Winter's Cold

[Cressida Marvalo]

Det var naturligvis trist at han ikke var født af kærlighed, men det var de færreste i dette land. Aliyah var bare en af de heldige, og desuden så måtte man jo se frem af, skabe et liv for sig selv, frem for at svælge i det andet, men det var nok ikke det rette at sige til ham lige nu.
#Normalt nej.. men du har haft et liv mens jeg har været væk, og det er naturligt, men det er vel en belastning at skulle finde ud af det igen,# hun trak let på skuldrene og og lod blikket søge op på ham. I sidste ende så forsøgte hun jo bare at skabe rum for ham, så han havde plads til at trække vejret. Naturligvis ville hun ønske at alting bare var som det havde været som det var før hun havde taget af sted, men det var heller ikke underligt at det ikke kunne lade sig gøre. Alligevel følte hun virkelig kun knuden vokse for hvert øjeblik. Denne.. Lily havde stor betydning for ham, og hvis hun kendte ham bedre end hans mor gjorde, så måtte hun ligeså kende ham bedre end hun selv gjorde. #Og du finder det underligt at jeg føler mig truet?# gentog hun en kende sigende. Hendes blik var ydmygt, og usikkert. Hun stolede på ham når han sagde at det var unødvendigt, men lidt forståelse ville ikke være skidt.
Hun rystede på hovedet og sukkede, før hun i en glat bevægelse, trak sig gennem vandet ved hjælp af kanten, så hun sad på knæ mellem hans ben. Hendes hånd strøg blidt over hans kind. #Nej. Jeg tror på at dine følelser og hensigter var reelle, men det var før jeg forsvandt og hun blev en del af dit liv. Jeg kan ikke vide om noget har ændret sig på det år,# forklarede hun og lagde hovedet på sned med et lidt bedende blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kærlighed var ikke just det som havde præget og påvirket Mattheus igennem hans unge dage, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Hårdt som det end var sagt, kunne han ikke gøre det største ved det, andet end at klare sig efter bedste formåen.
#Jeg vil ikke kalde det for en belastning. Det har aldrig været en belastning for mig. Du må bare forstå, at selv jeg har et liv, som skal fungere.. Jeg troede du var væk.. Jeg havde brug for nogen at dele sengen med,# sagde han direkte. Han var en Anglerax og en Diamaqima.. Det kunne et eller andet sted ikke rigtigt forundre nogen. Det lå et sted i hans gener. Lily havde været kvinden som havde indtaget den plads i hans seng. En kvinde som han i forvejen havde delt rigtig mange stunder med. Særlige stunder endda. #Du har ikke nogen grund til at føle dig truet af hende,# sagde han denne gang med en direkte stemme. Lily kendte ham bedre end hans egen moder.. men hvor meget havde hun egentlig ønsket at lære ham at kende?
Som Aliyah rykkede sig hen mellem hans ben, hvor hun satte sig på knæ, rokkede han sig ikke et sekund ud af stedet. Øjnene lukkede han let, som hun strøg ham over kinden. Gud hvor var det lang tid siden, at han havde følt hende tæt på sig, på denne her måde. #Stoler du ikke på mig, Aliyah?# spurgte han direkte. Han ville da ikke ligefrem have reageret på denne måde. Han havde virkelig manglet hende.

[Cressida Marvalo]

Hans komplekse person var nok noget af det som altid havde fascineret hende, hun havde nok i virkeligheden behov for at det var avanceret, og at hun kunne hjælpe ham.
#Det forstår jeg. Jeg ville sågar forstå hvis du elskede hende, jeg ville bare være nødt til at vide det, så jeg ikke gik med et naivt håb, og ej heller holdt dig tilbage,# svarede hun stille. Han var en mand der altid havde været meget... aktiv når det kom til kvinder, så Aliyah forstod godt hans behov selvom det plagede hende at han havde set sig nødsaget til at være sammen med en anden.
Det var dog en kæmpe lettelse at høre ham sige at Lily ikke var en trussel for hende. Man kunne næsten se hvor lettet hun åndede ud idet hun nikkede lidt for sig selv.
#Hvis du siger det, så tror jeg på det,# sagde hun endeligt. Et helt år og masse intime stunder, det var et held hvis ikke han var blevet forelsket i den kvinde, men et held som hun var glad for at have med sig lige nu. Hendes varme hånd gled ned over hans kind. Det sitrede i hendes fingre efter at røre ham. #Jeg stoler på dig,# svarede hun og lod tomlen kærtegne hans kind, hvor de ru skægstubbe kildede den lidt. Så lang tid han ikke åbenlyst valgte at afvise hende, så, så hun heller ikke nogen grund til at trække sig fra ham, nu hvor mulighed endelig bød sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var langt mere kompleks, end hvad de fleste andre havde vist sig at være, uden at han egentlig kunne gøre det største ved. Hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde brug for at have andre omkring ham, som kunne proppe det med følelser i ham. Krav og forventninger var det eneste, som han havde mødt igennem sit liv, og meget af det som var sket, havde han ikke været i stand til at leve op til, på den tilfredsstillende vis. Det var uden tvivl noget, som gjorde ondt, selv for ham. #Jeg tager de valg og ønsker for mig selv, som jeg finder bedst for mig, Aliyah. Du har ikke holdt mig tilbage,# sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Lettelsen var tydelig at spore i hende. Han havde altid været vidt omkring. Ganske vidst foruden den tid, hvor hun havde været en del af hans liv og havde været omkring ham. Han trak vejret dybt. Der var ikke nogen grund til at anse Lily som nogen trussel, da det slet ikke var tilfældet. Strøgene over hans kind, fik ham til at slappe af, stort set allerede med det samme. Hovedet lod han let søge mod hendes hånd, som han bød hendes kærtegn mere end velkommen. Dette var uden tvivl noget, som han havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. #Du har ingen grund til at føle dig truet af hende..# Virkelig ikke. Denne gang var det et naturligt smil der bredte sig på hans læber. Han følte sig langt mere rolig nu, end hvad han havde gjort de sidste mange dage.

[Cressida Marvalo]

Som hans hustru ville hun ej sætte større forventninger af ham, end det en kone havde ret til at sætte til sin mand. Ingen anden kvinde skulle lægge visit i hans seng igen, fra nu af ville hun være der, hvis han gav hende lov i hvert fald. #Det er jeg glad for. Det vigtigste for mig er at du har det godt, hvad end det er med eller uden mig,# hun sendte ham et svagt smil. Umiddelbart lød det jo heldigvis til at han mente det ville være bedst med ham ved sin side.
Hendes kærtegn var velkommende, hun kunne mærke hvordan han søgte hendes hånd. Det føltes så godt endelig ikke at skændes, og samtidig at have muligheden for at røre ham igen. Aliyah lænede sig frem og plantede et blidt kys på hans kind. #I så fald, så glem alle tanker om hende i din seng, og lad mig indtage den plads igen,# bad hun og lod hånden falde for i stedet at lade den glide ned over hans overarm. Et godt sted at starte, var jo at slette de spor efter Lily, og igen erstatte dem med sine egne.
#Lad mig..# hun greb ud efter svampen bagved ham og væddede den i vand, før hun langsomt førte den over hans krop for at vaske ham. Det havde hun gjort mange gange før som hans kammerpige, men nu kunne hun sidde i vandet sammen med ham. Det var langt mere intimt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Folk satte forventninger til Mattheus konstant. Der var to i hans liv, som ikke gjorde det, og hun var den ene der ikke gjorde det, og for ham, var det uden tvivl lettende, at det forholdt sig på den måde. Hans blik søgte hendes direkte endnu en gang. #Jeg har det bedst med dig ved min side,# sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han blinkede let med øjnene. Det var hende og Lily der aldrig havde stillet andre krav til ham, end hvad han kunne præstere i sengen, og det var virkelig rart til en forveksling, og det var han heller ikke bange for at stå ved.
De kærtegn var noget som uden tvivl var rart for Mattheus at modtage. Det var ikke nogen hemmelighed, at han rent faktisk havde savnet at modtage dem, og særligt fra hendes hånd. For ham, var det virkelig rart, at det foregik på denne her måde. #Så indtag den,# bad han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde virkelig brug for at have hende her.. Han havde brug for at have hende ved sin side igen.
Som hun greb ud efter svampen og havde kysset hans kind, mærkede han en tydelig sitren. Dette var ikke nyt, også selvom hun denne gang sad i vandet sammen med ham. Hans blik vendte han direkte mod hendes skikkelse som hun begyndte at vaske ham. Et svagt smil bredte sig på hans læber. #Gør det endeligt,# bad han. At hun rørte ved ham, havde han intet imod. Det var faktisk savnet for hans vedkommende. Han havde uden tvivl savnet hende.

[Cressida Marvalo]

Der var som sådan ikke noget der havde forandret sig, siden Aliyah var taget af sted, men en del ting som var blevet forværret - desværre. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham med et svagt glimt af håb. Det lettede hende at høre han bekræfte det på den måde. #Så er det der jeg vil være,# sagde hun lidt bestemt og understregede det med et fast nik.
Han havde brug for at der ikke var nogen forventninger, det kunne hun ikke helt give ham, men det skulle bestemt ikke være sådan at han følte sig presset sammen med hende. #Jeg indtager den. Men Mattheus.. der er ikke plads til andre i den,# hun fugtede sine læber og så lidt indgående på ham. Det skulle han bare vide, der var grænser for hvad hun ville finde sig i!
Smilet på hans læber, fik varmen i hende til at blomstre. Hun skubbede sig lidt tættere på hans skikkelse, så hun sad med sine ben bøjet over hans, mens hun førte svampen over hans krop. Først fra skuldrende med blide, masserende bevægelser og så videre ned over hans faste brystkasse.
#Så læn dig tilbage og slap af,# bad hun med et lidt forsikrende smil. Det var rart at se lidt af den Mattheus som hun kendte igen, det smil klædte ham virkelig godt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vendte blikket mod hende igen. Troede hun ikke på, at han kunne holde den i den tid, som han nu skulle? Sammen med hende, når han havde hende ved sin side? At han ville dele sig med alle mulige andre? Det ville slet ikke komme på tale.
#Du kan sige hvad du vil.. Jeg har ikke tænkt mig at dele sent med andre, hvis jeg har dig herhjemme,# sagde han sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Let kneb han øjnene sammen. Han ville ikke gøre det til en diskussion. Han var træt af at diskutere med hende, og særligt når det foregik på denne her måde, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det gjorde ham trods alt også ked af det. At hun rykkede så tæt på, at hun kunne sætte sig over ham, og fortsætte med at vaske ham, fandt han faktisk meget afslappende. Det føles næsten som var det... i går, at hun havde gjort det sidst. Han lænede sig mere bagud, som tegn til at det gjorde ham rolig. Kunne de rent faktisk føre en ganske normal samtale for en gangs skyld? Den tanke, var en som han uden tvivl godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han nikkede, hvor smilet denne gang var mere naturligt på hans læber. #Det gør jeg,# sagde han sandfærdigt.

[Cressida Marvalo]

Før alt det her havde troskab aldrig været et problem og Aliyah regnede derfor heller ikke med at det ville blive det overhovedet men de kunne jo ligeså godt klarlægge retningslinjerne med det samme. Hun lod blikket hvile i hans og nikkede tilfreds. #Udmærket. Jeg ville bare sikre mig at vi var på samme side,# svarede hun roligt. Svampen gled glat ned over hans bryst i kærligt strøg, dog mere ru end hendes hånd umiddelbart ville være.
Det var rart at se ham falde til ro i hendes selskab, når det havde været modsat mere eller mindre siden hendes hjemkomst.
Et let smil krusede over hendes læber. Hun sad tæt på ham, og vaskede ham... grundigt, så duften af den anden kvinde ville forsvinde og ikke længere være hende en torn i øjet. Blidt dyppede hun svampen på ny og førte den op omkring hans skuldre mens hun pressede så vandet løb ned over ham. Han duftede allerede bedre.
#Det er jeg ikke i tvivl om. Du ser dejlig ud,# sagde hun og lod sine kinder blusse i en let rødmen, mens hun igen førte svampen ned over hans bryst. Denne gang lagde hun den frie hånd på hans bryst og lod den følge hendes bevægelser, så den ru følelse af svmapen blev slettet af et mere blidt kærtegn fra hendes feminine hånd.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Allerede nu, måtte Mattheus føle, at han faldt mere til ro. Dette var noget, som han rent faktisk havde haft brug for. At se hende på denne måde, uden at hvæse af ham, og uden den deciderede vred i minen, så gjorde det uden tvivl en kæmpe forskel, selv for hans vedkommende. Han nikkede igen. Her var de enig og på samme side. #Det kan jeg trygt love dig for, at vi er,# endte han sandfærdigt, som han igen vendte blikket mod hende.
Her sad de tæt på hinanden, også selvom det for Mattheus, slet ikke var tæt nok. Han havde ikke set Aliyah i uendelige tider, og nu sad de endelig der sammen med hinanden. Han havde brug for at mærke hende. Lily var allerede nu glemt for hans vedkommende. Det var Aliyah som fyldte det hele og det var vel også det som var ham det bedste? Svampen lod han hende føre over hans krop. Selv var det rart at det var hende som gjorde det. Smilet bredte sig let på hans læber, hvor de let spidse tænder meldte sig i hans mundviger. Det var jo bare en del af ham, og særligt fordi at det hele forløb som det nu gjorde. Han lænede hovedet en anelse tilbage, som hun berørte ham med sin egen hånd i stedet for. Det føles langt mere fantastisk, end hvad det var med svampen, men særligt fordi at der ikke var nogen væmmelse set fra hendes side, fordi at han havde været tæt på en anden. Det var det, som for ham, var det vigtigste. Det var jo slet ikke meningen, at hun skulle væmmes ved ham. #Af os to, er det dig, der ser dejlig ud,#sagde han ærligt.

[Cressida Marvalo]

Trods hun kendte ham godt, så var det kommet lidt bag på hende at møde den duft på soveværelset. I alt den tid havde hun været så hengiven, og han havde givet sig selv til en anden, tanken havde været overvældende og vækket både vrede og væmmelse, men hun kunne tilgive ham denne gang, så lang tid de var enige om at der ikke var plads til den straks i fremtiden.
#Mere beder jeg ikke om,# svarede hun med et svagt smil på læben. Svampen førte hun hen over hans krop, op over hans lår og op over hans mave igen med ru strøg der kort efter blev efterfulgt af hendes hånd, så duften ikke blot forsvandt men ligeså blev erstattet med hende som var den rette. De sylespidse tænder faldt hende i blik. Det var noget charmerende ved at se en mand ligge afslappet, blottet.. på en eller anden måde sårbar og alligevel det dyriske. Uden overhovedet at skænke det en tanke, blottede hun ligeså tænder og lagde hovedet lidt på sned.
#Mig? Jeg er et kæmpe rod, mit hår er uglet og jeg stinker af dine beskidte underhyler,# svarede hun en kende drillende. Faktum var at hun godt unne lide det lidt anonyme i at være hans kammerpige, det gav også langt bedre forudsætninger i forhold til at kunne beskytte ham. Dragten var så afslørende, nu kunne hun følge ham omkring på en helt anden måde!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne slet ikke overskue alle de problemer, som havde været igennem den sidste tid. Nej, han ønskede rent faktisk at få dem løst, og det kunne ikke gå hurtigt nok. At det så var kommet i aften, fik ham igen til at slappe af. Det var en byrde taget fra hans skuldre. Hvis han ikke kunne med sin forlovede, hvordan skulle de så få det hele til at fungere? Han trak vejret dybt. Sandt at sige at han elskede hende, og at dette måske ikke burde være sket.. Men han løb ikke fra det, og det var vel også det vigtigste? #Godt,# endte han med en sigende mine, som han let lod hovedet søge på sned.
Som hun sad der med de blottede tænder, tændte det ham. Det var virkelig lang tid siden, at han havde set noget så smukt et syn som det han gjorde lige nu. Det klædte hende uden tvivl, og det var det som gjorde udfaldet for ham. Han endte med at række begge armene mod hende, for at tage om hende og rive hende med sig helt tæt på. At vende det hele, og bare have hende der, var det som han havde brug for lige nu, og det var han skam heller ikke bange for at erkende overfor hende. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. #Langt fra.. Du er jo perfekt lige som du er,# sagde han endeligt. End ikke hendes handicap havde nogensinde generet ham, og det havde det aldrig haft en grund til. Og det ville bestemt heller ikke komme til at ske. Hun var uden tvivl den kvinde, som han skulle leve resten af sit lange liv sammen med.

[Cressida Marvalo]

Intet af det der var sket, burde have fundet sted, for hun burde aldrig være blevet sendt væk i første omgang. Det vigtigste i hendes øjne, var at hun var hjemme nu, og at de kunne starte forfra.. sammen denne gang. Hun fugtede sine læber og lod blikket løbe ned over hans nøgne skikkelse, så langt vandkanten overhovedet tillod hende det. Duften var aftagende, hvilket gjorde det langt nemmere for hende at finde en indre ro.
Dyret var dog ikke helt enig. Hun blottede sine tænder og lagde hovedet lidt på sned. Da hun igen forsøgte at fugte læberne, skar hun sig en smule på tungespidsen hvorved det gik op for hende at hun var kommet til at blotte dem, så hun forsøgte ret hurtigt at få dem i skjul bag læberne igen, så han ikke skulle tro at hun ville gøre ham ondt. Lidt overrasket slap hun et gisp, og lod sig rive helt op i hans skød. Hun holdt inde med at vaske ham med svampen og nød den pludselige nærhed som hun ikke havde haft igennem et helt år.
For et øjeblik gled hendes øjne i. Hun nød følelsen af det varme vand, der kærtegnede hendes hud, og følelsen af hans nøgne krop mod sin egen.
#Jeg er dig langt fra værdig min konge, jeg priser mig bare lykkelig for at du ser en værdi i mig som ingen andre ud over mine forældre har set,# svarede hun og slog forsigtigt øjnene op igen for at se på ham. Han var stadig en virkelig dejlig mand og selvom han virkelig havde gjort hende ondt, så ønskede hun stadig at blive hans.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvorfor skulle Aliyah ikke være Mattheus værdig? Uanset hvad, havde han valgt hende som sin kommende hustru, og end ikke det, var noget som han havde tænkt sig at løbe fra, uanset hvor meget man ville have det, eller ikke. Lily tænkte han slet ikke på lige nu, da det udelukkende var hans kære forlovede, som han ønskede at gøre glad og tilfreds. Selv var han bestemt ikke tilfreds med at hun var gået tilbage til at være hans tjenestepige, men det var nok også noget, som de kunne diskutere fra nu og til dommedag, uden at komme til enighed. At få hende ud af dragten, gjorde ham ikke noget.. men tjenestepige? Hun stod jo rent faktisk som kommende kronprinsesse af landet her.
#Aldrig skal du sige, at du ikke er mig værdig, Aliyah. Du er mig mere end værdig,# fastholdt han med en ganske kortfattet og mere bestemt tone. Ikke ønskede han at hun skulle gøre sig de tanker om sig selv, for det ville han virkelig ikke! Denne gang rev han hende tæt ind mod sig. Han lod armen let glide omkring hendes slanke skikkelse, kun for at mærke hende helt tæt ind mod sig selv, for det var det, som han havde brug for lige nu. Han havde jo savnet hende, og særligt efter at hun var kommet hjem. Deres gensyn havde bestemt ikke været særlig meget at prale af.

[Cressida Marvalo]

Alt for mange i denne verden, havde forsøgt at skille sig af med hende, grundet et handicap som hun var født med. Det havde aldrig generet hende at være døv, og slet ikke efter hun havde mødt Mattheus, der havde accepteret hende præcis som hun var. Lav af rang, ikke blandt de smukkeste og ude af stand til nogensinde at høre hans stemme rigtigt. For nu stod hun som hans tjenestepige, selvom det egentlig bare var et dække for at kunne beskytte ham bedre, når ægteskabet gik igennem, ville dette være nødt til at ændre sig, hvilket hun godt vidste, men efter alle de ting hun havde set derude, så havde hun brug for bare at tuller rundt med en klud i hånden, uden at bekymre sig om død og ødelæggelse.
Mattheus varme favn hjalp hende lidt til dette. #Om jeg er værdig eller ej.. det betyder intet så lang tid du vil have mig# svarede hun roligt og mærkede hvordan han strammede grebet om hendes skikkelse. Den nærhed og tryghed, havde været savnet i lange tider. Forsigtigt lænede hun sig ind mod ham, og lod sit hoved hvile tungt mod hans skulder mens begge hendes hænder lå klemt mellem hendes egen krop, og hans som hun sad tæt op af. Sådan som hun lå, kunne hun nærmest se hvordan hans pulsårer, dunkede så lokkende, ikke så meget fordi hun var præget af sult, men fordi det var evigheder siden hun havde markeret ham, og den markering var nærmest væk nu, hvilket hun havde svært ved at acceptere.