It hurts..

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at det var begrænset hvad han kunne give Mydall, og et sted vidste han jo godt, at det næppe var nok på sigt. Han lod hovedet søge på sned. Ikke at han kunne gøre særlig meget ved det lige nu, men for pokker. Han måtte jo bare forsøge så godt som han kunne, og gerne uden at skræmme hende væk, eller tvinge hende fra sig, for det ønskede han ikke ligefrem.
Let rystede Cale på hovedet, inden et smil bredte sig. Han trykkede omkring hendes hånd. Han frygtede mere, at Arenaen ville tage hans liv, og særligt efter, at han havde lært hende at kende. Ikke at det var underligt, var det? Han var omkring hende.. han lærte hende bedre og bedre at kende, og .. hvad så den dag, han ikke ville være der mere? Han var bange for det. Uden tvivl var han bange for det, og han kunne bestemt ikke lide det. "Så meget vil jeg ikke påstå, at jeg har gjort for dig, Mydall. Jeg er bare.. mig.. Jeg gør brug af de begrænsninger, som jeg nu har, og særligt overfor dig. Jeg holder af dig.. Virkelig meget endda," fortalte han med en rolig stemme. Han kunne jo lige så godt få det sagt, for det var jo ikke til at sige, hvornår han ville få muligheden for at fortælle hende det igen, og de situationer ønskede han jo ikke.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som de bare stod der sammen, hun smile blidt til ham og nusse blidt hans hånd med tommelfingrene. Hun frygt selv for den dag hvor arenaen måske tog hans liv vis ikke hun fik ham væk der fra, for hun ville ikke have arenanen tog ham fra hende, så var hun jo alene igen. Hun så på ham og smile bare blidt til ham, hun værdsatte være en bid af kærtegen og omsorg han kunne give hende selv om det ikke var meget. Hun så på ham ”kan godt være du ikke ser det som meget.. men for mig.. er det mere ind jeg drømme om når man ser på situationen.. du betyder meget for mig cale.. virkelig meget” hun så på ham og smile blidt og nusse bare hans hånd, hun ville sådan ønske at hun bare kunne brud tremmeren tag hans hånd og bare løb afsted og skjule sig i skoven eller et andet sted på øen. Hun så på ham og nød bare og se ham ind i øjnene, hun nød og se ham i øjne de berolig hende syntes hun, og hun følt sig tryg ved og se ham ind i øjnene. Hun så på ham og nød deres tid sammen til tros for folk stirre på dem og der var uro omkring at mydall stod der, faktisk virke folk mere urolig ind normal ”der god nok meget uro i dag…” sag hun stille og begyndt selv og blive små urolig omkring det hele men blev ståenden og bare så på cale i håbe om at finde ro ved og se på ham i steden for.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale betragtede sig af hendes skikkelse. Han var mest af alt bange for, at noget ville komme til at ske hende, hvilket han jo på ingen måder ønskede. Hun var en kvinde, som havde fået høj værdi for ham. Lige hvad det var, kunne han ikke rigtigt finde ud af, og svært var det uden tvivl også, men han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Han sukkede let, som han tog imod hendes kærtegn på hans hånd. Faktisk var det noget, som han virkelig godt kunne lide, hvilket han nu heller ikke var bange for at indrømme for hende. Han kunne lide det.. som han kunne lide hende. "Jeg fortår bare ikke hvorfor, når jeg bare er en sølle slave bag tremmer.. tvunget til at kæmpe for mit liv som en anden underholdning.. Der er ikke noget særligt ved mig.. Du fortjener en kentaur, som er fri, Mydall," sagde han direkte. Han betragtede hende med en meget sigende mine.
At de allerede nu, var ved at pådrage sig andres nysgerrige øjne, var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han holdt øje, også mest for hendes skyld. Han rystede let på hovedet. "Der er sat ekstra vagter på.. Folk fra fremmede lande, er begyndt at komme her," fortalte han dæmpet. En af dem, var jo endt i Arenaen, og han havde set hvad hun kunne: Magi!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens hun nusse hans hånd blidt, at han blev ved med og holde fast på hun burt finde en anden kenatur en fri en, så gjord det virkelig ondt på hende for hun ville jo ikke have en anden, hun ville have cale også selv om det ikke gik lig nu fordi han var slave. ”visse ting behøver men ikke forstå, nogle ting er beder ikke og forstå vis bare det føleles rigtig.. og for mig følelse det rigtig og kom tilbage til dig være gang.. vær sød ikke og be mig om og finde en fri kentaur.. det gør ondt vær gang du ber mig om det” hun så på ham, for det gjord virkelig ondt når han sag sådan til hende, når han efterhånden burte have opdage at hun altså ikke ville opgive ham uden vider, ”du er særlig.. også selv om du ikke kan se det.. så kan jeg og det er vigtigst ” hun så på ham, ”for jeg kan sig det samme om mig.. jeg er heller ikke særlig eller speciel på nogle måde” hun så på ham.

Opmærksomheden bag hende gjord hende urolig, for hun brød sig ikke om det. Hun kigge bag ud som folk stirre på dem mens de snakke, hun så på cale da han snakke om fremme væsner ”det ved jeg.. har mødt en.. de rablende gale de fremme.. han hade noget han kaldt en drage.. det liner enlig bar et firben men den var næsten lig så stor som arenanen!.. og den hade vinger og kunne æde en hjort i en mund fuld.. temmelig uhyggelig” hun så på ham, som hun hørt lyden af tunge fodtrin. Det kunne kun betyde en ting vagter, hun så på cale og smile svagt inden hun trak sig og begyndt og gå væk, hun ville komme igen så snart vagterne var gået langt nok væk igen men folk så ud til og gå hen og begynde og fortælle dem om hvad de hade set og det fik mydall til og gå lidt hurtigere.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var ord, som gjorde ondt at give hende, men som han derimod måtte anse som en nødvendighed. Hun burde mest af alt, finde en fri kentaur, som kunne give hende det, som han ikke var i stand til, og særligt når det nu foregik på denne her måde. Tanken gjorde ondt på ham. Gjorde den også det på hende? Der var virkelig ikke noget særligt i ham, og det var svært når han virkelig ønskede det anderledes, men bare ikke var i stand til det.
"Så meget specielt er der virkelig ikke i mig.. Jeg er tilknyttet en Arena.. Den dag jeg kommer ud, er den dag jeg har tabt, Mydall," fortalte han med en dæmpet stemme. Hovedet lod han søge let på sned, som han betragtede sig af hende med en temmelig usikker mine. Det gjorde virkelig ondt på ham, at indrømme, og særligt når det foregik på denne her måde.
Der var ved at være mange rundt omkring, og det alene, var mere end nok til at Cale begyndte at blive urolig. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske med hende, og særligt hvis han kunne blive fri for det. "Du er mere speciel end hvad du giver udtryk for at tro på. Der er ingen normale mennesker, der i dit sted, ville tage hånd om en slave som mig," sagde han med en direkte stemme.

Svagt bed Cale tænderne sammen. Han slap hende, da han så at hun valgte at trække sig. Lige nu var der temmelig mange mennesker her, men det var heller ikke underligt, sådan som folk var begyndt at trække mod Arenaen igen. Han lagde hovedet mod tremmerne. Han var blevet utrolig glad for Mydall på rigtig kort tid. "En drage..? Herinde har vi en dæmon.. Hun kan kontrollere ild," fortalte han direkte. Hvorfor alle de fremmede kom, brød han sig heller ikke om.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall trak vejre tungt som han snakke, hun vist godt han ikke kom ud af arenaen med minder han tabte og det betød han miste livet, ”det ved jeg! Men jeg syntes du speciel! Og så kan du komme med nok så mange undskyldninger og grund til du ikke er det.. det ænder ikke mit syn på dig!” hun så på ham, hun endt bare med og tude vis det her blev ved for det gjorde ondt når han blev ved for hun følt lidt han forsøgt og skubbe hende væk, og det kunne hun ikke lig for hun ville jo gerne være sammen med ham også selv om det var begrænset af tremmer, mure og en person som eje den anden. Hun så på ham som han sag hun var speciel ”jeg syntes ikke jeg er speciel.. jeg gør jo ikke meget..” hun så på ham og smile svagt til ham.

Mydall kom på afstand men kunne stadig se cale, vagterne gik roligt forbi men kaste et blik på hende før de forsvandt vider. Da hun følt det var sikkert var hun hurtig henne ved temmerene igen og så på ham, ”kontroller ild! Hvad er hun da for det mærkelig væsen” hun så på ham og nikke ”mh en drage.. det svært og beskrive hade jeg haft noget og tegne med kunne jeg have tegne den så du kunne få et billede af hvordan den så ud.. det var uhyggeligt.. dragens rytter ville fange mig og snakke om og udstoppe mig og sætte mig i hans hjem” hun gøs ved tanken ”det lykkes mig og slippe væk i skoven… det stor væsen kan ikke bare flyve rundt i mellem den tætte træer fordi den er så stor” hun så på ham, og lag hænderne på tremmerne igen ”er det hende dig gav dig det sår?” hun så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var ikke en nem tilværelse for nogen af dem, hvilket Cale gerne ville indrømme. Han vidste jo, at døden ville nå ham før eller siden, og at detmed største sandsynlighed ville ende her i Arenaen, hvilket næsten var det værste af det hele. Det var der heller ikke ligefrem nogen tvivl om, når det endelig skulle komme til stykket. "Jeg er ikke det værd, at bruge sin tid på, Mydall," sagde han direkte. Før eller siden, ville det gå mod sin ende, og før eller siden, ville hans held slippe op, og det vidste han jo godt. "Det gør du da. Du bruger dine dyrebare mønter på mig.. du tænker på mig.. bekymrer dig om mig.." sagde han dæmpet. Alene det, var jo mere end hvad han selv kunne skænke hende, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. Han ville jo rigtig gerne.

De fremmede på øen, var kun med til at vække en tydelig uro rundt omkring. Selv Cale følte den form for uro! De fremmede kunne jo gøre brug af magi! "Lov mig at du passer på dig selv derude, Mydall.. Det er virkelig farligt nu," sagde han med en dæmpet stemme. Alene tanken om det, var ikke noget, som han brød sig om. Særligt ikke nu. Han greb ud efter hendes hånd, som han trykkede i sin. Han var bekymret! Havde en drage virkelig været efter hende! "Det er hende, som gav mig det, ja... hun brændte et sår, så det lukkede.. men det gør stadig ondt," sagde han dæmpet. Ikke ligefrem en ting som han var stolt af.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke, hun blev da bare vred nå han bliver ved sådan det gjord ondt han presse sådan på hun skulle gå. ”jeg syntes du være og brug tid på!” understrege hun og så på ham med et såret blik for det gjord virkelig ondt at han ikke bare ville lade det ligge og bare lade tingene ske, hun så på ham ”mønster er bare mønter.. at jeg bruger min tanker og bekymringer på dig.. er mit valg.. for du betyder utrolig meget for mig cale.. og det ænder sig ikke” hun så på ham, hun vist godt at en dag ville alt være slut når han ikke kom ud af arenaen i et stykke, eller i live for den sags skyld og tanken skar hende dybt i hjerte. Men hun holdt de følelser inde og fokuser på de dag de nu fik sammen, kunne snakke sammen og rør hinanden når det var muligt.

Hun så på ham som han snakke til hende, ”skal jeg nok cale.. jeg har ikke mødt andre fremme i skoven så de er åbenbart ikke så meget der ind til vider..” hun så på ham og mærke han tog hendes hånd, hun så på ham og begyndt på ny og nusse den blidt mens hun så på ham. At det var kvinden med ild der hade skadet ham men så hade brændt såret for og lukke det. Så kunne hun da ikke være helt ondt ”kan jeg forstille mig.. men.. vis ikke hun hade lukke det.. hade du sikkert haft det værre.. så.. på sin vis.. var det pænt af hende og hjælpe dig” hun så på ham og klem om hans hånden og lag panden mod tremmerne og så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale forsøgte vel et sted at skubbe Mydall væk fra ham? Han ville ikke have hende for tæt på, og særligt fordi at han var bange for, hvad der ville ende med at ske. Han vidste, at han nok ville ende sit liv i arenaen på et tidspunkt, hvilket ikke ligefrem var en tanke, der gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det ønskede han slet ikke. "Det er ikke min mening at gøre dig ked af det," bemærkede han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Der var virkelig ikke nogen grund til at hidse sig sådan op, og særligt ikke i hans øjne. Han rystede let på hovedet. "Måske at det er få ting i din verden, men i min, er det mange. Du gør så meget for mig.. Jeg kan jo ikke give dig noget igen," fortalte han med en dæmpet stemme. Tanken gjorde ham trist.
At hun var kommet fra dragen, glædede da uden tvivl Cale! Han ønskede jo slet ikke, at noget skulle ske med hende, og særligt ikke på denne her måde! Han sukkede dæmpet. Hvis de var begyndt at komme, hvor ville det hele så ende henne? "Det bekymrer mig," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Svagt måtte han bide tænderne sammen. Han kunne jo ikke ligefrem gå rundt og beskytte hende, som han nu ellers gerne ville. Han sukkede dæmpet og lod blikket falde en anelse. Han nikkede. "Jeg stoler bare ikke på hende," sagde han endeligt. Han stolede bestemt ikke på fremmede, og særligt folk, der ikke kom fra øen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall blev virkelig ked af han skubbe hende væk på den måde, han hade ellers før virke som han gerne ville have hun blev og nu ville han have hende væk? Det gjord ondt, hun følt hendes hjerte skulle rives i tu vært øjeblik og det gjord ondt, at det var ikke hans og gør hende ked af hende gjord hende sur, vis det ikke var hvorfor ovehoved sige de ting, ”så lad være og sig sådan.. med.. med minder du virkelig vil have jeg går.. så sig det i steden for og pak det ind..” sag hun stille men så ikke på ham, hun kunne ikke lig nu hun ville bare tude vis hun gjord. Hun svar ikke på det næste hun ville ikke diskuter det mere for det kom tydelig vis ingen vegne med det.

Hun trak vejre dybt som han snakke igen, ”den er væk nu.. han sag han ville rejse hjem.. han ledet efter drager her.. men da jeg sag jeg aldrig hade set andre ligene væsner her på øen.. så blev han skuffet og sag han ville flyve hjem igen” hun kigge halvt op på ham, hun kigge på hans hag men ikke længer ind det, hun lytte ellers til det han sag og trak vejre dybt ”det forstår jeg godt du ikke gør… de fremme virker… grusomme ” hun så bare på hans hage mens hun holdt stramt om tremmerne mens hun vente på og høre om han ville have hun gik for så måtte hun vel gå, selv om hun virkelig ikke ville have han bad hende om det, kunne hun jo mærke det var det han forsøgt, og det gjord ondt i sær nu hvor hun hade begyndt og knytte sig til ham og virkelig begyndte og holde af ham, mere ind hun lig hade regne med hun ville.

[Cale Joseia Nightgale]

Det skar virkelig i Cales hjerte, at stå i denne situation, for han ønskede jo ikke at skubbe hende væk fra sig. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri. Det var vel bare for længst gået op for ham, at han intet kunne gøre for hende. Han rystede på hovedet, inden han trak hånden til sig igen. Han hadede at gøre hende ked af det, og særligt fordi, at han nu også vidste, at han havde en betydning for hende. Dette gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre på sigt, kunne man jo sige. "Du ved godt, at jeg ikke har lyst til at sige det.. men at jeg har ret," sagde han denne gang direkte. Han hadede sig selv, for at gøre hende så ked af det.

De fremmede, var noget som vækkede en form for uro i Cale, og han brød sig bestemt heller ikke ligefrem om det. Dette var bestemt heller ikke noget alternativ. Var de her for at finde drager? "Drager er en myte... De findes ikke her på øen," sagde han direkte. Dem havde de aldrig nogensinde haft herude! Han rystede let på hovedet, og vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Af hjertet, ønskede han jo ikke, at hun skulle gå nogen steder. Nej, han ønskede at hun skulle være her. Han ville jo ikke have, at hun skulle tage nogen steder hen. [color=pink}"Jeg frygter for hvad det her kan føre til,"[/color] sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han frygtede virkelig for hendes velbefindende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så ikke ham direkte i øjne , hun hade ikke lyst til det. Hun blev bare ståenden som han snakke om han ikke hade lyst til og sige det men at han hade ret, hun lukke hænderne stramt om tremmerne så hade han enlig også mere eller minder sagt det! Hun bed tænderne sammen ude man kunne se det, det gjord ondt det gjord virkelig virkeligt ondt! Hun ville ikke have han bad hende gå, hvorfor begyndt han og skubbe hende væk.. sidste gang ville han ikke have hun gik og nu ville han gerne hun gik, og hun kunne da godt regne ud han mente gå og aldrig kom igen.

At drager var en myte og ikke fandtes på øen, ja øen vist hun godt de ikke gjord men gu fandtes de ”de findes.. men han sag der ikke er mange af dem tilbage.. de sjælden men de findes på fastlandet” sag hun stille som hun sukke og blev ståenden men holdt blikke nede. Som han snakke igen ”hvad skulle det her føre til der skræmmer dig sådan.. om som får dig til og sige sådan.” spurt hun stille og så op i hans øjne, at hun var såret stod ud af øjne på hende men der var ikke tegne på tåre.. ikke i nu i vært fald, hun så på ham ”er du bange for jeg bliver for glad for dig? Er det ? ” hun så på ham og slap tremmerne og følt bare armene dumpe ned langs siden, hun følt hele hendes krop var tung som bly lig nu og hun hade ondt i bryst, hun så ned igen trak vejre dybt for ikke og begynde og græde.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var jo gået hen og blevet glad for Mydall, og det var jo det, som faktisk var hans problem. Han befandt sig desuden i en situation, hvor han ikke kunne være behjælpelig med noget som helst, og det gjorde det heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Nej, det gjorde ham faktisk temmelig trist. Han hadede det virkelig. Det var slet ikke meningen, at han skulle have det på denne her måde. Han rystede på hovedet, inden han vendte blikket den anden vej. Selvfølgelig havde han formået at gøre hende ked af det.

Der havde aldrig været drager her på øen. I hvert fald ikke i Cales lange levetid. Hans blik gled langsomt mod hendes skikkelse endnu en gang. "Der må de også meget gerne blive for min del," sagde han endeligt. Alt for mange tanker kørte rundt i hovedet på ham, og han gjorde sig billeder af det værst tænkelige gang på gang. Særligt nu, hvor han havde en kvinde tæt ind på livet. "Jeg ved ikke hvad jeg skal regne med.. Jeg ved ikke hvad jeg skal regne med. Der kommer flere og flere nye til, og jeg ved ikke hvad det betyder," sagde han endeligt. Han var jo virkelig glad for hende, og det var kommet på rigtig kort tid. Han havde dog ikke noget imod det, for han kunne jo godt lide det. Og det skræmte ham samtidig. Tavst måtte han nikke. Han frygtede for det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun stod på en smule afstand af tremmerne nu i forhold til før. Hun var jo rigtig glad for cale men han virke så opsat på hun burt søgt væk og finde en anden og være glad for og det kunne hun ikke lig. Hun så godt han kigge den anden vej hvilke ikke gjord det beder for hende, hun stod stille mens hun kigge på ham ind hun selv kigge væk for ville han ikke se på hende så hun heller ikke på ham. Hun sukke stille som han snakke men hun kigge bare ned, hun gav ham ret dragerne måtte gerne blive på fast lande for hendes skyld også. Hun tog sig lidt til den ene arm, mens han snakke på ny. Ja der kom flere og flere sære ny væsner til øen selv om hun kun hade mødt en, ”tiden vil vise hvor godt/skrid det er de ny er komme her til” sag hun bare stille hun hade næsten ikke lyst til og snakke mere. Hun så han nikke til hendes spørgsmål, den gjord nas på hende hun sukke og kigge ned. ”det ane mig..” sag hun stille mens hun bare holdt om sin ene arm, det var så frustrere at han hade det sådan men hun kunne jo intet gøre eller presse på ville heller ikke hjælpe. ”så må den frygt jo være bleven virkelig.. for jeg er allerede meget glad for dig cale.. og jeg ked af og høre jeg bringer sådan en føle op i dig.” hun så på ham før hun så ned, måske hun bare skulle gå igen hun sukke lidt ”måske det bedste jeg bare går for nu.. så kan du få fred for mig” hun så ned i jorden og dreje sig lidt væk fra tremmerne.

[Cale Joseia Nightgale]

Et sted ønskede Cale jo ikke at Mydall skulle gå, men det var vel kun fordi, at han ikke kunne give hende det, som han følte, at hun havde brug for? En mand, der kunne passe på hende.. han var altid dækket af tremmer eller lænker, og nu hvor han også vidste, at der kom flere og flere af de fremmede, fra verdenen på den anden side, af det store vand, så ønskede han jo heller ikke at det skulle ske på denne her måde. Han sukkede let. "Jeg kan ikke lide det, Mydall.. Jeg vil gerne have, at du skal passe på dig selv," sagde han med en dæmpet stemme. Han lukkede igen hænderne om tremmerne. Hun synes pludselig at være så lang væk fra ham, og han kunne ikke ligefrem lide det.
"Hør, jeg.. jeg vil ikke have at du skal gå, Mydall." forsøgte han endnu en gang, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. Svagt måtte han bide tænderne sammen, som han lagde hovedet mod tremmerne. Lige nu, var det ham som måtte give sig. Han havde brug for at snakke med hende. Han havde brug for, at hun var der. "Du bringer mig tanker og følelser, som jeg slet ikke burde gøre mig.. det er for sent.. Jeg er.. blevet rigtig glad for dig," forsøgte han videre. Han betragtede hende med en alligevel alvorlig mine. Hvorfor skulle hun stå så lang væk?