I'm here.. Let it begin!

[Theodore Jarvis Acheron]

Hævntørstig var Jarniqa i sandhed, og derfor var det vigtigt, at få hende ud af den, for det ville i værste tilfælde, kun koste hende dyrere end det, som godt måtte være. Desuden var hun ung, og derfor ekstrem uerfaren. Dumt ville det uden tvivl være, at gøre den samme fejl som Macaria og Zean i sin tid havde gjort. "Jeg har ikke påstået, at jeg ikke ville ønske at gøre det samme. Det jeg blot ønsker af dig, er at du bruger hovedet og fornuften. Du skal have Manjarno op af hullet, og ej dybere i det," fortalte han med en yderst kortfattet stemme. Forstod hun det da ikke?
Haven var stor, også selvomder endnu ikke var gjort alverdens med den. Han så rundt i den.. Så stor og prægtig, som den engang havde været. Dette var noget, som de alle sammen ønskede at få tilbage igen. Ville der komme flere? Ikke at han skulle blande sig, men han håbede, at hun nøje havde tænkt over, hvem hun lukkede ind her. Det var uden tvivl vigtigt, at landet stod stærkt, fremfor det modsatte, og det var nemlig her, at det var vigtigt, at hun trådte i karakter. "Jeg skal sende dem et brev," lovede han med en rolig stemme. Det var netop denne side af hende, som han ønskede at få frem. Det var nemlig denne, som han ønskede at hun skulle dyrke, fremfor den hævngerrige. Hun skulle jo vise, at hun var bedre end dem, og ej på ligefod! Hovedet lod han søge på sned. "Og hvem er det, du ønsker at give adgang til stedet her?" spurgte han kort for hovedet.

[Jarniqa Dynithril]

Forvirrende var det.. På den ene side sagde han, at han var enig med hende, men på den anden side sagde han, at hun ej måtte gøre det. Ville det mon altid være således? ”Dine ord er forvirrende,” sagde Jarniqa direkte. Dog formåede hun alligevel at nå frem til et andet forslag. Et forslag, som han rent faktisk godkendte. Anerkendende nikkede hun, som han sagde, at han ville skrive brevet. Det gjorde også helt, at hun et sted følte, at hun havde magten, skønt hun endnu ikke besad regenttitlen. ”Meget vel. Dette skal ske hurtigst muligt, da de skal kunne føle, at det ikke længere er Forsyth-parrets regime,” sagde hun stilfærdigt. Hvor de ville søge hen, hvis ej de var velkommende her, vidste hun ikke. Måske hjem til Dvasias, hvor de hørte til? Hvis den dvasianske dronning da ønskede dem.. Måske Imandra? Ligeglad var hun dog så længe, at de forlod landet her. Det var nemlig Manjarno, som var hendes prioritet. Hendes blik søgte hans, som han ønskede at vide, hvem der ville gøre dem selskab her. ”Min værge,” fortalte hun ærligt. Hendes blik søgte videre, som hun betragtede havens ødelæggelser. Hun var vel også nødt til at fortælle ham, at han måske ikke skulle forvente det forventede? ”Hans navn er Damien.. Du skal dog være opmærksom på, at han muligvis ikke kommer hertil som en mand. Han kommer muligvis hertil som en drage eller som et andet dyr.” Kunne han mon lægge to og to sammen og gætte, at det var den selvsamme drage, som der før havde levet her? Det var i hvert fald den. Hendes moders drage, der nu var blevet hendes.. eller i normal tale hendes værge. Roligt trak hun vejret. Selv var hun sikker på, at Damien nok skulle opføre sig pænt. Det ville han i hvert fald gøre så længe, at han føltes, at hendes sikkerhed og velvære var intakt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var enig i, at tingene skulle gøres, men hun var endnu nødt til at bruge hovedet bare lidt, hvis hun ønskede at styrke landet, så kunne hun ikke gøre tingene på samme måde, som hendes forgængere havde gjort det før hende. Det var jo ren og skær logik. Var det ikke noget, som hun kunne se? "Det burde være ren logik for en som dig," sagde han endeligt. At give dem muligheden for at forlade stedet derimod, var en langt bedre mulighed, selv i hans øjne. Det var på tide, at hun brugte hovedet lidt, fremfor at tænke på, hvad hun ønskede at udføre af arbejde. At være brutal i et land, som Manjarno var lige nu, var bestemt heller ikke særlig smart i den forstand, og det erkendte han også gerne. "Det er nu du skal brilliere, og vise dig som bedre end dine forgængere.. Lad dem se, at du ej er inspireret af deres regime," tilføjede han sandfærdigt. Alene det, burde da give bare lidt mening for hende. Han håbede i hvert fald, at det var den effekt, som det hele ville have.
At hendes værge skulle være her, forstod han da. Det var vel næsten som en form for familie? Og særligt hvis det var noget af det eneste, som hun havde, så havde han rent faktisk forståelsen for dette. "Naturligvis," sagde han roligt. At hendes værge dog deriblandt.. kunne skifte form til en.. drage, var noget som alligevel fik ham til at se mod hende. Drage? Hendes værge kunne skifte form til en drage? "En drage..?" spurgte han denne gang mere forundret, end hvad han havde gjort tidligere. Var hendes værge virkelig den, som havde ødelagt hele grunden her?

[Jarniqa Dynithril]

Selv forstod Jarniqa, at hun skulle være bedre end sine forgængere. Dog var det svært at ignorere hævntørsten, da den jo var der. Dog ville hun forsøge at gøre sit for at være et bedre menneske, end hvad de havde vist sig at være. Selv ønskede hun ej heller at blive som dem. Hun ønskede end ikke at blive sammenlignet med dem! Forfærdelige væsner var de, hvor det endnu ærgrede hende, at Macaria havde sluppet bort. Endnu mere ærgrede det hende, at hun og Salvatore ikke havde dræbt hende på stedet. Det ville nemlig have forhindret Caleb i at forråde dem.. Hvor Caleb, Isabel, Macaria eller Zean var nu, vidste hun dog ikke. Man kunne vel kun håbe, at de alle lå på bunden af en grøft? ”Ej ønsker jeg at blive sammenlignet med dem. Ej ønsker jeg at være som dem. Jeg skal nok vise dem, hvad en bedre person er, samt vise, hvad Manjarno står for,” sagde hun beslutsomt. Det skulle lykkes hende! Der var ingen anden mulighed. At han accepterede, at Damien ligeså ville bo her, fik hende til at trække på smilet. Så langt så godt. Nu skulle han blot vise sig fra sin bedste side. Selv vidste hun også, at han havde en. Han viste den jo over for hende. ”Han er formskifter,” forklarede hun Theodore. ”Selv kender du ham måske som dragen ved slaget om Neutranium.. men selv kender jeg ham som min værge.” Sandt at sige var det sådan, at det hang sammen. Hendes blik gled en sidste gang omkring i den ødelagte have, inden de smaragdgrønne øjne igen lagde sig på Theodores ansigt. ”Skal vi fortsætte turen?” spurgte hun, som hun selv var spændt på at se, hvordan hun boede. Selv havde hun trods alt aldrig været her før. Hvordan hun skulle lære at finde omkring her, begreb hun desuden endnu ikke. ”Og fortæl mig, hvad der vil blive mit værelse,” bad hun ham spændt. Hun gik i hvert fald ud af, at hun ville få sit eget værelse. Ville hun ikke få det?

[Theodore Jarvis Acheron]

Selv i Theodores øjne, var det synd og skam, at det var gået således til, som det nu havde. Det var virkelig synd, at Macaria og Zean alligevel havde formået at komme fra dem, og særligt da de havde været så tæt på. Men nok om det. For nu, kom der forhåbentlig mere ro på tingene, og hun meget hurtigt ville lære sig, at vise sig fra en bedre side, end hvad de havde gjort i sin tid. Offentlige likvideringer, var selv ikke en tanke som han bifaldt. Døden var noget, som skulle have lov til at foregå i ro og stilhed. Ikke på denne måde. "En langt mere acceptabel indstilling, Jarniqa," sagde han med en kortfattet stemme. Det kunne godt være, at det med menneskelige tanker og følelser, ikke just var noget som faldt ham særlig naturligt. Faktisk slet ikke, men derfor var det stadig forbandet vigtigt, at tingene blev gjort rigtigt. Ellers ville hun miste landet her, allerede inden, det ville formå at bygge sig op til at blive den nation, som det havde været før i tiden.
At hendes værge, var den drage, som havde kæmpet for Manjarnos frihed allerede dengang, var noget som helt klart kom bag på Theodore. Ikke at man kunne sige, at det var noget som man just havde regnet med. "Dragen som rygtes at have været til stede under angrebet på Manjarno? Rygterne sagde, at det bæst blev blændet af pile... Af Zean Forsyth," sagde han endeligt. Hvem hun ville lukke ind på stedet her, var jo rent faktisk hendes beslutning. Den ville han ikke blande sig i. Men hvor mon det væsen var, hvis hun var her? Dragen havde han hørt, var blevet set flyve fra stedet her. Nu var der pludselig mange løse ender, som han ikke kunne få til at gå op, hvilket kun appellerede til hans egen nysgerrighed. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Hvorfor skal jeg fortælle dig det? Du kan frit vælge mellem alle de værelser, der er på slottet," fortalte han sandfærdigt.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds måtte Jarniqa blive, som hun blev rost for sin holdning. Igen var hun på rette vej, hvilket uden tvivl måtte glæde hende og vække hendes selvsikkerhed. Al dette var også vigtigt, da det var vigtigt, at hun troede på sig selv, hvis hun nogensinde skulle blive i stand til at udføre så stort et stykke arbejde, som det hun skulle. Det var nemlig et stort skridt, at hendes første reelle stykke arbejde skulle blive som regent af et land. Fra tyv til regent.. Hvem skulle nogensinde have troet det? Selv kunne hun ikke være andet end overvældet over det. Let trak hun på smilet, som han gættede, hvem hendes værge er. ”Som du kan høre, er det derfor heller ikke kun mig, som ønsker dødsenglene døde,” sagde hun roligt, inden hun tilføjede. ”Det er korrekt, at min værge er den selvsamme drage, som var ved Neutranium ved stedets fald. Det er også af den årsag, at jeg endte med at vælte slottet.. Jeg var jo nødt til at forhindre, hvad der udspillede sig. Ligeså er det også korrekt, at Zean Forsyths pile blændede ham. Blind var han tiden efter, men nu kan han se lidt igen.” Utroligt var det endnu at vide, at det var hende som havde væltet Neutranium. Det havde uden tvivl været højdepunktet af hendes magi, da hun havde frygtet for Damiens overlevelse. Let måtte hun trække på smilet, som han sagde, at hun selv måtte vælge sit værelse. Gad vide, hvor mange der var? Gad vide, hvor store de var? Gav vide, hvordan de så ud? Og hun måtte helt selv vælge.. ”I så fald vil jeg i stedet bede dig om at vise mine valgmuligheder,” bad hun ham med smilet på læben. Hvordan ville dette nye liv mon blive for hende? Ville hun kunne vænne sig til det? Roligt bevægede hun sig ind ad dørene igen, så de igen befandt sig på gangen. Nu skulle han blot vise hende vejen.. Selv var der nemlig ingen tvivl om, at hun ville bruge timer, hvis hun selv skulle finde rundt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore nikkede blot anerkendende mod hende. Selvom det var et helt nyt liv, som hun skulle vænne sig til, betvivlede han dog ikke, at det var noget, som hun kunne lære. Her var det nemlig vigtigt, at hun kunne fremstå som et bedre og stærkere alternativ end hendes forgængere, og særligt fordi at de havde lagt hele landet i grus. Det havde ikke været til gavn for nogen.
Tanken omkring denne såkaldte værge, var da uden tvivl noget som måtte vække en nysgerrighed ved Theodore. Det gik vel op for ham, at der endnu var mange ting omkring hende, som han endnu ikke havde været kendt med. Han betragtede hende med en rolig mine, og særlig t nu hvor han havde muligheden for dette. "Jeg må sige, at selvom du er ung, Jarniqa, så formår du i sandhed at overraske mig," sagde han med en rolig stemme. I sig selv, skulle der faktisk temmelig meget til, for at overraske ham. Særligt fordi at han absolut ingen former for menneskelig følelse havde. De mørke øjne hvilede på hende. Hun afslørede jo tydeligt, at hendes magi var bundet i følelser, og særligt hvis dragens tilstand havde forårsaget det allerede dengang. Ikke at han selv havde været til stede, men selv historierne gik jo rigtig langt, og dette var jo heller ikke just noget undtag i den forstand, kunne man jo sige.
Igen nikkede Theodore. Hun skulle ikke spørge ham.. det var meningen, at hun skulle lære at beordre ham. Det var det som var hensigten med alt dette. "Som du ønsker," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte om på hælen og søgte mod Nautraniumslottet endnu en gang. Dørene blev åbnet i takt med at de nåede dem, hvorefter han søgte op af trappen. "Din moder... hun boede her," startede han med en rolig stemme. Han åbnede to store dobbeltdører til det største af værelserne, med eget badeværelse. Stort set uberørt.. Kun rystet af det som hun havde forårsaget af skade på stedet.

[Jarniqa Dynithril]

Hemmelighedsfuld vidste Jarniqa, at hun havde været. Derfor kom det ikke bag på hende, at hun formåede at overraske Theodore. Det var nemlig nogle store hemmeligheder, som hun havde holdt på. At hendes moder var Denjarna Dynithril.. At hendes fader var Salvatore Salizmira.. At hendes værge var dragen Damien.. At det var hende, som hun havde hidkaldt lynene og knust Neutranium, samt skreget, så Ityrials vinduer havde sprunget og rørt ved jorden, så Bendens tårne var faldet fra hinanden.. At hun havde ledet modstandsbevægelsen, Resistentia.. Ja, en ung kvinde med hemmeligheder var hun uden tvivl. Beæret skulle han dog være over, at han var den første, som hun fortalte så meget til. Dog var det tvivlsomt, at han så således på tingene. ”Og der er mere, hvor det kommer fra,” svarede hun ham kækt, som han ej heller vidste alt om hende endnu. Dog kom al dette i små bidder. Det havde det om end gjort indtil nu. Roligt bevægede hun sig ved hans side, som de havde forladt haven, hvor de nu var på vej op ad trappen. Trappen. Tænk, at hun boede så stort, at der var brug for trapper! Det var muligvis ikke en sensation for ham, men det var det bestemt for hende. Nysgerrigt fortsatte hun derfor også med at se sig omkring, indtil de stoppede foran nogle dobbeltdøre. Flere dobbeltdøre? Indeholdt slottet kun dobbeltdøre? Hendes hjerte slog et slag over ved hans ord. Hendes moder havde haft dette værelse? Hurtigere slog hendes hjerte. Det eneste hun havde fra sin moder, var hendes halskæde.. Derfor måtte dette også være af betydning for hende. Næsten helt forsigtigt måtte hun træde ind i værelset, hvor hun næsten måtte tabe underkæben. Var dette her et soveværelse? Det var et hjem! Overvældet måtte hendes blik søge omkring, som hun betragtede det hele. Seng.. Natbord.. Skrivebord.. Chaiselong.. Sminkebord.. Smykkebord.. Garderobeskab.. Balkon.. Badeværelse.. Aldrig havde hun set noget lignende! ”D-Det.. Det kan gå,” sagde hun helt mundlam. Al dette var jo mindst ligeså stort, som det hende og Damien havde haft i Benden! Kunne det virkelig passe? Eksisterede dette virkelig? Var det virkelig hendes?

[Theodore Jarvis Acheron]

Overraskelser, var der åbenbart rigtig mange af rundt omkring. Dette var uden tvivl med til at vække Theodores opmærksomhed, nysgerrighed, for ikke at sige, så hans interesse for hendes væsen. Fascinerende måtte han uden tvivl finde hende, og det var bestemt ikke ofte, at han fandt den form for interesse for nogen som helst. Et kort smil passerede hans læber, som han søgte mod slottet i stedet for. "Det vil jeg se frem til. Jeg kan godt lide overraskelser," sagde han endeligt. Hun havde i hvert fald lært ham, at det ikke var så slemt igen, at blive overrasket, og det var en tanke, som han da uden tvivl godt kunne lide.
Trapperne førte dem op ovenpå, og det var i sig selv en vane for ham, at have dette i hans liv. Han selv var vant til det fine og fornemme i form af store dører og store hjem, som gerne gik op i flere etager. Bevidst valgte han først at vise hende, hvor hendes moder havde boet, og tilbragt de sidste stunder af sit liv, inden hun havde søgt ud, for at finde hendes fader. Han lod hende træde indenfor, også selvom han kunne se og mærke på hende, at det var noget af en betydning, og at det var vigtigt for hende, at have dette. Han lod hænderne roligt søge ned langs hans side. "Det blev rystet efter at halve slottet braste sammen, men fik lov til at stå. Tingene er rykket på plads og der er ryddet op. Ellers står det, som din moder forlod det," sagde han endeligt. Han lod hovedet søge på sned. "Ønsker du at fortsætte med at kigge på værelser, eller har du allerede valgt?" spurgte han med en rolig stemme. Selv for ham, havde intet tilhørsforhold til stedet her. Det handlede udelukkende om den ordre, som han havde fået.

[Jarniqa Dynithril]

Morsomt fandt Jarniqa det helt at høre ham sige, at han godt kunne lide overraskelser. Det lød nemlig så … normalt. Det var i hvert fald på ingen måde Theodore-agtigt. Derfor måtte hun også helt trække på mundvigen, så et stødt smil hvilede på hendes lyserøde læber. Hun kunne nu engang godt lide hans besynderligheder. Det var trods alt også dem som gjorde, at hun i det hele taget kunne lide ham, samt fik hende til at finde ham fascinerende.
At soveværelset, som han vidste Jarniqa, havde tilhørt hendes moder, fik uden tvivl hendes hjerte til at banke. Det var nemlig af betydning for hende, som hun længtes efter kendskab til sin moder. Selv ønskede hun at vide alt, hvad der var at vide om hende. Derfor var det også stort for hende at se, at dette havde været hendes værelse. Det var disse møbler, og denne indretning, som hendes moder havde kunnet lide. Overdådigt så her ud, hvor hun ikke kunne begribe, at det var et sådant liv, som hun altid havde kunnet haft. Smukt var det også, hvor det hele så delikat og feminint ud. Hun bed sig selv i læben, som hun stoppede med at gå rundt om sig selv, som Theodore talte til hende. Om hun ønskede dette værelse? Behøvede han overhovedet at spørge? Selv ønskede hun helt at sende ham væk, så hun selv kunne eftertjekke, og alle hendes moders ting endnu var intakt. Tænk engang, hvis hendes personlige ejendele endnu var her? ”D-Du behøver ikke at vise mig flere.. Det vil desuden også være passende, hvis jeg som regent får den tidligere dronnings værelse,” sagde hun, hvor hun forsøgte at lyde afmålt. Hun ønskede nemlig ikke, at han så, hvor følelsesladet dette egentlige gjorde hende. Dette var nemlig noget, som vægtede en stor personlig betydning for hende. Tænk engang, at hun selv kunne have været med til at ødelægge dette? Sin moders hjem? Sin moders soveværelse?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde faktisk ikke noget imod overraskelser, selvom han var et væsen af vaner, for det var han. Det var vel heller ikke så underligt, at selv han havde brug for noget spænding her i livet? For det havde han virkelig. Nu hvor han viste hende sin moders værelse, så var det da at mærke, at det var noget som selv påvirkede hende. Ikke underligt, hvis hun ikke havde haft kendskab til sine forældre før nu. Han betragtede hende, som hun vandrede rundt på værelset. Det var indrettet, som før ødelæggelsen.. før hun havde ødelagt hendes moders hjem, i ren respekt for den dronning som hun havde været. Ja, hvor der var blevet af hende, var der faktisk ikke rigtigt nogen der vidste.
Bandagen hjalp ham, selvom det stadig kunne gøre voldsom ondt, selv på ham. Hovedet lod han søge en kende på sned i stedet for. "Godt," sagde han med en rolig stemme. Måske at det var en fin måde, hvorpå at hun kunne få et indblik i det liv, som hendes moder havde haft. Et indblik i et liv, som skulle minde om det, som hun selv skulle til at have. Ganske vidst ikke som royal, men som en regent sat på posten af Jaqia. "Hvis der ikke er mere for nu.. Så vil jeg trække mig for i aften.. Bliv kendt med stedet her, og så fortsætter vi senere," sagde han direkte. Følelserne stod virkelig ud af blikket på hende, og desuden var det ikke tiden at fortsætte, når hun var så præget af følelser. Hvor meget vidste hun egentlig om sin moder og det liv, so hun skulle have haft? Efterhånden gik det op for ham, at det nok ikke var særlig meget.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde Jarniqa troet, at hun ville få muligheden for at se sin moders private gemak. Tanken havde end ikke faldet hende ind, da det var blevet klart for hende, at hun skulle bo i sin moders gamle hjem. Hun havde vel bare regnet med, at det hele alligevel havde styrtet i grus? Derudover havde hun heller aldrig regnet med, at hun nogensinde ville komme så tæt på den kvinde. Som Theodore sagde, at han agtede at efterlade hende her, måtte hendes blik søge hans. Hurtigt slog hendes hjerte endnu. Faktisk var det, hvad hun ønskede.. At han gik. At han gik, så hun selv kunne studere værelset her. Selv mærkede hun helt, hvordan det måtte krible i hendes fingre for at komme i gang. Svagt nikkede hun med hovedet, som hun allerede var andetsteds end her hos Theodore. ”Vi ses i morgen..,” hilste hun fraværende, hvorefter hun lod ham gå, så hun var alene i hendes moders gamle værelse, og nu hendes nye værelse.
Som Jarniqa blev ladt alene, måtte hun dog tøve med at gå i gang med de nærmere undersøgelser. Skræmmende var det nemlig endelig at lære lidt mere om den kvinde, som havde født hende. Langsomt måtte hun dog rykke på sig, hvor hun først bevægede sig over til sengen. Her mærkede hun på sengetøjet, der nærmest svømmede blidt mod hendes fingre. Så blødt.. Let trykkede hun på madrassen der både var tyk og blød. Hun bed sig selv i læben, inden hun bevægede sig hen til det store garderobeskab, som hun slog op. Alskens beklædning hang der endnu derinde. Dyre og fine kjoler, corsager, bukser, kapper. Gad vide, om hun kunne passe noget af al det? gad vide, om hun havde samme smag som sin moder? Videre til smykkebordet bevægede hun sig nu. Her måtte hendes hjerte banke hurtigt, som hun vidste, at her måtte der ligge for store pengesumme. Hun trak de forskellige skuffer ud. Ringe.. Armbånd.. Halskæder.. En krone. Gad vide om hun måtte gå med den? Forsigtigt lod hun sine fingre glide ned i den pung, som hun altid bar. Her fremdrog hun en smuk sølvhalskæde med en glimtende violet sten i. Pænt lagde hun den på smykkebordet. Nu var hun hjemme..

//Out