I'm ready!

[Jarniqa Dynithril]

Interessant var det at lytte til Theodores teorier, da der var en chance for, at han vidste noget, som Jarniqa umiddelbart ikke vidste, og ellers var der også en chance for, at han blot gav hende noget nyt stof til eftertanke. Det sidste gjorde han i hvert fald, da hun aldrig rigtigt havde spekuleret over, at hendes to racer direkte modarbejdede hinanden. Racerne var trods alt blot, hvem hun var. Om en af dem var stærkest vidste hun ej heller. Selv vidste hun, at hun havde arvet meget fra sin moder, hvor hun også selv ville vove og påstå, at hun rent faktisk kunne udrette noget med selve elviske evner. Udseendemæssigt lignede hun sin fader knapt så meget, men selv vidste hun, at hendes magiske kundskaber så sandelig kunne bryde frem, når hun følte sig presset. Derfor var det svært at sige, hvilken side der var stærkt, medmindre de selvfølgelig var lige i hende. ”Jeg har hverken levet blandt magikerne eller mørkelverne, eller i nogen storby.. Alt hvad jeg ved, er jeg selv nået frem til,” sagde hun ærligt, hvor hun blot undlod at fortælle, at hendes fader skam havde lært hende, hvordan hun kunne få sin magi frem. Det var dog også den eneste hjælp, som hun havde fået af hjælp. Tænksomme folder lagde hendes ansigt sig i, som han stillede hende et spørgsmål. ”..Umiddelbart tror jeg ikke, at der var noget magisk inde over, hvad jeg gjorde ved dig.. Når jeg bruger mine elviske kræfter, føles det som om, at jeg føle og forme, samt tale med det, som jeg ønsker at påvirke. Når jeg bruger magien, føles det derimod som om, at der er nogle spændinger i mig som bliver udløst.” Gav det mening for ham? Selv overvejede hun, om det overhovedet gav mening for hende.. Det gjorde det måske et sted? Underligt var det at tænke over, da hun aldrig før havde tænkt så meget over sine racer, som det hun gjorde nu. Godt var det vel derfor også for hende, at han formåede at presse på, så hun rent faktisk funderede over, hvad hun var, hvad det indebar, og hvordan det føltes. Et lille smil passerede hendes lyserøde mund. ”Har du nogen planter her?” lød det nærmest helt spændt fra hende. Det var nemlig naturen, som hun vidste, at hun med sikkerhed kunne gøre noget ved.

[Theodore Jarvis Acheron]

Mange teorier begyndte at forme sig i Theodores krop og sind. Uden tvivl kunne man sige, at han var meget fascineret af hendes væsen, og særligt fordi at hun var så åben og rent faktisk delte sine tanker og handlinger med ham. Hvad hun havde formået at udrette med det væsen frem til nu, var uden tvivl.. spændende. Ikke videre imponerende, men alt taget i betragtning, og med tanke på de forhold som hun rent faktisk måtte komme af, så havde hun alligevel formået at komme lidt på vej med dette. "Fascinerende," sagde han kort for hovedet. Selvom der ikke var noget der mindede om begejstring i hans krop eller ansigt, så mente han skam sine ord. Det var uden tvivl meget fascinerende.
Mørkelveren var ikke et væsen, som Theodore havde den store kendskab til. Derfor måtte han naturligvis skaffe sig det! Hans viden hvilede i det magiske og særligt i de magikyndige racer, da det var hans særlige kompetence. Armene lod han denne gang søge over kors. [colro=blue]"Du kan mærke forskel. Så langt, så godt,"[/Color] sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. Selv nu hvor hun gerne ville vise ham det, forventede hun en plante? Lignede han da en, som gik op i den slags finesser? Han rystede let på hovedet. "Du har jorden under dine fødder, Jarniqa.. Hvis du kan manipulere med planter og deres vækst, burde du snildt kunne udføre noget med denne.." Han gjorde et kast med sine arme. Faklerne blussede mere op, så det var til at se langt mere, end hvad man havde været i stand til at gøre til nu. Han trådte mere ud i salen.. Den lille arena, som hvilede i deres lille hjem. Han vendte sig derefter mod hende. Denne gang mere afventende. Han ville glæde sig til at se, hvad hun i det hele taget kunne præstere, og særligt fordi at det ikke var noget, der skete så ofte igen.. Han var spændt.

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik faldt ned til træningssalens bund, hvor Jarniqa let lod sin fod stryge over sandet. Han ønskede altså, at hun skulle benytte sig af, hvad der var. Interessant kunne dette uden tvivl gå hen og blive.. Træningssalens jord måtte nemlig være det fundament, som hele landstedet var blevet bygget op på. Af den årsag kunne det også ske, at hele huset ville styrte sammen, hvis hun gik en tand for langt. Det var uden tvivl et voldsomt sats, som han ønskede, at hun skulle gøre. Det var trods alt hans eget hjem, som han gamblede med. Hendes blik søgte op, hvor hun denne her gang kunne se, at han havde trådt bort, så hun kunne udfolde sig. Han mente det altså.. ”Jeg håber, at du ved, hvad du går ind til,” sagde hun roligt. Roligt løsnede hun sin kappe, så hun kunne smide den ved sin side, inden hun rullede let med skulderne. ”I tilfælde af, at huset skulle styrte eller have permanente skader, skal du blot huske på, at du bad mig om det.” Ned på knæ søgte hun dernæst, så hendes bukseben måtte blive tilstøvet. Ligeglad var hun dog med dette, da hun aldrig havde været vant til at skulle passe på. Vant til at gøre tingene selv, var hun nemlig, og derfor var hun også vant til at få skidt under neglene. Skidt under neglene blev også det næste trin, som hun lagde begge håndflader mod jordbunden, hvor hun lod sine fingre grave ned i sandet. Den fysiske kontakt var nemlig det vigtigste med hensyn til det, som hun skulle til at gøre. Øjnene lod hun dernæst søge i igen, så hendes udsigt igen var helt mørklagt. Roligt trak hun vejret ind og ud, alt imens hun lod sine sanser gå på opdagelse.. Selvom dette for mange bare var jord, kunne hun fornemme hvert et korns struktur. Hvordan det var opbygget, hvordan det hang sammen.. Groft sagt, hver en mekanisme i det. Langsomt formede hendes tanker sig til en handling. Hun ønskede at skille det. Skille den ene halvdel af fundamentet fra det andet. Langsomt, men stødt begyndte sandkornene at hoppe vibrerende. Det næste blev en rysten i alle huset vægge, så det ville være at fornemme i hele huset. Det tredje der skete var, at jorden – der hvor Theodore før havde stået – langsomt begyndte at skille sig fra hinanden, så der kom en revne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vendte blikket direkte mod hende. Han ønskede en forståelse for hendes væsen, og derfor havde han brug for at se, hvad hun kunne udrette med de evner og den magi, som hun havde i sin besiddelse. Salen var stor, så her var rig med mulighed. Måske at det ville ryste hele grunden under Acheron Landssted, men det var uden tvivl ikke noget, der rørte ham det mindste. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Spændt var han da uden tvivl på, hvad hun kunne udrette med dette, og det var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var i den anden ende.
"Jeg stiller hele min sal til rådighed. Jeg kan godt håndtere hvad du kan præstere her," sagde han direkte. Tvivlede hun da på ham og hans magiske evner? Det var noget som gjorde ham utilfreds. Utilfreds med det som han skulle til at lære hende. Skulle han fortsætte, siden hun pludselig ikke troede på at han kunne rumme dette? Hans blik fulgte hende, som hun gik i knæ. Støvet virvlede omkring hende, hvilket fangede hans opmærksomhed og interesse. Han var uden tvivl spændt på dette. Ingen tvivl om det. Selvom grunden begyndte at revne og ryste, hvilket nok også var noget, der kunne mærkes i resten af huset, vidste han godt, at dette var noget som ville fange familiens interesse. Det revnede i jorden, hvor sandet begyndte at falde ned. Smilet bredte sig kun mere og mere på hans læber. Hvor var det her dog fantastisk! Hun var stærk, af hvad han kunne fornemme. Han elskede det virkelig. Der var ikke nogen tvivl om, hvor meget han måtte elske dette. Magien hvilede dog stærkt om dette hus, og særligt omkring dette rum, da der igennem rigtig mange generationer nu var udøvet magi på må og få. Ja, det er jo lige før, at medlemmer havde bekriget hinanden indbyrdes. "Fortsæt..!" endte han med en fast tone. At afbryde dette, ønskede han ikke. Han ønskede jo at se hvor meget hun kunne udrette, og hvor hendes grænse måtte gå.

[Jarniqa Dynithril]

Fortsæt. Det var det ord Jarniqa hørte og den ordre, som hun valgte at adlyde. Ej så hun med øjnene, hvad der foregik, som hun derimod følte det i stedet. En forunderlig fornemmelse var det, for selvom hendes øjne ikke kunne se, hvad der foregik, kunne hendes krop det. Gennem sine fingrer og sin krops energi, kunne hun fornemme, hvordan jorden slog revner, samt i hvilken retning de gjorde det. Hurtigere begyndte hendes hjerte at slå, som hun lod revnerne udvide sig. Bredere og længere blev de, som mere og mere sand begyndte at strømme ned i den nu gabende revne. Længere blev målet, hvor de også udvidede sig, som revnen nu skilte sig i to. To store flænger i jorden skabte det, hvor de bevægede sig i hver sin retning mod murerne. Automatisk begyndte væggene at skælve det voldsommere, hvor våben også begyndte at klirre mod hinanden og mod jorden, som de faldt ned fra deres pladser. Dog stoppede hun ikke.. Han ønskede jo, at hun skulle fortsætte. I et V endte hun også med at lukke Theodore inde, som han endte med at stå med to gabende revner på hver sin side af sig. Revnerne fortsatte helt til træningssalens vægge, hvor nogle fure måtte vise sig i hendes ellers glatte pande. Det føltes bogstaveligt talt som at løbe ind i en mur, som de mørkelviske evner kolliderede med den magi, som holdt huset oppe. Hurtigere tvang det hendes hjerte til at slå, som det pludselig var et spil mellem hendes kræfter og husets. Ej ønskede hun at give op! Stædig var hun nemlig, hvor hun samtidig ønskede at bevise over for Theodore, at hun ikke blot var en dum og uduelig lille pige. Dog måtte hun også sande, at dette tærede på hende, hvor hun også vidste, at hun ej måtte blive ved i al evighed. Varm begyndte hun også føle sig, som hun måtte føle sig lettere fugtig.. Et gisp undslap hendes læber, som en længe flænge viste sig i muren. Lille var den, men eksisterende var det også. Svagt vibrerede hendes øjenlåg, inden hun langsomt åbnede øjnene og afbrød kontakten med jorden.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det hele rystede, men selv Theodore var nødt til at finde ud af, hvad han egentlig var oppe imod, og hvad han skulle arbejde med. For nu, var hun ikke andet end en klump ler, som han skulle forme som han ville. Give hende det, som skulle bruges for at opnå den viden som hun havde brug for, og så samtidig vide, at det var hans fortjeneste.
For at hjælpe hende, var han nemlig nødt til at køre hende træt. Og meget gerne derud, hvor hun selv ikke var i stand til at rumme mere. Revnerne fortsatte sin vej over gulvet, hvor den delte sig, og spredte sig på hver sin side af ham. Svagt kneb han øjnene sammen, og uden at fjerne blikket fra hendes skikkelse. Han forholdt sig rolig for nu. Hun var ny og uerfaren. Selvom det efterlod revner og sprækker, ville det uden tvivl blive nemt at rette op på det igen. Rystelserne ville de kunne mærke i hele huset, og det var vel egentlig kun et spørgsmål om tid, inden de ville dukke op i dørene. Selvom det nu ikke var noget som rørte ham. For nu hvilede hans fokus og opmærksomhed på denne unge kvinde. Gammel var hun ej, men med en vilje uden lige, var han ikke i tvivl om, at hun nok skulle komme langt, hvad det her angik.
Som hun måtte afbryde i træthed og anstrengelse, trådte han roligt mod hende. Imponeret kunne man uden tvivl sige, at han var. Det var ikke ofte, at han oplevede unge individer på hendes alder, have den stædighed og den vilje til at opnå noget som mindede om dette. "Hvil, Jarniqa.." beordrede han fast, da han endelig nåede hende. Sveden på hendes pande og hendes mimik fortalte ham jo, at det havde været hårdt for hende. Ej var det noget som burde komme som nogen overraskelse. Det var nemlig grusomme ting de legede med lige nu. "Sæt dig.. Og fortæl mig hvad der skete," sagde han med en rolig stemme. Sur eller andet, var han bestemt heller ikke. Faktisk ønskede han bare at finde ud af alt dette. Hånden lagde han selv mod gulvet. Igen begyndte det at ryste, da gulvet nærmest trak sig sammen, og de store sprækker i gulvet om ikke andet, måtte lukke sig igen.

[Jarniqa Dynithril]

Store mængder af energi havde det krævet af Jarniqa, som hun havde fået det hele til at ryste og revne. I det øjeblik, som hun gav slip på sine kræfter, sad hun derfor også skælvende tilbage. Overvældende var det for hende, men hun havde gjort det! Stolt var hun af sig selv, skønt det havde efterladt hende fuldkommen afkræftet. Hun havde nemlig fået jorden til at revne adskillige steder, hvor hun endda også havde formået af lave en flænge i selve væggen. Uden tvivl en besværlig bedrift, hvis man vidste, hvad hun havde været igennem. Tungt trak hun vejret, som hendes hjerte endnu måtte ile af sted i et forsøg på at følge med. Det i sig selv fik hende til at klemme øjnene i igen, hvor hun først åbnede dem igen, som Theodore kom tilbage til hende. Var han stolt? Var han vred? Hun vidste det ikke.. Hans ord faldt dog i hendes gode jord. Hvile.. Guderne måtte vide, hvor udmattet hun følte sig i denne stund. Hans næste ordre faldt derfor også indenfor hendes behov, hvor hun uden et ord lod sig glide tilbage på enden, så hun nu sad på den støvede jord. Han ønskede af hende, at hun fortalte, hvad der havde sket? Ærlig talt vidste hun ikke, om hun havde overskuet til det. ”..S-Så du det ikke?” begyndte hun i et udmattet forsøg på at lyde kæk. De fugtige arme endte hun med at ligge om benene, som hun havde trukket ind til sin krop. Selv fornemmede hun, hvordan jorden igen måtte ryste, da han som ingenting samlede de forskellige revner i jorden. Var det en skam at sige, at hun følte sig en smule irriteret over dette? ”..Jeg følte jorden.. Bad den om at skille sig for mig, hvilket den også gjorde.. Dog føltes det som at løbe panden mod en mur, som revnerne reelt set nåede muren..” Dæmpet slap hun et suk. Hårdt var det for hende, som dette fik hende til at føle sig psykisk udkørt. Af den årsag håbede hun derfor ej heller, at forventede nogen længere roman fra hendes side af.

[Theodore Jarvis Acheron]

En kæmpe energiladning, havde dette uden tvivl vist sig at være for hende, hvor det måske selv var noget, som måtte komme bag på hende. Magi var en krævende affære, og selv de gamle og ældre, måtte kæmpe med at bevare kontrollen. Jo ældre man blev, des mere tid krævede det også. Det var en evig kamp om kontrol, og svært var det uden tvivl også, når man blev ældre. Derfor var det uden tvivl vigtigt, at det bare blev gjort på denne måde.
Hvile var uden tvivl noget, som Jarniqa havde brug for, og særligt efter den præstation. Stolt var han måske.. andet var han faktisk ikke rigtigt i stand til at føle. Dygtig havde hun uden tvivl også været, da han havde set, hvad hun havde formået at gøre ved dette. Han lagde hånden mod hendes skulder, da hun satte sig på sit bagparti. Måske at det var ved at være tid til at stoppe for nu? Hans blik søgte hendes meget indgående. "Jovist så jeg det hele," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede blot bekræftende til hende. Troede hun da, at han havde stået med øjnene lukket i en stund som denne? Ikke at det nogensinde var noget, der ville komme til at ske. Han havde jo selv været meget opmærksom på dette, og særligt fordi at han vidste, at det kunne være farligt at tvinge hende til det. Skuffelsen meldte sig måske ved hans handling, men han kunne jo ikke bruge salen, når han skulle træne med Romeo, hvis salen var fyldt med huller og alverdens andet, så derfor skulle det naturligvis ordnes. Hun havde en meget nær og tæt kontakt med sin mørkelver. Det var magikeren som gik ind og var et problem, af hvad han kunne konkludere i denne sag. Han lod sit ene knæ møde gulvet ved siden af hende. "Din mørkelver har du en skræmmende god kontrol over, hvis du kan formå at benytte den således, Jarniqa. Din magi er hvad vi må øve på.. Og det kommer til at tage tid. Lang tid." Hans blik søgte hendes. Mørkelveren slog automatisk ind og tog over. Det var jo slet ikke meningen, når det var magien de havde fokus på.

[Jarniqa Dynithril]

Velkommen føltes hans hånd helt, som Jarniqa fornemmede den mod sin skulder. Den var vel et tegn på, at hun havde gjort det godt i hans øjne? En tanke der rent faktisk måtte behage hende, skønt man nærmest endnu kunne stemple dem som fremmede. Dog følte hun allerede, at hans respekt var en respekt, som hun ønskede, samt at det var en respekt, som kunne gavne hende. Selv forsøgte hun at rette sig blik mod hans, som han tog plads ved hendes side. Sværere end som så var denne simple handling dog, som det helt føltes afkræftende både at se og holde hovedet oprejst. Videre normalt var det nemlig ikke for hende at bruge disse mængder af energi, men alligevel havde hun ønsket det, hvor hun også måtte se sig tilfreds over resultatet. Det næste spørgsmål var blot: hvad skulle der nu ske? Ville han ønske, at de fortsatte træningen? Ville hun blive sendt ud til byen for at sove? Ville hun få lov til at blive her? Hun vidste det ærlig talt ikke.. Afkræftende måtte det også være at tænke for meget over det. Naiv ville nogen måske mene, at hun havde været, da hun blot havde svunget kappen over skulderen, og havde bevæget sig over Dvasias’ grænse for at søge denne ene mand. Tingene havde de nemlig ikke just drøftet, som hun kun havde fået af vide, at hun kunne opsøge ham, og at derfra så ville undervise hende nærmere. Detaljerne havde de bestemt derfor ikke drøftet.. Tungt trak hun vejret. ”Magien er også den del af mig, som jeg føler, at jeg har mindst kontrol over. Ganske vidst sker det også med mørkelveren, men magikeren er uden tvivl værst.. Derfor er det også, hvad jeg forsøger at træne,” fortalte hun ærligt i en stille tone. Hun havde simpelthen ikke kræfterne til andet.. ”Jeg håber ikke, at du af den årsag vurderer det umuligt for mig at lære, hvad du kan. Jeg ønsker nemlig endnu at prøve, hvis blot du viser mig, hvordan.” Var det mærkværdigt, at hun et sted frygtede, at han ville give op på hende? Han sagde trods alt direkte til hende, at hun havde problemer med magien, og magien var jo den del, som de skulle bruge, hvis han skulle hjælpe hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Til trods for at magikeren uden tvivl måtte arbejde imod hende, var det dog ikke en grund for Theodore, til at give op på hende. Det gav ham kun yderligere blod på tanden, til at skulle gøre dette. Hans blik søgte hendes med en rolig mine. Hånden mod hendes skulder, kunne hun godt tage som en god ting. I forvejen var han meget sjælden i kontakt med nogen som helst. Selv forekom det ej ofte, at han gjorde det med sin egen hustru.
Træt måtte Jarniqa dog være ovenpå den præstation, og derfor skulle man måske sige, at det var det for i dag? Dog havde han ikke tænkt sig, at afbryde det hele. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Selvom han måske i øjeblikket ødelagde hendes store præstation ved selv at lukke de huller, der var blevet lavet, og som havde kostet hende både sved og tårer, så måtte han alligevel føle en tilfredsstillelse ved hvad hun havde formået. Han nikkede til hende. "Mørkelveren har du kontrol på i en grad, som man nu kan forvente, uden en med professionel træning eller forståelse," sagde han med en ganske rolig mine. Træt var hun, af hvad han kunne fornemme på hende. Det var dog ikke noget som rørte ham yderligere. Hovedet lod han søge på sned, da han trak hånden til sig. "For at skænke dig den magi, som jeg har i min besiddelse, skal det lyse i din egen magi omvendes til mørk. Altid vil magikeren forhindre dig i at udføre hvad jeg er i stand til," forklarede han ganske sandfærdigt. Det ville næppe falde i hendes gode bog, at bryde for i aften, men trak han den længere, kunne det ende med at koste hende livet, og det var han jo ikke ude på lige nu. Hun var hans lille forsøgsdyr.. Han ville se hvad de to racer gjorde ved hende, og særligt fordi, at hun var en mix af lyset og mørket. Det var ikke just det, som man så særlig ofte i disse tider, og uden tvivl, var det også noget, som påvirkede ham i stor grad. Det triggede hans nysgerrighed, som det nu sjældent blev gjort, og naturligvis gjorde det også en del.. Det holdt hans fokus.. hans spænding.. hans interesse i hende. "Ikke er det umuligt. Men det kommer til at tage tid," afsluttede han sandfærdigt.

[Jarniqa Dynithril]

Oven i al sin udmattelse, følte Jarniqa en overvældende stolthed, som han roste hendes mørkelver. Sandt at sige havde hun altid vidst, at hun havde haft mere styr på den end magikeren, men alligevel var det altid tilfredsstillende at høre fra en andens læber. ”Mørkelvere er skræmmende svære at opstøve i Manjarno, men hvem ved.. Måske vil jeg falde over dem her?” Sandt var det, at mørkelvere stort set var umulige at finde i Manjarno. Dog havde det lykkedes hende at finde en, som hun havde fundet Valandil. En mandlig mørkelver på flugt fra en mørkelvisk kvinde i Dvasias. Gad vide, hvordan han havde det? Ham og Damien.. Sidst hun havde set dem havde været i Procias. En dag som forekom skræmmende længe siden.. Dog havde Valandil ej hjulpet hende til at forstå mørkelvernes kræfter. Selv havde han nemlig blot fortalt hende om deres historie, men det havde nu engang også været det, som hun havde spurgt ind til. Brynene endte hun med at knibe sammen ved hans ord, så man helt kunne ane, hvordan de perlende sveddråber måtte sidde der. ”Hvordan omvendes til mørk? Jeg er trods alt halv magiker.. Ikke halv warlock,” lød det uforstående fra hende. Dog prøvede hun bare at forstå. Selv spekulerede hun over, om man mon kunne smelte mørkelveren og magikeren sammen til en større samhørighed. Altså, få det bedste fra dem begge. I dette tilfælde ville det være at tage mørket fra mørkelveren og bruge dets evner til at ende ting, men at bruge magien til at føre det ud på afstand. ”I så fald må jeg blot være en god elev,” lød det stædigt, men udmattet fra hende. Det var vel også de præcist samme ord, som hun havde givet sin fader, da han havde fortalt hende, at træningen ville vare igennem hele hendes liv? Dog ønskede hun at leve op til sine ord, som hun ønskede at være bedre end andre. Hun ønskede at overraske dem alle og vise, at hun sagtens kunne. Meget var det måske at bide i, men var store ambitioner ikke bedre end slet ingen?

[Theodore Jarvis Acheron]

Hans handlinger udviste nok mere respekt og tilfredsstillelse, end det som hans mimik og stemme gjorde, og ikke var det noget, som man skulle tage som nogen negativ ting. Uden en sjæl og uden den medmenneskelighed, så var det umuligt for ham at udviste den slags. Han havde jo ikke den medfølelse, som så mange andre, måske havde brug for. "Jeg tror du har større mulighed, for at møde dem her end andre steder. De hører jo til her," sagde han med en ganske ærlig stemme. Han rejste sig endnu en gang op, dog uden at slippe hende det mindste med blikket.
Magien skulle omvendes, ellers skulle hun helt klart lægge mere koncentration i sin omgang med magi, og særligt når det skulle være på denne måde. Problemerne for Theodores vedkommende, var særligt, når der ikke skete nogen særlig fremgang. Dette ville komme til at tage tid, men så længe, at hans opmærksomhed og interesse var holdt ved lige, så var det faktisk ikke så slemt igen. "Magi kan vendes fra det gode og lyse, til det onde og mørke, samt tilbage igen. Det kræver bare en påvirkning udefra, og et ønske om at opnå dette," endte han med en rolig stemme. For mange var det omvæltende i livet, at skulle tage sådan en beslutning. For ham derimod, var det bare en hverdagsting at snakke om. Magien kom jo selv til ham på det naturlige vis. En god elev, var hun uden tvivl, og selv dette, var noget som han havde tænkt sig at udnytte! Særligt nu hvor han rent faktisk kunne! "Det er du," medgav han ærligt. Han lod hænderne falde ned langs hans krop. Han vidste godt, at han ikke burde lade hende blive, men at sende hende bort.. Det ønskede han rent faktisk ikke. "Du er frit stillet til at blive for i nat, Jarniqa.. Hvilen har du brug for," sagde han endeligt, som han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han sagde stop for i aften. Han ønskede jo heller ikke at... ødelægge hende.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt trak Jarniqa på smilebåndet ved hans ord. Selv i sin udmattelse, måtte hun nemlig finde ham morsom. Ganske vidst prøvede han ej at være morsom, som han med garanti ikke kendte til det at grine, men alligevel kom han nu med nogle morsomme vendinger i tide og utide. ”Skelner du aldrig mellem alvor og selvfølge og ironi?” spurgte hun roligt, uden at smilet falmede. Klandrende var hendes ord eller tone ej, som hun nærmere var nysgerrig. Selv vidste hun nemlig udmærket, at mørkelveren ville være nemmere at opstøve i Dvasias, end hvad de var i Manjarno. Logisk tænkning var det nemlig, da det blot var at lægge to og to sammen. Mørkelveren var nemlig et mørkevæsen, og derfor var normen, at de opholdt sig i Dvasias. Dog lød det alligevel som om, at han havde svaret dybt seriøst på hendes ord, som om, at hun ej skulle have vidst dette. Opmærksomt lyttede hun efter, som han fortalte om det gode og det onde, og hvordan man kunne veksle mellem de parter. Vanvittigt interessant og lærerigt måtte det være for hende at høre! Det var jo noget, som hun reelt set ønskede at benytte sig af. ”Er påvirkningen ikke nok, at man står overfor en farlig fjende, og er ønsket ikke nok, at man ønsker at ende det, før det bliver ens eget endelige?” endte hun med at spørge. Det hun opremsede var nemlig hendes pejlemærker for, hvorfor hun ønskede hans træning. Gode anså hun dem også for at være, men måske var de bare ikke så gode, som hun ønskede, at de skulle være? Igen trak hun på smilebåndet, som han roste hende, og som hun igen mærkede tilfredsheden strømme ind over sig. At han dernæst sagde, at hun måtte blive, måtte også vække hendes glæde. Lettere ville det nemlig være for hende, hvis hun blot kunne krybe til køjs her. Derudover forekom det hende også tryggere, da Dvasias trods alt vrimlede med hendes fjender. ”Jeg sætter pris på din gæstfrihed.. Meget behøver du dog ej at give mig, som jeg kan sove hvor som helst,” endte hun ærligt og taknemmeligt med at sige. Vant til steder som disse var hun ikke. Derfor kunne hun endda klare sig uden en seng, som hun altid havde været vant til at sove i halm, hvor hun nu var vant til at sove på den kolde jord og blade.

[Theodore Jarvis Acheron]

Sager som dette, var uden tvivl noget som Theodore måtte tage meget alvorligt. Alt taget i betragtning, kunne han jo ikke forstå ironi eller sarkasme. Her ville hun kunne finde mørkelvere. For ham, var det jo ren og skær logik! Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. Hun morede sig. Han kunne jo høre det på hendes stemme. "Jeg begriber mig ikke på den slags," sagde han ærligt. Det var noget af det, som end ikke Clemency havde formået at lære ham. Selv efter alle deres år gift.
Træt som hun måtte være, var det lige så vigtigt, at hun fik hvilet. For nu måtte hun jo opveje med sig selv, om hun virkelig ønskede at fortsætte. Magikeren i hendes krop og sind, ville fortsætte med at kæmpe imod. I værste tilfælde, kunne det koste hende livet, men de kunne også ende med at dette var en kunst, som hun aldrig ville tilegne sig, fordi at det lå så langt fra hendes magiske kunnen, og hvad magikeren stod for. Det uvisse, var selv det, som Theodore bedst kunne lide ved dette. Det var uden tvivl noget af det som holdt hans interesse for dette ved lige. "Ej er det din magiker der slå ind når du føler dig truet.. men derimod din mørkelver," fortalte han. Det var jo trods alt det, som han havde set, da de havde stået ansigt til ansigt sidst. Ikke at det gjorde ham noget. Det var jo bare så forbandet spændende! "Ej ved jeg hvad du kan udrette med din magi. Det derimod, er det som vi må øve," fortsatte han dog roligt. For nu var det vigtigt at hun fik hvilet, og at sove ude, ville ikke gøre hende godt. Tvært imod. Desuden befandt hun sig i øjeblikket i et stort herskabshus. Det kunne ikke komme bag på hende, at der var muligheder her? "Du vil få en seng, og i morgen vil vi derfor fortsætte. Rejs dig," sagde han denne gang med en mere kortfattet og bestemt tone. At se hende sidde der, ville ej komme til at gøre hende gavn på nogen måde. Tvært imod. Han søgte tilbage til bordet, hvor han tog om sin skjorte, som han endnu en gang måtte få på. Der var ingen synlige ar på ham, efter dette magiske sammenstød. Egentlig ganske imponerende.

[Jarniqa Dynithril]

At Theodore ej forstod sig på ironi og sarkasme, forundrede ej Jarniqa. Dog var det ikke ens betydning med, at det var let at acceptere, som det faktisk var umådeligt svært at acceptere, at han ej besad den gense menneskelighed. Dog var der intet at gøre ved det, hvor hun også selv måtte finde det fascinerende, at det var muligt at være som ham. Men skønt det var fascinerende, kunne hun alligevel ikke forstå, hvordan en menneskelig kvinde kunne leve med ham. For selvom hun fandt ham interessant, kunne hun ikke forestille sig en så afmålt tilværelse. ”I så fald vil jeg gerne oplyse, at det var en af de gange,” sagde hun roligt, skønt hun egentligt måtte blive helt i tvivl om, at han forstod betydningen af ironi, nu hvor han ikke kunne fornemme det.
Personligt ville Jarniqa nu mene, at hendes magiker også slog ind, når hun følte sig udsat. Magi havde det nemlig været, da hun havde knust alle vinduer i Ityrial, samt væltet slottet. Derudover var det magi, når hun fik ilden til at sprutte, når hun blev lunefuld, ligesom når hun fik vejret til at blæse op. Dog var hun enig i, at det var magikeren i sig, som hun måtte træne og lære bedre at kende. Det var nemlig den, som kunne blive hendes svaghed, og ej mørkelveren. ”Jeg ved, at det er magikeren i mig, som forvolder mig problemer. Det er også den, at jeg håber, at du vil hjælpe mig med,” sagde hun ærligt. Atypisk var det måske, at en magiker gik til en warlock for at få råd, men ligegyldigt anså Jarniqa det for at være, når det kun var Theodore, som kunne og ville lære hende, hvad hun ønskede at lære. Som han bad hende om at rejse sig, placerede hun begge hænder på hver sin side af sig, så hun kunne sætte af med dem. Op kom hun også, men svimlende måtte hun nu føle sig, som det var første gang, at hun stod efter sin lille demonstration. Tænderne bed hun dog sammen, da hun bestemt ikke skulle skvatte om for øjnene af ham! ”Igen vil jeg sige tak for din gæstfrihed, og for din hjælp,” sagde hun ærligt. Sengen og træningen var nemlig alt, hvad hun kunne ønske sig af ham! Selv bukkede hun sig ned for at gribe om sin kappe, inden hun måtte afvente, at han viste vej.