Happy to se me?

[Cressida Marvalo]

Mattheus Diamaqima Angleráx
********************************************

Mørket var faldet på for timer siden. Dvasias var genopstået fra dets dvale og byen var levende. Slottet derimod var henlagt i fuldkommen ro, men undtagelse af tavse vagter placeret ved alle indgange, og generte kammerpiger der gik frem og tilbage ligeså i stilhed, som havde hele stemningen ændret sig her.
Aliyah passerede vagterne der vogtede de vestlige tårne der beskyttede de kongelige gemakker, og tog det sidste skridt mod døren med et lille sug i maven. Det var mange måneder siden hun havde været hjemme sidst, måske et år, måske endda mere. Dagene var løbet fra dem alle på deres færd. Endnu var hun klædt i den røde dragt, der fremhævede hendes former. Hendes gang var stiv, som følge af ar og mærker som hun havde pådraget sig i kampe, men især også under fuldmånen, adskilt fra den mand hun før sin afgang, havde givet sig selv til.
Døren slog hun op. Der var ingen, hvilket var forventet, Jaqia havde sikkert sat sin søn igang med alskens opgaver. Hun stoppede i døren og lod de grønne øjne glide rundt i lokalet. Det meste lignede sig selv.
Hendes blik var hårdere end det plejede. Hun var udmattet og mærkede en lidt underlig følelse i maven, som om alt dette var fremmede for hende nu om dage.
Endelig skubbede hun døren i og tog et par tøvende skridt hen mod sengen. Duften her var anderledes. Det var en kvindes duft, blandet med en forræders. Træningen beskyttede hende mod smerten, dragten lukkede den inde, således at den eneste reaktion var et blik med øjnene. Halve hendes ansigt var stadig præget af ar og misdannelse som Mattheus i sin tid havde givet hende, men det hår der havde været farveløst før, havde nu igen fanget sit røde skær. Midt der på sengen lå en smuk kat og spandt. Aliyah gled ned på sengekanten og strøg dens bløde pels med en stille hånd, uden at vide at den knurrede af hende, formentlig fordi hun var en hund. Hendes blik var rettet mod den plads i sengen der engang havde været hendes men som en anden nu tilsyneladende havde overtaget. Hun burde have vidst bedre.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Jaqia formåede så sandelig at holde gang i Mattheus i disse tider. Særligt nu hvor hun havde valgt at indgå et kommende ægteskab med Matthew Igleeías. Han var prins af Dvasias, og det var meningen, at han på et tidspunkt skulle tage over som konge af landet. Førhen havde han haft den position, og ud fra omstændighederne, havde han jo gjort det ganske udmærket. Dog bare ikke godt nok.
Fuldmånen havde igennem det sidste år, virkelig været hård ved ham. Selv han havde været kraftig påvirket af, at Aliyah ikke havde været til stede. Hans egen forlovede. Kvinden som havde bragt ham en form for ro, var revet fra ham og han havde ikke set hende i rigtig, rigtig lang tid. Lily derimod.. en ung kvinde fra hans fortid, som var dukket op. En af de mange som han havde haft et forhold til før i tiden.. Og nu var hun her. Han holdt jo endnu Lily på slottet her, for selskabets skyld.
Det var ved at være sent, da Mattheus søgte ned af gangen med de faste skridt. Vagterne stirrede let efter ham. Han var en presset mand i disse tider. Fuldmånen nærmede sig, og i takt med at han gik mere og mere igennem den alene, jo mere fast blev han i dagene op til. Det var næsten som om at det forekom ham.. naturligt. "Bring mig et glas af det fineste blod, som kan tilbydes på det her gudsforladte sted," beordrede han med en fast tone, da han passerede en af tjenestepigerne på vejen. Det var lige udenfor hans eget værelse, at han stoppede op ved den ellers så velkendte duft. Dokumenterne som han havde i hånden, sænkede han let. Han bed tænderne sammen. Det var ved at være lang tid siden han havde hørt eller set noget til Aliyah.. For alt hvad han vidste, så var hun død og borte. Han rystede let på hovedet, inden han søgte ind på kammeret. Igen stoppede han i døren, da han så skikkelsen på sengen.. Aliyah?

[Cressida Marvalo]

Aliyah mærkede kattens bløde pels under sine fingerspidser. Hun var udmattet og såret, men i live og hjemvendt. Jaqia havde lovet hende at hun kunne vende tilbage til det liv hun engang havde levet og lade dragten gå, hvis hun klarede dette. Duften i hendes næse skabte en følelse af et blødende indre, trods det bare var en smerte som hun var blevet for hærdet til at give udtryk for på nuværende tidspunkt.
Opmærksom rettede hun blikket mod døren som den gik op og Mattheus' skikkelse viste sig. Han lignede sig selv, stadig en umenneskelig flot mand som hun aldrig havde fortjent, og dog bar hun stadig den ring som hun efter lang tids overtalelse, havde valgt at takke ja til.
#Mattheus,# hilste hun gennem tankerne. Endnu var hun døv og ude af stand til at gøre brug af en stemme. Hun rejste sig i en smidig bevægelse. Dragten var ej længere tætsiddende, for den hårde færd havde fået kiloene til at rasle af hendes ellers ret velproportioneret krop.
Dragten skulle af. Den generede sårene under, og hæmmede hende fra at føle, med den på var hun ikke sig selv, slet ikke med de grusomme ting, hun havde set sig tvunget til at gøre. Uden at slippe hans blik, fandt hendes hånd lynlåsen i toppen og lynede den roligt ned, så hendes nøgne skikkelse blev synlig et sted derunder. Hun var ukendt med at de faktisk havde selskab, og nok også ligeglad. Rifter og ar, nogle fra sværd, andre fra hendes egne kløer, malede hendes krop. Visse var stadig blødende. #Har du nøglen til mit gamle kammer?# spurgte hun og slog blikket ned. Hårdheden var forsvundet i samme øjeblik hun havde hevet dragtens øverste ned om sine hofter, så hendes overkrop var blottet. Derinde stod flere eliksirer hun engang havde fået af Nathaniel som ville blive en hjælp nu.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At stå ansigt til ansigt med sin egen forlovede igennem al den tid, var noget som selv satte Mattheus helt ud, for han havde ærlig talt ikke regnet med, at han skulle se hende igen. Han stirrede mod hende, som han nu stod der. Arbejdet for ham, var allerede glemt.
Som hun rejste sig op, tog han et skridt tættere på hende. Var hun der virkelig? Han kunne se hende.. høre hende i sine tanker, hvor selv lyden af den stemme, var ham så velkendt. Hvor længe havde hun været her? Han blev stående uden egentlig at vide, hvordan han skulle reagere på alt dette. Let knyttede han næven. At stå der overfor hende, var.. underligt. Dog derimod, var det noget som med det samme, måtte bringe ham en direkte følelse af længsel. #Jeg troede du længst var væk, Aliyah. Ikke har jeg set eller hørt et ord fra dig i uendelige tider,# nærmest skældte han. Ikke havde han fået så meget som et ord ud af hans moder, hvad angik denne sag, og det havde naturligvis gjort ham bange og usikker. Det var hende, som han havde valgt som sin udkårne, og derfor ønskede han heller ikke ligefrem, at noget skulle ske hende! Let rynkede han på panden, som hun spurgte efter nøglen til sit gamle kammer. #Hvad skal du bruge den til?# spurgte han videre, inden han søgte hendes skikkelse helt. Dokumenterne røg denne gang ud af grebet på ham, som han lod hænderne glide mod hendes kinder. Han var bare lettet over at se hende! Hendes tilstand, var ham fuldstændig ligegyldig. Pointen i hans øjne, var at hun endnu var i live og nu også langt om længe, var vendt hjem og tilbage til ham.

[Cressida Marvalo]

Savnet til Mattheus havde været enormt. Hun havde i alt den tid fundet trøst i ringen, men nu hvor hun var hjemvendt og kunne dufte tilstedeværelsen af en anden kvinde, mistede den igen værdi. Hun slog blikket ned i gulvet og strøg en blid hånd op over sin skulder, for ikke at fryse. Det var evigheder siden hun sidst havde siddet foran en varm pejs, eller ligget i en blød seng. #Jeg sendte breve. For et par måneder siden løb vi ind i en række oprørene, så tillod omgivelserne mig det ikke længere,# fortalte hun med et lidt flakkende blik. De havde snakket om at gifte sig når hun vendte tilbage, men nu var hun ikke så sikker.
#Jeg er såret. Der er eliksirer og salver derinde,# svarede hun ærligt. Altid havde hun haft en samling af alt muligt derinde, givet til hende af Nathaniel.
Trods han tog hendes ansigt i hænderne og stod så tæt på at hun kunne dufte ham, så blev hun stående uden at se i hans blik. Trætheden gjorde hende ekstra følsom, og smerterne det samme, men hun havde ondt på flere faconer. #Desuden er jeg træt. Jeg trænger til at sove,# tilføjede hun og kastede et blik i retningen af den dør på hans kammer, der ledte ind på det kammer der engang havde været hendes. Ingen tjenestepige havde haft det siden, af hvad hun vidste.
Hendes hænder lagde hun over hans for et kort øjeblik, inden hun forsigtigt fjernede dem fra hendes kinder. Da de havde passeret Dvasias grænse, havde hun været fristet til at græde tårer af glæde, men det havde hun gemt til dette øjeblik.. og nu følte hun stadig for at græde, men ikke kun at glæde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Der var ikke gået den dag, hvor Mattheus ikke havde tænkt på Aliyah. Hvad hun mon lavede.. om hun overhovedet var i live, for det havde han jo heller ikke ligefrem haft nogen anelse om. Ondt havde det uden tvivl gjort, og særligt fordi at han ikke havde vidst, hvad han skulle forvente af alt dette. Han måtte bare komme over det, på den måde, at det nu var muligt for ham, selvom det ikke just var nemt, men hvad pokker. Selv han måtte jo bare gøre tingene, som han nu gjorde dem bedst.
Mattheus rystede let på hovedet. #Ikke har jeg modtaget nogen af dem,# sagde han dæmpet. Han havde ikke modtaget nogen breve! Om han havde vidst, at hun ville komme hjem igen, ville han måske have håndteret dette anderledes. Et helt år var gået, og naturligvis var det lang tid, men selv han havde brug for at have noget herhjemme. Hvorfor var hun nu på denne måde? Det forstod han ikke.
Hænderne gled over hendes kinder, som han strøg ganske let. #Jeg skal nok finde den til dig,# sagde han sandfærdigt. Der var ikke nogen, som havde haft adgang til det værelse, foruden hende. Efter hun var flyttet ind til ham, var døren lukket og låst, og ikke åbnet op for nogen som helst. Som hun fjernede hans hænder igen, tog han det denne gang som en tydelig afvisning. Havde han gjort noget forkert? Hans ansigt lagde sig pludselig i helt andre folder. #Aliyah, hvad er der galt?# spurgte han denne gang mere direkte. Han havde da ikke gjort noget galt, havde han? Siden han pludselig blev afvist på den måde. Ringen gik han jo selv stadig med. Han bar den faktisk stolt.

[Cressida Marvalo]

Det var naturligvis ærgerligt at hendes breve ej var nået frem til ham, men var det en undskyldning? Hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og mærkede et koldt gys løbe gennem hendes iskolde skikkelse. Gåsehuden rejste sig på hendes arme, og omkring hendes bryst. #Det er jeg ked af,# svarede hun oprigtigt. Det havde været svært for hende, de havde været langt væk, på grusomme steder, hvor hun havde været tvunget til at gøre grusomme ting for sin egen overlevelse.
Hun så ned af ham, og mærkede sit hjerte hamre. Hun havde lyst til at flå ham, og samtidig lyst til at kysse hver lille del af ham og præge ham med den duft som han med tiden havde mistet, men intet af dette gjorde hun. I stedet blev hun blot stående og studerede ham lidt. Frem for at spilde den sparsomme energi på tankeoverførsel, nikkede hun blot i taknemmelighed.
Afvisningen var ret tydeligt. Hun vendte ryggen til ham og tog et par skridt i retning af døren til hendes eget værelse, før hans ord fik hende til at stoppe op. Hun vendte sig ikke mod ham, men kastede et lidt tøvende blik på sengen, som havde det været en fjende. Kortvarigt kom de sylespidse tænder til syne, hvilket han godt nok ikke så.
Stilheden lagde sig mens hun besluttede sig for om det var en kamp hun ønskede at tage med ham nu, eller om hun følte sig for udmattet til at risikere hans vrede og frustration. #Du stinker.. sengen gør det samme og jeg.. beklager Mattheus, jeg er træt,# svarede hun og tog sig til panden. De havde lovet hinanden ærlighed og det gav hun ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ikke så meget som et eneste brev havde Mattheus modtaget i Aliyahs fravær. Det havde knust ham. Den ene dag havde de været lykkelige sammen og med hinanden, og den næste, der havde hun bare været væk.. Uden at efterlade ham med så meget som en eneste besked om hvor han kunne finde hende, og hvorfor? Han havde jo aldrig rigtigt fået nogen klare svar på noget som helst, hvilket næsten havde været noget af det værste af det hele. #Det er jeg godt nok også,# sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Men her stod hun. Hun var rent faktisk kommet hjem.
Afvisningen gjorde rent faktisk Mattheus ked af det, og derfor reagerede han på den måde, som han gjorde, ved at lade den kolde og tunge facade glide over hans ansigt i stedet for. Han skulle nok lukke hende ind, men han krævede da uden tvivl sine klare svar først, før det overhovedet ville ende med at blive aktuelt. Hans blik hvilede på hende. Selv havde han endnu ringen på sin finger, men det var jo kun fordi at han hverken havde fået be- eller afkræftet om hun var død eller levende, og derfor reagerede han da naturligvis på den måde, som han nu gjorde. Han stank? #Jeg stinker af en anden kvinde, er det hvad du hentyder til?# begyndte han med en direkte stemme. Han ønskede en sandhed.. Ganske vidst, fordi at det var det som de havde lovet hinanden. Selv hun nu stod der i ingenting, så rørte det virkelig ikke ham. Han tog fat om hendes skulder, for at vende hende mod sig i stedet for. #Jeg benægter ikke, at jeg har delt seng med en anden kvinde, men når jeg ikke får noget at vide, Aliyah.. Jeg troede du længe var væk,# forklarede han sandfærdigt.

[Cressida Marvalo]

Den ene aften havde de siddet og planlagt deres bryllup og den næste dag havde han smor sendt hende ud på en vigtig opgave, i søgen efter en særlig genstand som hun havde behøvet. Denne havde i sin enkelthed været nem nok, det var udfordringerne derfra, som havde taget så hårdt på hende, og holdt ham væk fra hende. Aliyah nikkede tavst og stoppede op ved døren. Hendes hånd hvilede på håndtaget men uden at tage i det, fordi han stadig var i besiddelse af nøglen.
Ringen sad endnu på hendes finger som den gjorde på hans, men den vejede tungt nu hvor sandheden var kommet frem. Det havde været en kamp at holde den fra tyvebander og andet de var stødt på, på vejen. Hans stærke hænder fik hende vendt så hun igen stod med blikket hvilende i hans. Igen nikkede hun tavst og rynkede lidt på næsen. Når han var så tæt på, var det tydeligt, og det gjorde hende så vred og så desperat, fordi en anden kvinde havde lagt sine beskidte hænder på ham. Halve hendes ansigt var vansiret og hun var døv, ingen anden mand ville nogensinde have hende som andet end en sølle slave, så hun forestillede sig at det ikke havde været svært for ham at falde for fristelsen. #Du vidste at jeg var på en opgave. Og som tiden gik, forsøgte du ej at finde mig, din første indskydelse var at inviterer en anden kvinde til din seng?# hun sendte ham et lidt strengt blik og rystede på hovedet. Måske var hun svag, men hun behøvede ej at finde sig i den behanding, og den manglende respekt. I så fald var det ham der ikke fortjente hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Aliyah var vanciret i ansigtet, var ikke noget som havde rørt Mattheus det mindste, da det var hendes personlighed og væsen, som han var faldet for, og ikke hendes skønhed og udseende alene. Måske at hun ikke følte sig smuk og skøn, men det gjorde han.
Ikke var det meningen at han ville gøre hende ked af det, men selv efter alt det som var sket i Dvasias, Procias, såvel som Manjarno, så havde der været rigtig mange ting for ham, som han skulle tage sig af. Hans moders tilstand samtidig, og det faktum, at der ville være et bal lige om hjørnet, gjorde det heller ikke ligefrem nemmere for ham. Hans hånd greb omkring hendes skulder, for at vende hende direkte mod sig. At hun var vred og såret, forstod han, men han havde ikke regnet med, at hun ville komme hjem og tilbage til ham igen. Dette var rent faktisk noget som selv gjorde ham ked af det. Havde han vidst det, ville han ikke have gjort det. #Tror du virkelig ikke, at jeg har tænkt på dig i den tid du har været væk? Hvis det ikke er gået op for dig endnu, så har du været væk i et år.. Den opgave, som du blev sendt på, skulle have været sølle og enkel.. Jeg troede du længe var mistet,# fastholdt han sigende. Ringen gik han jo trods alt stadig med af en grund, så det var bestemt ikke fordi, at han havde været ligeglad, for det havde han da aldrig været! Han havde jo trods alt også valgt hende af en grund, ikke sandt? #Jeg har ikke kunne tage ud for at søge efter dig. Jeg havde gjort det hvis jeg kunne,# sagde han kort for hovedet. Hun skulle ikke komme her og tro, at hun var uden betydning for ham, for det var hun bestemt ikke.

[Cressida Marvalo]

Hvad der var sket i landene vidt omkring, var Aliyah ej bekendt med. Hun vidste hvad der var sket i Imandra, udelukkende fordi det var blusset under deres hjemtur og havde givet dem ret alvorlige problemer. Ligesom ham, havde hun været stresset af de ting var omkring hende, men ej nok til at lade sig friste af andre mænd. Ikke fordi at de nogensinde ville være interesseret i en kvinde med så begrænset en skønhed som hun.
Hun så bort. Han var frustreret, det forstod hun, men der var ingen grund til at blive så opkørt overfor hende, det var nok det sidste humøret var til lige nu.
#Fald ned,# bad hun og spidsede læberne så hendes mine blev en kende streng. Hendes kropssprog var tydeligere end andres, grundet den manglende evne til at kommunikerer ved tale. #Jeg er ikke vred, kun såret. Opgaven i sig selv, var simpel som din mor havde lovet, men turen derfra var yderst problematisk. Oprører, tyvebander, pirater i Peula, fuldmåner og krigen i den nordlige del af Imandra som din mor selv skabte,# opremsede hun og kneb øjnene lidt sammen. De havde mistet mange på vejen, det var et held at hun ikke var i blandt.
Var det virkelig et helt år hun havde været væk? Naturligvis havde hun betydning for ham, ellers havde han ikke brugt så meget tid på at overtale hende til at gifte sig med ham, men så meget kunne hun umuligt betyde hvis ikke han havde kunnet mærke at den smerte hun var blevet påført, og hvis han ikke havde gjort noget for at få hende hjem. #Måske ikke personligt, men selv du har undersåtter Mattheus. Men i stedet valgte du at drukne sorgerne i en anden kvindes skød, det er fint, jeg har forstået at det blot er den mand du er, men lige nu er jeg ikke i humør til at diskutere med dig, jeg trænger til et bad og noget hvile, så vær venlig at find den nøgle,# bad hun med et lidt frustreret blik. Det var ikke for at være sur, men hendes tålmodighed var ikke stor i aften.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Frustrationen meldte sig kun for alvor for Mattheus lige nu, og særligt når det hele foregik på denne her måde. Dette gjorde ham ked af det. Kunne han overhovedet finde ud af at gøre noget rigtigt i hendes øjne? Næven knyttede han let, som han trak den til sig. Falde ned? Det var nok lidt for sent, at bede ham om den slags! #Det er en kende for sent nu,# endte han med en ganske kortfattet stemme, som han endnu en gang vendte sig mod hende. Det gjorde rent faktisk ondt på ham, at hun stod der og nærmest anklagede ham for alt muligt.
Hans moder havde sendt hende på en opgave, som skulle have været temmelig simpel. At det ikke havde forholdt sig således, var han naturligvis ked af, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre særlig meget ved det, som det var lige nu. Han trak vejret dybt og med et tungt suk. Han vendte sig om, for at søge tilbage til sengen og sengebordet, hvor han trak skuffen ud. Hertil fiskede han nøglen op. Den havde han altid tæt på sig. #I det tilfælde, så er jeg kun glad for, at du er kommet hjem,# endte han med en sigende mine. Det var ikke alle og enhver som han ville skænke den vigtige opgave, at finde hans forlovede. #Og i det tilfælde, så beklager jeg for udvisning af engagement over at min egen forlovede, er hjemvendt,# sagde han med en kortfattet stemme, inden han rakte hende nøglen. Selv han forstod når han var uønsket. Var det så forkert, at han havde givet sig hen til Lily i det tilfælde? Hun havde holdt ham rolig.. særligt op til fuldmånen, som havde været forbandet hård ved ham det sidste år.

[Cressida Marvalo]

De var begge pressede og frustrerede. En del af det, lå for hendes vedkommende nok også i tanken om at hun ikke havde været i stand til at være der for ham, når han havde haft brug for det. Igen var det en plads en anden kvinde havde måttet tage for hende. Mon Jaqia havde gjort dette bevidst? Hun havde trods alt aldrig været særlig glad for deres forlovelse, ellers havde alt den krig, bare gjort hende paranoid.
#Undskyld jeg.. skulle ikke have sagt noget,# hun sukkede og så væk. De havde lovet hinanden at være ærlige, men somme tider var løgnen vel bare til det bedre. Det sidste hun ønskede var at skændes med ham. Lidt diskret fulgte hun ham med blikket som han gik hen og fiskede nøglen frem fra natbordet. #Jeg er ligeså glad for det,# hun bed sig i den bløde underlæbe.
Mattheus gjorde hende altid nervøs. Der var engang hvor hun havde været hans tjenerinde, intet andet, den følelse af at være under ham sad nok bare stadig i ham, i hvert fald hadede hun når han tog den tone i brug overfor hende, som han gjorde nu.
#Hold nu op,# bad hun og sukkede. Hun vendte sig mod døren og låste den op med den lille nøgle. Alt stod i sin enkelthed som det plejede. På hylden var de salver som hun havde håbet. Roligt gik hun ind i mørket og fik faklerne til at blusse med et lille svip fra hånden. Døren lukkede hun ikke, hun kunne godt lide tanken om at være bare lidt tæt på ham. Roligt fjernede hun resten af dragten og sad på sengekanten i det rene ingenting, hvilket afslørede præcis hvor hård en tur det havde været. Hvor hun dog så frem til at være en simpel tjenestepige!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Ikke havde Mattheus set sin forlovede i et år, og det første, som de stod og gjorde, var at skændes som hund og kat. Hvorfor var det end ikke noget som kom bag på ham? Han havde dog selv håbet på, at en mere glædelig genforening, end hvad han havde fået til nu i hvert fald. Tilsyneladende, var det ikke muligt for ham, at gøre noget rigtigt.
Denne gang var det Mattheus som var ramt. Han rakte hende blot nøglen og lod hende vende sig mod døren i stedet for. Hun kunne jo sige hvad hun ville. Hvorvidt om hans moder havde gjort dette bevidst, var ikke noget, som han skulle kunne sige, for det vidste han ærlig talt ikke. Det eneste, som han dog var klar over, var at dette var noget som gjorde ham ked af det. Han havde for pokker manglet hende ved sin side. Det var jo ikke bare en opgave som hun var sendt på. Hun havde jo været decideret væk fra ham i alt denne tid, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede på hovedet og lod hende søge ind på kammeret i stedet for, hvorefter han selv søgte tilbage, for at samle sine mange dokumenter op. Meget af det, som hans moder lavede, måtte han jo lave, mens hun ikke kunne se. Han havde dog endnu hendes øjne i nakken, som en sikring til, at det blev lavet ligesom det skulle.
Mattheus vendte sig direkte mod døren ind til hendes værelse, som lå lige op af hans. Mest af alt, havde han lyst til bare at lukke døren og bare.. gå igen, og glemme at han havde set hende. Kort vendte han blikket ned mod ringen på sin finger. Nej, han fortrød ikke at han havde friet til hende, og det havde været ham en glæde uden lige, at hun havde sagt ja.. men for pokker, hvor var det frustrerende, at det skulle gå sådan for sig. #Gør hvad du vil,# endte han blot. Han var faktisk ked af det.

[Cressida Marvalo]

Skænderier havde der aldrig været mange af i mellem dem, og det sidste hun havde forventet var at de skulle begynde nu. I et år havde hun længtes efter ham, længtes efter at mærke hans arme omkring sig, og kysse hans læber, og så var dette hvad der havde ventet hende. En utro mand, der gemte sig bag sine hårde facader. Dragten lagde hun pænt sammen hvorefter hun lagde den på sin seng.
Lidt stift, rejste hun sig og søgte hen til hylden for at finde to eliksirer og en salve, den samme hun plejede at bruge til at rense deres sår efter fuldmånen. Med dette, gik hun hen til sengen og satte sig, kun for at skæve ud mod hans kammer hvor hun kunne se ham samle papirene op. Hendes blik vendte hun hurtigt tilbage til salven. Den havde en giftig, grøn farve og lugtede kraftigt. Hun smurte det på to fingre, og førte det hen over de værste sår med sammenbidte tænder. Det sved men det var ikke noget i forhold til den træning han havde ført hende igennem og hærdet hende ved.
En gennemsigtig tårer strøg ned over hendes blege kind, og ti andre fulgte med. Det skete lydløst, men i månedsvis havde hun båret alt den smerte og alt den samvittighed, skjult af dragten der nu var væk og igen blotlagde hende. Hun satte salven fra sig og begravede hovedet i sine hænder. Det hele kom og overvældede hende lidt i dette øjeblik, også selvom hun ihærdigt forsøgte at tvinge det tilbage. Han var hendes herre, han skulle ikke se hende på den måde! Hun gled ned på sengen, med benene ud over kanten og stirrede tomt op i loftet. Hvad skulle der blive af dem nu?