I need to get better.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt smilede Jarniqa, som det var tydeligt at høre, hvordan Damien kom ind i sit sentimentale øjeblik. Hans tone og ord var vel en typisk forældres? Det var vel normen, at en forældre lod sig mindes barndomstiderne, samt så sig stolt på det endelige resultat, som de havde været med til at skabe? Ej heller havde hun noget imod det.. eller hun havde ikke noget imod det, så længe hun stadig fik lov til at gøre, hvad hun ønskede at lave. Som hun var blevet 15, og som hun havde færdes ude i verdenen på egen hånd, havde hun nemlig også fået egne meninger og ønsker, og nu var hendes ønske at blive sluppet løs. Damien ville selvfølgelig stadig fungere som en fader for hende, men forskellen var blot, at hun ville begynde at foretagne sig egne og selvstændige ting. ”Som du er stolt over, hvad jeg er blevet til, må du også se dig stolt over, hvad jeg ønsker at opnå,” sagde hun prøvende. Var det ikke også en stolthedsfaktor, at hun sigtede efter noget stort og godt? Det tænkte hun i hvert fald, at det var.. Hun ønskede jo intet dårligt med dette. At han dernæst gav sig, fik hende til at trække betragteligt på smilebåndet. Hun klemte om hans hånd. ”Det hele skal nok løse sig. Bare vent og se,” lød det fra hende med et smil på læben. ”Jeg skal nok sørge for, at jeg ikke bliver slået ihjel, og jeg skal nok gøre mit bedste for at fuldføre, hvad jeg ønsker at opnå.” Hvordan det hele ville komme til at gå, havde hun ingen ide om. Hun havde trods alt aldrig betydet noget for folk, og derfor var det stort det hun forsøgte sig med. Dog kunne det ikke komme på tale lige nu og her, da Macaria endnu havde magten i Manjarno. Med støtte fra Dvasias, og muligvis fra Procias, følte hun dog, at der var en chance for al dette.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var ikke just en sentimental mand, dog selvom dette uden tvivl var et meget ømt punkt for ham. Var det underligt? Tankerne alene om, at han skulle sige farvel til hende, og lade hende drage ud i verden, var svært. Stolt havde han dog været af hende, siden han havde pådraget sig ansvaret for hendes opvækst. Denjarna ville uden tvivl være stolt af, hvad hun til nu, havde formået at opnå, og dette var noget som han helt klart anså som meget vigtigt. Han sendte hende et smil. "Det er jeg allerede," sagde han ærligt.  Han var jo stolt af hende, og hvad hun kunne opnå, og mest fordi, at det var noget ,som hun virkelig ønskede at opnå. Det var bare det, som gjorde det svært til tider. 
Damien stoppede op midt på plænen. Han ville bare gerne vise, at han ville støtte hende, selvom dette var svært. Uden tvivl kunne man sige, at hun gik i sine forældres fodspor. Sin moders særligt, og dette var noget, som hun uden tvivl kunne være utrolig stolt af. Denjarna ville være det. En ikke det, var noget som han tvivlede på. Han sendte hende et smil. Solen skar ham uden tvivl i øjnene lige nu, men han ville ikke lade synet gå i mørke nu.  "Lad mig støtte dig.. og stadig være omkring." sagde han med en dæmpet stemme. Det var det som han ønskede lige nu. Alene den tanke om at hun skulle være alene, eller kun omkring en mand, som var så præget af mørke, som Theodore nu måtte være, så ville han være sikker på, at hun om ikke andet, så havde det godt.  Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind i stedet for. "Jeg er nemlig stolt af dig, som kun en far kan være det overfor sin datter.. Vil du give mig det her på..? Det begynder at gøre ondt," endte han og rakte klædet op foran hende. Hvis nogen kunne guide ham rundt, så var det uden tvivl hende. Og lyset var virkelig begyndt at genere hans øjne, og denne mulighed for at se igen, ville han ikke ødelægge!

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst og glad måtte Jarniqa smile, som han endelig sagde, at han skam var stolt af hende. Det var det eneste, som hun behøvede at høre, som han måtte være den person i verdenen, som var af størst betydning for hende. Derfor ville det også have været svært for hende, hvis hun havde vidst, at hun ej havde ham på sin side. Som han selv valgte at stoppe, stoppede hun ligeså roligt sine skridt, hvor hun også vendte fronten mod ham, så hun kunne se direkte på ham. Hendes hoved søgte en kende på sned. Ønskede han at være ved hendes side, når hun engang blev ambassadør for Manjarno? Skidt ville det vel ikke være, da der sikkert ville komme de gange, hvor hun ville behøve hans råd eller blot føle sig nede på jorden igen.. Hendes læber spandt ud i et lille smil. ”Mon ikke, at der er mere end et værelse i en så stor en bygning som et slot? Jeg tror nok, at det skulle kunne blive muligt at finde dig et værelse,” kommenterede hun i en munter tone. At han førhen havde boet på Neutranium, havde hun absolut ingen ide om. Deres liv havde nemlig aldrig budt på luksus, og derfor kunne hun umuligt forestille sig, at han nogensinde skulle have holdt til på et slot. Kinden trykkede hun blidt imod hans hånd, som hun mærkede hans kærtegn. Igen måtte hun stråle indvendigt, som han sagde, at han var stolt af hende, inden hun måtte nikke, som hun til hver en tid ville hjælpe ham. ”Selvfølgelig vil jeg det,” svarede hun ham, inden hun roligt rankede sig op igen og greb om det klæde, som han rakte hende. Med klædet i hånden, stillede hun sig om bag ham, hvor hun strakte sine arme, så hun kunne lægge klædet for hans øjne, inden hun lavede en bindende knude til det bag på. ”Jeg ved ikke, hvor mange dage der vil gå før al det her vil blive aktuelt. Der kan også gå uger..”

[Damien Nathanael Adams]

At give slip, var rent faktisk svært for Damien. Måske fordi at han var bange for, at det samme skulle ske med hende, som det skete med hendes mor? Det var næsten det, som han bed sig mest mærke i, når det endelig var.  Han lod hovedet søge en kende på sned, og med et smil på læben. Stolt ville han da altid være af hende, som hun stod der som en datter for ham, og han kunne se, hvad der var blevet af hende. Han sendte hende et smil. Neutranium havde været hans hjem førhen, og det at det kunne blive det igen, var som sådan, ikke noget som han hvde noget imod. Bare han slap for at være omkring folk hele tiden. Det havde jo klart sine fordele, at han kunne ændre form og størrelse ikke mindst. Det var i hvert fald kommet ham godt igen. "Om det er Neutranium, der er snak om, så har jeg boet der før, min pige. Det skulle ikke blive det største problem," fortalte han. Nu hvor hun i forvejen var kendt med sandheden om sine forældre, kunne man jo lige så godt lægge alle kortene på bordet? Han sendte hende et lille smil. Stolt var han.. havde han ikke været god til at fortælle hende det? Det var næsten det som for nu var det værste. 
At hun gerne ville hjælpe ham, gjorde Damien glad. Han nikkede med et skævt smil og gav hende klædet, så hun kunne binde det for hans øjne. Mørket blev igen det eneste som han kunne se, selvom han nu godt kunne leve med det. Der var jo ikke det, som han ikke havde prøvet endnu. Han sukkede let. Han håbede virkelig på en permanent virkning af det, som skete med hans øjne, så han dagligt kunne gå, så han da kunne føle sig som en del af befolkningen igen, og en mand med værdighed. Han nikkede. "Uanset hvor lang tid der vil gå, så håber jeg, at du ved, at du har mig i ryggen, Jarniqa," sagde han endeligt, inden han igen vendte sig mod hende. Nu måtte hun jo atter være hans øjne.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa blinkede med øjnene. Han havde førhen boet på Neutranium? Hvad var det dog for en verden, som han havde holdt skjult for hende?! Ikke nok med, at hendes moder og fader havde boet der, så havde han også.. Hendes værge! Hvorfor fanden havde de altid boet så afsides, hvis hun i virkeligheden var prinsesse, og hvis han alligevel havde boet der? Hvorfor var der så mange forbandede løse ender efterhånden?! ”..Du har boet på Neutranium? Sammen med mine forældre?..” kommenterede hun, som det hele begyndte at lyde komplet surrealistisk. Ja, det var næsten som at få af vide, at hun i virkeligheden var en and.. Hun tog en dyb indånding. De havde altid boet i et utæt hus, hvor de til tider var krøbet til køjs, uden overhovedet at have fået stillet sulten, og nu sagde han, at han sågar også havde levet på et slot? ”Hvorfor har du aldrig sagt noget?!” lød det fra hende, hvor hendes tone pludselig havde fået en lettere skinger og hysterisk klang, som hun ikke længere vidste, hvad hun skulle tro på. Hvad var det dog for en verden, som hun var blevet sat ind i?! Som hun kom i sine følelsers vold, kunne man også mærke, hvordan det pludselig begyndte at blive det mere luftigt omkring dem. Det var meget muligt, at hun var blevet bedre til at kontrollere sine kræfter, men alligevel havde hun endnu svært ved at styre dem, når hendes følelser tippede over. Tænderne bed hun sammen. Hvorfor havde han virkelig holdt al dette skjult for hende? Hvorfor havde han så mange problemer med, at hun talte om at blive en del af den verden? Hendes hænder var også begyndt at ryste ganske svagt, som hun fik bundet klædet færdigt omkring hans øjne. Såret, skuffet og vred, måtte hun pludselig følte sig, som hun følte det som om, at han havde haft flere hemmeligheder for hende. ”Hvorfor har du altid haft alle disse hemmeligheder for mig, hvis du virkelig havde min ryg?” spurgte hun i stedet, som hun også trak armene til sig igen. Selv mærkede hun også, hvordan hendes hjerte måtte begynde at slå det hurtigere. En anden ting måtte også pludselig falde hende ind. ”Hvad lavede du i Ityrial den dag under angrebet? Hvorfor kæmpede du der, og hvorfor var du der? Du sagde altid, at du hadede, at jeg var der,” spurgte hun direkte.

[Damien Nathanael Adams]

Et sted kunne man vel sige, at denne reaktion var ventet? Damien havde ikke just regnet med, at dette var noget, som ville falde i hendes gode bog at vide. Han havde jo alle dage været vidst og været klar over, at sandheden var holdt fra hende, men det havde alt sammen været i gode intentioner! Aldrig havde han gjort det for at være ondt! Overhovedet ikke faktisk! "Jarniqa.." begyndte han dæmpet, som han kunne mærke, at hun trak sig væk fra ham. Ikke at han havde regnet med, at hun ville trække sig, og reagere så voldsomt, men... alligevel! Han sukkede dæmpet. "Det var der jeg lærte din moder at kende. Hun valgte at huse mig, efter jeg selv var kommet til skade, og søgte til hende for hjælp. Du er kendt med de gamle historier om dragen der bor i bjergene," sagde han endeligt. Han var den drage.. det var ham, som var skyld i de unge mennesker, der skulle prøve kræfter med at komme tæt på, og det var den ene gang, hvor det faktisk var endt med at gå galt, og hans sår kraftigt var blevet betændt.
Damien lod hånden falde, som hun valgte at trække sig. "Forstå mig ret.. Jeg gjorde det, udelukkende for at beskytte dig," lød det dæmpet fra ham. Dette var dog ord, som han måtte mene. Han ønskede jo ikke at skubbe hende fra sig. Livet i Benden havde bare været langt mere ham end det at bo på et slot. "Jeg lovede din moder at beskytte og passe på dig.. Foruden mine formskiftende evner, har jeg intet at beskytte og passe på dig med. Jeg gjorde hvad jeg fandt nødvendigt, for at vogte om det kæreste i din moders liv... og mit." Selv nu hvor han ikke kunne se hende, var han vel mest bange for, at hun i sin egen vrede og forvirring, ville søge væk? "For din moder og det ønske hun havde for landet, samt som borger af det, ønskede jeg at gøre hvad jeg kunne. Jeg er kun ked af, at det ikke lykkedes," tilføjede han ærligt. Manjarno var faldet.. hendes moder ville have vendt sig i graven!

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det.. Det hele gjorde ondt.. Tænderne bed Jarniqa sammen. En ting var, at hendes moder havde været dronning, og at hun i virkeligheden var prinsesse. En anden ting var, at hendes fader havde været kongelig rådgiver for hendes moder. Men en helt tredje ting – og den værste – var, at hendes værge også havde boet på slottet. At hun i tankestrømmen havde trådt lidt bort fra ham, anede hun end ikke. Forrådt følte hun sig helt over, at han altid havde holdt så mange hemmeligheder for hende. Flere gange hørte hun ham sige, at han havde gjort det for at beskytte hende, men ja.. Hvordan beskyttede det her hende egentligt? Hvad skulle hun også beskyttes imod? Det var vel ikke fordi, at personalet ville have dræbt hende, fordi hendes moder var gået bort, og fordi, at de nu havde fået sig en prinsesse? Det var ikke fordi, at det fornemme liv var et liv, som hun higede efter, for det gjorde hun bestemt ikke! Hun forstod sig nemlig ikke på det, som hun ingen relation havde til et sådant liv. Hendes problem lå derfor udelukket i, at Damien havde holdt så mange hemmeligheder for hende.. Hun troede, a de altid havde haft hinandens ryg.. At de altid havde kunnet stole på hinanden.. Var det nu forkert? Knuden voksede sig i hendes bryst. ”Hvorfor er dette at beskytte? Jeg troede, at vi havde hinanden og ikke løj for hinanden.. Jeg har aldrig været ked af det over vores liv, men jeg forstår ikke, hvorfor du har fundet det nødvendigt med løgne..” Såret og forvirret var hun uden tvivl, hvilket også kunne høres på hendes stemme. Hun tog sig selv til hovedet, som selv det begyndte at gøre ondt, alt imens hendes krop nærmes summede. Øjnene klemte hun kort i. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du tog mig væk.. Hvorfor du altid har holdt disse hemmeligheder for mig..” Fortvivlet og knust måtte hun helt føle sig, hvor hun også følte, at hun havde brug for luft. Det var for meget al dette.. Hun kunne ikke klare at være i hans nærhed længere! Den ene arm havde hun om sin krop, alt imens hendes anden hånd trykkede imod hedes hoved. Hun ville bare gerne væk! Pludselig holdt vinden inde på marken, som Jarniqa syntes at forsvinde fra tid og sted. Ej var hun at finde ved Damiens side længere, som hun end ikke var til at spotte i Catalena. Hun var blot forsvundet..

// Out

[Damien Nathanael Adams]

At Jarniqa tog det så tungt, var rent faktisk noget som Damien var ked af. Aldrig havde det været meningen eller hensigten ved dette.. Han havde holdt disse hemmeligheder, udelukkende for at passe på hende, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i. Nu hvor hun havde valgt at trække sig væk fra ham, fik ham til at vende blikket mod hende, dog selvom han ikke var i stand til at se hende. Hele hendes familie havde boet på Neutranium, og det var ikke noget ,som han kunne se det groteske i.. og slet ikke som det var lige nu. "Jeg kan forstå, at du er oprørt, Jarniqa, men derfor behøver du ikke trække dig fra mig. Jeg har ikke gjort det, for at være ond eller grotesk. det har aldrig været min hensigt med dette," fortalte han med en dæmpet stemme.
Næverne knyttede han let. Han kunne mærke at vinden tog til, og at der skete meget omkring ham, men han var ikke i stand til at se det, hvilket næsten var det værste af det hele. Han bed tænderne let sammen og med en svag brummen. Hans mange år som et dyr, havde uden tvivl også sat sine klare tegn på ham, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jeg gjorde det udelukkende for at passe på dig, som jeg havde lovet din moder. Det er ikke fordi at jeg ønskede at gøre dig ondt," forsøgte han... Vinden lagde sig, og lyden af.. et eller andet, som han ikke havde hørt før, var det næste som nåede ham. "Jarniqa..?" spurgte han. Dog var der ikke noget svar i retur. Han hævede hænderne og fjernede bindet for øjnene.. Han kunne heller ikke se hende? Hvad pokker var der ikke lige sket? Det gav ingen mening for ham! Var hun.. væk? Han blinkede let med øjnene. "Jarniqa!" endte han med en mere fast tone. Hvor pokker var hun blevet af?

//Out