What should we do..?

[Jared Imaricha]

Cecilaya prikkede til ham, så naturligvis prikkede han til hende i retur. Det var vel bare hvad der måtte ligge naturligt til hans væsen at gøre? "Jeg ligger her jo endnu, gør jeg ikke?" endte han med en sigende mine, uden at smilet måtte falme af hans læber. Sagen var vel, at han følte en vis form for behag, når han endelig var sammen med hende, og lod hende røre ved ham på denne her måde? Det var det bedste, som hun kunne give ham, og det som han uden tvivl havde brug for.
Behaget var nok ikke til at tage fejl af, men han var nu heller ikke bange for at lade hende se, hvad det gjorde ved ham. Det hele lå vel bare naturligt til hans væsen.. At tage imod, som det at give ,og særligt i form af den kropslige kontakt. Han gjorde det dog ikke på grund af hans væsen, men på grund af lysten. Oprigtigt ønskede han at give hende dette. "Jeg finder ud af det tidsnok.. De er jo.. voksne nu," sagde han og rynkede på næsen. Det var faktisk svært for ham at erkende. Han havde misset alt for meget ved dem, og det vidste han jo godt.
Ej ville Jared påstå, at det var en drømmeverden de var i, men derimod den realistiske. "Og som sagt, er det ikke en drømmeverden. Du hjælper mig over det tab, som jeg ikke selv, har været i stand til at komme mig over. Ikke er det Elanya der præger mine tanker.. men derimod dig," sagde han endeligt. En dag, ville han være kommet helt over hende.. Hvis han ikke allerede var det? Det var ikke ham som følte sig anklaget. Han kunne derimod godt lide, at hun spurgte, fremfor at konkludere.. Et problem som både Elanya og Faith altid havde haft! Forbandede kvinder! "Så er jeg for alvor i stand til at åbne mit hjerte igen," endte han med en rolig stemme tæt ved hendes øre. Han kyssede hendes kind ganske let.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Jo, jo, men lad os nu se hvor lang tid det varer," svarede hun med et lidt kækt glimt i øjet. Udadtil var hun måske mere blid og langt mere medgørlig end begge sine forældre, men i virkeligheden var hun nok ligeså svær at leve med, så han skulle nok få nok af hende før eller siden!
Normalt kunne hun godt lide at gemme sin tiltrækning bag hans sult, men den var ikke til stede i øjeblikket, alligevel var det virkelig svært for hende ikke at røre ham hele tiden, det sitrede nærmest i fingrene efter det. "Det er de. Jeg er kun lidt ældre end Athena," påpegede hun. Okay det lød.. meget forkert eftersom de lå her. Hun rynkede på panden. "Det skulle ikke lyde sådan," undskyldte hun og bed sig lidt i sin bløde underlæbe.
Hendes arme begyndte efterhånden at føles lidt anstrengt, så hun lagde sig ned over ham med hovedet hvilende mod hans bryst, hvor hun kunne lytte til hans hjerte slå. "Du ved at jeg gerne vil hjælpe dig. Jeg skal bare finde ud af det. Jeg havde håbet på at kunne gøre det, uden selv at fåå noget i glemme, men det kan jeg nok ikke," konstaterede hun og strøg lidt fraværende fingrene hen over hans overarm og skulder.
For et kort øeblik lukkede hun øjnene og fik kuldegysninger af hans stemme. Kunne han åbne sit hjerte for hende eller for en anden? Det måtte være en snak til en anden dag. "Er det hvad du ønsker?" spurgte hun forsigtigt og løftede hovedet for at se op på ham.
Stakkels lille hende, forvirrede teenagepige, forelsket for første gang. Skæbnen havde villet at de skulle mødes den aften og først nnu begyndte hun at forstå hvorfor.

[Jared Imaricha]

"Nyd det i så fald, mens det er," sagde Jared med et kækt smil på læben. End ikke han kunne lade være. Han havde intet imod at være sammen med hende. For nu, kunne man jo sige, at han ikke ligefrem var kørt træt i hende. Dengang havde det været en anden sag. Han havde haft så meget andet i hovedet på daværende tidspunkt, at det bare havde vokset ham over hovedet.
Som hun kommenterede Athena, følte selv Jared knuden i maven. Han var jo ikke ligefrem stolt af hvad han havde gjort ved hende dengang. Selvom Cecilaya ikke var meget ældre end Athena, så.. var de jo begge unge. Han var jo gammel nok til at kunne være.. ja, hendes bedstefar. "Det ved jeg godt, at du er," bemærkede han endeligt, idet han igen vendte sig mod hendes skikkelse. "Det burde gøre en forskel, men det gør det ikke," afsluttede han. Evan var jo trods alt lige så gammel som han var, og Athena havde følt for ham. Det var han jo klar over.
At hun lagde sig ordentlig nedover ham, sagde Jared ikke noget til. Armene lod han i stedet for bare glide om hende. Et sted for at holde hende varm, såvel som ham selv. "Det er nok for sent," sagde Jared ærligt. Meget direkte, og meget ærligt. Hun havde i starten været der til at stille den brændende sult, når den havde været slem nok, men selv han havde fået følelser i klemme her. Han blev liggende tænksomt i et langt øjeblik. Ønskede han det? Han ville jo sige ja.. men også nej, for han vidste jo et sted godt, at det var forkert. "Det gør jeg," sagde han endeligt. Han ønskede at det her, var noget som skulle ske.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Det gør jeg. Jeg nyder at have dig her," hviskede hun med et oprigtigt blik. Hendes hånd strøg langs hans kind og videre over hans hals. Det var utroligt så hurtigt han havde vækket de følelser i hende, nu var hun bundet af dem på bekymrende vis.
Der var engang hvor Jared havde været en onkel, senere en bedstefar, det kunne lade sig gøre aldersmæssigt, men det havde ikke været hendes hensigt at få det til at lyde som det gjorde. Naturligvis ville han ikke vælge en pige i hendes alder frivilligt, men somme tider havde man vel bare ikke kontrol over sine følelser?
"Nej det gør det ikke. Der er meget der burde gøre en forskel, men som ikke lader til at stoppe os," påpegede hun med et dæmpet suk og lod hovedet falde på hans bryst. Det var en rar følelse at have hans arme omkring ham, det var en større trøst end nogen, hun længe havde oplevet.
Vinden blæste stadig op. Det lod til at blive værre, så det var ikke nemt at holde sig varm og slet ikke under disse slidte tæpper.
"Det er for sent," hun strøg hånden over hans overarm og trykkede sig lidt ind mod hans skikkelse. Hun havde allerede fået følelser i klemme og det var ret surrealistisk taget i betragtning hvor let det havde været.
"Og hvad med mig? Ønsker du at jeg skal være der?" spurgte hun videre og sank en lidt nervøs klump, uvidende om, hvor vidt hun ønskede at høre det ærlige svar eller ej.

[Jared Imaricha]

"Jeg nyder at være her," svarede Jared med en ærlig, og meget direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hovedet lod han let søge på sned, som han lå der under hende. Selvom man måske skulle have håbet og ønsket at der ikke var noget i klemme, men selv for ham, var det for sent nu. Cecilaya havde formået at vække noget, som ikke havde været vækket af nogen i rigtig mange år.
Der var mange ting, som burde have stoppet dem under deres foretagende, men som ikke havde gjort det. Jared havde haft mange titler igennem sit liv, og særligt indenfor Jaceluck og Marvalo. Onkel og bedstefar.. og nu lå han her? "Og dog så stopper det ingen af os," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod hende. Det hele var svært, og han vidste jo i forvejen, at det ikke var noget som skulle og burde ske, men at det nu gjorde det alligevel. Strøgene over hans bryst og kind, og generelt hendes mange kærtegn, var noget som han selv glædeligt tog imod.
Her lå de tætte og kunne varme hinanden. Det så uanset ikke ud til at blive bedre i vejret for i nat. Det var da uden tvivl det, som han skulle vænne sig til. Det, samt den lave ration på smøger og whisky! Svagt trak han på smilebåndet. Hun var virkelig så ung og så bange. Hånden strøg han let over hendes kind, inden han lod den føres under hendes hage, så han kunne vende hendes blik direkte mod sig i stedet for. "Det er dig som jeg ønsker her.. Du vækker det i mig, Cecilaya.. Det som igennem så mange har, har ligget dødt," fortalte han. Hvor meget mere direkte kunne han give hende det?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Det glæder mig. Jeg ved at det er langt mindre fornemt end hvad du kommer fra i Dvasias, men det er da.. et hjem," hun sendte ham et lidt forsigtigt smil, næsten som forsøgte hun at undskylde. Lejren var virkelig meget lidt værd, men de som boede der værdsatte hinanden og gjorde hvad de kunne for at få en hverdag til at fungere i deres kamp for frihed.
Intet havde stoppet dem trods det burde have gjort det for længe siden. "Der er en grund til alting. Hvis vi ikke har ladet os stoppe af det, så betyder det vel at ingen af os ønsker at det skal stoppe?" foreslog hun og lyttede til hans hjerte. Det var altid det første til at afsløre en mand.
Det havde taget simple måneder at skabe det bånd mellem dem, somme tider forsøgte hun at undskylde det med hans væsen, men det påvirkede kun begæret, ej følelserne. Hans varme hånd ledte hendes blik mod ham igen. Hun hævede hovedet og lod de grønne øjne studere hans ansigt selv i mørket, hvor hun kunne fornemme de karakteristiske træk. Hendes kinder blussede i mørket. Det var svært for hende at høre ham give hende de ord, som havde de været elskende.. hvilket de jo til dels også var.
"Undskyld.. det er svært for mig at forstå, eller nok nærmere frygten for at håbe på det. Du gør noget ved mig, jeg forstår ikke hvad, men det føles godt," erkendte hun og bukkede sig ned for at plante et kys mod hans læber. Hvordan havde nogen kvinde været i stand til at holde afstand til ham? For hende var spillet i hvert fald tabt! [/font][/font]

[Jared Imaricha]

"Det er det. Du gør det til et hjem for mig," sagde Jared med en ærlig stemme. At der ikke var nogen god og varm seng, et ordentligt og solidt tag over hovedet, og det som nu måtte følge med, gjorde ikke nogen forskel for ham, så lang tid at hun var der. Det var det, der for ham, gjorde tingene hjemlige for hans vedkommende.
Ikke var der nogen af dem, som havde ladet sig stoppe af noget som helst. Hvorfor skulle de da også gøre det, hvis det var noget som de begge ønskede skulle ske? I princippet kunne man sige, at det aldrig skulle have fundet sted. Efter Jareds liv, var han sikker på, at der var en mening med ting.. Det var en mening, at de tilæfældigvis skulle støde på hinanden i skoven, som det var meningen, at de skulle ligge her i aften. "Jeg ønsker ikke, at det her skal stoppe. Hvorfor stoppe noget med en fantastisk smuk kvinde?" spurgte han. Var det ikke logisk, at han i øjeblikket, var lige hvor han gerne ville være? Enhver anden, ville ønske og håbe på, at de ville være og befinde sig i hans sted.
Det var svært.. Men Jared vidste, at det ikke bare var ham som følte det, men at hun gjorde det samme. Så ung som hun var. Det var ikke underligt, at hun reagerede på den måde. "Som du gør det ved mig.. I frygten for at det skal lyde forkert, har jeg ikke følt det, siden Elanya. Jeg føler mig.. vel tilpas. Komplet," sagde han endeligt. I søgen efter bedre ord. Det gik bare ikke helt, som han gerne ville have det til.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Dette var startet som et fangeskab for hende, så det var vel næppe underligt, at Cecilaya først nu, så det som værende et hjem? Han var den eneste her hun havde et tæt bånd til, de andre accepterede hende, men der hvilede en naturlig skepsis fordi hun var fra Dvasias og det var trods alt hendes forældre der havde været med til at skabe en del af det nye kaos der var kommet der.
Hun så på ham. Skæbnen havde sine underlige veje at gå, men de måtte vel bare begge acceptere, at de var blevet ledt sammen efter alle de år, hun havde været ment til at stille hans sult og give sig hen til ham, hvilket hun inderst inde, endnu troede på at hun var ment til for fremtiden.
Et smil prydede hendes læber. "Du ved tilsyneladende hvad en kvinde vil høre. Jeg er ikke halvt så smuk som den kvinde du fortjener," sagde hun dæmpet. I forhold til Elanya følte hun sig sølle.. svag og mindre smuk, så langt fra den kvinde han havde elsket.
Forsigtigt lod hun en pegefinger lægges mod hans læber som tegn til at han skulle sige. godt nok forstod hun ikke det han fik hende til at føle, ligesom hun ikke forstod hvorfor skæbnen havde valgt at fører lige de to sammen, men det ændrede ikke på faktum.
"Kunne vi.. ikke lade være med at tale om dit forhold til min bedstemor? Det gør det her lidt akavet," påpegede hun med et lille grin, hvorefter hun igen fjernede sin pegefinger. Det gjorde det nærmest umuligt for hende at abstrahere, men i det mindste var hun ret sikker på at hun havde set pointen i hans ord.

[Jared Imaricha]

Hvad de andre tænkte og gjorde, var Jared i princippet fuldkommmen ligeglad med, da det ikke var noget, som han behøvede at skænke så meget som en eneste tanke. Lige nu handlede det vel bare om, at hun gjorde hvad hun kunne med de muligheder, som hun rent faktisk havde. Her havde skæbnen valgt at slå til, og naturligvis var det også, det som selv han var påvirket af. Med et smil på læben. Det var noget, som hun næsten automatisk placerede på dem.
Hånden som gled mod hans læber, fik ham til at tie omgående. Det var bestemt ikke fordi at han ville sammenligne hende med hendes bedstemor. Hans livs udkårne, da han dengang havde formået at komme videre og over de tab, som han nu selv havde lidt. Hvad angik det, kunne man ikke sige, at han havde været heldig. Langt fra. "Hvis du har forstået budskabet," sagde han endeligt. Han havde slet ikke været ude på at gøre det akavet, men hvordan skulle han ellers beskrive det? Han var ikke en pladderromantisk mand og frygten for at skræmme hende væk med dette, var uden tvivl noget af det, som selv prægede ham frygtelig meget, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg let over hans læber, inden han langsomt lænede sig frem mod hende, for at plante et let kys mod hendes bløde og varme læber. Det rev i teltet, selvom det ikke var noget som han bed sig mærke i. Overhovedet ikke faktisk. "Jeg vil have dig, Cecilaya," sagde han denne gang direkte. Her kunne han ikke overdynge hende med gaver, som han dengang havde gjort med Elanya. Han kunne overdynge hende med ord.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Et forhold til Jared ville næppe falde i god jord, hverken her eller overfor hendes forældre. Faith ville nok slå ham ihjel ved den blotte tanke, hvis ikke han endnu holdt en plads i hendes hjerte. Han var nu en del af hende og det hjem som de havde ikke, det var ikke meget, men det var hvad hun kunne skænke ham, hvis han ønskede at være sammen med hende.
Hendes blik betragtede sin egen finger, løbe hen over hans varme, lidt ru læber. "Jeg tror jeg opfangede betydningen. Men hvis det her skal fungere, kan vi ikke tale om dig og hende," hviskede hun med en kende dårlig samvittighed. Ej ville hun forbyde ham at tale om sin store kærlighed, men i forhold til sin bedstemor følte hun sig uværdig og ligegyldig, samtidig var det bare akavet at berøre en mand som hendes egen bedstemor engang havde berørt, hvilket hun i sin tid havde set med egne øjne.
Aldrig ville hun bede om romantik eller store ord, hun ville ikke drømme om gaver eller gestusser i alle afskygninger. Det eneste hun krævede var at han holdt hende om aftenen, kyssede hendes frustrationer og berkymringer væk, således at hun kun kunne se ham, som nu. Hun gengældte hans kys, smagte på de ru læber igen med et lidt længselsfuldt suk, før hun igen brød det.
Hvordan hans ord skulle forstås, vidste hun ikke.. mente han lige nu, af lyst? eller på længere sigt? Begge dele? "Og jeg vil have dig," hviskede hun ligeglad med hvad han egentlig havde ment. Hun ønskede ham af krop, hjerte og sjæl, også selvom han dybest set stadig var en fremmede mand for hende.

[Jared Imaricha]

Et forhold var næppe hvad nogen af dem havde regnet med. Dog kunne Jared sige, at han var ligeglad. Cecilaya var efterhånden en voksen kvinde, og særligt af hvad han havde set, var hun faktisk blevet god til at tage gode og rationelle beslutninger. Mon ikke, at hun også kunne tage et på vegne af sig selv? Han nikkede forståelsesfuldt. Det var jo heller ikke fordi at han havde lyst til at ligge og tænke på Elanya, når han lå med hende. Der var så meget andet i hans liv lige nu, som havde en større betydning. Hvorfor ligge her og tænke på en død kvinde, som han aldrig ville få igen? "Ikke ligger jeg her, for at tænke på hende. Det eneste som præger mine tanker i øjeblikket, er dig," sagde han med en ganske sandfærdig stemme.
Romantik ville hun ikke få hos Jared. De store ord..? Måske en dag, hvem vidste? Det var i hvert fald ikke nu, at det skete for dem. Han ville have hende. Mere tydeligt kunne han vel heller ikke gøre det? Ord kunne han skænke hende i massevis, og dertil forsøgte han bare at give hende dem direkte i stedet for. At hun derimod stadig var forvirret, fik ham til at bide tænderne sammen. Det var bestemt ikke sådan her han havde regnet med, at det skule forløbe sig. Kysset fik ham let til at smile. Det var alt sammen et tegn - i hans øjne på, at hun ligeledes ønskede dette.
"Lige nu og for resten af livet," sagde han endeligt. Forvirringen kunne han jo direkte høre i hendes tanker og sind, og denne ønskede han at få bugt med. Han havde ikke brug for, at hun skulle rende rundt og blive yderligere forvirret over hvordan tingene forløb sig, end hvad det var i forvejen. Han havde fundet sig til ro omkring hende.. åbnet sit hjerte. Nu var han klar til at byde hende tættere på.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya var i dag en voksen kvinde, hun havde haft et ansvar hele sit liv, hvilket nok også havde gjort hende voksen før tid. Nu lå hun her med en mand der kunne være hendes bedstefar, og opdagede at hun havde forelsket sig i ham. Hendes hjerte afslørede hende, de sommerfugle hun fik i maven så han betragtede hende. Hun kunne ikke blive Elanya og det ville hun heller ikke, hvis han ville bruge hende som erstatning, så var det hvad hun måtte finde sig, for at afvise ham, var hun ikke længere i stand til.
"Det glæder mig. Jeg ønsker at være et eneste i dine tanker," hviskede hun i hans ører, hvorefter hun igen trak sig lidt og så ned på ham. Så flot en mand og først nu begyndte det at gå op for hende, at han faktisk ønskede hende. Hun fortjente ham ikke.
"Det er store ord, Mr. Imaricha," hun sendte ham et nærmest lusket smil og strøg de flammerøde lokker over hendes ene skulder.
"Men jeg vil stadig have dig," gentog hun og bekræftede at han ikke havde formået at skræmme hende væk på den måde. Der var mange som ikke ville billige det, hvilket ikke betød noget, ikke så lang tid de var enige om hvad de havde sammen.
Igen bukkede hun hovedet en anelse og kyssede ham flygtigt. Det var sent, og der var koldt.. de burde få noget søvn, men hun følte sig ikke længere træt.

[Jared Imaricha]

Elanya og Cecilaya var to helt forskellige individer. Der var ikke meget der indikerede, at de var den samme person, for de var virkelig forskellige. Han smilede let for sig selv. Cecilaya havde sin unge skønhed, hvor Elanya havde de klare tegn på en frugtbar kvinde, som i særdeleshed var tiltalende for en mand. Begge havde de deres særlige træk,s om han især godt kunne lide. Det var også det, som han så i hende, og særligt vækkede hans egen interesse.
"Mhmm.. Du er den eneste, der har været i mine tanker, siden jeg satte min fod her. Er det underligt, Cecilaya? Det er jo dig, jeg er her med. Ikke enhver anden," sagde han med en rolig stemme.Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Hertil tog han imod det flygtige kys. Selvom de måske ikke havde været sammen her i særlig lang tid, så følte han det trygt og godt, når han var her med hende.
"Store ord.. Men jeg er mand nok til at stå ved dem," sagde han roligt. Selv nu hvor han ikke følte trætheden. Han ønskede jo selv bare at vide.. hvad de var, i stedet for det modsatte. Det var nemlig det, som gjorde det rigtig, rigtig svært. Frygten for at han selv lagde mere i det, end hvad hun ønskede, var det som gjorde det forvirrende. Hans hjerte bankede igen. Hvilket han ikke følte, at det havde gjort i mange år. "Bliv min," bad han pludseligt. Nu måtte det jo briste eller bære.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Elanya havde været en stærk leder, en smuk kvinde og en god mor. Hun havde taget sig af huslige pligter, opdraget sine børn, og ledt et land. Hun var værd at se op til, men Cecilaya vidste at de var meget forskellige. Hun var nysgerrig med endnu en barnlig sjæl, der gjorde hende umoden i forhold til at få børn. Desuden anså hun det som værende farligt med henblik på det liv hun nu engang levede.
"Nej og heldigvis for det. Jeg tror jeg har fået lidt ejerfornemmelse overfor dig," indrømmede hun med et lidt forlegent smil. De gange hvor hun havde bedt ham om at mætte sig ved en anden kvinde, havde været et stik i brystet. Det havde lettet hende når han hver gang afviste for i stedet at vente på at hun overgav sig og afhjalp ham med den evige sult.
Hendes kidn søgte mod hans hånd, omfavnede hans varme kærtegn. "Jeg tror dig," sagde hun dæmpet. Jared havde altid været en mand, og han havde altid holdt sine løfter, hun frygtede ej at an ikke ville leve op til de løfter han gav hende.
De direkte ord, gav hende følelsen af at hjertet stoppede for et kort øjeblik. Blive hans? Det bandt bånd i mellem dem som medførte løfter og pligter, det burde skræmme hende, men det gjorde det ikke. "Jeg er allerede din," hviskede hun stille. Hendes blik søgte hans. Det her var virkelig den rene galskab, men det var virkelighed, det hun følte var virkeligt, og burde ikke blive set bort fra. Hun lod sin hånd hvile mod hans bryst for et øjeblik, dvælede ved følelsen af at det var blevet hendes eneret.

[Jared Imaricha]

På alle måder, var Elanya den ideelle kvinde, for en mand i Jareds alder. Særligt med tanke på det liv som han selv havde haft. Hun havde været stærk, havde en erfaring som gik udover frygtelig meget.. Havde skænket livet til børn, taget sig af et land, og ja, hun havde uden tvivl også været smuk. Nu var hun død og borte, og så kunne han ikke se nogen grund til at skulle dvæle yderligere ved den fortid, som han ikke ville være i stand til at få igen.
Ejerfornemmelse over ham? Det var ikke engang fordi at det var en tanke som gjorde Jared det mindste. Han trak kun kort på smilebåndet ved tanken. "Du føler direkte at du ejer mig? Jeg ved ikke om det er gået op for dig, smukke.. Men jeg er ikke en genstand," endte han med et stille smil på læben. Det var slet ikke meningen, at det skulle mens som en kritik, for det var det virkelig ikke. Ikke havde han ønsket, at nogen anden skulle stille hans lyst. Det var ikke noget, som han delte med gud og hvermand, hvilket nok med tiden, var gået op for hende på den hårde måde.
Jared ønskede at have hende som sin. Nu måtte det jo briste eller bære, og særligt for hans vedkommende, for.. ville hun gå eller ville hun blive? Han måtte dog sande, at hun tog det langt finere, end hvad han umiddelbart lige havde regnet med, at hun ville gøre. Hun var allerede hans? Han kunne lide klangen af de ord. Han lænede sig denne gang frem, for at skænke hendes læber et kys. Hun vækkede følelser i ham, som havde været døde og borte i så frygtelig mange år. For nu kunne han glemme dem, og det føles fantastisk. Læberne mødte hendes. At sove kunne han ikke. Ikke når han havde hende ved sig.