget skulle ske med hende. Han ville aldrig tilgive sig selv for det!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så roligt på ham, hun kunne slet ikke forstille dig en verden uden cale mere. Hun var glad for ham så forband glad for ham, hun nusse blidt hans kind mens hun stod og så på ham. ”det skal jeg nok lade vær med ” sag hun roligt med en ærlig stemme, mens hun smile opmunderne til ham. Hun ville ikke komme galt af sted vis hun kunne undgå det, for hun ville jo gerne være sammen med cale være i nærheden af ham. Men selv om hun vist det ikke var muligt og 100% og undgå at komme lidt galt af sted så ville hun prøve og undgå de større ting der kunne gå galt.

Hun nød og nusse og kærtegen jam og hun nød hans hånd på kinden, der varme hende dejligt op. Hun så på ham som han smile, hun nød og se ham smile, hun nød enlig alt ved ham. At folk ledt efter cyreinc som var ham der eje cale kendt hun ikke til selv om det forgik lig bag hende. Hun så på ham som han snakke til hende, var der nogle på vej til dem? Hvad for en fare snakke han om? ”hvilken fare cale?” spurt hun stille som hun mærke han knytte sin næve om hendes, det måtte være slemt siden han klemt sådan til, hun trak ansigt fra tremmerne hun burt nok gå vis cale klemt sådan måtte det være slemt, hun så på ham og nikke ”skal nok passe på” hun kysse hånden der hade være på hendes kind, hun ville helst ikke gå men vis der var fare på vej rundt om hjørnet måtte hun gå for hendes egen skyld men også cales hun ville ikke se ham få ballade på grund af hende.

[Cale Joseia Nightgale]

Det sidste Cale ønskede sig, var at noget skulle ske med Mydall, og særligt nu hvor han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Svært var det virkelig, når han nu ønskede at komme derfra, og særligt fordi at han nu selv skulle til at døje med dem udefra. "Godt," sagde han med en rolig stemme. For ham, var det uden tvivl vigtigt, at det var således, at det måtte foregå.

Det var ved at gå hen og blive farligt nu, og Cale brød sig ikke om det. Ikke at han hørte hvad folk snakket om, men han kunne jo se, at de snakket, peget i deres retning og gjorde alt mulig andet. Herfra kunne han ikke ligefrem gøre noget for at redde hende, hvis der skulle ske noget, og den tanke, kunne han bestemt ikke lide, når det nu endelig var. Svagt måtte han alligevel bide tænderne sammen, som han trykkede omkring hendes hånd. Han ville jo helst ikke have, at hun skulle gå nogen steder, men ej heller ønskede han, at hun skulle straffes for at snakke med ham. Han hadede virkelig denne forbandede ø! "Jeg hader det her sted, som jeg hader, hvad folk gør ved hinanden.. Jeg ved det ikke, Mydall.. Men det er farligt for dig, at blive her for længe," sagde han endeligt. Han slap hende dog ikke. Han ønskede jo, at hun skulle blive lige her sammen med ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale som hun så han øjne kigge forbi hende, hun få folk snakke og pege mod dem mens de nærmest danne en ring for undgå mydall skulle før cales ejer var fundet. Og efterhånden hade dem der var gået fundet ham, og var i gang med og sig hvad de hade set di sidste par gange mydall hade være forbi cales celle. Mydall blev lidt nervøs nu, hun så på cale og mærke han klemt om hendes hånd igen og hun så på ham. At han hadet stedet kom ikke bag på hende og hun forstod det godt, hun begyndt selv og bryde sig minder og minder om øen hun ellers altid hade holdt så meget af. ”forstår godt du hader stedet her.. når vi får dig fri.. kunne vi rejse fra øen.. måske til det fremmeland måske det beder” hun så på ham og klemt hans hånd lidt, til tros for at hun burt gå kunne hun mærke at han ikke hade tænkt sig og slippe, hun så på ham og igen trykke ansigt mod tremmerne og kysse cale på panden, ”det ved jeg.. jeg går også om lidt.. men jeg vil gerne vær hos dig bare lidt længer ” hun så på ham og trak ansigt en lille smule fra tremmerne men ikke for meget hun ville gerne være tæt på ham, og nyde ham lidt mere før hun måtte skynde sig væk før hans ejer dukke op.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale begyndte for alvor at blive urolig nu. Alene det, at folk lukkede sig om dem, som en tæt cirkel, som de ikke ønskede, at Mydall skulle komme derfra, var slet ikke en tanke, som han brød sig om. Langt fra faktisk. Svagt måtte han dog alligevel ende med at bide tænderne sammen, hvilket han så sandelig heller ikke kunne undgå at lægge mærke til, og særligt når det var på denne her måde. Han sukkede let. Han brød sig mindre og mindre om denne forbandede ø! "Du er nødt til at komme herfra, Mydall," sagde han hastigt, som han igen vendte blikket mod hende. Alt det andet måtte de tage siden. Det her var slet ikke noget, som ville komme til at gavne nogen af dem, og særligt, når det foregik på denne her måde.
Cyrenic kendte han endnu ikke godt nok til at vide, hvordan han ville handle og reagere på dette, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede tungt. "Det begynder at blive farligt. Jeg ved ikke hvad de pønser på, men noget er på færde.. Du.. du er nødt til at gå," bad han. Han ville slet ikke tilgive sig selv, dersom der skete noget med hende. Han kunne slet ikke fordrage tanken om, at noget skulle ende med at ske hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, mens folk lukke sig så tæt de kunne det var enlig mest mænd kvinderne holdt sig i bagrunden og kigge på dem. Mydall begyndt og blive nervøs og det fik hende til og trippe på stedet med for bene, hun så på ham som han snakke hun nikke hun var virkelig nød til og gå nu for det her var slemt i forhold til normal. Hun så på ham og valgt og trække hænderne til sig, hun nikke på ny ”okay jeg går nu.. jeg kommer igen snart” hun så på ham og smile blidt selv om hun var skide nervøs, hun vendt sig rundt og så mod folk der stirre på hende, hun snak en klump men begyndt og gå mod dem som hun ville passer igennem dem og håbe de ville lad hende komme i gennem. Men dog da hun kom så tæt på at hun næsten rørt dem der holdt hende tilbage sket der intet ”vær så venlig og lad mig passer” dog rykke manden sig ikke, mydall bakke en smule før hun valgt og ville prøve og tvinge sig i gennem dog presse mænd til det var tydelig mydall ikke måtte passer dem. Hun begyndt og blive urolig det her kunne kun blive slemt vis hun blev længer, hun valgt og vende rundt og prøve at gå en anden vej, her valgt et par mænd og hive i hendes hale hvilke fik mydall til og i chok og sparke bag ud hvilke ramt ham der stod og rykke i halsen, til og næsten flyve bag ud. Manden hoste efter luft mens mydall begyndt og blive panisk, dette udløst blot at dem der ville hænder hende i og gå løb mod hende og hev hende i halsen og håret og prøve og kravle op på hende og forsøgt og holde hende nede, hvilke resulter i en panisk mydall der begyndt og sparke, stejle og lave ged buk for at ryste folk af sig og få dem væk fra hende, mens hun forsøgt og komme væk når hun hade fået folk nok væk men det var som de bare ikke ville give op.