Winter's Cold

[Cressida Marvalo]

Mattheus Diamaqima Angleráx
*************************************'

Sneen dalede fra de mørke skyer på aftenhimlen. Dvasias nærmede sig de kolde tider igen, den selv samme tid som Aliyah havde vandret igennem i måneder. Nu var hun kommet hjem og det elendige vejr havde fuldt med.
I aften var hun ej tvunget ud i det, men havde i stedet påbegyndt sit gamle arbejde som kammerpige. Med det var hun klædt i en lidt laset, brun kjole, der var blevet lidt våd af alt det vandpjaskeri. Aldrig havde hun troet at hun ville kunne savne at rende rundt med kost og spand, men det her var afslappende og harmløst, taget i betragtning af de gerninger hun havde været tvunget ud i.
Hendes flammerøde lokker var bundet i en lang fletning, der var bundet sammen med et mørkt silkebånd. De sidste par nætter havde hun overnattet ved Enrico, så hende og Mattheus ikke ville komme i yderligere skænderier. Ringen bar hun næsten altid, men lige nu lå den på sengebordet, hvilket kunne se forkert ud, men hun havde hun lagt den fra sig mens hun gjorde rent.
I øjeblikket var hun i fuld gang med et støve af med en lidt slidt klud. Der var stille og fredeligt på kammeret, men Mattheus kunne komme hvert øjeblik, hvilket hun for første gang i mange år, frygtede. Det sidste hun orkede var at skændes mere med ham, men kendte hun ham ret, så var han stadig vred på hende og mente at hendes krav var uretfærdige. Måske var de, men det var hendes behov. Var det for meget at forlange en tro mand?
Hun sukkede tungt og strakte sig lidt for at nå toppen af et skab. Højden havde aldrig været med hende, men hun afstod lidt fra at bruge magi i disse tider, bare for at få den ro som hun havde brug for, og som hendes krop havde brug for i og med at sårene nu kun var begyndt at heale ligeså stille.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde ikke set noget til Aliyah igennem de sidste dage. Man kunne ikke just sige, at han var særlig tilfreds. Kunne han overhovedet tillade sig at gå med ringen på sin finger? Han vidste ikke hvad han skulle forholde sig til i det hele taget.
Arbejde stod på fra morgen til aften for at sige det mildt. Alt hvad han kunne gøre, for at holde sig fra kammeret, var hvad han gjorde. Han ville ikke støde på hende i frygten for at de igen skulle ende med at skændes, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem.
I aften kunne han dog ikke undgå at tage turen forbi kammeret. Ballet nærmede sig med hastige skridt, og der var endnu temmelig meget, som var underlagt planlægning, og det kom jo heller ikke ligefrem af sig selv. For en gangs skyld, havde Mattheus meldt sig meget på banen, for selv at komme lidt frem i lyset, og samtidig vise, at han ikke bare levede i sin moders skygge, hvilket var noget som folk havde haft en sjov tenden til at tro, at han havde gjort frem til nu.
"Jeg ved heller ikke om det er det bedst passende tidspunkt, men dronningen ønsker det, og så skal det naturligvis stå," sagde han kortfattet. Efter ham, fulgte en mand der skrev ned alle ideer som blev luftet undervejs.
"Naturligvis, Deres Højhed," sagde manden dæmpet, inden Mattheus selv skubbede døren op ind til kammeret. Velvidende om at han nok ville støde på Aliyah. "Vi tager den i morgen. Det skal foregå fejlfrit denne gang," sagde han kortfattet, inden han lukkede døren. Han søgte direkte ind på kammeret. Naturligvis var Aliyah der. Han kommenterede dog ikke noget. Han havde brug for et bad.. Han søgte direkte hen til skabet, hvor han begyndte at rode tøjet igennem, som han plejede at gøre, for at finde det som han skulle bruge. Han kommenterede intet.. Han ville jo ikke gøre hende sur igen.

[Cressida Marvalo]

Rygtet om ballet havde Enrico luftet for hende, hvilket havde sat et hav af tanker i gang. Deltage skulle hun for at varetage Mattheus' sikkerhed, men om han ville inviterer hende med, det tvivlede hun stærkt på efter deres genforening, der ikke ligefrem var endt lykkeligt.
Det første hun overhovedet havde gjort til aften, var at skifte alt sengetøjet men duften hang der stadig, så hun havde trodset kulden og ladet dørene ud til balkonen stå åben.
Stemmerne nærmede sig, men hun hørte dem ikke, såvel som hun ikke havde hørt noget, nogensinde. Ufortrødent fortsatte hun sit arbejde, frem til hun mærkede døren gå op. Det kunne ikke være andre end Mattheus, så bevidst vendte hun sig ikke helt mod ham, men kastede bare et blik i hans retning, mens han rodede rundt i tøjskabet som hun havde ordnet pænt. Alt var som det plejede at være.
#Deres Højhed,# hilste hun og vendte sig endelig mod ham med en klud i hånden. #Rart at se, at ikke alting ændre sig,# kommenterede hun og trak en smule usikkert på smilebåndet. Dog falmede det hurtigt igen, men om ikke andet forsøgte hun da at løfte stemningen lidt og undgå et nyt skænderi. Indtil han sagde andet, så var de stadig forlovet, de burde ikke rende rundt og føle det akavet at være omkring hinanden, det var bare svært at lade være. Frygten for at blive erstattet voksede virkelig for hver time der gik!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede at være med til at planlægge ballet, selvom han ikke aktivt ønskede at deltage. Han havde jo ikke engang sin egen forlovede at gå med, og særligt når alt var som det var mellem dem lige nu, så var det slet ikke noget som kom på tale. Han ønskede slet ikke at det skulle være sådan, men når de ikke kunne snakke uden at skændes.. så gad han virkelig ikke mere.
Han trådte ind på kammeret, velvidende om, at hun endnu måtte være igang. Han havde set hende, selvom han ikke havde kommenteret på noget. Han rodede igennem tøjet, for at finde det, som han skulle bruge. At det hele så endte på gulvet - som det plejede at gøre, rørte ham ikke. Ikke før hun kommenterede på det i hvert fald. Han trak kort på smilebåndet. #Den vane har jeg nok aldrig lagt fra mig,#kommenterede han blot. Hvad skulle han da sige? Uden at det skulle gå galt mellem dem endnu en gang. Han vendte sig mod hende. Hans forlovede.. hans kammerpige.. Det var egentlig svært, og særligt når han ikke vidste hvor pokker han havde hende henne. Særligt ikke efter sidst, og det faktum, at hun ikke havde vist sig på kammeret de sidste dage. Han sukkede tungt og bed tænderne sammen. #Det ser godt ud, Aliyah,# afsluttede han, inden han knappede sin skjorte op og smed den fra sig - i en anden bunke med vasketøj, inden han smed den rene over sin skulder. Han sendte hende et skævt smil. Det her var virkelig, virkelig akavet.

[Cressida Marvalo]

Bevidst havde Aliyah ikke nævnt ballet, hvis han ønskede hendes deltagelse ved sin side, så ville han formentlig selv sige til. Nu havde hun tilbragt flere nætter hos Enrico, men umiddelbart virkede det ikke som om at denne kvinde havde været på kammeret siden hendes hjemkomst, heldigvis, det andet havde været ydmygende. Gardinerne blafrede i vinden, og små snefnug havde dannet en lille pyt ved dørene.
Dette akavede øjeblik, var det nærmeste de kom en normal samtale i et helt år, men det var ikke nok til at bygge et ægteskab. Kort skævede hun mod ringen på sengebordet. Burde hun overhovedet tage den på igen? Han gik med sin, og ingen havde gjort det officielt slut. #Og jeg tvivler på du nogensinde kommer til det,# indskød hun med et lille smil, og slog blikket ned.
Kluden lagde hun ned i spanden og vred den op på ny, for at støve hans kommode af, også selvom hun ret ofte sendte lidt stjålne blikke i hans retning. #Tak. Det trængte også,# svarede hun og kørte kluden over overfladen for at fange støvresterne. #Bare lad det ligge, jeg skal nok ordne det bagefter,# hun nikkede mod ham og vred igen kluden, men denne gang ikke for at genoptage arbejdet, i stedet rettede hun sig op og så ud på snevejret, der var smukt men koldt. Hun ville virkelig ønske at de bare kunne finde ud af det sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ballet var ikke noget for Mattheus, men derimod mere vigtig for hans moder. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Han ville bare gene have, at hun var glad og tilfreds. Særligt med alt det, som de havde haft at slås med. Særligt siden hun var kommet hjem.
Lily havde ikke været i sengen siden Aliyah var kommet hjem. Ingen havde faktisk været i den seng, foruden ham selv, selvom det nu heller ikke var noget, som han rigtigt fandt nogen glæde eller ro i. Han var ikke god til at ligge selv. Det havde han faktisk aldrig været. En hemmelighed, som han ikke havde delt med særlig mange. #Næppe,# sagde han blot. Hun havde aldrig rigtig kritiseret ham for den vane, men derimod bare himlet med øjnene og rystet på hovedet af ham. Det var da noget, som han kunne leve med. Han trak kort på smilebåndet igen. #Der er heller ikke rigtigt nogen, der har taget kammeret, siden du sidst besad den post,# sagde han endeligt. Dette mente han dog. Svært som det end var, så var det ikke alle som han turde lade rende rudnt på hans kammer og gøre rent, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Ballet tænkte han slet ikke på lige nu. Overhovedet ikke faktisk. Han regnede nemlig ikke med at deltage. #Tag fri for i aften. Du har været igang hele dagen,# sagde han endeligt, inden han vendte sig mod badeværelset og søgte dertil. Vandet kunne han selv ordne. Han kunne faktisk godt lide, at gøre nogen ting på egen hånd.

[Cressida Marvalo]

Det hjalp at ligge ved Enrico, mest fordi det betød at hun ikke var alene, og han var faktisk glad for at hun var tilbage, hvilket nok var lidt den reaktion hun havde ledt efter. Det varmede lidt hendes hjerte at se antydningen af et smil på hans læber.
¤Det klæder dig. Smilet,¤ faktede hun og lod sine egne læber spille op i et lille smil do præget af tydelig nervøsitet. Hurtigt så hun væk og gik så hen for at lukke dørene, så kulden blev lukket ude og varmen igen fik en chance. #Det ses ret tydeligt. Jeg skal nok sikre mig at det ikke kommer dertil igen,# lovede hun og foldede sine hænder foran sig, idet hun vendte sig om mod ham igen.
Hendes hjerte slog hårdt, hun havde stadig lyst til at knuge sig ind til ham, og erstatte den duft der prægede ham.
Hele dagen var blevet brugt på at nusse rundt, og han ville nok ikke tro at hun faktisk nød det, men det gjorde hun. Alligevel var hendes krop træt, der skulle ikke meget til efter den lange rejse, hun holdt sig bare oppe. #Tak, det vil jeg gøre,# svarede hun med et lille nik. Idet han forsvandt ud på badeværelse, lænede hun sig lidt op af sengestolpen med et lidt længselsfuldt suk. En del af hende var fristet til at følge med, men afviningen kunne hun ikke tage. Efter et dvælende øjeblik, skaffede hun kluden og spanden af vejen. Et bad trængte hun selv til nu efter at have gået en hel dag i skidtet, det var bare knap så fristende at søge ned i tjenestefløjen for et bad.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det gjorde Mattheus ked af det, at vide at Aliyah end ikke sov på sit kammer tæt ved hans, men derimod sammen med en anden mand. Selvom han vidste, at der intet skete, så gjorde det stadig ondt. Nu stod han med sit smil.. Igen en facade, hvilket hun vel godt vidste? Han havde jo ikke ligefrem haft nogen grund til at smile endnu. #Jeg takker,# svarede han igen med et lige så svagt smil. Der havde ikke rigtigt været nogen grund for ham til at skulle smile oprigtigt.
Tøjet lod han for nu, blive liggende på gulvet i stedet for. Den vane havde han dog aldrig nogensinde lagt fra sig. Den havde fulgt ham siden han ikke havde været særlig gammel, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned, som smilet tydeligt viste sig på hans læber. #Det er fint,# sagde han endeligt. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre.. Han vidste jo ikke engang hvor han havde hende henne længere, og den tanke, var da ikke andet end direkte frustrerende!
Mattheus søgte til badeværelset. Han ønskede vel bare afstand til Aliyah, så lang tid, at hun ikke ville have noget med ham at gøre? Vandet fik han fyldt op, og han startede med at få det varmet op. Han sukkede let. Skulle han? Han ville jo gerne finde ud af det hele. Hun var da for pokker hans forlovede altså! Han rystede let på hovedet. Hun ville have et professionelt liv? Det var i så fald, hvad han skulle give hende. Selvom døren til badeværelset stod åben, reagerede han ikke på det. Der var jo ikke det, som hun ikke havde set før. Han smed klæderne, inden han trådte ned i vandet. Han hadede virkelig den usikkerhed!

[Cressida Marvalo]

Enrico havde i mange år været en mand som hun kunne betro sig til, hans dør var altid åben og dette var en af de perioder, hvor hun havde valgt at gøre brug af det. Godt nok sov de i samme seng, aldrig med større mening, men hellere det end at se Mattheus så vred, eller sammen med en anden kvinde.
Imens han forsvandt ud på badeværelset, gik hun hen og begyndte pænt at lægge det tøj sammen som han lige havde smidt ud over det hele. Alt det her var så velkendt, selvom hun før havde sukket mere over ham, end at følge den knude i maven som hun havde lige nu.
Pænt lagde hun den lille bunke ind i skabet hvorefter hun igen lukkede det. Dagen var slut nu, Enrico havde møder resten af aftenen, så hvad skulle hun få tiden til at gå med? Lidt tøvende skævede hun i retning af den åbne dør, og kunne ikke helt dy sig for at lurer lidt på ham. Savnet voksede sig kun større. Lidt diskret gik hun hen til døråbningen, og lod hovedet glide lidt på sned. Der var ikke den del af ham, som hun ikke før havde set, derfor gjorde hun sig ikke yderligere diskret. #Er der noget du mangler? Ellers vil jeg selv gå ned og finde badet,# tilføjede hun med et lidt usikkert blik. I mange år havde hun brugt hans, frem for de usle forhold der var for kammerpigerne.
Det var kolde lokaler, vandet var ikke det reneste og der var intet privatliv, hvilket de nok allesammen var mere eller mindre vant til, det var bare ikke nær så fristende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis Aliyah nu foretrak Enrico fremfor ham, så skulle hun være velkommen til det. Ikke at det var noget som gjorde ham tilfreds, for det gjorde det på ingen måde. Faktisk var det kun noget, som gjorde ham ked af det.. Trist og skuffet ikke mindst, dog selvom han godt vidste, at det var hans egen skyld, helt og holdent.
Badeværelset var det næste som han søgte. Han var i forvejen blevet vant til at klare mange af tingene selv, da han bevidst havde valgt, ikke at ville have en kammerpige, efter at Aliyah var holdt. Det med en meget god grund. Det var nemlig hende, som skulle have lov til at udføre arbejdet og ikke nogen anden. Han ville ikke lade nogen anden søge igennem hans private ting bare sådan uden videre. Han stolede bestemt ikke nok på dem.
Stemmen fik ham dog til at stoppe lige ved siden af karret. Ikke at han følte, at han havde noget at skjule. Desuden var der jo ikke det af ham, som hun ikke havde set tidligere. Han lod hovedet søge en kende på sned. Burde han..? Det var jo sådan, at det altid havde været, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde noget at skjule, og ej heller kunne man jo sige, at hun havde. Han trak vejret dybt. #Jeg har hvad jeg skal bruge,# begyndte han ganske sandfærdigt, inden han vendte blikket mod badet igen. #Du kan komme i det.... sammen med mig?# foreslog han sandfærdigt. Nu måtte det jo briste eller bære.

[Cressida Marvalo]

Enrico var en god trøst i disse tider, han havde udvist glæde ved at se hende tilbage og han havde givet hende rum til at dele alle de oplevelser med ham, som hun egentlig hellere ville dele med Mattheus, det var trods alt ham der var hendes forlovede og ikke landets rådgiver. Hvor lang tid forlovelsen endnu ville vare, var ikke til at sige. Aliyah var stadig såret over hans beslutning om bare at glemme hende og være sammen med en anden, men på den anden side, ville det så gøre hende mere lykkelig at miste ham?
Det var et stort dilemma, for på den ene side, skulle han ikke have lov til at behandle hende sådan, hvilket hun gerne ville gøre klart, men konsekvensen kunne også blive stor.
Hendes hoved hvilede let på dørkarmen som hun ligeså stod lænet op af. De grønne øjne søgte kortvarigt hen over hans nøgne skikkelse, selvom hun hurtigt tvang blikket tilbage mod hans med en svag glød i kinderne. Et sted håbede hun jo på at han ville vise tegn på bare lidt interesse, men det lod det ikke til. Uden ord, nikkede hun stilfærdigt og vendte sig om for at gå. De efterfølgende ord fik hende dog til at stoppe op, efter blot et enkelt skridt væk derfra. Aliyah vendte sig om mod ham og så lidt fra karet og til ham. Hvem fortrak ikke et varmt bad, med en flot mand, over det andet? #Det vil jeg gerne,# svarede hun ærligt. Hvis det kunne vise sig at være deres chance for at få snakket et par ting igennem.. Frem for at søge væk, søgte hun i stedet ind på badeværelset og stoppede op foran karet, før hun i stedet begyndte at fjerne sin kjole ved at trække den over hovedet. Der var jo heller intet af hende som han ikke havde set.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis Aliyah fandt glæden ved Enricos selskab, skulle Mattheus endelig ikke komme i vejen. Det var ikke noget som han kunne gøre noget ved. Den beslutning måtte hun selv tage. Uanset hvad, ville han i hvert fald ikke frarøve hende den form for frihed. Naturligvis gjorde det ham ked af det, men det var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det vildeste ved af den grund.
Mattheus ønskede at vise hende interessen, men svært var det, når hun afviste ham, og holdt afstand til ham. Derfor var han vel begyndt at gøre det samme? Uanset hvad, var synet af hende, nemlig heller ikke noget, som han ønskede at dele med hvem som helst, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket mod vandet. Han krævede ikke mere af hende i aftne, men derfor skulle hun alligevel have buddet, og så kunne hun jo tage det, eller hun kunne lade være. At hun derimod nærmest gik med til det, var noget som næsten forundrede ham mere, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han trak kort, men tydeligt tilfredst på smilebåndet, inden han selv tog plads i det store kar. Hans øjne fulgte hende tydeligt, som hun selv begyndte at klæde sig af. Smuk som hun var.. også selvom hendes lange tur væk fra slottet her, uden tvivl også havde sat sine spor på hende. Ikke at han brød sig om det. Hun havde nemlig altid været storslået perfekt i hans øjne. Ej sagde han dog mere.. For nu ville han lade hende komme til ham. Særligt nu hvor han havde fået hende med så langt.

[Cressida Marvalo]

Deres genforening var endt så anderledes end det som Aliyah havde forestillet sig, lige siden hun var trådt ind af døren, havde det været sådan her.. akavet på så mange måder. Var det underligt at hun var ked af det over at han bar præg af en anden kvindes duft? På sit vis vidste hun jo godt at det mere handlede om at han var presset i forhold til sine pligter overfor sin mor og overfor landet, men hun havde brug for Mattheus, ikke prinsen.
Når nu han endelig tog initiativ og bød hende med sig, så ville hun ikke takke nej. Kjolen var temmelig løs efter de mange kilo hun havde tabt sig på rejsen, så den var nem at få over hovedet. Ligeledet løsnede hun silkebåndet og frigjorde sine flammerøde lokker derfra, så de i stedet hang om hendes blege, nøgne skuldre.
De fleste af sårene helede pænt, men det var ret tydeligt at hun havde taget imod mange slag på deres tur, hendes krop bar præg af det.
Forsigtigt steg hun op i karet. Varmen fik det til at brænde lidt på hendes hud, men det var nu en dejlig fornemmelse. Hun satte sig ned i karets modsatte ende, så hun kunne studere ham. Hendes krop sank ned i det varme kar, så vandet dækkede hende til lige over brystet.
#Det her er rart,# kommenterede hun yderst forsigtigt, lidt i frygt for at han pludselig skulle ombestemme sig og vænne tilbage til sit dårlige humør. Hendes arme hvilede langs den smukke kant, man kunne godt fornemme at hun havde svært ved at slappe af, hvilket intet havde med ham at gøre, men alt med det pres hun selv følte for tiden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde været påvirket af presset fra landet, fra hans moder og fra folket ikke mindst. Lily kendte ham, og vidste hvordan han skulle tackles, og nu hvor hun havde været væk i et år, var overbevisningen om hendes bortgang, næsten det, som havde påvirket ham mest. Ikke at det gjorde det godt for nogen, for det gjorde det da godt nok ikke. Slet ikke, som det havde været igennem den sidste tid.
At hun satte sig i den modsatte side af karret, sagde Mattheus dog ikke noget til. Selvom det for hans vedkommende ikke var tæt nok, var det noget, som han sagtens kunne leve med. Han bed tænderne sammen for nu. Han gjorde det mere i det skjulte - som han normalt gjorde det. Han selv lagde hænderne roligt mod kanten af karret, og med blikket intenst hvilende i retningen af hendes skikkelse. Hovedet lod han søge let på sned. Han nikkede. Rart var det uden tvivl at blive varmet af et godt og varmt bad. #Det er rart.. Med noget velkendt,# sagde han med en sandfærdig mine. Dette kunne han dog ikke skjule for hende. Det var uden tvivl rart at vide, at der varvisse ting, som kunne være, som de plejede at være, og særligt når det var på denne her måde.
Mattheus' blik hvilede på hendes skikkelse. Han savnede hende uden tvivl, men det var ikke noget som han kunne tvinge frem i hende.. Særligt ikke hvis hun hellere ønskede at være omkring Enrico.

[Cressida Marvalo]

Mattheus selv, synes nok hans var diskret hvis Aliyah kendte ham ret, men sandheden var at han var som en åben bog med hans kropssprog og mimik. I tavshed, studerede hun hans ansigt, bed sig fast i hvordan hans kæber spændtes idet han bed tænderne sammen, men uden at vide hvad det betød.
Fristet var hun til at sætte sig ind mod hans muskuløse krop, men hun vurderede hurtigt at det nok ville være at lege for meget med ilden. Hun ville hjertens gerne starte en samtale omkring det hele, men hun frygtede lidt at han ville se det som et angreb og at hun så ville ødelægge dette øjeblik, hvor de kunne sidde så tæt på hinanden uden at skændes. Hendes blik flakkede lidt. #Skal det altid være sådan her? At vi undgår hinanden, og gør alt for ikke at skabe nye konflikter? Vi er forlovede Mattheus, du bærer stadig ringen, og jeg gør det samme, jeg gider ikke det her,# hun søgte hans blik og så lidt bestemt ud. Ganske vidst sårbar ja, men hun ville heller ikke bare smile og nikke til hvad som helst. Enten så fandt de en løsning på det her, fik snakket det igennem, eller også måtte de blive enige om at kaste løfterne bort og acceptere at tiden adskilt, havde været for meget for dem.
Hendes hjerte slog hårdt, hvilket han nok ville bide sig fast i, men hun var nervøs.. bange for hans svar et sted, for uden ham, så var hun ingenting. Hendes fingre strøg karkanten. Det hjalp til til at distrahere de nervøse tanker, men var kun en ringe trøst.