Tune of the night

[Deleted]

Afslappet lagde Macaria det ene ben over det andet, mens hun bevægede sit glas rundt i bløde cirkler, så blodet og alkoholen blev blandet sammen.
"Korrekt. Når Neutranium er bygget, må jeg flytte derhen som traditionen nu er. Ikke fordi jeg behøver mere plads eller finere værelser, men folk vil helst se mig bosat dér. Det er ikke lige fordi jeg dog har gode minder om det sted," svarede hun villigt, selvom det var arbejde, de snakkede om. Kort skar mindet sig igennem hendes sind, hvor hende og Zean var begravet i murbrokker. Mørket, støvet, smerten i ryggen, så hun ikke kunne bevæge sig. Frygten for Zeans liv. Nej... minderne var ikke gode. Derfor smilede hun taknemmeligt til Raine, da han skiftede samtaleemne. Endda til et behageligt et af slagsen.
"Jeg elsker musik. Det er så udtryksfuldt og levende. Nej, desværre kan jeg ikke finde ud af at spille et instrument. Min skaber kunne spille violin, hvilket han gjorde tit. Så dansede jeg rundt til tonerne," fortalte hun med et saligt glimt i sine øjne, inden hun hævede glasset op til sine læber, for at drikke af det alkoholiseret blod. "Da jeg lige var kommet til Rimshia, plejede jeg at tage til kroerne, for at danse, når jeg havde fri fra arbejde. Det hjalp på hjemveen, samt var en god måde at stresse af på. Desværre kan jeg ikke gøre det samme her i Ityrial. Folk ved hvem jeg er, og det vil være for nemt at lave et baghold."
Med en trist mine kiggede hun ned i sit glas. Der var engang hvor hun plejede at feste ude blandt folk, hvilket helt klart var den slags selskab, som hun fortrak. De fornemme, anstændige, altid så formelle personer i hoffet, sagde hende ingenting. Folk glemte at slappe af.
"Hvad er dit erhverv egentlig?" spurgte hun Raine, og løftede blikket op til ham. Hun var begyndt at holde af hans charmerende smil, som fik hende til at smile bredt tilbage.

[Deleted]

Det var tilsyneladende et heldigt træk, at Raine havde valgt at skifte emne. At dømme efter entusiasmen i hendes ord, og det salige glimt i hendes øjne, var det bestemt et emne hun holdt af at diskutere. Han forstod hende skam også. Musik havde været en af de ting, som altid kunne få ham til at slappe af – selv når hans krop og sind var udmattede, som man som oftest blev når man havde gjort brug af både våben og mentale kræfter i et arbejde som hans.
”Og det er nok ikke det samme at feste med et hold af vagter omkring sig.” istemte han forståelsesfuldt, og sendte hende et medfølende smil. Raine kunne ikke påstå at han selv var typen som holdt af at feste, men det havde da ikke holdt ham fra at gøre det i tide og utide, når det var krævet af ham. Mest komfortabelt havde han det dog, når han kunne sidde på sidelinjen og betragte festlighederne, absorbere gæsternes tanker og følelser. Det var beroligende.
En trist mine var gledet over Macarias mine, og han betragtede hende med ansigtet vendt let på sned. Ikke i forvirring, men simpelthen fordi han ikke vidste hvad han skulle sige til det. Raine var af typen som helst ikke sagde noget, hvis han ikke vidste hvad der skulle siges. Hellere tavshed end unødvendig tom snak.
Pludselig løftede hun blikket, og bar nok en gang et smil over læberne. Det var dog hendes spørgsmål han var mest opmærksom på. Han tyggede lidt på ordene: det var i sådanne situationer man måtte være forsigtig med hvad man fortalte. Nogen ville se let på hans erhverv, mens andre ville fordømme ham for det. Han mistænkte at Macaria ville falde ind i den første gruppe – måske ville hun endda få nytte af at kende én som ham? Det charmerende smil vendte tilbage over hans læber.
”Det er vel for meget at forvente at lade dig tro at jeg er en vandrende musiker, er det ikke?” spurgte han med en antydning af latter i stemmen, inden han nok en gang tog en tår af indholdet i sit glas. Nok en gang brændte det i halsen på ham, men han nød det i fulde drag. Hans blik hvilede på hende et par sekunder, som om han vurderede fordelene og ulemperne. Han kom dog til sidst frem til at fordelene vejede tungest. ”Mit erhverv er ikke noget, mange vil se på som ærefuldt eller hæderligt.” indrømmede han. Der var dog ingen skam i hans toneleje. ”Når nogen anser en anden person for en trussel, er det til tider så slemt at de ikke tør lade den anden person leve. Men de vil ikke selv få skidt under neglene, og de kontakter nogen for at gøre det for dem.” Han lænede sig lidt frem mod hende, og fangede hendes blik. ”Jeg er en af dem, der bliver kontaktet. En snigmorder.. Og en mental dæmon.” uddybede han. Hans smil havde dog endnu ikke forladt hans læber. Det charmerende smil var afvæbnende, som forsøgte han at berolige hende uden ord. Fortælle hende at hun ingen grund havde til at være bekymret for sin egen sikkerhed overfor ham.

[Deleted]

Et afventende blik hvilede på Raine, og da han spurgte, om hun kunne tro på at han var en omvandrende musiker, grinede hun, men rystede dog på hovedet. Ikke meget slap forbi hendes analytiske syn, og heller ikke hvordan Raine var som person.
Tålmodigt ventede hun på at han svarede, hvilket virkede til at tage lidt tid. Hvorfor var han så beskyttende omkring det? Selv havde hun mødt snart hundrede forskellige lumske typer. Forrædere, dobbeltsælgere, mordere. Lige meget hvad Raine var, så kunne hun tage det.
Da han lænede sig frem, gjorde hun det samme med hovedet hvilende i sin ene hånd.
"Hæderligt? Hvem gider hæderligt i Dvasias?" kommenterede hun med et hævet øjenbryn, og ganske rigtigt. Lejemorder? Hun havde mødt værre. Hell... man kunne vel selv kalde hende morder. Det var først, da han fortalte, at han var mental dæmon, at noget ændrede sig i hendes ansigt. Det stivnede. Blikket blev med det samme vagtsomt og skarpt. Hele hendes krop spændtes, som om hun var klar til kamp.
I lang tid sad hun bare tavst, og betragtede ham, inden at hun rettede sig langsomt op. Hun opførte sig som et dyr, der var trængt op i en krog, så det enten kunne finde på at angribe eller flygte. Det første var nok mest sandsynligt, nu når det var hende.
"Jaså... en mental dæmon," sagde hun med en lavmælt, ildevarslende stemme. Hun tog en dyb indånding for at berolige sig selv, inden at hun rejste sig op. "Måske er det bedst, hvis du går. Nu."
Hvor hun dog hadede den slags. Når man en gang havde haft en person ind i ens hoved, så holdte man sig langt væk fra alt andet, der kunne gøre den slags. Mindet om Eriz's klamme, lange fingre i hendes bevidsthed, gav hende stadigvæk kuldegysninger. Nej... nej hun kunne ikke tage det. Opmærksomt sørgede hun for, ikke at kigge på Raine. Specielt ikke hans øjne.
"Jeg ved om din slags. Mentale tricks. Man lægger ikke mærke til I er inde i ens hoved, før man pludselig står overfor sin afdøde far, der fortæller han elsker én."

[Deleted]

Hun reagerede ikke på da han fortalte hvad hans erhverv var, men tværtimod da han sagde hvad han var. Det fik hans smil til at falme, og han satte sit glas fra sig på bordet. Det var ikke til at undgå, hvordan hun undgik hans blik. Alligvel sagde han intet før hun igen var tavs. Først da, rejste han sig langsomt op fra sofaen, og rettede sig op i sin fulde højde.
”Du har haft dårlige erfaringer med mentale væsner.” konkluderede han. Han behøvede ikke rode rundt i hendes hoved for at finde ud af det – hun havde så godt som sagt det med sine ord. Det grålige øjne hvilede på hendes skikkelse, men endnu var det ham umuligt at møde hendes blik. Hun lod ham ikke, og han gjorde intet for at tvinge hende. Hverken fysisk eller mentalt. ”Jeg er ked af dine tidligere oplevelser med det, Macaria. Men jeg har ikke haft noget med det at gøre. Jeg har ingen grund til at rode rundt i dit sind. Men jeg kan ikke bebrejde dig for ikke at stole på mig.” Forståelsesfuld var han da. Hvis man først havde fået fingrene brændt af ét mentalt væsen, hvordan kunne man så stole på andre? Hvordan kunne man vide at noget var som det så ud til at være længere? For alt Macaria vidste kunne alt dette blot være en illusion placeret i hendes hoved, mens han i virkeligheden stod med en dolk mod hendes hals. ”Jeg kom ikke hertil for at udnytte dig, Macaria. Du inviterede mig uden at vide hvad jeg var. Du stolede på mig. Jeg havde ingen indflydelse på dig da du mødte mig i parken.” Igen var det meget sikkert at hans ord ville falde for døve ører. ”Jeg kan gå, hvis du vil have mig væk. Eller jeg kan blive, og holde dig med godt selskab. Eller jeg kan tilbyde mine tjenester til at lette dine byrder. En mental dæmon ville have nemmere ved at finde agenter fra Resistentia end dine soldater gør med deres næver.”
Han holdt en afstand til hende, men han havde endnu ikke bevæget sig nærmere døren. Han betragtede hende, næsten afventende, men gjorde hverken fra eller til.

[Deleted]

Et bittert grin voksede sig frem på hendes læber. Han havde hvert fald ikke været inde i hendes hoved endnu, for så ville han da tydeligvis ikke sige den slags. Ikke nok med at hun vidste hvad den slags kræfter kunne gøre, så stolede hun ikke på den slags.
"En warlock," svarede hun kortfattet, og lagde armene over kors. Burde hun kalde på vagterne? Bare for at være sikker? Nej... hvis han var stærk nok, kunne han fange dem alle i sit net. For den sags skyld vidste hun ikke, om det hun så overhovedet var rigtigt. Måske havde han ventet på hende i parken, gået ind i hendes bevidsthed, og der stod de så nu. I parken eller i en hule, hvor han holdte hende fanget i sit eget hoved.
"Jeg er ikke interesseret i din hjælp," snerrede hun fast, og kastede et flygtigt blik på ham. Hun kunne ikke rykke sig ud af stedet i frygt. Det var lang tid siden, at hun sidst havde været så bange. Alt det bare på grund af minderne omkring Eriz? "Det du gør er ulækkert, klamt, og direkte ondskabsfuldt! Hovedet er det eneste sted, hvor man kan være i fred, men din slags, går ind og roder rundt, så intet er virkeligt længere! Fortæl mig sandheden -" Med alt sit mod fik hun endelig rettet blikket direkte mod hans hans, og lod ham møde det. Et tegn på at hun ikke var bange. At hun var ligeglad. Det var lige så meget et bevis for hende, som for ham. "- har du lavet nogen som helst tricks med mig?"
Hvad gjorde hun, hvis han pludselig løftede illusionen for hende, og hun befandt sig bundet og fanget et sted? Måske var han slet ikke en dæmon. Måske var han slet ikke en mand. Tanken om Eriz gav hende gåsehud, og en klump samlede sig i halsen. Hvor var hun dog dum, at have taget en fremmede direkte hjem til palæet. Specielt når Zean ikke var her.

[Deleted]

Hendes fornærmelser bed ikke på ham. Raine havde hørt dem alle før. Han havde hørt sine ofre hviske en sidste forbandelse før livet forlod dem, havde set hadet i deres øjne før de blev livløse og kolde. Der var intet Macaria kunne sige, som han ikke havde hørt før.
En warlock? Var det en warlock som havde givet hende et sådant had overfor væsner med evner som hans? Det var næsten en skam. Warlocken havde lukket døren for store muligheder for Macaria, hvis hun bare havde turdet tage den. I stedet havde Macaria sørget for at lukke den dør forsvarligt, tilsyneladende uden noget ønske om at åbne for den igen.
Raine holdt hovedet koldt. Han var nødt til det, for at holde sine egne evner under kontrol. En mental dæmon kunne aldrig bukke under for stress eller frygt – det ville ende galt for samtlige bevidstheder i nærheden.
Hun mødte hans blik. Hun havde ikke kaldt på vagterne. Raine fortrak dog ikke en mine. Der var intet charmerende smil om hans læber, eller et legende glimt i de grålige øjne. Han betragtede hende blot roligt. End ikke hans hjerterytme havde forandret sig fra de rolige, taktfaste hjerteslag.
”Jeg kan sige det. Spørgsmålet er, om du vil tro på hvad du hører.” svarede han, inden han dog vendte sig helt mod hende, og lod sit blik møde hendes endnu engang. ”Jeg har ikke rørt dit sind, Macaria. Jeg har ikke lavet nogen tricks. Alt omkring dig, er ægte. Jeg er ægte. Du er ikke i fare på nogen måde.” forsikrede han hende. Han kunne se frygten i hende. Men hvad skulle han gøre ved det? Hvordan kunne man bevise at ens omgivelser ikke var én stor illusion? ”At skabe illusioner er udmattende. Specielt hvis alt skal føles som var det virkeligt. Hvis jeg havde tænkt mig at narre dig, ville jeg have løftet illusionen så snart du fattede mistanke.” fortalte han sandfærdigt. Han vandt intet på at bruge tid og kræfter på at overbevise et offer om at en illusion var virkelig. Som regel slog han ihjel, mens de stadig var fanget i hans net.

[Deleted]

Mistænksomt blev Macaria stående med armene over kors, og gennemborede ham med sit blik. Hun kunne høre på hans hjerteslag, at han talte sandt, men hun brød sig ikke om hans slags. Der var så meget usikkerhed, løgn og manipulation omkring den slags mentale væsner. Hun kunne ikke lide det.
"Fint..." svarede hun endeligt, og vidste med det samme, at hun ville få brug for at drikke meget mere alkohol, hvis hun skulle kunne sidde her en hel nat i hans selskab. En skam. Hun kunne ellers godt lide ham, og de havde bådet smilet og grinet sammen. Faktisk havde han været akkurat, sådan en person, som hun havde savnet at hænge ud med.
"Hvis du dog laver nogen som helst tricks, så får jeg dig smidt i fangehullet, hvor du vil rådne op forstået?" sagde hun fast, og satte sig ned i sofaen igen. Alle musklerne var stadigvæk spændt, som var kroppen klar til flugt. Hun følte sig sårbår. Igen tog hun glasset med alkohol, og tømte det hele i nogle grådige, store slurke, inden at hun fyldte det op igen. Engang havde hun læst, det var sværere at rode rundt i en fuld persons sind. Hvis det var hvad der skulle til, så ville hun så sandeligt gøre det.
"Så lejemorder.... og mentaldæmon," kommenterede hun imellem to slurke. "Lyder som den perfekte blanding. Måske skulle jeg betale dig penge, bare for at holde dig fra mig, så jeg ikke pludselig havner med en pæl mod mit bryst."
Hun grinede nervøst, men ideen var faktisk slet ikke dum. Gad vide hvor meget folk ville betale, for at få hende dræbt? Selvfølgelig var det lidt mere risikabelt og besværligt, når hun var vampyr, og ikke bare sådan kunne dø med en dolk for struben eller i ryggen...
Overvejende studerede hun ham. "Okay spøg til side, hvor meget skal du egentlig have? Jeg vil hellere dø med min bevidsthed i behold. Jeg har én gang været tæt på - mh -" Hun holdte en finger oppe, og drak den sidste mundfuld blod med alkohol i sit andet glas. "- at dø i en illusion, og jeg ønsker det ikke igen. Denne her warlock kan så også decidereret gribe fat i din forstand, og flænse den ad, som er den papir." Med bagsiden af hånden tørrede hun sig over munden, inden hun slikkede blodet væk fra mundvigerne med spidsen af sin tunge.

[Deleted]

Langt om længe lod det til at hun accepterede situationen som den var. Alligevel ventede han til hun havde sat sig i sofaen igen, og begyndte at drikke af sit glas, før han selv satte sig til rette igen. Han tolkede hendes accept, som et tegn på at han ville få lov til at blive. Det passede ham faktisk udmærket. Palæet var en god del mere behageligt end hans kroværelse i byen, til trods for at han brugte kroen som sit hovedkvarter – det var meget praktisk når man kunne overbevise krofatteren om at lade ham bo der så længe det måtte passe ham. Men palæet havde fanget hans interesse – ligesom Macaria havde – og han ville gerne se mere af det, hvis han kunne. Han undlod at besvare hendes kommentar om at han ville rådne i fangehullet, hvis han prøvede på noget.
”Det mente min far også. Det var ham der trænede mig til at blive, hvad jeg er blevet.” fortalte han, og lod et prøvende smil glide over hans læber. Det var ikke på grund af nervøsitet eller bekymring – snarere fordi han ikke var sikker på om det var passende for ham at sende hende et smil endnu, efter hvad der lige skete. Hendes nervøse latter antød at hun heller ikke selv var lige så tryg ved situationen som hun havde været før.
”Jeg tror aldrig nogen har betalt mig før for at undgå at jeg gør dem noget.” bemærkede han, med en overrasket mine i ansigtet. Men det så ud som om hun mente det alvorligt, og han valgte derfor også at tage hendes spørgsmål alvorligt. Han så tankefuldt ud i luften, før han så tilbage på hende. For nogen ville det at lade hende være, være et tegn på loyalitet. Sådan en mand var Raine ikke. Man kunne ikke overleve på loyalitet – man behøvede guld, sølv og kobber. ”Vi kan sikkert blive enige om en fast betaling for at holde dit sind tryg for mine fingre. Ikke noget som vil ruinere dig, bare rolig. Men det vil sørge for at du i det mindste ikke kommer til at dø for min hånd.” Endnu et let drag på smilebåndet, selv om det ikke strakte sig lige så langt fra øre til øre som det havde gjort før. Der var en spænding i luften mellem dem. Han brød sig ikke om den. ”Desuden kan du altid betale mig i form af at benytte dig af mine tjenester senere, hvis du skulle ombestemme dig angående det med modstandsbevægelsen.” tilføjede han, idet han selv fyldte sit eget glas op. Idet han tog en tår fra sit glas, lod han blikket hvile på hende igen, og et lidt mere naturligt smil gled over hans læber. ”Tilgiv mig for dette, Macaria. Det var ikke sådan en distraktion fra dit arbejde, jeg havde haft i tankerne.”

[Deleted]

Macaria øjne hvilede hele tiden vagtsomt på ham. Hun turde næsten ikke blinke i frygt for, at der pludselig var en illusion omkring hende, når hun åbnede dem. Pokker tage den heks til Eriz, der havde skræmt hende fra vid og sans med dette her! Pokker tage Raine, der aboslut skulle være en fucking mental dæmon. Hun besvarede ikke nogle som helst af hans smil.
"Det kunne du ikke vide - eller jo - det kunne du godt, men jeg sætter pris på, at du ikke gjorde," svarede hun, og lænede sig frem mod stuebordet, for at blande sit glas op igen. Denne her nat havde vist sig at blive fuldkommen det modsatte af afslappet fra hendes side.
Hun måtte slippe ham med blikket, for at hælde blandingen op, og lagde næsten chokeret mærke til, at hendes hænder rystede. Med et irritabelt suk stillede hun det hele fra sig, og lænede sig opgivende tilbage i sofaen, mens hun lagde håndfladerne mod øjnene. Det var næsten som efter mareridtene, hvor hun vågnede, og stadigvæk kunne høre den klingende, lyse latter i sit øre.
"Undskyld, jeg... jeg kan virkelig ikke koncentrere mig lige nu," sagde hun med ansigtet vendt op mod loftet. Gad vide om hun overhovedet kunne sove i nat? Det her ville blive en af de dage, hvor hun ville savne Zean ved sin side. Selvom at han var lige så følelsesforladt som en sten, ville det stadigvæk være behageligt, at mærke hans beskyttende arme omkring hende.

[Deleted]

Raine kunne ikke undgå at bemærke hvordan Macaria holdt blikket på ham. Ikke at det ville hjælpe hende noget: hvis han havde tænkt sig at lægge en illusion over hende, ville han kunne gøre det uden at hun nogensinde ville kunne se det på ham. Hun ville tværtimod mærke det, men til den tid ville det være for sent. Hvis han altså havde nogen planer om at gøre det, hvilket han ikke havde.
Hun havde ikke besvaret nogen af hans smil. Han kunne dårligt bebrejde hende for det. Hendes forsøg på at blande sin drikke op afslørede hendes skælvende hænder, og han måtte fortrække en utilfreds mine. Hvem var warlocken mon som havde sat sådan en skræk ind i hende? Hvis han så ind i Macarias sind, var han sikker på at han ville se et ansigt, et navn, høre en stemme. Men han gjorde det ikke. Om det var af respekt eller af mangel på behov kunne diskuteres.
”Du behøver ikke undskylde.” svarede han hende, og lænede sig en smule mere ind over bordet. Han havde betragtet hende, da hun første gang havde hældt sin blanding op, og han gjorde sit bedste for at imitere den korrekte mængde blod til den korrekte mængde alkohol. Flaskerne satte han fra sig, og lod glasset stå på bordet foran hende, før han igen lænede sig tilbage i sofaen. De grålige øjne hvilede roligt på hende, som om han vurderede hvad hans næste træk skulle være. I sidste ende endte det med at han bed et støn i sig. ”Måske er det bedst, hvis jeg går. Du er oprørt, og jeg mistænker at mit nærvær ikke gør det bedre.” Han rejste sig langsomt fra sofaen, men uden at hans blik havde forladt Macaria. Det var ikke af dårlig samvittighed, han gjorde mine til at gå. Det var mere… skuffelse. ”Drik. Hvil dig. Kontakt din ægtemand. Hvad der end skal til for at du kan falde til ro igen. Jeg kan findes i kroen i byen, hvis du skulle ombestemme dig om mit tilbud.”

[Deleted]

En bitter latter lød pludselig i stuen, da Macaria ikke kunne holde den tilbage. Hænderne gled op over hendes ansigt, så hun kunne vende det mod Raine.
"Hvis du tror, du får lov til at gå, så tager du fuldkommen fejl," sagde hun med et bredt grin. "Det her er min svaghed. Mentale angreb. Jeg bryder mig ikke om at have svagheder. Specielt ikke sådan nogle svagheder her, som får mig til at ryste. Du sætter dig tilbage i sofaen, og så snakker du med mig, indtil at det her ikke skræmmer mig længere."
Hvis hun skulle stå ansigt til ansigt med Eriz igen, ville hun ikke begynde at bryde sammen som en kvist, der blev knækket. Hun ville roligt kunne se heksen inde i de kolde, lyseblå øjne, uden noget tegn på frygt. Raine var perfekt at øve sig på indtil da. Måske skulle hun endda lade ham bryde ind i hendes sind et par gange, bare så hun kunne lære, at holde hovedet klart. Det gav hende en ide, og hun rettede sig op i sofaen.
"Kan et ikke-magisk væsen, lære at kæmpe mod folk som dig?" spurgte hun ham pludseligt,og lænede sig nysgerrigt frem. Hun rørte ikke glasset med blod og alkohol. Ikke fordi at hun troede, at han havde gjort noget ved den, men fordi hun ikke stolede på, at blandingen var korrekt. Hvis der bare var en smule for lidt blod i, ville hun bruge resten af natten på at kaste op.
"Hvis du for eksempel angriber mig, kan jeg så beskytte mit sind mod dig? Er det muligt at kunne gøre noget? Runer? Pentagrammer? Amuletter? Meditation?" uddybede hun en smule ivrigt. Det var første gang, hun havde sættet foran én, der rent faktisk kendte noget til alt det her mentale, og hvis han vidste, og kunne lære hende, at stoppe angreb, ville hun kunne konfrontere Eriz.

[Deleted]

Overrasket havde Raine løftet begge øjenbrynene i vejret, men uden at hans blik forlod hende. Det havde været en fuldkommen forandring hun var gennemgået, men han kunne ikke sige at han ikke respekterede hende mere for det. Hun ville konfrontere sin frygt, i stedet for at skjule sig for den. Det var faktisk imponerende.
Med et smalt smil om læben lod han sig langsomt synke ned i sofaen igen, og satte sig bedre til rette igen. Han kunne ikke lade være med at smile en smule bredere, da hun uddybede sine grunde til at ville lade ham blive. Hun ville bekæmpe sine svagheder. Han blev kun endnu mere imponeret. Han havde ikke mødt mange som ville konfrontere sin frygt på samme måde – og i hvert fald ikke så hurtigt efter at have fundet ud af at han var, hvad han var.
”Stil så mange spørgsmål du behøver.” svarede han hende, lige inden hun begyndte at gøre netop det. Et sted burde han være varsom omkring at besvare den slags spørgsmål. Én ting var at han halvt-om-halvt var gået med på en aftale for ikke at bruge sine evner mod hende – men hvad hvis hun skulle få idéer om at bruge hans egne svagheder mod ham? Hans mistro var dog på ingen måde synlig i hans ansigtsudtryk, eftersom hans grålige øjne endnu hvilede roligt på hende, mens han lyttede til hendes ivrige spørgsmål. ”Jeg har været ude for at runer og pentagrammer kan gøre det sværere for mig at berøre deres sind,” bekræftede han tankefuldt. ”Men det var tale om magikere. Jeg mistænker at runerne og pentagrammerne gjorde dem opmærksomme på at jeg prøvede at påvirke dem, og de begyndte at kæmpe imod. Men du er ingen magiker.” Han så tankefuldt ud i luften. ”Af erfaring kan jeg sige at et roligt sind er et stærkt sind. Det er derfor mentale væsner helst skal holde sig i ro, så vi kan kontrollere os selv. Warlocken du var oppe imod. Blev du provokeret af den? Pirret? Skræmt?” Han så indgående på hende. ”Det er den bedste måde at åbne døren til et sind på. Vi påvirker jer, får jer til at miste fokus – og så træder vi indenfor. Hvis du kan lære at være herre over dit sind, har du en større fordel. Men det vil ikke gøre dig immun overfor det.” understregede han. Hun ville aldrig kunne lukke ham fuldstændig ude. I bedste fald ville hun kunne begrænse ham.

[Deleted]

Opgivende hang hun med skuldrene af hans svar, inden at hun med et dybt suk, lod sig falde tilbage i sofaen igen. Et roligt sind? Det var nok det sidste man ville kalde hende. Følelser var vigtigt for hende, og hun lod dem sjældent begrænse. Både temperament, kærlighed, handelkraft og lidenskab var noget hun følte stærkt og frit.
"Jeg er ikke ligefrem... god til at holde mig i ro," svarede hun ham ærget, og pillede ved et stykke tråd, der var i hendes kjole. Da han spurgte ind til Eriz, kunne hun ikke lade være et fnyse. Det var ikke behagelige minder, at tænke tilbage på. Ikke nok med det var lang tid siden, så havde hun også brugt det meste af sit liv på at glemme billederne i hendes hoved.
"Eriz... behøver ikke et åbent sind," svarede hun tøvende, mens tråden blev viklet omkring hendes ene finger. "Hun er en warlock, men har fokuseret på det mentale. Om du så vil det eller ej, så tvinger hun sig vej ind i dit sind. Det føltes som at få en syl stukket ind i tindingen. Den graver, bore, pirre, indtil der er hul igennem."
Hun kunne tydeligt huske fornemmelsen. Den gav hende kvalme, og hun måtte rejse sig op, fordi hun simpelthen ikke kunne sidde stille. Det har var jo rent ud sagt umuligt. Og uden magi i hendes blod, kunne hun vel ikke, skabe magiske barriere som andre kunne.
Hun begyndte hvileløst at trave rundt på gulvet, så kjolen blafrede om benene på hende. Tankefuldt kiggede hun frem for sig.
"som mentaldæmon... kan du stå imod mine evner?" spurgte hun ham pludseligt, og vendte sig mod ham. Hun trådte et par skridt frem mod ham, mens hendes blik fængslede sig ind i hans. "Tiltrækningskraften. Er du immun overfor den, eller kan du gøre dig selv immun med hjælp fra dine kræfter?"

[Deleted]

Det overraskede ham ikke. Med måden Macaria havde reageret da hun fandt ud af hvad han var, var det ganske tydeligt at hun var af typen der gik med følelserne udenpå tøjet. Hun havde i hvert fald ikke gjort meget for at skjule at hun ville have ham ud af palæet med det samme. At det så ikke var blevet til noget alligevel, var en helt anden sag.
Eriz… så det var hende, Macaria havde haft noget at gøre med. Raine havde hørt hendes navn blive hvisket i tide og utide, men det var først nu han forstod hvorfor. Hvis hun var en warlock med evner indenfor det mentale, var hun ikke en kvinde man skulle tage let på.
”Hendes metode lyder ikke videre diskret.” kommenterede han. Ikke desto mindre tvivlede han ikke på dens effektivitet. Om man så brød sig ind eller sneg sig ind i andres sind, var det ikke engang sikkert at offeret ville mærke forskel. Han kunne dog se på Macaria at uanset hvordan hun havde mærket det, var det ikke ligefrem minder hun gladelig så tilbage på. Endnu en ting han ikke kunne bebrejde hende.
Han fulgte hende med blikket, da hun begyndte at trave frem og tilbage, og lod blikket hvile på hende da hun igen vendte sit blik mod ham. Spørgsmålet fik ham til at tygge lidt i sin tunge. ”Jeg er faktisk ikke selv sikker.” måtte han indrømme. ”Når jeg står overfor en vampyr, mærker jeg den ligesom alle andre. Men den påvirker mig ikke. Men jeg ved ikke om det er fordi jeg fra naturens side er immun, eller om det er fordi mine evner beskytter mig fra at blive påvirket.” Han gned sin hage. ”Jeres evne er lidt som vores. Det påvirker det mentale. Det er som et vise en kold person et bål. Nogen vil være så fristet at de vil lægge sig så tæt ind til flammerne at de brænder sig, mens andre holder hovedet koldt, og kun sidder tæt nok på til at de kan nyde varmen.” Han lod hendes blik fange hans. Roen forlod ikke de grålige øjne, som stirrede ind i hendes dybblå. Under andre omstændigheder ville dette være det perfekte tidspunkt for dem begge, at bruge deres evner overfor den anden. Øjenkontakt kunne gøre så meget. Men han gjorde intet. End ikke så meget som strejfede hendes sind.

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Macaria, inden at hun langsomt lagde armene over kors, uden at kigge væk fra hans blik. Hun var blevet opdraget med, at kigge en person i øjnene, også selvom at hun måtte have fat i kraven på sig selv, for at kunne gøre det med Raine.
"Så kan jeg nok også regne med, at mentale tricks ikke duer på Eriz," kommenterede hun tankefuldt. Det var første gang i lang tid, at hun faktisk sad, og overvejede hvordan det ville være, at konfrontere kvinden en gang til. Hun vidste, at hun var kommet tilbage i søgelyset, og opholdte sig et sted i Dvasias. Der var dog ikke meget, hun vidste om hende. Hvad den kvinde end lavede, så var det næppe noget godt.
Lige nu virkede det dog ikke som om, at der fandtes en måde for Macaria, at beskytte sig selv mod Eriz's kræfter. Derfor ville det være bedst, forsat at holde sig langt væk fra hende.
Hun blev nærværende igen, og smilede svagt til Raine.
"Bare så du ved... så behøver man ikke altid at brænde sig på det bål, hvis man kommer for tæt på," kommenterede hun med en spøgefuld undertone, inden at hun vendte ham ryggen, for at slentre hen til vinduet, som hun stirrede ud af. I genspejlingen kunne hun se Raine sidde i sofaen - specielt fordi hun ikke selv havde en spejling.
"Ville jeg kunne lære, at mærke hvis noget er en illusion? Sådan så jeg ved, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi?" spurgte hun ham, og betragtede hans genspejling med ryggen ranket. Det var ikke ligefrem, sådan hun havde regnet, at bruge hans selskab, men hun tog den viden og de informationer, som hun kunne få. Derudover så hjalp det faktisk, at han fortalte hende om de mentale kræfters hemmeligheder. Det fik hende til at slappe af i hans nærvær - endda så meget, at hun var begyndt at småsmile igen.