I'm ready!

[Jarniqa Dynithril]

Theodore Jarvis Acheron

---

Imponeret så Jarniqa op. Skønt hendes forældre stammede fra den bedre klasse, var hun bestemt ikke vant til steder som dette! Ej heller kunne hun sige, at hun var vant til at blive inviteret hjem til folk. Faktisk var dette den første gang, at det nogensinde var sket! Overvældet betragtede de smaragdgrønne øjne den tre meter høje mur, samt den store port, der bar – hvad hun om end måtte gætte – familiens våbenskjold. Længe havde hun vandret for at komme hertil, som det havde taget dage, samt der var gået nogle uger siden hendes møde med stedets indehaver. Dvasias’ greve. På farten havde hun også lært, at mandens navn var Theodore. Et navn, som han aldrig selv havde givet hende. Det var med ærefrygt, at hun forsigtigt skubbede døren op, så selve huset kunne blive afsløret. Det var på ingen måde et hus, som hun var vant til at se. Ej heller var hun vant til at se lange grus indkørsler, som denne! Opmærksomt kastede hun blikket omkring. Umiddelbart var der ikke meget her, som der blot var en enorm græsplæne. Imponerende så det dog stadig ud! Igen landede hendes blik på selve huset, hvor hendes fødder begyndte at føre hende frem. Selv havde hun spekuleret over, om dette var klogt af hende eller ej.. Mange gange endda! Spændt og nysgerrig havde hun dog været, og derfor havde det også endt med, at hun havde givet efter. Tættere på huset kom hun langsomt. Køligere syntes der nu at være i Dvasias, end hvad hun umiddelbart var vant til. Af den årsag havde hun også været forbi et torv, hvor hun havde fundet en billigere brun pelskappe. Pengene havde hun nemlig haft efter de foregående tyverier.. Let bed hun sig selv i den bløde underlæbe, som hun endelig nåede selve hoveddøren. Det var vel nu eller aldrig? Næven knyttede hun, som hun lod sine knoer banke fast på træet, inden hun trådte et skridt tilbage. Hvordan ville det mon blive? Havde han mon fortrudt? Hætten slog hun ned, så hendes træk kom til syne. En smuk kvinde var hun nu, som hun havde de elviske træk, de klare smaragdgrønne øjne, og det lange bølgende ravnsorte hår.

[Theodore Jarvis Acheron]

Acheron Landssted kunne i mange henseender næsten fremstilles som et spøgelseshus. Dette var dog langt fra tilfældet. I aften var der dog besøg af Theodores egen familie. Hans søn, svigerdatter og endda også hans barnebarn havde aflagt dem en visit. Clemency og Tiyanna sad i deres samtale, som de plejede at gøre og Romeo sad trygt ved siden af sin fader, som Theodore kun udvekslede de tomme blikke med. Sandt at sige, at ingen af disse, havde forståelse for noget, der mindede om tanker eller følelser. Ham nok mindre end sin søn, men gjorde det nogen forskel?
At Jarniqa i samme anledning, havde valgt at komme lige netop i aften, var dog ikke lige det som han havde regnet med. En tjener bankede på døren ind til pejsestuen, hvilket fangede Theodores interesse med det samme. "Herre.. En ung frøken vandrer rundt på grunden.." blev der hvisket i hans øre. Selv kunne Theodore skam godt lægge to og to sammen. Han nikkede. "Jeg tager mig af det," svarede han roligt, hvorefter han rejste sig op fra pladsen.

Uden at melde fra til hverken hans hustru eller hans nuværende gæster, måtte Romeo alligevel følge ham med blikket, som han forlod stuen, hvor de alle måtte sidde godt og trygt. Selve huset var oplyst af fakler, og der var en vis følelse af varme på stedet, hvilket var det som selv Theodore nød af. Når man havde en hustru af følelser og tanker, så var man jo desværre nødt til den slags. Han vendte blikket mod to af de tjenere som han havde på stedet, som stod placeret ude i salen. Man turde ikke gøre andet end hvad han bad dem om.
"Bring hende ind," bad han direkte med en kortfattet tone. De bukkede kort for ham begge to, inden de tvang de store døre op og selv søgte ud. Bevidst direkte i retningen af den unge kvinde som rent rundt på grunden. Bevidst tog de fat i hende - en på hver side, for at bringe hende op mod fordøren og direkte ind for fødderne af Theodore. Her stod han og afventede hende.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt vendte Jarniqa blikket mod hoveddøren, som den pludselig gik op. Selv forventede hun et sted at se Theodore, da det som sagt var ham, som hun søgte, og så alligevel ikke.. Åbnede velhavende personer nemlig selv deres døre? Det vidste hun jo personligt ikke noget om! Derfor kiggede hun interessant, hvor det så skulle vise sig, at det være to tjenere, som åbnede døren? Det var i hvert fald hendes første antagelse.. Let søgte smilet over hendes læber. ”He-Heeej..,” startede hun med at sige, inden hendes stemmen løb over i en hvæsen. ”Hvad fanden bilder I jer ind?!” Armene forsøgte hun at rive til sig, som de to tjenere kom og … blot greb fat i hver sin side af hendes overarme! Hvad fanden foregik der?! Hun havde jo ikke gjort noget galt! Hun var jo blevet inviteret hertil! Hun kom skam ikke blot og invaderede stedet! Desuden.. hvis hun havde gjort det, havde hun bestemt ikke gjort det på denne måde! ”Slip mig!” vrissede hun advarende af dem, men ikke just til nogen nytte.. Fødderne forsøgte hun at sætte i allerede udenfor, men ligegyldigt syntes det at være, som de blot rev hende med sig ind. Isnende gled hendes smaragdgrønne blik fra den ene til den anden. Hvem troede de lige, at de var?! Indenfor kom hun dog, hvor hendes blik til sidst faldt på Theodore.. Øjnene kneb hun sammen. ”Hvad skal det her betyde?! Du inviterede mig hertil, og hvad skal dette forestille?” bed hun direkte af ham, som hun ikke just nærede den samme frygt og respekt for ham, som hans tjenere gjorde. Svært var det generelt også at vinde hendes respekt, når man behandlede hende således! Blikket sled hun på ingen måde fra Theodore. Havde han i virkeligheden haft en yderligere bagtanke med dette fra start af? Mistænksomt forekom dette hende nemlig! Hvad skulle der dog ikke ske herfra? På fremmede grund var hun endda.. Hun kendte jo end ikke stedet her!

[Theodore Jarvis Acheron]

Dette var uden tvivl hvad man kunne kalde for en fantastisk timing. Selv her nu hvor Theodore sad med hele familien på besøg, kunne man ikke just sige, at det var den bedste aften, hun havde valgt at komme rendende på.
Tjenerne bragte hende ind udefra, også selvom det var tydeligt, at dette ikke var noget som faldt i Jarniqas gode smag, da han allerede nu, kunne høre, hvordan hun skældte ud, da de bragte hende ind, selvom de ikke gjorde noget andet, end hvad han egentlig havde bedt dem om. De placerede hende foran Theodore, hvor han vinkede med hånden, som tegn til at de skulle trække sig, før de overhovedet fik muligheden for at undskylde for måden, de havde måtte gøre dette på. Hans blik hvilede lige så tomt på hende, som det plejede at gøre. På den hårde måde, havde han lært, ikke at komme på tværs af hans familie.. men dette var jo nyt, ukendt og selv spændende for ham et eller andet sted. "Du vælger at komme sent. Det er mørkt, og selv jeg har min familie på visit i aften. Jeg måtte jo bringe dig ind på en måde, ikke sandt?" Nej, det var ikke typisk ham, at tage imod gæster på denne måde, men en gang skulle jo være den første. Og igen, så var han jo stort set kun styret af impulser, så det han gjorde i dag, kunne være noget helt andet en anden gang. Han stirrede fast på hende. "Jeg ventede dig, men ikke just i aften," sagde han direkte.
Lyden af små skridt igennem korridoren, var det næste der lød, inden synet af den lille mørkhårede dreng viste sig, ved døren ind til stuen, hvor lyden af kvindestemmer desuden også kunne høres. Lille Romeo var ude for at kigge, og se hvad der foregik. Ham lige så tom i blikket, som Theodore selv var. Han var født uden en sjæl. Denne havde Sephiran solgt inden knægten overhovedet var blevet født.
"Romeo, tilbage i stuen," sagde Theodore først med en tom stemme, velvidende om, at knægten var ligeglad. Han stod og stirrede på denne kvinde. Han havde en lille bamse i sin hånd.. Ej knugede han om den, eller noget.. Slapt hvilede den i hans hånd. Theodore rettede sig op og med blikket vendt mod Jarniqa i stedet. Måske at det fik knægten til at makke ret?

[Jarniqa Dynithril]

Hårdt rev Jarniqa sine arme til sig i det sekund, som tjenerne slap hende. Hvad fanden foregik der?! Hvad bildte de sig ind?! Hvad bildte han sig ind?! Det lynende blik vendte hun i det øjeblik mod Theodore. Ivrigt og spændt lyste de ej som sidst, men yderst følelsesladet var de nu alligevel. Læberne spidsede hun sammen, som hun bestemt ikke fandt sig i det? Og hvad var det for en kommentar, som han kom med? Hun kom sent, det var mørkt, og han havde gæster? Gu’ fanden hun kom sent! Hun havde brugt dage på at nå hertil for fanden! Og dette var hendes velkomst? Ordene fik hende til at fnyse, og middagsgæster? Han havde for helvede ikke givet hende et tidspunkt! ”Jeg vælger at komme sent og på et upassende tidspunkt? Jeg har for fanden brug dage på at komme hertil, og hvordan kan du sige, at min visit er upassende, når du sagde, at jeg blot skulle opsøge dig?!” lød det fra hende i en skinger tone, som hun bestemt ikke kunne holde det ligeså afdæmpet som ham! Fuld af følelser var hun trods alt også, og derfor måtte de også overstrømme hende. Køligt stirrede hun på ham, indtil lyden af små skridt kunne høres, hvor hendes kolde blik i stedet måtte erstattet af lamslåelse! Han havde en … dreng? Manden uden følelser havde en dreng? En familie? Overrasket blinkede hun med øjnene, som hun stirrede ned på den lille skikkelse med bamsen i hånden. Ja.. Dette scenarie havde hun ikke just ventet! Hendes smaragdgrønne blik hvilede på drengen, der tydeligvis også måtte se tilbage på hende. Ej kunne hun sige, at hun havde en erfaring med børn, men var børn som regel ikke generte overfor fremmede? Hendes blik gled mod Theodore igen. ”..Du har en søn?” lød det fra hende, hvor det skingre måtte være blevet erstattet med overraskelse. Kunne dette virkelig lade sig gøre? Hvorfor fik man børn, hvis ej man besad nogen sociale kompetencer? Dog kunne hun ikke just selv sige, at hun var ekspert på dette punkt, som hun end ikke havde været en mand tæt endnu.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa forekom ham lige så ilter som hun havde gjort fra første øjekast. Det var det som selv Theodore rigtig godt kunne lide. Han blev stående, selvom hun blev ved med at skælde ham ud. Armene lod han i stedet for, falde over kors. Hvis hun havde brugt dage på at komme hertil, var han da ikke et sekund i tvivl om, at det her virkelig var noget, som hun ønskede sig, hvilket var noget, som uden tvivl måtte passe ham mere end fint! "Og dog, så står du her," sagde han roligt. "Så er det ikke helt utænkeligt, at jeg skal stå ved det ord, som jeg dengang skænkede dig?" fortsatte han roligt. Han ville ikke have noget imod noget at give sig til, i stedet for at sidde og kigge ud i luften og stirre på sin sin, som han gjorde, når de endelig var her.
Romeo blev stående og kiggede på dem. Kvinden særligt, som var ny og ikke mindst fremmed for ham. Genert var han dog ikke, men derimod mere nysgerrig på hvad det her egentlig havde af betydning og hvad der skete. Han trådte langsomt tættere på, selvom Theodore for nu, stod med ryggen til. "Jeg har to," svarede han med en rolig stemme. Romeo var dog ikke en af dem, men derimod hans barnebarn. Romeo stoppede op ved Theodores side. Hans ene arm søgte omkring Theodores ben og med bamsen slæbende efter sig. Theodore vendte blikket ned mod den unge dreng ved hans side. Han stirrede fast ned mod ham, og det var først der Romeo valgte at give slip igen. Han sagde endnu ikke så meget som et eneste ord, men stod blot og stirrede på Jarniqa. Theodore sænkede hånden og strøg den kort over hans barnebarns hoved. Velvidende om, at det var noget som betød meget for Clemency, som hans søn og for hans svigerdatter. Det var også den eneste grund til at han kunne acceptere den lille dreng. Han forsøgte i hvert fald. Han havde aldrig været god til den slags, og ville nok aldrig komme til det. "Romeo er mit barnebarn," sagde han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Arrigt måtte Jarniqa ryste en enkelt gang på hovedet, som hun var nødsaget til at få ilt til hjernen! Hun havde vandret i dage.. krydset grænsen til Dvasias.. og så var det denne velkomst, som hun var løbet ind i? Ganske vidst havde hun altid vidst, at Greven af Dvasias ej var den mest hjertekære person, men alligevel.. Han havde inviteret hende, og derfor havde hun også regnet med, at hun havde været velkommen. Lige meget på hvilken tid af døgnet hun havde stået her! Tænderne bed hun sammen, som han alligevel måtte gøre en hentydning til, at han agtede at holde sit ord. ”Det er ikke utænkeligt, at du vil stå ved dit ord? Selvfølgelig skal du stå ved det, som du inviterede mig,” håndhævede hun fast. Nej, hun nægtede at gå herfra uden det, som hun var kommet efter! Ikke når hun havde gået så langt for at få det! Hendes smaragdgrønne blik gled skiftevis fra Theodore og til barnet. Nej, hun havde hverken ventet, at hun var uvelkommen, eller at der ville være børn til stede. En stor overraskelse var det hele derfor for hende! Hun blinkede med øjnene. To? Han havde to børn? Manden der agtede, at han ingen sjæl havde? ”Hvorfor?” spurgte hun direkte. ”Hvorfor have børn, når du påstår, at du ingen sjæl har?” Igen måtte nysgerrigheden spille for hende, som hun stod overfor ham.. Den kunne blot ikke lade være! Han var så … anderledes, og det gjorde hende både utryg og nysgerrig. Hendes blik søgte igen ned til drengen. Hans barnebarn? Han havde altså en hel familie? Ja, den havde hun igen ikke set komme! Hendes blik hvilede på drengen. Hun burde vel … hilse på ham? Ganske vidst var han lille, men var det ikke det høfligste at gøre? Dog kunne man ikke just sige, at hun var en ung kvinde, som havde manererne i orden. Langsomt lod hun sig selv søge ned på hug, så hun kom i øjenhøjde mig drengen. Hendes hjerte sprang et slag over. Hans blik.. Som hun stirrede på ham, og som han stirrede direkte tilbage på hende, kunne hun se, at han havde et blik der kunne minde om Theodores. Hun bed sig selv i læben, inden et lille smil tvang sig frem på hendes læber. Skønt hun ej måtte føle sig hundred procent komfortabel, måtte hendes ansigt alligevel lyse op ved det. ”Hej.. Jeg er Jarniqa,” præsenterede hun sig selv i en stille tone.

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa kunne stå og skælde ud, hvis det var det hun ville, for det ville ikke komme hende til gode. Han blev stående og med blikket intenst og fast hvilende på hendes skikkelse. Nu stod Romeo tæt ved hans ben. Nysgerrig på denne kvinde, for hun var ny og hun var fremmed. "Hvilket jeg også har i sinde at efterkomme," sagde han med en rolig stemme, selv uden at slippe hende det mindste med blikket. Det var dog ej noget som han havde tænkt sig. Utilregnelig kunne denne kvinde nemlig forekomme, selv for ham. Han var en mand af ord, selvom det var noget, som de færreste nok ville tro om ham, og særligt når han ikke havde en sjæl eller noget som mindede om tanker eller følelser i menneskelig forstand.
Som Jarniqa gik mere ned på hug og kom ned i Romeos øjenhøjde, blev han stående lidt gemt bag sin bedstefar og kiggede på hende. Han blinkede let med de mørke og tomme øjne, som undersøgte hende meget nøje. Store og tomme var de.. Ligesom Theodores. Det var noget som gik igen i Acheron-familien og særligt blandt drengene. Sådan havde det været i al den tid Theodore havde levet. "Min hustru er i besiddelse af hvad jeg ikke har," kommenterede han med en rolig. Romeo skubbede han lidt frem. Nu hvor knægten alligevel ikke ville høre, kunne han da alligevel hilse, som han havde lært det. Den faste mine sendt af Theodore, fik dog alligevel den lille dreng til at vende sig mod hende. Han trådte hen mod hende. Denne gang slap han han sin bamse, som gled ned på gulvet ved siden af Theodore, hvorefter han selv bare blev stående og kiggede på hende. "Jeg er Romeo," hilste han dog. Ligesom han havde lært det. Theodore nikkede tilfredst, og først derefter valgte drengen at trække sig lidt tilbage igen, men denne gang, blev han dog stående foran Theodore i stedet for. Theodores blik hvilede fast på Jarniqas skikkelse. Hun forstod måske ikke.. men selv han havde faktisk følt en form for tilfredsstillese ved at få disse børn bragt til verden, som han nu havde. To voksne drenge, som nu klarede sig ved bedste velgående.

[Jarniqa Dynithril]

Automatisk rettede Jarniqa sig en anelse op, som han medgav, at han endnu agtede at hjælpe hende. Godt.. Det var trods alt også det eneste, som hun ønskede af ham. ”Godt..,” endte hun med at sige, som der vel ikke var mere til det end det? Han agtede at hjælpe hende, og det var jo også, hvad hun ønskede. Selv spekulerede hun dog over, hvornår han agtede at hjælpe hende, eftersom han mente, at hun kom på et ubelejligt tidspunkt. Han havde vel ikke tænkt sig at sende hende ud i kulden og mørket igen? Hvis det hændte, måtte hun også indrømme, at hun følte sig holdt for nar!
At Theodore i virkeligheden var en mand med en familie, måtte på alle måder komme bag på Jarniqa. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. Der var en risiko for, at han ville finde hende næsvis, men havde han ikke også allerede kendt til den risiko under deres første møde? Selv var hun nemlig en kvinde, som til tider bare sagde, hvad hun tænkte. ”Hvorfor ønsker du at behage hende, hvis du alligevel intet føler? Og hvorfor er hun interesseret i at være med en, som intet føler?” spurgte hun direkte. Hårde var hendes ord måske, men nysgerrig var hun! Hun var nemlig nysgerrig på ham, ligesom han var nysgerrig på hende. Hun ønskede vel bare at forstå hans væsen, som det ej var … normalt. Han var nemlig bestemt ikke som nogen, som hun hidtil havde mødt. Skævt smilede hun til den lille dreng, hvis navn var Romeo. ”Hej Romeo,” hilste hun venligt, inden hun selv måtte søge tilbage til sin fulde højde igen. Det lignede i hvert fald, at drengen var til dels genert alligevel, som han for det første måtte blive skubbet frem af sin bedstefar for, at han dernæst søgte tilbage til ham. Selv lod hun sig dog ikke forundres over dette, da dette til gengæld måtte være en mere naturlig børnehandling. Dog havde hun endnu en sjov fornemmelse af dette hus.. Var Romeo ligesom Theodore, og hvad med hustruen og børnene? Var de også som ham? Hvad skulle der overhovedet ske nu? Afventende gled hendes blik til Theodore.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore måtte let trække på smilebåndet. Selv han havde sine grunde til at have handlet og reageret på den måde, som han nu hidtil havde gjort det. Romeo selv blev opdraget efter de samme retningslinjer og de samme værdier som resten af familien, og derfor skulle han jo også lære det. "Tilfredsstillelse for hende, såvel som det er for mig," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Clemency havde været god til at tage sig af ham, såsom de børn som de sammen havde sat til verden. Det var nemlig ikke nemt.. for nogen af parterne faktisk. Han forstod sig ikke på de tanker og følelser som Clemency gjorde sig, og hun forstod ikke ham. Derfor havde de fundet en god middelvej som de kunne vandre af: Struktur. Struktur, var vejen frem for dem i deres ægteskab. De havde jo også været gift i frygtelig mange år nu. "Hun er mig en støtte i at færdes ude. Jeg kan gøre mange ting, men uden det filter, så står jeg selv - som I ville sige det, meget svag og sårbar. Det ønsker hverken jeg.. eller hende," sagde han direkte.
Romeo blev stående ved siden af ham. Bamsen lod han ligge for nu. Han var ikke direkte genert, men end ikke han vidste hvordan man skulle begå sig socialt. Svært var det, når man ikke selv havde andre at være omkring. Hånden lod Theodore endnu en gang stryge den lille mørkhårede dreng over håret. Dog var det ikke børneopdragelse, hun var kommet her for at snakke om, hvis han ikke tog meget fejl. Hovedet lod han søge let på sned. "Nu kender du så til min lille familie. Og ved at jeg har en. Jeg går dog ikke ud fra, at det er derfor at du er her.." Selv gik han roligt ned i knæ ved siden af Romeo og rakte ham bamsen, som han tog ind i favnen. "Gå ind i stuen.. Jeg kommer om lidt," sagde han med en kortfattet stemme. Romeo kiggede først på ham og op på Jarniqa igen, inden han gik ind i stuen i stedet for, og efterlod dem alene. "Skal vi?" endte han med et kort træk på den ene mundvig.

[Jarniqa Dynithril]

”Aha..,” var det eneste ord, som kom ud af Jarniqas mund. Ærlig talt vidste hun ikke helt præcist, hvad hun skulle forstå ved ordet; tilfredsstille. Personligt håbede hun i hvert fald ikke på, at han var i færd med at indlogere hende i sine seksuelle præferencer med sin hustru. Dog kunne man aldrig vide, da hun allerede havde erfaret, at han ikke var nogen helt almindelig mand. Som han talte videre omkring sit forhold med sin hustru, måtte hun igen indrømme – over for sig selv om ikke andet – at hun ej forstod meget af det, som han sagde. Måske var det fordi, at det var ham? Eller også var det måske bare fordi, at det var en verden, som hun ikke selv havde deltaget i endnu? Derfor valgte hun også blot at holde den på overfladen denne her gang.. ”Hvis blot I har fundet en løsning, og hvis blot I begge er tilfredse med den, er alt jo, som det skal være,” sagde hun roligt, som hun bestemt ikke følte, at hun kunne gå i dybden med dette. Det var trods alt ej heller, hvad hun var kommet for. Hun var jo kommet her for at træne. For at lære af ham. Derfor måtte det på sin vis også lette hende, da han hentydede til, at de skulle videre i programmet. Endelig! Nysgerrig var hun ganske vidst omkring ham – og hans familie åbenbart – men træningen var nu engang, hvad hun var kommet her for. Intet sagde hun dog til en start, som hun først og fremmest lod lille Romeo søge ud af værelset, inden hun bevidst trådte et skridt nærmere ham. ”Jeg har ventet i dage på, at du var klar,” kommenterede hun med et lille smil på læben, som hun havde været klar, siden deres sidste møde! ”Jeg ønsker endnu at lære, hvad du viste mig ved søen.. Ganske vidst finder jeg din historie interessant, men magien.. Ja, magien er, hvad jeg kom for.” Sandt at sige var det, og heldigvis blev den interesse nu indfriet! ”Hvor skal vi søge hen?” spurgte hun nysgerrigt, som hun selvfølgelig ikke vidste, hvad han havde tænkt sig, ligesom hun ej heller vidste, hvordan huset her var indrettet, og hvor de derfor skulle søge hen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore fik endelig sendt Romeo videre, så han kunne stå der med hende på egen hånd, hvilket skam også var noget, der passede ham fint. Igen vendte han de tomme øjne mod hende. Han kunne naturligvis stå og fortælle, uden at det ville give mening for hende, og det vidste han. Han nikkede mod hende. Ham og Clemency havde ganske vidst fundet deres måde hvorpå de kunne klare det, og de kunne finde ud af det sammen, for det var selv det han havde brug for. Han ville have temmelig mange problemer, dersom han ikke havde Clemency til at fortælle og forklare hvordan og hvorfor folk var som de var.. Der var han jo trods alt også direkte afhængig af hende. "Og det har vi," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et kort nik.
Træningen ville hun gerne igang med, og kunne han komme fra denne samling af familiesammenkomst, ville det bestemt ikke gøre ham noget. Han havde været klar siden han havde tilbudt hende det. Der havde hun dog derimod bare været for ivrig, til at han ville sætte alt muligt i gang. Armene lod han roligt søge over kors, dog afslappet. Hans mimik ændrede sig dog på intet tidspunkt, da den forblev lige så kold og intetsigende, som den alle dage havde været frem til nu. Hovedet lod han søge på sned. "Jeg har været klar siden jeg tilbød dig den hjælp, Jarniqa. Du derimod har vist sig at være for ukoncentreret og for ivrig til at begynde.. Det glæder mig, at du er faldet mere til ro," sagde han ærligt. En mand af ord, var han rent faktisk, hvilket man nok næppe skulle tro. "Træningssalen naturligvis.... kom med.." Og med disse ord, gik han roligt ned af en lang og mørk korridor, for at nå to dobbeltdøre som var for enden. Disse slog han op, og allerede i takt med at han gjorde dette, blussede faklerne i salen op. Selve gulvet var dækket af sand, hvor den nærmest kunne fremstilles som en mindre kamparena. Her havde han selv tilbragt rigtig mange timer - både som træner og den trænede, dengang han ikke havde været særlig gammel.

[Jarniqa Dynithril]

Personligt passede det Jarniqa udmærket, at de nu ville skride frem til de egentlige planer. Det var trods alt også, hvad hun var kommet for. Den eneste grund faktisk. At han selv mente, at hun havde været for ukoncentreret, sidst de havde mødt hinanden, følte hun ikke selv, at hun kunne nikke genkendende til. Ivrig havde hun været, ja, men selv mente hun stadig, at hun havde haft alle de korrekte standpunkter sidst. Ligegyldigt var det dog nu, da det vigtigste var, at hun stod her i aften, og at han denne her gang ønskede at hjælpe hende. ”Hvis jeg havde tabt min iver, havde jeg end ikke stået her til aften,” sagde hun ærligt. Hvorfor lyve? Ganske vidst fandt hun ham interessant, men det var nu engang, hvad han kunne tilbyde hende, som hun virkelig måtte trække i hende. Nysgerrigt fulgte hun med ham, som han begyndte at bevæge sig. Hurtig var hun til at følge med, hvor hun måtte gå lige i hælene på ham og kaste nysgerrige blikke rundt omkring. Hvor længe hun ville være her, og hvor meget hun ville få at se, vidste hun ikke, og af den grund ønskede hun at få alt det med sig, som hun kunne! Dog kunne hun med det samme sige, at hun ej var vant til omgivelser som dette. Spændt trådte hun frem, som tog dobbeltdøre måtte åbne sig for dem, hvor hun nysgerrigt bevægede sig ind i det næste rum. Imponerende var salen uden tvivl, som hun aldrig havde set et lignende rum før. Nysgerrigt endte hun også helt med at dreje en omgang rundt om sig selv, så hun kunne være sikker på, at hun fik det hele med sig! Hendes smaragdgrønne blik landede igen på Theodore, som hun stoppede op. ”Hvordan skal vi begynde? Skal jeg bruge dig, eller havde du noget andet i tankerne?” spurgte hun spændt. Gad vide, om han brugte de samme træningsmetoder, som hendes fader? Ville han mon også nævne hendes frustration og sige, at hun skulle koncentrere sig om den? Selv kunne hun sige, at hun både og ønskede det.. På den ene side var det nemlig, hvad hun kendte til, hvor hun også vidste, at det virkede. Men på den anden side nagede det hende, at det var det som hun skulle holde fast i.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hendes lyst til at lære, var derimod det, som i Theodores øjne, havde drevet hende hertil, og det var da uden tvivl det, som han havde tænkt sig at udnytte lidt i den sammenhæng. Hans hænder blev foldet over ryggen, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Hun kunne blive så sur og så utilfreds med ham, som hun overhovedet ville blive, men derimod, vidste hun jo også godt, at det han sagde, var der hold i. Det var vel egentlig også det, der gjorde det store udfald atter en gang?
Selve træningsalen var indrettet som havde det været en lille arena, dog uden de mange tribunepladser og frie loft. Han vendte blikket direkte mod hende igen, inden han hævede hænderne, for at løsne hans skjorte, som han begyndte at knappe op. Synd og skam, ville det da uden tvivl være, om hans egne klæder, skulle gå i stykker. "Der tager du fejl. Det er dit ønske og din lyst til at lære, der har drevet dg denne lange vej.. Først nu, ved jeg, at du i sandhed ønsker at lære dette," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han fjernede skjorten og afslørede en knap så muskuløs krop. Dog markeret, men præget af frygtelig mange ar og mærker, som selv var frygtelig gamle at kigge på. Han var jo på ingen måder en ung mand længere, og selv det var jo noget som efterlod sig sine klare spor. Skjorten lagde han sammen, og lagde fra sig på det, som mest af alt, mindede om en skænk lige ved. På væggen hang alverdens former for våben. Alt fra bue, pil og sværd, samt lancer og skjold til redskaber, som kunne bruges indenfor magisk forsvar og angreb. Der var ikke det som en Acheron ikke blev forberedt på. Han trak tilfredst på smilebåndet, inden han igen vendte sig mod hende. Han følte en spænding.. Det sitrede ud i hver en tænkelig del af ham, alene ved at føle dette. "Hvor øvet er du med dine magiske egenskaber, Jarniqa?" spurgte han direkte, da han så mod hende. Selv han, havde jo fundet ud af, at hun var en blanding af to kraftige væsner - en magiker og en mørkelver. Selv dette var noget som uden tvivl måtte fascinere ham.

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik gled fra salen og direkte til Theodore. Hvad havde han gang i?! Direkte stirrende blev hendes blik, som det hvilede på ham og hans fingre, hvor det mest af alt måtte ligne, at han klædte sig af for øjnene af hende. Var det virkelig det, som han var i færd med? Stirrende blev hun stående på sin plads, som hun hverken nærmede sig ham eller gik. Hvorfor gjorde han dog dette? Han var vel klar over, at hun kun var kommet for at lære hans magiske trick, angående det at stoppe et hjerte? ”Lyst.. iver.. Det kan komme ud på et ét. Jeg vidste dog allerede, hvad jeg ønskede mig, da jeg så, hvad du kunne, allerede den første gang,” sagde hun ligeud. For ham havde det måske syntes, at hun blot havde ladt sig rive med i øjeblikket, men sandheden var, at hun oprigtigt havde haft lysten, da hun havde sandet, hvad han var i stand til. Hun blinkede let med øjnene, som han nu fik trukket skjorten af sig. Han forventede vel ikke, at hun ligeså ville fjerne sin buksedragt?! ”Hvad har du gang i?” spurgte hun direkte, som hun endnu måtte finde det yderst mistænkeligt, at han uden et ord havde givet sig tid til at afklæde sig! Kort måtte hendes blik dog stryge over ham, da det ikke just var hver dag, at hun så halvnøgne mandekroppe. Dog måtte hun også nå frem til, at det ej var fysisk tiltrækning, som hun følte overfor ham. Hun sled blikket væk, så hun kunne betragte sig af, hvad træningssalen indeholdt. Selv havde hun aldrig set så mange våben på et sted. Der var også nogle af tingene, som hun ville vove at sige, at hun aldrig før havde set. Blikket faldt igen på ham, som han henvendte sig til hende. ”Ude i naturen,” sagde hun ærligt. ”Gerne steder med åbne pladser, da det ikke altid er til at sige, hvad min magi fører med sig.. Ej kan jeg sige, at jeg nogensinde har forsøgt mig inden døre. Ej heller kan jeg sige, at jeg nogensinde har haft så stort et rum i rådighed som dette.”