I'm ready!

[Theodore Jarvis Acheron]

At det måtte komme så meget bag på Jarniqa at Theodore måtte klæde sig af, var dog ikke noget som han tog sig af. Hans tøj skulle ikke blive ødelagt, og særligt når han vidste hvor farlig en magi, som hun rent faktisk ønskede at lære sig. Dog var det ikke fordi at han var ude på noget som helst. "Iver er ødelæggende for denne form for magi, Jarniqa," sagde han direkte. Sådan som hun nærmest havde hoppet og danset på stedet, fordi at han havde indvilget i at træne hende i denne magiske kunnen. Sjælden var den jo trods alt i forvejen, så det i sig selv, var vel noget der sagde bare lidt om hvor avanceret den form for magi det var, ikke sandt? Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg fjerner min skjorte?" endte han sigende. Var hun da blind, hvis hun ej var i stand til at se dette?
Theodore stillede sig roligt op foran hende. For at lære den magiske egenskab at stoppe hjertet, alene ved brug af sin magi, var det uden tvivl vigtigt, at hun lærte, hvad det indebar.. Det krævede, at hun kendte til kroppens anatomi. Han trak vejret dybt. Hun ønskede så brændende at lære, og nu hvor han i forvejen vidste, at det ikke var noget som hun var særlig dygtig med - særligt på grund af den manglende kontrol, var han også spændt på, hvor langt, han egentlig kunne trække dette. Ny og uerfaren forekom Jarniqa nemlig for Theodore, og det var det, som han havde tænkt sig at udnytte lidt i den forstand, at han kunne hjælpe hende - hvis hun da gav ham en grund til at gøre dette. "For at forstå hvad magien rummer, er det vigtigt at forestille sig, hvad du netop ønsker at opnå." Theodore stod her som en mand uden følelser. Hans tilgang til magien, var en ganske anden, end hvad man kunne sige, var normalt. "Hvad ønsker du at opnå ved det her, Jarniqa? Hvor langt er du villig til at gå, for at lære mestringen af magisk kunnen?" fortsatte han direkte. Han blev stående foran hende. Han spændte let. Selv han var spændt på dette!

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt Jarniqa var i stand til at holde iveren tilbage, vidste hun ikke, om hun ville være i stand til. Overraskelsen var hun i hvert fald ikke i stand til at holde tilbage, som han afklædte sig for øjnene af hende! Hun blinkede med øjnene. Han fjernede sin skjorte! Det vidste hun jo for fanden godt! Hun havde trods alt to øjne midt i ansigtet! Det var trods alt også af den årsag, at hun havde kommenteret på det i det hele taget! ”Tror du ikke, at jeg kan se det? Hvorfor gør du det?” spurgte hun sigende, som hun ville slå fast ved de klare linjer, som der skulle være mellem dem! Måske var det blot, hvad der hændte, når man tog hjem til fremmede?
Jarniqa rankede sig en anelse op, som han stod foran hende. ”Jeg ved allerede, hvad jeg ønsker at opnå,” sagde hun roligt. Hun ønskede at kunne forstå magien bedre. At kunne kontrollere den. Derudover ønskede hun hans evne, da den kunne vise sig at være umådelig effektiv for hende i den kommende tid. ”Jeg ønsker at mestre den magiske kunnen, så det ikke længere er den, som mestrer mig,” sagde hun ærligt. ”Folk siger, at der er en chance for, at den vil slå mig ihjel, hvis ikke jeg lærer at kontrollere den. Jeg ønsker at kunne kontrollere den, inden det når at gå så vidt.” Uerfaren var hun med magien, men det var der også en særlig årsag til. Hun var nemlig blevet forbudt at træne, indtil hun havde nået en alder af 15, da det først var der, at hun havde fået sig en egentlig læremester. Hun bed sig selv let i læben. Burde hun fortælle ham, hvordan det hele hang sammen? Hvad hvis han ikke ønskede at hjælpe hende, hvis han vidste, hvor uerfaren hun egentligt var? Armene lod hun søge over kors, hvor hun valgte at lade blikket søge bort fra ham. ”Det er dog først nu, at jeg har fået tilladelse til at komme i kontakt med den.. Min værge frygtede, hvad der lå i mine evner, og derfor sagde han, at jeg først måtte benytte mig af dem, når jeg fandt en træner.. Der gik så 15 år.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej var der nogen bagtanker ved Theodores handling. Hvorfor skulle tøjet da gå i stykker? Det plejede det typisk at gøre når han gik igang med at træne. Sådan havde det selv alle dage været for ham, når han havde trænet med hans sønner. Særligt dengang de havde været yngre. Han lod hovedet søge på sned. Hvorfor gik hun så meget op i, at han havde valgt at fjerne sin skjorte. "Jeg ønsker da naturligvis ikke at mit tøj skal ødelægges," sagde han direkte. Var det da så underligt, og så svært at forstå for hende?
Armene lod Theodore søge over kors og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Selvom det var svært for ham, at finde den forståelse for hende, og hendes nuværende situation, så ønskede han rent faktisk at forsøge. Hvem kunne dog finde på at forhindre en kvinde i at udfolde sig på magisk vis, når det var noget, som i bedste tilfælde kunne holde hende i live? Ej kunne han begribe, at nogen i det hele taget ville forhindre hende i det, som selv i hans øjne, måtte være hendes ret. "Fortæl mig hvad du ønsker at opnå med den viden, som jeg vil forsøge at give dig," endte han med en kortfattet stemme. For at kunne hjælpe hende, ønskede han jo at forstå hende. Magien ville i værste tilfælde slå hende ihjel, om hun ikke lærte at mestre den. Selv synd og skam, måtte Theodore anse dette som, og derfor ville han gerne hjælpe hende. Det var noget, som selv kunne hjælpe ham en anelse, og det var det, som han uden tvivl selv måtte være ude på, i en situation som denne. "Denne værge, har ej gjort dig en tjeneste, Jarniqa," sagde han direkte. Ej kunne man sige, at det havde været godt for hende at vente med dette, og det stod han fuldkommen fast på! Foragteligt måtte han finde dette! Han nikkede blot. Det gav ham en del at skulle slås med, men hvad fanden.. Han ønskede det jo faktisk. Så meget som han selv måtte få ud af dette, så skulle det da uden tvivl udnyttes. "Magien er avanceret. Meget avanceret. For at kunne yde det, skal du forstå kroppen, og hvad der er på spil, og hvordan og hvad der reagerer." Som han hørte sin egen fader fortælle det til ham, dengang han havde stået i hendes sted. En film som nærmest kørte for hans indre blik. Han kunne jo ikke vise det med følelser.

[Jarniqa Dynithril]

At Theodore udelukket smed skjorten fordi, at han ej så den ødelagt, havde Jarniqa ikke just ventet. Dog passede det hende ganske udmærket, da det trods alt havde været værre eller det mere ubelejligt, hvis der havde været andre tanker bag. ”Nuvel.. Jeg tror dog, at jeg vælger at beholde mit på,” kommenterede hun med et svagt smil i mundvigen. Videre til magien røg hendes tanker dog, som han ord tvang hende til at overveje, hvorfor hun ønskede at lære, hvad han kunne. Selvfølgelig vidste hun, hvorfor hun ønskede at lære den, men teknikken var blot, hvilke ord hun skulle benytte sig af. Årsagen var trods alt, at hun var leder af modstandsbevægelse Resistentia, og derfor kunne bruge sine kræfter i kampen mod Dvasias, men som hun stod i Dvasias og overfor en dvasianer, var det næppe det korrekte at sige. Ganske vidst havde han udtalt, at han ej deltog aktivt i krigen, men alligevel. Helt ligeglad kunne man ikke være.. ”Jeg ønsker at lære det, fordi tiden har vist sig at kræve det. Verdenen er blevet et usikkert sted, hvilket du selv bevidnede ved søen, da jeg blev overfaldet.. Jeg ønsker derfor at kunne tage min modstanders liv, inden vedkommende når mig, samt jeg ønsker en bedre magisk kunnen,” sagde hun ærligt. ”Ganske vidst kan benytte mig af håndvåben, men mere effektivt ville det være, hvis jeg kunne benytte mig af magien. Det er jo også halv magiker jeg er, og ej et menneske.” Selv mente hun, at hendes forklaring var i orden, men det var alligevel ikke ens betydning med, at han var af samme opfattelse. Det ville hun dog ganske snarligt finde ud af, da han næppe ville spekulere over dette til om et par uger. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. ”Min værge gjorde måske ej det rigtige for mig, men ej bebrejder jeg ham, da han gjorde, hvad han troede var rigtigt.. Hans tanke var trods alt, at han ej ville kunne lære mig, hvad jeg skulle, samt det, at han frygtede, hvad der kunne ske, hvis jeg udfoldede mig på egen hånd,” sagde hun stilfærdigt. Nej, vred på Damien var hun ikke. Skuffet var hun derimod over, at han ej havde fortalt hende sandheden om hendes forældre, men alligevel kunne hun intet andet end at føle kærlighed til den mand. Det havde trods alt altid heddet dem.. Underligt var det også, at hun nu havde forladt ham, som de aldrig havde været adskilt så længe, samt hun aldrig havde bevæget sig så langt væk fra ham. Interesseret lyttede hun til hans forklaring. ”Fortæl mig, hvad jeg skal vide,” lød det medvilligt fra hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Aldrig skulle man forvente, at der var bagtanker ved Theodores handlinger. Lige her, ønskede han dog ikke, at hans tøj skulle gå i stykker. Hvem ville da ønske det? Og særligt nu hvor han ikke vidste, at han kunne stole på hendes magiske kunnen, så tog han bestemt heller ikke chancen med dette.
Stående blev Theodore foran hende, da hans blik søgte hendes skikkelse. Det kunne godt være, at denne Damien havde gjort dette, for hendes skyld, men det var bestemt ikke noget, som havde vist sig at være hjælpsomt på sigt. Han lod hovedet søge på sned, som hun fortalte. Hun ønskede at lære sig den evne i forsvar. På sigt kunne den være brugbar. Det afhang egentlig af hvilen modstander, som man nu måtte stå overfor. Det var nok lidt der, at den måtte ligge. "Du ønsker at lære, på baggrund af at kunne forsvare dig. Så langt, så godt," begyndte han direkte. Han havde fascineret hende, som hun også var et væsen, der måtte fascinere ham, og det passede ham egentlig ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Han knyttede næverne let. Så lang vej, som de havde at gå. Ej var det noget som gjorde Theodore noget. Det ville nok holde hende fængslet her for en stund, hvor han selv kunne studere hende, og hendes måde at handle og reagere på. Helt anderledes end hvad han var vant til,var nemlig hvad hun var. "Denne mand har kun gjort mere skade end gavn, Jarniqa. Hans intentioner har måske været gode, men på sigt, har det ej været dig til hjælp," sagde han kortfattet. Vigtigt var det nemlig at lære magien.. Styre og kontrollere den.
Som hun atter gav udtryk for, at hun ønskede at lære, var noget som passede Theodore fint. Selv kunne han trygt love hende for, at dette ville tage hårdt på hende. Det krævede nemlig utrolig megen koncentration og fokus. "Luk øjnene," bad han med en lige så rolig stemme. Her var det ikke krigen der herskede, men derimod to magikyndige væsner, der sammen skulle udrette noget, som på sigt, kunne redde hendes liv. Denne gang stillede han sig helt foran hende. Han vidste, at han faktisk udsatte sig for meget i en stund som denne, men hvordan skulle han da ellers lære hende det?

[Jarniqa Dynithril]

Rolig måtte Jarniqa forholde sig, som Theodore syntes at acceptere hendes begrundelse. Så langt så godt! Herfra kom det vigtige også.. Nemlig træningen. Selv vidste hun ikke, hvad træningen ville indebære, men selv vidste hun, at det ville blive hårdt. Det var nemlig blot at tænke tilbage på sine træningslektioner med hendes fader.. Selv erindrede hun nemlig endnu, hvor meget det havde krævet af hende, og så var der også den forskel, at denne her magi ville være anderledes. Selv vidste hun nemlig på forhånd, at den var mørk. Den omhandlede nemlig død og smerte. Magi, som hun på forhånd kunne sige, at hendes fader aldrig ville lære hende. Af den årsag måtte hun også stå her i dag, som hun så det nødvendige i det.. Langt ville hun nemlig ikke nå, hvis hun blot skulle fokusere på det lyse og skabe sommerfugle. ”Jeg ved det.. Dog kan jeg ikke lave om på, hvad han besluttede sig for. Jeg kan kun gøre godt med, hvad jeg har nu og kan arbejde mig mod,” sagde hun sigende, som hun ikke ville få noget ud af at dvæle ved, hvad hun måske havde været i stand til, hvis hun havde kunnet kontrollere sin magi. Tilfældet var nemlig, at hendes magi havde ophobet sig i hendes krop i 15 år, og at hun først nu havde fået tilgang til den. Som han bad hende om at lukke øjnene, vidste hun, at hun muligvis burde tænke sig om en ekstra gang. På fremmede territorium stod hun nemlig med en mand, som højst sandsynligt manglede sin menneskelighed. Dog valgte hun ikke at tænke således, da hun allerede havde taget valget. Hun havde valgt at søge hertil, og derfor agtede hun også at give sig selv hundred procent! Rankt stod hun, hvor hun lod armene søge slapt ned ad siderne, inden hun langsomt lod øjnene glide i, og derfor lade verdenen formørke sig. Selv fornemmede hun, hvordan hendes hjerte måtte banke med et præg af spænding! Hvad ville der mon ske nu? Hvad skulle hun mon gøre? Hvad ville hun mon føle? Tankerne og sanserne måtte køre rundt i hende, som hun i tavshed og mørke måtte vente på, hvad der ville komme til hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Mange ville nok ikke tro på en mand som Theodore, men hvad pokker. Dømt som utilregnelig og umenneskelig var han nemlig. Det de fleste glemte, var at han var en mand, som rent faktisk holdt ord. Det var noget som han havde lært allerede fra dengang han ikke havde været særlig gammel. Han godtog naturligvis hendes holdning. Han forventede skam heller ikke, at hun skulle klæde sig af. For at give hende forståelsen for hvad magien egentlig omhandlede - om hun ville være i stand til at benytte den. Død og ødelæggelse var nok ikke hvad der lå naturligt til den lyse magi, som hun måtte have i krop og sind. Derfor var han kun endnu mere spændt på, om dette overhovedet var noget, som hun kunne benytte på sigt. Positiv til sin egen magi forholdt hun sig, hvilket uden tvivl var et godt udgangspunkt. "Så langt, så godt," endte han roligt, da hendes ord, da uden tvivl måtte falde i hans gode jord.
Theodore krævede og forventede at Jarniqa gjorde hvad han bad hende om. Var det underligt da? At hun så lukkede øjnene, passede ham fint. Dog var han ikke ude på at gøre hende ondt. Det var der jo slet ikke nogen grund til, når det nu endelig skulle være. Hovedet lod han søge let på sned, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han greb ganske roligt omkring hendes hånd, og placerede den på hans bryst. Igen var det vigtigt, at hun kunne se for sig, hvad hun ønskede at opnå med den pågældende magi. Der var igen ikke nogen bagtanker ved hand handlinger. Det var der faktisk... aldrig. "Det er en stærk og kraftfuld magisk egenskab, du ønsker at tilegne dig, Jarniqa. Vigtigt er det, at du kan forestille dig hvad du ønsker at opnå. Forstå dig på det legeme som du ønsker at påføre en skade," sagde han. Ja, her stod han og lod en magiker røre ved ham, hvilket under normale omstændigheder, aldrig ville være sket! Men her var det lige så nysgerrigheden som prægede ham, som den prægede hende. En spænding på om hun.. overhovedet kunne? "Forestil dig, hvad du ønsker at opnå. Det lyse i din magi, skal omvendes til det mørke," fortsatte han. I hans øjne, var det jo ren og skær logik.

[Jarniqa Dynithril]

Lyttende og medvillig var Jarniqa i denne stund, som hun gjorde, hvad der blev sagt, uden at kommentere på det. Det var vel en side, som hendes fader vel ville ønske at se hos hende? Anderledes måtte hun dog være overfor sin fader og Theodore, men Theodore respekterede hun også, hvorimod hendes fader var hendes fader, samt en mand, som følelsesmæssigt havde såret hende. Derfor var det nærmest hendes pligt at stille sig op imod ham. Roligt trak hun vejret, hvor hendes brystkasse blidt måtte hæve og sænke sig i takt med hendes åndedrat. Øjnene sørgede hun for at holde lukket, som hun havde fået besked på, og derfor var hendes andre sanser også ekstra på vagt. Spændt sprang hendes hjerte et slag over, som hun fornemmede, hvordan han greb om hendes hånd. Et tegn var det nemlig på, at der skete noget! De var virkelig gået i gang! Han ønskede virkelig at hjælpe hende! Villigt lod hun ham føre sin hånd, hvor hun mærkede, hvordan håndfladen måtte blive placeret mod hans bryst. Overraskende var det på sin vis, men så ikke alligevel.. Varm var han nemlig, skønt hans hjerte var tomt, og skønt hjertet var tomt, slog hans hjerte alligevel. Menneskelig var han derfor af krop, hvor det derfor blot var det personlige, som var … anderledes. Tavst stod hun i midten af salen, alt imens hun lyttede til hans ord. Lyttede til, hvad han bedte hende om. Hendes tanker begyndte at fokusere på hans hjerte, alt imens hendes fingre fornemmede det. Fornemmede, hvordan livet pulserede i ham. Mærkede, hvordan hans bryst roligt hævede og sænkede sig, som det måtte være den bevægelse, som blandt andet holdt ham i live. Alt imens hendes fingre følte sig frem, fokuserede hendes hjerne på ønsket. Hans hjerte skulle stoppes.. Mærkværdigt var det i og med, at hun faktisk ikke ønskede at stoppe hans hjerte. Tiltænkt andre var det nemlig, men træningen behøvede hun jo, hvis hun ønskede at mestre disciplinen. Hendes hjerne fokuserede igen på hjertet generelt.. Hjertet var, hvad livet behøvede, og hvad hun ønskede at stoppe. Roligt pustede hun ud. Selv syntes hun, at hun kunne fornemmede noget, hvad det var, vidste hun dog ikke. Det var dog mørkelveren i hende, som måtte svare på dette, som magikeren syntes at vige bort fra disse handlinger.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodores blik hvilede intenst på hendes skikkelse, selvom det dog ej kunne gengældes, i og med, at hun måtte stå med lukkede øjne. Han forventede at hun udviste den tillid til ham, hvis han skulle kunne gøre noget ved dette. Det var nemlig svært. Det var en svær tid, som hun ville gå i møde.
Den varme hånd som han lagde mod hans bryst, satte en sitren i ham. Som alle andre, havde han en varm krop.. et bankende hjerte, og han kunne føle og mærke i samme forstand, som hun kunne. Det var i hans personlighed, at han skilte sig fra mængden, og særligt på denne her måde. Hans blik søgte hendes direkte. Han bad hende om at koncentrere sig. Lægge mærke til hvordan hans hjerte måtte hamre og banke, og brændende skulle ønske, at det skulle stoppe. Det var her at hun blev testet i hendes medmenneskelighed. Hun skulle af hjerte og sind, ønske at det skulle stoppe. Velvidende om den risiko, han selv hermed måtte indgå, så var det ikke noget som rørte ham det mindste på nogen måde. Han var selv spændt, da han bestemt ikke regnede med, at hun ville kunne opnå dette på bare en enkelt aften. Selv havde det taget ham tid at lære det. Det havde jo krævet en vis forståelse for kroppen og reaktioner, samt man virkelig skulle ønske at dræbe og slå ihjel, for at man kunne opnå den viden, som det krævede.
Visse ting skete i hende, hvilket var noget som selv Theodore var i stand til at mærke. Han trak kort på den ene mundvig. "Hvis du vil opnå noget, må du ønske at opnå det. Du er en magiker.. din magi vil forsvare, og ikke angribe," pointerede han kortfattet. Det var nok også den hovedforskel, der heri, måtte ligge. Mørkelveren gjorde vel også sit for hendes vedkommende? Nysgerrig var han så sandelig på hende, og hendes væsen!

[Jarniqa Dynithril]

Hendes magi var tilegnet forsvar, ej angreb. Det var, hvad han sagde. Helt mærkværdigt kunne det lyde i Jarniqas hoved, da hun vidste, hvor destruktiv hendes magi var. Hver gang den kom frem, skadede den nemlig noget eller nogen, men på den anden side.. Den dukkede jo kun op, når hun var i pressede situationer, hvor det enten kunne være i form af vrede, sorg eller frygt, så måske var det det han mente? At magien lå som et forsvar omkring hende, og beskyttede hende med fare for andre, når det virkelig gjaldt? Plausibelt var det faktisk, når man tænkte nærmere over det.. Øjnene holdt hun lukket. Ej fjernede hun hånden fra hans bryst, som hun derimod blev ved med at fornemme dets slag. Selv måtte hun nærmest føle, at hun kunne høre det. Hun fokuserede på hans liv, og hvordan hun måtte ønske at standse hans hjerte. Standse de livsgivende slag.. Presset gjorde hun en smule hårdere, som hun følte, at hun fornemmede noget. Det føltes lidt, som når hun manipulerede med planternes liv.. Selv kunne hun nemlig fornemme livet i naturen, men anderledes var det at fornemme Theodore, som han var menneskelig ligesom hun. Selv fornemmede hun, hvordan noget nærmest måtte længes i hende, hvilket ej fik hende til at fjerne fokusset. Selv anede hun ikke, hvad der præcist skete i hende, men det der måtte ske var, at lyset og magikeren i hende bakkede tilbage for mørket og mørkelveren. Svært havde hun endnu selv ved at kende forskel på dette, som hun kun havde opnået en knivspids magisk træning og ingen mørkelvisk. Presset holdt hun, som hun langsomt syntes at opfange en gnist i ham. Gnisten. Fokussen lagde hun nu på at tage den, hvilket for Theodores vedkom betød, at han langsomt ville kunne føle en snurren i fingrene.. Panden rynkede hun en anelse. Dette føltes anderledes. Anderledes i hende, end når hun trænede med sin fader. Øjnene endte hun med at slå op, alt imens hun forsigtigt trak hånden til sig. Underlig var selv den handling, for som hun slap ham, tabte hun fuldkommen fornemmelsen af gnisten i ham. ”Der.. Der er noget galt,” endte hun ærligt med at sige. ”Det føles ikke korrekt. Det føles ej, som når jeg normalt er i kontakt med min magiske side.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej kunne man sige, at Theodore havde nogen grund til at tro på, at det her skulle fungere for Jarniqa i udgangspunktet. Særligt ikke i dag, da det var meget krævende og meget avanceret magi, som selv havde taget ham lang tid at lære. Dertil kunne han naturligvis give hende redskaberne, og lade hende forsøge sig med det. Han kunne se at hun prøvede.. at hun ihærdigt måtte kæmpe med det, uden at det egentlig gik, som hun gerne ville have det.
Noget skete der. Rigtig mange ting begyndte at røre på sig i hende, og det var skam ikke fordi, at det gjorde Theodore noget. Han ville se hvad de evner, og hvad de kræfter måtte og ville gøre ved hende! Det begyndte at summe i hans fingre.. det dirrede let i dem, men ikke noget som han rigtigt gjorde noget ved. Han kunne nemlig snildt holde til mere. Langt mere end dette. At hun derimod endte med at åbne øjnene, samt afbryde det hele og trække hånden til sig, fik ham kun til at vende sig mod hende. Han lod hænderne falde endnu en gang. Selv langt mere rolig. Der var noget som føles forkert? Et sted forekom det ham dog ej som nogen overraskelse. "Galt?" fortsatte han med en ganske kortfattet stemme. Ej fordi at det var noget som han ville lade hende vide af. Hvorfor skulle han da det? Selv nysgerrigheden måtte for alvor blive vækket i ham, som hun måtte fortælle hvad hun gjorde sig af tanker og følelser? Selv ville han umiddelbart tro at magikeren ej ønskede at forvolde skade.. men mørkelveren derimod gerne ville? Svært var det selv for ham at finde ud af. "Du er en kraftig blanding, Jarniqa.. To modstridende parter er en del af dig." sagde han ærligt. Denne gang bredte der sig et smil på hans læber. Han var uden tvivl fascineret af hende og hendes væsen!

[Jarniqa Dynithril]

Undrende endte Jarniqa med at trække hånden til sig, som det ej følte, som det burde for hende. Det var ej fordi, at det havde følt skidt for hende, som det derimod nærmest havde følt nærende, men problemet var blot, at det ej havde følt magisk. Det havde ikke følt, som når hun trænede med sin fader, og det forundrede hende. Hun gjorde jo blot, hvad Theodore bedte hende om. ”Jeg ved, at mørkelveren er mørk, hvor magikeren er lys. Dette føles bare ikke, som når jeg … normalt forsøger at udfolde min magi. Dette føles anderledes,” sagde hun ærligt. Tænksomt så hun fra hans brystkasse og ned mod sine fingre. Blidt gnubbede hun dem mod hinanden, alt imens hendes tanker kørte, som hun prøvede at forstå. Det hele havde startet, da hun havde forsøgt at finde kernen i ham. Lidt ligesom, når hun var i naturen og manipulerede med den. Det smaragdgrønne blik hævede hun mod hans. ”Det føltes lidt, som når jeg manipulerer med naturen. Ser du.. Jeg har før ændret planters struktur, samt fået jorden til at skælve og revne,” endte hun med at fortælle. Ej var det noget, som hun normalt sagde højt. Dog føltes det relevant i denne sammenhæng, og det var også af den årsag, at hun gjorde det. ”Det føles som..,” begyndte hun med at sige, inden hun stoppede sig selv, og igen lagde sin håndflade imod hans bryst. Øjnene lod hun søge i igen, alt imens hun forsøgte at finde den gnist i ham, som hun før havde været i berøring af. Et par lange sekunder gik der, men der var den igen. Igen ville Theodore kunne fornemme den snurrende fornemmelse, alt imens Jarniqa selv kunne føle, hvordan hendes krop længtes efter gnisten. Igen stoppede hun, hvor forbindelsen røg – som om den aldrig havde været der – i det sekund, at hun slap ham. Igen vendte hun blikket mod hans ansigt. ”Det føles, som om jeg kan røre essensen af dit liv. Det føles også som om, at min krop ønsker at tage den.. Dog føler og fornemmer jeg kun dette, når jeg rør ved dig.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Selv var Theodore skam klar over, at dette ville vise sig, at blive en kæmpe udfordring for Jarniqa, så var han stadig spændt på, om det var noget som hun i det hele taget kunne indfri, når det kom så vidt. Det summede endnu lidt i hans fingre, hvilket også var grunden til, at han knyttede dem. Det var uden tvivl forbandet ubehageligt, at det skulle være sådan, men det var ikke noget som direkte satte sig i hans hjerte, så han var ikke direkte bange for det, eller noget i den stil. Han stirrede fast på hende. At hun begyndte at fortælle om sit liv med de magiske egenskaber, var uden tvivl noget, som hjalp ham en del. Magikeren og Mørkelveren ønskede at udnytte disse evner på hver deres måde. "Det er en kamp i dit indre, Jarniqa. Du skal lære at skille disse," sagde han med en rolig stemme. Mørkelveren ønskede at finde denne såkaldte gnist og tage den selv.
Uden tvivl var Theodore fascineret af hendes væsen. Det var bestemt ikke hver dag, at han lod en varyl stå og forsøge sig med denne slags. Samtidig med, at han rent faktisk lod dem røre ved ham. Det var dog ikke nogen skidt ting i denne omgang. Endnu en gang lod han hånden søge mod hans bryst. Han vendte kort blikket i retningen af hendes skikkelse, som hun forsøgte endnu en gang. Det summede igen ud i hans fingre, hvilket næsten automatisk fik ham til at spænde let, inden hun igen trak sig. Hun kunne ikke.. ikke andet end det lille der, hvilket nu alligevel var en ganske fascinerende. "Det må være mørkelveren i dig, som ønsker at gøre dette.. Men magikeren forhindrer dig i at gøre det færdigt," sagde han endeligt, som han igen lod hovedet søge på sned. Fascineret over hvad hendes væsen kunne.. og ikke kunne, på grund af de klare og tydelige modsætninger som hun nu måtte være en del af, så var det helt klart noget, som han havde tænkt sig at undersøge meget nærmere. Hans blik gled kort ned i retningen af hans hænder. Det var ubehageligt, sådan som det summede i dem.

[Jarniqa Dynithril]

Modsætninger var mørkelveren og magikeren, som deres kræfter var forskellige, ligesom deres tilholdssted. Derfor kunne hun gå med til, at det opstillede en vis kamp i hendes indre. Det var vel også det, som hverken gjorde hende god eller ond? Hun var en blanding. Skidt anså hun ej dette for at være, som det eneste irritationsmoment for hendes vedkommende var, at hun ej kendte til essensen af de to racer. Hun kendte ej deres historier, ligesom hun ej vidste, hvad de var i stand til. Det var også dette som gjorde, at hun havde svært ved at skille det ene fra det andet. Hun vidste trods alt ikke, hvornår det var magikeren i hende, som trådt frem, eller hvornår det var mørkelveren. Det kom blot. Dæmpet sukkede hun. ”Svært er det til tider at skille, da min viden omkring mine racer til tider synes ikkeeksisterende.. Jeg har nemlig aldrig boet blandt hverken magikerne eller mørkelverne,” sagde hun ærligt, hvor det også måtte være til at høre, at det faktum irriterede hende. Hvordan kunne det også være anderledes? Frustrerende var det jo ikke at kende til sin arts historie og formåen. Hun bed sig selv i læben. Theodore var vel selv opvokset i en sikker base, ligesom hans børn og børnebørn? Blandt familien og deres egne.. Hun havde kun haft sin værge, en formskifter, hvor de havde boet væk fra civilisationen. Hun bed sig selv svagt i den bløde underlæbe. ”Jeg ved ikke, hvorvidt magikeren stopper mørkelveren i mig.. Jeg stoppede nemlig selv kontakten, da den ej føltes magisk,” sagde hun ærligt. Hvis hun skulle være ærlig, så troede hun skam, at hun kunne gå længere ind til at få det til at summe i hans fingre. Problemet var blot, at det var magikeren i hende, som de skulle have frem, og ej mørkelveren, eller ønskede han mon, at hun skulle kombinere de to ting, og hvis det var tilfældet, kunne hun så gøre det? ”Hvad ønsker du, at jeg skal forsøge mig med?” endte hun med at spørge, som det var lettere at spørge, end at stå i flere minutter og tænke selv.

[Theodore Jarvis Acheron]

Med de to modstridende parter i krop og sind, var det uden tvivl en problematik som Jarniqa måtte lære at håndtere. I sig selv, var dette nemlig noget, der sagtens kunne tage hende rigtig lang tid. Blandingsracer plejede nemlig ej at besidde den samme styrke, som de renracede, som kun havde en ting at bevare fokus på. Han blev længe stående med et intetsigende blik, og uden at se bort fra hende. Det var ikke ofte, at han blev påvirket og præget af en fascination på denne her måde, men det var uden tvivl noget, som selv hun, formåede at vække i ham. "Dine racer kæmper en kamp dem imellem i dit indre, Jarniqa.. Magikeren ønsker ej at forårsage smerte og ødelæggelse, hvor mørkelveren er modsat," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Selv i hans øjne var det her fascinerende. Bare alene ved at studere hende, fik han utrolig meget ud af det, og det var noget, som han helt klart godt kunne lide. "Du har intet kendskab til dine racer, hvad de er, og hvad de er i stand til?" For Theodore, var dette uden tvivl svært at forestille sig, og særligt fordi at han igen kom fra renracede vilkår, og familie, som igennem hele livet, havde været til stede under træning og kontrol. Dette var så det, som han kunne udnytte i en stund som denne, hvilket bestemt heller ikke var noget, der måtte sige så lidt.
Den summen som havde opstået i fingrene, var begyndt at lægge sig igen, hvilket var noget der passede Theodore ganske fint. Han brød sig nemlig ikke om at være skidt tilpas, også selvom han selv i denne omgang, havde placeret sig i denne situation. Skræmmende, kunne det måske være for temmelig mange parter, men han kunne jo ikke just gøre det store ved det af den grund. Han rystede den følelse af sig, kort ved at rulle på skuldrene. "Hvis den ej føles som magisk.. hvad så?" spurgte han gen videre. Selv for ham, var det vigtigt at vide, hvad han egentlig havde at slås med i en stund som denne. Han trak vejret dybt. Fascinerende.. Uden tvivl meget fascinerende. "Søg ind i dig selv.. Først og fremmest, må du gøre op med dig, forskellen på disse racer, som er en del af dig.. Vis mig hvad du kan udrede med mørkelveren.. Fokusere på hvad det giver dig af følelse.. og hvordan det føles," forklarede han videre. Nysgerrig var han og her var rig mulighed for hende til at vise ham det.