Tune of the night

[Deleted]

Macaria sendte ham et skulende blik, og lagde stædigt armene over kors.
”Jeg har aldrig prøvet det her før! Du gør det for svært! Jeg kan ikke slås både mod illusion og instinkter! Hvad vil du have fra mig?” hvæsede hun ned til ham, mens at han rettede sig op, så hun var nødt til at glide ned i hans skød i stedet for. Det her var frustrerende. Specielt fordi hun ikke havde nogen som helst chance med blod. Hvilken vampyr kunne modstå, frisk, levende blod? Om det ås var en illusion eller ej. Måske fandt han det nemt, men havde han overhovedet stået foran en mentalist selv? Det var ikke nemt at slås mod en illusion, der viste éns største svaghed i form af blod, der kaldte til ens natur og instinkter.
Bekræftende nikkede hun, da han indrømmede, at det måske havde været for svært. Alt for svært!
”Ikke blod. Det er svært nok at modstå det, selv hvis det ikke var en illusion,” fortalte hun ham, og lænede sig lidt tilbage, så de ikke sad ret op og ned af hinanden. Macara var ikke blufærdig, og havde meget lange fysiske grænser. At sidde sådan her på Raine, gjorde hende absolut ingenting. Nu hvor han også var immun overfor hendes tiltrækningskraft, var der jo heller ikke nogen fare for, at han pludselig reagerede på det.
Da han spurgte om hun ville prøve igen, nikkede hun bestemt, og strøg fingrene igennem håret, for at gøre sig klar til den næste illusion.
”Jeg er klar. Bare smid det i hovedet på mig,” sagde hun fast besluttet på at vænne sig til det, og derved kunne bekæmpe det. På et tidspunkt skulle det jo nok virke. Hun mødte frygtløst hans blik, og kiggede dybt ind i de grå øjne.

[Deleted]

Macarias manglende blufærdighed rørte ham ikke det mindste. Enhver anden mand ville uden tvivl have reageret på at have en kvinde som hende siddende i sit skød sådan som hun gjorde, men Raine virkede på ingen måde interesseret i det. Roligt lod han hende rette sig en smule op, og gav hende tiden til at forberede sig, før han nok en gang lod en illusion lægge sig over hendes sind.
Hans rolige, neutrale mine var med ét blevet erstattet af et charmerende smil og et legende glimt i de grålige øjne. Hans hænder lagde sig mod hendes hofte, inden han ubesværet rettede sig helt op, og rejste sig op på stående fod, før han satte hende fra sig på gulvet igen. Hans blik fangede hendes. Hans ene hånd hvilede stadig mod hendes hofte.
”Måske skulle man bringe festen til dig, Macaria.” sagde han pludselig. Som på hans kommando, kunne man langsomt høre lyden af musik brede sig i rummet. Først stille og næsten ikke-eksisterende, men den blev langsomt højere og højere, indtil det lød som om man befandt sig i en krostue i fuld fest. Hans frie hånd greb Macarias, og han trak hende ubekymret ind i en dans til den livlige musik. Flydende og elegant førte han hende med sig over gulvet, svingede hende mellem sine arme. Musikken fortsatte, men omgivelserne forandrede sig, til noget hun burde genkende. Gæsterne stod omkring dem og betragtede de to, der han førte hende over dansegulvet. Macaria stod iført sin brudekjole, mens Raine selv var iført klæderne Zean havde båret den nat. Et ubekymret smil gled over hans læber, da han i en indøvet bevægelse trak hende ind til sig, og lagde en hånd om hendes lænd, inden han vippede hende ned mod gulvet, dog uden at lade hende falde. Han bøjede sig med hende, så han kunne bevare øjenkontakten med hende.

[Deleted]

En smule skeptisk hævede Macaria et øjenbryn, da han pludseligt smilede charmerende til hende. Hun mærkede hans hænder finde hvile på hendes hofter, så varmen kort samlede sig i hende, inden at han rejste sig op. Musikken begyndte at lyde i hendes øre. Lidt forvirret kiggede hun rundt, men forstod hurtigt det var en illusion. En smule skræmt opdagede hun, at hun kunne genkende musikken, hvilket kun kunne betyde, at han direkte kiggede i hendes minder. Hun var så opslugt af den fakta, at hun lod ham trække sig ind i en flydende dans. Fødderne fulgte automatisk med. I et sving fra kjolen, forandrede den sig til en sort, let kjole, der bugtede sig om hendes krop, som var det vand. Genkendelige ansigter stod i en cirkel omkring hende, og betragtede hende smilende. Med åben mund begyndte hun at genkende hele scenariet. Hun vendte blikket mod Raine, og var næsten forberedt på at opdage Zean, men det var ikke ham. Det var stadigvæk Raine, men i stedet for de slidte klæder, han havde haft på før, så havde han det fornemme tøj på, som Zean havde båret til deres bryllup. Hun kunne næsten dufte ham. Musikken strøg omkring hende.
Ligesom Zean havde gjort, lod Raine en hånd glide under hendes lænd, og skubbede hun blidt bagover, så hun vippede tilbage. Det var så underligt, at gentage en situation, man før havde oplevet. Hvis hendes hjerte havde været levende, ville det have banket hurtigt.
I et øjeblik blev hun stående i situationen. De skinnende øjne gled i, for at lade sanserne overtage. Det var et godt minde. Dansen havde været så intim og så underholdende. Hun havde grinet højt, mens Zean, havde ført hende rundt på dansegulvet.
Hun drog et suk, og rettede sig op igen, mens at hun åbnede øjnene, og kiggede på Raine. Der var en skygge af tristhed over hendes ansigt, inden at hun kiggede rundt på alle ansigterne.
"Alle mine sanser fortæller mig at det her er virkelig," fortalte hun med en dæmpet stemme. "Jeg ved det ikke er rigtigt, men jeg ønsker, det skal være sandt."
Nu hvor hun ikke blev distraheret, og vidste det var en illusion, begyndte det at ændre sig for hendes blik. Hun lagde mærke til at gæsternes ansigter, var en smule slørret. Følelsen af hendes kjoles stof mod hendes nøgne ben, føltes ikke rigtigt. Stemningen var ikke rigtig. Den var mere melankolsk end munter.
Hun rankede sig, og mødte Raine's blik.
"Det virker falsk. Du kan ikke gøre det mere detaljeret, vel? Det er derfor ansigterne, er en smule slørret. Fordi jeg ikke kan huske dem alle. Det hele føltes... trist.... fordi jeg ved, det bare er en illusion, og du kan ikke ændre mine følelser," sagde hun med et tonefald, der gjorde det klart, at hun nu vidste, hvad det hele handlede om. "Det er bare en kullise. En drøm."

[Deleted]

Tavst havde Raine lyttet, mens Macaria ræsonnerede. Smilet som langsomt voksede frem på hans læber bekræftede for hende, at han var tilfreds med hendes konklusion. Hun havde ganske vist været forberedt på at han ville lægge en illusion over hende, men det ville være så let at narre hendes sanser nok til at hun til sidst ville overbevise sig selv at det var ægte. Det var netop derfor han havde valgt at lade hende starte med et personligt minde.
”Du kender omgivelserne. Det er et nært og personligt minde. Du vil have nemmere ved at bemærke de ting, som ikke hører til.” Han lavede en flydende håndbevægelse på gæsterne omkring dem, mange med slørede og utydelige ansigter, ganske vist som hun havde bemærket. ”Du husker ikke deres ansigter. De var ikke betydelige for dig. Du husker musikken. Du husker din ægtemands duft. Det er dén slags ting, som du husker så tydeligt, som gør det nemmere for en mentalist at genskabe.” Hun havde rettet sig op, men han havde endnu ikke sluppet sit greb om hende. Men dansen var ophørt. De endte dermed blot med at stå midt på dansegulvet med kroppene trykket tæt ind til hinanden. Hans smil var vokset bredere.
”Godt. Du ved det hele er en illusion. En kulisse, en drøm, et skuespil. Kald det ved hvad du vil, så længe du indser at det ikke er ægte.” Han så indgående på hende, og lod hende holde på hans blik. Hans ansigt forandrede sig, indtil det til sidst var Zeans ansigt som betragtede hende med hans stålgrå øjne. De slørede ansigter blev fyldt ud, men om det virkelig var sådan gæsterne havde set ud eller ej, var ubetydeligt. Med Zeans ansigt, førte Raine hende igen ud i en dans, mens musikken igen spillede op. Andre gæster sluttede sig til dem på dansegulvet, og dansede i ring omkring de to. ”En mentalist kan forandre alt i illusionen til enhver tid.” Det var Raines stemme, som talte gennem Zeans mund. ”Ansigter du ikke husker bliver erstattet. Mentalisten selv kan ændre form. Alt hvad der måtte passe.” Dansen standsede, og en lille fem-årig pige løb frem til hans ben, og forlangede en dans, som hun omgående fik. Andre mænd, Macaria havde danset med trådte i stedet frem, og dansede med hende, på samme måde som de havde gjort under bryllupet. Hver og én talte med Raines stemme. ”Når først du indser at du er i en illusion, har du en fordel.” fortalte han hende. ”Fokuser dine tanker. Forsøg at mærke min tilstedeværelse i dit hoved – og skub mig ud!”

[Deleted]

Hendes blik gled utilpas rundt omkring dem, da han slog ud mod gæsterne. Det føltes ubehageligt, at han sådan kunne se hendes mest dyrebare minder, inden at hun igen kiggede op på Raine, mens han snakkede. Chokeret måtte hun måbe, da hans ansigt ændrede sig for øjnene af hende til Zeans. Det var lige ved, at få hende til at bakke forskræmt væk fra ham, men han havde stadigvæk fat i hende, og snart trak han hende med sig ud i dansen igen. Hun kunne ikke lade være med at stirre op på Zean, hvis kolde, grå øjne kiggede ned på hende. Hans ansigt var fuldkommen klart for hende. Hånden i hans rystede en smule, mens hendes krop automatisk fulgte med hans krop rundt i danser på dansegulvet.
Arona's stemme fik hende til at vende hovedet mod den lille pige, der kom løbende hen til dem. Hendes ansigt var tydeligt og detaljeret, som stod hun rent faktisk ved Macaria, der betragtede hende blive løftet op af Zean.
Evan prikkede til hende, og bad hende om en dans. Selvom hans ansigt ikke var slørret, lignede han heller ikke sig selv. Stadigvæk næsten lammet af chok, lod hun ham tage hende med sig ud i dansen igen. Derefter overtog Mattheus. De alle snakkede med Raine's stemme, men hun kunne ikke andet, end bare at kigge på deres ansigter. Først da hun til sidst stod med Aron i armene, og Raine beordrede hende til at skubbe ham ud, blinkede hun med øjnene, og kiggede hjælpeløst rundt.
Zean var gået tilbage til bordet, hvor han sad, og snakkede med et glas vin i hænderne. Han sendte hende et diskret smil, mens han løftede vinen til en skål.
Det var ikke rigtigt! Det var ikke ægte! Aron kiggede intenst på hende, mens han førte hende rundt på gulvet – men det var ikke ham. Alt det her var sket. Det var ikke nu. Lige nu sad hun alene i palæet med Raine. Hverken Aron, Zean eller Arona var der. Ingen musik spillede. Det var ikke rigtigt.
”Stop...” Hun klemte øjnene sammen. Minderne fra den nat fløj igennem hendes hoved. Nej... stop minderne. Lad ham ikke se mere. Ændre minderne. Stop minderne. Hun prøvede at tænke på noget andet, mens musikken lød i hendes øre. Violinens muntre melodi, blev ved med at trække hende tilbage i illusionen, indtil det slog hende. Violinen! Hun havde valgt violinmusik, fordi hendes skaber plejede at spille violin for hende derhjemme. I sit hoved var det ikke længere musikeren til brylluppet, som spillede, det var hendes far. Ham der havde omvendt hende. Det var ikke Aron, hun dansede med, men én af hendes søskende. Varmen i lokalet, var bare en sommerbrise, der fik kjolen til at blafre om benene på hende. Snakken fra gæsterne forstummede sig langsomt. Minderne om brylluppet var ændret.
Og så opdagede hun den pirrende kraft i hendes hoved, der blev ved med at prøve, at hive brylluppet tilbage. Hun fokuserede på den kraft. Skubbede til den. Pressede på.
”Jeg kan mærke dig...” hviskede hun, og bøjede hovedet, mens øjnene klemte sig hårdere sammen. ”Og du skal ud af mit hoved. Nu...”
Tankerne begyndte at strømme igennem hendes hoved. Violinmusikken blev ved med at køre, men billeder strøg forbi hendes nethinde, så Raine ikke ville kunne holde styr på dem. Der var utallige ansigter, stemmer, farver, sanseoplevelser. Alle i et mudret virvar. Et svagt smil formede hendes læber.

[Deleted]

Det var som om illusionen begyndte at slå sprækker omkring dem. I Arons form havde Raine stået med hende, og betragtet hende gennem hans grønne øjne. Raine kunne mærke hvordan hun fulgte hans instrukser, og hvordan hun kæmpede imod. Han mærkede hvordan hun fokuserede på ét enkelt element i illusionen omkring hende, og forvandt det til et andet, helt separat minde. Et smil gled over Arons ansigt. Det var jo glimrende! Hun modkæmpede hans illusion, ved at fokusere på et helt andet minde. Raine kunne, hvis han ville, simpelthen have ladt sig følge med strømmen, træde ind i det andet minde Macaria forsøgte at fokusere på, og simpelthen genskabe dét omkring hende i stedet for. Men i stedet lod han hende vinde denne runde. Han lod hende mærke sig i sit sind, og lod hende befale ham ud.
Illusionen faldt omkring dem. Gæsterne forsvandt, violinen standsede. Zean, Arona, Evan og Aron – alle sammen forsvandt, indtil kun Macaria og Raine stod tilbage, midt på stuegulvet, lige så tæt som hun og Aron havde stået i illusionen. Han gav hende et par sekunder til at genfinde balancen før han langsomt førte hende med sig tilbage til sofaen, og placerede hende dér, om hun så ville lade ham eller ej.
”Udmærket, Macaria. Jeg er imponeret.” roste han, med et skævt smil hængende i mundvigen, da han nok en gang gik rundt om bordet og placerede sig på sofaen overfor hendes. Hun havde bestemt gjort fremskridt. Fra ikke at have mærket ham overhovedet, til at have kæmpet imod sine egne instinkter, og så endelig til at bemærke fejlene i illusionen, var et enormt fremskridt på så kort tid. Men han vidste at det ville være krævende for hende. At skubbe en bevidsthed ud af sit eget sind var fysisk anstrengende, og det var netop derfor han havde placeret hende i sofaen. ”Jeg tror det er nok for i dag. Men du er på den rette vej til at kunne konfrontere en mentalist. Lad det fortsætte på denne måde, og så kan det være du en dag kan modstå blod som kun findes i dit hoved.” Han sendte hende et drilsk smil over kanten af sit glas, som han igen havde taget til sig, og tog en tår af dens indhold.

[Deleted]

Da illusionen ophørte, var Macarias ben lige ved at give efter under hende. Hurtigt greb hun fat i Raine, der nu stod foran hende i stedet for venlige, akavet Aron. Godvilligt lod hun ham føre hende over til sofaen, hvor hun dumpede ned tilbagelænet mod ryglænet. Trætheden fik hele hendes krop til at skælve som et espeløv. Sanserne prøvede at synkroniseret igen, men heldigvis gik det hurtigere nu, hvor hun selv havde skubbet ham ud.
"Det var ubehageligt og klamt," kommenterede hun med en fast stemme, og lagde hænderne op over ansigtet, som hun lænede tilbage, så baghovedet hvilede ovenpå ryglænet. "Tanken om du så det hele. Vidste hvad jeg havde sanset, og kunne genskabe det...." Der gik en skælven genneme hende "... forfærdeligt ulækkert."
Minderne i hendes hoved følte som et virvar, og det var svært for hende, at fokusere. Mere end nogensinde savnede hun distrahering. Helst behagelig distrahering. Det var ikke lige sådan en friaften, hun havde haft brug for. Tværtimod havde den efterladt hende mere træt og utilpas end før.
"Du er verdens dårligste selskab, når man gerne vil have en rolig aften," fortalte hun ham med en drilsk undertone, dog uden at røre på sig. "Jeg tror aldrig, at jeg kommer op af den her sofa."

[Deleted]

”Jeg kan være yderst godt selskab, så længe jeg ikke bliver bedt om at bruge mine evner på min selskabspartner.” protesterede han i en forurettet tone, skønt det drilske smil om hans læber tydeligt indikerede at han havde bemærket den drillende tone hun havde talt til ham i.
”Det er sådan noget du med tiden vil kunne beskytte dig mod. Med nok øvelse ville du kunne begrænse en mentalist nok til at visse minder du ikke ønsker skal blive set, vil være utilgængeligt. Sådan som da du pressede mig ud fra dit bryllup, ved at fokusere på et andet minde.” forklarede han. Han kunne se hvordan hun skælvede. Hendes udmattelse strålede ligefrem ud af hende, og han måtte betragte hende med et overbærende glimt i de grålige øjne. Hun havde inviteret ham dertil for at underholde hende og distrahere hende – i stedet havde han udmattet hende endnu mere. Men i det mindste kunne han trøste sig med at han med sikkerhed havde gjort at hun ville huske ham. Og med deres fremtidige møder planlagt, havde han da gjort sig nødvendig for hende. Han tømte sit glas. ”Du har heldigvis tjenestefolk som kan hjælpe dig op. Du burde få dig noget hvile, og masser af blod. Giv dig selv tiden til at få orden på dine tanker og dine minder. Fokusér på hvad der faktisk skete, og ikke hvad jeg fik til at ske.” rådede han hende med et skævt smil.

[Deleted]

Dovent viftede Macaria med hånden, som tegn på at hun hørte ham. Gad vide hvad tjenestestablen ville sige til, at hun faldt i søvn her i stuen? Det var lige pludselig ekstrem fristende, at lægge sig her i sofaen, trækket et tæppe op omkring kroppen, og falde i søvn. Den store, kolde, ensomme seng, var ikke ligefrem fristende.
"Jeg skal nok, jeg skal nok," mumlede hun, stadigvæk med hovedet bøjet bagover, så det bølgende, røde hår faldt frit ned over ryglænet. "Jeg ved hvor du er, så jeg kontakter dig, når vi kan ses igen."
Lige nu følte hun, at hun på ingen måde havde lyst til at se Raines grå øjne igen, men måske når hun havde fået noget søvn, og kommet sig over det hele. Hun lod armene falde ned langs siden, så hænderne hvilede mod sofaen, inden at hun fik drejet ansigtet mod Raine.
"Jeg skal nok betale dig næste gang," meddelte hun med et lille smil til ham. Han havde jo gjort hende en tjeneste. En ubehagelige tjeneste, som hun ikke bifaldte, men det ville helt sikkert komme hende til gode på et tidspunkt.
"Jeg håber du selv ved hvor døren er, for kommer ikke til at rejse mig herfra. Ellers kan du kalde på en tjener," fortalte hun, og gjorde en gestus mod døren. "Jeg kontakter dig. Sov godt. Det vil jeg hvert fald."
Eller ville hun? Hun måtte indrømme at hun lige nu havde svært, ved at tænke på Eriz. Måske fordi at følelsen af Raine i hendes hoved, havde fået hende til at mindes om Eriz. Det spydige smil, det sorte lange hår, det smukke ansigt, og de forfærdelige, skarpe isblå øjne.
Hun lukkede øjnene i.

[Deleted]

Det var tydeligt at Macaria ikke var i stand til mere den nat – og sikkert ikke den næste nat igen. Ikke at det gjorde ham det mindste. Det var bestemt ikke fordi Raine havde travlt, og der ville ikke komme noget godt ud af at presse hendes sind mere end nødvendigt. Han skulle nødigt ende med at stå med en hjernelam kvinde, fordi han havde presset hende for hårdt.
”Jeg skal nok selv finde vejen ud.” bekræftede han med et smalt smil, før han rejste sig fra sofaen. Hans blik hvilede endnu på hende, til trods for at hun selv havde lagt ansigtet tilbage i sofaen, og lukket øjnene i. Synet kunne ikke andet end at bringe en smalt smil over hans læber, som selv ikke han var sikker på var ægte eller ej. Når man havde gået i så mange år som han havde, og lært at følelser kunne imiteres, var det efterhånden svært at se hvad der var ægte, og hvad der simpelthen bare var en refleks. [color=grey}”Jeg venter i kroen på at høre fra dig. Og bare rolig. Alt der sker under vores møder, bliver mellem os.”[/color] Om hun hørte hvad han sagde, kunne han ikke sige med sikkerhed. Et øjeblik var han næsten fristet til at tage et sidste kig ind i hendes sind, men i sidste ende valgte han at lade være. Han bukkede let med nakken mod hende, før han vendte sig om, og forlod pejsestuen. Det sidste han gjorde inden han forlod palæet var at gøre en tjener opmærksom på hendes tilstand, og lod derefter tjeneren forsvinde ind i pejsestuen, før han endelig forlod palæet, og forsvandt ud i mørket.

//out

[Deleted]

Lige så snart Raine havde forladt stuen, lod Macaria sig glide ned og ligge i sofaen med et dybt suk. Hun havde været ærlig, da hun havde sagt, at hun ikke ville rejse sig fra denne her sofa igen. En tjener kom ind - Sylvia - og gik på hug ved sofaen. Hendes varme hånd lagde sig mod Macaria's pande.
"Er der noget du vil have?" spurgte hun med en blid stemme, som fik Macaria til at smile svagt.
"Ikke lige nu. Jeg trænger til søvn. Væk mig om en times tid med et glas rent blod. Så friskt som I kan finde det," svarede hun taknemmeligt, og rakte ud for at give Sylvias hånd et klem.
Når Zean ikke var hjemme, så var tjenerne hendes eneste selskab. De var alle blevet hendes venner, og hun tog sig godt af dem, ligesom de tog sig godt af hende.
Sylvia gengældte klemmet, inden at hun rejste sig. Hun fandt et tæppet, og trak det over sin herskerindes krop. Næsten moderligt strøg hun en snoede lok væk fra Macaria's ansigt.
"Jeg siger det videre til de andre. Prøv at få noget hvile. Skal jeg kontakte dødsenglen?"
Der var ingen tvivl om hvem dødsenglen var. Lige så meget som tjenestablen elskede Macaria, lige så meget afskyede de Zean. Det havde nok noget at gøre med den måde, at han havde indtaget Paggeija på, samt at han som dødsengel skræmte livet af dem.
Macaria rystede på hovedet, mens hun puttede sig mere ned i tæppet. Hun skælvede stadigvæk.
"Nej. Han har nok at se til. Bare væk mig igen om en time," svarede Macaria, og sagde ingenting om, at det måske ikke handlede så meget om at Zean havde travlt, som at han ville være ligeglad.
Sylvia efterlod hende, og Macaria lod øjnene glide i. Raine... den mand var farlig. Hun turde næsten ikke tænke på, hvad han egentlig var i stand til, når han brugte alt sin magt.
Violinmusik dulmede hende i søvn.

//out