I'm here.. Let it begin!

[Jarniqa Dynithril]

Theodore Jarvis Acheron - Jarniqa Dynithril

Jarniqas hjerte slog stærkt. Hendes nakke var slået en anelse tilbage, som hun betragtede den mægtige bygning foran sig. Majestætisk var det rette ord vel for det, som hun i øjeblikket betragtede? Hvid marmor der tårnede sig metervis op foran hende, hvor udseendet kun blev brudt af de farvede vinduer. Aldrig havde hun stået så tæt på. Aldrig havde hun tænkt over, hvor stort og flot det egentligt var. Utroligt var det også helt at tænke på, at hun havde haft kræfterne til at vælte en sådan bygning. Hun bed ned i den bløde underlæbe, som hun igen sænkede blikket. Fødderne begyndte hun nu at flytte på, som de begyndte at føre hende ind ad selve dobbeltdørene, der førte hende ind i en storslået entre. Burde hun virkelig være her? Hendes smaragdgrønne øjne søgte omkring. Utilpas følte hun sig selv helt, som hun stod i sin kønne, men på ingen måde dyre, og så al for slidte røde kjole. Hørte hun virkelig til her? Hun lagde mærke til, hvordan en tjenerinde sendte hende et langt blik, som hun passerede. Hun følte sig bestemt ikke som en prinsesse.. Føltes det mon sådan her at være en prinsesse, eller føltes det mon anderledes? Endvidere følte hun sig ej heller som nogen kommende ambassadør. Hun ville uden tvivl gerne, men som hun endelig stod her, føltes det hele så … stort og anderledes. Kunne hun virkelig det her? Armene endte hun med at lægge om sig selv, inden det måtte gibbe i hende, som en stemme pludselig lød. ”..Kan jeg hjælpe Dem, frøken?” spurgte en venligt udseende mand. Han havde vel med garanti spottet hendes fortvivlelse? Hendes smaragdgrønne øjne landede på manden. En tjener vel? Ej syntes han at sende hende lange blikke, ligesom nogle af de andre tjenere ellers gjorde. Han var vel enten høflig, eller også havde han ikke mødt hendes moder, eller også kunne han måske bare ikke se ligheden? ”Jeg søger Theodore Acheron,” endte hun efter nogle sekunder med at sige. Selv havde hun været med til at kidnappe Macaria Forsyth. En kvinde der dog var blevet reddet af den fordømte Isabel Veterano. Efter det havde rygterne spirret om, at Vavilon eller Manjarno var blevet taget tilbage til Dvasias af warlocken, Theodore Acheron. En besked, der havde fået Jarniqa til at ligge, hvad hun havde i hænderne, så hun kunne opfylde sin anden del af aftalen. ”Denne vej, frøken,” sagde tjeneren, inden han begyndte at gå. Hurtigere slog Jarniqas hjerte igen, som hun begyndte at følge ham. Blikket kastede hun fra tid til anden ud til siderne, og … ville hun nogensinde blive i stand til at finde rundt her? Det mindede jo på ingen måde om det lille utætte hus, som hende og Damien havde været vant til i Benden! Tjeneren stoppede til sidst op, hvor han slog døren op til nogle andre dobbeltdøre. Et nyt majestætisk rum tog spil for øjnene af hende. Tronsalen. ”Held og lykke, frøken.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde været igang her på stedet, siden han var ankommet. Selvom nedfældelsen af DeLoca Mansion uden tvivl havde sat sine tegn på ham, som han endnu ikke havde fået tilset, så havde han alligevel valgt at blive her, for at sikre sig, at der intet ville ske. Han tog ikke chancen, og særligt ikke når Zean og Macaria endnu måtte være derude. Han havde selv hørt om at kvinden var formået at komme fra Procias. Hadfyldt var det. Den kvinde skulle bare.. af med hovedet, så de slap for de problemer!
Lige nu sad Theodore placeret i tronen, for hundrende gang i dag. Han var en hård mand, som sørgede for at folk arbejdede. Han havde jo faktisk ikke rigtigt fået besked på noget andet, så det var naturligvis også det, som gjorde sin andel. Hans blik gled mod vinduerne, som han stirrede i retningen af. Hans hænder var lettere vansieret, og det samme var hans ansigt. Forbandede flammer! Han trak vejret roligt. Han havde i hvert fald brækket et par ribben, men at slappe af ovenpå det hele, var slet ikke noget, som han kunne eller ville finde tiden til lige nu. At dørene gik op, fik hurtigt hans blik til at vende sig. Angrebet på DeLoca havde været en succes, også selvom konsekvenserne, havde været derefter, og det kunne han da uden tvivl godt mærke på sig selv. Skikkelsen genkendte han dog som Jarniqa. Et kort træk måtte dog alligevel finde sig vejen til hans læber, inden han satte hænderne mod armlænet og skubbede sig op på benene igen. Dette gjorde han langsomt. Det gjorde faktisk pænt ondt, eftersom nogle af hans ribben var brækket. "Jeg undrede mig over, hvornår du mon ville dukke op," lød det roligt fra ham. Selvom han havde ondt, var dette ikke noget, som kunne hverken ses eller mærkes på ham, og det var lidt det, som han reagerede på lige nu.
Theodore trådte roligt ud på gulvet. Folk gjorde rent og fortsatte med at renovere. Igen var han ikke i tvivl om, at Vavilon nok skulle stå sin pragt igen, når der kom styr på det hele. Og ved hjælp af Dvasias, og deres økonomiske situation, så skulle det hele nok gå. De mørke og intense øjne gled direkte mod hende, som han denne gang blev stående. Han var ikke rank.. ingen formel stilling, som han plejede at have, for han kunne ikke holde til det, og særligt ikke, som det stod lige nu. Han lod hovedet søge en kende på sned, inden han vendte blikket mod vinduet. Hele stedet var under tydelig renovation, og særligt efter det var angrebet. Hans ansigt havde tydeligt taget skade, men ikke var det noget som han tog sig af. Det måtte han tage sig af, når han var færdig her.

[Jarniqa Dynithril]

Overvældet trådte Jarniqa ind i tronsalen, hvor man endnu kunne høre, hvordan hvert et skridt måtte give ekko i den forholdsvist aflange og bare sal. Bag hende kunne hun ligeledes høre, hvordan dobbeltdørene gled i igen, og efterlod hende alene med den anden person i salen. Theodore Acheron. Hendes smaragdgrønne øjne søgte øjeblikkeligt hans skikkelse, hvor hun måtte blive noget overrasket over, hvad hun så. Stadig kunne man se, hvilken fornem herre han var, men til forskel fra sidst, var hans ansigt nu ødelagt af forbrændinger. Stiv i kroppen syntes han ligeså, som han løftede sig selv fra tronen, hvilket helt kunne indikere, at han også havde indre skader. Hvad havde der dog foregået? Skyldtes al dette den kamp, som der havde været på DeLoca Mansion? Selv havde hun dog hørt, at der ej skulle have været en egentlig kamp. Macaria Forsyth havde hun, Salvatore og Caleb trods alt fjernet, hvor de også have dræbt vagterne på deres vej. Svagt gled smilet over hendes læber ved hans ord. ”Tiden går, når man ikke bare kan forsvinde fra tid og sted, ligesom du,” kommenterede hun roligt, som hun refererede til, at han kunne forsvinde i en røgsky. Selv havde hun rent faktisk formået at gøre en tilsvarende handling. Dog komplet ubevidst, som hun ej havde planlagt det, og som hun siden da ikke havde været i stand til at gøre det. Roligt nærmede hun sig ham. Glad var hun rent faktisk for at se ham. Underligt var det måske at glæde sig over en person uden en sjæl, men selv ville hun mene, at de alligevel havde et godt forhold til hinanden. Derudover var hun også blot spændt på at komme i gang med alt, hvad de havde planlagt. Hendes blik søgte om bag ham, hvor de grønne øjne landede på tronen. ”Jeg kan se, at du har holdt pladsen varm for mig,” sagde hun kækt. Det var trods alt meningen, at det var hende og ej ham, som skulle sidde der. Dog kunne hun ikke just sige, at hun higede i øjeblikkeligt efter at rende derhen og sætte sig. Ville hun virkelig blive i stand til at gøre det, som de havde drøftet? Var dette virkelig den trone, som hendes moder havde siddet på? Hun bed sig selv let i læben, inden hun også nåede helt over til Theodore. Hendes grønne blik søgte tilbage på ham. ”Du ligner ej dig selv,” lød det ærligt fra hende og med en bekymret undertone. Tydeligt var det at se, at der var noget galt. Tydeligt var det at se, at han var blevet skadet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ganske vidst var Theodore en smule ved siden af sig selv, selvom det nu alligevel ikke var i en forstand, som han ikke havde oplevet før. Hvem havde ikke oplevet et brækket ribben eller to? Han havde bare været uheldig. Lidt modstand havde de jo trods alt mødt. Han lod hovedet søge let på sned. Selvom han havde sine klare fordele, som han bestemt heller ikke tøvede med at benytte sig af, så gjorde dette også en kæmpe del af udfaldet. Hans mørke og intense øjne gled mod hende. Det var meningen at Jarniqa skulle sætte sig på den - når hun var klar. Ikke at han ville sige, at hun var det endnu. Ung var hun jo trods alt, og uvidende om det arbejde, som det krævede at lave, når man indtog en plads på en trone som denne. "Det kommer med øvelse," sagde han blot, mens han lod hende træde nærmere. Igen, var der vel heller ikke nogen grund til at skulle frygte hende? Desuden overfor et væsen som ham, udgjorde hun faktisk heller ikke rigtigt nogen trussel, selv på trods af, at han var skadet.
Blikket gled kort i retningen af tronen, da hun måtte kommentere denne, inden han atter så mod hende. "Blot gør jeg hvad kronen forventer og kræver af mig," sagde han roligt. Han gjorde hvad Jaqia ønskede og forventede af ham. Han var nemlig ikke som Macaria, som havde valgt at erklære krig mod stormagterne. Desuden vidste han da også, hvad han fik mest ud af på egen hånd, og det var bestemt ikke at gå imod det dvasianske kongehus. Han trak vejret let. At gøre det dybt, var noget som gjorde direkte ondt! Virkelig, virkelig ondt! At hun bemærkede, at der var noget ved ham, som ikke var som det plejede, forundrede ham dog ikke. Hans blik gled mod hendes skikkelse, og denne gang med en mere fast mine. Hans ansigt var vansiret og det samme med hans hænder, og med brækkede ribben og et halvvejs betændt sår i underarmen.. så kunne man ikke sige at han var temmelig medtaget. "Kampene i DeLoca var hårdere end først antaget," sagde han med en rolig stemme. Jovist gjorde det ondt. Virkelig ondt faktisk, selvom det nu var noget, som han måtte forsøge at ignorere. Gik det op for folk, at han var i smerte, og faktisk var temmelig medtaget af dette, kunne det få alvorlige konsekvenser.

[Jarniqa Dynithril]

Let trak Jarniqa på smilebåndet. ”Endnu en ting, som vi må se på,” kommenterede hun, som det var en anmodning om, at han også skulle lære hende denne kunst. Tiden havde de vel også, nu hvor de begge skulle blive her i Ityrial? Lysten til at lære hende det, tænkte hun i hvert fald, at han havde, som han førhen havde trænet hende i magiens kunst. Dette regnede hun nu engang også, at de kunne fortsætte med, nu hvor de begge var her. Hendes hoved søgte en kende på sned, som hun stod henne ved ham. Blot gjorde han, hvad dronningen befalede ham? Altid var han så formel.. eller, han var formel, indtil der stod en foran ham, som han måtte ”lege” med. Selv huskede hun nemlig endnu tydeligt, hvordan han havde fået et særligt glimt i øjet, som han havde fanget en vampyr til hende. En vampyr, som hun havde dræbt. ”Og hvad forventer kronen nu af dig?” spurgte hun ham roligt. Ej valgte hun at nærme sig tronen, som hun blot blev stående ved Theodore. Et sted måtte den også forekomme hende skræmmende, som det var skræmmende at vide, hvad den repræsenterede, samt det faktum, at hun skulle sidde der. Det var faktisk også Theodore selv, som havde foreslået, at det var hende, som skulle gøre det. Hendes blik gled fra tronen og tilbage på Theodore. Til at se var det, at han havde været i kamp. Derfor kunne hun roligt konkludere, at erobringen ej havde været så simpel, som hun ellers først havde antaget. Det vigtigste var dog ikke, hvor meget modstand han havde mødt. Det vigtigste var derimod, at han endnu var i live, og at målet var sikret. Hun fugtede de lyserøde læber. ”Har nogen tilset dig endnu? Hvis ikke, kan jeg gøre det.. Jeg er måske ikke healer, men jeg har før tilset diverse skader.” Bekymret var hun rent faktisk for ham, som hun jo godt kunne lide ham. Derfor ønskede hun blot at hjælpe, skønt tanken om, at hun skulle hjælpe ham, forekom hende mærkværdigt. Indtil nu var det trods alt også ham, som havde været den, som havde taget hånd om hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ganske vidst havde de en lang vej endnu, hvad angik Jarniqas træning, men et naturtalent, havde hun vist sig at være, og derfor havde selv Theodore en god fornemmelse omkring alt dette. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "Det vil vi tidsnok komme til, såfremt at du lærer at styre og kontrollere den magi, som hviler i dine årer," lød det roligt fra ham. Hans blik hvilede på hende.. den kommende regent af landet her. Hvorvidt om det ville få lov til at beholde sig navn, eller hvad der ville ske, var dog ikke til at sige endnu. Det eneste, som han dog var klar over, var at hun skulle sidde på tronen på et tidspunkt, men dog ikke endnu. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, og med et ganske tilfredst smil på læben. "At jeg sidder på tronen her, frem til at Jaqia siger, at du er klar. Jeg skal hjælpe dig igang," sagde han med en rolig stemme. Det var den opgave som han havde fået. I mellemtiden, havde han jo egentlig bare sørget for, at der kom gang i stedet her, så det igen kunne opbygges. Det var den originale trone.. den som selv hendes moder i sin tid, havde siddet på. Det var dog ved at være mange år siden.
Ingen havde tilset Theodore endnu, og det var egentlig hans egen beslutning, at det skulle være sådan. Hans blik hvilede fast på hende. Skulle han stole på hende? Han havde jo et samarbejde med hende, som skulle køres fast. Han rynkede kort på næsen. "Du skal være velkommen til at tilse, selvom du ej er en healer," endte han. Selvom han var ekstrem dygtig med magi og det hele, så var det ikke noget som hindrede ham i at komme galt afsted i krig og kamp, når han selv var afsted. Hans blik gled mod hans arm. Selv denne var stiv efter kniven havde sat i sig hans underarm. Han bed tænderne let sammen og så endeligt mod hende igen. "Hvorledes ønsker du at tilse mig?" spurgte han videre. Denne gang valgte han faktisk at vise hende denne tillid og denne tiltro. Han havde brug for det.. Og han vidste det jo godt.

[Jarniqa Dynithril]

Selv ønskede Jarniqa, at det var Theodore som trænede hende i magiens kunst. Tidligere havde hun forsøgt sig med sin biologiske fader, men ej havde hun følt, at hun havde fået det nødvendige ud af det, og derfor havde hun også fundet sig en ny læremester. Dog vidste hun, at hun endnu havde lang vej igen, men nu hvor de endnu engang boede under samme tag, burde de kunne komme videre i deres gøren. Derfor tænkte hun, at de nok skulle komme til de magiske transporteringer, skønt hun som altid ville ønske, at de kunne starte lige nu og her. ”I så fald må du lære det mig godt.. eller også må jeg igen søge en ny læremester,” svarede hun kækt, skønt hun var rimelig sikker på, at Theodore var den rigtige læremester for hende. Han havde nemlig allerede været i stand til at lære hende det mere, end hvad hendes fader havde været i stand til. At han ikke kun skulle være hendes læremester i magi, men også hendes læremester i vejen til tronen, fik hende i et øjeblik til at se tænksomt frem for sig. Det var vel kun fornuftigt, at det var således, at det skulle fungere? Hun havde jo ingen opdragelse i etiketter, eller hvordan man regerede. Det var vel også større og sværere at være leder for et helt land, end det var at være leder for en mindre forsamling? Dog kunne hun heller ikke lade være med at fundere over, hvordan han mon skulle hjælpe hende. Hvordan lærte man helt præcist det, som hun skulle lære? ”Hvordan skal du hjælpe mig?” spurgte hun direkte med en nysgerrig mine. Hun kunne trods alt også kun forstå, hvis hun spurgte. Dette var trods alt også en helt ny verden for hende. Spørgsmålet var derfor også om hun kunne klare det. Smilet endte hun med at trække på, som han udviste hende den tillid, at hun måtte tilse ham. Det glædede hende, da det både var en tillidserklæring til hende og hendes evner, samt en mulighed for hende at give ham lidt igen. ”Som det første, vil jeg være nødt til at se, hvad der helt præcist er hændt dig,” forklarede hun roligt. ”Dernæst vil jeg vurdere, hvad der vil være til størst gavn at gøre.” Hun betragtede hans ansigt. Sikkert var det dog allerede, at det ikke var alt, som kunne reddes desværre. Dog måtte hun også sige, at det havde været direkte dumt af ham, at han ikke selv havde gjort noget ved al det her før. ”..Forbrændringer kan dog ikke reddes, når først de har sat sig i huden.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore gjorde ikke forskel på magiker og warlock i dette henseende, da de begge var af magisk afstamning, og selv han vidste jo, at de var af det samme. Ikke at han kunne smile uden at han havde en grund til det, og det følte han heller ikke at han havde her. "Hver ting til sin tid. Jeg tvivler på, at du vil finde en, som vil lære dig mere end jeg," sagde han med en ganske sigende mine, da han atter en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Her kunne han se hende.. Den kommende regent af Vavilon. Han havde troen på hende, ellers ville han ikke have foreslået hende for Jaqia, og selv han vidste, at dronningen lyttede til ham. Her ønskede han ikke at begå nogen fejler i hvert fald. Han lod hovedet søge på sned. "Hvor meget om skik, etik og finesse, er du kendt med, Jarniqa?" spurgte han ganske sigende. Ganske vidst havde han forståelsen for, at det som skulle gøres, var vigtigt. Særligt hvis hun skulle fremstå som troværdig for folket her, som selv ikke havde haft noget stabilt siden Denjarna havde siddet på tronen bag dem.
Forbrændinger vidste Theodore skam godt, at man ikke kunne gøre alverdens ved. Skaden var sket hvad det angik, og han kunne jo kun håbe på, at tiden ville heale lidt af det på egen hånd. Han sukkede let. Han var ikke decideret forfængelig, men selv han ønskede da at se ordentlig ud, og det vidste han godt at han ikke gjorde lige nu. "Forbrændingerne kan du intet stille op med. Kun tid vil heale disse.. forhåbentlig," sagde han endeligt. Derimod var han mere nysgerrig på hvad der skulle ske med hans underarm, som han i forvejen vidste, var betændt. Og de brækkede ribben, hvilket uden tvivl var det som forhindrede ham i at bevæge sig frit, hvilket uden tvivl var noget, som i sandhed måtte irritere ham som bare pokker! Hans blik gled mod hende. "Jeg er mere interesseret i, hvad du kan formå at gøre med min arm.. og ribben," sagde han endeligt. Resten skulle nok komme af sig selv. Om ikke andet, så havde han en hustru derhjemme, som ville elske at tage sig af det.

[Jarniqa Dynithril]

”Og hvornår vil vi kunne gå i gang igen?” Ligesom første gang de havde mødt hinanden, var Jarniqa endnu ivrig efter at lære af ham. Selv ønskede hun nemlig at lære alt, hvad han kunne, og desværre var det ikke så simpelt igen. Selv vidste hun nemlig, at hun på ingen måde var en god magikyndig endnu, som hun vel endnu kun var på barnestadiet. Dette kunne hun dog ikke gøre noget ved, da det var i en sen alder, at hun havde fået lov til at tage hul på sin magi. Det vigtigste var dog også, at hun nu kunne udfolde sig under hans vejledning. Hænderne foldede hun foran sig. Hvor meget hun vidste om ordene skik, etik og finesse? ”..Jeg ved, at ordene eksisterer,” endte hun med at sige. ”Ellers intet..” Den hårde sandhed var nemlig, at hun vidste, at disse ord eksisterede. Hvad de indebar, vidste hun dog ikke. Det var nemlig ikke til at sige, at Damien var en mand der gik ind for disse tre ting. Hvorvidt han vidste, hvad de handlede om, tvivlede hun endda også på, at han gjorde. Derfor kunne man sige, at hun komplet var på bar bund. Hun var dog også blevet opfostret væk fra civilisationen, og det gjorde også, at det havde sat sine spor i hende. Betragtende hvilede hendes smaragdgrønne øjne på hans ansigt, som han snakkede om, at tiden ville hjælpe ham. Skulle hun mon være ærlig overfor ham? Indtil nu havde det trods alt gået. ”Tiden vil aldrig heale forbrændingerne. Farven vil måske falme en anelse, men farveskiftet vil altid være det.. og det vil være til at se,” sagde hun ærligt. Det var ikke fordi, at hun ikke ønskede at give ham godt nyt, for det ville hun da gerne. Problemet var, at hun ganske enkelt ikke kunne gøre det, fordi det i så fald ville være en løgn. ”Hvad er der sket med din arm og dine ribben?” spurgte hun ham, som hun trods alt ikke kunne se eller gætte sig til skaderne, når hun ej havde følt ham eller set dem. Synsk var hun trods alt ikke. ”Du må også fjerne skjorten, hvis jeg skal kunne se det og vide, hvad jeg skal gøre,” bad hun ham roligt. Svært havde hun det ikke længere med, at han fjernede skjorten i hendes nærhed. Hun var trods alt blevet vant til handlingen og synet efter de mange træningslektioner.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej kunne man sige, at Theodore var forundret ved hendes iver efter at komme igang igen. Dog kunne han nok ikke træne hende, før han igen genvandt sin bevægelsesfrihed, og dette var det svære, selv for ham. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Lige så ivrig, som da jeg første gang mødte dig," bemærkede han endeligt. Det var ikke underligt. Han kunne faktisk godt lide dette, og ej var det noget, som han havde i sinde at skjule. Den opførsel, var noget som uden tvivl måtte falde i den gode jord hos ham. "Jeg kan fornemme på det hele, at vi endnu har meget at tage hånd om. Regenten af et land, skal ikke være styret af instinkter.. som jeg.. men af fornuft og logik, samt strategi.. Har jeg ladet mig gøre." Han forsøgte at rette sig op, selvom dette dog meget hurtigt, var en handling, som han måtte fortryde.
"Tiden skal nok heale hvad der skal heales," endte han med en tydeligt kortfattet stemme, som han igen vendte blikket væk fra hende. Nej, han vidste jo at han så gyselig ud, og at ilden havde markeret sine tegn på hans hænder og ansigt, men så lang tid, at det var til at leve med, så gik det jo nok. At hun derimod ønskede at han skulle fjerne tøjet, forundrede ham ikke. Hun havde set ham uden skjorte og det på, så mange gange før, så det var heller ikke noget, som kunne komme synderlig meget bag på nogen. Han rystede kort på hovedet, inden han hævede hænderne og begyndte at knappe skjorten op. At de jo stod midt i en formel tronesal, var virkelig ikke noget, der rørte ham på nogen måde. Han måtte med besvær, få kæmpet skjorten nedover hans skuldre. Såret på underarmen var bandageret, men selv bandagen var rød og tydeligt præget af betændelse. Hans ene side var rød og lilla, fordi at han var blevet slået så kraftigt med en lance, fordi at han ikke lige havde været opmærksom. Det gjorde ondt, og det at trække vejret, var i forvejen en smertefuld proces. Nej.. Denne gang kunne man vel godt sige, at han ikke havde været særlig heldig.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Jarniqa ligeså ivrig efter at lære af ham, som hun havde været under deres første møde. Derfor hvilede smilet også bare stødt på hendes læber, som han kommenterede det selvsamme faktum. Det at hun endnu var ivrig efter at lære af ham måtte trods alt også være en kæmpe ros. Det var nemlig et tegn på, at han havde gjort det godt, som hun endnu hang ved. Det var meget muligt, at hverken Salvatore eller Damien brød sig synderligt meget om ham, men ligegyldigt kunne det også være så længe, at hun var glad og tilfreds. Det var også meget muligt, at de havde ret i, at hun skulle være opmærksom så længe, at hun befærdede sig i mørket, men var der ikke også en chance for, at de var jaloux eller overbeskyttende? Hun tog en indånding, som hun tænkte over hans ord. ”Hvor lang tid tror du, at det vil tage før jeg er klar?” endte hun med at spørge. Selv ville hun mene, at hun skam havde fornuft og logik. Strategikkeren i hende kunne der måske godt arbejdes med, men noget havde hun da lært igennem de seneste par uger. Skikke, etik og finesser var derimod kundskaber, som hun stod på bar bund med.. eller, hun vidste da, hvordan man spiste med bestik, og at man for eksempel ikke bøvsede folk op i hovederne, samt at nogen kunne lide at tiltales som De. Det var dog også dertil, at hendes kunnen måtte gå. Roligt blev hun stående, som han begyndte at afklæde sig selv. ”Hvis du siger det..,” kommenterede hun kortfattet. Selv troede hun ikke på, at hans forbrændinger ville blive meget bedre, men nok om det.. Tænderne bed hun sammen, som hun nu kunne tage hans forslåede krop i blik. Bandagen omkring armen der tydeligvis ikke hjalp.. Den rødviolette side.. Langsomt bevægede hun sig nærmere, så hun kunne komme til at stå helt tæt på ham. Godt så det bestemt ikke ud. ”Jeg vil lige fjerne bandagen og se, hvordan det ser ud indenunder.. Jeg vil gøre det så forsigtigt som muligt,” sagde hun stille, inden hun forsigtigt tog om sløjfen der holdt bandagen lukket. Allerede nu kunne hun sige, at det bestemt ikke var blevet gjort ordentligt! Forsigtigt begyndte hun at vikle stoffet af hans arm, indtil hun kunne mærke, hvordan det rev en anelse, som hun nåede det punkt, hvor såret, blodet, og betændelsen havde sat sig fast i klædet. Hun skar en grimasse, som hun forsigtigt fik viklet det af. ”Er du overhovedet blevet syet? Og har du overhovedet fået smurt noget på såret?” spurgte hun forfærdet, hvor det simple svar var nej.

[Theodore Jarvis Acheron]

Endnu var der lang vej at gå med Jarniqa, dog selvom Theodore var af den overbevisning om, at det hele nok skulle gå. Hun var lærernem, den måtte han give hende. Hans blik forblev uden iver eller glæde. Han kunne ikke føle den slags, og det var vel så småt ved at gå op for hende? Hun var i hvert fald ved at have god styr på, hvordan han skulle tackles. Dette passede ham fint, for han var langt anderledes end så mange andre, og det var jo det som han vidste. Hans blik skævede i retningen af hendes skikkelse. "Der er lang vej endnu... Men jeg ved, at vi kan nå dertil," fortalte han med en rolig stemme.
Blikket gled efterfølgende til hans arm. At få skjorten af, var i det hele taget en proces som tog ham tid, og særligt fordi at det faktisk gjorde ekstremt ondt. Ribben var brækket. Det behøvede han ikke en healer for at konstatere. Han nikkede. Han ville gerne lade hende kigge. Han vidste jo, at det ikke var godt, men med alt det arbejde, som skulle laves her på stedet, så var han nødt til at nedprioritere sådanne småting, som dette nu havde været i denne omgang. Hans blik gled ned mod hans arm. "Det er fint," lød det roligt fra ham, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hendes blik og ansigt alene sagde ham, at det bestemt ikke så godt ud. Han tog det nu ikke så tungt. Det her var da om ikke andet, så noget, som man kunne gøre noget ved. Han rystede på hovedet. "Ingen har tilset det sår," sagde han ærligt. Betændelse kunne han jo se, at der var gået i det. Det eneste som han faktisk havde gjort, var at få det renset. Måske at han ikke havde gjort det godt nok? Nu var han jo heller ikke just kendt for at være en grundig mand, så det kunne jo heller ikke ligefrem komme bag på nogen, når det endelig skulle være på den måde. Det havde dog ikke slået ham ihjel endnu, så var der overhovedet nogen grund til bekymring?

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa godt, at hun lige pt ikke var regent- eller ambassadørmateriale. Derfor vidste hun også, at vejen dertil var lang. Ligeledes troede hun også på, at hun nok skulle kunne nå dertil, som hun ønskede at lære. Derfor var det ikke just det, som hun havde ønsket svar på. ”Jeg ved skam godt, at vejen dertil er lang. Ligeledes har jeg også selv troen på, at jeg kan nå dertil.. Jeg ønsker derfor at høre, hvor lang tid du tror, at det vil tage? Vil det tage uger? Måneder? År?” spurgte hun uvidende. På bar bund var hun, som hun på ingen måde havde en ide om, hvor let det var at lære finesser og strategi. Hun var trods alt i tvivl om, hvad det overhovedet indebar. Selv håbede hun, at det ville være let at lære, for tanken om at det ville tage år? Ja.. Det ville helt få hende til at betvivle, om dette overhovedet var en god ide. For hvis hun først var klar om flere år, hvad var så ideen i at indsætte hende? Personligt tænkte hun også, at det burde være styr på tingene til den tid.. Det var dog ikke lærdommen, som hun kunne kaste over sig lige nu og her, som det nærmere sagt var Theodores skader. Tydeligt var det for hende at se, at han havde misbehandlet sig selv. Det få der var blevet gjort, var nemlig på ingen måde blevet gjort med omhu! Hun sukkede dæmpet, som han endda sagde, at ingen havde tilset hans sår på armen. ”Det er betændt,” sagde hun direkte. ”Ved du godt, at man kan dø af betændelse? Det er måske kun i armen lige nu og her, men hurtigt kan det sprede sig og sætte en større infektion i gang.” Hvordan kunne han ikke vide det? Var det ikke sådan noget at rige mennesker vidste? Det var nemlig af denne årsag, at mange fattige døde, som de sjældent havde adgang til behandling. Svagt rystede hun på hovedet ved tanken om hans intetsigenhed. ”Umiddelbart ligner det ikke, at betændelsen har forårsaget nogle alvorlige skader endnu. Derfor skal du heldigvis ikke havde amputeret armen.. Jeg vil få brug for nogle urter, og så vil jeg blande dem sammen, smøre dem på såret, og lægge en ny bandage om armen,” lød det bestemt fra ham. Nu, hvor han havde ladt hende tilse ham, måtte han også lade hende behandle ham som en patient. Præcis ligesom hun havde behandlet sin værge, Damien, efter angrebet på Ityrial.

[Theodore Jarvis Acheron]

Uden tvivl kunne man sige, at Theodore havde troen på at Jarniqa nok skulle blive en god regent af landet her, selvom der endnu var en rigtig lang vej at gå. Dette ville komme på et tidspunkt, og han skulle nok hjælpe hende med dette. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Uger ville være for kort tid. Det var nemlig ikke noget, som man lærte over natten, og det var noget, som hun hurtigt ville finde ud af. "Hvor lang tid, det vil komme til at tage, ved jeg ikke. Uger er nok for kort tid. Jeg tror vi skal op i et højere tal.. Det er måneder," sagde han direkte. Uger var alt for kort tid, til at lære hvad der nu skulle læres, så det måtte vel være måneder? Desuden var det Jaqia der afgjorde hvornår hun var klar til det, og ej ham. Han havde bare fået opgaven på, at skulle oplære hende i at gøre dette, og det var det, som han agtede at gøre. Han var i det mindste en mand, der kunne følge ordre til fordel for Macaria.
At armen var betændt, vidste han godt, men at det var så slemt, havde han dog ikke set komme. Theodore var skam godt klar over, hvilke konsekvenser det kunne have, ikke at rense såret, men han havde så til gengæld også regnet med, at han kunne tage hånd om det senere, når der kom mere ro på tingene. Han sendte hende denne gang en mere fast mine, end hvad han havde gjort til nu. "Jeg har forståelsen for, hvad betændelse kan gøre," begyndte han dog. Godt så det ikke ud, det måtte han give hende, men det havde da endnu ikke taget livet af ham, så var det virkelig så slemt? At hun agtede at rense og heale det, sagde han ikke noget til. Han ville ikke have noget imod det. Han trak vejret let. "Jeg værdsætter det, Jarniqa.. Men til nu, har der ikke været tid til at tage hånd om det. Desuden stoler jeg ikke på mange, nok til at de får lov til at komme i nærheden af mig," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hans blik gled ned mod hans arm, og videre mod hans forslåede ribben. Han havde virkelig ikke været heldig denne gang.

[Jarniqa Dynithril]

Læberne fugtede Jarniqa. Ung var hun, og derfor var hun også ivrig. Måneder kunne derfor føles som år for hende, hvor år måske blot var et tal for en mand som Theodore. Derfor håbede hun blot, at hun ville være lærenem, samt at hun ville blive af så meget, at hun ej ville ane at tiden gik. Dog følte hun ikke just, at det var tid hun havde, som problemerne var lige nu og her. Måske skulle hun blot lade være med at spekulere over det? Theodore var vel også i stand til at tage sig af det? Dog kunne hun stadig ikke lade være med at tænke, at han ikke havde en ide om, hvad manjanerne ønskede. Manjarno eller Vavilon var nemlig ikke Dvasias. ”Og du vil styre tingene indtil da?” endte hun med at spørge. Nyt var det hele trods alt for hende, og derfor kunne hun ikke meget andet end at spørge. Hun løftede brynet.. Hun kunne ikke lade være. Farlig kunne en almindelig betændelse gå hen og blive, og derfor følte hun ikke just, at Theodore vidste, hvad han havde gjort. ”Hvis du har forståelsen for det, må du også have haft et dødsønske,” sagde hun direkte, som hendes blik hvilede på det rødlige og grønne sår. Godt så det bestemt ikke ud, og derfor følte hun ikke just, at han forstod alvoren ved dette. Blikket fjernede hun fra hans arm, som hun i stedet rettede sig mod hans krop. Forsigtigt lagde hun sin slanke hånd mod hans ribben, som hun blidt, men undersøgende måtte mærke ham. På trods af situationen, måtte smilet også finde frem til hendes læber. ”Jeg siger tak for tilliden,” sagder hun ærligt. ”Tiden burde du dog have taget dig. Der er dem, som ikke ser dig død eller handicappet..” Selv var hun en af del, som rent faktisk ønskede ham det bedste. Hånden trak hun til sig igen, så hans krop kunne få ro. ”Jeg kan ikke gøre meget for dine ribben, da de er brækket. Jeg vil dog gerne lægge en tæt bandage, så jeg er sikker på, at de healer korrekt. Derudover vil jeg også sige, at du ej skal bruge kræfter på at gå rundt de næste par uger.” Det smaragdgrønne blik hævede hun sikkert til hans. ”Er der nogen bandager og urter her på slottet?”