Happy to se me?

[Cressida Marvalo]

Enhver med sin sunde fornuft ville føje Jaqia, Aliyah deriblandt, hvilket var grunden til hun overhovedet havde tilladt at de skulle være skilt i så lange tider. Hun hadede at se ham på den måde, med det pres hvilende over sit hoved, tungt hjerte og tungt sind. Hendes dygtige hænder, masserede hans skuldre, løsnede omkring hans skulderblade, trods det nok ikke var en videre behagelig behandling, så vidste han godt at det ville hjælpe ham lidt på sigt.
De flammerøde lokker lagde sig hen over hendes blege hud, en del af denne var vansiret efter hendes træning, og en stor del af den præget af gamle ar, samt nyere sår. Det var ikke noget hun bar med stolthed, men det var en del af hende, og hun havde gjort det for at beskytte ham, for det var hun villig til alt.
Hun mærkede sit hjerte banke hårdt. Bare ventetiden gjorde hende næsten svimmel. Hvis den kvinde betød noget for ham, var hun en reel trussel, og hun ønskede ikke at kæmpe om en mand der havde brugt evigheder på at overbevise hende om, at et ægteskab med ham var den rette vej.
De masserede bevægelser holdt inde i det samme han gav hende sandheden. Det gjorde ondt. Hendes grønne øjne blev matte af en hinde af tårer der lagde sig, men som hun nægtede at lade falde. #Ingen kan forudse fremtiden Mattheus. Uanset så.. har din mor givet mig løftet om at jeg ej behøver at bærer dragten mere. Hvad end der sker mellem os, så ønsker jeg at vende tilbage til min stilling som din kammerpige," sagde hun lidt hæst og genoptog sin massage. #Hvis du er glad for hende... jeg kan være din ven,# hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Kunne hun være hans ven? Det var hun nødt til, tanken om at miste ham helt var ubærlig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dumt var det ikke at føje Jaqia, hvis man havde livet kært, for den kvinde gjorde hvad hun lystede, og dette havde bestemte ikke været noget undtag af dette. Presset klagede Mattheus bare ikke særlig godt, og det havde han aldrig gjort. Det havde været tæt på at tage knækken på ham så uendelig mange gange tidligere. Tænderne bed han let og fast sammen. Grotesk som det end var, så vidste han godt, at han denne gang virkelig havde dummet sig.
De masserende bevægelser mod hans skuldre, var uden tvivl behagelige som intet andet. Han var virkelig øm, men han havde jo altid været direkte elendig til at passe på sig selv, og dette var nu heller ikke ligefrem noget undtag af den regel. Han lukkede øjnene let, som han forsøgte ikke at spænde. Det var bare svært.
At hun stoppede med sine masserende bevægelser over hans skuldre, fik ham til at vende blikket mod hende. Han kunne jo se, at hun var ked af det. Han havde friet til hende af en grund, og han bar endnu ringen af den samme. Det var jo ikke fordi at han havde tænkt sig at lave det om. Ikke når hun var hjemme, og han for alvor vidste, at hun rent faktisk var i live! Han bed tænderne fast sammen, inden han trak vejret dybt. En ven? Var det alt hvad hun ville være nu? Det var noget som han ikke kunne slå sig til ro med, hvilket bestemt heller ikke var noget, som måtte sige så lidt. #Hvis det er hvad min moder har lovet dig, skal det naturligvis også have lov til at ske,# sagde han endeligt. Kammerpige igen.. det var en underlig følelse, når selv han havde været så vant til andet, og særligt i disse tider. Han drejede helt i kroppen. #Tror du, at det er nok for mig?# spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Nej! Bestemt ikke!

[Cressida Marvalo]

I mange år havde de været venner, mens hun i det skjulte havde besiddet de varme følelser for ham. Nu hvor hun havde prøvet at mærke hans kærlighed, så ville et venskab aldrig blive nok igen. Tanken om at en anden skulle ligge ved hans side, og røre ham som kun hun burde, gjorde hende vanvittig. Hende som altid havde besiddet fornuft og eftertænksomhed, blev præget af noget langt mere dyrisk.
Hans skuldre var spændte, så meget at hun hurtigt fik ondt i sine fingre. Lige nu opførte han sig som havde hun altid været ligegyldig, den hårde facade, de upersonlige ord.. hun trak hænderne til sig, og satte sig på sine knæ med hænderne hvilende i sit skød. Så meget havde de været igennem og hun frygtede hvad der skulle blive af hende, hvis ikke hun havde ham.
#Jeg vil stadig stå for sin beskyttelse,# hun så ned på sine hænder med et lidt tungt hjerte. Den kvinde.. hun betød noget for ham, tanken kørte stadig rundt i hendes hoved, desperation efter stadig at have ham i sit liv. #Du taler knapt til mig, jeg kan ej gætte hvad du tænker, Mattheus. Jeg ved blot at jeg ikke ønsker at kæmpe om dig med en anden kvinde igen,# sagde hun og rystede lidt på hovedet. Hendes arme gled om hendes egen skikkelse og strøg langs endes arme. Hvad hun ikke ville give for at søge trøst ved hendes far lige i dette øjeblik. Han ville uden tvivl vente hende med et glædeligt gensyn. Forsigtigt krøb hun tilbage under sin dyne og holdt vejret for ikke at lade tårerne falde. Han havde virkelig ingen idé om hvor ondt det gjorde, at han havde været så tæt på at erstatte hende med en ny!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Venner var bestemt ikke nok for Mattheus, og det burde Aliyah vide. De havde været langt mere end det igennem rigtig mange år. Han bed tænderne let sammen, som Aliyah fik fat i de ømme punkter i hans skulder, ryg og nakke. Dette var uden tvivl noget, som han tydeligt kunne mærke. Han havde aldrig været særlig god til at passe på sig selv i dette foretagende. Som i.. aldrig faktisk.
Mattheus vidste godt, at hans ord, nok ikke ville falde i helt god jord, men det var jo heller ikke fordi at han kunne sige, eller gøre noget ved det, som det stod lige nu. Han var ærlig.. Det var det, som han havde lovet hende, og derfor handlede og reagerede ham, som han nu gjorde. Han vendte sig direkte i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, uden at se bort fra hende. Hvorfor handlede og reagerede hun nu på den måde? #Som tjenestepige?# spurgte han denne gang direkte. Det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som han ville slå sig til ro med. Det var forkert, at det skulle være på denne her måde. Der var ikke nogen, der sagde, at det ville ende med strid og kamp, men det var jo også svært for ham, når hun trak sig væk fra ham på denne her måde. Det var bestemt ikke noget, som var ham selv til gavn på nogen måde. Han rystede let på hovedet. #Hvorfor skulle det ende med en kamp om mig?# spurgte han direkte. Det derimod, var ikke noget som han forstod.

[Cressida Marvalo]

Et venskab ville aldrig være nok for hende, altid ville hun længtes efter at holde ham tæt ind til sig igen, og vandre rundt i sin egen lille drømmende verden, præcis som før de havde fundet hinanden. Dog var det alternativ bedre end at miste ham helt, uanset hvor smertefuldt det ville være, at se ham i armene på en anden kvinde. Hun slog blikket ned og trak dynen godt op omkring sig, i et desperat forsøg på at finde varme, hvilket ikke var nemt, efter alt den friske luft.
Hun nikkede. #Træningen har jeg stadig gennemgået, det vil være langt mere diskret,# påpegede hun med et lidt sigende blik. Benene trak hun op under sig, og lænede sig frem for at lade hagen hvile mod sine knæ. Den her situation var alt andet end behagelig, hvis de bare kunne ligge sig ned og glemme det hele.
#Hvis den kvinde betyder noget for dig, så må du ligeså betyde noget for hende, og ingen kvinde der har gennemskuet hvilken mand du er, ville nogensinde give op på dig af sin sunde fornuft. Jeg ønsker ikke at være påvirket af tvivlen om hvor vidt du ligeså føler for hende eller ej,# svarede hun og lukkede øjnene for en stund.
Det var ganske lidt hun kunne tilbyde ham mod det de fleste andre kvinder kunne, men hun elskede ham, hvis det ej var godt nok, så var det meningsløst fra starten.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Et venskab ville aldrig nogensinde blive nok for Mattheus, og det var han heller ikke bange for at indrømme overfor nogen. Aliyah var den som bar ringen, selvom det ikke gjorde det nemmere, når de endte i disse situationer. Han vendte blikket ned mod hans hænder. Igen var hun holdt op med at røre ved ham, hvilket var noget som gjorde ham rigtig ked af det. Han bed tænderne tydeligt sammen.
#Hvis det er hvad du vil,# svarede han blot, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var ikke fordi at han kunne gøre særlig meget ved det. Hvis det var hvad hans moder havde sagt, var det jo sådan at det blev, og det var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det.. Ville hun, eller ville hun ikke? Tvivlede hun virkelig så meget på ham, alt efter hvad han havde forsøgt at gøre sammen med hende? Han ønskede bare at glemme det hele.. komme i seng, så han kunne glemme det, selvom han vel var for urolig til at kunne sove nu? #Så hvad er det du vil, Aliyah? I stedet for at danse som katten om den varme grød.. fortæl mig det,# sagde han direkte. Betød det her, at de fortsatte..? At de gjorde det slut? Det var også ham, som var forvirret her, og det var bestemt heller ikke underligt, var det? Han endte endnu en gang med at rejse sig op. Det her var bare en dag, som han ønskede at få revet ud af kalenderen!

[Cressida Marvalo]

Ærligt så virkede han ikke særlig interesseret i hendes berøringer eller hendes tilstedeværelse i det hele taget, hvilket nagede hende. Dette skulle have været et glædeligt gensyn, og i stedet så havde hun mest lyst til at tage hele denne situation om igen. Det var som at snakke til en sten, hård og kold, og gav næppe nogen svar, i hvert fald ytrede han ikke sine ærlige tanker.
Frustreret slog hun hænderne ned i sengen og så på ham med et dyrisk blik hun ofte forsøgte at holde tilbage. ¤Du er ligeså nem at snakke med som en kampsten, Matt! Jeg kan ej gætte dine tanker, så fortæl mig for pokker hvad du tænker frem for at tale mig efter munden, det er næppe et svar!¤ hun fagtede med aggressive bevægelser, udelukkende fordi det ville lyde for højt i hendes hoved.
Desperationen steg hende lidt til hovedet da han igen rejste sig. Var han kommet for at snakke? I så fald så havde han ikke været noget nær formålet.
#Du er min alfa og jeg elsker dig. Det sidste jeg ønsker er at miste dig, men hvis dine følelser er blomstret for denne kvinde, så ønsker jeg heller ikke at kæmpe om din gunst,# fastslog hun lidt bestemt. Han skulle virkelig snakke pænere til hende! Den respekt fortjente hun som minimum efter alt det de havde været igennem sammen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ked af, at hun ikke rørte ved ham.. At hun fandt ham stinkende og nærmest anså ham, som værende et monster. Det hele hvilede i hendes blik, og det var bestemt ikke noget, som gjorde situationen meget bedre. Han sukkede tungt. Han fandt bestemt ikke denne situation meget bedre, og særligt når det foregik på denne her måde. Igen blev han mødt med kritik. Han var virkelig træt af det. Kunne han overhovedet finde ud af at gøre noget rigtigt? #Tror du virkelig, at jeg render rundt og taler dig efter munden, Aliyah? Jeg siger for pokker, hvad jeg føler for!# endte han med en fast tone. Han var skuffet og ked af det.
Mattheus rejste sig op. Han var kommet for at snakke, men det var tydeligt, at det ikke var gået efter hensigten. Han var træt af at gøre hende ked af det, som han var træt af at skuffe folk omkring sig. Lily var en kvinde som han holdt forbandet meget af. Særligt efter hun var kommet ind og blevet en del af hans liv igen. At Aliyah var kommet hjem, gjorde det ikke ligefrem bedre, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han bed tænderne kraftigt sammen og rystede så endeligt på hovedet. #Jeg går i seng.. Det var en fejl, at komme ind her,# sagde han kort for hovedet, inden han vendte sig mod døren. Denne skubbede han kraftigt op, inden han smækkede den i efter sig. En tåre trillede ned af hans kind, inden han kastede sig ned i den store seng.. Den som synes at være for stor for et enkelt individ.

[Cressida Marvalo]

Der var ikke nogen der kunne gøre hende så forbandet rasende som Mattheus! Eller ligeså ked af det. Han virkede ikke synderligt interesseret i hende, eller i at løse noget som helst. Faktisk virkede det mest som om han bare sad der for at bringe hende mere i kog, hvilket ellers sjældent skete.
#Du siger jo ikke noget som helst andet end ja, nej og fint med mig!# udbrød hun frustreret. De havde ikke set hinanden i et år og det første der faldt dem ind var at skændes. Sådan burde det ikke være. De burde ikke kunne holde fingrene fra hinanden af glæde og savn, men han skubbede hende væk, og det var svært for hende at være omkring ham når han stank.
#Ja naturligvis. Ved du hvad Matt, gør hvad der passer dig, jeg håber sandelig hun er i nærheden til at holde din seng varm, for jeg gør det ikke!# hun satte sig på sine knæ og så efter ham. Sjældent blev hun så vred som hun følte sig lige nu, det var ikke en følelse hun kunne være i. Mon Enrico var hjemme? Den trykkede stemning her ville ikke kunne bringe hende ro, selvom hun var træt både af krop og af sind. Aliyah rejste sig og gik hen til skabet for at finde en af hendes gamle, slidte kjoler. De var allesammen for store til hende, men hun kastede alligevel en over over hovedet, hvorefter hun forlod sit eget kammer. Kort stoppede hun op for at se på hans skikkelse. Uden så meget som ord, vendte hun sig mod døren og gik med et brag fra døren da den smækkede i.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde virkelig savnet hende, og naturligvis var det også noget, som selv måtte påvirke ham. For pokker, det var jo ikke fordi at han direkte havde længtes efter at skændes med hende! Det var noget som de havde været en kende for gode til at gøre igennem den tid de havde tilbragt sammen. #Jeg beklager, at jeg ikke kan stille frøkenen tilfreds!# endte han med en hård stemme, som han igen fast vendte blikket mod hendes skikkelse.
Det var slet ikke fordi at Mattheus ønskede at skubbe hende fra sig, eller afvise hende, men hun gjorde jo ligesom det samme ved ham, og det var bestemt heller ikke noget, som gjorde ham særlig tilfreds i den anden ende. Faktisk var det kun noget, som gjorde ham direkte ked af det, og den tanke kunne han slet ikke have med at gøre. Let kneb han øjnene sammen. Hvor vovede hun at gøre brug af den slags? #Gør hvad du vil, jeg er ligeglad!# endte han med en fast tone. Lige hvad det angik, så var Lily bare.. det nemmere at have med at gøre. Ikke blev hun vred eller kommenterede på hans fejl.
Mattheus smed sig direkte ned i sengen og med ryggen til hendes kammer. At hun selv søgte ud af det, sagde han ikke noget til, hvor han blot blev liggende, selv da hun valgte at forlade det.. Nok for at opsøge Enrico, kunne han forestille sig. Han var ligeglad.. Han blev liggende. Hele aftenen var for pokker da ødelagt!

//Out