I'm here.. Let it begin!

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige kom Jarniqa mere eller mindre fra ingenting. Hun havde nemlig aldrig ejet mere end det, som hun bar rundt på. Derfor var al dette utroligt overvældende for hende. Især da han sagde, at alt hvad hun kunne se, ville blive hendes. Ville hun virkelig være i stand til at bestyre så meget? Kunne Theodores træning virkelig gøre således, at hun ville blive i stand til at kapere al dette? Selv håbede hun det, da hun ikke ønskede at fejle. Hun ønskede, at Theodore ville blive stolt af hende, og at folket ville blive tilfredse med hende. ”At sige til en person, der aldrig har fået noget i sit liv, at vedkommende pludselig har alt, hvad der omgiver en.. Det er skræmmende,” sagde hun ærligt. Ej skulle det forstås som, at hun var bange for opgaven, for det var hun ikke. Hun ønskede nærmere, at han forstod, at hun aldrig havde været udsat for noget lignende før. Blikket lod hun hvile på ham, som han smertefuldt søgte tilbage i tronen. Den trone, som skulle blive hendes. Intet havde hun imod, at han sad i den nu, som hun endnu ikke følte noget tilhørsforhold til den. Derfor følte hun endnu ikke, at den var hendes. Kort så hun over mod vinduet, som han ønskede, at hun fortalte ham, hvad hun skulle lære. Overvældet måtte hun selv helt blive af den handling, da det resulterede i, at hun kunne se ud over hele Ityrial. Hurtigt vendte hun blikket tilbage mod ham. Hvad hun ønskede at lære? Selv følte hun jo, at hun var god som hun var.. ”Start med at fortælle mig, hvilke pligter jeg skal besidde, og hvordan mit samarbejde med Dvasias vil blive,” endte hun med at bede ham om i en sikker tone. Det var vel bedre, at man først forstod, hvad man skulle, inden man fandt detaljerne til det? Selv vidste hun jo intet om at være kongelig eller adelig, skønt hun i princippet var det.

[Theodore Jarvis Acheron]

For mange var det måske overvældende, men det var bestemt ikke den effekt, som dette måtte have på Theodore. Hvis der var noget, som han i forvejen var klar over, så var det, at dette arbejde og dette ansvar, var noget, som hun ville være i stand til at leve op til. Han havde i hvert fald troen på det. Hun havde det i blodet, eftersom begge hendes forældre, kom af afstamning, hvor ansvar og hårdt arbejde, var en naturlig del af det. "Du kan lige så godt vænne dig til det," sagde han kort for hovedet, inden han langsomt gled ned og satte sig i tronen. Den var endnu ikke hendes at tage plads i, og derfor fandt han det rigtigt, at gøre dette selv. Han havde uden tvivl ondt. Forhåbentlig var dette noget, som ville gå over igen. Hånden lod han let støde af mod brystet, mens hans blik derimod hvilede fast og intenst på hendes skikkelse. Hun var forvirret og rundt på gulvet. Næsten en tanke, som han rent faktisk måtte finde morende.
Der var endnu meget for hende, at lære, også selvom man nok ikke skulle tro det. Ung var hun jo trods alt endnu, og havde endnu rigtig meget at lære. Han trak vejret dybt. "Jaqia forventer et tæt samarbejde. Landet her får en egen selvstændighed. Du får dog ej muligheden for at kalde dig for dronning, men derimod regent. Landet vil ligeledes få eget lovværk og regelsæt. Dette kan du sætte din underskrift på, for at gøre det gyldigt. I forvejen er landet afhængig af, hvad der sker i Dvasias, såvel som Procias. Det hun ønsker, er at du er talsrør for hende i landet her, og gør det til dit eget. I en anden forstand, end hvad Zean og Macaria gjorde," fortalte han sandfærdigt. Selv var det i hans øjne, en ganske udmærket aftale, som ville komme rigtig mange parter til gode.

[Jarniqa Dynithril]

Læberne fugtede Jarniqa, som hun tænksomt lyttede til hans ord. Hun ville ej blive dronning, men regent. Landet ville blive selvstændigt, men ville også være afhængigt af Dvasias og Procias. Hvad Procias havde med sagen at gøre, vidste hun dog ikke. Procias tilhørte trods alt ikke Dvasias, som dette land var endt med at gøre. ”Så min opgave vil være at finde på love? ..Er det bare det?” endte hun med at spørge, som hun var nødt til at få det skåret ud i pap, hvis hun præcist skulle vide, hvad hendes rolle var. Hun kendte trods alt intet til dette, hvor en regenttitel også var en atypisk stilling. Normen havde trods alt været en konge eller en dronning. ”Hvis jeg skal skrive under på noget, må du dog også lære mig at skrive.. og læse, hvis jeg skal læse ting igennem,” tilføjede hun, som hun hverken var i stand til at læse og skrive. Hun havde trods alt ikke haft den samme fine opvækst som ham. Hendes værge havde nemlig ej været i stand til at læse eller skrive selv, og ej havde han haft pengene til at sende hende i skole. Derfor var det blot således.. ”Hvad vil landets navn være? Vil det fortsætte med at skulle hedde Vavilon, eller vil det få sit gamle navn tilbage?” Det havde trods alt være Macaria og Zeans opfindelse at ændre navnet. Derfor kunne hun forestille sig, at det var en torn i øjet på mange. Manjanerne ville højst sandsynligt føle, at de havde fået frarøvet deres identitet. Det følte hun i hvert fald. Jaqia ville højst sandsynligt blive mindet om sin tidligere samarbejdspartners stunt, og ville derfor blive irriteret. Hendes blik hvilede på ham, som spørgsmålene syntes at vælde ind over hende. ”Vil der forresten være en officiel ceremoni med al dette, så folket ved, hvad der foregår, og hvad der vil komme til at foregå? Selv tror jeg i hvert fald, at det vil være en god ide, at de ved, at de nu kan ånde lettet op,” indskød hun roligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vendte blikket roligt mod hende. Nu hvor det ikke gjorde nær så ondt, så kunne han samtidig også godt fokusere på det, som han burde fokusere på - nemlig hende. Han forstod godt, at det var overvældende, og særligt, hvis hun i forvejen, ikke var kendt med hvad det ville sige, at have så stort et ansvar. "Det er trods alt bare en lille del af arbejdet, Jarniqa. Der ligger langt mere i det, end bare at finde på regler og love," fortalte han sandfærdigt.
Procias var indirekte med over dette, udelukkende på grund af alliancen, som der var skabt mellem Dvasias og Procias. Desuden var den handel uden tvivl med til at styrke dem alle sammen, og dette ville også komme landet her til gode. Som hun spurgte ham til råds, måtte hans blik igen søge hendes. Han kendte sin ordre, og det var meningen, at han skulle hjælpe hende ordentlig ind i det, og det var uden tvivl også dette, som han havde tænkt sig at gøre. "Hvad synes du?" spurgte han direkte. Det kunne godt være, at det var ham, der sad med magten i øjeblikket, men denne skulle gives til hende, når hun var klar. Hvorvidt om landet skulle beholde sit nye navn, et nyt eller have sit gamle i retur, var faktisk hendes beslutning. "Om end, så hjælper jeg dig gerne med skriftens kunst," tilføjede han. Tungen strøg han kort over sine læber. Ønskede hun en ceremoni, så ville der komme en ceremoni. Nu var det da bare på tide, at hun selv lærte at det var hendes beslutninger, og ej hans. Han var hendes talsmand til hun var klar. "Ønsker du en ceremoni, så kommer der en ceremoni. Ej behøver du at spørge.. Du kan kræve det," afsluttede han.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa tog en indånding. ”Fortæl, hvad det mere omhandler, hvis reglerne og lovene kun er en lille del af det? Fortæl mig, hvad der er forventet af mig,” bad hun ham, som hun selv var på bar bund. Hun vidste blot, at hvert et land havde en konge eller en dronning, og at de holdt til på landets slot, og at de i så fald tog imod audienser. Hun havde for eksempel selv søgt en audiens før, som hun havde været til audiens hos kongen af Procias. Dog kunne hun ikke just sige, at hun havde nogen gode erfaringer med dette, som den ene oplevelse havde været elendig. Hånden kørte hun igennem det lange ravnsorte hår. Om landet skulle hedde Manjarno elle Vavilon? Var det mon hendes første regentbeslutning? ”Manjarno,” sagde hun direkte, som der ingen tøven var at spore i hendes stemme. ”Vi er manjanere. Vi er ikke noget, som en tøjte forsøgte at gøre os til.” Med tøjte, mente hun helt bestemt Macaria. Selv ønskede hun også at slette alle spor fra Macaria og Zean. De havde nemlig ikke budt landet noget godt. Ej heller ønskede hun at anerkende dem, og derfor var det bedste at gøre, at slette alle deres handlinger. Derfor var der også én ting mere, som hun var nødsaget til at gøre. ”Som landets navn skal ændres tilbage, skal Paggeija også blive givet tilbage til folket. De dødsengle, som nu har sat sig i Benden skal alle ud. De havde intet at gøre der dengang, og de har bestemt heller intet at gøre der nu.” Selv vidste hun, at han var enig med hende i, at Zean skulle dø. Derfor burde han også være enig i, at dødsenglene skulle trække sig. At han ville hjælpe hende med skriftens kunst, glædede hende, skønt hun ikke vidste, hvor svært det ville blive. Hun kunne nemlig hverken skrive eller læse, så hun vidste end ikke, hvordan man skrev hendes navn. Tankerne begyndte igen at løbe.. Ønskede hun virkelig en ceremoni, hvor hun fremhævet? Selv brød hun sig ikke just om tanken, da hun var vant til at blive holdt i det skjulte. Dog fandt hun det nødvendigt.. ”Folket vil have brug for at vide, at de igen har en manjaner som deres leder, og at de ej behøver at være bange længere. Endvidere bliver de nødt til at høre, hvilken aftale der er opstået mellem landene,” endte hun stilfærdigt med at sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Så forvirret Jarniqa var, gjorde det kun tydeligt for Theodore, at der virkelig var en lang vej endnu. Hvorvidt om dette var noget som de kunne nå at opfylde, indenfor en overskuelig fremtid, var jo derfor heller ikke til at vide. "Du agerer som dronning, dog uden at bærer den royale titel," sagde han direkte. Det var vel heller ikke så svært at forstå, var det?
Hovedet lod Theodore søge på sned, som smilet måtte brede sig. Jo mere hun talte, des mere agerede hun som havde hun været en leder, selv i hans øjne, hvilket da uden tvivl var noget som faldt i meget god smag. Selvom hun endnu var meget ny indenfor dette, så begyndte det da at ligne noget nu! Hun ønskede atter at landet skulle hedde Manjarno. Dette var noget som han naturligvis nok skule bringe ud til de myndigheder, som netop kunne gøre noget ved dette. "Betragt dette som gjort, Jarniqa. Jeg skal nok sikre mig, at Manjarno atter kommer til at hedde det navn, som det blev skænket tilbage grundlæggens tid," sagde han med en rolig stemme. Macaria og Zean var bestemt ikke mennesker som han bifaldt, og særligt ikke med hvad de havde gjort. En ceremoni derimod var noget som han faktisk anså som en god idé. Ikke kun for hendes del, men også at give folket muligheden for at hilse på deres nye kommende regent - når det kom så vidt om ikke andet. "Du har det i blodet. Det begynder jo allerede at ligne noget brugbart," sagde han roligt. Stolt? Selvom han ikke kunne give udtryk for dette, så følte han da uden tvivl den følelse i det indre. Så langt, måtte selv han sige, at hun gjorde det godt. Det måtte ligge i blodet fra hendes forældre.. Selvom hun havde været usikker for bare et øjeblik siden, var det begyndt at dumle for hende, hvad det her egentlig betød, og hvilken fremtid hun nu gik i møde.

[Jarniqa Dynithril]

”Svært kan det være at forstå, hvad en dronning egentligt laver, når man aldrig har boet i byerne eller boet med en, der gik op i al det,” endte Jarniqa med at sukke, som han tydeligvis mente, at det var nok at sige, at hun skulle agere som end dronning. ”Du må forstå, at min værge ønskede at opfostre mig væk fra civilisationen. At han ej var glad, hvis jeg søgte den. Endvidere må du forstå, at jeg først kendte til mig afstamning for et par måneder tilbage. Derfor er det ej en verden, som jeg er født med.” Forstod han det mon nu, nu hvor hun fortalte ham, at hun vitterligt havde levet borte fra alt og alle? Det havde hun nemlig, som Damien ville have set sig tilfreds med, hvis kun de to havde eksisteret. Selv vidste hun derfor også godt, at hun havde haft en speciel opvækst, men intet kunne hun gøre ved det. Hun kunne kun arbejde ud fra de værktøjer, som hun havde. Tilfredst fandt smilet frem til hendes læber, som han ville sørge for, at landet kom til at hedde Manjarno igen. Samtidig kunne hun også føle, hvordan stoltheden og glæden måtte spire i hende, da det jo var hendes første godkendte beslutning! ”Godt,” endte hun med at sige, som hun vel ikke skulle takke ham, da det i princippet var hendes beslutning. ”Og dødsenglene? De kan ej være der med det, som de står for. Deres beslutning kan nemlig ikke accepteres,” sagde hun fast, som Paggeija bestemt ikke var glemt for hende. Ej heller var stedet glemt for Damien eller Valandil. At Theodore nu også gik så vidt, at han allerede roste hende, måtte hun trække på smilebåndet. Det glædede hende nemlig at høre, at hun allerede gjorde det godt, hvor det også måtte være med til at vække selvtilliden i hende. Hun havde måske virkelig, hvad der skulle til for at blive en god regent for landet her? Måske passede det virkelig, at hun havde det i blodet, og at det spillede en rolle?

[Theodore Jarvis Acheron]

Svært var det for Theodore at beskrive hvordan han havde det med alt dette. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad hun egentlig var gået ind til, og det var alene en grund til bekymring i hans øjne og forstand. Børnestadiet synes det næsten, at han skulle ned på, for at forklare hende, hvad arbejdet egentlig ville ende ud i for hende. "Du vil fremstå som en repræsentant for landet her, med Dvasias som en støtte i ryggen, for at få landet tilbage på fode igen. Handelen skal godkendes, som markederne skal gennemgås for ulovlige varer og ulovlig handel.. En som de kan søge til ved behov og når de har brug for det.. ligesom når du kommer til mig og beder mig om hjælp. Igennem love og regler, som du skal fremlægge og underskrive, samt præsentere for folket, skal du ligeledes sikre, at dette imødekommes af folket," fortsatte han videre.
Theodore rejste sig roligt op, også selvom det gik lige så smertefuldt langsomt, som det havde taget ham, at komme ned at sidde i stedet for. Han prustede ganske let. At ændre landets navn var hendes første ønske, og et ønske, som han glædeligt skulle imødekomme for hende. Han selv havde det bedst med at tingene var, som de plejede at være, og det var sådan at han havde det med tingene. Man var vel et væsen af vaner, når man ikke havde en sjæl? "Hvad ønsker du skulle ske med dem?" spurgte han videre. Det var jo faktisk udelukkende hende, som tog afgørelserne. Det eneste som han kunne give hende, var råd til om det var en god eller en dårlig idé at føre disse ting ud i livet. Selv nu hvor han håbede, at synet alene ved dette, var noget som kunne give hende lidt blod på tanden til at fortsætte. "Lad mig starte med at vise dig rundt i dit nye hjem," sagde han roligt. Han gik stærkt ud fra, at hun var kommet her for at blive nu.

[Jarniqa Dynithril]

Ørerne måtte Jarniqa slå ud, som Theodore gav hende en gengivelse af regentens rolle. Selv følte hun, hvordan det måtte tage lidt af pusten fra hende, da det lød som meget. Det var i hvert fald meget i forhold til, hvad hun hidtil havde bebyrdet sig med. Det at være selvstændig tyv, var nemlig et utroligt frit erhverv. Det havde nemlig været et erhverv, som hun havde kunnet påtage sig, hvornår end hun ville det. Erhvervet som regent bød derimod på flere pligter, hvor hun endnu ikke vidste, hvor tidskrævende hver især var. Selv vidste hun, at der fandtes ulovlig handel, som hun selv havde set lidt af hvert som tyv. Hvad hun derimod ikke vidste var, hvor mange borgere der søgte efter hjælp hos regenten. Derudover vidste hun ikke, hvor svært det var at indføre love og regler, som hun aldrig havde været med til at indføre en.. men hvor mange havde også lige prøvet al dette? ”Jeg håber, at jeg vil blive i stand til at udføre alle disse pligter. Selv ved jeg ikke, hvordan jeg vil klare dem, da jeg aldrig har prøvet noget lignende før,” sagde hun ærligt. Selv følte hun det helt som om, at hun skulle springe ud fra en klippe, men ikke vidste, om hun ville få vinger, der kunne bære hende, eller om hun blot ville styrte i afgrunden.. Armene lod hun søge over kors. Hvad hun ønskede at gøre ved dødsenglene? Kunne hun fortælle ham, hvad hun tænkte? I princippet burde hun vel kunne det, da han tidligere havde givet udtryk for, at han nød det makabre, og at han var ligeglad med, hvilken race personen i så fald tilhørte. ”Det retfærdige ville være at give dødsenglene den samme medicin, som de har givet os. Angribe deres hjem.. Fordrive dem.. Slagte dem der er,” endte hun med at sige. I princippet fortjente de ej heller at leve, da de ej havde ønsket, at manjanerne levede. Blikket holdt hun på ham. Hvad mente han mon om det? Da han sagde, at han gerne ville vise hende rundt, måtte hun nikke taknemmeligt og sende ham et svagt smil. ”Det ville glæde mig,” sagde hun oprigtigt, inden hun måtte vente på, at han førte hende an.

[Theodore Jarvis Acheron]

Et tungt og hårdt arbejde, var hvad Jarniqa havde pådraget sig, selvom han nu var temmelig sikker på, at det hele nok skulle gå. Når det nu var sagt, var det på tide, at hun vidste, hvad hun havde sagt ja til. Desuden ville han være der, frem til at hun var klar til at tage sig af arbejdet på egen hånd. Så det var udelukkende op til hende, hvor lang tid, at han skulle være der. "Det er et tungt arbejde. Det burde ikke komme bag på dig," sagde han sandfærdigt. Som greve sad han selv med rigtig meget i løbet af en dag, som han selv måtte kæmpe med på den måde, som han nu kunne. For ham var det hverdag, og det skulle tidsnok også ende med at blive en af hendes.
Hvad hun ønskede af dødsenglene kunne han faktisk godt forstå, men hvorvidt om det var en god idé, var jo så en anden sag. Her var det vigtigt at hun udnyttede hvad hun kunne, fremfor at gøre dem kunsten efter, og drive folket derfra. Han rettede sig op, også selvom det virkelig gjorde ondt. Han faldt hurtigt på plads igen. Mere krumrygget. "Tænk over den. Landet i forvejen, fremstår svagt og ustabilt," sagde han endeligt. Selvom han var meget impulsstyret, var det vigtigt at han kunne bruge hovedet også en gang imellem. Han rystede let på hovedet. "Tænk, Jarniqa.." bad han endeligt, inden han begyndte at gå. Han ville gerne vise hende rundt. Det var jo trods alt hendes hjem nu, og han regnede bestemt ikke med, at hun tog nogen steder nu. Han søgte ned af gangene, for at vise hende de store rum i form af spisesal, tronsalen som de var startet med, pejsestue og de store udendørsarealer, som han bevidst søgte mod først.

[Jarniqa Dynithril]

Ej kom det bag på Jarniqa, at regenttitlen ville udgøre et hårdt stykke arbejde. Chokerende var det dog at vide, hvor stor en omlægning det ville være for hende. Selv kom hun nemlig ikke fra noget lignende, og derfor burde det ligeså ikke chokere Theodore, at det ramte hende. Dog lignede det ikke, at han havde denne medfølelse for hende. Faktisk havde det aldrig lignet, at han havde haft sådan en. ”Og det burde ej komme bag på dig, at det er overvældende, når jeg ej er vant til noget lignende,” svarede hun stilfærdigt igen, som han ikke bare skulle efterlade hende med en dårlig fornemmelse. Som han viste hende vejen ud af tronsalen, fulgte hun med uden tøven. Let var han også at følge, som han skader gjorde, at han ej var i stand til at bevæge sig optimalt. En ting der rent faktisk måtte komme hende til gode i denne stund, da det betød, at hun havde tiden til at studere hver en detalje, mens de bevægede sig omkring. Meget syntes der dog ikke at være at se på gangene endnu. Arbejderne fokuserede vel også først og fremmest på murene, gulvene og lofterne? Det ville i hvert fald give mening i hendes øjne. Øjnene endte hun med at knibe en anelse sammen. ”Ønsker du, at jeg bare skal acceptere dem? Acceptere, hvad de har gjort, og acceptere, at de endnu er der?” spurgte hun tvivlsomt. Dette nægtede hun i hvert fald at gøre! Ganske vidst stod landet ej stærkt lige nu og her, men Paggeija lå på Manjarnos grund, og derfor måtte området også være underlagt regentens beslutninger. ”Jeg kan ikke blot lade dem fortsætte, som alt er fryd og gammen, for det er det ikke. Ingen ønsker desuden at have dem der.” Hvad var det Theodore ønskede, at hun skulle tænke på? Selv vidste hun det ikke.. Ikke medmindre han ønskede, at racen gik frit.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var uden tvivl et tungt stykke arbejde, som skulle udføres, som en regent, hvilket Jarniqa tidsnok skulle finde ud af. Hans blik gled mod hendes skikkelse med et træk på mundvigen. At det overraskede hende så dybt, var naturligvis også noget som gjorde ham nysgerrig. Hvad havde hun egentlig regnet med? "Jeg er her i den tid, du har brug for det, Jarniqa. Udnyt det," sagde han med en kortfattet stemme.
At komme op at stå, var uden tvivl svært for ham. For nu handlede det jo egentlig bare om at holde Jarniqa på den rette sti, så hun ikke endte med at gøre de samme fejl som Macaria og Zean havde gjort ført hende. Disse havde været klare tegn på væsner, der ikke var i stand til at klare magten, som de havde fået, og han ønskede bestemt ikke, at lade hende falde i fælden lige så! Han gik ikke særlig hurtigt.. Og han følte sig virkelig ved siden af sig selv, hvilket i forvejen, var en tanke, som han slet ikke kunne have! Han vendte blikket direkte mod hendes. "Det er nu du skal gå frem som et bedre eksempel, end at gøre dem kunsten efter," pointerede han med en ganske kortfattet stemme. Han ville ikke stå her og diskutere det med hende. Det var bare på tide, at hun gjorde som sagt, og brugte hovedet lidt for en gangs skyld. "Her skal du være voksen. Det er ikke meningen du skal stille nogen tilfredse. Det er meningen du skal rydde op, og efterlade landet stabilt, som det var førhen.. Under din moders regime," afsluttede han ganske kortfattet, som han igen lod blikket glide alvorligt mod hende. De store porte ud til have, blev åbnet for dem. Han ville gerne vise hende, hvad han havde fået udrettet frem til nu. De skader som dragen havde påført stedet, var uden tvivl stadig at se.

[Jarniqa Dynithril]

Glædeligt fandt Jarniqa det uden tvivl, at han ønskede at smide alt, hvad han havde i hænderne for hendes skyld. Dronningen havde ganske vidst bedt ham om det, men hvis han virkelig ikke havde ønsket det, kunne han jo have nægtet. Derfor var hun taknemmelig, samtidig med, at hun også var glad for, at det var ham og ingen anden, som var blevet udstationeret her sammen med hende. For selvom han var en mand uden en sjæl, måtte hun alligevel føle en vis tillid til ham, samt hun generelt godt kunne lide ham, hvor hun også fandt en speciel interesse ved ham. Af alle disse årsager måtte der også være en trækning at finde i hendes mundvige. ”Jeg sætter pris på, at du er her med mig,” fortalte hun ham oprigtigt. Ej havde hun noget imod, at han vidste dette. Ligeså vidste hun også, at skønt han ikke følte glæde, var han i stand til at føle tilfredsstillelse, og dette burde være i stand til at vække den følelse i ham. Roligt fortsatte hun videre ned ad gangen, som han ledte hende imod to store døre. Et fnys kunne dog ikke undgå at forlade hendes læber ved hans ord.. for lavede han sjov med hende? ”..Og det kommer fra manden der kan lide at fange vampyrer og torturere dem,” sagde hun sigende, som han bestemt ikke skulle spille hellig overfor hende! Hun havde set glæden i hans blik, da vampyren havde hængt i lænkerne i tronsalen! Videre ud i haven gik hun, som det var dertil, at Theodore havde ledt hende hen. Tydeligt var det at se, at meget af den var blevet revet op med jorden. Hvorfor, vidste hun også, som hun trods alt havde set den store drage falde. Var det mon nu, at hun skulle fortælle ham, at de ville få selskab af en mere, samt fortælle ham, at hendes værge var den selvsamme drage, som havde ødelagt al dette? Gad vide, hvad hans reaktion til det ville være.. ”Og med ordet rydde op forstår jeg, at man skal ændre det hele tilbage til det, som det var førhen. Derfor er det eneste rigtige at sige, at dødsenglene må forlade bjerget,” sagde hun kortfattet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Bogstavelig talt kunne man vel godt sige, at Theodore havde smidt alt hvad han havde i hænderne, for at stå her. Ikke at han havde meget andet valg, da han ligeledes havde en ordre, som skulle udføres, og det var det som han uden tvivl havde tænkt sig at gøre, i den forstand, at det var ham muligt. Han kunne lide at gøre Jaqia tilfreds. Særligt fordi, at an var en af dem, som hun havde tæt ind på livet, som rent faktisk gjorde det, som hun bad de om. Han nikkede ganske tilfredst til hendes ord. Så lang tid, at han kunne bruges, så passede det ham mere end fint. "Det glæder mig," sagde han roligt. Nej... egentlig ikke, for han kunne slet ikke føle den slags, men det var vel bare en typisk besvarelse på det hele? Det var sådan, at han så på det, om ikke andet.
Lige nu handlede det uden tvivl om, at forhindre Jarniqa i at gøre den samme fejl, som Zean og Macaria havde gjort. Det ville uden tvivl kun vise sig, at være synd og skam, selv i hans øjne. Selvom han ikke var i stand til at føle, vidste han udmærket godt, hvordan tingene skulle gøres, og hvordan det skulle være. "Folk beder mig om at følge hjertet.. jeg beder dig om at følge fornuften. Du er præget af en hævntørst over dødsenglene, Jarniqa," pointerede han med en yderst kortfattet stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, da de kom ud. At det var hendes værge, som faktisk havde forårsaget de fleste skader på haven her, var slet ikke noget, som han vidste. Selvom han efterhånden havde huset hende for en stund, så vidste han faktisk ikke meget om hende. "Jeg yder forståelsen for at du ønsker dem ud.. Så gør det på korrekt vis," afsluttede han stilfærdigt.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Jarniqa præget af hævntørst, men kunne man også bebrejde hende for det? Dog forstod hun ikke, hvorfor han skulle stå som moralens vogter. Ham som kunne lide at dræbe og torturere dem, som ej havde lagt hånd på ham. Dobbeltmoralsk fandt hun det, og derfor måtte det være sværere for hende at rette sig efter ham denne her gang. ”Hvis nogen havde taget dit hjem, ville du ligeså ønske det tilbage. Prøv ikke at fortælle mig andet,” sagde hun sigende, hvor det også måtte komme frem, at hun rent faktisk var en ung og bestemt kvinde. Det var også en af de ting, som hun havde fået af vide, at hun havde arvet fra sin moder. Armene lod hun søge over kors, som hun fik en ide ved hans nye ord. ”Send dem et brev,” bad hun ham. ”Fortæl dem, at de har en uge til at forlade Paggeija og ikke mindst hele Manjarno. Hvis de gør dette, kan de leve, men hvis ikke vil de møde samme skæbne, som de efterlod os med.” Selv følte hun, at det bestemt var retfærdigt, når de ej hørte til her. Det var også det mere retfærdigt, end hvad de havde gjort ved dem. Hendes blik søgte omkring i den ødelagte have. Den have, som hun skulle indrette. Den have, som Damien havde ødelagt. Hun tog en indånding. Nu var vel bedre end nogensinde? Hun var desuden nødt til at fortælle ham, da det var bedre, at hun sagde det, end at Damien pludselig troppede op. ”Vi vil forresten ikke være alene her..,” begyndte hun i en overraskende rolig stemme. Det var jo hende der skulle regere og ikke ham, så det var vel op til hende, hvem der måtte være her og ikke? ”Der vil komme én mere, som skal gøre os selskab.” Selv håbede hun ikke, at hun ville fortryde sin værges tilstedeværelse. Derfor håbede hun, at han ville tillade hende at have sit eget liv, skønt de levede under samme tag. Hun ønskede trods alt at udfolde sig, samtidig med, at hun ønskede, at han havde et sted at bo, og ej i komplet isolation.