I need to get better.

[Damien Nathanael Adams]

Opgaven og målet ved dette arbejde, var yderst ærefuld, selv Damiens øjne. Tanken om at det var noget, som skulle gå galt, var det som gjorde ham bange. Rigtig meget endda, og særligt i en stund som denne. Han ønskede jo ikke at arbejde mod hende, men frygten for at noget skulle ske, var næsten den, der var størst for ham lige nu. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han var jo heller ikke ligefrem ude på at gøre hende ked af det! Han slap hendes hænder, da hun viklede dem ud af hans egne. Han bed tænderne let sammen. "Jeg ved godt, at vi er drevet fra hus og hjem.. væk fra det liv vi havde.. væk fra din moder.. og tro mig, når jeg siger, at det smerter mig lige så meget," sagde han dæmpet, som han igen vendte blikket op mod hendes skikkelse. Det var jo rent faktisk omstændigheder, der gjorde ham både vred og ked af det. Hun var bare det han havde.. som hans datter, så ønskede han jo heller ikke ligefrem, at hun skulle komme noget til. Han rystede på hovedet. "Jeg kan miste dig på det, Jarniqa," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvom han kun lige kunne ane hende, var han da mindst lige så frustreret. Han ønskede at støtte hende, men det som hun lavede, var jo direkte livsfarligt, og det var ikke noget som han ønskede sig! Overhovedet ikke faktisk! Mange var de uden tvivl, der havde mistet deres hjem i Manjarno den aften.. den dag.. i den tid, ikke mindst. Han bed tænderne let sammen, inden han denne gang lod hænderne falde. "Du har et godt hjerte, og ønsker at gøre det rette for så mange. Jeg støtter opgaven... men at det er dig, som skal stå i spidsen for det.. Deri ligger min problematik," sagde han med en dæmpet stemme. Tanken gjorde ham rent faktisk ked af det. Tænk nu hvis det gik galt!

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa udmærket godt, at det smertede Damien, at de havde mistet deres hjem. Hun var nemlig kendt med det faktum, at hendes kære værge ej brød sig om for mange forandringer, og det at de havde flygtet fra deres hjem, var en gevaldig forandring! Derudover havde det også været deres hjem igennem 15 år, og derfor havde Benden blot en særlig betydning for dem. Hånden knyttede hun let ved tanken om Paggeija og Benden. Borte var deres hjem. Taget af forbandede dødsengle! De havde kommet og blot taget, som de havde ment, at stedet nu tilfaldt dem. Forfærdeligt havde det været, hvor det endnu også var. Hun bed sig selv i læben. ”Alt, hvad vi har kendt, har vi mistet, men ej behøver du at miste mig på dette,” sagde hun stille, inden hun forsøgte at sende ham et prøvende smil. ”Desuden.. Jeg er ikke så slet at slippe af mig. Ej heller har du opfostret mig til at være en porcelænsdukke.” Ganske vidst behandlede han hende til tider som om, at hun var lavet af porcelæn, men generelt set havde han opdraget hende til at være en overlever. Hun var nemlig ikke en ung kvinde, som altid havde siddet på sin flade med en sytråd i hånden. Nej, hun havde altid været ude og klatre i træer, fundet føde til dem med sine selvlavede våben, listet omkring i bylivet, hvor hun havde stjålet på må og få. Altid havde hun klaret sig, og derfor mente hun også, at han kunne have troen på, at hun var stærk. ”Jeg er blevet ønsket i spidsen for det, fordi folk tror på mig. Tankegangen om, at folket har krav på mere, er skam min ide. Hvad der derimod ikke var min ide er, at jeg skulle være den, som førte dem dertil.. Det var derimod andre personer, som troede på og havde tillid til, at det er en opgave, som jeg kan løfte,” fortalte hun ham sandfærdigt.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde aldrig været særlig god til forandringer, og aldrig ville han blive det. Om de bare kunne tage tilbage til Paggeija.. det ville være fantastisk! Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang og med de tydeligt sammenbidte tænder. Et sted gjorde det ham faktisk trist at tænke på. Alt det som de havde haft i deres liv, som de nu også havde mistet. Det var jo ikke småting. Det var jo hele hendes barndom.. hendes barndomshjem og hendes moder, som var efterladt der. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han var virkelig ked af, at det hele havde taget sådan en drejning. "Du har aldrig været noget, der minder om en porcelænsdukke, Jarniqa.. Det var slet ikke sådan jeg opfostrede dig. Er det sket, har jeg fejlet," sagde han ganske alvorligt.
Jarniqa var en leder. End ikke det var noget som Damien var et sekund i tvivl om i den anden ende. Så dygtig som hun var, så var der mange ting, som man kun kunne være utrolig stolt af, og dette var deriblandt disse. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han var ikke meget for det, men han kunne jo godt forstå at hun gerne ville gøre noget ved dette, og at det var noget som hun ville gå igennem. "Jeg ved godt, at det er noget som du rigtig gerne vil opnå, og du vil også gøre det godt. Jeg er bare mere bange for, at jeg vil ende med at miste dig undervejs," sagde han med en dæmpet stemme. Det var vel ikke så underligt at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han var en far for ene pige.. han følte rent faktisk at han havde et ansvar for et andet individ, og det var det som stadig kunne være svært for ham. "Du er bare det eneste jeg har.. Jeg vil ikke have, at noget skal ske med dig," tilføjede han dæmpet.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt trak Jarniqa på smilebåndet. ”Og du har opfostret mig godt.. Jeg er, hvad du har lært og vist mig,” sagde hun mildt, som hun kun kunne se sig taknemmelig på ham, skønt han forsøgte at bremse hende i dette. Han var nemlig, hvad hun havde, og hvad hun altid havde haft. Det var som sagt ham, som havde lært hende at gå, spise og tale. Derfor følte hun også, at hun havde et særligt bånd til ham på trods af, at de ikke delte samme blod. Let måtte hun også trække på smilet igen, som han endte ud med at sige, at han var vis på, at hun ville gøre det godt. Ja, det var alt, hvad hun behøvede at høre og vide. At han troede på hende. ”Som du selv siger, så vil jeg gøre det godt.. Der vil ej ske mig noget,” lød det stille fra hende, inden hun kækt tilføjede. ”Du ville aldrig lade nogen gøre mig fortræd.” Mere end sikker var hun på, at Damien ville komme efter den person, som forsøgte at lægge hånd på hende. Ja, han ville vel forsøge at dræbe vedkommende, hvis et mordattentat skulle opstå? Derfor var hun sikker på, at hun havde hans ryg på den front. Ligeledes ønskede hun også at ende dem, som havde gjort ham fortræd. Hun havde nemlig før tænkt tanken, at hun ville nyde at spidde den dødsengel i øjnene, som havde gennemboret Damiens. Ligeså vel som hun ønskede at gennembore dens persons ben, som havde gennemboret Damiens. Til det kunne hun sågar bruge vedkommendes eget sværd, som hun endnu rendte rundt med det. ”Det jeg ønsker er blot, at jeg ved, at du tror på mig og støtter mig i min sag,” sagde hun ærligt, som det oprigtigt var alt, hvad hun behøvede. Hvis først han troede på hende, var hun ej heller i tvivl om, at hun virkelig kunne.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde gjort hvad han kunne, ud fra de omstændigheder som nu havde været til. Det som hun var blevet til, var derimod noget, som han uden tvivl, kun kunne være stolt af. Han nikkede med et smil. "Du har ret.. Jeg gjorde det faktisk meget godt," sagde han med et smil på læben, inden han igen vendte blikket mod hende. Selvom han kun var i stand til at ane hende. Det i sig selv, var jo bare en kæmpe fremgang. Hænderne satte han forsigtigt ned i sengen, så han kunne komme ordentlig op at sidde i stedet for. Det var ikke som den bunke hø han var vant til. Han havde det faktisk bedre langt væk fra folk, hvor det kun havde været de to. Det var noget, som han uden tvivl ville ønske, at han kunne komme tilbage til. Han vidste jo, at hun ville gøre det godt. Det ændrede dog bare ikke lige på det faktum, at det ikke var det som han ønskede for hende.. Han ville ikke have, at hun skulle stå i fronten på den måde. "Stakkels den mand, der krummer et hår på dit hoved," sagde han direkte. Ej ønskede han nogensinde, at nogen skulle røre hende! Det var slet ikke noget, som nogensinde skulle komme på tale! "Jeg tror på dig i sagen, men at støtte dig, bliver svært.. Jeg vil gerne... Men.." Han tav igen. Man kunne jo også se, hvad det arbejde havde gjort ved hendes moder, og det ønskede han ikke. Det stress og pres der var kommet med, var slet ikke noget som han ønskede sig på noget tidspunkt. Hvis han gik hen og mistede hende... Så vidste han slet ikke hvad han skulle stille op. Gud hvor var det dog frustrerende at skulle stå i sådan en situation. "Jeg vil virkelig gerne støtte, som jeg også gerne vil være der.. Jeg vil være sikker på, at der ikke sker dig noget," sagde han alvorligt.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert måtte Jarniqas smaragdgrønne øjne glimte, som han godtog, at han havde opdraget hende godt. Det ville hun jo også selv mene, at han havde, skønt hun til tider havde ønsket, at han havde ladt dem være tættere på civilisationen. Det gjorde nemlig, at hun både ønskede at være tættere på andre, men at hun på den anden side også holdt sig tilbage, da hun ej var vant til dem. Hun var trods alt kun vant til de to. Derfor havde hun ej heller venner, som hun ingen tætte personer havde på sig. Det hele var en kende distanceret. Hun endte med at slippe en latter. ”Se selv. Jeg har intet at frygte.. Jeg skal blot fortælle dem, hvilken værge jeg har, hvor de derfra vil stikke halen mellem benene,” kommenterede hun muntert, som han allerede var i færd med at true fremtidige trusler. Ej heller var hun i tvivl om, at han talte sandt, som hun ej var i tvivl om sin betydning for ham. Det muntre falmede dog ved alle hans andre ord.. Han ville gerne støtte hende, men han turde ikke. Det i sig selv gjorde også helt, at hun både troede og tvivlede på sig selv. For måske var det rigtigt, at hun virkelig kunne gøre en forskel, men måske var det også rigtigt, at hun blot var naiv, og at det hele ville køre i sænk med hende med sig.. Svært var det, hvor hun ej heller var vant til at bebyrde sig med ting som disse. Hun slap et suk. ”Jeg kan ligeså vel som dig sige, hvordan det vil gå. Ingen af os kan nemlig se fremtiden, og derfor ved vi også lige meget,” sagde hun sandfærdigt. ”..Derfor kan jeg ej give dig, mig selv eller nogen anden lovning på, hvordan det hele vil komme til at gå. Dog vil jeg næsten vove at påstå, at det ikke kan gå meget værre.”

[Damien Nathanael Adams]

Han havde opdraget hende godt, og det var så den tanke Damien kunne trøste sig med lige nu. Dog af den grund, så var det endnu frygtelig svært for ham, at stå i en situation som denne, og særligt fordi at hun var ved at blive så stor, at hun tilsyneladende overvejede at flyve fra reden. Det var virkelig mange ting på en gang, og han var i forvejen ekstrem dårlig til forandringer. En ting var at han havde taget hende til sig, da hun var helt lille, men at skulle give afkald på hende igen? Det var virkelig svært. "Den dag, det går op for dem, at din værge, er den drage, der har bragt frygt og panik til Manjarno, ja... Jeg ville gerne se dem i ansigtet," sagde han ærligt. Lige nu havde det ganske vidst sine lange udsigter endnu, men man skulle jo starte et sted. Var han heldig, kunne han få sit syn tilbage, og det håbede han virkelig! Om ikke andet, så bare, så han kunne klare sig som et normalt individ, så han ikke var afhængig af andre omkring sig.. andet end Jarniqa selvfølgelig. 
Ej var det Damiens hensigt, at få hende til at tvivle på sig selv, for hvis der var nogen der kunne, så var det da uden tvivl hende! Hans blik søgte hendes skikkelse ganske forsigtigt. Han hævede blikket til hendes ansigt endnu en gang.. Denne gang endte han dog med at rejse sig. Lige nu var det ham, der havde brug for at bevæge sig. "Gå en tur med mig, Jarniqa... Så kan vi snakke om det," bad han endeligt. Han ville jo gerne være der.. støtte hende og tro på hende. Troen havde han uden tvivl. Det var resten der endnu haltede en smule. "En ting kan endnu gå meget værre for sig, end hvad det har gjort til nu.. Kom," opfordrede han roligt. Han greb om bundet, som lå på sengen og tog det i hånden. Øjnene skulle presses lidt, men stadig skærmes, når det var for meget. Hvor var han dog træt af hensyn!

[Jarniqa Dynithril]

”Og jeg er vis på, at det vil blive et syn for selv guderne,” afsluttede Jarniqa med smilet på læberne. Det glædede hende at vide, at han havde hendes ryg, ligeså vel som hun vidste, at det glædede ham at beskytte hende. Selv vidste hun nemlig, at det var den ting, som han vægtede højest. Det var vel også blot igen et bevis på, at de altid havde haft hinanden og kun hinanden? De havde nemlig altid dannet deres egen lille samhørighed på Benden. Nysgerrigt fulgte hun ham med blikket, som han pludselig rejste sig. At det var fordi, at han ønskede sig en gåtur med hende, fik hende til at smile let, inden hun selv kom op på benene igen. ”Selvfølgelig,” medgav hun, inden hun blidt lod sine finger lukke sig om hans arm. Bevidst gjorde hun dette, som hun kendte ham. Selv vidste hun nemlig, at det var at skyde sig selv i foden at sige, at hun nok skulle støtte ham. Derfor tog hun i stedet om hans arm uden et ord, hvor det også kunne associeres med, at hun blot ønskede at være ham nær. Dette ønskede hun blandt andet også, skønt hun stadig havde sin lille agenda med det. ”Hvis det kommer så vidt, vil du jo sige, at alt kan blive værre,” kommenterede hun muntert, uden at det var hoverende. Sandt var det dog, som han altid havde været ufatteligt paranoid. Altid havde han nemlig tænkt det værste om alt og alle. Alt der ikke havde været deres hjem, og alle dem der ikke havde været hende. Roligt stod hun ved hans side, som hun afventede, at han begyndte at gå. Selv vidste hun nemlig, at han ville sige fra i det sekund, hvor han begyndte at føle, at det var hende som guidede ham. Ganske vidst var hun den eneste, som var i stand til at pleje ham uden at blive råbt af, men dog var det ikke ens betydning med, at han ikke kæmpede imod hendes hjælp. Det havde han jo gjort, da hun havde forsøgt at få ham til at hvile efter, at han var blevet angrebet i Ityrial.

[Damien Nathanael Adams]

"Jeg ville elske, at kunne se det," sagde Damien med et let smil på læberne. Han ville elske at skræmme bejlere væk fra hende, som de rent faktisk ville tro, at de havde en chance ved hende. Der var bestemt ikke nogen, der var gode nok til hende!
Damien rejste sig. Ikke i frustration, men fordi at han havde brug for at bevæge sig, og særligt fordi at han sad for meget her i teltet, omringet af mennesker, som han slet ikke ønskede at have så tæt på sig. Han hadede i forvejen at blive opvartet som han gjorde. Som var han sygelig og svag, hvilket slet ikke var tilfældet! Han lod hende tage om hans arm, hvor han sendte hende et smil. Skønt han vidste, at hun ikke gjorde det for at guide ham rundt, så ville det nok blive realistisk på et tidspunkt, for han kunne ikke være ude for længe af gangen, samt se på samme tid. Han begyndte derfor roligt at gå. Han skubbede til døren og trådte udenfor. Allerede med det samme, måtte han kraftigt misse med øjnene, for lyset var uden tvivl skarpt og det sved! Men han skulle jo kæmpe for sagerne, og det var uden tvivl hvad han havde tænkt sig, at gøre i en situation som denne. "Der er kun en ting, som kunne gøre det værre for mig nu.. Det er hvis der skulle ske dig noget.. Du må forstå, at jeg kun gør det her, for at beskytte dig," lød det roligt fra ham. Hun var som hans datter.. Ganske vidst ved at nå en alder, hvor hun følte, at det var ret at flyve fra reden, og man skulle ud og se verden og det hele, men det var ikke nemt. Overhovedet ikke faktisk, og svært var det for ham at give slip oveni. Han fortsatte roligt henover området.. Han kendte det nærliggende ganske godt nu.

[Jarniqa Dynithril]

Roligt fulgte Jarniqa med ham, som han begyndte at gå. Mere vågen end normalt var hun dog, som hun konstant ønskede at sikre sig, at han ikke var på nippet til at komme galt af sted! Det ville nemlig gøre hende ondt at se ham vælte over et dørtrin eller en trærod. Ligeså vidste hun også, at det ville ødelægge ham at føle sig så svækket. Derfor holdt hun både øje med, hvilken vej de gik, og hvad de gik imod. ”Jeg ved skam, at du blot ønsker at sikre dig, at jeg ikke kommer galt af sted,” medgav hun roligt. Dog valgte hun ikke at nævne, at denne overbeskyttelse sikkert var bedre for ham, end hvad den egentligt var for hende. Det holdt hende nemlig fastlåst, at han ønskede at være så meget omkring hende, hvor det derimod beroligede ham og holdt hans hjerte lettet at føle, at han havde hende indenfor sin rækkevidde. Svært var det uden tvivl, for selv vidste hun jo også, at de jo kun havde hinanden. Svagt gik hun til den ene side, uden at hun slækkede sit greb om hans arm. Rart var det nu engang at være ved ham igen.. Dette virkede nemlig så … normalt. ”Du kan dog ikke beskytte mig hvert sekund, hvert minut. Jeg har også brug for at lave … noget for mig selv,” sagde hun ærligt og dog stille, som hun frygtede, at han tog det som om, at hun stak en kniv i hans bryst. Det var nemlig ikke, hvad hun var ude på, som hun derimod blot var ude på at udvikle sig selv. Var der også noget galt i det? Normalt var det ganske vidst ikke, at døtrene fløj fra reden og blev ambassadører af lande, som det derimod var normalt, at de blev giftet væk, og derfor fik et roligt familieliv. Dog havde hendes opvækst aldrig været normal.. Derfor kunne hun ej heller leve et normalt liv.

[Damien Nathanael Adams]

Jarniqa havde betegnelsen som meningen med Damiens liv. Altid havde han levet alene, altid havde han været anderledes end alle andre, og dertil, havde kun Denjarna accepteret ham for at være det væsen, som han var. Det var dertil at det hele var startet.. Og nu havde han Jarniqa, som kun kunne definere ham som ganske normal. Han smilede let for sig selv. "Det er der vel intet galt i," sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han kunne ane hende, og bare det at han kunne se lidt, var uden tvivl en fantastisk følelse! "Hvor er det fantastisk, at jeg kan se dig igen," sagde han med et smil på læben. Han var bare nødt til at komme ud med det!
Damiens skridt var rolige og selvsikre. Ganske vidst var han klar over, at hun gik ved hans side, for at sikre sig, at der intet skete, så han faldt over noget, eller gik ind i noget andet, hvilket også passede ham fint. Klædet havde han i hånden.. I tilfælde af, at det ville begynde at svide for meget i øjnene til at han kunne holde ud, at have dem åbne. "Du må bare forstå, at det er hårdt at give slip. 15 år, er lang tid, hvor jeg dagligt har været omkring.. hvert eneste sekund og hvert eneste minut. Og pludselig er du gammel nok til at flyve fra reden." Hans blik hvilede frem for sig. Ja, et sted... gjorde det vel ondt? Han var såret.. vel som en typisk forælder var, når de skulle til at give slip på deres børn? Han var vel bare lidt en hønemor? Eller.. han var blevet det i hvert fald. Selv for ham, var det bare underligt, og det var uden tvivl svært for ham at give slip på det hele. Igen var han jo slet ikke god til forandringer!

[Jarniqa Dynithril]

”Nej, det er der ikke, men som sagt… Jeg er ikke lavet af porcelæn,” kommenterede Jarniqa roligt. Hun var nemlig glad for, at hun havde en, som værnede om hende. Dog kunne hun også føle, at hun blev kvalt, hvis han blev for omklamrende. Hun var nemlig i en alder, hvor hun havde behov for at føle sig en smule selvstændig. Derfor havde hun fået et behov for, at han ikke hele tiden rendte hende i enden længere. Dog var dette også svært at forklare ham, da hun ikke ønskede, at han følte, at han blev afvist som værge og fader, for det var hun ikke ude på! Varmt klemte hun om hans arm, hvor hun også kort lagde sit hoved ind mod den. ”Det er fantastisk, at du kan se,” medgav hun ærligt, som det skam også var af betydning for hende. Igen rettede hun sit hoved op, så hun roligt kunne gå ved hans side igen. Meget havde der uden tvivl hændt for dem begge, som han havde genvundet synet, hvor hun havde oplevet en masse, samt skabt alliancer. Derfor kunne man vel også næsten sige, at hun et sted allerede havde fløjet fra reden.. Hun havde nemlig allerede udviklet sig en del siden sidst. Dog ville en ting altid være den samme, og det var, at hun altid ville være hans pige. ”At jeg flyver fra reden er ikke ens betydning med, at vi ikke kan ses længere. Det betyder blot, at jeg har fundet nye ting og sider, som jeg også ønsker at udforske og udvikle,” sagde hun roligt, som hun vidste, at denne proces var hårdere for ham, end det var for hende. Ganske vidst havde hun mærket et stik af hjemve, da hun havde været hos Theodore, men stadig havde hun klaret sig godt. Derfor var det ikke svært at gætte, at det faktisk var Damien, som havde flest problemer med dette.

[Damien Nathanael Adams]

"Det er du nemlig ikke.. Selvom jeg ville ønske, at det forholdt sig således til tider," lød det roligt fra Damien, som han sendte hende et stille smil. Den kvinde var virkelig det eneste, der havde nogen betydning for ham. Et sted var det jo faktisk også en stor ting, og særligt fordi, at han ikke var typen, der lukkede op for nogen. Han havde gjort det for hende, og han havde gjort det for hendes moder. Derfor var det svært, hvis han også skulle til at give slip på hende. Han smilede ved hendes tryk om hans arm, hvorefter han let trykkede den mere ind mod sig. Han havde brug for hende.. og det var uden tvivl hårdt for ham, at skulle indrømme denne del for hende. "Det er det virkelig.. Bare at jeg kan se et smil på dine læber," sagde han med en rolig stemme. Han kunne lide det. Virkelig meget endda. Hun var vel allerede fløjet fra reden, mens han havde stået med ryggen til? Det var ikke ligefrem nemt, men han måtte jo bare forsøge at gøre det så godt, som han nu kunne af den grund, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham. "Tillad en gammel mand at lyde lidt som en hønemor," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han forstod godt, at hun havde brug for at udfolde sig og udvikle sig, hvor det derimod, hvis det stod til ham, at de skulle søge tilbage til Benden og Paggeija, såfremt at det blev dem muligt. Han hævede den frie hånd og trykkede den omkring hendes hånd, mens han førte hende videre i retningen af skov og mark, som lå lige ved. De store og åbne områder og skov, var alt sammen noget, som han havde elsket at færdes omkring i. Og dette var intet undtag. Vinden og solens lys var uden tvivl rar og behagelig for ham. Han elskede at være ude, og særligt når han var sammen med hende.

[Jarniqa Dynithril]

Opgivende rystede Jarniqa på hovedet ved hans ord. Ja, hvis han kunne, ville han vel have svøbt hende ind i vat og holdt hende på en fredelig øde ø, hvor kun de to var, og hvor ingen kunne nå dem. Sådan kunne det dog aldrig blive, da hun var et levende individ med en voksende personlighed, samt det, at de boede i en verden, hvor eksterne faktorer også spillede en rolle. ”Men ønsker du ikke også, at jeg vokser op til en person, som du kan se dig stolt af? Frem for, at jeg bliver en nervøs kvinde, som gemmer sig i krogene?” Det smaragdgrønne blik vendte hun mod ham. En stolt mand var han selv, og derfor tvivlede hun på, at han ønskede, at hun blev til intet mindre end en svækling, der ikke engang selv kunne tage et skridt. Svært vidste hun dog, at han havde det med det, da hun vidste, at han stadig ikke brød sig om, at andre mennesker havde chancen for at gøre hende noget. At det glædede ham, at han igen kunne se hendes smil, glædede hende at høre. Nu gjaldt det bare om at få ham til at glæde sig over, at hun udviklede sig og ønskede at sprede sine vinger. Som han greb om hendes hånd, lukkede hun blidt sine fingre om hans, alt imens hun endnu svagt måtte guide dem omkring mulige forhindringer. At de kom en smule væk fra hytterne, passede hende også umiddelbart godt, da hun ej brød sig om de blikke, som de havde fået af de andre healere. Det var ikke fordi, at de havde kigget væmmeligt på hende og Damien, som de nærmere havde kigget forbløffet på dem over, at en så ung en pige kunne gå så fredeligt med deres vanskelige patient. Derfor måtte hun også prise sig for, at Damien endnu ikke var i stand til at de detaljer som disse. Muntert smilede hun. ”Jeg tror næppe, at der er nogen, som kan sige dig imod, når du har sat dig noget for,” kommenterede hun morende, for ja, Damien var lidt af en hønemor, hvor det næppe ville blive lavet om på.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ville end ikke tøve med at låse Jarniqa inde, for at sikre sig, at der intet ville ske hende. Det var bare ikke noget som hun lærte af. Han havde jo forsøgt at lære hende om livet, så hun netop ikke var bange for at kaste sig ud i tingene, og undersøge, og det var jo så bare noget, som gav bagslag for ham nu. "Jeg har alle dage været stolt af dig, Jarniqa. Jeg var der ved dit første skridt, din første tand og dine første ord.. Jeg kan se den smukke unge kvinde, som du er blevet til.. Hvordan kan jeg være andet end stolt?" spurgte han med en rolig stemme. End ikke det, var noget som han lagde skjul på. Hun var virkelig noget af det mest fantastiske, som han nogensinde havde haft i sit liv.
Hvordan andre kiggede efter dem, kunne Damien da heldigvis ikke se. Han var en mand med temperament. Den eneste, som han faktisk ikke udviste dette overfor, var Jarniqa. Han lod hende tildels guide ham udenom de udfordringer, som han endnu ikke var i stand til at se eller lægge mærke til. "Det har du ret i," sagde han roligt. Han ønskede slet ikke at skulle se at noget skete hende, og derfor ville han naturligvis gerne være omkring. Han endte med at stoppe op, da de nåede lidt ud på marken. Det sved i hans øjne, men hvad.. han var nødt til det. Han vendte sig mod hende. "Det er ikke nemt for mig, Jarniqa.. .Men.. jeg skal nok forsøge at give dig de frie tøjler og.. støtte dig i hvad du ønsker at udføre i denne verden," sagde han endeligt. Endnu måtte han huske, at han havde lovet Denjarna, at passe på hendes datter, og dette var uden tvivl noget, som han havde tænkt sig, at imødekomme i den forstand, at det var ham muligt.