It hurts..

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

Haltende i sin celle, havde Cale da været heldig overhovedet at komme igennem de sidste dages kampe. Han havde været uheldig, at få stukket en kniv i det ene baglår, og her på stedet, kunne man desværre ikke sige, at skaderne blev tilset, andet end hvis man gjorde det selv. 
Et suk brød Cales læber, som han denne gang havde lagt sig ned på den hårde jord, netop for at give benet noget tiltrængt hvile. Det eneste, som han havde fået ud af dette til nu, var noget vand, som han kunne rense såret med. Ikke videre optimalt, men det var jo trods alt bedre end ingenting. Den nyankommende her på stedet, havde vist sig, at være meget dygtig, og særligt med tanke på, at hun var kommet fra fastlandet.
Cales blik, hvilede på hans bagben, som han var igang med at rense. Han forsøgte da i det mindste, at holde det rent, selvom det på ingen måder var nemt. Før eller siden, ville han vel også blive bragt hjem igen? Tilbage til sin herre og sin herregård, hvis han da ikke var skuffet over hans indsats så langt, selvom han til nu, havde formået at beholde sit liv.  Han rystede let på hovedet. Der var intet værdigt over det her liv, hvilket så småt var ved at gå op for ham. Mydall var en kvinde, som han savnede.. Lige nu ville han bare gerne ud.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var på vej til arenaen, hun var på vej til og se cale igen. Hun kom så ofte hun kunne både ved arenaen og herregården vis ellers det var muligt for hende at komme tæt på, hun hade et smil på læben for hun glædet sig til og se cale igen. Hun kendt ikke til han var bleven såret, sidst hun hade set ham hade han det så godt man nu kunne have det. Hun hade ikke sin bue med i dag, hun forvente ikke og få brug for den. Hun hade i stedet en lille kurv med, hvor hun hade lidt fugt i. hun gik roligt gennem byen, folk stirre godt nok på hende men hun tog det roligt, for det hjalp ikke og panik hun ville ikke skabe mere opmærksomhed på hende ind hendes udsende gjord i forvejen. Hendes hår hang løst i dag og læder toppen om bryst var den samme som altid, hun kunne efterhånden se cellen og smile for sig selv dog kunne hun ikke se ham, ikke ved første øje kast. Hun kunne dog se han lå ned da hun kom tæt nok på.

”cale.. er du okay?” kom det fra hende i en bekymerne tone, som hun kom helt hen til cellen og så på ham. Hun satte kurven mellem sin forben og lage hænderne på cellens tremmer mens hun så ned på ham, der var for mørkt til hun kunne se hans sår på bagbenet men hun kunne gætte noget måtte være galt siden han lå ned for hun hade aldrig set ham lægge ned i cellen før.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale stod som regel også op, men lige nu var smerten så intens i hans ene bagben, at han ikke kunne holde det ud. Han var nødt til at få det tilset, og der var jo desværre ikke nogen i hans omgangskreds, der gjorde det. Han tænkte ærlig talt ikke særlig meget på Mydall lige nu, men det var da kun fordi, at han havde så meget andet i hovedet lige nu. Særligt efter, at han havde fået sin nye træningskammerat.

Stemmen som lød, var noget som fik ham til at dreje blikket. Var det hende? Var det virkelig Mydall, som var endt med at komme? Han trak kort på smilebåndet, også selvom han blev liggende. Han havde brug for energien, og særligt nu hvor han stod i en situation som denne. "Mydall," endte han tydeligt lettet. Han ville gerne røre ved hende.. kysse hende, men det var bare ikke noget, som han var i stand til lige nu. Livet som slave, og særligt i Arenaen, var bestemt ikke noget at råbe hurra for. "Jeg har det okay.. under omstændighederne," endte han med en rolig stemme. Denne gang forsøgte han dog, at komme op på benene igen. Han kunne godt.. Bare uden at støtte på det ene bagben, som var kommet til skade. I den forstand, vidste han jo godt, at han havde været heldig, at slippe med livet i behold.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som hun kigge ind til ham, hun smile da han sag hendes navne. Glad for og se ham i live også i dag, hun så på ham som han lå der og kunne gætte det ikke var små sår han hade fået denne gang. ”er du sikker? Er der noget jeg skal hente dig? Salve? Forbinding?” hun så på ham, som han kom op og stå. Hun var ikke sikker på hun brød sig om han rejst sig når hun godt kunne gætte han var komme til skade. Hun så på ham og holdt forsat om tremmerne hun måtte virkelig snart finde en vej ud for ham! Vis det her blev ved endt det bare med.. hun stoppe sin egen tanker der hun ville slet ikke tænke den tanke, hun så på ham før hun bukke sig ned og samle kurven op ”jeg har lidt fersken og en appelsinen med” hun så på ham, og sendt ham et lille opmunderen smile, vis ikke hun som sådan kunne hjælpe med såret håbe hun lidt frisk frugt kunne hjælpe, det ville i vært fald give ham lidt energi til kroppen så den kunne heale, ”var det en ekstern slem dag i arenane ?” hun så bekymret på ham og kunne bare mærke iveren efter og få ham ud og hendes bekymring for han blev ved med og være slave vokse i hende.

[Cale Joseia Nightgale]

Legene i Arenaen, vidste Cale godt, ville ende med at tage hans liv, hvis der ikke blev gjort noget ved det. Han var ikke andet end en slave, som klarede sig godt, trods omstændighederne, og det vidste han. Han kæmpede sig op på benene. "Jeg har det fint," forsikrede han med en rolig stemme. Han lukkede næverne omkring tremmerne, mens han kiggede på hende. Han ville ønske at han kunne komme tættere på, men herude, var det endnu mere risikabelt, end på den herregård, hvor han blev holdt.
Denne gang havde Cale dog pådraget sig en større skade, end hvad han normalt gjorde. Selv han, kunne ikke være lige heldig hver gang. Desværre. "Du er så omtænksom, Mydall. Det kommer stadig bag på mig, hvor meget godhed, der er at spore i dit hjerte," sagde han med et stille smil på læben. Det var skam ikke fordi, at han selv tog det særlig tungt, for det gjorde han bestemt ikke. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han nikkede. Legene tog jo kun til, som de gjorde hvert eneste år, kunne man sige. "Hvor godt kendt med legene, er du, Mydall?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. At hun havde taget frugt og det hele med, kom ikke bag på ham. Faktisk måtte han jo erkende, at han virkelig godt kunne lide det. Det var bare en omtænksomhed, som han endnu skulle vænne sig til.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod forsat ved tremmerne, hun var bekymret og det kunne ses i hendes øjne og krops sprog hun små trippe lidt på stedet. At han sag han hade det fint stol hun ikke helt på, ”jeg kan jo godt se du ikke er okay… prøve ikke og bilde mig andet ind… lad mig i stedet hente noget der kan linder det eller sikker sig det healer ordenligt” hun så på ham, som han kom op og stå og holdt om tremmeren mens hun bare så på ham
Hun så på ham som han snakke om den godhed der var i hendes hjerte, hun sukke lydløst og sendt ham så et blidt smile ”prøver du og charmere mig?” spurt hun letter drillende, inden hun sag ”du bringer det bedste frem i mig cale” hun så på ham, hun ville ønske de kunne være tætter på hinanden. Men cale hade jo sagt til hende allerede første gang de stod sådan her at det, var farligt for dem og stå her og snakke eller rør hinanden. Hun så på ham som han spurt om hun kendt til legene, ”ikke særlig godt vil jeg ærlig indrømme.. ved i slås.. men ikke mere ind det” hun så på ham, hun fik forsigtig hånden ind og strøg ham over kinden. Det var nok det mindste hun kunne gør for ham, eller det mindste hun i vært fald kunne gør for hende selv og behovet for og rør ham, hun måtte virkelig snart finde en løsning til og få ham væk fra arenaen væk fra slave livet og med sig ud i skoven hvor deres race hørt til, hun ville passe på ham, lære ham om livet i skoven. Men måske cale ikke kunne klar og leve i skoven, måske han heller ville leve som andre bare som fri mand men kunne hun så vende sig til sådan et liv? Tankerne kørt i hendes hoved mens hun stod og så cale i øjne stadig dybt bekymret for ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var slet ikke vant til, at nogen var så bekymret for ham, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Svært var det uden tvivl, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Han lod hovedet søge på sned, hvor et smil bredte sig tydeligt på hans læber. "Jeg siger det ikke for charmen, men fordi at jeg mener det.. Jeg skal nok klare mig," forsikrede han med en rolig stemme. Okay, det her var ikke en af de mest heldige skader at pådrage sig, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, kunne man sige.
Friheden var endnu en skræmmende tanke for Cale. Han kunne jo ikke ligefrem huske hvordan det føles, eller hvordan det skulle gøres, eller hvordan man i det hele taget skulle opføre sig. "Hvis det vil hjælpe dig, så find noget som kan lindre det," endte han. Det var måske også til det bedste, men hvad.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, uanset hvad.
Jo mindre de stod her sammen, des bedre ville det uden tvivl også blive, og særligt fordi, at det var farligt, hvis hun blev set for tæt på ham. Han turde ikke tænke på, hvad andre ville gøre ved ham, eller ved hende for den sags skyld, og den tanke kunne han bare ikke holde ud. Den gjorde ham direkte trist og deprimeret. Han nikkede. "Jeg tror det er fint, at du ikke er kendt med mere end det," sagde han endeligt. Det var bestemt ikke en dans på roser. Ingen tvivl om det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke og blev ved med og holde på han nok skulle klar sig, ”øv kunne beder lig tanken om det var for at charmere ” hun smile lidt og så på ham og nød enlig bare og se ham smile. Hun så på ham sin han snakke igen og nikke bare ”jeg finder noget til dig kommer igen om lidt” hun smile og strøg ham blidt over kinden inden hun trak sig og små skyndt sig til nærmest bod med urter og salver der godt nok lå lidt længer væk men hun skulle brug noget og hun kunne hurtig komme tilbage igen for hun hade tros alt 4 ben og løb på.

Efter en 15 minutter kom hun travende tilbage, hun så på ham og smile ”her lidt slave der but bedøve lidt omkring såret så det ikke gør så ondt” hun stak armen ind og rakt ham en lille flaske der var nok til måske 4 behandlinger eller noget det var det eneste hun hade råd til, hun så på ham som hun tænkt over det han hade sag før hun var gået om det var fint hun ikke kendt til mere ind det, ”jeg vælger og give dig ret.. tror ikke jeg kunne klar tanken om hvad der enlig forgår ellers med dig der inde” hun så på ham med et bekymret blik stadig, for han betød så meget for hende og hun ville ikke have han kom mere til skade, men det kræve hun fik ham fri og der hade bare ikke være en åbning for hende og det fuster hende mere og mere dag for dag og det kunne et sted godt se i hendes øjne selv om hun prøve og skjule det.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde uden tvivl svært ved at Mydall, skulle være sådan over ham. Han kunne derimod godt lide det, så det skulle da endelig ikke være for det. Han sendte hende et skævt smil. "Det tænkte jeg nok," sagde han med et stille smil på læben. Alt hvad hun gjorde for ham, når hun burde tage sig af sine egne, samt passe på sig selv. Han kunne ikke rigtigt forstå det. Selv ønskede han da, at hun skulle bruge pengene på andet end ham. Den værdighed havde han jo slet ikke. "Meget vel. Jeg bliver her," endte han. Ikke fordi at han havde meget andet valg, kunne man jo sige.

At hun kom tilbage med en salve, var noget som han værdsatte. Igen måtte han denne gang lægge sig ned, hvor han tog imod den. Han var dog glad for, at hun her i mørket, ikke kunne se skadens reelle omfang. Hun ville gå amok om hun gjorde, og særligt hvis hun gik rundt og var så bekymret for ham, som hun tilsyneladende var. Ikke at han kunne gøre noget ved det. Han ville bare ønske, at han kunne. "Du er alt for god ved mig, Mydall," sagde han taknemmeligt. Han mente det dog. Hun var virkelig alt for god af sig.
Cale vendte blikket op mod hende endnu en gang. Hovedet lod han søge let på sned, hvor smilet bestemt heller ikke var til at tage fejl af. "Så lad os forblive ved det. Jeg vil ikke have, at du skal blive yderligere bekymret for mig. Det er meningen, at du skal finde dig en mandlig kentaur.. leve dit liv.. få nogen børn og leve i fred og fordragelighed," sagde han. Det var jo sandt. Det var ikke meningen, hun skulle rende rundt og tænke på ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og stod roligt som han tog salven og der efter lage sig igen, hun lage hænderne på tremmerne. Hun så på ham som hun bare lod ham klar såret mens han snakke, ”jeg kunne sagtens være beder ved dig ind det her cale” hun smile blidt og så på ham mens han snakke om hun burt finde en kentaur mand, og leve sit liv og få børn og leve i fred. Hun så på ham og smile blidt til ham, det var sødt af ham og bekymer sig om hende og bekymer om ikke at hun skulle bekymer sig om ham. Hun så på ham ”jeg har da fundet en mandlig kentaur så mangler jeg bare resten” hun smile blidt og så på ham, ”kan godt være jeg burt leve sådan.. men det ikke den vej som stjernerne har ledt mig hen af.. og du kan lig så godt lade vær og be mig om andet.. du slipper ikke for mig så let.. ikke efter det kys” hun rødme en smule og kigge lidt ned, hun blev helt genert ved tanken om kysset fra deres sidste møde, hun hade tit drømt om det når hun sov det var virkelig noget der hade sat sit præg på hende, og gjort hendes ønske om og befri ham ind nu større ind det var før. Hun så på ham, ”desuden fortjener du også alle de ting.. bare en kvindlige kentaur og ikke mandlig.. ” hun kløet sig lidt på kinden med en finger og så der efter på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde stadig svært ved, at hun var så god ved ham. Det var ikke fordi, at det var noget, som gjorde ham det mindste, for han kunne jo godt lide det. Problemet var bare, at han ikke følte, at han havde fortjent det, og særligt når det foregik på denne her måde. Let rystede han på hovedet af sig selv. Han vidste, at hun ikke ville have, at han tænkte sådan. "Det har jeg næsten svært ved at forestille mig," sagde han med en ærlig stemme, da han igen vendte blikket op mod hende. Kunne hun virkelig være mere venlig og god ved ham, end hvad hun havde vist sig at være til nu?
Cale så egentlig bare, at hun levede sit liv trygt og godt, for det fortjente hun uden tvivl også. Ikke at det var noget, som måtte sige så lidt, for det gjorde det vel nok ikke? Han rystede let på hovedet, inden han igen vendte blikket mod hendes retning. "Du er helt sikker på, at du har tydet stjernerne rigtigt? I min retning?" Han kunne jo godt se, at hun ville have, at han skulle være den kentaur, som hun omtalte. Det var bare.. svært at begribe, at det skulle forholde sig således.
Salven fik han smurt ud i det sår, som han havde pådraget sig, inden han atter måtte kæmpe sig op på benene. Han vendte sig mod hende igen. Han sendte hende et trist smil. "Jeg må erkende, at inden jeg mødte dig, havde jeg opgivet det håb," sagde han direkte. Hvem ville da have en mand som ham?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare som han sag han ikke kunne forstille sig hun kunne være søder, ”åh det nemt nok men så ville jeg ende med og opvarde dig hele tiden og det kan godt virke lidt for meget måske” hun smile drillende og så ellers på ham og smile bare blidt, hun så roligt på ham som han snakke igen om hun var sikker på hun hade tydet stjernerne rigtig, det gjord lidt ondt han spurt sådan for hun ville jo gerne være sammen med ham, og efterhånden var hun ligeglad med om stjerneren ville hende noget andet selv om hun viste at de altid fik ret i sidste ende. ”jeg ret sikker cale.. du slipper ikke for mig så let.. det vil jeg ikke” hun så på ham og smile blidt selv om hun også var lidt trist for det lød næsten som han ikke ville hende det samme.
Hun så på ham som han rejste sig igen og gætte på han var færdig med og smør såret, ”følelse det beder?” spurt hun roligt med hensyn til såret, hun så på ham og smile blidt ”så er det godt jeg kom? Eller fortrak du det før jeg kom?” hun så på ham og holde bare hænderne tæt om tremmerne mens hun så på ham, lidt nervøs for hvad han ville svar, ”en vær fortjener kærlighed og omsorg fra en anden.. uanset hvem, hvad eller hvordan man er eller har gjort.. det helt naturligt” hun så på ham og lag panden mod tremmerne.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne virkelig ikke forestille sig, at hun skulle være sødere, end hvad hun allerede viste overfor ham. Han sendte hende et smil. Opvarte ligefrem? Som var han en repræsentant for rådet, hvilket jo slet ikke var tilfældet. "Du har ret.. Det tror jeg slet ikke, at jeg vil kunne holde til," pointerede han med et stille smil på læben.
Ikke var det fordi at Cale ville sætte tvivl ved hvad hun troede på, og hvad hun ønskede, men han ville bare gerne være sikker på, at hun var helt klar over, hvad det her betød, samt at hun var sikker på, hvad hun gerne ville, og hvad hun ikke ville. Langsomt vendte han blikket mod hende igen. Han var glad. Ingen tvivl om det. Han var bare ked af, at han ikke kunne gøre mere ved det. "Det ønsker jeg heller ikke," sagde han direkte.
Selv nu hvor han havde kæmpet sig op at stå igen, så han igen var i hendes hovedhøjde. Han lod hovedet søge en kende på sned igen, hvor smilet atter måtte brede sig. "Det er bedre nu.. Tak," sagde han med en ærlig stemme. Hovedet lod han let søge på sned. Igen rakte han ud efter hendes hånd. Han ønskede at mærke hende, også selvom det var en kæmpe risiko. "Du har altid været så god ved mig. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne gøre gengæld," sagde han ærligt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare som han sag han var enig i han ikke kunne holde ud vis hun opvarte ham, andre ville nok syntes det kunne være rart men nu var cale ikke som alle andre. Hun så på ham som han kigge på hende, og tog hendes hånd. At han ikke ønske hun skulle være bleven væk var dejlig og vide, for hun ville gerne se ham, være sammen med ham, snakke med ham. Også selv om det ikke kunne ske på samme måde som alle andre par kunne gøre, men hun ville ikke klage! Hun kunne godt nøjes med det hun fik det var helt fint! Hun kunne klar det ind til hun fandt en måde de kunne være sammen på uden mure uden tremmer til og skille dem ad.
Hun så på ham som han sag han hade det beder og det var kun godt og høre for hun var bekymret for ham, og hans sår bekymre hende en del for det var jo ikke godt med sådan en skade. Hun smile blidt som hun så på ham og nusse blidt hans hånd med tommel fingeren, ”du gør gengæld.. i form af og snakke med mig, og rør når vi kan.. det ikke meget.. men de små ting betyder meget for mig.. og er nok for mig lig nu” hun smile og så på ham og smile blidt og nusse vider med tommel fingeren og så på ham med et ømt og kærligt blik.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at det var begrænset hvad han kunne give Mydall, og et sted vidste han jo godt, at det næppe var nok på sigt. Han lod hovedet søge på sned. Ikke at han kunne gøre særlig meget ved det lige nu, men for pokker. Han måtte jo bare forsøge så godt som han kunne, og gerne uden at skræmme hende væk, eller tvinge hende fra sig, for det ønskede han ikke ligefrem.
Let rystede Cale på hovedet, inden et smil bredte sig. Han trykkede omkring hendes hånd. Han frygtede mere, at Arenaen ville tage hans liv, og særligt efter, at han havde lært hende at kende. Ikke at det var underligt, var det? Han var omkring hende.. han lærte hende bedre og bedre at kende, og .. hvad så den dag, han ikke ville være der mere? Han var bange for det. Uden tvivl var han bange for det, og han kunne bestemt ikke lide det. "Så meget vil jeg ikke påstå, at jeg har gjort for dig, Mydall. Jeg er bare.. mig.. Jeg gør brug af de begrænsninger, som jeg nu har, og særligt overfor dig. Jeg holder af dig.. Virkelig meget endda," fortalte han med en rolig stemme. Han kunne jo lige så godt få det sagt, for det var jo ikke til at sige, hvornår han ville få muligheden for at fortælle hende det igen, og de situationer ønskede han jo ikke.