I need to get better.

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene lukkede Jarniqa kort. Ej tog han hendes ord til sig.. Det var tydeligt. Ej ville hun kunne gøre noget, som ville lette hans hjerte. I hvert fald ikke, hvis hun agtede at leve sit liv, som hun ønskede at gøre det. Han ønskede jo for dem, at de levede i total isolation, hvor de kun havde hinanden, hvor hun derimod ønskede at udrette noget, samt se verdenen. Svært var det, hvor det også måtte gøre ondt, at han var så bekymret for hende. Dog vidste hun også, at det var fordi, at han ingen andre havde. Selv ville hun også mene, at det kun var ham, som hun havde, men stadig ville hun have lettere ved at finde andre end ham, da hun var ung og frisk, hvor han derimod var gammel og paranoid. Hendes fingre strøg over hans håndryg, som hun igen tog ham i blik. ”Jeg ved, at du er bekymret, og jeg ved, at du ønsker at passe på mig til den dag, at du dør. Ej heller ønsker jeg at ændre på dette.. Dog kan vi ikke altid følge hinanden. Der kommer vel også den dag, hvor jeg må flytte..,” sagde hun stille. Ej sagde hun det for at give ham nådesstødet. Det var jo blot en naturlig udvikling, at børnene ikke blev ved med at bo ved sine forældre. Derfor var det ej heller for at afvise ham. Hun viste vel også, at hun ej ønskede ham borte, som hun rent faktisk kaldte ham sin fader? ”Jeg ved, at jeg aldrig har kaldt dig det, og jeg ved, at jeg vel burde kalde Salvatore det, men ej har han været der for mig.. Det har kun du,” svarede hun ærligt, som de jo altid kun havde haft hinanden. Derfor måtte det også være svært for hende, at Salvatore nu forsøgte at tilrane sig den plads hos hende.. At Damien dernæst sagde, at han ville gøre hvad som helst for at tage med til Dvasias, fik hende til at sukke, inden et svagt smil måtte vise sig i hendes mundvige. ”I så fald vil jeg se fordelen I at rejse på drageryg, fremfor til fods.” Drageryg.. Hun savnede at sidde på hans ryg, imens de fløj på himlen.

[Damien Nathanael Adams]

Svært var det uden tvivl for Damien at skulle give slip på Jarniqa. Han vidste at hun ganske vidst blev ældre, og større, og havde brug for at flyve fra reden. Det var vel bare typisk, at det var forældrene, der ikke var rede til dette, når barnet var klar til at tage det endelige skridt? Således var det i hvert fald i denne situation. Det var sådan det forholdt sig for Damien, da han ej ønskede at give slip på den kvinde, som sad overfor ham. Han trak vejret dybt. "Jeg ved at du bliver ældre og har brug for at flyve fra reden, Jarniqa," sagde han endeligt. Han havde levet så mange år alene.. Før han havde mødt hendes mor, at han slet ikke vidste hvordan man skulle begå sig omkring andre. Svært var det uden tvivl for ham, men han måtte jo bare klare sig efter bedste mening hvad det angik. Han håbede virkelig, at hun vidste hvad hun gjorde, og særligt hvad gjaldt Theodore og det liv, som hun nu havde fundet på den mørke side af grænsen. Han ønskede nemlig ikke, at noget skulle ske hende. "Det varmer mit hjerte, at høre dig kalde mig ved den titel, min pige," sagde han endeligt. Ej behøvede hun at sidde der overfor ham, og forsvare, at det var således, at hun havde det med tingene, for det var der slet ikke nogen grund til.
Drageryg. Det var ved at være lang tid siden, at Damien havde indtaget den skikkelse, og sandt at sige, så måtte han jo erkende, at det var en, som han i sandhed måtte savne. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Han kunne sagtens finde et sted at sove i Dvasias, hvor han ikke ville være til besvær for nogen. "Så giv mig den ære, at give dig en tur over himlen nok en gang," bad han roligt. Ganske vidst kunne han nok ikke om dagen, når der var kraftig sollys, for han måtte ikke udsætte sine øjne for alt for meget, men når mørket faldt på.. så kunne han godt. Det var han overbevist om.

[Jarniqa Dynithril]

At han rent faktisk indrømmede, at han vidste, at hun blev ældre, og at hun en dag ville flyve fra reden, chokerede faktisk Jarniqa. Selv havde hun nemlig troet, at han hårdnakket ville benægte sandheden, indtil det ikke længere var muligt. En stålfast mand var han nemlig, og især når det kom til hende. Selv vidste hun jo godt, at hun var det eneste, som han havde. Derfor følte hun næsten også, at hun gjorde noget forkert i at sige, at hun en dag ville flyve fra reden. Hun ønskede jo ikke at efterlade ham helt ensom og alene, og dog kunne hun ej heller undgå naturens gang.. Hun følte jo allerede, hvordan den måtte trække i hende. Dog sagde hun ikke mere til det, da hun ikke ønskede at tvære det mere ud i ansigtet på ham. For nu var det nok, at han vidste, at hun en dag ville flyve fra reden, men at han samtidig altid ville være hendes fader for hende. Muntert smilede hun til ham. ”Jeg kunne aldrig drømme om at tage plads på nogen anden drages ryg,” svarede hun ham kækt. Mange gange havde hun fløjet med ham. Det var fordelen ved at have en formskifter som værge. Altid havde hun også nydt at sidde på hans ryg, mens hun befandt sig oppe blandt skyerne. Det var en ting, som kun de to havde sammen. Blikket lod hun glide omkring, hvor hun opdagede, hvordan maden og en bakke måtte lægge spredt ud på gulvet. Dæmpet sukkede hun, skønt smilet endnu var at finde på hendes læber. ”Jeg tror, at det er meningen, at det er dig og ej gulvet, som skal spise maden,” kommenterede hun roligt, alt imens hun rejste sig. Over til det liggende mad gik hun, hvor hun greb om et stykke brød. Det andet var komplet uredeligt. Let børstede og pustede hun på brødet, inden hun bevægede sig tilbage til Damien. ”Spis,” beordrede hun, som hun afsatte brødet direkte i hans hånd. Hun ønskede jo ikke, at han sultede sig selv! ”Har du overhovedet tilladelse til at forlade Catalena nu hvor, at healerne mener, at de endnu kan gøre noget for dig?” Dog kendte hun allerede svaret.. Hvis det kom så vidt, kunne han for eksempel finde på at indtage drageskikkelsen, så hele hytten ville blive jævnet med ordet, inden han fløj af sted. Ingen kunne nemlig sige, hvad han måtte og ikke måtte.

[Damien Nathanael Adams]

Hårdt som det end var sagt, var det bare omstændigheder, som selv Damien var nødt til at indse. Jarniqa var snart voksen, og havde brug for at komme ud. Det var vel bare ham, som egentlig klamrede sig til mindet om den lille pige, som kun lige havde lært at gå, samt øvede på det talende sprog? Han kunne stadig mindes disse tider. Han sendte hende et skævt smil. Det gjorde ondt at indrømme, men han vidste det jo godt. Alle nåede det punkt før eller siden.. Hun havde bare nået det en kende for hurtigt for ham. Ikke kunne han følge med længere, og det var uden tvivl også svært for ham, at det var således. Et smil passerede hans læber. "Tror du, at du nogensinde ville få lov til det?" spurgte han med en rolig stemme. Aldrig ville han lade en anden tage den plads ved hende, og slet ikke, hvis han kunne gøre noget ved det.
Maden var slet ikke det som han tænkte på lige nu. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod det. Frustreret havde han været, da han havde kastet det direkte i jorden. "Jeg ved det godt. Jeg var bare frustreret i et kort øjeblik," sagde han endeligt. At hun rejste sig, var han ikke meget for, men han lod hende dog. Hånden lukkede sig om det stykke brød, som hun kunne give ham. Lige hvad angik dette, så var han ikke kræsen af sig. Igennem mesteparten af sit liv, havde han jo faktisk spist fra gulvet og jorden, så at sige. Han tog en bid af det. "Jeg er fri til at gå, som det passer mig. Jeg tror det længst er gået op for dem, at jeg ej er en mand som man kan holde på," sagde han endeligt. Stod det til ham, søgte de ud nu, men selv han var nødsaget til at passe på sig selv. Han skulle jo trods alt passe på den del af synet, som han havde i sin rådighed, og særligt sådan som det var nu, hvor det var så skrøbeligt. "Når mørket gryr, kan vi søge væk herfra, Jarniqa. Stedet her, er ved at drive mig til vanvid," kommenterede han endeligt. Han brød sig ikke om andre mennesker. Tvært imod.

[Jarniqa Dynithril]

Morende slap Jarniqa en latter. Nej, han ville næppe lade en overtage hans plads nogensinde. Dog var en ting, hvad man fik lov til, hvor det var en anden ting, hvad man gjorde. Ting som disse behøvede han dog ikke at vide. Selv vidste hun nemlig, at hun gennem tiden havde gjort mange ting, som han ej ville have brudt sig om. Hendes beskæftigelse som tyv var for eksempel et erhverv, som han altid havde måttet hade. Dog havde hun altid fundet det nødvendigt, da hun aldrig havde været i stand til at lave andet. Anderledes ville det dog blive nu, og hvordan han ville tackle det, vidste hun end ikke.. ”Til det må jeg sige, at det er heldigt, at der ikke er så mange som dig, hvis der da overhovedet er nogen,” svarede hun kækt, som hun personligt aldrig havde mødt en som Damien før. Brødet placerede hun i hans hænder, hvor et tilfredst smil måtte tegne sig på hendes læber, som han medgørligt begyndte at spise. Selv fandt hun det ej frastødende, at det havde rørt jorden. Hun kunne nemlig ligeså vel have spist det, hvis det havde været det. Kræsen havde hun nemlig aldrig kunnet tillade sig at være med de midler, som de havde haft. Dog havde hun været usædvanligt heldig på det seneste, som hun havde levet godt på Acheron Landsted. ”I så fald gavner det stadig ikke at sulte dig selv,” kommenterede hun med et smil på læben. En mand af temperament var han uden tvivl, og derfor undrede det hende ikke, at han havde smidt madbakken fra sig og nu sagde, at han kunne gå nu, hvis det havde været så vel. ”Rolig nu..,” lød det roligt fra hende. ”Jeg er ikke færdig her i Procias endnu, og ærlig talt har vi intet sted at søge hen. Vi har ikke et hjem her i Procias.. Ville det derfor ikke være bedst, hvis tilholdsstedet er her, indtil vi er nødsaget til at tage ud af landet?” Selv tænkte hun også, at han ville have godt af at ligge her nogle dage mere. Tænk, hvis det betød, at healerne kunne give ham mere af synet tilbage!

[Damien Nathanael Adams]

Damien ville aldrig i livet, tillade, at nogen i det hele taget, ville komme så tæt ind på Jarniqa, som den mulighed, som han nu havde fået. Hun var som en datter for ham, så naturligvis ville han gøre, hvad det krævede, for at hun havde det godt. Egentlig var det faktisk det eneste, som havde nogen former for betydning for ham lige nu. Hans blik søgte hendes, og med et smil på læben. "Derfor lader jeg ingen anden komme tæt på," sagde han. Det var et løfte, som han kunne give hende. Selvom hun nu havde mødt sin biologiske fader, så ville han ikke lade den mand komme så tæt på hende, dersom han kunne blive fri!
Maden tog han imod. Han var ikke kræsen af sig, og havde aldrig været det. Han spiste med største glæde. Det havde jo kun været et lille frustreret øjeblik, der havde forårsaget, at han bare havde kastet det hele fra sig på den måde, som han havde. "Det vil jeg dog heller ikke påstå at jeg gør," sagde han ærligt. Jovist havde der været stunder, hvor han var gået sulten i seng, for at brødføde hende, men det var jo kun på grund af den betydning som hun havde for ham: Som sin datter. Hvilken far ville han ikke være, hvis han tog det egoistiske valg? Catalena var en by... Allerede det, var en grund nok for Damien til at tage derfra, for han hadede virkelig at være der. Han hadede at være omkring mennesker, når det eneste, han havde brug for, var hende. "Du har ret... Så.... lad os blive her. Hvad mere mangler du at få gjort her i Procias?" spurgte han, inden han tog den sidste stump brød, og fik det i munden. Det gjorde godt, selvom det på ingen måder var mættende. Men et sted skulle man jo starte. Han glædede sig bare til at komme ud igen! "Den dag alt er, som det engang var.. Det er noget, som jeg vil se frem til," sagde han ærligt. Det rolige liv.. Det havde taget en markant drejning. Han ville gøre hvad han kunne, for at få det hele retur!

[Jarniqa Dynithril]

”Det siger du ikke..,” kommenterede Jarniqa i en drillende og vidende tone. For nej, han havde aldrig ønsket, at der var nogen der kom tæt på hende. Det var også af den årsag, at hun ingen venner havde, samt havde svært ved at stole på folk. Damien havde nemlig altid sørget for, at de holdt sig langt fra civilisationen. Derfor havde han aldrig heller brudt sig om de gange, hvor hun havde søgt ind til byerne for at stjæle og bare opleve lidt. Vred var hun dog ikke på ham for al dette, da hun aldrig ville blive i stand til at hade ham. Jovist de havde deres skænderier, men ”familie” var han, hvor han også var den eneste, som hun havde, og derfor kunne hun ikke bare vende ham ryggen. Hun elskede ham jo også, som man elskede sin fader og en person, der altid havde været der for en. Let trak hun på smilebåndet. ”Det viser du nu ikke ved at smide maden bort,” lød det roligt fra hende. Dog lignede det rigtigt nok ikke, at han havde sultet sig selv, som han endnu lignede en med sul på kroppen. Sund måtte hun også helt selv se ud, som hun havde haft det godt hos Theodore. Gennem årene havde der nemlig været de perioder, hvor hun havde været tyndere end andre, som det ikke havde været en selvfølge for hende og Damien, at der var mad på bordet. Det havde nemlig altid afhængt af dyrefangsten. ”Jeg er nødt til at finde Salvatore.. Muligvis også kongehuset. Der er nemlig visse planer, som skal skubbes i gang,” fortalte hun, hvor hun helt måtte få det mærkeligt, da hun sagde Salvatore. Underligt var det nemlig at tale om sin biologiske fader med sin følelsesmæssige fader, men hvad kunne hun gøre ved det? Blikket fjernede hun fra hans. Den dag alt er, som det engang var.. Kunne hun fortælle ham sandheden, efter at han var kommet med en sådan bemærkning? Hun bed sig selv utrygt i læben. Ville han mon mene, at hun havde dummet sig, eller ville han blive stolt af hende? Selv ønskede hun i hvert fald ikke mere vrede fra ham.. ”Jeg tror ikke, at det vil være muligt at få vores gamle liv tilbage.. I hvert fald ikke for mit vedkommende,” indrømmede hun stille for ham.

[Damien Nathanael Adams]

Altid ville Damien gøre, hvad han fandt bedst og ret for Jarniqa, og særligt med den betydning som hun havde for ham. Altid ville han beskytte hende, passe på hende, samt sikre og sørge for, at intet ondt nogensinde ville komme til at ske hende.  Udelukkende for hendes egen skyld, havde han holdt hende væk fra civilisationen og andre mennesker, og særligt på grund af de forældre, som hun nu havde. En stor betydning for Manjarno, selvom det var en rolle, som hun til nu, aldrig havde fået lov til at udspille. Han smilede let for sig selv. "Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at beskytte dig," sagde han med en rolig stemme. Ikke var der nogen, der skulle have lov til at tage den plads fra ham, og særligt fordi, at han jo følte, at han var hendes fader. Det var ham, som havde passet på hende, fra hun var helt spæd, og hårdt, havde det uden tvivl vist sig at være. Børn havde aldrig fået ham særlig naturligt. 
"Hvis du sad her og blev puslet om, som et lille barn, selv på trods af, at man er en voksen mand, som længe har kunne klare sig selv, ville du nok blive lige så frustreret," sagde han med en rolig stemme. De havde ganske vidst fundet ham.. Tynd og næsten syg, fordi at han ikke havde haft nogen mulighed for at finde noget, af.. noget som helst, men det var nu bare sådan at det var. Han klarede sig nu. At der var ting under opsejling, kunne han da godt fornemme på hende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. "Hvilke planer? Jarniqa... Hvad er det, du ikke fortæller mig?" spurgte han med en dæmpet stemme. Var der ikke nogen mulighed for at de kunne få deres gamle liv igen? Om hun ikke kunne, så kunne han da naturligvis heller ikke, for hun havde vel heller ikke regnet med, at han bare ville vende ryggen til hende? Og lade hende fortsætte med at leve sit liv? Det kom da slet ikke på tale! Helt præcist hvad havde hun lavet på den anden side af grænsen?

[Jarniqa Dynithril]

Varmt søgte smilet over Jarniqas læber. ”Det ved jeg, at du gør,” lød det mildt fra hende. Selv tvivlede hun i hvert fald ikke på, at alt hvad han gjorde for hende var ment i den bedste tro. Derfor vidste hun også, at han aldrig ville tillade, at nogen gjorde hende fortræd. Han ville vel også have fået et føl, hvis han havde set, hvor hård Theodores træning havde været? Af den årsag tænkte hun også, at hvis hun tog tilbage til Theodore, og hvis han skulle med, så ville hun nægte ham adgang til træningssalen. Han ville vel forsøge at æde Theodore og give hende jorden største skideballe, hvis han så det? Derfor var hun også allerede klar med sine forbehold! ”Du har ret.. Jeg ville vel også have givet dem et slag til sidst,” kommenterede hun med et skævt smil. Selv var hun vant til at Damien puslede omkring hende, som det gjorde ondt på ham, om hun så fik den mindste hudafskrabning. Dog var hun ikke vant til, at folk værdigede hende en større tanke, og derfor ville hun højst sandsynligt vige bort, hvis folk forsøgte at pylre om hende, som Damien gjorde. Selv var hun jo vant til, at det kun hed de to.. Fødderne endte hun usikkert at vippe med over sengekanten, som han ønskede at vide, hvad hun holdt hen. Ville han mon blive sur på hende for at have taget en hurtig og betydningsfuld beslutning, eller ville han blive stolt over, at hun nu fulgte i sin moders fodspor? ”Jeg kan ikke vende tilbage til vores gamle liv.. Du kan, hvis du vil, men det kan jeg ikke,” begyndte hun stille. ”Jeg talte ikke kun med Theodore, da jeg var i Dvasias. Landets dronning søgte mig også, som Theodore havde sendt bud efter hende, da han mente, at et møde mellem os ville være passende..” Blikket hævede hun forsigtigt mod hans klare øjne. ”Det blev derfra ønsket af mig, at jeg overtager Macaria Forsyths plads i Det Gamle Manjarno, og … jeg har sagt ja.”

[Damien Nathanael Adams]

Der fandtes ikke det, som Damien ikke ville gøre for hans elskede pige. Hun var det mest værdifulde, som han havde, og det var det, som også måtte have betydning for ham i denne forstand. Ikke at han lagde skjul på dette. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne ane hende. Det var mere end hvad han nogensinde turde håbe på. "Godt," sagde han med et stille smil på læben. Det i sig selv, var alt sammen noget, som betød meget for ham.
Nu var Damien blot ved at blive frygtelig træt af at sidde her, og lade andre passe på ham. En ting var at Jarniqa gjorde det, for det havde han faktisk intet imod, men derimod at lade andre gøre det, var noget som et sted stressede ham, og efterlod ham med en følelse af, at han ikke kunne forsvare sig selv, og den tanke, kunne han faktisk slet ikke lide. Han rystede let på hovedet. "Det er fint nok i starten, men når man opvartes, som var man et barn, bliver det hurtigt for meget," lød det roligt fra ham. Smilet hvilede på hans læber, dog selvom det falmede allerede med det samme ved hendes ord, som hun fortalte, at hun havde snakket og mødt selveste dronningen og havde indgået et samarbejde med hende. Farven lige så, måtte nærmest forsvinde bort fra hans ansigt, som hun fortalte at hun skulle indsættes i Manjarno. Han bed tænderne sammen. Det havde hun da ikke just informeret ham om! "Jamen..." Han tav igen. Han kunne da ikke bare vende tilbage til det liv alene! Ikke uden at hun var en del af det. Hun havde jo været en del af ham de sidste femten år! Han rystede på hovedet. "Nej... det får du ikke lov til, Jarniqa.. Det kan jeg ikke give dig lov til," sagde han bestemt. Det var som at skrive under på sin egen dødsdom, og det ville han så sandelig heller ikke lade hende gøre!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvornår har du nogensinde brudt dig om opvartning?” spurgte Jarniqa med et løftet bryn og et glimt i øjet, for nej. Han havde aldrig brudt sig om hjælp eller medlidenhed. Selv huskede hun også, hvor stædigt han havde ageret over for hende efter erobringen, hvor hun havde fundet ham såret. Der havde han ikke just været helt og holdent medgørlig.. Særligt ikke, som hun havde forsøgt at lægge ham til ro, hvor han konstant havde skubbet tæppet bort. Så nej, han var ikke just medgørlig. Det var han tydeligvis ej heller, som hun fortalte om sin alliance med dronningen af Dvasias. Nervøsiteten som havde hvilet over hende prellede også langsomt af, så en bestemt mine kunne gøre sit indtog i stedet. ”Hvordan kan du ikke give mig lov til det, når det praktisk talt er, hvad jeg blev født til?” udbrød hun. Selv vidste hun, at de aldrig havde talt om dette faktum. Rent faktisk havde han holdt det hemmeligt for hende, at hun var prinsesse af Manjarno. Det var nemlig ikke ham, men derimod Salvatore, som havde fortalt hende om den del af hendes liv. Hendes moder havde nemlig været landets dronning, hvilket automatisk måtte efterlade hende som hendes efterfølger. Hendes læber strammede sig. ”Tror du da ikke på, at jeg kan gøre det?” fortsatte hun. Selv vidste hun faktisk ikke, om hun kunne gøre det i praksis. Damien havde trods alt ikke opfostret hende til at være det, som hun egentligt var. Dog havde hun sagt ja, da hun havde været den eneste mulighed, og da hun brændende ønskede sig sit hjem tilbage. Ganske vidst havde hun haft det godt hos Theodore, men at skulle bo i Dvasias, havde hun det sværere ved at sluge! ”Jeg ved ikke med dig, men jeg savner at gå på de marker og i de byer, som jeg kender til, og dette er den eneste måde, hvorpå det kan ske. Procias er muligvis et flot land, men det er ikke vores hjem.”

[Damien Nathanael Adams]

Damien trak let på smilebåndet, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Aldrig," svarede han ærligt. Altid havde han været typen, der ville klare tingene selv. Dette var så sandelig heller ikke noget undtag af den regel og lov. Det alene, at skulle  opsøge Denjarna dengang han var kommet til skade, havde han jo heller ikke været meget for, selvom han i dag, kunne sige, at han havde fået frygtelig meget ud af det.  Her sad han med en ung kvinde, som han endda havde været med til at opdrage... han havde jo faktisk opdraget hende til at blive hvad hun nu i dag måtte være. 
At hun i det hele taget var klar over, at hun var født til at skulle overtage et land, fik ham til at vende blikket mod hende. Det måtte være Salvatore der havde prikket hul på denne hemmelighed. Ej kunne han sige, at det var noget, som måtte falde i den gode jord hos ham, for det gjorde det da godt nok ikke! "Han har fortalt dig det, kan jeg fornemme," sagde han med en rolig stemme. Han havde holdt det hemmeligt, udelukkende for at passe på hende, og det ville han bestemt ikke beskyldes for. Han havde gjort det hele af bedste mening, og bedste intention. At hun direkte ønskede at indtage det sted, vidste han dog ikke helt, om var en ting, som han måtte sætte pris på, for... det gjorde han da godt nok ikke. Den tanke, var noget, som direkte gjorde ham.. trist. Han ønskede jo ikke, at der skulle ske noget med hende. "Det er ikke fordi, at jeg ikke tror på, at du kan... men mere hvad andre vil gøre, for at få dig af igen.. Det er virkelig at leve livet farligt, Jarniqa.." forsøgte han dæmpet. Ja, et sted forsøgte han vel, at få hende til at skifte mening? For deres alles skyld? Dog måtte han give hende ret i, at dette ikke var deres hjem.. men at gå i byerne, havde han aldrig gjort. Marker, skov og bjerge derimod, det var straks en anden ting. "Det er ikke det samme, uanset hvad." endte han mere bestemt. Hvis hun ikke ville være der.. Hvad skulle der så blive af ham?

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik holdt Jarniqa på ham. ”Jeg kender til alle mine forældres titler,” svarede hun ham ærligt, som et tegn på, at det var korrekt. Salvatore havde fortalt hende, hvilke arbejdspladser hendes forældre tidligere havde bebyrdet sig med. Leder af mørkelverne.. Leder af magikerne.. Kongelig rådgiver.. Dronning af Manjarno.. Svært havde hun det dog endnu med at acceptere, at hendes forældre havde været al det, hvor hun blot havde været professionel tyv. Var det ikke en skuffelse i de grene? Dog var der en chance for, at de ville være det mere stolte af hende nu.. Både som leder af modstandsbevægelsen, og som kommende ambassadør for Manjarno. Stolt virkede det dog ikke til, at Damien var af hende, og det måtte sætte splinter i hendes hjerte. Hun ønskede nemlig allermest at glæde ham, og det virkede det ikke til, at hun gjorde. Endvidere ønskede hun også at gøre det, som hun fandt rigtigt, og desværre for ham så hun dette som det eneste rigtige at gøre. ”Jeg tror nu, at et liv som ambassadør er mere fredeligt end livet som en tyv, og som leder af en modstandsbevægelse,” kommenterede hun, da de andre ting ikke just blev anset for at være … lovlige. Alt sammen var det også noget, som han altid havde hadet ved hende. Hun fugtede læberne. ”Det behøver dog ikke at gå galt. Se, hvor længe de resterende regenter har haft pinden! Desuden.. Dvasias støtter dette tiltag, og måske kan jeg eller vi også få Procias til at gøre det.” Blikket tog hun ej fra ham, som hun greb om hans hænder. Hun gjorde jo kun al dette for, at hende og mange andre kunne få sit hjem igen. Var det virkelig så skidt? ”Hvis dette sker, behøver vi ej at flygte fra sted til længere. Vi kan blive ét sted. Vi kan have en tryg base igen.. Jeg vil ikke behøve at bryde loven mere..” Det sidste kunne vel kun tiltale ham?

[Damien Nathanael Adams]

Frygten for at noget skulle ske med Jarniqa, var uden tvivl det, som mest måtte hvile på Damiens sind. Han ønskede virkelig ikke, at noget som helst skulle ske hende, og særligt ikke, når han havde det på denne måde. Hun var det eneste han havde.. Han følte sig som en fader for hende, og nu følte han sig bare... magtesløs? Han bed tænderne svagt sammen. Bevidst havde han jo valgt netop ikke at fortælle hende om sine forældre og de titler, som de havde måtte bære. "Det anede mig, at han ville fortælle dig dem," sagde han blot. Hvad skulle han da sige? Han kunne jo kun håbe på, at hun forstod hvorfor han intet havde fortalt hende, for det havde jo ej været i en ond eller grotesk mening, at han havde valgt at holde dette skjult for hende. Men derimod for at hun kunne leve et liv uden bekymring for det ene eller det andet.
Damien sukkede tungt. Det kunne godt være, at det var nemmere som ambassadør, men der kom mange andre ting med, og det var ærlig talt det, som han var bange for. Kunne hun ikke se det? Han rystede på hovedet og vendte kort blikket den anden vej. Det var en hård situation. "I en stilling som ambassadør, kan du ikke garantere for nogens sikkerhed... mindst ikke din egen." lød det roligt fra ham, inden han så på hende igen. Naturligvis ville det glæde ham meget, hvis hun kom væk fra arbejdet som tyv og leder af en modstandsbevægelse, for det var jo mindst lige så farligt, men han kunne ærlig talt ikke se, om det andet, var et godt eller om det var et skidt bytte. Han lukkede øjnene let. Hun var det eneste som han havde, og det lignede ham slet ikke at reagere så voldeligt og voldsomt. "Du fremstiller det, som var det en god ting, at være nødsaget til at tage liv, Jarniqa.. Uanset hvad, er det en grotesk verden derude.. hvem siger ikke, at de også stiller sig utilfredse med dig på den post?" spurgte han dæmpet. Han blinkede let med øjnene. Hvad skulle han dog stille op med hende?

[Jarniqa Dynithril]

Hænderne vristede Jarniqa langsomt fri fra hans igen, som hun blev mødt af hans fortsatte modvilje. Ej var han glad, men hvad kunne hun gøre? Hvis ikke hun gjorde noget ville hverdagen fortsætte, som den gjorde nu. Intet ville ændre sig. Hvis hun derimod gjorde noget, kunne hun i det mindste forsøge at påvirke tingene i den retning, som hun ønskede dem. Et suk undslap hendes læber. ”Hvad vil du have, at jeg skal stille op, hvis ikke jeg følger op på denne aftale? Hvad vil du have, at vi skal gøre? Jeg bryder mig ej om at være her i Procias. Jeg bryder mig heller om at være der, som jeg engang kunne kalde for mit hjem. Vi må ikke engang være, hvor vores hjem lå.” Det smaragdgrønne blik hvilede på ham. Hvilken skæbne ønskede han for dem? Selv vidste hun ganske vidst, at hendes egen plan ikke var uden fejl og mangler, men på den anden side vidste hun også, at alternativet ej heller var bedre. ”Jeg kan ikke sige, hvorvidt et samarbejde mellem Dvasias og jeg vil kunne komme til at gå.. Hvad jeg derimod kan sige er, at vi alle kan prøve. Desuden.. hvad er der også at tabe på dette? Vi har jo allerede mistet alt, hvad vi kendte til..” En vis sorg måtte der være at spore i hendes stemme, men forfærdeligt havde tabet af Paggeija også været for hende! Det havde jo været hendes hjem! Hendes moder lå begravet der! Tænderne bed hun igen sammen.. Hvor ville hun dog have ønsket, at hun havde haft hans støtte i al det. Han var jo den person på jorden der betød allermest for hende, og det at vide, at hun ej havde ham med sig, gjorde vanvittigt ondt. Ganske vidst kunne hun altid gøre det uden hans velvilje, men det at vide at have ham i ryggen, ville gøre ufatteligt meget for hende. ”Jeg ønsker blot at gøre det rigtige. For mig.. For dig.. For alle de andre manjanere, som også mistede deres hjem.”