It hurts..

[Cale Joseia Nightgale]

Cale begyndte for alvor at blive urolig. Uden tvivl havde Mydall blevet for længe, men han selv, ønskede jo ikke ligefrem at der skulle ske hende noget. Derfor måtte han jo bide sine egne lyster i sig, for det andet, var og kom da overhovedet ikke til gavn for nogen af dem. "Pas nu på," bad han med en ærlig stemme, inden han trak hånden til sig. Han lukkede næverne om tremmerne.
Hvad der dog udspillede sig for hans øjne, vækkede for alvor uroen i ham. Det her begyndte virkelig at blive en temmelig ubehagelig situation! Han ønskede på ingen måder, at der skule ske noget med hende! Og derfor skulle de andre bestemt heller ikke holde hende på stedet her! De holdt hende tilbage? Han rettede sig op, hvor hans greb omkring tremmerne kun blev mere og mere stram. Han ønskede slet ikke, at nogen skulle lægge en finger på hende! I hans indre tiggede og bad han til, at de bare ville lade hende gå, selvom det slet ikke så ud til at ville virke efter hensigten. "Lad hende gå.." endte han med en dæmpet stemme, som han lagde panden direkte mod tremmerne.
De begyndte at rive i hende.. trække i hende.. forsøgte at tvinge hende ned, hvilket fik Cale til at rive i tremmerne, som håbede han, at det ville kunne rive dem mere fra hinanden, så han kunne komme til. "Lad hende gå!" hvæsede han denne gang med en direkte fast og høj tone. Han ønskede jo slet ikke, at der skulle ske hende noget, og særligt, når det var på denne her måde! Han rev voldsomt og brutalt i tremmerne. Folk tvang sig op på hendes ryg, holdt fast i hende, samt rev hende i hale og hår. Vreden meldte sig omgående i Cales krop. Han rev i sine egne lænker, inden han rejste sig på bagbenene og sparkede mod tremmerne. Han ville have dem væk. Han ville hjælpe hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Panik, det var panik der først drev mydall til og sparke og spring rundt mens mænd forsøgt og presse hende ned eller holde hende fast. Men jo mere hun sparke og kæmpe jo mere var det vred der overtog hendes panik, mydall var normal venlig og blid kvinde men når først hun blev vred så var hun vred, og i sær når noget true hende frihed som det lå naturlig i hende så kæmpe hun for at beholde den, mænden råbt og larme og det forvirre hende og gjord ondt i øren, og at cale pluslig begyndt og sparke på celle døren fik det til og larme og runge, folk råbt som cale begyndt og sparke ”en eller anden skynd jer og hen herren til den slave! ” det var tydelig folk ikke just hade lyst til cale brød ud til dem, for celle døren runge og gav sig også jo hård der blev slået på den. Mydall prøve og komme fri mens der var fokus på cale og celle døren men den gik ikke, snart var der reb om hendes ene håndled, og hendes ene arm blev rev ud til siden. Det gjord ondt og det kunne ses for mydall bed tænderne sammen, der blev igen heven i halsen og hun losse bag ud.

Med et blev der stille, mydall hade ramt en mand lig i hovedet og nu lå han blødene på jorden. Livløs, mydall hev vejre heftig, for hun var helt oppe og køre. Nogle mænd hev den såre mand væk, ”hun har dræbt ham” lød det, mydall følt kort hun glemt og trække vejre hade hun ren faktisk myrde en.. hun nåde ikke og tænke længe før folk sprang på hende igen, og på ny forsatte kampen men nu kørt mænden på hævn lyst og mydall kunne ikke blive ved for evigt, hun begyndt og blive træt tros adrenalinen i kroppen. Hun sparke og stejle til hun mærke et rev blev kast om hendes hals og hun der ved blev tvunget ned og ligge hvor hun forsatte lå og sparke selv om folk lage sig på hendes stor krop mens en presse hendes hoved ned mod jorden og det gjord temmelig ondt ”slip mig! Slip!” skreg hun panisk mens hun sparke vider til hun mærke bagbene var bundet sammen og snart forsøgt de og få bundet hendes forben og hænder.

[Cale Joseia Nightgale]

Panikken og vreden, var det som for alvor måtte tage fat i Cale i dette øjeblik, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med Mydall, for hun havde intet gjort forkert! De havde stået og snakket, og selvfølgelig var det noget, som kunne mærkes på ham! Han sparkede ud mod celledøren i håbet om at få den op, og meget gerne inden Cyrenic ville komme! Konsekvenserne af det, ville han slet ikke tænke på, hvis han kunne blive fri, men at se dem gøre det her ved hende, ville han slet ikke have! Så måtte det jo koste ham, hvad det ville koste ham, og han ville være komplet ligeglad! Hun fortjente uden tvivl bedre end dette!
Døren ville endnu ikke give sig, men som han så, at hun ramte en mand, som faldt bagover og blev liggende, blev han for alvor bange. Konsekvenserne ved drab, var uden tvivl stor, og han ønskede slet ikke, at noget skulle ske med hende! Overhovedet ikke faktisk! Svagt måtte han alligevel bide tænderne sammen. "LAD HENDE GÅ!" brølede han denne gang igen. Det kunne godt være, at selv han var skadet, men det var slet ikke mærkbart lige nu. Han ville hjælpe hende!

Denne gang fik de Mydall ned at ligge, og begyndte at binde hende. Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor han hurtigt og fast rystede på hovedet. Panikken bredte sig til hele hans krop, og han kunne slet ikke have det i øjeblikket. Frygteligt var det uden tvivl! "Jeg sværger, hvis I rører mere ved hende, at det er jer jeg slår ihjel i Arenaen!" endte han fast. Denne gang sparkede han så hårdt, at han kunne. Det ene jernrør, måtte nærmest give efter. Kunne han godt? Han sparkede igen. Han skulle nok komme ud!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var bange, vred, og forvirret der sket alt for meget omkring hende. Mændene prøve i herdig og holde hende nede, og få hende bundet. Cale larme og forsøgt og komme ud, og det begyndt og vække uro for dem der blot stod og så på balladen, mens de fleste mænd der hade gang i mydall ikke skænke ham en tanke.
Mydall hade enlig ikke lagt mærke til at cale hade bedt folk om at lade hende være, men da han brøle nåede hans stemme hendes øre, og det gik hende til og række en arm mod ham ”CALE!” råbt hun panisk for hendes bagben var bundet nu, hun kunne sparke stadig men det var besværligt i sær nu hvor hovene var bundet sammen med ræb og det gnave og gjord enlig rigtig ondt. Hendes udstrakte arm blev hurtig viklet ind i et reb og hun sparke med forbene som en gal mens hun forsøgt og få mændene væk fra hendes hoved som blev presset ned i jorden ”slip mig!” skreg hun og slog en mand i ansigt da han kom tæt nok på hende.

Celle døren gav sig mere og mere, tremmeren begyndt og bue langsomt mere og mere. Døren ville ikke holde for evigt, og nogle af mændene begyndt og lække mærke til det ”shit! Pas på!” råbt en, folk så mod celle døren som den enlig gik op med et smæl, alle stoppe som de stirre ind mod cale i den nu åbne celle dør. Mydall gispe efter vejre hun hade svært ved og få luft for alle de mennesker dr lå på hende eller presse på hendes krop, hun følt hun snart ville besvime vis ikke nogle flytte deres vægt fra hende, ”cale..” kaldt hun stille for hun kunne ikke se hvad der forgik fordi ansigt var i jorden, ”shit han er løs! Pas på!” blev der råbt som mydall mærke nogle flytte sig og forsøg og få celle døren lukke igen for cale.

[Cale Joseia Nightgale]

Vrede var det eneste der fyldte Cale i øjeblikket. Vrede og adrenalin, for han havde jo aldrig ønsket, at der skulle ske hende noget, og nu stod han i en situation som denne, hvor han var lænket fast, og med tremmer, der forhindrede ham i at komme tæt på hende, som han ønskede at beskytte og passe på, hvilket han uden tvivl havde forbandet svært ved i en situation som denne.
Igen stejlede han og hamrede forbenene direkte ind i tremmerne, som måtte give sig mere og mere. Var det rent faktisk muligt for ham at komme fri? Selvom han endnu ikke vidste hvordan Cyrenic ville tage det, så var han bare nødt til at redde Mydall! "I holder jer langt væk fra hende!" endte han med en fast tone. I øjeblikket glemte han alt om den smerte, som han selv måtte brænde inde med. Grusomt som det end var, så var han bare nødt til at gøre det.
Denne gang måtte tremmerne give efter. Den fløj fra hængslerne, hvor han gjorde hvad han kunne, for at rive sit bagben løs af lænken, som selv var så slidt og rusten efterhånden, at han kunne få den fri ved et voldsomt træk. Han hastede ud af sin lille celle. Han pegede advarende mod dem, som forsøgte at holde hende nede. "Hvis I har livet kært, så trækker I jer væk... NU!" advarede han. Han var vant til det hårde liv i Arenaen. Det var ikke ham, som man skulle kaste sig i krig med! Nogen blev.. andre trak sig.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var virkelig svært og få vejre, og det gjord mydall panisk for hun følt hun var ved og blive kvalt og det var altså ikke just en behagelig følelse. De døje virke med og få hende bundet hendes forben og hænder, da hun stadig sparke og vred kroppen så meget hun kunne, til tros for den ekstern vægt. Da celle døren sprang op, og cale pluslig tråde ud, stirre alle på ham. Alle kendt ham, alle frygt ham stort set og det kunne ses for som han sag de skulle trække sig væk for mændene af mydall der gispe og hoste, mens hun hev luft dybt ned i lungerne for hun hade virkelig være tæt på og besvime af ilt mangle og hun kunne godt mærke hun hade fået hoved pine af den larm. Der gik lidt før hun rigtig opdage folk var af hende og hun forsøgt og komme op men bagben var stadig bundet sammen så det opgave hende, hun så der efter mod cale. Hun var godt beskidt efter og have ligge på gaden men det betød intet, hun så dog meget overrasket på cale. ”Cale…du ude..” sag hun helt ånde løst som hun prøve og forstå han faktisk var ude af cellen.
Hun så på ham med de stor øjne der var dybt overrasket, hun hade ikke troede han faktisk kunne bryde ud men der stod han jo. Og der var ingen tremmer der stoppe ham, mændene stod på god afstand og holdt øje med hvad der skete ingen tur gør noget, de tøve også med og løbe efter cales ejer. Mydall fik tage sig sammen og fik rebe af den ene arm men hun kunne ikke nå rebet om hendes bagben hun måtte skynde sig tilbage til skoven, og hun måtte tage cale med hun ville ikke lade ham stå tilbage med det her rod hun hade lavet.

[Cale Joseia Nightgale]

At Cale virkelig havde formået at bryde løs, var selv kommet som en kæmpe overraskelse for ham. Dog havde han ikke nogen planer om at stikke af. Han ønskede derimod bare, at Mydall kom derfra, og det kunne ikke ske hurtigt nok! At folk derimod var bange for ham, var nok lidt det, som han levede højt på i øjeblikket, da han slet ikke ønskede, at de skulle være sådan ved hende! Hun havde jo for pokker intet gjort! Han hadede virkelig denne forbandede ø!
Med faste skridt, var Cale henne ved hende, hvor han forsøgte at løsne hendes bagben. Intet havde hun med det her at gøre, og ikke ønskede han, at noget som helst skulle ske med hende, og særligt, når det foregik på denne her måde. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham vred. Han løsnede benet. Hvorvidt om Cyrenic var på vej eller hvad han var, vidste han ikke, men lige nu var der andre ting, som an havde i tanker og sind: At få Mydall væk herfra, inden det gik mere galt for hende. Ude var han for nu, også selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid. "Kom kære," bad han. Han var vant til at tage liv.. slå ihjel, og pine for andres underholdning, men han kunne ligeledes være en god og kærlig mand, som han nu var overfor hende, og det var vel også tydeligt? Han rakte hende en hånd, for at hjælpe hende op. Hans ansigt udstrålede vrede. Aldrig havde han været så vred, som han var nu.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall lå blot på jorden, og så bare overrasket på cale for han var jo komme ud! Det måtte da være et form for tegne at han hade brudt sig selv ud af cellen. Hun så på ham, vreden var og se i hans ansigt, det var faktisk lidt skræmmenden og hun holdt også øjne fast på ham, som han forsøgt og binde hendes bag ben fri, hvilke nok ikke var nemt da de var stramt bundet, men han fik dem da af hende. Hun så op på ham som han rakt hende sin hånd, hun så på ham og tog i mod hans hånd og med besvær fik hele kroppen op og stå. Da hun stod op tøve hun ikke men slap hans hånd og i steden for trykke sig ind til ham i et kram, hun ryste en smule stadig i chok over overfaldet og hvor voldsomt det hele var forgået, det var måske at overskride hans grænser men hun hade virkelig brug for en og have om lig nu, plus hun ville godt prøve og kramme ham hun hade forstille sig hvordan det måtte føles i et stykke tid nu, og ærlig talt.. så føltes det enlig rart og enlig holde om ham.

Hun trykke bare over kroppen ind til ham, hun hade et par ud af skrabninger på den ene side på kroppen, og hun ville nok også få nogle blå mærker, men det fik nok. Hun holdt om ham lidt tid, inden hun forsigtig trak sig lidt ud igen og i steden for så op på ham mens hun lage hænderne på hans bryst, det var helt underligt og stå der helt tæt op af ham uden tremmerne i mellem dem, hun så bare op på ham med de stor grå øjne og smile en smule og vist slet ikke hvad hun skulle sig til ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var efterhånden så vred, at han i det ydre, var helt rolig. Han fik bakset knuderne op, så han kunne få hende gjort fri, for det var det, som han ønskede sig lige nu. Han ønskede slet ikke, at noget skulle ske hende. Selvom han måske kunne siges, at være.. fri for øjeblikket, vidste han jo godt, at han ikke kunne søge nogen steder hen. Alene det, ville jo kun gøre ondt værre, og det ønskede han jo på ingen måde. Han hjalp hende op på benene, hvor han mærkede hvordan det sitrede i ham, da hun lagde armene om ham, og trykkede sig helt ind mod hans skikkelse.

Armene lukkede han mere omkring hendes, også mest for at vise, at han var der for at passe på hende. Hånden hævede han, og strøg den mod hendes kind. Det var til hans held, at de færreste her, turde sætte sig op mod ham, og særligt, hvis de ikke havde nogen våben på sig. De havde jo alle sammen set, hvad han havde formået at præstere i en Arena. Han vendte blikket langsomt ned mod hende. "Tag hjem, Mydall," bad han. Det var det vigtigste for ham, var rent faktisk, at hun havde det godt. Det var egentlig det eneste, som havde noget, der mindede om betydning for ham lige nu. Alt det andet, kunne i princippet være fuldstændig ligegyldigt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt armen omkring cale, hun hade virkelig være bange da overfaldet var på sit værste. Hun hade kort troede hun ville miste sin frihed, eller være miste livet for det hun hade gjort hun hade tage livet af en mand under sit forsøg på og komme fri og stikke af. Hun ryste der for i chok, hun hade aldrig troede at det kunne se for hende det her. Cales arm der kom omkring hende berolig hende dog, og langsomt faldt hun mere og mere til ro. Hun så op på ham da hun trak hovedet lidt ud, hånden der strøg hende over kinden fik hende til og lukke øjne halvt i et kort øjeblik inden hun åbne dem helt igen, som han bad hende tag hjem klemt hun sig lidt ind til ham. ”Tag med mig” sag hun stille, mens hun så op på ham. Han var jo brudt ud! Hun kunne tage ham med til skoven de kunne skjule sig der til de måske fandt en måde og slippe væk fra øen! Hun vist hun burt skynde sig væk men hun ville ikke efterlade ham til blot at skulle spæres inde igen, ”jeg efterlader dig ikke her.. ikke nu du komme ud..” sag hun og så op på ham og holdt forsat om ham, folk stod og var meget på vagt de skulle nødig risiker at cale pluslig angreb dem, ingen hade lyst til og ende med og miste live fordi de prøve og trosse ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale forstod godt, at hun var usikker, chokket og direkte skræmt af dette scenarie, men at tage med hende, det.. kunne han vel ikke, kunne han? Tænderne måtte han svagt bide sammen. Han havde en herre, som han stod til ansvar overfor. En mand, som faktisk havde formået at behandle ham godt så langt, og derfor kunne han ikke bare vende ryggen til det. "Jeg kan ikke bare tage afsted, Mydall.." sagde han med en så kontrolleret stemme, som det nu var ham overhovedet muligt. Det var meget muligt, at det ikke var ord, som måtte falde i hendes gode smag, men det kunne han intet gøre ved.
De andre holdt stadig en vis afstand, da de ikke ønskede, at komme for tæt på Cale. De vidste jo trods alt godt, at han ikke ville tøve med at tage deres liv, hvis de kom for tæt på. Det var jo trods alt også hvad han var trænet til. Bare i Arenaen, og ikke ude midt på åben gade. Der var uro.. udelukkende fordi at Cale var fri, selvom han intet gjorde. Ikke andet end at beskytte Mydall i hvert fald. "Tag hjem," bad han. Denne gang uden at kigge på hende, men derimod på alle andre. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske hende, og der var ikke det, som han ikke ville gøre for hende. Svagt spændte han i musklerne. Han tog ikke nogen chancer, som han heller ikke ønskede at noget skulle ske med hende. En ting var at han fik pisk.. og sikkert det der var værre for det her.. Men han var ligeglad!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod forsat og holdt om ham, hun ville helst ikke slippe nu hun enlig kunne få lov og holde om ham rigtig uden at der var tremmer i vejen, hun så på ham som han sag han ikke kunne tage med hende. Hvorfor sag han nu det! Hun troede han gerne ville væk, og nu hvor han hade muligheden lig for and sig så ville han blive. Hun så på ham dybt forvirret og fortvivlet hun ville ikke gå uden ham, hun tur ikke tænke på hvad der måske ville ske vis hun bar efterlod ham mens hun kunne stikke af ud til skoven igen. ”hvorfor ikke?” spurt hun stille og så op på ham med stor øjne der var dybt forvirret og kede af han sag han ikke ville med, ”jeg troede du gerne ville væk.. nu har du muligheden..” sag hun muse stille inden hun så ned, som han valgt ikke og se på hende men bare bad hende tag hjem, hun følt en lyst til og græde. Hvorfor.. hun forstod virkelig ikke hvorfor han hele tiden skifte mening, hun trykke sig på ny helt ind til ham, nej hun ville ikke bare gå uden ham. Hun kunne ikke! Han stod jo der uden for cellen alt de skulle gør var og løb, ingen ville tur stoppe dem fordi de frygte cale. Og som han spændt svagt op i muskelerne og så ud over folk bakke de hurtig længer tilbage, i frygt for det var tegne på han pluslig kom mod dem ”tag med mig..” bad hun inderligt som hun trykke sig ind til ham og gemt ansigt mod hans bryst ”pleas…” kom det stille fra hende med en stemme der næsten knække.

[Cale Joseia Nightgale]

At Mydall ikke forstod sig på det, var ikke noget som kom særlig meget bag på Cale. Han havde andre ting, som han måtte tage højde for her, og det var også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Han blev endnu stående og var meget opmærksom på, hvad der foregik omkring ham. Nemt var det på ingen måde, men selv han, var nødt til at gøre, hvad der var nødvendigt, og lige nu... kunne han ikke bare løbe væk. Det ville ikke give ham den glæde og den frihed, som han ønskede sig. "At løbe væk nu, vil ikke gavne mig på sigt, Mydall, og ej heller vil det med dig.." fortalte han med en dæmpet stemme.
Ikke regnede han med, at Mydall ville forstå.. Det gjorde ondt på ham, at tage den beslutning, for han ønskede oprigtigt at være sammen med hende, men.. han kunne ikke. Han kunne ikke bare løbe væk på denne her måde. Endnu måtte han holde øje med de andre. De var dog heldigvis kloge nok til at holde afstand. Dog var han mere bange for at Cyrenic ville få besked om dette, hvilket han jo heller ikke ligefrem ønskede. Han ønskede ikke at blive kendt som den ulydige slave, som ikke gjorde, hvad der blev sagt. "Før min herre kommer, Mydall... tag hjem," bad han igen. Han ville jo bare ikke have, at der skulle ske hende noget! Hun var alt for værdi fuld for ham, til at han ville lade det ske.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt fast om cale mens hun lytte til hvad han sag, han hade ret hun forstod det ikke som hun måske burte men det var forskellen på den verden hun hade levet i og den han hade levet i. hun holdt sig ind til ham, det her gjord mere ondt ind når de bare skulle skilles når han stod der bag tremmerne. Hun snøft svagt som hun holdt fast om ham, hun ville virkelig ikke give slip på ham selv om hun virkelig burte. Risikoen for ballade vokse jo længer hun holdt fast i ham, hun så op på ham som han igen bad hende om og tage hjem før hendes herre kom. Hun lod hænderne der lå på hans ryg søg op til hans kinder, det var tydelig hun virkelig ikke hade lyst til gå fra ham. Men hun vist hun måtte, når nu han bad hende så inderligt om det. Hun strøg ham over begge kinder, vis hun virkelig måtte gå så ville hun have noget fra ham og gå og tænke på til hun ture komme i nærheden af arenaen igen. Hun lukke øjne som hun trykke læberne mod hans, i et ordentlig kys nu hvor hun kunne fordi der ingen tremmer var, hun trykke sig ind til ham mens hun hade hænderne på hans kinder og læberne trykke godt mod hans uden og vær for hård ved ham, så det ikke blev ubehaligt for nogle af dem.
Da hun hade holdt kysset lidt brød hun det, selv om hun helst ikke ville men tiden var knap nu hun så på ham ”vi ses ved din herres hjem når der falde lidt ro på..” hviske hun stille mod hans læber da hendes egen kun var få millimeter fra hans, hun så ham i øjne med et bedrøvet og knust blik som hun gav ham et enkel kyst til inden hun vendt sig rundt og ellers satte i løb, folk sprang til siden for at undgå og blive trampet ned. Så efter mydall som løb for det var det hendes ben ville, de ville have hende langt væk fra de mennesker og i sikkerhed i skoven

//Out

[Cale Joseia Nightgale]

Til tider måtte man tage valg og beslutninger, som man ikke var meget for, og det var også det, som han gjorde i øjeblikket. Han kneb øjnene svagt sammen, hvor han selv blev stående og med blikket mod de andre, som stod omkring dem. Det var først, da hun bevægede sig tættere på hans læber, at han vendte blikket mod hende. Kysset besvarede han mere end glædeligt. Alene var det jo en fantastisk fornemmelse, at mærke hende tæt på, og særligt, når det var på denne her måde. Han nød det.. nød at der ikke var nogen tremmer eller lænker. Det var nok det mest fantastiske, som han nogensinde havde prøvet.
Hånden hævede han let, og strøg den mod hendes kind. Han ville glæde sig til at se hende igen. Han havde aldrig haft det sådan her før. "Pas på dig selv," bad han med en rolig stemme, inden han denne gang valgte at slippe hende.
Her blev han stående, da han så at hun løb mod skoven. Det var egentlig først, da han ikke længere var i stand til at se hende, at han sænkede hænderne, og de andre tog affære. Reb blev kastet direkte mod ham, hvor de tog omkring hans håndled og hals. Her førte de ham tilbage mod cellerne. De måtte jo trods alt til at finde en anden celle til ham, da han havde ødelagt den anden, som han plejede at sidde i. Modstand udøvede han ikke. Han ønskede jo ikke at gøre hans herre utilfreds.

//Out