What should we do..?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Somme tider måtte selv Cecilaya indrømme at hun savnede de muligheder hun havde haft i Dvasias. Savnede at sidde foran en varm pejs, med tag over hovedet, mad der altid stod klar på det samme tidspunkt, og smukke klæder, der var en kvinde som hende værdi. På stående fod gik hun rundt i noget, der mest af alt mindede om en stor bunke pjalter efterhånden. "Lad det nu ikke være for hårdt ved dig," drillede hun tilbage. Deres forhold havde aldrig været sådan her, faktisk havde de i ret høj grad været gode til at bide hovederne af hinanden, men lige den del synes glemt nu hvor de havde haft en pause på en lang årrække.
"Min mor vil ikke være tilfreds med at jeg ikke leder dæmonerne og heller ikke var i stand til det dengang, og min far vil skamme sig over at se sin datter som en del af noget han mener er pøblen, så jo.. jeg formår at de vil være skuffet, og det er fint. At være datter af Faith og Kimeya, kommer desværre bare med et hav af forventninger," påpeged ehun uden at virke særlig påvirket af det.
Det var jo bare faktum at det var sådan tingene nu engang forholdt sig.
Hendes fingre gled ind mellem hans, som han sammenflettede deres fingre. Hun skammede sig ikke direkte over deres aktiviteter, men det var en intim ting, og det var stadig lidt svært for hende at dele med mere eller mindre, hele lejren.
"Jeg skammer mig heller ikke over min lyst, eller over dig.. det er bare de to ting sammen, det er et nyt lys jeg ser dig i, hvilket i den grad kræver tilvænning," indrømmede hun og lod tomlen følge hans hånd struktur i et blidt strøg.

[Jared Imaricha]

Varme klæder og tag over hovedet, samt folk der gjorde alt det daglige for en, hvor man bare skulle tage sig af de småting. Ganske vidst havde han skulle tage sig af hende dengang, hvilket havde været en mundfuld nok i sig selv, sammen med alt det andet, som han havde haft at slås med ved siden af. "Jeg er bange for, at det allerede er for sent," endte han med et kækt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være.
Forventninger var der mange af, når det kom til slægten som hun var en del af. Jaceluck og Marvalo var store og kendte navne, og her sad hun. Han rystede let på hovedet. Han gik faktisk ikke ud fra, at hverken Faith eller Kimeya havde opdaget, at hun havde været der. "Din moder fremstår igen som leder. Skal jeg være ærlig, tvivler jeg på, at de overhovedet har lagt mærke til dig," sagde han blot. Kimeya ville nok være den, der ville være mest skuffet over dette, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre særlig meget ved det af den grund. Ikke nu i hvert fald. "Og du som forekommer mig så ligeglad. Du har fundet din egen vej at gå. Det er noget at være stolt af." afsluttede han sandfærdigt, kun med et let bekræftende nik.
Det hele var svært, hvilket Jared allerede i forvejen, var kendt med. Han sammenflettede let deres fingre. Ikke skammede han sig, og aldrig havde han gjort det. Han lod hende stryge ham over hånden. Der var ingen rund til skam. Overhovedet ikke faktisk. "Du er en smuk ung kvinde, Cecilaya.. Du vænner dig hurtigt til det. Det tog mig en aften. Du ved.. Jeg har været heldig, og det samme har du," sagde han med et smil. Han trykkede hende en anelse mere ind mod sig. Han fandt det virkelig behageligt at ligge her med hende. Han kunne ikke se problemet i det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det havde nok været en mere eller mindre umulig opgave man havde sat ham på i sin tid, da han var blevet bedt om at tage sig af hende. Hun havde altid gået sine egne veje, og været utrolig stædig, hvilket lå til familien, men på den anden side, kunne man bare heller ikke rigtigt bebrejde ham for at have givet op til sidst. "Du er så flabet," kommenterede hun med et lille grin, og fjernede nogle af de flammerøde lokker så de ikke generede. Man kunne sige meget, men han fik hende altid til at føle sig godt tilpas, frembragte altid et smil på læberne.
"Kimeya genkendte mig.. næppe som sin datter, men han vidste i det mindste at han havde set mig før," dette havde hun bemærket, men det havde ikke givet hende det mindste lyst til at opsøge ham yderligere, for han af alle, var nok den mest skuffede. Cecilaya rettede blikket mod ham igen, betragtede hans ansigt, de stærke strukturer og det alvorlige blik der alligevel var præget af hans kækhed og selvtillid. "Jeg er er stolt, uanset hvad de tænker om mig. Hvad der ville gøre mig mindre stolt, var hvis oprørene begyndte at sætte mistillid til mig," sagde hun ærligt og sukkede lidt vemodigt i frygten for at det allerede var ved at ske. "Du har ret.. jeg har været heldig, så jeg må hellere se at vænne mig til det," konstaterede hun med et lille smil. Hendes hånd slap hans, for i stedet at søge op under tæppet og stryge hans kind, med et mildt strøg, før hun ret tøvende, strakte sig og plantede et forsigtigt kys på hans læber.

[Jared Imaricha]

Jared blev liggende igen med et tilfredst smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligfrem lade være, og særligt ikke, når det forløb sig på denne her måde. Han rystede let på hovedet og lagde sig endnu en gang godt til rette. Stædigheden som han brændt inde med, var ligeledes noget, som gik godt igen med resten af familien. Det havde naturligvis også sine fordele.
"Jeg tror det er første gang, jeg for alvor hører dig kalde dem andet end deres forældretitler," sagde Jared med en sandfærdig stemme. Han var ikke i tvivl om, at det nok var sandt, at Kimeya var den som ville mærke skuffelsen mest og tydeligst. Derfor respekterede han hende stadig for, at følge sine egne veje. "De vil hurtigt lærer, at man ikke vender ryggen til en Marvalo Jaceluck, smukke. Jeg er nu temmelig sikker på, at vi kan få dem vendt igen," sagde han sandfærdigt. Han havde ikke nogen planer om at tage herfra. Slet ikke faktisk.
Som hun vendte sig mod ham, fik ham til at vende blikket ned mod hende i stedet for. Hun var heldig.. Sådan følte han det nemlig også. Læberne lod han møde hendes, som hun valgte at kysse ham. Han gengældte det, selv uden at tøve. Det føles godt at gøre det med hende. Det var igen noget som fik ham til at tænke på andet end hvad han havde mistet, og bragte ham op, hvor han tænkte på nuet. Dt føles befriende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det hvislede i teltet. Vinden var hård her til aften, og det var blæst mere op. Normalvis gav det anledning til et hav af bekymringer fordi hun stod med eneansvaret for så mange mennesker i form af oprørene, men nu hvor der også var en til at passe på hende, så virkede det nærmest bare lidt hyggeligt. "De har ikke været mine forældre i mange år. Det er en titel man skal gøre sig fortjent til trods alt," hun var ikke yderligere berørt af det. Jovist var det a trist ikke at have en familie, men oprørene havde overtaget den plads for hende, der følte hun sig godt tilpas, så var blod bare ikke så vigtigt.
Hendes hånd gled ned over hans kind, lod sig pirre af hans ru skægstubbe i håndfladen, indtil den gled videre ned over hans hals og tilbage over hans faste bryst. Hver gang hun nåede dertil, mærkede hun sit hjerte springe et slag over. "Den tid den sorg. De glemmer bare at jeg har det bedste fra to verdner. De styrker som de ikke kan få til at spille sammen, dem har jeg... minus alt bøvlet, skænderierne, konflikterne og de sommetidige forsøg på at slå hinanden ihjel," tilføjede hun med et lille skuldertræk. Ak ja, hendes forældre havde aldrig været blandt de nemmeste, men hvad kunne man da gøre ved det?
Tankerne druknede hun mod hans læber, og følte sig brændende varm.. hendes krop blev ligeså varmere hvilket var lidt afslørende. Hun forsøgte virkelig at føle afsky eller væmmelse, men det eneste hun egentlig mærkede var velbehag og varme.

[Jared Imaricha]

Naturligvis ønskede Jared at passe på hende. For ham, var det underligt, at sidde igen med tanker og følelser på denne her måde. Faktisk måtte han finde det behageligt. Han lod hovedet søge på sned. Sådan som hun beskrev tingene på, kunne han jo kun være enig. De havde jo ikke direkte været der. "Du er en hård kvinde at forhandle med, kære Cecilaya," sagde han med et stille smil på læben.
Hendes blide hånds vandren over hans krop, satte en voldsom sitren i hans sind. Det føles virkelig godt! Let måtte hans øjne glide i, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hertil åbnede han langsomt øjnene igen. "Du har alt det bedste, som de har kunne give dig, og mere til, Cecilaya. Selv kan du kun være stolt af, hvad du har opnået med de muligheder som du har haft," sagde han med en sandfærdig stemme. Han mente det dog. Ud fra, hvad hun havde haft med i rygsækken, så var selv han imponeret. Kysset som hun havde skænket ham, kunne han ikke få sig selv til at bryde. Det føles godt, når selv hun tog initiativ til den slags. Let trykkede han hende ind mod sig, hvor han nærmest førte hende op over sig. Varmen bredte sig for alvor, men det var behageligt. Nu føles det slet ikke så mørkt, koldt og ensomt længere. Han brød kysset ganske let.. Det kække smil bredte sig tydeligt på hans læber. Han var kun gået hen og blevet vant til dette. Lidt for vant til det. "Du er en smuk og fantastisk kvinde, Cecilaya.. Du har endnu alverdens muligheder derude," sagde han endeligt. Oprørerne skulle tidsnok lære, at hun ville være det rette valg for dem som leder. Hun gjorde alt præcist som hun skulle og lige efter bogen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det virkede urealistisk at Jared skulle nærer følelser for hende, så for nu valgte Cecilaya bevidst at se på det ud fra hvad hun vidste, nemlig at de hyggede sig engang i mellem og at han var der for hende. "Man skal ikke falde for de nemme løsninger," svarede hun med et lille smil. Ja hun var en retfærdig kvinde, og det gjorde at hun ikke fandt sig i hvad som helst.
Det var stadig ikke helt gået op for hende hvad hun kunne gøre med sine kærtegn, men en begyndelse var jo at det var blevet en vanesag og at hun følte sig tryg ved det, velvidende om at han nok udnyttede hende lidt. Han var aldrig rigtig kommet sig over Ela af hvad hun vidste. "Deres mening om mig røre mig ikke. Min egen stolthed er vel i live, den ville først dø hvis jeg mistede mit liv her," sagde hun ærligt. Det var selvfølgelig bare billedligt talt, aldrig ville hun give op på livet, Cedric havde vist hende værdien af dette og en ville hun ikke spilde.
Det sitrede af spænding og varme da han trak hende over sig, så dynen gled halvt om halvt af dem. Cecilays skælvede og trak sig for at se ned på ham. Hendes flammerøde lokker skjulte dem i mørket, afgrænsede dem var den øvrige virkelighed. "Verden skal bare se det samme," påpegede hun med hænderne hvilende på hans bryst.

[Jared Imaricha]

Jared havde aldrig troet, at han skulle komme over tabet af Elanya, selvom.. det nu var ved at ske alligevel? Han tænkte slet ikke på hende, når han var sammen med Cecilaya på denne her måde, og det føles uden tvivl befriende selv for ham. De usynlige lænker synes næsten at have sluppet sit kraftige tag om ham. "Du har så ret," sagde han endeligt. Uanset hvad de ville sige, og tænke for den sags skyld, havde hun skabt sin egen identitet, ud fra hvad hun havde erfaret i sit liv.
Alt for mange ting kunne Cecilaya gøre ved de små og blide kærtegn, som hun skænkede ham. Det var en form for ro, som han slet ikke kunne huske, at han havde oplevet siden hans tid med Elanya, som i forvejen havde været forvirrende og turmult. Han trak kort på den ene mundvig. "Begge er de kendt for at være temmelig blinde for hvad der er omkring dem, andet end det mål som de har sat sig. Sådan har det været siden både du og Cedric var helt små," sagde han med et kort træk på skuldrene. Stoltheden og stædigheden som hun havde fra dem, var også med til at holde gang i det hele her, og det var naturligvis også noget, som man skulle huske at tage med sig.
Bevidst sikrede Jared sig, at hun blev liggende ovenpå ham. Han havde brug for at mærke hende. Det handlede udelukkende om at gribe mulighederne når man havde dem. Efter han havde haft døden så tæt ind på livet, så var det noget, som selv han, var begyndt med, mest også for sin egen skyld. "Det gør den. Det handler bare om at gribe mulighederne," sagde han med en rolig stemme. Hånden hævede han og strøg over hendes kind. Der lå muligheder lige for øjnene af hende.. Det spørges bare, om det var en af slagsen, som hun ville tage til sig?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var slet ikke en tanke at hun på noget tidspunkt ville kunne give ham det samme som hans afdøde kæreste havde kunnet - hendes bedstemor. Cecilaya ville gerne tænke det som at de hjalp hinanden, hun med hans sult og han med hendes lederegenskaber, også selvom der for hendes del nok allerede lå lidt mere i det. Her lå de og hun følte næsten allerede at det var blevet en naturlig ting om aftenen. "Naturligvis," sagde hun med et lille grin. Klokken var mange, lejren var henlagt i fuldkommen ro, hvilket gjorde hende lidt mere rolig, fordi hun vidste at de var alene. Ingen skjulte ører.
"Og med garanti også før vi overhovedet kom til. Blinde har de to altid været," påpegede hun sigende. "Men nok om dem. Jeg vil hellere snakke om dig," hun lagde hovedet lidt på sned og hvilede en hånd mod hans bryst mens den anden støttede lidt i sengen også selvom hun selvfølgelig ikke var den tungeste.
Det lod ikke til at genere ham at hun å der, så Cecilaya blev liggende og nød lidt at føle hans hjerte banke mod hendes krop. "Og hvilke muligheder snakker vi nu om?" spurgte hun og lod et lille smil finde vej over hendes læber. Det her var dumt og naivt og så mange andre tng, men det var samtidig fristende og somme tider måtte man jo bare leve i nuet og tage de medfølgende problemer efterfølgende. Langsomt trak hun sig lidt ned mod ham igen og fangede hans læber i et yderst blidt kys hvor deres læber knap kom i berøring. Det her skulle hun virkelig passe på med ikke at vænne sig for meget til, men nemt var det virkelig ikke!

[Jared Imaricha]

Cecilaya fik ham til at glemme Elanya, og alt det som ellers havde plaget ham igennem den sidste tid. Hvert et kærtegn havde nærmest en healende effekt på ham, og gud hvor han fandt det behageligt. Det var lige netop den her slags, som han havde brug for. For nu, var det ikke Faith og Kimeya som han ønskede at tænke på. De var langt væk, og kunne få lov til at slås med deres egne problemer. Særligt Jaceluck-problemenerne med lederposten, var han færdig med! "Lad det nu ikke stige dig til hovedet," pointerede han med et stille smil på læben.
At ligge der med Cecilaya, var ikke noget, som gjorde Jared det mindste, da det var en fornemmelse, som han faktisk rigtig godt kunne lide. Når alt endelig kom til alt, kunne han jo ikke lade være med at nyde det.. hendes kys og hendes kærtegn. Alt sammen, var det noget, som satte en gldæe og en form for ro i ham. "Du vil hellere snakke om mig, end dine egne rødder? Der er ikke rigtigt noget at berette om, du skønne," sagde han sandfærdigt.
Igen vendte han blikket mod hende, kun lige for at blive mødt af hendes læber.. Ganske kort faktisk. "De muligheder som er lige for øjnene af os begge," sagde han stilfærdigt. Hovedet lod han let søge på sned, og med et ganske let træk på smilebåndet. Han lænede sig kun frem, for at skænke hende et dybere kys end hvad han havde gjort hidtil. "Du vækker det i mig," hviskede han hæst.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya ville ikke rigtigt spekulere mere over deres forhold. Han var der så hun ikke var alene, og de havde det godt sammen hvilket var det vigtigste for hende. Det andet ville bare skabe håbløse forhåbninger der ville knuse hendes skrøbelige væsen når han forlod hende, døde eller fandt en anden, for sådan ville det ende. "Lad mig i det mindste lige leve højt på den et øjeblik," bad hun med et lille grin. Gåsehuden bredte sig på hendes arme, på grund af kulden, så hun drejede sig lidt og greb fat om tæppet, for at kaste det over dem begge igen, stadig uden at glide væk fra ham.
Hendes hånd lagde sig mod hans kind, og strøg den med en varm tommel, uden hun fjernede sit blik fra hans. "Jeg har ikke set dig i flere hundrede år, noget må der være," svarede hun lidt stædigt. Hendes rødder var ikke meget værd at snakke om i disse tider, så var det langt mere interessant at lære ham bedre at kende, han var jo nærmest en fremmede for hende.
Cecilaya trak sig millimeter fra hans læber og så ned på dem med en underlig længsel. Det var så mange år siden hun havde haft lyst til at kysse nogen mand, uanset hvor velstående de havde været. "Er det overhovedet en mulighed?" spurgte hun og rynkede lidt usikkert på panden. Snakkede de overhovedet om det samme? Hvad vækkede hun i ham? "Jared... lever vi ikke lidt en drømmeverden lige nu?" spurgte hun en kende bekymret. Var det reelt en mulighed på sigt, eller var det bare noget de begge trøstede sig med lige nu?

[Jared Imaricha]

Jared var ikke alene, og ej heller var Cecilaya, hvilket skam også var det, som betød mest for ham lige nu. Det var det, som gav ham en form ro og tryghed. Selv det, var noget som en mand som ham, havde brug for at mærke sig af. "Du lever allerede en kende for højt på den," pointerede han med en ganske stilfærdig stemme. Ej var det fordi, at det var en tanke, som gjorde ham noget. Han kunne jo lide det. Særligt fordi at han vidste, at han var en af grundene til, at hun kunne holde sig ovenvande.
Hovedet od han let søge mod Cecilayas hånd, som et tegn på at han godkendte og accepterede hendes kærtegn. At hun berørte hans kind, fik ham til at slappe af. Et næsten saligt suk brød hans læber. Han elskede det jo, og uden tvivl også en kende for meget. "Jeg kan ikke påstå, at der er meget at prale af, hvad angår mit liv," sagde han endeligt, som han igen lod hovedet søge på sned. Han ønskede ikke at snakke om sit eget liv. Det havde været præget af mørke, fortvivlelse og uro. Det var ikke ligefrem med en stolthed i krop og sind, at han havde været igennem det.
Dynen lod han sig pakke ind i, selvom han holdt hende over sig. Han ville have hende der. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse igen. En drømmeverden? Ville hun da påstå at det var en drømmeverden? "Jeg vil nu påstå, at det er den virkelige verden vi befinder os i.. Hvorfor?" spurgte han endeligt, som han lod hænderne glide til hvile omkring hendes slanke talje. Hun vækkede jo det hele i ham. Han kunne ærlig talt bare ikke se det store problem. Lige foruden det faktum, at han til nu, havde været sammen med hendes bedstemor.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Alle havde brug for at have nogen, Jared var blevet hendes "nogen". Desværre var hun allerede begyndt at vænne sig til hans tilstedeværelse hvilket var farligt eftersom han formentlig ville rejse tilbage til Appolyon en dag for at fortsætte sin tjeneste til hendes mor. Den tid, den sorg. "Er du skræmt af en selvsikker kvinde, Mr. Imaricha?" spurgte hun drillende og strøg sin næsetip hen over hans. Hvorfor opførte de sig sådan her? Hvis nogen så dem, så ville de allerede udadtil ligne et par.
Sammen med han hoved, gled hendes eget på sned og studerede hendes egen tommel stryge ham hen over hans kind, let pirret af hans skægstubbe. Han var en rigtig mand, det var lidt skræmmende, nyt, spændende men stadig skræmmende. "Hvad har du lavet i alt den tid?" spurgte hun med et lidt stædigt blik. Nu havde hun jo bestemt at de skulle snakke om ham, og så skulle det nok komme til at ske!
Tæppet varmede lidt, men ikke halvt så meget som hans krop. Det føltes godt når han trak vejret og dermed blev trykket lidt tættere ind mod hende, hun måtte passe på med ikke at blive for vant til det. "I flere århundrede, ser vi ikke hinanden, og efter bare en aften så ligger vi sådan her, kærtegner hinanden, indbyder til intimitet trods jeg i sin tid var dit barnebarn, og du var sammen med min bedstemor," påpegede hun med et dybt suk. Det gav jo ingen mening, at de første møde havde været sammen i skoven, og nu opførte sig som om de var dybt forelskede.

[Jared Imaricha]

Jared himlede let med øjnene. "Der skal langt mere til for at skræmme mig," sagde han sandfærdigt, hvor han samtidig måtte skyde brystet en anelse frem. Han selv ønskede at være der for hende.. sammen med hende, og særligt nu, hvor han heller ikke havde nogen intentioner om, at skulle søge tilbage til Appolyon. Hvad skulle han da lave der? Hvis det var der, han ville søge til, så havde han da nok allerede gjort det. Han var dog lige hvor han ville være.
Hovedet hvilede mod hendes hånd. Jared nød virkelig godt af hendes kærtegn. Hans øjne gled kort i, hvor han tog sig i at nyde det. Måske en kende for meget. "Vandret i min egen forvirring over, hvor jeg hørte til. Jeg selv, var væk i mange år.. Aner end ikke hvad mine egne børn foretager sig," sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket mod hende. Han gik vel næsten ud fra, at intet nyt var godt nyt? Evan havde nok et godt tag i Athena, så der nok ikke var noget at være bange for, på den front. Zacharias derimod.. var en anden sag.
Jo mere Cecilaya sagde, des mere føles det hele forkert. Svagt bed han tænderne sammen. Når hun sagde det på den måde, så lød det jo forkert. Han vendte blikket let ned af hende. "Når du siger det på den måde, lyder det hele jo forkert. Blodsbeslægtet er vi ikke.. Elanya var mig en fantastisk kvinde, som jeg i sin tid har mistet.. Du hjælper mig videre," sagde han ærligt. For ham, var det sandhed. Han kom videre, når han var sammen med hende. Han havde brug for hende. "Jeg kommer videre, når jeg har dig," sagde han denne gang direkte.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya kunne mærke hvordan han skød brystet frem under hende, så hun kunne mærke hvordan deres kroppe kom tættere for et lille øjeblik. "Er du sikker på det?" spurgte hun og lod blikket kort falde på hans læber, med overvejelsen om hvor vidt hun skulle smage på ham igen. Det var så fristende også selvom hun hele tiden sagde til sig selv, at det ville blive det sidste. Hun kunne se hvor meget han nød hendes kærtegn, det var undskyldning nok til at få hende til at fortsætte sine strøg. "Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke ved noget om hvad der er hændt dem," hun fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen og kastede et blik mod teltets åbning. Stoffet blafrede i vinden. Det var både lidt hyggeligt og lidt intenst at holde sig varm mod hans krop, på en af disse kolde og lid stormfulde aftener.
"Det er forkert.. det burde føles forkert, men det gør det ikke. Jeg prøver ihærdigt at væmmes ved tanken, men det eneste jeg kan tænke på er at kysse dig.. bare en gang til, så du er nødt til at fortælle mig om jeg lever i en drømmeverden," hviskede hun og fjernede sin hånd fra hans kind, for i stedet at lægge den på hans bryst. "Og hvad så når du er kommet videre?" spurgte hun videre og smilede lidt for sig selv så det ikke skulle lyde som en halvvejs anklage for et eller andet.
Selv når han var videre og alt det her var godt, så ville hun stadig elske at putte ind til ham på stormfulde aftener, kærtegne ham i det skjulte og nyde den nervøsitet han altid fik plantet i hende, i frygt for ikke at kunne tilfredsstille ham.