What should we do..?

[Jared Imaricha]

Cecilaya Lillith M.J. Marvalo

---

Endnu en aften i Rebellernes lejr, også selvom det ikke var en ro som prægede stedet. Efter Marcellus havde indtaget landet, var der uro i landet her. En uro, som selv ikke Jared brød sig om.
Selv havde han ønsket Cecilaya godnat, som lå i teltet ved siden af, inden han søgte til sit eget. Hvad der egentlig var mellem hende og ham, vidste han ikke helt, og det var underligt. Ingen tvivl om, at det var underligt for ham at tænke således. Var han kommet over Elanya? Det virkede i hvert fald sådan.  Han tænkte på hende i sjældne tilfælde.. Det var mere.. Elas krop og Cecilayas smukke ansigt han så for sig? Et eller andet sted. Det var virkelig mærkeligt!
Med et lille stearinlys i sin hånd, skubbede han indgangen op til sit eget telt og søgte ind. Her var intet andet end en gammel kasse, som blev brugt som natbord og en lille feltseng og et gammelt tæppe. Det var virkelig ikke meget at prale af, og særligt ikke efter hvad han havde været vant til.. Men det kunne gå. Særligt når han var omkring hende.. Hende.. Igen måtte hans tanker glide til hende. Han rystede på hovedet og satte stearinlyset fra sig, inden han greb om en flaske whisky, som han bevidst havde gemt bag feltsengen. Han rev proppen af, inden han tog en god og stor tår af denne.  Han sukkede tungt og sænkede flasken i sin hånd, inden han igen tvang proppen på og gemte flasken af vejen igen. Han burde få noget søvn. Smerten prægede ham ikke lige nu, men alligevel.. han var ikke meget for at lade hende ligge alene i teltet ved siden af. Han lagde sig til rette - med tøjet på og det hele, udelukkende fordi at det endnu var koldt at sove uden. Han forsøgte at lægge sig til inden han pustede lyset ud. Noget søvn ville måske gøre godt?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya lå allerede i sin seng. Hun havde for bare ti minutter siden sagt godnat til Jared.. og til den lille lejres øvrige beborere. De var allesammen oprørte. Alting havde ændret sig flere gange på kort tid, det bevirkede at folket ikke var i stand til at følge med, hvilket desværre lidt faldt af på Cecilaya. Hun lå i feltsengen, fuldt påklædt og stirrede bare op i teltets loft med en tænksom mine. Ud over den lidt kølige vind, kunne hun høre hvordan nogle af mændene sad og snakkede uden for ved bålet. Ligesom mange andre, var de begyndt at så tvivl ved hende, dels grundet hendes alder, dels grundet hendes køn, og hvem ville ikke stille sig selv spørgsmålet hvis tingene var endt således?
Hun lukkede øjnene og forsøgte at lukke det ude, mens deres ord og den usikkerhed de satte i hende, blev hurtigt for gennemtrængende. Lidt pludseligt, rejste hun sig fra sengen og sukkede med overvejelsen om hvor vidt hun skulle irettesætte dem eller søge ly hos Jared som havde været så god ved hende.
Det var lidt uklart for hende hvad der foregik mellem dem, hvilket gjorde det til en farlig færd at søge til ham. Hun tog sig lidt til hovedet og vendte tanken flere gange, før hun endelig tog beslutningen og forlod sit eget telt. De to mænd kiggede op på hende og holdt straks inde med deres samtale. Cecilaya knyttede hænderne lidt og så på dem et langt øjeblik, før hun lod bålets flamme blusse op til en flere emeter højt flamme i et sekund inden det falmede igen, bare for at understrege at de var afsløret. Deres paniske blikke sagde det hele. Koldt strøg hun direkte over skovbunden i lysningen og direkte hen mod Jareds tels, hvis åbning hun slog til siden uden overhovedet at banke på eller noget. Hun dumpede ned på feltsengens kant. "Ryk lidt," bad hun. Det her var et af de øjeblikke man ikke skulle tænke over!

[Jared Imaricha]

Uroen fra hvad der var hændt i landet her, bredte sig uden tvivl til lejren. Folk tvivlede på Cecilaya som en leder, grundet hendes alder og flyvske person. Det var så velkendt fra hendes tid som leder for dæmonerne, selvom han uden tvivl kunne mærke, at hun var blevet ældre siden. Trods nysgerrigheden som endnu måtte plage hende selv i disse tider, var hun genkendelig, og det var det, som han også godt kunne lide. For nu var det bare på tide, at han fik styr på de mange ting og tanker, som han nu gjorde. Den smukke kvinde som hun var blevet. Et barn var hun bestemt ikke mere, og det var vel det, som han godt kunne lide? Han elskede hvad hun gjorde ved ham.
Jared lagde sig til i sengen. Det var på tide, at han brød de tanker og bare fik noget søvn i stedet for. Selvom det endnu var koldt om natten, så vidste han vel et eller andet sted at hun ville komme? Han behøvede nemlig ej at søge ind i hendes tanker og sind, for at konkludere, at hun ej ønskede, at han skulle gå nogen steder.
Lige før var det at han var faldet hen, da åbningen ind til hans telt blev slået til side, og han vendte blikket mod hende. Var hun kommet alligevel? Et næsten tilfreds smil bredte sig på hans læber. Han vidste det! "Jeg funderede over, hvornår du mon kom i aften," sagde han med en rolig stemme, inden han alligevel valgte at flytte sig lidt - Bevidst mod sengekanten, så hun kunne ligge ind mod 'væggen'. Han løftede op i det lasede tæppe, så hun kunne komme ned og ligge i stedet for. "Kom," opfordrede han med en rolig stemme. Ingen klandring.. ingenting. Et eller andet sted havde han jo været klar over, at hun ville være kommet før eller siden.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det eneste Cecilaya følte kunne aflede hendes mange bekymringer og tanker om landets fremtid, var Jared. Når hun var sammen med ham, så følte hun sig godt tilpas, følte sig ikke længere som den der behøvede at være stærk, men hun havde så heller ikke et problem med at overlade rollen til ham og lade ham beskytte hende.
Selvfølgelig havde Jared vidst at hun kom. I mørket himlede hun med øjnene og kunne høre ham rumstere lidt i sengen som vidne om at han rykkede for at gøre plads til hende. Deres forhold havde ændret sig markant, ingen af dem vidste rigtigt hvordan eller hvorledes, men der var en gnist mellem dem.. en forbudt en.
"Og hvordan kunne du vide dig sikker på at jeg ville komme?" spurgte hun roligt o kravlede over hans skikkelse, for at lægge sig ind mod de ikke rigtigt eksisterende vægge.
For at holde på varmen, rykkede Cecilaya helt ind til hans skikkelse og lagde sig under det slidte tæppe der fungerede som en dyne for dem begge to. De her senge var ej bygget til to, men hvor der var vilje var der vej, så hun lagde sig med fronten mod hans, klynget op af hans krop, så tætte at han formentlig ville føle hendes hjerte banke.
"De betvivler mig.. oprørene. Jeg tror ikke der går lang tid før de første vil forsøge at vælte mig," hun sukkede tungt. De havde engang villet slå hende ihjel, det kunne nemt beslutte sig for at udfører den opgave nu og den tanke bekymrede hende naturligvis en hel del, særligt eftersom dæmonerne allerede havde forsøgt at smide hende ud.

[Jared Imaricha]

Tankerne blev med det samme revet væk, da Cecilaya indfandt sig i teltet. At hun kom, var en glæde, men samtidig også en overraskelse for ham, og særligt fordi at han vidste hvor meget hun forsøgte at holde sig på afstand. Heldigvis i det her tilfælde, gik det ikke helt, som hun gerne ville, og det var det, som han havde det ganske fint med.
"Fordi jeg kender dig," svarede han blot. Ganske vidst måtte han rykke plads i en seng der ej var bygget til to, men gjorde det nogen forskel, når det var hende? Det var ikke ligefrem første gang at de havde ligget tæt i tæt på denne måde. Sandt at sige, at han fandt det meget komfortabelt. Han kunne rent faktisk godt lide at ligge der med hende.
Som hun lagde sig ned, lagde han det lasede tæppe om hende, så hun i det mindste havde det, at kunne varme sig med. Han lod armen glide omkring hendes skikkelse. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med et skævt smil. "Jeg tror ikke du skal tage det så tungt, Cecilaya. Hele lejren her er påvirket af hvad der sker i New Dale.. De er vel bare bange for at du ikke kan lede. Hvilket jeg ved, at du jo kan," sagde han med et stille smil på læben. Hånden lagde han roligt mod hendes kind. Han kunne da godt mærke, at det var det som påvirkede og plagede hende. Han kyssede let hendes pande. "Glem de bekymringer, om ikke andet, så for i aften," hviskede han let mod hendes øre.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Trods Cecilaya godt vidste at det de havde.. eller ikke havde var både forkert og forbudt, så var hun ikke nær så afskrækket som hendes mor ville have været. Hendes stolthed var ikke halvt så stor, desuden - hvilken kvinde ville så ikke være stolt af at ligge side om side med en mand som Jared?
"Godt ord igen," han kunne ikke se hendes smil i mørket, men man kunne næsten høre det i hendes stemme. Hun lagde sig ordentligt til rette ind mod hans faste krop og varmede sig selv bare en smule op, så en del af det også ville smitte af på ham. Det var ikke nemt i de her kolde tider, der gik nok ikke lang tid før Imandra ville være snedækket. Det var en tid alle frygtede.
"Kan jeg? Dæmonerne havde slået mig ihjel eller smidt mig ud før eller siden, og nu står jeg her, og høre oprørene snakke om det samme. At du ved at jeg kan, hjælper mig næppe meget hvis først deres tillid forsvinder," påpegede hun sigende. Hans stemme var så rolig, og så mild, det fik hende til at slappe lidt af igen. Inderst inde bad hun til at han aldrig ville tage tilbage til Dvasias, for hun var nok allerede blevet en kende afhængig af ham.
"Jeg ville gerne, men det er lettere sagt end gjort," mumlede hun stille og lod kinden søge lidt mod hans hånd. Hvis der var nogen der kunne få hende til at glemme noget som helst, så var det ham, heldigvis lod det ikke til at han var sulten endnu, for hun kunne godt koncentrere sig og tænke rationelle tanker, det skete ellers ikke ofte omkring ham.

[Jared Imaricha]

Selvom det de havde gang i, var så forbudt, så var det ikke fordi at det stoppede nogen af dem i at gøre det. Cecilaya lignede sine forældre på mange områder, men hun var derimod mere åben om det som de nu havde sammen. Som hun nu måtte ligge der, bød han hende tæt ind i favnen. Hvem ønskede da ikke at ligge med en smuk kvinde? Lige på det punkt, var han jo bare heldig. Ekstrem heldig hvad det her angik.
"Jeg vil endda påstå og vove, og sige, at jeg kender dig bedre end dine forældre, Cecilaya," sagde han med en rolig stemme. Hvorfor hidse sig op? Selvom hun uden tvivl var blandt dem som kunne bringe hans pis i kog, for at sige det mildt, så kunne han stadig tage det roligt af den grund. Varmen bredte sig, hvilket kun fik ham til at slappe mere af. Koldt var der virkelig. Virkelig, virkelig koldt.
"Men dog har de intet gjort endnu, og ej skal du tro, at jeg giver dem lov til at forsøge sig på det. De er præget af uro.. New Dale er mistet og ligger som en by i brand og aske," sagde han endeligt. End ikke den tanke faldt i hans gode smag. Det var typisk Faith og Kimeya at gøre sig den entre! Havde hun overhovedet set sine forældre den aften? Og her lå han endnu. Han havde ikke tænkt sig, at søge nogen steder hen.
"Så må vi få dig til at glemme," hviskede han roligt tæt ved hendes øre. Nu hvor de lå så tæt.. mand og kvinde, reagerede selv han intuitivt. Han var ej præget af sulten, men altid ville det jo ligge der. Hånden søgte fra hendes kind og lagde sig vandrende over hendes side.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var lidt spøjst at tænke på hvordan de på så kort tid, nærmest havde fundet en naturlig måde at være sammen på. Cecilaya lagde bare en hånd mod hans bryst som var det allerede blevet en legal ting, liggende ind mod hans varme favn. De burde ikke, men tilværelsen ville blive kedelig med det i hovedet hver eneste gang, desuden vidste hun ikke engang rigtigt hvad det var de havde.. eller ikke havde.
"Der vil jeg ikke modsige dig. Efter jeg blev gammel nok til at påbegynde træning, har jeg set dig mere end jeg har set dem begge to til sammen," indrømmede hun med et stille suk Hun bebrejdede dem ikke, hendes mor havde jo altid været klar over at hun var en født leder, desværre så kom det bare ikke rigtigt til gode i disse tider.
Aftenerne var kølige her, så det var en fordel at kunne kreere varme, men eftersom kulden var en del af hende og alderen ikke ligefrem var med hende, krævede det at en gnist blev tændt hvilket den gjorde omkring ham. "Det er typisk mor og far.. altid skal de skabe den mest dramatiske entré, altid skal de prale med deres magt," hun himlede med øjnene og kunne ikke undgå at lyde lidt frustreret, for det var deres behov for at demonstrere magt der gik ud over hende... igen! Frustrationen gjorde hende endnu mere varm, og stilheden tydede på at hun var gledet lidt væk i sin egen verden, en verden han bragte hende tilbage fra med sin behagelige, hvisken. "Er du sulten?" spurgte hun lidt bekymret og mærkede hvordan hans hånds vandren ned over hendes side, fik hjertet til at slå hurtigere. De plejede kun at være tæt når sulten prægede ham mest.

[Jared Imaricha]

Jared kendte hende bedre end hendes egne forældre, og et sted var den tanke faktisk skræmmende. Han måtte dog erkende, at det ikke var en tanke som gjorde ham noget. Han kunne lide den. Han havde set en smuk kvinde i den unge og lille pige, som hun havde været engang. Den som havde formået at pisse ham så meget af, at han faktisk havde set bort fra hans hjertes udkårne og de to små børn som hun havde stået med i sine hænder. Det var nu en fortid, og han så frem. Det var noget som han særligt var begyndt med, efter at hun var blevet en del af hans liv. "Du har altid haft nogen, og det er pointen," sagde han blot. Ej ønskede han at ramme de ømme punkter, for han vidste at familie kunne være et ømt punkt. Det var det jo ligeledes for ham.
Faith og Kimeya var kendt for at gøre noget af en entre. Ikke at det var noget som kunne komme bag på nogen. Særligt ikke ham i hvert fald. At hun derimod havde set dem, men ikke rigtigt havde reageret på det, var jo så det, som forundrede ham en anelse. "Jeg troede ærlig talt, du for længst ville være søgt efter dem, hvis du havde set, at de begge havde været der," sagde han ganske sandfærdigt.
Hånden strøg videre over hendes side. Nej.. Umiddelbart var det ikke sulten der plagede ham, men derimod hans instinkter. Det var vel bare typisk ham, at gøre således, når han lå der med en smuk kvinde. Endda en, som han virkelig holdt af. "Det kan jeg desværre ikke undskylde med i aften," svarede han. Burde han stoppe? Tage en smøg og endnu en slurk whisky, og så komme videre derfra? Det var svært at finde ud af, emn for pokker, hvor var han bare.. fristet til at trække den videre alligevel.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var vigtigt for hende ikke længere at blive set som den lille pige hun engang havde været, når hun nu var en voksen kvinde. Deres familiære bånd var blevet brudt, de havde i hvert fald ændret sig efter deres gensyn med hinanden efter alt den tid. Det sitrede stadig i hende når hun tænkte på hvad der var hændt inden for et øjeblik, hvor meget hun havde ønsket og frygtet det på samme tid, og på sit vis stadig frygtede det. "I de år jeg har været her, har jeg ikke haft nogen," påpegede hun og strøg et par fingre hen over hans bryst. Det var ikke for at kaste bebrejdelser efter ham, det var bare en konstatering af at de alle havde glemt hende i den periode.
"Hvorfor skulle jeg? De har ødelagt ikke bare en by, men et helt land, gjort folket her til slaver af Jaqia, og jeg husker ellers hvor meget de forsøgte at kæmpe mod den kvinde, så hendes bizarre tanker ikke gik ud over flere end højest nødvendigt" svarede hun irriteret. Det var ærgerligt at det var hvad der var blevet af hendes forældre. Hans varme hånd efterlod en sitren et sted under de mange klæder som holdte hende varm her i aftenkulden. "Jamen hvis du ikke er sulten..?" man kunne næsten høre spørgsmålet, fornemme hendes tanker. I sidste ende havde hun nok lidt misforstået sensuelle dæmoner i den forstand at hun nærmest bare gik ud fra, at de kun gjorde den slags når deres væsen ligesom sagde at det var trængende, men at de ikke helt ejede lyst til den måde som så mange andre gjorde det. Der tog hun dog grueligt fejl, men uden at vide det.

[Jared Imaricha]

Den lille pige, som hun engang havde været, var der ikke mange spor af mere, og naturligvis var det også hvad der fik Jared til at blive liggende der ved siden af hende. Alle havde de glemt hende. Det var ikke ligefrem nogen stor hemmelighed. Ærligt havde han troet, at hun længst var død, næsten som resten af den store familie. "Tillad mig at rette op på det nu," sagde han sandfærdigt. Han havde jo været der siden han havde fundet hende, i stedet for at søge tilbage til Faith og dæmonerne. Ærligt, så var han faktisk i tvivl om, at hun overhovedet vidste, at han ligesom hende, havde fået en chance til.
Hånden der strøg over hans bryst, fik ham faktisk til at slappe af. Ligeledes fyldte den ham med en varme indvendig, og dette var uden tvivl noget, som han lagde mærke til. Selv de små hentydninger var noget som hans væsen slugte rådt. "Jeg ved ikke hvad der er sket med dem, siden vi alle var i Dvasias," sagde han endeligt. Skulle det bekymre ham, at de lystrede deres dronning? Han var røget af på den, hvad den slags angik. Han kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad der var sket i alle de år, som han havde været.
Den sensuelle dæmon var ikke just sulten, men derfor lå det bare til ham, at.. gøre det her sammen med hende. Hånden stoppede, som hun fortsatte med at kommentere det. Hans blik hvilede direkte på hende. Et kækt glimt meldte sig dog. Han kunne jo bare lide at ligge der sammen med hende. Det føles fantastisk at ligge der sammen med hende. "Ønsker du at jeg skal stoppe?" spurgte han denne gang direkte. Han ville jo gerne give hende det.. Det krævede dog blot, at hun lod ham gøre det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Bevidst undlod Cecilaya at tænke på hvordan hele hendes familie havde glemt hende. Hun ville hellere tænke på at Jared var der og han lod til at være der for at blive. Hendes forældre gav hun ikke længere meget for, de havde ødelagt det hele, hvilket de desværre havde en irriterende tildens til! "Du får lov til at rette op på det for resten af vores dage," lovede hun lidt bestemt. Han fik ikke lov til at glemme hende igen, det var sikkert!
Aftenvinden hviskede i teltets sårbare vægge. Lyden i sig selv, var nok til at få hende til at krybe endnu mere ind til hans krop i søgen efter varme og tryghed. "Jeg ved heller ikke hvad der er hændt dem, men det er ikke godt. Slaver for Mørkets Dronning.. det ligner min mor ligeså lidt at slavebinde sig, som det ligner min far at slå koldblodigt ihjel for en trone," sagde huh og lod fingerne danse fraværende hen over hans overkrop i sin bitterhed.
Ikke et øjeblik spekulerede hun over hvor vidt hun sendte de forkerte signaler, det hele var blevet lidt underligt mellem dem. "N-nej men... de høre os," hviskede hun lidt bekymret, samtidig med at hun var frygtelig fokuseret på hvor hans hånd var. Før han var kommet havde hun frygtet og afskyet alt intimitet, men det var anderledes med ham. Cedric havde fortalt hende at det ville blive behageligt når det var med den rette, men lige i dette tilfælde var Cecilaya ikke helt sikker på at hun ønskede at tro på den teori.

[Jared Imaricha]

Jared havde gjort den fejl at 'glemme' Cecilaya lidt. Men var det underligt, når han frem til nu, havde troet, at hun var død? Desuden var han kommet for at blive, da han ikke havde nogen intentioner om at søge tilbage til Dvasias. Selvom han faktisk ville have et hus og en ordentlig seng, samt en lun og god dyne der, hvor han til forveksling her, havde en feltseng, et laset tæppe og intet andet end et telt at sove i, så var det ikke just varmt eller trygt - foruden når hun lå der. "Er det en gave eller en forbandelse?" spurgte han lettere kækt.
Uanset hvad Cedric havde fortalt hende, var det ikke noget som Jared var vis om. Det eneste som han vidste, var at det kun havde været godt, at de to havde haft hinanden til sidst. Et let smil passerede hans læber, hvorefter han let trykkede hende ind mod sig. Lige hvad angik hendes forældre, var han lige så lost, som det hun selv måtte være. "Jeg skal ikke kunne sige, hvad der er hændt dem. Det eneste, jeg kan sige smukke, er at du nok for nu, er bedre tjent uden.. Hold dig på den sti, som du nu har fundet," sagde han roligt og med et skævt smil på læben. Han trykkede hende tæt ind mod sin egen krop. Selv for ham, var det godt og trygt at ligge der med hende.
Ved endes ord, måtte smilet dog alligevel brede sig på de tynde læber. De andre kunne høre dem? "Gør det nogen forskel, om det er min sult eller ikke? Jeg er nu temmelig sikker på, at hele lejren har hørt os mere end en gang," pointerede han med en vis stolthed. I hans verden, var det ikke nogen skam. Tvært imod. Han havde ikke noget imod, at lade hele verden høre dem.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var ikke noget luksuriøst over denne lejer. Alt de havde var slidt, gammelt eller stjålent. Pladsen var trang og maden var knap, særligt på disse kolde kanter, så langt de fleste havde nok fortrukket Appolyon. Cecilaya var lykkelig for at Jared ikke lod sig lokke af de goder som han havde haft tilbage i Dvasias. Hans kække tone, fik hende til at himle lidt med øjnene. "Se det som en heldig straf," bad hun og smilede lidt for sig selv i mørket.
Det var lang tid siden nogen mand havde fået hende til at føle sig så godt tilpas, Cedric havde været den sidste og hans minde levede videre, men før eller siden skulle også hendes liv nå nye højder frem for at gå i stå. "Som det står nu kan jeg ikke bruge dem til noget, og jeg orker heller ikke at se på deres skuffede ansigter. De kan rende og hoppe.. jeg har jo dig," tilføjede hun og så op på ham, hvilket kunne være lidt svært at se i mørket. Hendes hånd fandt hvile et sted på hans bryst mens en rødmen sneg sig op i hendes kinder. Pludselig følte Cecilaya sig ret varm, det var begær, hun genkende følelsen, men var bare ikke helt sikker på hvor vidt hun bød den velkommen eller ej.
Teltenes tynde vægge isolerede ikke ligefrem lydende, og hun brød sig ikke helt om tanken om at andre kunne høre dem, men det gjorde hende alligevel lidt glad at han lod til at bærer den stolthed omkring hende. "Nej jeg.. plejer jo bare at hjælpe dig når trangen ikke er der.. ikke bare fordi at vi.. har lyst," sagde hun og følte det lidt underligt i munden, hvilket fik hende til at rynke lidt undrende på panden.

[Jared Imaricha]

Selvom der intet luksuriøst var over denne lejr, så var Jared allerede langt mere komfortabel ved at være her, end hvad han ville have været så mange andre steder. Her var noget velkendt, og noget som han kunne lide at være sammen med, og det var derfor han tog det som han nu gjorde. "Jeg skal nok forsøge at være optimistisk," sagde han med et stille smil på læben.
Cedric var borte, også selvom han uden tvivl var en savnet ung mand. Nu havde de hinanden, som hun selv sagde. Ganske vidst havde han ligeledes to børn, som han burde opsøge, men endnu ikke havde gjort. Hvilken irriterende tilværelse faktisk. "Jeg tvivler stærkt på, at de vil blive skuffet over, hvad du har formået at opnå og præstere med de midler som du nu har haft," fortalte han sandfærdigt. Selvom det måske ikke just var den standard som man fandt i Appolyon eller i Marvalo Mansion, trives selv han herude. Særligt med hende ved siden af sig.
Jared var stolt af hvad han gjorde med Cecilaya. At hele lejren vidste det, var han i forvejen klar over, da ingen af dem rigtigt havde været stille. Sammen med hende, tænkte han ikke på den fortid som han vidste, at han uanset ikke kunne få igen. Han lagde hånden over hendes, som han strøg ganske let. "Gør det virkelig nogen forskel?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Hovedet lod han søge let på sned.. Dernæst valgte han at sammenflette deres fingre. "Lyst er ikke en skam.. det er menneskeligt," afsluttede han.