I'm ready!

[Theodore Jarvis Acheron]

Mange forstod sig ikke på Theodores nuværende situation og liv, i og med, at han intet menneskeligt var i besiddelse af. Dette var kun noget som han gjorde, fordi at han selv måtte få noget ud af det, og det var det, som egentlig var det vigtigste for ham lige nu. Hovedet lod han søge på sned, og med et smil på læben. For ham, var det uden tvivl svært at sætte sig ind i andres situation, og særligt fordi at det menneskelige spekter spændte over så meget. Han forstod det bare ikke! Han nikkede. "Jeg takker for informationen," sagde han roligt.
Til nu var det primært kun mørkelveren Theodore havde set og fornemmet ved hende. Dog var det ikke noget, der gjorde ham noget. Det var fascinerende, at se hvad andre racer var i stand til, og særligt fordi at de elviske slet ikke var noget, som han havde den store kendskab til. Magikeren havde måske vist sig fra tid til anden, men det var derimod også det, og det var det eneste. Roligt måtte hans blik atter søge hendes skikkelse. Træt var hun, for det var uden tvivl hårdt nok for hende, at skulle rejse sig. Det havde måske ikke trukket meget ud, men træning med magi skulle gøres med måde, ellers var konsekvenserne for store, og det ønskede han jo heller ikke. Hendes liv, var nærmest værdifuld for ham, og særligt når det foregik på denne måde. En kvinde som havde givet ham sit liv i hans hænder, og nu stod han og skulle forme hende, og derfor var det vigtigt, at det skulle foregå helt rigtigt. "Mørkelveren har du nogenlunde kontrol over. Den er jeg ikke bekymret for. Din magiker derimod er ude af kontrol og lystrer ej, hvad du kræver og forventer af den. Vi fortsætter derfor i morgen." afsluttede han. Dygtig var hun virkelig. Han var i hvert fald meget imponeret af hvad hun havde formået at vise ham til nu, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, der måtte sige så lidt. Han lukkede skjorten og fik den atter sat rigtigt, inden han forlod salen. Han forventede at hun søgte med ham.
I døren ind mod stuen, stod Romeo igen. Alle havde de jo mærket sig af de kraftige rystelser som havde hersket i hele huset. Endnu med bamsen i sine hænder. "Bedstefar.. Gulvet ryster," sagde han med en tom stemme. Theodores blik gled atter mod ham. "Gå ind i stuen, Romeo," bad han igen med en kortfattet stemme. Efterfølgende vendte han sig mod Jarniqa igen, for at sikre sig, at hun var med, inden han søgte mod trapperne, som førte op til værelserne ovenpå. Han forventede, at hun fulgte efter.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa mere i sig at give af. For i dag om end.. Af den årsag måtte hun se frem til i morgen, hvor de ville fortsætte og denne her gang tage hul på selve magien i stedet. Spændende fandt hun det, som hun var spændt på træningsformen, og hvordan hun ville reagere på det. Spændt var hun nemlig på at se, hvad denne mørke magi ville gøre ved hende. Derudover var hun også spændt på at se, hvordan træningsformen ville være, da hun forventede, at Theodore gjorde det på en anden måde end hendes fader. Gad vide, hvordan den mand havde det? Sidst hun havde set ham, havde det været i Catalena, hvor hun havde fundet ham i en sygeseng. Dog havde han ikke været ved bevidsthed, og derfor var det endnu længere siden, at de havde talt sammen. ”Jeg vil se frem til i morgen,” sagde hun ærligt, inden hun langsomt måtte følge med ham. Roligt valgte hun at tage det, da hun endnu kunne fornemme, hvordan det måtte snurre i hendes hoved. Morsomt var det ikke just at have det således, men det heldige var, at hun ville være sig selv igen i morgen. Det eneste hun trængte til, var nemlig bare en god omgang nattesøvn. I hælene på ham gik hun, hvor hun først stoppede op, som de stødte på lille Romeo. Nysgerrigt måtte hun betragte ham igen, skønt det måtte løbe hende koldt ned ad ryggen, som hun hørte drengens tomme stemme. Umenneskeligt forekom det hende, men kunne der gøres noget ved det? Igen fulgte hun efter Theodore, hvor hun sendte Romeo et enkelt blik over skulderen igen. ”..Er han som dig?” endte hun med at spørge, skønt hun var sikker på, at hun allerede kendte svaret. Et foruroligende svar, ville det garanteret være.. Gad vide om de fleste dvasianere var således? Selv havde hun jo ikke talt med så mange, som hun havde talt med Theodore.

[Theodore Jarvis Acheron]

En lang rejse havde Jarniqa uden tvivl forude, hvilket var noget som selv Theodore agtede at hjælpe hende med. Selvom han ikke fik noget fysisk for at hjælpe hende, fik han derimod så meget andet. Alt hvad hun gjorde, lagde han mærke til, som alt hun sagde, var noget som han tog til sig. Det var noget som samtidig måtte give ham en større forståelse for det menneskelige, nu hvor det var noget, som lå selv så langt fra ham, at han ikke rigtigt vidste hvordan han skulle handle eller håndtere dette. Hun glædede sig til i morgen. Han ville i hvert fald give hende de klare anbefalinger til at hvile, inden hun kom med den slags udtale. Svært og hårdt ville det uden tvivl blive for hende. Det som han i den sammenhæng, var spændt på, var hvor meget hun rent faktisk kunne holde til, før hun selv ville give op. Nemt ville det på ingen måder blive for hende.
Romeo stod og kiggede efter dem, som de passerede ham. Han gjorde ikke så meget. Faktisk var han en meget passiv dreng, som ikke gjorde meget andet, end at holde sig på afstand og betragte. Han havde endnu mindre forståelse for det menneskelige, end hvad Theodore selv havde. Derfor valgte han også bare at passere ham. At Jarniqa alligevel måtte spørge, forundrede ham dog ikke. "Det er han. Han blev bragt til verden uden den menneskelige sjæl," sagde han med en rolig stemme. Sephiran havde solgt drengens sjæl allerede inden han blev født, for at sikre sig sin egen overlevelse, hvilket uden tvivl nok var det som påvirkede mest i den forstand. Det var et grotesk miljø at vokse op i, men det derimod var også det, som gav dem en styrke i den anden ende. Let førte Theodore hende med sig ned af den meget mørke gang, til et af gæsteværelserne. Som altid, var de klare i tilfælde af gæster. Ikke at det forekom særlig ofte, for mange frygtede Acheron-familien. "Her kan du sove," sagde han roligt, hvorefter han skubbede dørene op. Hvilken standard hun i forvejen var vant til, vidste han ikke. Men her kunne hun hvile og slappe af, inden de igen hårdt ville tage fat i det hele i morgen.

[Jarniqa Dynithril]

Drengens sjæl var blevet solgt, inden han overhovedet var blevet født. Koldt rislede det ned ad Jarniqas ryg, som det var en essentiel ting at mangle. Var det mon muligt at få sig en sjæl, når man var født uden, eller var man fortabt for altid? Selv regnede hun med, at det desværre var det sidste, da hun måtte sammenligne det med at mangle en arm. Hvis man var født uden en arm, ville den jo ej heller vokse ud på mystisk vis lige pludselig. Dog måtte hun alligevel spekulere over, om det overhovedet ikke var muligt bare at skabe et snert af en følelse i en person. Brynene rynkede hun tænksomt. ”Er det et særligt gen, som I er født med? Og er det normalt blandt dvasianere?” spurgte hun nysgerrigt, som hun ærlig talt ikke vidste det. Troligt fulgte hun ham ned ad gangen. Nysgerrigt så hun sig omkring, skønt der ikke just var meget at se på. Mørkt var her nemlig. Meget mørkt. Deprimerende ville hun vel finde lysfaldet, hvis hun havde skullet være her i en længere periode. Så alle dvasianeres hjem mon sådan her ud? Hun gøs ved tanken om, at mørket skulle lægger sig over Manjarno. Tavst stoppede hun op, som han slog døren op til et af værelse og meddelte, at dette ville blive hendes soveplads for natten. Nysgerrigt stak hun hovedet frem, så hun kunne se ind, hvilket fik det til at trække op i hendes mundvige. ”Det er perfekt, tak,” sagde hun ærligt, inden hun matte gå forbi ham, så hun kunn træde ind i værelset. Mere end perfekt var det, som der var en ægte seng. Det var nemlig bestemt ikke en selvfølge, at hun havde sådan en at sove i! Fronten vendte hun mod ham igen. ”Så er det vel tak for i dag?” sagde hun spørgende. Ej for at smide ham, men nærmere fordi, at hun regnede med, at planen var, at hun nu kunne få sin tiltrængte søvn.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej kunne man kalde den manglende sjæl for typisk dvasiansk, men derimod typisk for Acheron-familien. Mændene havde alle dage fået frataget deres sjæl, dengang de havde været ganske små. Han fortsatte roligt op af trappen. Let rystede han på hovedet. "Det er ikke en dvasiansk ting, Jarniqa. Det er mere typisk for familien her. Mændene særligt, er udsatte," sagde han ærligt. Hvorfor skulle han da ellers handle og reagere på den måde, som han nu gjorde det? Ikke at det var noget ,som han havde tænkt sig at gøre noget yderligere ved, hvis han selv skulle sige det. "Romeo har aldrig kendt til det. Jeg var ikke særlig gammel, da min fader solgte min," fortsatte han. Ikke at det var det som han snakkede mest om, for det var det ikke. Det var nu alligevel en del af ham, som han stod ved, og anerkendte. Det havde nemlig givet ham en stor styrke.
Værelset var måske ikke stort, men nu var han heller ikke kendt med hvilke standarder Jarniqa var vant til. Siden hun havde gjort det tydeligt for ham, at hun ej var kræsen af sig, så var det uden tvivl noget, som var værd at tage til eftertragtning. Han lod hende passere ham. For nu ville han lade hende sove, og hvile, da hun uden tvivl ville få brug for dette. Han stillede sig i døren og med blikket mod hende. "Vi fortsætter i morgen," medstemte han. Selv det var noget, som han rent faktisk selv måtte se frem til. Han nikkede mod hende. "Få dig en nat med søvn. Du vil få brug for det," sagde han med en ganske sandfærdig mine. Han valgte derefter at trække sig en anelse fra døren, hvorefter han lukkede den. De sidste timer kunne han hermed også nyde sammen med sin familie og sit barnebarn, inden disse måtte søge hjemover igen. Han vendte derefter tilbage til stuen, som var der absolut intet hændt.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Selv mærkede Jarniqa, hvordan det måtte vende sig i hendes mave, som Theodore gav hende den korte forklaring. Theodores fader havde solgt hans sjæl. Theodores søn havde solgt Romeos sjæl. En makaber vending var det uden tvivl. Hvordan solgte man overhovedet sin sjæl? Det kunne jo ikke være, at man bare langede nogle mønter over disken og at den så var væk.. Foregik det mon ved et mørkt magisk ritual? Hun vidste det ikke. Nysgerrig var hun efter at vide det, men på den anden side skræmte det hende også. Måske var det derfor bedst, hvis bare hun lod det fare? ”Det lyder … makabert. Ej heller kan jeg forestille mig at skulle være foruden min,” sagde hun ærligt. Forstod han mon, at andre fandt hans situation væmmelig? Det gjorde han vel ikke.. Ind på sit givne værelse gik hun. Tilfreds kunne hun kun se sig med det rum, som hun havde fået tildelt. Det havde jo alt, hvad man kunne ønske sig. En seng, fire vægge, et gulv og et loft. Hvad mere kunne man drømme om? Selv kendte hun ikke til luksus, og derfor måtte dette være paradis i hendes øjne. Roligt nikkede hun til hans ord. ”Jeg er sikker på, at jeg nok skal få den fornødne søvn her,” sagde hun ærligt. Et svagt smilte sendte hun ham, selvom hun vidste, at det ej ville blive gengældt. ”Du må have en fortsat god aften.” På sin plads stod hun, indtil døren måtte glide i. Overvældende var den udmattelse, som hun følte, som hun endelig blev ladt alene. Utroligt spændende havde aften været for hende, men desværre havde den også været ligeså afkræftende. Hun kvalte et gab, inden hun satte sig på sengen. Så blød.. Hun mærkede helt, hvordan hendes øjenlåg nærmest automatisk gled i af behag. En handling der fik hende til at smide kappen på gulvet og skubbe støvlerne af fødderne. Hovedet nåede hun knapt nok at lægge på puden, inden hun allerede lå i den dybeste søvn.

//Out