Tune of the night

[Deleted]

Raine havde bemærket hvordan smilene så småt var begyndt at dukke op på hendes læber igen. Ligeså mærkede han hvordan stemningen var ved at blive mindre anspændt – ikke lige så afslappet som da de først var ankommet palæet, men bestemt roligere end da hun havde bedt ham gå. At han fortalte hende hvad han vidste, måtte have fået hende til at slappe mere af – måske ville hun begynde at kunne stole på ham igen, hvis det fortsatte sådan?
Han tog sit glas til sig og tog en tår af dens indhold, uden at hans blik slap hende. Han måtte være forsigtig med ikke at drikke for meget. Et klart sind var et stærkt sind. Hvis Raine først begyndte at miste fokus selv, kunne han meget vel komme til at rode rundt i Macarias sind, hendes tanker og hendes følelser, uden overhovedet selv at være klar over det. Han var dog slet ikke i nærheden af det punkt endnu.
Et eget, skævt smil gled over hans læber ved hendes spøgefulde kommentar, og han måtte nikke medgivende med hende. ”Det er ikke min pointe. Min pointe var at nogen af os er bedre udstyret til at modstå fristelsen end andre.” Hans egne ord var begyndt at antage et mere afslappet toneleje, som måske også blev afspejlet af smilet der gled over hans læber. Det falmede dog en smule, da hun stillede sig ved vinduet og stillede endnu et spørgsmål. Han tog endnu en tår fra sit glas før han satte det fra sig, og selv rejste sig fra sofaen. Han begav sig med lange skridt over mod kaminen, og stirrede eftertænksomt ind i flammerne. ”Ikke uden at udsætte dig selv for dem.” svarede han, før han igen drejede blikket mod hende. Hun havde ryggen til ham, men han vidste at hun kunne se hans refleksion i vinduet. ”Hvis du lader dig udsætte for illusioner, vil du med tiden begynde at bemærke de små ting. Selv den mest erfarne mentalist kan ikke genskabe virkeligheden, selv om at vi kommer tæt nok på til at det bliver svært at se forskel.” Han vendte sig mod hende, men gjorde ikke mine til at komme tættere på hende. ”En lyd som ikke hører til. En lugt, som ikke burde være der. Hjernen lader sig narre, men jo oftere du bliver udsat for det, jo mere opmærksom bliver du på det.” Der var en grund til at Raine dræbte sine ofre hurtigt. Der var ingen grund til at give dem mulighed til at blive modstandsdygtige.

[Deleted]

Se... det var interessant. Macaria blev stående tankefuldt med ryggen til ham, mens hun tænkte det hele igennem. Hvor villig var hun til at lære den slags ting? Hvor meget ønskede hun en dag, at kunne stå foran Eriz, uden at lade sig knække af hendes stærke evner, der kunne få den mest standhaftige mand til at ryste.
Hun rettede sig op med hovedet højt hævet. Beslutningen var taget. På hælen drejede hun rundt mod Raine, der ligeså havde rejst sig op fra sofaen.
"Lær mig det," bad hun med en fast stemme, og begyndte at gå imod ham. Et stædigt blik fik hendes øjne til at gnistre. "Jeg vil lære at kunne se forskel på illusion og virkelig. Du kan lære mig det. Jeg vil selvfølgelig betale dig for hver leksion, men det er nødt til at blive gjort i hemmelighed. Ingen kan vide hvad vi laver."
Hun stoppede op lige foran ham. Frygtløst kiggede hun ham direkte op i øjnene. De stod så tæt på hinanden, at hun kunne dufte hans blod, samt høre slagene fra hans hjerte. Hvis han kunne modstå hendes tiltrækningskraft, var det her jo intet problem.
"Men der kommer til at være regler. Tavshedspligt, respekt for mine minder, og ingen spørgsmål om hvad du ser, forstået? Du bliver rigeligt betalt - specielt hvis det virker. Deal?" Tonefaldet var skarpt, så ingen kunne være i tvivl om, at hun både var beslutsomt men også opmærksom på denne her aftale. Hun hævede spørgende et øjenbryn.

[Deleted]

Tavst havde Raine lyttet til Macarias beslutning, og til hendes krav. Han havde på ingen måde rokket sig, da hun trådte ham nærmere. Selv ikke da hun stod så tæt på ham at han kunne have talt hendes øjenvipper, hvis han ville. Øjenkontakten mellem dem var ikke blevet brudt.
Et smil gled langsomt over hans læber, og dét i sig selv burde næsten have været nok til at forstå at han var gået med på hendes krav. Hvorfor ikke? Lektionerne ville bringe ham i god fod hos Manjarnos regent, og med en betaling for hver lektion ville han ikke behøve mangle noget.
”Dine hemmeligheder interesserer mig ikke.” forsikrede han hende. ”Når folk hyrer mig, er det for at få nogen dræbt, ikke for at spionere. Jeg kan garantere for at uanset hvad jeg ser i dit hoved, ikke bliver delt med nogen andre.” Han rakte en hånd frem mod hende, som for officielt at afslutte deres aftale. ”De første par gange jeg kommer til at gøre det, kommer du mest sandsynligt ikke til at være klar over det, før jeg løfter illusionen. Jeg skal gøre hvad jeg kan for at du ikke skal blive krænket af illusionen, men jeg kan ikke garantere noget. Men uanset hvad der sker i illusionen, har du mit ord på at der ikke vil ske dig noget i virkeligheden.” Det charmerende smil var nok en gang vendt tilbage til hans læber, og han lagde ansigtet en smule på sned. Deres blikke var stadig låst mod hinanden – om hendes var på grund af trods, eller simpelthen bare for at vise ham at hun ikke var bange for hvad dette indebar, vidste han ikke – men det ville han tidsnok finde ud af. ”Men hver ting til sin tid. Du får ikke noget ud af det, hvis jeg siger hvornår jeg slår til. Så vi kan lige så godt gøre os det behageligt.” Han lavede en håndbevægelse mod sofaen, som for at invitere hende til at sætte sig ned igen – til trods for at det var hendes hjem. ”Hvis du da stadig tror at mit selskab kan bruges, simpelthen for det gode selskabs skyld.” indskød han, med et drilsk glimt i de grålige øjne.

[Deleted]

I et øjeblik tænkte Macaria sig om en ekstra gang, inden at hun trådte et skridt tilbage, så hun kunne tage hans hånd, og give den et klem. Det charmerende smil var tilbage hos ham, hvilket fik hende til at smile smørret tilbage til ham, inden at hun slap hans hånd.
"Jeg kan godt lokkes," svarede hun ham, mens hun blinkede til ham med det ene øje.
Godvilligt gjorde hun som han sagde, og satte sig hen i sofaen, hvor hun lænede sig tilbage mod ryglænet. Hun kunne mærke alt i hende, var på vagt for en illusionen. Frygten nagede en smule, men hun nægtede at lade den tage overhånd. Der var ikke andet at gøre end stole på Raine. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke på sidste gang, nogen havde været i hendes hoved og rode rundt. Pokker tage Blackmore børnene. Både Eriz og Ian. Godt nok havde Ian været blid som en fjer, men han havde kigget rundt i hendes minder, samt ændret hendes drømme.
Hun drog et dybt suk, og kastede et blik mod Raine. I det mindste var hun god til at observere, så måske kunne hun bruge den egenskab i det her. Usikkert hev hun i sine egne fingre, mens hun ikke gjorde andet end at vente.

[Deleted]

Det smørrede smil hun havde sendt ham var blot blevet besvaret af det charmerende smil, han stadig bar på sine læber, inden han selv placerede sig i sofaen overfor hende, så bordet igjen var placeret mellem dem. Han kunne næsten mærke hvor opmærksom hun var blevet på sine omgivelser, men det fik kun smilet om hans læber til at vokse sig bredere. Det var godt: i praksis burde hun ikke stole på ham. Ikke når han til enhver tid kunne fange hende i en illusion, og granske samtlige at hendes tanker, følelser og minder.
”Så… den oprindelige plan var at jeg skulle distrahere dig fra dit arbejde.” kommenterede han mens han gned sin hage tankefuldt. Hvordan skulle man distrahere hende fra arbejde, og samtidig få hende på andre tanker end illusionen? Måske var illusionen allerede lagt over hende? Et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber, idet han lænede sig lidt frem mod bordet, og nok en gang greb sit glas. Indholdet blev svunget lidt frem og tilbage i det kurvede glas, før han slugte det resterende i én mundfuld, og tilfredst satte glasset fra sig. ”Du nævnte at du plejede at synes om at tage på kroer og danse og more dig. Hvad med at bringe musikken hertil? Burde det ikke stilne det savn for dig?” Hans spørgsmål havde været så afslappet og så henkastet, at man dårligt kunne tro at deres samtale for kun få minutter siden havde været så alvorlig.

[Deleted]

Uforstående kiggede Macaria på Raine, uden rigtigt at forstå hvad han mente. Ville han til at spille fløjte for hende nu?
"Så skal du finde en violinist," svarede hun med et hævet øjenbryn, og kom automatisk til at tænke tilbage på den violinist, som spillede fast i kroen hjemme i Rimshia. Efter en uge kunne han allerede genkende hende blandt alle de andre, og spillede specielt for hende. Sidst hun havde set ham, havde været til hendes bryllup, hvor han havde spillet. Hun smilede svagt ved mindet omkring brylluppet. Det havde været en fantastisk nat.
Igen fokuserede hun på Raine, foran hende i den anden sofa. Opmærksomt lod hun blikket glide rundt, men der var stadigvæk ingen tegn på nogle illusioner. Hvis det her havde været Eriz, ville hun allerede se folk vride sig i smerte på gulvet. Gad vide hvad Raine planlagde? Et helt orkester? Selv hende ville lægge mærke til hvis et helt orkester kom vadende ind i stuen.
"Raine... hvorfor propper du ikke bare en illusion herind? Jeg er ved at gå til at nervøsitet ved det her, for at vente på at du gør noget. Bare... gør det. Kast den i hovedet på mig!" sagde hun, og bed sig usikkert i pegefingeren.

[Deleted]

Et eget smørret smil gled over Raines læber, da han lod sit blik fange hendes. Han kunne mærke hvor nervøs hun var. Hendes blik var gledet opmærksomt rundt i rummet, som om hun holdt øje efter de mindste ting, som ikke passede ind. Præcis som han havde fortalt hende. Det var glimrende.
”Jeg tænkte ikke lige med det samme, Macaria.” svarede han hende, med en antydning af latter gemt i ordene. Det var bestemt ikke fordi han havde haft nogen planer om at spille musik for hende nu. Foruden det faktum at det simpelthen ville være… akavet, ville det heller ikke være den samme form for fest som han vidste Macaria savnede. ”Én musiker, og én person til at nyde musikken? Det er ikke hvad du mangler. Du mangler en gruppe musikere og et dansegulv fuld af liv, som du kan tage del i.”
Hans blik hvilede opmærksomt på hende da hun nærmest bønfaldte ham om at bruge sine evner på hende. Et legende smil gled over hans læber da han rejste sig fra sin plads i sofaen, og næsten med glidende skridt bevægede sig rundt om bordet, og mod hende. ”Macaria, det vil ikke nytte noget hvis jeg fortæller dig hvornår jeg gør det. Det må du jo selv vide.” Han placerede sig ved hendes side i sofaen – om det var tættere på end hvad hun brød sig om, lod han sig ikke berøre af – og sendte hende nok et charmerende smil. Uden at tage blikket fra hende, greb han hendes glas med blanding af blod og alkohol, og tog den til sig. ”Desuden…” tilføjede han, inden han tog en dyb slurk af blandingen, og tømte glasset før han igen sendte hende et smil. Lugten af blod og alkohol hang over ham. ”Det er allerede gjort.”
Med ét blev illusionen løftet. Hverken Macaria eller Raine sad i sofaen, men de havde ikke forladt rummet. Raine slap sit greb om Macarias sind, og lod hende vende tilbage til virkeligheden – hvor de stadig stod foran kaminen, med hænderne trykket fra da de indgik aftalen. Et smørret smil gled over Raines læber, inden han slap hendes hånd.

[Deleted]

Hun var ved at blive frustreret af at vente. Det var forfærdeligt at sidde, og lave ingenting, mens en person, til hver en tid, kunne trænge ind i hendes sind, og rode rundt med hendes sanser. Da han satte sig over ved siden af hende, vendte hun sig mod ham med hænderne i skødet.
"Jeg har jo ingen chance, for at vide, hvad jeg skal se efter?" beklagede hun sig, og slog ud med en hånd, inden at han tog hendes glas for at drikke det. Automatisk rynkede på næsen. Kunne dæmoner drikke blod på den måde? Hun havde ingen anelse. Da han sænkede glasset igen, kiggede hun skeptisk på ham, inden at han afslørede, at hun havde sættet i en illusion hele tiden.
Det var det mest, ubehagelige hun nogensinde havde oplevet. Først sansede man, at man sad ned i en sofa, inden at man efter et sekund, pludselig stod op. Med et gisp vaklede hun, men nåede lige at støtte sig med en hånd på Raine's skulder, så hun ikke faldt.
Varmen fra flammerne lige ved siden af hende, slog hende i møde, og hun måtte kort klemme øjnene sammen, da skæret fra dem gjorde ondt, på grund af hendes vampyriske evner.
"Oh flames..." hvæsede hun, og tog sig til øjnene, der gjorde ondt. Hun kunne ikke mærke noget i sindet, men det tog lidt tid, inden hendes sanser blev synkroniseret med virkeligheden.
"Ulækkert! Så ulækkert!!" udbrød hun, og rystede på hovedet, inden at hun slap sit tag i Raine, da hun nu kunne stå på benene selv. "Du kunne have givet mig en mere rolig én!"

[Deleted]

Raine lod hende finde støtten mod hans skulder, og forholdt sig roligt placeret uden at rokke sig. Der var intet i hans ansigtsudtryk som indikerede at han morede sig over hendes tilstand, til trods for at et smil stadig var at se over de smalle læber.
”Jeg gav dig en rolig én.” protesterede han da hun havde sluppet ham. Hun så ud som om hun ville være i stand til at stå igen, men det så ud som om skæret fra kaminen stadig irriterede hendes øjne. Det var måske en pludselig omvending, fra at sidde ned med ryggen til kaminen, og til pludselig at stå lige foran den. ”Jeg kunne have givet dig nogen som var langt værre. Langt mere åbenbare. Men jeg gjorde dette, så du kunne se hvor let det er at blive lukket inde i en illusion.” Hans smil voksede en en anelse bredere, da han lod sit blik møde hendes igen. ”Jeg kan trøste dig med at du ikke er helt håbløs. Du stolede ikke på dine omgivelser, selvom jeg havde sagt at jeg ikke havde gjort noget. Det er en god ting. I praksis burde du ikke stole på væsner som os.” Han lød end ikke skamfuld, da han sagde det. Det var vel et slags faktum, at væsner med evner som hans, sjældent kunne stoles på. Specielt én som ham, som brugte sine evner til at slå ihjel. Kunne hun stole på ham? Hun betalte ham i hvert fald for det. Nogen bedre loyalitet kunne han ikke tilbyde hende. Han lavede nok en gang en gestus mod sofaen, nok en gang som for at invitere hende til at sidde ned. ”Bare rolig. Denne gang har du mit ord på, at det her er virkeligt.” forsikrede han hende.

[Deleted]

Mistænksomt blev Macaria stående med armene over kors, og studerede ham. Hendes hjerne kørte på højtryk, inden at hun hævede hovedet en anelse.

"Gør det igen!" forlangte hun stædigt, og lod armene falde ned langs siden. "Lav én hvor jeg ved det er en illusion, så jeg kan studere hvordan det føltes. På den måde ved jeg hvad jeg skal kigge efter."

Hun var fast besluttet på, at lære det her. Se sin frygt i øjnene, og lære at genkende den, afbryde den, tage magten fra det uhyggelige med den. Hun stolede ikke på Raine, men lige nu var han hendes eneste mulighed, for at lære de her kræfter at kende. Nu hvor hun havde prøvet, at være inde i en illusion, var hun klar på det en gang til.

"Du må selv bestemme, hvad det skal være, men jeg vil vide du gør det," fortalte hun, og stillede sig klar foran ham. Hell om hun ville hvile nu! Nu var de jo lige i gang, og hun var klar på at han invaderede hendes sind igen og igen. Hun ville opleve succes, før de stoppede for i aften.

Flygtigt strøg hun de snoede lokker væk fra hendes ansigt, så hun kunne være klar til ham. 

[Deleted]

Det var ikke til at sige om Macarias beslutsomhed imponerede ham eller ej. Raines ansigtsudtryk var ikke altid lige let at læse, medmindre han bevidst mente at det skulle tolkes på en bestemt måde. Til sidst måtte han dog lade et stille smil glide over sine læber, og han nikkede forstående.
”Som du vil.” svarede han hende. ”Jeg fører dig ind i en illusion med det samme. Vær opmærksom på alt! Hver en lyd, hver en lugt, hver en smag. Dine sanser vil forsøge at bedrage dig, overbevise dig om at det hele er ægte. Du må være herre over dit eget sind. I en illusion kan du ikke stole på noget, end ikke dig selv.” Hans blik hvilede indgående på hende. Hvordan mon det var, ikke at kunne stole på sine egne sanser? Raine havde aldrig selv været ude for det, ikke med hans evne til at lukke sit eget sind af. Men det var bestemt ikke fordi han savnede oplevelsen.
Raine begav sig langsomt over mod sofabordet og tog sit tomme glas til sig, før han bevægede sig over mod Macaria igen. Hans blik fangede hendes nok en gang. Han holdt glasset op mellem dem, og uden at tage blikket fra hende klemte han hånden sammen, så glasset blev knust mellem fingrene på ham, og blodet begyndte at løbe ud mellem hans fingre. ”Lugt til blodet.” instruerede han sagte, inden han åbnede hånden så det åbne sår var desto synligere, og lugten ville være stærkere. ”Hvad fortæller dine sanser dig? Er det ægte?” Raine virkede fuldstændig upåvirket af det åbne sår han havde givet sig selv. Ligesom han virkede upåvirket af det faktum at han stod overfor en vampyr med blod dryppende fra sin hånd. Havde han været ethvert andet væsen, kunne en handling som dette have været hans dødsdom.

[Deleted]

Opmærksomt holdte Macaria øje med Raine, mens at han gik over til sofabordet, for at vende tilbage til hende. Nu vidste hun, hvad han kunne finde på at lave, og var klar på at være opmærksom på, hvordan hun stod, hvordan det føltes, og hvordan omgivelserne var. Hun var fuldkommen klar på hvilken som helst illusion, han ville lave - pånær den han rent faktisk valgte.Duften af blod snoede sig ind i hendes næsebor, så den blodrøde farve med det samme dukkede frem, og erstattede de dybblå øjne. Alle hendes sanser skærpede sig.
"Oh god...." hviskede hun, mens blikket klistrede sig til blodet i hans hånd. Hun kunne næsten smage det på tungen. Den søde smag af blod, der var så fyldt med styrke og næring. Fingrene begyndte at rykke i sig, mens læberne adskilte sig, som for at indånde smagen gennem munden. Hun trådte et lille skridt tættere på ham. Hendes pupiller havde trukket sig sammen. Tungspidsen kom til syne, for at glide langsomt over hendes læber, der næsten skælvede.
"Du ved ikke, hvad du har gjort..." hvislede hun åndeløst, og kunne slet ikke rive blikket væk fra blodet, der var så tæt på hende. "Jeg kan ikke... ikke kontrollere det."
Hendes hænder rakte blidt ud efter ham. Den ene hånd gled op af hans arm med den såret hånd, mens den anden gled over hans brystkasse. Fingrene lukkede sig begærligt om stoffet på hans skjorte. Små, bedende suk lød fra hende. Hun trak hans hånd tættere og tættere mod sine læber, mens tungen gled ud, for at lade spidsen glide over hans håndflade. Det var så tæt på, at hun kunne smage det.

[Deleted]

Raine vidste præcis hvad han gjorde. Han benyttede sig af Macarias naturlige instinkt som vampyr, netop fordi han vidste at det var hvad der ville distrahere hende mest. Måden hun greb om hans arm og førte hans hånd tættere til sig, og grebet hun havde om stoffet på hans skjorte, bekræftede det kun for ham.
Han kunne se det på hende. Hun lod sig narre af sine sanser. Hun kunne se blodet. Hun kunne dufte det. Med måden hun åndede ind med munden, virkede det som om hun kunne smage det. Han måtte trække en smule på smilebåndet, men han gjorde ingen modstand da hun førte hans hånd tættere på sine læber, og lod tungen glide over hans håndflade. Han lod hende smage af hans blod. Hans blik granskede hende nøje. Det var en ekstrem test, han udsatte hende for, og han var mere end klar over det. Hvordan kunne man forvente at hun ville være opmærksom på sine omgivelser, når hun var så optaget af blodet i hans hånd? Men hun havde sagt at han måtte gøre hvad han ville, så længe hun vidste at det hele var en illusion.
Hans frie hånd placerede han om hendes nakke, hvor han lukkede fingrene om en lok af hendes nakkehår. Hans greb ville ikke være stærk nok til at holde hende igen, hvis hun skulle finde på at trække sig fra ham. Hans styrke lå ikke i det fysiske, men i det mentale. Hendes vampyriske styrke ville overgå hans. ”Fokusér, Macaria.” lød hans rolige stemme. ”Er du stadig i illusionen? Er blodet ægte, eller er det kun i dit hoved? Fokusér!” Hans ord lød mest af alt som en ordre, i en helt anden tone end hvad han ellers havde haft overfor hende. Hans blik var blevet hårdt, og hans ansigt fortrukket i alvorlige folder.

[Deleted]

En klynkende lyd undslap hendes læber, da han greb om hendes nakkehår, fordi at hun nu ikke kunne nå helt over til blodet. Hendes tungespids gled desperat over hans håndflade, for at smage det søde blod. De røde øjne skinnede længselsfuldt.
Hun kunne hør hans stemme, men tankerne fokuserede kun på én ting, og det var at få fat på blodet. Selvom hun altid havde haft en god selvdiciplin, når det kom til hungrenen efter blod, så var selv hun, nødt til at bøje sig for blodets kraft.
Hans hårde stemme, fik hende til at hæve blikket op til hans. En snerren var kommet til syne ved hendes næse. Hårdt rev hun sig fri af hans greb, for derefter at springe på ham, så han væltede tilbage med ryggen i gulvet. Macaria var over ham med det samme på alle fire. Hendes ene hånd lå mod hans skulder, så han ikke kunne rejse sig, mens den anden, pressede hans såret hånd ned i gulvet over ham.
De snoede lokker hang ned på hver side af hendes ansigt, mens at hun lænede sig frem over ham, for at nå den såret hånd - ud over... der var ikke noget blod længere. Overrasket blinkede hun med øjnene. Duften var væk. Smagen der hang på tungen. Forvirret slap hun ham, for at sætte sig op. Stadigvæk siddende overskrævs på hans brystkasse.
En smule svimmel tog hun sig til hovedet, da hun opdagede, hvad der var sket.
"Åhhhhhr pis!" bandede hun irritabelt, og gned sin tinding, inden at hun åbnede øjnene, for at kigge ned på Raine under sig. "Undskyld, jeg... det sagde bare klik."
Den blodrøde farve forsvandt, så den midnatsblå iris kunne komme frem igen. Hun sukkede, mens hun hang i ryggen. Det her gik på ingen måde godt.
"Mine instinkter blev vækket, og jeg kunne ikke kæmpe imod dem. Det var altså også en svær én!" udbrød hun forurettet, mens hun klaskede ham på brystkassen med en let hånd.

[Deleted]

Raine havde løftet illusionen lige inden Macaria sprang på ham. Måden hun havde stirret hungrende og længselsfuldt på hans blodige hånd, og de bedende lyde hun havde givet fra sig, havde gjort ham overbevist om at hun ikke ville kunne kæmpe sig selv ud af illusionen – hun var fanget, både af illusionen såvel som hendes egne instinkter. Han havde dog ikke været forberedt på måden hun sprang på ham: illusionen var løftet og hans blodige hånd var igen hel, men det havde ikke reddet ham fra Macaria der sprang på ham og pressede ham mod gulvet. Hun var som et frådende dyr, som kun kunne fokusere på sulten. Han lod hende derfor se på hans hånd at der ikke var noget blod. Og han betragtede hvordan hun reagerede på det. Han var ikke sikker på om hendes banden var fordi blodet var borte, eller fordi hun havde ladt sig narre af hans illusion.
”Hvilken illusion vil du have jeg sætter dig under? Én hvor Eriz vandrer herind og fortæller dig at det her er en illusion?” Hans toneleje lød næsten irritabel. Han gjorde kun hvad hun bad ham om. Han viste hende illusioner, og testede hendes sind og hendes sanser. Forventede hun at en mentalist ville gøre noget andet, hvis hun stod overfor én der faktisk ville hende ondt? ”Jeg gjorde det fordi jeg ved du er en vampyr. Jeg ved at blod er en af dine svagheder. Enhver anden mentalist ville udnytte det på samme måde.” Hun sad stadig over ham, men han havde ikke gjort mine til at ville skubbe hende væk. Han kiggede op på hende med sine grålige øjne i et par sekunder før han langsomt rettede sig op, så hun enten ville blive nødt til at rykke ned i hans skød, eller flytte sig helt fra ham. ”Men måske har du ret. Måske er det bedst at starte mere simpelt. Jeg kan gøre det nemmere for dig, og undlade blod. Så har du kun dine sanser at fokusere på, og ikke dine instinkter.” Måske havde det været for meget forlangt. Han havde set hvordan hun havde reageret, da hendes ægtemand havde fået blod på sig under likvideringen – åh ja. Mange havde set det og troet at det kun havde været et kys, men Raine havde set hvordan hun havde taget blodet til sig. Og hun havde været hurtig ude med at stille sin sult med det tredje offer som skulle henrettes. ”Vil du prøve igen?”