I need to get better.

[Damien Nathanael Adams]

Jarniqa Dynithril

---

Det var hen på eftermiddagen, så meget vidste Damien dog. Healerne havde nemlig to gange været forbi med et lille måltid mad til ham. Efter de havde fundet ham rendende blind rundt i landet, så havde de taget sig godt af ham. En nem mand at have med at gøre, kunne man ikke kalde ham, og særligt fordi, at han havde arbejdet meget imod dem. At tage imod hjælp, var ikke noget som han havde gjort med sin gode vilje, men da det var gået op for ham, hvad han havde fået ud af det, i den anden ende, så havde det i hvert fald ikke været så slemt igen. Selvom han endnu havde et klæde for øjnene, så var det nu mest for at give dem hvile. De skulle nemlig ikke udsættes for alt for meget på en gang.
En healer var nemlig inde ved ham dagligt, for at tilse hans øjne. Lige hvordan det var sket, kunne han jo ikke direkte forkalre dem, da det kun ville gøre mere skade end gavn. Den store drage fra Manjarno - det var jo trods alt ham. Han sad i øjeblikket på sengen i den bare overkrop. Det var nemmere at komme under behandling således. Hvor Jarniqa måtte befinde sig, var derimod den bekymring, som han dagligt måtte gå med i disse tider. Ej havde han nemlig nogen anelse om, hvad hun havde gang i, og uden tvivl, var dette noget, som vækkede hans bekymring. Han havde skænket dronningen af Manjarno et ord på at passe på hende, og nu vidste han ikke hvor hun var henne.
Hænderne vandrede over fadet som han havde fået, hvor han tog maden og spiste den. Det var dog på ingen måder med en ro. I frustration, endte han med at kaste fadet fra sig, inden han smed sig på sengen og rev det klæde af. Stod det til ham, forvandlede han sig på stedet, og søgte ud efter hende! Han kunne ikke finde ro! Længe havde hun nu været væk.. for længe! Var der mon sket noget med hende?

[Jarniqa Dynithril]

Længe havde Jarniqa været borte. Der var ikke blot tale om dage, men direkte om uger! Forgæves havde hendes udflugt dog heller ikke været, som hun havde fået meget ud af det! Først og fremmest var der hendes generelle tid med Theodore Acheron. Han var en ganske særlig warlock, som både havde hjulpet hende med magien og de mørkelviske kræfter. Det betød, at hun var det stærkere, end hvad hun havde været for et par uger tilbage. Derudover havde han også åbnet hendes blik for andre sider af verdenen. Om hun var tilfreds med dette, vidste hun endnu ikke. Han havde sagt, at hun var mørk, sågar dvasiansk, og det kunne umuligt passe! Dernæst var der det faktum, at han havde ledt hende til den dvasianske dronning. Et møde, som rent faktisk havde budt på en alliance. En alliance om at fjerne Forsyth-parret, og give Manjarno halvt tilbage til manjanerne. Tilbage i Procias var hun dog nu, men det var også fordi, at hun nu havde mange ting at nå! Dog hed det en ting ad gangen, som hun havde hørt rygtet om en blind mand, som havde rendt forvirret omkring, og som nu var indlogeret i en af patienthytterne i Catalena.
Hurtigt baskede Jarniqas hjerte af sted, som hun stod udenfor den dør, som hun havde fået anvist til at være Damiens. Al for mange sekunder havde det taget at overbevise healerne om, at hun skulle ind til ham! Først og fremmest var de nemlig blevet overrasket over, at der var en, som ønskede at se deres blinde patient. Pårørende havde han nemlig ikke haft indtil nu. Dernæst havde de advaret hende imod, at han var en særdeles vanskelig patient. Dette i sig selv havde fået Jarniqa til at trække på smilebåndet. Det havde nemlig vist hende, at det virkelig var Damien. Hendes Damien. Nu hvor hun stod ude foran døren til hans hytte, kunne hun dog ikke lade være med at blive usikker. Hun længtes efter at se ham, men længe siden var det, at de sidst havde set hinanden. Var han mon sur på hende? Tanken var ubærlig.. På den anden side af døren, hørte hun, hvordan noget skramlede bag døren, som madbakken blev kastet. Tænderne bed hun sammen, som hun forsigtigt endte med at puffe til døren. Al selvkontrol syntes at eskalere på et splitsekund, som følelserne overvældede hende! Tårer sprang frem og gjorde de smaragdgrønne øjne skinnende, inden hun sprang frem. I et hurtigt og kort løb var hun ovre ved ham, hvor hun øjeblikkeligt kastede sig om halsen på ham i sengen, ligeglad med, hvor stort et chok han ville få, når nu han intet kunne se. Ansigtet gemte hun bort mod hans skuldrer, ligeglad med, om han kunne føle fugten fra hendes øjne. ”.. Jeg er tilbage,” hviskede hun helt rørstrømsk.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde det bestemt ikke særlig godt, eftersom han følte sig efterladt. Hvor Jarniqa havde været de sidste uger, havde han ikke nogen anelse om, og tanken om, at noget skulle være sket hende, var næsten det værste. Her sad han nemlig, og vidste hverken til eller fra, eller om han kunne gøre noget som helst, for at hjælpe hende. Den tanke alene, gjorde ham faktisk ked af det. Helt hjælpeløs følte han sig nemlig, som han sad der, intet kunne se, og det som han kunne se, var kun for begrænset tid, mens han skulle komme sig efter den hjælp, som healerne havde skænket ham. Andre som kom i nærheden blev advaret. Damien havde nemlig et pænt hidsigt temperament, som til tider, kunne være svært for ham at styre.
Let smed Damien sig ned i sengen og med et tungt suk. Han gik ikke ud, for at mænges med folk. Han kunne nemlig ikke finde tilbage til sin hytte igen, og det at spørge om vej og hjælp i det hele taget, var noget han hadede! Enerådig havde han nemlig altid været, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Der var nemlig ikke nogen, der skulle komme for at fortælle ham, hvor skabet skulle stå! Overhovedet ikke faktisk! Han nåede kun lige at sætte sig op, ved lyden af skridt, der lød i hytten. Øjnene åbnede han, også selvom de stadig var meget krystalklare. Skikkelsens omrids, kunne han kun lige ane, men ikke just placere hvem det var. At hun kastede sig omkring hans hals, fik ham til at gispe næsten forskrækket. Han var i forvejen ikke vant til det. Stemmen var ham dog yderst velkendt. Øjnene lukkede han, inden han hurtigt lukkede sine stærke arme omkring hende, kun for at trykke hende godt og tæt ind mod sin egen krop. Han havde savnet hende. Gud hvor han dog havde savnet hende! "Jarniqa.." hviskede han med en stemme kun præget af ren og skær lettelse. Alene det, at han nu kunne sidde der med hende i sine arme, var fantastisk! Han trykkede hende ind mod sig. "Hvor pokker har du været?" fortsatte han. Han havde jo været bange for, at noget var sket hende!

[Jarniqa Dynithril]

Følelserne strømmede ind over Jarniqa, som hun så sin kære værge og kastede sig ind i hans favn! Selv havde hun følt savnet, men ej havde hun forstået, hvor stort det egentligt havde været, indtil hun rent faktisk havde set ham. At se ham, og at trykke sig ind i hans favn igen gjorde helt, at hun måtte føle sig hel igen. Elsket og tryg følte hun sig helt igen, som Damien altid havde været hendes base. Han var også den eneste person, som hun altid havde haft, og som hun altid havde kunnet regne med. Ansigtet pressede hun mod hans skulder, alt imens hendes arme knugede om hans krop. Ej ønskede hun at slippe, som hun blot ønskede at blive her. Betryggende var det også helt at fornemme hans stærke og varme krop igen, hvor hendes næse også måtte finde hans duft betryggende velkendt. Hendes fingrer lukkede sig om hans klæder, som et tydeligt tegn på, at han var savnet, og at hun ikke agtede at slippe lige foreløbig. ”Jeg beklager..,” hviskede hun dæmpet. Hvad ville han mon sige til det faktum, at hun havde ladt en warlock træne hende, og at hun rent faktisk havde boet i Dvasias for en stund? Nervøs gjorde tanken hende faktisk, men ej ønskede hun at løsrive sig fra ham. ”Det hele startede med, at jeg mødte denne mand.. En warlock. Interessant var det, hvad han kunne udrette, og jeg indvilligede derfor i, at lade ham træde mig.. Jeg.. Jeg har boet i Dvasias i Marvalo City de seneste par uger. Du skal dog ikke være bange. Han gjorde mig intet.” Ville Damien mon tage ligeså let på det? Næppe.. Hun kendte jo til hans tanker omkring andre mennesker. Faktisk forundrede det hende også, at han ikke var brast ud af hytten her endnu. Han foragtede jo at omgås andre. Det havde altid kun været ham og hende. Hun bed sig selv i læben. ”..Hvad laver du her?” spurgte hun undrende. Mange spørgsmål havde hun, om hvordan han havde haft det. Hun havde det også tilnærmesvist dårligt over, at hun ej havde været der for ham. Det var jo blevet hendes pligt at sørge for ham, efter at han havde mistet synet. Ikke, at han nødvendigvis ville lade hende.. Dog havde dette også været vigtigt, og heldigvis kunne hun også sige, at hun troede på, at hun endelig havde slået igennem!

[Damien Nathanael Adams]

Savnet efter Jarniqa, havde uden tvivl været stort for Damien. Det var nok også først nu, at det for alvor gik op for ham, hvor stort det egentlig havde været. Som hun sad i hans favn, måtte han knuge sine stærke arme omkring hende, blot for at være sikker på, at hun var der. Længe havde hun været det eneste, som han havde haft.. Det eneste i hans liv, som havde haft bare lidt betydning. Til start havde det været en pligt, men selv han følte sig som en far for hende. Han følte, at han havde et ansvar for hende, og det var det som han havde tænkt sig at indfri. Han var lettet.. Gud hvor var han dog lettet over, at have hende ved sig igen. Længe havde hun nemlig været væk, men nu var det forhåbentlig slut! "Du må aldrig gøre mig så bange igen," sagde han med en let hård stemme. Bange havde han jo været for, at der var sket hende noget!
Hvad hun dog derimod kunne fortælle ham, var ikke ord, som måtte falde i Damiens gode bog. Han vendte blikket direkte mod hende. Hun havde været huset i Dvasias og ved en warlock, som ovenikøbet havde trænet hende? "Det kan du ikke fortælle mig, og mene, Jarniqa... Ikke Dvasias og særligt ikke en warlock..!" endte han bestemt. Hvordan en warlock og en mand af mørket, var i stand til at hjælpe hende, uden at der var bagtanker i dette, forstod han ikke. Hun var vel ikke naiv, og bare havde taget det hele til sig? Det håbede han så sandelig heller ikke! Han sukkede ganske tungt og rystede så endeligt på hovedet. "De fandt mig, og ville ikke lade mig gå. De har forsøgt at hjælpe mig med mit syn og.. tildels har de lykkedes.. Jeg kan ane dig, Jarniqa.." sagde han denne gang med et svagt smil. Bare tanken om at kunne se lidt ville være fantastisk! Det var nemlig ikke meningen at hun skulle passe på ham, men derimod modsat. Det var ham, der skulle passe på hende!

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene klemte Jarniqa i, som han skældte hende ud. Ondt gjorde det på hende at vide, at hun havde gjort ham bange.. Det havde nemlig aldrig været hendes hensigt med dette! Hun havde jo blot ønsket at blive bedre til magien, samt finde en løsning for dem, så de kunne vende hjem igen. Dårlige havde hendes hensigter jo ikke været! ”Undskyld..,” hviskede hun skamfuldt. Dog tænkte hun, at han snarligt ville lade sig mildne igen, da hun trods alt var vendt tilbage til ham igen. Desuden.. hun var jo helt og særdeles uskadt. Ingen havde krummet et hår på hende, som Theodore rent faktisk havde været god ved hende. Tænderne bed hun sammen, som hendes værges utilfredshed fortsatte. Ville han virkelig fortsætte i denne dur? Hans tone og ord gjorde helt, at det måtte krympe sammen inden i hende. Damien var også den eneste, som kunne få alle disse følelser frem i hende, men det var også fordi, at han var den eneste person som hun havde. Derudover følte hun også, at det var ham, som var hendes fader. Hendes greb slækkede sig langsomt om ham. Særligt fordi, at han skældte hende ud.. I sengen fremfor på ham, satte hun sig også nu, hvor hun vendte blikket mod hænderne, som hun havde lagt i skødet. ”Vær ikke vred på mig..,” lød det stille fra hende. ”Intet ondt skete mig. Han fortalte mig om magien.. viste mig, hvordan den kunne bruges, og han lod mig bo hos ham. Det eneste han ønskede var, at han kunne studere mine reaktioner..” At Theodore også havde vist hende, hvordan man kunne få en person til at lide, ønskede hun dog ikke at fortælle Damien. Hun ønskede nemlig ikke, at han fik det billede af hende.. Smertefuldt ville det også være, hvis han vendte sig imod hende. Blikket løftede hun, som han sagde, at han kunne se. Se lidt om end. Smilet søgte frem på hendes læber, hvor hun forsigtigt lagde en hånd imod hans kind. Klare var hans øjne endnu, men hvis han sagde, at han kunne ane hende, måtte det passe. ”Hvad kan du se?” spurgte hun varmt og glad på hans vegne.

[Damien Nathanael Adams]

Ej var det fordi at Damien ønskede at skælde Jarniqa ud, men hun havde virkelig gjort ham bange. Bange havde han virkelig været denne gang, og særligt fordi, at der var gået uger, uden at han havde set eller hørt det mindste fra hende! Alene i sin egen verden, havde han vandret, ude af stand til at vide hvor han skulle lede efter hende, eller hvor han i det hele taget havde været. Nu var han her.. Han vidste hvor han var, og selv han var på bedringens vej, så havde han jo manglet hende. "Lov mig, at du ikke gør det igen," bad han med en dæmpet stemme. Selv ønskede han slet ikke at skulle miste hende! Og frygten for at netop det ville ske, var stor for ham. Uden hende ved sig, så havde han virkelig intet.
At han var den som kunne få hende til at krybe, vidste han. Et sted kunne man vel sige, at han rent faktisk udnyttede det lidt? Hånden hævede han mod hendes kind. "Hvem har skænket dig den form for træning, mod det bytte, at.. studere dig, Jarniqa? Jeg må sande, a det ej er en tanke, som jeg kan lide.." sagde han dæmpet. Hendes hånd mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene let, inden han igen så mod hende. Klare var hans øjne, men ikke nær så blodige og ødelagte, som de førhen havde været. Han kiggede på hende for en stund.. Det var så lang tid siden, at han havde set de detaljer ved hende. Et let smil passerede hans læber. "Dit skønne ansigt og dit smukke smil, min pige. Sløret er det for mig, men jeg kan ane dig," sagde han med en rolig stemme. Dette var dog noget som han mente. Han hævede hånden og lod den lægge sig mod hendes. Så bange som han havde været for hende, så kunne han nu falde til ro igen. Dette var hvad han havde brug for.. At vide, at hun havde det godt, og at han selv var på bedring. Før eller siden, så kunne de trække sig til et sted, hvor de igen kunne være alene og bare dem. Det var det som han så mest frem til.

[Jarniqa Dynithril]

Som en lille pige blev Jarniqa i hans nærvær. Han kunne nemlig påvirke hende på en måde, som ingen anden person kunne. Han var også den eneste person, som hun havde et reelt bånd til, hvor der også var det faktum, at hun faktisk så ham som sin familie. Som sin fader. Skamfuldt bed hun ned i sin egen underlæbe. Forbandet ondt gjorde det jo at vide, at hun havde såret ham! Det værste af det hele var dog, at hun ikke kunne love, at hun ikke kunne forsvinde igen. Store planer var nemlig i omløb, hvor det også var planer, som hun var en del af. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg kan ej love dig, at jeg ikke vil tage af sted igen..,” sagde hun ærligt og med en skamfuld klang. Mere sikker og håbefuld måtte hendes stemme dog blive, ved hendes følgende ord. ”Du skal dog ikke blive sur eller bekymret, som jeg rent faktisk har fået færten af noget. Det har jeg virkelig.. Forhåbentligt vil det kunne give os vores hjem tilbage.” Ej ville de få deres hus tilbage, som der måtte være et twist i ordet hjem. Hvad ville han desuden mene om dette? ..Ville han skælde hende ud igen? Hun håbede det ikke, da hun rent faktisk følte, at hun gjorde, hvad der var nødvendigt. Svagt trak hun på smilebåndet, som hun fornemmede hans hånd mod sin kind. Helt vred var han derfor heller ikke på hende. Det var måske bare meget at sluge for ham? ”Hans navn er Theodore.. Han er greve af Dvasias,” fortalte hun ærligt. ”Han er speciel på sin egen måde, men ellers er han god nok. Han har ej været ond ved mig, ligesom han aldrig har holdt på mig.” Smilet endte hun selv at trække på, som hun så smilet på hans læber, alt imens han uddybede, hvordan hans syn fungerede. Blidt lukkede hendes fingre sig om hans hold, alt imens hun lod deres hænder sænkes. Dog gav hun ej slip på ham. Glædesstrålende måtte det helt gøre hende, som det jo var en fantastisk nyhed! ”Ej kan jeg sige, at du kunne have givet mig bedre nyt, end at du kan se en smule igen,” sagde hun varmt. ”Hvordan går det med dine ben? Kan du gå fint igen?”

[Damien Nathanael Adams]

Bange havde Damien i sandhed været, da han ej vidste, hvor Jarniqa havde opholdt sig. Ej havde det været muligt for ham, at søge hende, da han intet var i stand til at se, og særligt ikke når han skulle tage så mange forholdsregler, for at kunne bevare dette. At hun derimod havde været i Dvasias og omkring der, var bestemt ikke en tanke som han kunne lide! "Jeg bifalder ej dette, Jarniqa," sagde han dæmpet, som han jo bare gerne ville beskytte hende. Måske at han forsøgte at pakke hende for meget ind i vat, men når hun var det eneste, som han havde, var det så underligt? At Theodore nu ikke var en mand der havde gjort hende noget, var han ligeglad med. Han lod nemlig ikke hende søge dertil igen alene! "Tror du virkelig, at jeg vil lade dig tage dertil igen? Uden at jeg er med? Jeg ved godt, at jeg ej er i stand til at gøre meget, min pige, men ej ønsker jeg, at du skal færdes i mørket alene. Hvis ikke denne Theodore gør dig noget ondt, er der så mange andre der kan," sagde han med en dæmpet stemme. Var det virkelig så svært at forstå?
Enerådig og målbevidst havde Jarniqa nu altid været, hvilket der nu heller ikke rigtigt fandtes nogen tvivl om. Dog måtte man jo gøre, hvad der var nødvendigt for at tingene skulle fortsætte, som de alle dage havde gjort. Han sendte hende et smil. Selv nu hvor han var i stand til at ane hende.. se de små detaljer, som han særligt havde savnet, så måtte selv han erkende, at det ikke havde været så slemt igen. "Mine ben er fine, så jeg kan fint gå.. Det er mine øjne, som stadig forvolder mig de største problemer. Det er begrænset hvad jeg kan se, og begrænset hvad jeg må udsætte dem for af lys endnu," fortalte han. Endnu følte han sig alt for hæmmet.. Det var en daglig frustration for ham, og særligt i den tid, hvor hun havde været væk!

[Jarniqa Dynithril]

Ej kom det bag på Jarniqa, at Damien ikke støttede hendes tur til Dvasias. Dog nagede det hende alligevel at høre på det. Intet ondt havde jo hændt hende! Faktisk havde hun fået utroligt meget ud af det, som hun havde fået mere, end hvad hun havde regnet med. Faktisk havde hun endda formået at trumfe noget igennem, som også burde være til hans fordel. Spørgende søgte hendes hoved på sned ved hans ord. ”..Ønsker du at drage med mig til Dvasias næste gang, at jeg drager dertil?” spurgte hun overrasket, som hun ønskede at vide sig sikker på, at hun havde forstået ham korrekt. Hvad skulle hun overhovedet mene om det, hvis det var tilfældet? På den ene side havde hun jo savnet ham, men på den anden side ønskede hun ikke at have en babysitter, skønt det var rart at vide, at der i hvert fald fandtes en, som bekymrede sig for hende. Dog vidste hun ej heller hvorvidt, om Theodores gæstfrihed dækkede andre end hende.. Ville han acceptere endnu en gæst? Ønskede hun overhovedet at have sin værge med? Hun ønskede trods alt imponere Theodore.. ”Du behøver dog ikke at bekymre dig så meget om mig længere.. Jeg er ikke længere 5 år,” kommenterede hun roligt med et smil på læben. ”Jeg kan sagtens klare mig selv. Det er de andre som skal være bange, hvis de angriber mig.” Kækt blinkede hun til ham, skønt hun ej vidste, om han ville kunne se den handling. Det var vel bare en refleks fra hendes side? Blidt og beroligende strøg hun ham over håndryggen med sin tommel. ”At du kan se lidt er bedre, end den tilstand jeg senest så dig i. Hvad siger healerne ellers til al dette? Tror de, at du vil få dit gamle syn igen, eller tror de, at dette er det bedst opnåelige resultat?” Hvad end svaret var, mente hun selv, at dette måtte være en sejr. Ærgerlig var hun dog over, at hendes gøren ej havde haft nogen indflydelse på hans healing. Selv havde hun nemlig gjort det bedste, af hvad hun kunne, dengang hun havde fundet ham efter erobringen.

[Damien Nathanael Adams]

Altid havde Jarniqa været meget enerådig, og dog, var det ikke altid noget som kom til gavn. Et sted var Damien vel bange for, at hun var for naiv, hvad angik denne warlock, som hun havde accepteret denne hjælp fra? Det ønskede han ikke! Han ønskede slet ikke at noget ondt skulle ske hende! Hans blik gled mod hendes retning endnu en gang, og med en ganske alvorlig mine. Selvom han kun lige kunne ane hende, vidste han, at hun var ked af hans reaktion. Et sted udnyttede han det vel en smule til sin egen fordel? "Regnede du med, at jeg ville blive siddende her, når du tog tilbage mod Dvasias?" spurgte han direkte. Ikke med en vred stemme eller noget. Om han så skulle sove udenfor, så gjorde han det. Han ville bare gerne være omkring, og sikre sig, at hun havde det godt. Det var vel også til at forstå?
Bange ville Damien nok altid være for, at der skete hende noget. Måske hun ikke var 5 år længere, men det var ham som havde opdraget hende. Lært hende hvad hun kunne af alt det ikke-magiske om ikke andet, og lært hende om den verden, som hun befandt sig i. "Du bliver kun stærkere og stærkere for hver dag, min pige.. Dog ønsker jeg jo stadig at passe på dig.. og være der," sagde han dæmpet. Det var et løfte til hendes moder, men så sandelig også til ham selv. Meget af det som Jarniqa havde gjort for ham, kunne meget vel være det, som havde reddet hans syn i udgangspunktet. Han sendte hende et let smil, inden han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Ej var han sur længere. Han var rent faktisk faldet til ro. "Uanset hvad det var du puttet i mine øjne den dag, så har det været et udgangspunkt for at redde mit syn, Jarniqa. Jeg kan udsætte det for dagslys kort tid af gangen. Jeg vil ikke få det helt tilbage, men de tror på, at det endnu kan blive bedre," fortalte han roligt. Havde det ikke været for hende, så havde han jo nok været.. død i dag.. En blind mand som vandrede rundt? Ja, det ville jo være dømt til at gå galt, hvis det ikke var fordi, at hun havde været hans øjne fra den dag hvor Neutranium var faldet.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa havde ikke regnet med, at han ville se gennem fingrene med hendes smutture. Han var nemlig speciel, når det kom til hende og andre personer, og særligt når der var en antydning til, at der var fare på færde. Overbeskyttende havde han nemlig alle dage været. Problemet var blot, at som hun var blevet teenager og havde fået egne tanker og ideer, var hun også blevet det mere egenrådig. ”Måske, måske ikke,” svarede hun undvigende og trak let på skulderen. Selv vidste hun nemlig udmærket, at han ej ville lade hende vandre alene over grænsen. Ja, det havde jo selv været et problem for ham, at hun havde rendt alene rundt fra den ene manjanske by til den anden. Derfor vidste hun udmærket, at hans beskyttergen blinkede rødt når hun nævnet ordet Dvasias. ”Jeg har desuden et sikkert sted at være, hvis jeg skulle tage tilbage til Dvasias. Theodore har selv sagt, at jeg til hver en tid kan bo hos ham, og at jeg er i sikkerhed for andre så længe jeg er hos ham.” Ej behøvede han at være bange, men selv vidste hun også, at han først ville stoppe med at bekymre sig om hende den dag han lå i jorden, og den dag ønskede hun ej heller ville komme! Hun elskede ham jo på trods af, at hun til tider mente, at han overreagerede. Blidt klemte hun om hans hånd. ”Jeg ved, at du ønsker at passe på mig, og ej heller ønsker jeg at lave om på det.. Dog kan du ikke altid være ved min side. Jeg har også brug for at lave ting på egen hånd..” Ej ønskede hun at såre ham, som det var det sidste, at hun ville! Sundt og naturligt var det også kun, at hun ønskede at opleve verdenen selv. Ej heller kunne de blive ved med at rende op og ned ad hinanden. Ønskede han for eksempel også, at det fortsat var sådan om 10 år, når hun var 25? Blidt knugede hun om hans hånd, uden at hun tog blikket fra ham. ”..Selvom det ikke er som et år tilbage, vil du altid være som en fader for mig,” afsluttede hun i en kærlig og hengiven tone. Han ville nemlig aldrig blive i stand til at miste hende.. At hun brugte ordet fader på ham, var faktisk også den første gang. Derudover var det vel også den største kompliment, som hun nogensinde ville blive i stand til at give ham? Let trak hun på smilebåndet. ”Jeg er glad for at høre, at det jeg gjorde for dig alligevel var til en smule gavn, selvom det ej gav dig synet. At du bare vil blive i stand til at se en smule, vil jeg alligevel vælge at se på som en sejr. Det er trods alt bedre end det udgangspunkt, som vi ellers stod med.”

[Damien Nathanael Adams]

Aldrig ville det falde Damien ind, at skulle lade Jarniqa tage til Dvasias alene. Bare alene det faktum, at hun nævnte det sted, fik hans alarmklokker til at ringe, og det var udelukkende derfor, at han valgte at reagere. Ikke ønskede han, at noget skulle ske hende.. Overhovedet ikke faktisk! Han blev siddende og knugede om hendes hånd. "Jeg ved ikke hvad jeg gør, den dag, noget skulle ske dig," sagde han direkte. Nej.. den form for kærlighed var det på ingen måde, men mere kærligheden som en fader ville have for sin datter. Han havde jo opdraget hende! Han rystede let på hovedet. Det kunne godt være, at hun stolede på denne Theodore, men det gjorde han ikke. Manden måtte have bagtanker. Det var det eneste, der rent faktisk gav mening for ham lige nu. "Ej stoler jeg på ham, selvom han har skænket dig sine ord, min pige.. Du er for vigtig for mig, til at jeg bare kan vende ryggen til dette," sagde han med en dæmpet stemme. Han ville jo bare passe på hende.. Var det underligt, at han gerne ville det?
Da hun direkte kaldte ham ved titlen som fader, blev selv Damien helt tavs. En ting, var at han havde gjort sig tankerne, og følelserne hvad det angik, men.. at hun direkte skulle kalde ham ved det.. det havde han slet ikke forestillet sig. ":... Hvad kaldte du mig?" spurgte han mere direkte. Ganske vidst var han i bedring, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ville lade hende tage afsted på egen hånd, og særligt ikke, hvis han kunne gøre noget ved det! Han trykkede fast omkring hendes hånd. Forstod hun ikke, at han havde brug for at være omkring hende? At han havde brug for at vide, at hun var i sikkerhed. "Du har reddet hvad der var at redde, Jarniqa.. Uden den behandling, som du skænkede mig, ville jeg ikke kunne ane dig nu.. Så ville det endnu have været helt sort.. Derfor, så tager jeg med dig, næste gang du søger mod den mørke grænse," fastholdt han stædigt. Hun fik ikke lov til at efterlade ham her!

[Jarniqa Dynithril]

Bekymret var Damien for hende, og det var en tanke, som Jarniqa godt kunne lide. Dog kunne det også blive en tand for meget, da hun trods alt var teenager, og derfor havde påbegyndt sin selvstændighed. Derfor kørte meget på en hårfin balance for hendes vedkommende.. ”Tænk ikke i de baner,” bad hun mildt. ”Intet ondt er jo hændt mig.. Det er nærmere dig, som bekymringen burde falde omkring.” Det var trods alt ikke hende, men derimod ham, som havde ligget med 5 pile i øjnene og et sværd gennem benene. Forfærdeligt havde det været, hvor det eneste gode var, at hun havde fået et godt sværd ud af det. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Hvis ej du stoler på ham, så vælg at stol på mig i stedet. Stol på, at jeg gør det rigtige,” bad hun ham. Selv mente hun jo, at hun gjorde det rette, og derfor håbede hun også på, at hun fik hans støtte til det. Dog vidste hun, at det var en svær kamp, som hun vidste, at han hadede ideen om alle andre personer end de to. Morsomt var det næsten, som Damien hadede andre, hvor hun derimod ønskede at møde andre. Blikket endte hun med at slå ned, så hun i stedet betragtede hans knugende hænder. Passede det ham ikke, at hun kaldte ham fader? Aldrig havde hun sagt det til ham, og derfor passede det måske ham ikke? Han var trods alt ej heller hendes fader, så underligt var det måske ej heller. Selv vidste hun også, at han ej havde taget sig af hende af sin egen frie vilje, men fordi, at hendes moder havde bedt ham om det. Dog følte hun, at de havde mere sammen end det.. Hun vidste ligeså også, at det var ord, som hun burde skænke Salvatore, men svært var det så længe Damien var der.. ”Du hørte mig godt..,” kommenterede hun stille, da han ellers ikke ville have sagt således. ”Du lærte mig at gå, spise, tale og at overleve.. Du har altid været der, som den eneste for mig. Det er dig som vaskede mine sår, når jeg kom til skade, dengang jeg var yngre. Det er dig der putter et tæppe om mig, når jeg fryser.. Er det ikke, hvad en fader gør for sin datter?” Ærlig talt vidste hun det ikke.. Det var jo bare det liv, som hun kendte til. Dog kunne hun ikke lade være med at se ham i det billede. Det havde hun altid gjort.. Afvist ville hun derfor også føle sig, hvis han slet ikke ønskede at blive set på i det skær. Hun fugtede læberne, som han konkluderede, at han ville med hende næste gang, at hun passerede Dvasias’ grænser. ”Jeg ved ikke, hvorvidt Theodore vil være tilfreds med at husere flere..”

[Damien Nathanael Adams]

Damien rystede på hovedet. Bekymringen for hende, kunne han dog ej lægge til side, som den aldrig havde været der. "Jeg klarer mig," sagde han endeligt. Det var mere hende, som han var bange for. Så hurtigt, som hun var endt med at vokse op. Nu kunne end ikke han følge med mere. Var der virkelig gået så lang tid? Hun var jo ved at blive voksen nu. Glædeligt ville han gerne stole på hende, men gud hvor var det dog svært, når det hele foregik på denne måde. Han lukkede øjnene ganske let. Hun var for pokker det eneste, som han havde. Var det underligt, at han tog tingene, som han nu gjorde? "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis noget sker dig, Jarniqa.." sagde han endeligt. Var det svært at forstå, at dette ligeledes var svært for ham?
At hun direkte sad her og kaldte ham for fader, var ikke noget, som han havde regnet med, at høre hende sige. Selvom han i starten havde taget hende til sig, fordi at det var blevet ønsket af ham, var han jo alligevel endt med at holde forbandet meget af hende. Prøv da bare at se dem nu. Han smilede let. Han var mere chokket over den varme, som det efterlod ham med. Han trykkede let omkring hendes hænder. Det havde ikke været for at forvirre hende. Aldrig havde det været hans hensigt med dette. "Jeg tog dig til mig, fordi at det blev ønsket af mig, min pige.. Jeg endte med at holde af dig.. utrolig meget endda. Men at skulle høre dig kalde mig for din fader.. Det havde jeg ej regnet med.. Det betyder virkelig meget for mig," sagde han endeligt. Uanset hvad denne Theodore ville og ikke ville, så kunne selv Damien sove udendøre. Det havde han jo gjort i mange år, inden Denjarna havde fundet ham. "Jeg behøver ikke komme med ind.. Jeg kan sagtens sove og hvile udenfor. Det eneste jeg beder dig om, er at lade mig tage med. Jeg vil gerne være omkring dig," afsluttede han dæmpet.