Happy to se me?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus gemte sig bag facader, som Aliyah gjorde det samme. Han vidste at han ikke var fejlfri, men ærligt, så havde han faktisk regnet med, at hun var død. Det havde jo heller ikke ligefrem været nemt for ham, at være her på slottet og ikke vide hvor pokker hans forlovede var henne. Var hun død? Var hun levende? Han vidste det faktisk ikke, og nu stod hun her, og kun pointerede for ham, at han stank ved at have haft en anden kvinde i sengen. For pokker, han var jo en mand!
Dette var noget som selv gjorde Mattheus direkte ked af det, for han synes bestemt heller ikke, at dette var retfærdigt gjort overfor ham. Svagt bed han tænderne sammen og rystede så igen på hovedet. Det var virkelig ikke retfærdigt. Han havde et ansvar og et arbejde.. Det bød ikke til, at han kunne tage ud, og hvad angik hans forlovede, ville han heller ikke lade den opgave tilfalde nogen anden. Han trak vejret dybt og vendte blikket ned mod dokumenterne som han stod med. Han bed smerten i sig, også selvom den var tydelig at læse på ham. Skulle han søge ind til hende? Skulle han lade hende være? Hvad var de overhovedet nu, siden hun slet ikke ønskede at lade ham røre ved hende, hvilket var noget som han brændende lystede? Dokumenterne endte han med at hamre direkte ned i kommoden som stod ikke langt fra døren, med en styrke, som næsten kunne mærkes i gulv og vægge. Balkonen søgte han direkte imod. Han var ikke typen der kom krybende. Det havde han aldrig gjort, og nu hvor han stod med akut brug for frisk luft, så var det netop det, som han søgte til i stedet for. Vinden ramte ham direkte i ansigtet, da han slog dørene op, hvilket næsten fik glasset til at revne. Han var frustreret!

[Cressida Marvalo]

Alting stank langt væk af denne anden kvinde. Der var kun den ene, hvilket var hvad der gjorde hende urolig, for havde det været et hav var det udelukkende af lyst, men den ene.. den ene måtte have været noget særligt for ham, hvis ikke hun stadig var det. Duften var frisk, så formentlig ville hun nok dukke op igen. Tanken gjorde ondt. I alt den tid havde hun fundet lys i mindet om ham, og i tanken om at han var hendes forestående mand. Nu var hun end ikke sikker på at det bryllup ville komme.
Tårerne trillede ned over hendes kinder, landede i sengetøjet under hende. Det havde ikke været skiftet i evigheder. Tankestrømmen blev brudt af den rungen hans bevægelse gav i gulvet og i væggene. Det gav et mindre sæt i hende, og hun satte sig lidt for hurtigt, så det rev i sårene. Et støn gled over hendes læber, men uden at Aliyah selv var klar over det.
Nu måtte han simpelthen stoppe! Hun rejste sig, uden at tage sig af sin nøgenhed, den var naturlig for hende som det dyr hun nu engang var. Med faste skridt forlod hun sit kammer og gik efter ham, for i stedet at stoppe op i døren til balkonnen. Den kolde aftenvind fik hårene til at rejse sig på hendes nøgne krop, som hun lagde armene om i et forsøg på at holde varm. #Du har ingen ret til at være vred på mig# kommenterede hun med et lidt neutralt blik. Havde det været omvendt, ville han så have reageret anderledes? Hvis hun havde ligget med en anden mand?
#Hvis jeg havde ligget med en anden mand.. ville du have reageret anderledes?# spurgte hun direkte.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde holdt sig til den ene. Var det nu også en fejl? At han ikke havde delt den kongelige seng med alle mulige andre? Svagt måtte han alligevel bide tænderne sammen, idet han kraftigt hamrede dokumenterne ned på kommoden, som næsten måtte give efter under hans styrke, inden han søgte direkte til balkonen i stedet for. Denne gang var det ham, som havde brug for at trække noget luft. At det derimod også var noget som havde fanget hendes opmærksomhed, sagde han ikke noget til.
Her blev han dog stående, uden at kigge efter hende. Han stirrede i stedet for ned mod Rimshia som lå lige udenfor slottet her. Han knyttede næverne kraftigt. #Gør jeg nu også det forkert?# endte han direkte, som han vendte blikket mod hende. Han var nok mere ked af det, end han var vred.. Eller.. han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det. Han var presset, og endda rigtig meget, og dette var ikke just noget som gjorde sagen meget bedre. At hun så stod der i absolut ingenting, fik ham igen til at vende ryggen til hende. Han skulle ikke gøre sig de tanker om hende nu! Det ville kun være til større skade, end det ville være til nogen gavn, og det ønskede han da slet ikke. Han trak vejret dybt. #Gør hvad du vil, Aliyah. Jeg har hverken tid eller overskud til de problematikker lige nu.# Han blev stående. Han var ked af det, også fordi at han jo ikke ønskede at miste hende.. Men når hun afviste ham.. hvad så? Ikke græd han, men gud hvor han dog havde lyst til det.. Det var dog ikke noget som hun skulle have fornøjelsen af lige nu.

[Cressida Marvalo]

Måske det havde været bedst om hun faktisk var forsvundet som en i mængden, sådan som han opførte sig. Nej.. den tilfredsstillese skulle han ikke have. Hendes far elskede hende og bekymrede sig for hende, det samme gjorde Faith og Kimeya. Hun havde andre end ham, selvom hun formentlig aldrig ville gifte sig og få børn. Hvilken nytte skulle det da også gå?
Hun kneb øjnene let sammen. Egentlig var hun ikke kendt for at have et ligeså stort temperament som de øvrige kvinder i slægten, men det lå bestemt og ulmede. #Ja. Jeg har intet gjort som gør mig fortjent til din vrede,# svarede hun direkte og lænede sig lidt op af dørkarmen. Det var iskoldt, men det bed hun sig i sig for nu. Rimshia var smuk på denne tid af aftenen, desværre blev det lidt ødelagt af at han skulle stå og surmule på den måde.
Balkonen lå højt, ingen ville se hendes blottede skikkelse, så hun var ikke sen til at træde ud på balkonen og gribe fat om hans overarm. Det var ej hårdt, men fast nok til at fange hans opmærksomhed. #Du havde ikke tid til at finde svarene, og nu har end ikke tid til at fører en ordentlig samtale med mig? Jeg er muligvis din og din moders slave Mattheus, men jeg fortjener mere end det!# sagde hun fast og så på ham med et vredt blik. Sandheden var jo at hun var en slave selv trods deres forlovelse. Utilfreds kunne han være alt det han ville, men at være vred på hende, fandt hun uretfærdigt eftersom han havde været sammen med en anden og nu valgte ikke at besvarer hendes spørgsmål.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bare typisk de to, at stå i en situation som denne, hvor de ikke kunne føre en normal samtale, uden at skulle skændes. At han gjorde fejl, var heller ikke ligefrem noget nyt. Det havde folk i forvejen, været skræmmende gode til at pointere for ham, og det gjorde ham også ked af det. Kunne han overhovedet finde ud af noget som helst? Her stod de højt oppe, så der var heldigvis langt ned, så ingen kunne se hende, selv nu hvor hun stod der i absolut ingenting. Han bed tænderne sammen. Typisk, at han skulle gøre sig de tanker lige nu. #Vend tilbage til dit kammer, og kom i nogle klæder, Aliyah,# endte han med en kortfattet stemme, selv uden at kigge på hende.
Som hun tog fat i ham, var det derimod en helt anden sag. Denne gang vende han blikket direkte mod hende. At hun vovede at kalde sig en slave af ham og hans moder, fik ham direkte til at se rødt. Hun var langt mere end det! Hun var en kommende prinsesse af Dvasias, i og med, at de var forlovet, såfremt at hun ikke valgte at bryde den. Hvilket han i forvejen var bange for. Han knyttede næven let. #Er det sådan at du ser på dig selv? Som en slave af min moder og jeg? Du er min forlovede, som min moder sendte på en opgave, som jeg troede var endt med at koste dig livet.. Hvis du ønsker at se dig selv som en sølle slave, så fint!# Han kastede kraftigt med armene. #Jeg beklager, at jeg ikke kan leve op til dine forventninger og at jeg intet kan gøre rigtigt, Aliyah,# fortsatte han såret. Det gjorde ham faktisk ked af det.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde før set Mattheus når han var presset, og hun vidste at det nok i højere grad var det, det handlede om. At han følte sig utilstrækkelig, og hvor ville hun hjertens gerne give ham den selvtillid go bringe ham til ro, som hun altid havde kunnet, men ikke når hun faktisk følte sig uretfærdigt behandlet ligeså.
Hans ord var lidt et slag i ansigtet, et som hun lige for nu valgte at ignorere, trods det var iskoldt.
Hun greb omkring hans stærke overarme da han vendte sig og stod overfor hende. Hendes grønne øjne stirrede hårdt ind i hans, dog med den uskyld som hun nu engang altid havde båret. #Tøjvask og rengøring blev byttet ud med træning med formål at knække mig, således jeg ville tjene hvis ikke dig, så din moder i ethvert henseende. Ej har jeg tænkt mig at bærer den dragt nogensinde igen!# fastlog hun med bankende hjerte.
Bare tanken om hvor meget hun havde mistet sig selv i det, var skræmmende. Hun var ingen kriger, og nu havde hun flere liv på sin samvittighed.
Den lidt voldsomme bevægelse, tvang hende til at slippe ham. Hun bakkede et par skridt, til hun igen stod i døren med en mild hovedrysten. #Var troskab og tillid for meget at forvente af dig? Jeg tror slet ikke det her handler om mig, men om det faktum at dette land stadig gror dig over hovedet!# konstaterede hun hidsigt. Nu havde han vækket den ulmende vrede hun følte dybt nede. ¤Jeg går i seng,¤ annoncerede hun med lidt voldsomme fakter, før hun vendte ryggen til og marcherede tilbage til sit kammer med en smækket dør som følge.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var presset. Alt det lort som Macaria og Zean i bogstavelig forstand, havde stået for, samt alt det der nu var med hans mor, efterlod et kæmpe pres på ham. Nu var Aliyah ligeledes kommet hjem, og igen kun var efter ham med alt det som han gjorde forkert. Var det underligt, at han lige nu, følte sig utilstrækkelig?
Selv blev han stående udenfor. Han havde brug for luft. Han var holdt op med at flygte fra tingene, som han havde gjort førhen. Dvasias var for farligt et land at gøre det i, og særligt i disse tider. #Så lad være med at bær den!# endte han med en fast tone. Det var vel ikke den som gav hende en mening i livet? Desuden ville han stadig ikke kalde hende for en slave. Det havde han aldrig nogensinde ville kalde hende, og det ville aldrig komme på tale for ham. Han bed tænderne kraftigt sammen, som hun selv tog fat i hans arme. Nå, nu var han ikke giftig at røre ved? Landet gik ham endnu langt over hovedet, og særligt nu hvor der var alle disse ting, som de nu skulle til at have styr på, for man kunne ikke ligefrem påstå, at det var en ting som han tog imod med åbne arme. #Har du mere at kritisere mig for?# spurgte han direkte efter hende. At hun smækkede døren, fik ham kun til at sukke tungt. Denne gang gled den frustrerede tårer ned af hans kind, selvom han hurtigt tørrede denne væk. Nej, det skulle ikke have lov til at forekomme på denne her måde! Ville det koste ham Aliyah?Det ønskede han jo ikke ligefrem!
Han søgte tilbage til kammeret, hvor han lukkede dørene, inden han satte sig på sengekanten. Næsten længselsfuldt kiggede han mod kammeret. Han hadede at skændes med hende!

[Cressida Marvalo]

Det her var ikke ligefrem det glædelige gensyn som Aliyah havde forventet. Hun havde nok nærmere forventet utallige kys, og en tryg men længselsfuld favn der ville holde om hende i den hvile der var blevet så tiltrængt. Det eneste hun følte lige nu var frustration og tomhed.
I et langt øjeblik tog hun sig selv i bare at stå og stirre lidt vantro på ham. Mere at kritisere ham for? Det gad hun end ikke svare på, derfor vendte hun blot om og fandt sit eget kammer. I det mindste havde hun forsøgt at få en ordentlig og moden snak med ham, men det var åbenbart for meget for prinsen i disse tider.
I ren frustration kom hun med et mindre udbrud der nok lød end del højere end hun vidste. Hendes hånd blev banket hårdt ind i klædeskabet der fik en mindre bule.
Tårer trillede ned over hendes kinder. Hun foragtede det svage ønske om at være langt væk herfra, fordi det her var det eneste sted som hun i et år, havde længtes tilbage til. Badet var tiltrængt, men måtte vente. I stedet lagde Aliyah sig i sengen og trak dynen omkring sin nøgne krop, så hun var dækket til som han havde bedt hende om at gøre. Umiddelbart ville hun tro at han allerede havde forladt kammeret, som han plejede at gøre det. Det gjorde bare ondt. Måske hun bare skulle have holdt sine ord tilbage, og levet med smerten og den viden om at han havde været sammen med en anden kvinde. Hun nærmest begravede sig under dynen, som om det var mere legaliseret at græde sine tårer derunder.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt heller ikke ligefrem dette Mattheus havde regnet med at blive mødt af her på kammeret for i aften. Han havde regnet med at han kunne trække sig tilbage, som han gjorde hver eneste aften, selvom det bare ikke virkede til, at det var sådan, at det skulle være. Svagt bed han tænderne let sammen, som han søgte tilbage til sit kammer og satte sig på sengekanten. Hertil kunne han høre det kraftige udbrud der kom inde fra hendes værelse af, og det kraftige brag, som måtte følge.
Skulle han søge derind? Hun vidste jo i forvejen hvordan han reagerede, når han følte sig presset nok, og det at hun var kommet hjem, var en glæde.. men den måde, han var blevet mødt med, var ikke ligefrem det som han havde regnet med. Han kunne ikke overskue mere kritik lige nu! Han bed tænderne sammen. Han ønskede jo ikke at lade hende ligge og have det på den måde, og særligt når han jo vidste, at det var hans skyld - igen, at hun havde det på denne her måde. Han trak vejret dybt. Forbandede være det hele! Der var ikke ord, som kunne beskrive det bedre end det. Forbandede være det hele! Der var ikke noget, som kunne beskrive det bedre end det, alligevel! Han rejste sig op, for i stedet for at søge hen til hendes kammer. Han hadede at skændes med hende, som han hadede at gøre hende ked af det. Uden at banke på eller gøre andet, som hun ville kunne høre eller fornemme, tvang han døren op. Han var nødt til at snakke med hende.

[Cressida Marvalo]

Det havde aldrig været hendes mening at lægge yderligere pres på ham, men skulle hun så finde i at han lå i med en anden kvinde, trods de løfter han havde skænket hende ved at glide på knæ?
Hun lå i mørket under dynen og mærkede tårerne vædde hendes kinder. Normalt blev hun ikke så frustreret, men hun ligeså var plaget mange ting for tiden, det sidste hun havde brug for var også at være skyldig i hans vrede.
Dette var en smerte som hun ikke kunne gemme nogle steder, den borede sig dybt og ubarmhjertigt ind i hende og efterlod hende med så mange spørgsmål og uklarheder.
Det gav et sæt i hende da døren blev tvunget op. Hun slog dynen delvist væk, så kroppen endnu var dækket men hendes hoved var frit. Var han ikke stukket af? Det var ellers et ret naturligt mønster for ham.
#Hvad?# spurgte hun og tørrede hurtigt tårene væk. En del af stoltheden lå der jo endnu og han skulle bestemt ikke have den tilfredsstillelse, at se hende græde over ham.. eller nærmere ved udsigten til at miste ham.
#Hvis vi skal skændes, så venter det til i morgen# fastslog hun en kende stædigt og skubbede sig op at sidde, med dynen over sin barm, så resten var holdt varmt og skjult. Det var næppe det bedste for de mange sår hun havde pådraget sig, men de var ikke en prioritering lige nu. hellere end gerne ville hun snakke, men alt det råben gav hende hovedpine!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus følte sig presset, og pres var i forvejen ikke noget, som han havde været særlig god til at tackle, og så skulle han i forvejen til at slås med alle de typiske problemer? Han havde jo ikke ment at gøre hende ked af det, og det var næsten det, som var ham det værste af det hele.
Han vidste dog, at han ikke ønskede at miste hende, og derfor reagerede han på den måde, som han nu gjorde. Han ville derfor gerne ind til hende. Selv kunne han jo høre, at hun lå der og græd, hvilket kun satte den tydelige og voldsomme knude i hans bryst. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Svagt bed han tænderne sammen. Hvor han dog hadede denne her situation!
Det var jo lige før, at han fortrød, at han havde søgt hertil, alene ved at se måden, som hun tiltalte ham på, da den bestemt ikke måtte falde i hans gode jord. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse endnu en gang, og med en yderst fast mine. #Jeg vil ikke skændes,# svarede han blot med en kortfattet stemme. Hun kunne sige hvad hun ville.. Men det var virkelig ikke det, som han havde lyst til, og særligt nu hvor hun endelig var kommet hjem til ham i stedet for. Det var jo det, som han bedst kunne lide.. Bare ikke lige på denne her måde. Han søgte hen mod hende hvor han satte sig på sengekanten. Hans krop dirrede.. Han hadede når han ikke kunne finde ud af det, og konstant gjorde fejl!

[Cressida Marvalo]

Efter alle de år så kendte hun ham godt, hun kunne se at han var presset og havde mistet grebet i hendes fravær, uden nogen til at holde ham rolig. Tanken gav hende dårlig samvittighed, træningen havde hun i sin tid sagt ja til, for at kunne være der for ham og beskytte ham med alle midler, og i stedet havde dette været resultatet. Hun lagde hænderne oven på dynen og tørrede tårerne væk, før hun så op på ham med et lidt neutralt blik. Det sidste hun havde overskud til var at han skulle råbe mere af hende, i så fald måtte det vente til i morgen.
At han så afslørede at det ikke var han plan at fortsætte skænderiet med hende, gjorde hende lidt mere mild. Hun nikkede stille og lod en hånd glide igennem sit røde hår.
Dragten lå stadig pænt sammenfoldet ved siden af hende, beskidt og blodig. Stod det til hende så var den blevet brændt på bålet altså.
#Meget vel..# hun fugtede sine læber og rykkede sig lidt så han kunne tage plads på sengekanten. Ringen sad på hendes finger, men det var uvidst om det kunne fortsætte på den måde, deres genforening var blevet alt andet end det hun havde forventet. #Det er ikke alt du gør forkert Mattheus. Jeg ved at du er presset og at det er hvad der får dig til at sige det, for du ved hvor meget jeg holder af dig. Jeg ville frygtelig gerne bare bekræfte dig i at dine beslutninger er de rigtige, og det gør jeg et langt stykke af vejen, men jeg kan ikke bekræfte dig i beslutningen om at dele seng med en anden kvinde.. det kan jeg ikke,# forklarede hun roligt. Kunne han ikke se hvad det gjorde ved hende dA?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus begik fejl, hvilket han udmærket godt vidste. Den hårde mand, med den hårde attitude, var en facade, som han gemte sig bag. Han var ikke hans moder, og han vidste, at han på mange områder heller ikke just vækkede den stolthed i hende, som han så brændende ønskede, at han kunne. Han bed tænderne svagt sammen og rystede på hovedet. Det lignede ham slet ikke at tænke på den måde, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo for pokker ikke gøre noget!
Mattheus satte sig på sengekanten. Det var slet ikke fordi, at han ønskede at skændes med hende, for det fik han intet ud af, og ej heller gjorde hun. Han foldede hænderne foran sig. Hun havde været væk, uden at han vidste hvad hun lavede.. om hun overhovedet var i live. Pres klarede han dårligt. Det havde han aldrig været god til, selvom han virkelig forsøgte. Han trak vejret dybt. #Jeg ved godt at jeg gør fejl, Aliyah. Det behøver du virkelig ikke fortælle mig,# begyndte han direkte, da han igen vendte blikket mod hende. Han var nu glad for, at der ikke var nogen, som kunne høre, hvad de havde råbt og skreget af hinanden, og særligt, når det var på denne her måde. Han sænkede hovedet. #Jeg ved det godt..# tilføjede han. Et 'undskyld' ville jo heller ikke ligefrem gøre bod på sagerne. Han var vel bare bange for, at han ville ende med at miste hende på det? Hvilket han overhovedet ikke var det mindste interesseret i. Han ønskede virkelig ikke at miste hende.

[Cressida Marvalo]

Mattheus havde alle dage været en hård mand, det var noget af det som Aliyah nok altid havde fundet charmerende ved ham. Han føjede hende ikke bare, men han lod hende samtidig passe på ham, gav hende følelsen af at hun ligeså kunne bruges til noget, andet end som et stykke legetøj der bare skulle slås ihjel i en arena, fordi hun ikke var perfekt.
Hendes grønne øjne flakkede lidt. Forsigtigt slog hun dynen af, og kravlede op bag ham. Nu var han på hendes kammer, så nøgenheden måtte han bare finde sig i, hendes sår trængte til luft hvor de kunne hele uanset. På sine knæ, satte hun sig bagved ham, og lod sine kølige hænder stryge ham op over ryggen og til de anspændte skuldre. Massage havde altid fået ham til at slappe af, hun huskede alle de gange hvor hun havde masseret ham, dengang hun havde været hans kammerpige.
#Det gør vi allesammen,# svarede hun bare og lod fingrene presses hårdt ned mod de ømme muskler omkring hans skuldre. Duften hang tydeligt i hendes næsebor, det var yderst generende og svært at se væk fra. De sylespidse tænder blev blottet for et kort øjeblik, det krævede en dyb indånding af hende, for ikke at markere ham ret tydeligt som sin igen.
#Betyder hun noget?# spurgte hun måske en kende direkte, men de var jo nødt til at redde trådene ud, og skulle det kunne lade sig gøre, så var hun simpelthen nødt til at vide hvad hun havde at arbejde med.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus føjede ikke rigtigt nogen, før han så nogen grund til at gøre det. Den eneste som fik ham til at gøre det, som ingenting, var hans moder. Var det underligt? Hvem ville da ikke føje Jaqia? Han bed tænderne sammen, som han vendte blikket ned mod sine hænder i stedet for. Det var ham en frustration uden lige, at han skulle sidde i en situation som denne. Han vidste, at han havde dummet sig.. men for pokker, selv han var menneskelig. Det havde jo ikke ligefrem været hundrede forskellige, men derimod.. kun en enkelt.
At hun kravlede op bag ham, og tog fat om hans skuldre og muskler, fik ham til at spænde allerede med det samme. Mattheus var øm. Han havde aldrig været god til at passe på sig selv, og særligt ikke med det pres, som i forvejen måtte hvile på ham, som ikke rigtigt gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han gispede svagt. Det gjorde rent faktisk ondt! #Det ved jeg..# svarede han kontrolleret. Han forsøgte i hvert fald ikke at lyde påvirket af det.
Betød Lily noget? Det gjorde hun jo. Ellers ville han ikke have valgt hende, som en fast partner at gå til, og særligt ikke på denne her måde. Han sænkede hovedet en anelse, hvor han lukkede øjnene let. #Hun er en gammel kending, jeg lærte at kende, da jeg selv var ganske ung,# fortalte han. Han vidste faktisk ikke helt hvordan han skulle sige det, uden at det skulle lyde helt forkert. #Så.. et sted gør hun,# svarede han denne gang ærligt.