I'm here.. Let it begin!

[Theodore Jarvis Acheron]

Selv på trods af at Jarniqa var ung, kunne selv Theodore se potentialet i hende, og det var det som han helt klart havde tænkt sig at udnytte, og det var det som han ville udnytte. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Selvom han måske ikke havde forståelsen for, hvad manjanerne egentlig ønskede af deres land og deres regent, havde han da en fornemmelse af, hvad der virkede og hvad der ikke virkede, og naturligvis gjorde det også sit. "Naturligvis," svarede han. Det var da ganske logisk, var det ikke? Landet her kunne nemlig ikke stå uden nogen regent, og siden hun ikke var klar, så måtte han gøre det. Han havde dog ikke noget imod det.
Theodore var ikke en tillidsfuld mand. Faktisk var han slet ikke tillidsfuld i det hele taget. At hun fik lov, var uden tvivl en meget sjælden ting. Han lod armen falde igen. Det sved, men det var ikke noget, som han tog tungere end som så, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hans blik vendte han direkte i retningen af hendes skikkelse igen. "Folk kan ligeledes ønske at gøre mig ondt. Derfor kan jeg heller ikke tillade mig, at lade dem komme tæt på," fortalte han. Han nærede en tiltro til hende, som den eneste udenfor hans familie, foruden Jaqia faktisk. Han var virkelig en lukket mand hvad angik den slags. Hans krop spændte, som hun berørte ham og hans ribben. Ondt gjorde det uden tvivl på ham, hvor han næsten måtte holde igen, for ikke at slå hende fra sig. "Du vil anbefale mig, at holde mig i ro for et par uger? Det er der ikke tid til," lød det fra ham, som han igen sendte hende en fast mine. Han nikkede. "Der er en gammel have i den fjerne ende af den kongelige på grunden her.. Den var hjem for den gamle greve af landet her, som beskræftigede sig med planter og urter. Der burde du kunne finde hvad du skal bruge," sagde han endeligt. Selvom landet ikke havde sagt ham noget før, så havde han uden tvivl styr på historien, og det var det, som han havde tænkt sig at udnytte. "Bandager skal nok findes," tilføjede han. Han var ikke helt tilfreds med hendes dom.

[Jarniqa Dynithril]

Selv forstod Jarniqa udmærket, hvorfor Theodore var påpasselig med, hvem han lukkede ind. Selv havde hun det jo ligedan. Hun ville nemlig ligeså ikke stole på at lade en komme tæt, og lade vedkommende tilse hendes skader. Ikke medmindre at vedkommende var Damien. Han var den eneste, som hun stolede helt og holdent på. ”Det kunne de,” medgav hun roligt. ”Dog må du have en vis tillid til de personer, som render rundt her på slottet. Af hvad jeg ved af, er du jo alene med dem.” Mærkværdigt ville hun finde det, hvis han ene mand var alene med et bundt folk, som han ej stolede på. ”Vil resten af din familie gøre os med selskab i den tid, hvor du oplærer mig?” endte hun med at spørge ham. Selv var hendes umiddelbare tanke, at resten af Acheronerne ville gøre dem med selskab. Det var trods alt hans familie, og hvis han hang på hende i flere måneder, ønskede han vel også at have sin familie ved sin side? En mand af følelser var han muligvis ikke, men der var trods alt en grund til, at han ej var alene, men derimod havde en egentlig familie.. og faktisk en stor en af slagsen. Dæmpet slap hun et suk, som han sagde, at han ej havde tiden til ro. ”Ønsker du at leve med brækkede ribben, eller ønsker du at være helbredt?” spurgte hun ham direkte, som det var de to valgmuligheder der var. Hvis han hvilede, ville hans ribben heale. Hvis han derimod strøg omkring, ville bruddet aldrig heale, men derimod forblive og være en konstant hindring for ham. Roligt nikkede hun til hans ord. ”Hvis du finder en der kan finde bandagerne, kan jeg i mellemtiden finde de fornødne urter. Forhåbentligt vil jeg kunne finde, hvad jeg skal bruge,” sagde hun roligt. ”Og med hensyn til roen, kan du vel ligeså vel give ordre siddende og liggende, som du kan stående. Det ville i hvert fald gavne.” Hvorvidt han agtede at lytte, vidste hun ikke. Han var trods alt ej heller vant til, at der var andre der sagde, hvad han skulle gøre. Rollerne plejede trods alt at være omvendt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ganske vidst var Theodore omringet af mange mennesker her på stedet, men det var de færreste, som i det hele taget, ville tage chancen og gøre noget som helst ved ham. Det passede ham egentlig ganske fint, hvis det skulle siges sådan. "Jeg kommer som en repræsentant for hele Dvasias og dets kongehus. Det er ikke smart at forsøge sig med noget," fortalte han. Det som han derimod måtte frygte mest, var at Macaria og Zean ville melde deres ankomst. Dumme var de dog, hvis det var hvad de valgte at gøre, så han håbede, da at det ikke ville blive tilfældet. Ondt gjorde det uden tvivl på ham, hvor han forsøgte at se bort fra det, i den forstand, at det nu var ham muligt. Nemt var det dog ikke på nogen måde. Han knyttede næven let, selvom det automatisk endte med, at han spændte i hele hans krop. Selvom han til nu stod med pisken alene, så ville familien ikke gøre dem selskab. Selv han ønskede at holde dem udenfor alt dette. "De vil ej komme her, nej. Bedst er det, at de bliver i Dvasias," sagde han endeligt. Det var måske måneder uden hans hustru, men når man ikke kunne savne, så tog han det ikke så tungt igen.
At finde planter og urter her på stedet, skulle i hvert fald ikke være helt utænkeligt. At hun derimod ønskede at gøre ham den tjeneste, var nok det, som forundrede ham mest. Selv i hans tilværelse, var der ingen, der plejede at hjælpe nogen, og det havde han faktisk svært ved. At afgive ordre sengeliggende, ville dog ikke komme på tale! Selvom det gjorde ondt, og han havde det skidt, så måtte han lære at leve med det. "Du vil have mig til at kommandere rundt, mens jeg er sengeliggende?" spurgte han direkte. Jovist ønskede han at blive fin igen, så han igen kunne genvinde sin fulde bevægelsesfrihed, selvom det uden tvivl var forbandet svært, men det handlede jo om at man nu gjorde det, så godt som man nu kunne. "Det finder jeg ud af.. Søg du ud og find hvad du skal bruge, så sørger jeg for resten," sagde han kort for hovedet, inden han vendte blikket mod vinduerne, som var vendt ud mod de store haver. Selv derude var folk igang med at få styr på tingene. Der skulle styr på Vavilon nu!

[Jarniqa Dynithril]

Let smilte Jarniqa. ”Hvis ej det er smart at gøre, har du vel ej eller noget at frygte,” kommenterede hun roligt. Dog forstod hun hans agtpågivenhed, som hun selv måtte føle den. De seneste par uger og måneder havde også kun bevist, at der ikke fandtes det som man kunne regne med. Ikke længere om end. Utroligt var det, at hun havde levet femten rolige år, og at det derfra blot var blevet en stor karrusel. Forvirrende var det.. men spændende var det nu engang også. Ej havde hun nogensinde forestillet sig, at hun skulle være en del af al det, som hun havde været en del af. Ej heller havde hun forestillet sig, at hun skulle være en del af al det, som hun skulle til at påbegynde. ”Hvis du mener, at det er bedst, at de bliver..,” sagde hun kortfattet, som hun vidste, at hun ej ville få meget ud af det, hvis hun begyndte at diskutere med ham. Hun ville vel næppe nå nogen veje? Dog havde hun svært ved at forstå, hvordan han kunne acceptere det således. Han havde trods alt en hustru.. og børn, og var det ikke meningen, at man skulle være blandt alle dem? Dog ønskede hun ej heller, at han forlod hende her, som hun rent faktisk følte en vis tryghed omkring ham. Derudover gav han hende også en villighed til at lære. Hun endte med at trække på skulderen. ”Som sengeliggende eller som siddende, ja. Du forstår måske ikke vigtigheden af det, men så forstå, at jeg kun siger det for at hjælpe,” sagde hun ærligt. Det var nemlig, hvad hun var ude på. At hjælpe. Hun ønskede at passe på ham, ligesom han havde passet på hende. Han havde måske ikke været mild og kærlig ved hende, men han havde dog ydet hende beskyttelse, samt hjælp. Hun endte med at nikke. ”Jeg finder urterne, og du finder bandagen,” medgav hun roligt, inden hun måtte sende ham et sidste blik, inden hun vendte rundt. Nu gjaldt det blot om at finde ud af slottet igen.. og at finde denne have, som Theodore havne nævnt for hende. Der var vel en tjener, som ville kunne guide hende i den ønskede retning? Ud af tronsalen søgte hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hovedet lod Theodore langsomt søge på sned. "Hvorfor løbe risikoen?" lød det roligt fra ham. Det i sig selv, var ikke en tanke som han brød sig om. Derfor holdt han selv familien herfra, og særligt i denne urolige tid. Selvom han ganske vidst ikke var i stand til at føle noget for nogen som helst, ønskede han ikke at noget skulle ske dem. Han vidste betydningen af familie, da det var noget som hans egen moder havde forklaret ham, dengang han ikke var særlig gammel, og særligt fordi at hun havde ønsket at han fik sin egen. Det havde han jo trods alt også fået. "De skal ej være her," fastholdt han med en kortfattet mine. Han ville jo passe på dem, som han også havde lovet at passe på hende. Det var lidt det, som var hensigten med alt dette, og det stod han gerne fast på, hvis det skulle være det.
Healingen ville tage tid, og alene det faktum, at han skulle koste rundt med folk - siddende eller sengeliggende, var ikke just en tanke, som faldt i hans gode bog. Faktisk overhovedet ikke. Han nikkede til hendes ord, og lod hende derfor også søge ud. Hvis hun ville kigge på det, skulle hun da være hjertelig velkommen til at gøre dette. "Jeg forstår," sagde han endeligt. Det gjorde han. Han var bare ikke meget for tanken, om at skulle gøre de ting sengeliggende! Han fulgte hende med blikket, som hun søgte ud, inden han søgte tilbage til tronen og satte sig. Dette gik smertefuldt langsomt, for han havde det bestemt ikke godt. Hans arm sved, og hans side og ribben var kun værre end det. Han lukkede kort øjnene i et forsøg på at finde ro igen. Hvor han dog hadede, at det var ham, som skulle sidde fanget i denne situation! Hvor han dog hadede at være den, som var kommet til skade. Han kaldte en tjenerinde til sig med ordren om at skulle hente ham bandager. Hun var hurtigt afsted igen. Der var ikke rigtigt nogen af dem, der turde sætte sig op mod Theodore.

[Jarniqa Dynithril]

”Fordi du ønsker at leve og fordi, at du tydeligvis ikke selv er i stand til at tilse dine skader,” kommenterede Jarniqa ærligt, som hun ej pakkede tingene ind. Som hun forlod tronsalen, måtte hun igen spørge om vej. Småt var Neutraniums areal trods alt ikke. Først og fremmest var der selve bygningen, der både døjede med genopbyningen og de i forvejen mange lokaler og veje. Dernæst var der både for- og baggården, hvor haven dertil også spandt sig over et stort areal. Utroligt fandt hun det helt, at én bygning kunne fylde så meget. Endvidere forstod hun ej heller endnu, hvorfor det skulle være så stort. Var det virkelig nødvendigt? Som hun blev ledt over i haven der på egen hånd havde dannet sig en vild beplantning, måtte hun trække på smilebåndet. Perfekt var det, at de ej havde nået at få gartnere til at tilse den endnu. Det havde nemlig ej gået med fine og dyrkede roser og buskadser, som hun derimod havde brug for den vilde beplantning. Den naturen kom med. Det måtte også være den, som hun kendte til. ”Mange tak.. Du må meget gerne finde en skål med bunden fuld af vand i mellemtiden, og stille den ude foran tronsalen, tak,” bad hun venligt, inden tjenerinden måtte nikke forstående, inden hun vendte omkring. Med blikket mod jorden, begyndte hun selv at søge omkring i beplantningen. Højt stod både græsstrå, ukrudt og forårsblomster, men intet gjorde det hende. Til sidst søgte hun ned i knæ, hvor hun begyndte at plukke nogle grønne planter, som mange andre ellers ville se på som ukrudt. Selv vidste Jarniqa dog, at de rent faktisk også havde en mening. Kjolens skørt trak hun en anelse ud i, så hun kunne lægge planterne der, til hun havde fået nok. Som det skete trykkede hun dem sammen, så hun kunne holde dem i sin favn, inden hun søgte tilbage til slottet og til selve tronsalen. Disse skulle forhåbentligt kunne hjælpe på Theodores betændelse. Som hun nåede tronsalens døre, måtte hun bøje sig ned, så hun kunne gribe om den fremstillede skål. Perfekt! Planterne puttede hun ned i skålen, inden hun igen måtte søge ind til Theodore i tronsalen. ”Heldigt for dig, havde dit folk ikke nået at tilse haverne,” kommenterede hun med et smil på læben, som hun bevægede sig ned mod tronen med den fyldte skål i favnen. ”Der var masser af, hvad jeg skulle bruge,” informerede hun, inden hun gled ned på knæ ved tronen, så hun kunne stikke fingrene ned i skålen og begynde at massere planter og væske ind i hinanden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore stirrede fast efter hende. Var der hån i de ord og den udtalelse? Det kunne han ikke rigtigt finde ud af. Naturligvis håbede han da på at det hele ville ordne sig, og særligt fordi at dette ikke ligefrem var noget som gavnede ham i den situation, som han sad i. At komme ned at sidde i tronestolen, var i forvejen en kæmpe udfordring, for det gjorde ondt, bare at bevæge sig. Særligt på grund af hans ribben, for han havde på ingen måder den samme bevægelsesfrihed, som han plejede at have. Døden var han ikke interesseret i, velvidende om, at den ej heller var en tanke som han fandt skræmmende. Alle skulle de jo dø på et tidspunkt.
Hvor længe Jarniqa måtte være væk, vidste han ikke. Det eneste som han vidste, var at han var temmelig træt af, at sidde og vente. Hans blik søgte mod hendes skikkelse igen. For nu var haverne nedprioriteret. Det var genopbyggelsen af stedet, og særligt efter at det havde været ødelagt, som han måtte sætte først. Han nikkede, og lod hende knæle for tronen i stedet for. Hans blik søgte hendes skikkelse allerede med det samme, som hun sad der. Den form for healing, havde han i forvejen aldrig været synderlig meget for, og særligt fordi at det var en af slagsen, som han ikke havde kontrol over. Ubehag var nemlig noget, som han godt kunne føle. "Jeg formoder som kommende regent af stedet her, at du selv ønsker at fortælle hvordan du ønsker haven. Jeg opbygger trods alt kun stedet," fortalte han med en rolig stemme. Selv en drage havde jo været med til at ødelægge temmelig meget af det, kunne man sige. Hvor denne måtte være i dag, vidste han dog ikke. "Jeg venter," lød det roligt fra ham, mens han så hende mixe vand og de planer som hun nu havde fundet ude i den store have. Det var nemlig et temmelig stort område, hun ville komme til at råde over og have til sin frie lyst til hvad hun end ønskede at gøre med det. De mørke øjne stirrede fast på hende. Om han brød sig om dette? Ikke just.. Men det var jo en nødvendighed. Han havde endnu for mange ting at tage sig af, inden han skulle dø.

[Jarniqa Dynithril]

Fingrene lod Jarniqa arbejde med planterne og med væsken, som hun lod de to dele masseres ind i hinanden. Regentagtigt var dette muligvis ikke, men selv havde hun det fint med at sidde på gulvet og at få sine hænder gjort beskidte. Det var trods alt en nødvendighed, og det var således, at hun så på tingene. Tænderne bed hun for en stund sammen, som han sagde, at hun måtte indrette haven. Hendes have. Surrealistisk lød det helt i hendes øre, hvor hun ikke vidste, og hun skulle føle sig godt eller skidt tilpas. Hvad skulle hun overhovedet gøre med et sådant område? Det var vel forventet, at det blev ryddet, og at gartnere kom til? Dog var det brugbart med al den vilde bevoksning. Det kunne de trods alt også se nu. Derudover kunne hun også godt lide, at det pt så naturligt ud. Det var trods alt, hvad hun var vant til. ”Hvordan skal jeg indrette den? Jeg har aldrig indrettet noget i mit liv,” lød det ærligt fra hende. Det hus, som hende og Damien havde levet i havde trods alt kun været møbleret med det, som allerede havde stået der. Hvad gjorde man overhovedet ved haver? Selv var hun trods alt vant til at befærde sig i den vilde natur. Ej på mindre omkransede områder. Langsomt kom hun tilbage på benene igen, som hun havde fået omdannet skålens indhold til en blød grønlig masse. Selv kunne hun mærke, hvordan lugten helt måtte rive hende i næsen, men ligegyldigt var det. Hun lavede den ej fordi, at den skulle se pæn ud eller lugte godt, men fordi, at hun skulle have betændelsen ud af hans sår. ”Stræk din arm,” bad hun ham roligt, som hun trods alt var nødt til at kunne komme til. Som han gjorde dette, måtte hun dyppe fingeren i plantemassen. Her trak hun en del af cremen op, så hun nøjsomt kunne begynde at smøre hans sår. ”Hvornår er bandagerne klar?”

[Theodore Jarvis Acheron]

Stedet skulle blive hendes, og hvis hun ikke kunne indrette en have, som hun gerne ville have den, så var der jo virkelig lang vej for dem alle sammen at gå. Selv i Theodores hoved. Hans blik søgte hendes. Det var ikke direkte en forudsætning, at der kom et hav af gartnere til. Naturligvis helt afhængig af, hvad hun ønskede af den. Havne var af kongelig slags. Det var meningen, at den skulle se fin og præsentabel ud, hvilket hun vel godt kunne forstå?
Det var en skarp duft, der kom fra planten, men det begyndte at se ud som om at hun var ved at være klar. "Alle har vel sine tanker til hvordan den skal se ud? Du kan få haven ligesom du ønsker den," sagde han med en rolig stemme. Hun havde måske ikke indrettet noget i sit liv. Der var en første gang til alt. Og dette var jo bare et sted at starte. Desuden, så var det vigtigt, at hun lærte at benytte sig af ordre og den slags. Det var en meget vigtig forudsætning for det arbejde, som hun skulle udføre som regent, når hun engang blev klar til det. Armen lagde han på armlænet, hvor han strakte den. Det sitrede i hele armen. Det gjorde faktisk pænt ondt, alene bare det faktum, at han gjorde dette. Det kunne vel næppe være godt? "Og hvad mere?" spurgte han, da han vendte blikket mod hende. Ind af døren, kom en ung tjenerinde rendende med bandager. Disse rakte hun først til Theodore, som tog imod dem. Kort stirrede hun på Theodore, nu hvor han sad der topløs og alt. Hun bukkede og forlod stedet igen med en klar rød farve i sine kinder. Det havde da uden tvivl også taget sin tid. Han trak vejret let.. At gøre det dybt, var ikke muligt for ham, med de ribben. "Gør hvad der nu skal gøres," sagde han blot. Han forventede i hvert fald, at dette ville komme til at gøre ondt. Alt andet, var slet ikke noget som gav mening i hvert fald. Hans blik gled mod hende igen, som hun sad der. Hans sår var betændt. Nu hvor det var fremme i dagens lys, kunne han da godt se det.

[Jarniqa Dynithril]

Hun kunne få den præcis, som hun ønskede sig den. Underlig var tanken, som Jarniqa ikke just havde prøvet noget lignende før. Hende og Damien havde jo ikke haft en have, som de derimod havde haft naturen. En ting som hun altid havde nydt. Selv frygtede hun også, at hun ville føle sig fanget, hvis hun fik af vide, at hun skulle vælge sin have til fordel for naturen. Tænksomt smurte hun den grønne plantemasse på såret og rundt omkring det. Hvordan skulle hun mon indrette haven? Hvad forventede folk af sådan en have? De forventede vel blomster i bestemte kolonner? ”Jeg vil se, hvad jeg kan komme frem til,” endte hun med at sige, som hun bestemt ikke havde en ide til det lige nu og her. Hovedet lod hun falde på sned. ”Jeg er her dog ikke for at få tingene til at se nydelige ud. Jeg er her for at hjælpe folket.. Kan en have så ikke være ligegyldig?” Selv forstod hun det i hvert fald ikke. Hvordan kunne pæne blomster og kjoler hjælpe på folket? Var det ydre ikke ligegyldigt, hvis blot folket fik, hvad de havde brug for? Måske forstod hun sig bare ikke på al dette.. Måske var det ligesom, at hun ikke forstod, hvorfor en anden skulle hente vand til hende, når hun selv kunne gøre det? Theodore mente, at ting som det gav fuldt ud mening, hvor hun endnu stillede spørgsmålstegn ved det. Hendes hoved gled på sned. ”Mere hvad?” spurgte hun ham roligt. Som tjenerinden kom ind til dem, og som Theodore på ingen måde lignede en, som ville takke for bandagerne, vendte hun blikket mod kvinden, som hun smilte svagt til. ”Tak,” nåede hun venligt at sige, inden kvinden smuttede igen. Det mindste Theodore kunne gøre, var da at sige tak til kvinden. Hånden trak hun til sig igen, hvor hun ufortrødent valgte at tørre fingrene af i sin kjoles stof, inden hun tog den første bandage fra Theodores hånd. Stoffet holdt hun nu mod hans arm, hvor hun begyndte at vikle hans arm ind, så såret igen kunne blive indhyllet. Stramt gjorde hun det ikke, som det ej måtte være kvælende for ham. Fast var bandagen dog, som den ej måtte glide op. Hun bandt en knude på bandagen. ”Hvis du rejser dig op, kan jeg binde din overkrop ind.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne tydeligt mærke på hende, at presset som regent, var hende ukendt. Ved at have en pæn og repræsentabel have, udviste man samtidig også kontrol over tingene, og det var det, som selv folket havde brug for at se. Haven ville han lade være hendes legeplads. Den kunne hun nemlig få lov til at rende rundt og lege med, som hun have lyst til, mens han sikrede sig, at hun blev gjort klar til det arbejde, som ville komme til at ligge på hendes skuldre. "Haven er et symbol på kontrol og velvære. Det har folket brug for at se," lød det roligt fra ham. Det var i hans øjne, intet andet end ren og skær logik. Hun måtte lære det. Haven var noget af det sidste, som hun måtte nedprioritere, og særligt fordi at det var det, som folket så udefra.
Theodore lod hende smøre hans sår ind, også selvom det sved, så var det en smerte der var nødvendig, og det var også grunden til at han handlede og reagerede som han gjorde lige nu. Hans blik vendtes fast mod hende. Tjenerinden lod han gå igen, uden at skænke hende et ord. Venlighed var nemlig ej et begreb der stod i hans ordbog. "Hvad mere ønsker du af mig nu?" spurgte han endeligt. Skulle han bare blive siddende her i tronestolen og kommandere rundt med folk? I sig selv, ville han faktisk ikke have noget imod det. At hun så ville have ham op at stå, vidste han i forvejen, ville være en meget smertefuld proces. Og gud hvor han dog hadede det. Han nikkede blot, inden han satte hænderne i armlænene igen. Hans krop rystede, som han tvang sig op at stå. Dette foregik langsomt, for det gjorde virkelig ondt for ham, at rejse sig op. Han prustede let, inden han lod hænderne falde ned langs hans krop. Hans blik søgte hendes direkte endnu en gang. Afventende. Han havde virkelig ikke tiden til at rende rundt som en eller anden mumificeret ting. Blikket vendte han mod vinduerne. Han vidste, at det her ville komme til at gøre ondt.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg kan ikke se, hvordan en plæne kan indgyde kontrol og velvære.. Selv føler jeg, at jeg altid har haft dette, og aldrig har jeg ejet en have,” sagde Jarniqa sigende, som det uden tvivl var en ny og underlig verden for hende. For hende forekom det meget materielt, og det var ikke just noget, som hun nogensinde havde kunnet hænge sig op af. Hun havde trods alt aldrig haft midlerne til at leve i materiel luksus. Hun havde nemlig aldrig haft skyggen af det liv, som Theodore for eksempel levede. ”..Men jeg vil se, hvad jeg kan finde på, når nu det er så vigtigt for jer.” Selv fandt hun umiddelbart ikke haven vigtig. Hun fandt den mere brugbar nu, hvor man frit kunne plukke planterne som urter. Dog ville hun forsøge at indrette den, som Theodore og folket tydeligvis ikke mente, at den nuværende have gik an. Den næste rulle bandage bedte hun om, som hun blev færdig med at tilse hans arm. Nu var det blot at være tålmodig og lade planten gøre sit arbejde. Mere var der nemlig ikke, som hun kunne gøre ved den lige nu og her. Selv ønskede hun nemlig ikke at sy såret når nu der var gået betændelse i det.. ”Jeg ønsker blot, at du gør, som jeg fortæller dig,” sagde hun roligt. Et skridt trådte hun selv tilbage, som han kom på benene. Selv var det tydeligt for hende at se, at han havde ondt, og derfor havde hun også ret, når hun sagde, at han havde brug for hvile. Spørgsmålet var derfor blot, om han ønskede at lytte til dette.. ”Jeg må bede dig om at bide tænderne sammen til dette.. Det vil gøre ondt, men grunden til at jeg vil ligge bandagen er, at det vil holde dine ribben på plads, så det hjælper dem til at vokse korrekt sammen,” oplyste hun ham, inden hun igen trådte frem mod ham. Hurtigt ville han sikkert ønske, at dette blev overstået, men ej kunne hun gøre det hurtigt, som det skulle gøres med præcisson. Sikkert begyndte hun derfor at vikle bandagen fast om hans bryst, så bandagen ville dække alle hans ribben.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Du har måske aldrig ejet en have, men det gør du nu, lød det roligt fra Theodore, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Denne have skulle gøres i orden. Hvordan hun valgte at indrette denne, var han dog spændt på, og det var noget som han derimod også glædede sig til at se. At hun så var villig til at gøre sit forsøg, glædede ham dog. Det ville også være til gavn for folket, da dette sted særligt var repræsentationen af landet udadtil, og derfor var det vigtigt. Selv Theodore gik meget op i den form for velfærd. Det var også det, som man så på hans eget hjem. Haven var måske mørk, men yderst velplejet. "Ikke bare for mig, men også for folket i det land, som du skal regere," sagde han endeligt.
Armen lod han hende bandagere. Hun gjorde det pænt. Langt pænere end hvad han selv havde formået at gøre det, men okay. Nu havde han jo heller ikke ladet nogen anden kigge på det, og det var der rigtig mange gode grunde til. At komme op på benene, var i forvejen en smertefuld proces, hvor man heller ikke kunne være i tvivl om at han virkelig havde ondt, selvom han ikke sagde noget som helst til det. Armene hævede han en anelse, så det var nemmere for hende, at komme til ham. At hun gjorde det forsigtigt, trak da virkelig også pinen ud for ham, for det spændte virkelig i hans krop, og det gjorde i den grad også ondt på ham! "Det gør ondt, så bliv færdig," endte han med en kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Det gjorde ham et sted.. irriteret, og særligt fordi at hun gjorde det langsomt, men grundigt. Hans blik gled væk fra hende og mere mod vinduerne i stedet for.. Han måtte virkelig holde sig i skindet, for ikke at hamre til hende. Det gjorde i den grad ondt!

[Jarniqa Dynithril]

Urealistisk var det helt at vide, at hun ejede en have, og at hun skulle regere et folk. Hvordan var det blevet til, at hun – Jarniqa – havde al dette i sit liv? Hun som ingenting havde haft.. Det hele var dog begyndt efter, at hun havde mødt sin biologiske fader. Underligt var det at tænke på, men ej var hun i stand til at ændre på det. Ønskede hun også overhovedet at ændre på det? Skræmmende var det hele måske, men et sted glædede hun sig også til det hele. Ellers havde hun ej heller takket ja.. ”Det er meget som pludselig har ændret sig,” sagde hun sigende. Dog var det betryggende at vide, at Theodore, Dvasias’ dronning og Damien, troede på hende. Læberne fugtede hun let, alt imens hun kørte bandagen rundt om hans overkrop. Selv kunne hun helt fornemme hans anspændthed, hvilket ikke just var behageligt. Hele hans mimik indikerede nemlig, at han var i smerter. Underligt var det dog helt at se ham således, da hun ellers kun havde kendt ham som en rank, formel og stolt mand. Brynene løftede hun. ”Jeg bliver altså ikke hurtigere færdig af, at du skynder på mig. Hvad der derimod vil skynde healingsprocessen er, at jeg gør dette og i mit tempo. Det du gjorde gavnede jo tydeligvis ikke,” endte hun med at kommentere stilfærdigt, som hans irritation prallede af på hende. Bange af sig var hun ej heller, som hun skam godt turde stille sig op for sig selv. Bandagen fortsatte hun med at køre fast omkring ham, inden hun til sidst også måtte binde en knude på den. ”Så,” afsluttede hun tilfredst. ”Sæt du dig bare igen.” Armene lod hun igen falde ned langs siderne, som hun skam var færdig for nu. Hvad han nu havde planlagt, vidste hun ikke. ”Hvornår vil oplæringen begynde? ..og hvad vil vi starte med?” spurgte hun nysgerrigt, som hun jo var spændt på at komme i gang med al dette. Jo hurtigere, jo bedre var det jo for hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne kun have en vis fornemmelse af hvad Jarniqa var vant til at eje, kontra hvad hun havde fået nu. Særligt ud fra hendes reaktion på alt det som hun sagde, og måden hun handlede på. Det var jo det, som han i sandhed havde været fascineret af ved hende. Hun var så tydelig i kropssproget, at han kunne læse det. Og han kunne lide det. "Jeg ved ikke, hvad du er vant til.. eller hvad du kommer af, Jarniqa, men dette er dit.. Alt som du kan se omkring dig, og så langt, som øjet rækker, vil blive dit, når du er klar til det. Jeg vil starte med at give dig haven. Hvor mange gartnere du du har brug for, er op til dig," sagde han endeligt. Han var ikke just en mand, som spildte tiden. Det havde han aldrig været.
Selvom hun brugte lang tid, så gjorde det da uden tvivl ondt på Theodore, og derfor ønskede han da helt klart at hun hurtigt formåede at gøre sig færdig! "Så bliv færdig," endte han med en kortfattet stemme. Hans blik forblev vendt mod vinduet, til hun havde gjort det arbejde færdigt. Igen bakkede han tilbage til tronestolen igen, hvor han satte hænderne mod armlænene og satte sig. Igen gik det lige så langsomt som tidligere, for det gjorde forbandet ondt. Han lagde hånden let mod hans bryst. Han havde ondt, og lige hende, var han af en eller anden grund, ikke bange for at vise det. Hans blik gled mod hende. Finesse, stik og det som fulgte med, var noget som de uden tvivl måtte tage hånd om først. "Fortæl mig, hvad du ønsker at gøre først.. Så fortæller jeg, om det lyder fornuftigt," lød det roligt fra ham. Let satte han sig tilbage. Han måtte slappe af, selvom han ikke just var meget for tanken om det. De mørke øjne søgte endnu en gang hendes skikkelse. Her var han, udelukkende for at hjælpe hende. Så måtte hun også lære at tage kontrollen, og rent faktisk bede ham om noget lige så. Betragt dette som den første øvelse, som hun skulle igennem. Den første af mange.