Tune of the night

[Deleted]

@eriz - @raine

Sted: Parken
Tid: Sen aften

Parken var næsten fuldstændig folketom, foruden det enkelte par stykker som i tide og utide viste sig langs stierne, enten arm i arm, eller gående for sig selv. Det var en kølig aften. Kulden fik små knopper til at vokse over Raines bare arme, der han sad lænet op af et træ med øjnene lukket let i. For enhver som lagde mærke til ham, ville hans ansigtsudtryk udstråle den rene og skære ro. Overhovedet ikke i overensstemmelse med hvad han havde lavet kun få timer forinden. Han åbnede øjnene, og stirrede op på den stjerneklare himmel med sine grålige øjne, mens han ubekymret legede med en træfløjte mellem fingrene. Han var ikke videre bemærkelsesværdig, der han sad i sine mørke, simple klæder. Hætten var slået ned, og afslørede hans ansigt, indrammet af pjusket, brunt hår og et ubarberet ansigt. Det havde været travle tider for ham. Roen og freden parken bragte med sig, var præcist hvad han havde brug for. Hans blik forlod himlen, for i stedet at glide omkring i hans omgivelser. Han behøvede dog ikke bruge sit syn, for at vide at han ikke var alene. Han kunne mærke flere bevidstheder i sin umiddelbare nærhed, men hvorfor skulle det gøre ham noget? Hvis han ønskede det, kunne han bruge sine evne, narre enhver uønsket person til at tro at han overhovedet ikke var der. Men der var ingen grund til det. Roligt førte han fløjten til læberne, og begyndte at spille.
Melodien var rolig, sælsom. De grålige øjne lukkedes i endnu en gang, uden at melodien ophørte. Aftenen havde bragt en tåget dis med sig, men det hindrede ikke halvmånen i at skinne klart ned over landet. Melodien fra fløjten føltes som om den passede til omgivelserne. Afslappet. Bekymringsløs.

[Deleted]

Kappens kant flagrede hen over jorden, mens lyden af faste skridt kom fra den ene ende af parken. En lille gruppe kom til syne i mørket. Ved synet af dem, listede folk sig væk, og skyndte sig i den modsatte retning. Det var tydeligt at se hvorfor. Forrest gik en ung kvinde, der lignede én på starten af tyverne, men det var tydeligt at se, at hun måtte være ældre. Man kunne se det på måden hun gik på med rank ryg, og ansigtet stolt hævet. Hun bar praktisk tøj i form af stramme bukser og skjorte med korset. Alt var syet af flotte, dyre materialer. En sort kappe lå om hendes skuldre, og blafrede efter hende. Bag hende fulgte 4 soldater, alle klædt i sorte uniformer, der fortalte de var dvasianere.
Kvindens hud var bleg og fejlfri. Kastanjerødt hår bølgede ned over hendes ryg som et skinnende vandfald, mens de dybblå øjne gnistrede op i mørket. Macaria havde lige været inde ved byen, for at snakke med en af fyrsterne. Et neutralvæsen, hun havde mistanke om, vidste noget om modstandsbevægelsen. Desværre havde det vist sig, at han enten ikke vidste noget, eller var så loyal, at han gerne havde mistet alle sine tænder, set hendes soldater hilse på hans smukke kone, for til sidst at hun personligt, havde brækket alle hans fingre. Ingenting. Sikke en skuffelse.
Brat stoppede hun op, da noget fangede hendes øre. Forvirret kiggede hun rundt, mens hun gjorde tegn til sine soldater om at stoppe. Tavst og disciplineret adlød de hende.
"Kan I høre fløjtemusik?" spurgte hun dem, og drejede en omgang om sig selv. Endelig faldt hendes observerende blik på én skikkelse, der stod gemt i skyggerne under et træ. Takket været hendes vampyriske syn, kunne hun tydeligt se detaljerne i hans ansigt. Stod han, og.... spillede fløjte? Macaria havde altid været en forelsker for musik. Specielt violin.
I et stykke tid stod hun bare og lyttede med et forundret ansigtsudtryk.
"Vent her et øjeblik," beordrede hun sine mænd.
"My Lady... Er De sikker?" spurgte én af dem, men hun viftede ham bare af med hånden, og var allerede på vej over mod træet og fløjtespilleren. Noget ved hans musik... den fik hendes nakkehår til at rejse sig.
"Undskyld...Sir?" kaldte hun. Var det et neutralvæsen? Hvis det var, måtte hun være på vagt. Efter at have erobret Manjarno, var hun ikke ligefrem populær, blandt størstedelen af befolkningen. "Sir? Er det Dem, som spiller fløjte? Det er... det lyder fantastisk!"
Et prøvende, venligt smil bredte sig på hendes læber.

[Deleted]

Musikken standsede, da kvinden talte til ham. Raine behøvede end ikke vende sig mod hende, for at være sikker på hvem det var, som havde nærmet sig. Han kunne mærke det på hendes bevidsthed, som han flygtigt havde famlet ud efter – en så simpel og fjerlet berøring, at hun næppe ville have mærket det. Han vendte alligevel blikket mod hende, og betragtede hende med sine grålige øjne. En ung kvinde, tilsyneladende, men Raine vidste at hendes sind var ældre end hvad hendes ansigt antød. Selv uden sine evner ville han vide, hvem hun var. Hvis ikke hun havde gjort sig kendt i Manjarno gennem sin erobring, havde hun gennem likvideringen kun få dage forinden. Han havde set hendes ansigt i mange sind, og hørt hendes navn blive mumlet mange gange siden det – på både godt og ondt.
”Lady Macaria.” Det lød som en slags form for hilsen. Han rejste sig langsomt op fra sin plads ved træets rod, og rettede sig op i sin fulde højde, før han bukkede lavt med hovedet i hendes retning. Manjarnos regent stod foran ham. Han måtte opføre sig derefter. Et venligt smil gled over hans læber, da han rettede sig op i sin fulde højde endnu en gang. ”Det var mig der spillede, ja. Det glæder mig at De syntes om det.” Hans blik faldt kortvarigt på hendes følge. De havde alle som én deres blikke på ham, som om de holdt øje med om han skulle være en trussel for deres regent. Ikke at de behøvede frygte noget. Raine havde ingen våben på sig, og han havde ingen grund til at skulle gøre hende noget. Ingen havde hyret ham til at gøre hende noget. Hans blik faldt tilbage på Macaria, og han lod et fåret smil forme sig over sine læber. ”De må tilgive mig, m’lady. Jeg havde ikke forventet at tiltrække mig Deres opmærksomhed.” Det var kun en halvt løgn. Raine kendte til regentens forkærlighed for musik, men om han havde forventet at hun ville være i parken lige dén nat, kunne han aldrig have forudset. ”Det er en ære at få lov til at møde Dem personligt.” tilføjede han, og lod et charmerende smil glide over hans læber.

[Deleted]

En lille, smitsom latter brød Macaria's læber ved hans ord, og hun lagde hænderne bag ryggen. "Well... jeg er nem at distrahere," svarede hun med et skuldertræk. Det var ikke engang løgn. Når hun var til møder, sad hun altid tilbagelænet, og legede med sin blækpen mellem fingrene. Tankerne flød afsted, og hvis Arona var til stede i palæet, kunne hun slet, slet ikke koncentrere sig. Hende og Zean havde været til ét møde sammen, og der havde de provokeret alle de andre, ved at sparke til hinanden under bordet. Macaria var ikke altid god til sine pligter, men i det mindste syntes de fleste, at det bare var charmerende. Selv neutralvæsnerne omkring hende - specielt hendes tjenestab - var begyndt at kunne lide hendes karismatiske væsen.
"De spiller utroligt flot på fløjte," roste hun, og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun lod sit blik glide over ham. Det var lang tid siden, hun sidst havde slappet af, og snakket med andre end dem i palæet. Efter likvideringen havde hendes rådgivere ment, at det var bedst, hvis hun forblev indendøre. Rådgivere... hun havde selv været rådgiver til Dronningen af Dvasias, så at hun skulle bruge nogle til at give hende råd, virkede absurd. Dog kom det med pligterne, og de var trods alt gode til at tage lidt af arbejdet fra hendes hænder.
Venligt rakte hun en hånd ud mod ham.
"Du kender tydeligvis mit navn, men må jeg have lov til at spørge om dit?" spurgte hun høfligt, og gengældte hans charmerende smil. Det var lang tid siden, nogle havde sendt hende sådan et smil, og hun fandt det forfriskende.

[Deleted]

Smilet forblev om Raines læber. Det lod da til at de indtryk han havde fået af hende, passede. Hun virkede bestemt mere folkelig i afslappede omgivelser, end hvad hun normalt gav udtryk for når hun stod foran folket. Man kunne næsten ikke tro at dette var den samme kvinde som kun få dage forinden havde fået fire – uskyldige, så vidt han kunne sanse – væsner henrettet på torvet. Som var de to vidt forskellige kvinder.
”Det er pænt af Dem at sige.” takkede han med nok et roligt buk i hendes retning, for derefter at lægge fløjten væk i en af sine dybe lommer. Macarias hånd skød frem, og Raine nølede ikke før han tog den i sin, løftede den til sine læber, og placerede et kys mod hendes håndryg. Charmerende kunne han skam være. Det kom ham ganske naturligt. Macaria var måske en gift kvinde, men Raines erfaring fortalte ham at dette ofte var kutymen overfor folk af hendes stand. ”Naturligvis må De det, lady Macaria. Mit navn er Raine Felhorn.” præsenterede han sig selv. Ikke så han nogen grund til at bruge falskt navn. Hans navn burde på ingen måde være forbundet med hans arbejde. Foruden når han forholdt sig til en arbejdsgiver, var Raine yderst god til at holde lav profil, og det ville overraske ham meget, hvis Macaria viste nogen tegn til genkendelse af hans navn. Han havde sluppet hendes hånd igen, men smilet havde endnu ikke forladt hans læber. ”Og det er en selvfølge at kende Deres navn, lady Macaria. De har gjort Dem godt kendt her i Manjarno. De, og Deres ægtemand.” indskød han med et drag på smilebåndet. Brylluppet mellem hende og dødsenglenes leder var et endnu større samtaleemne end likvideringen, men der var delte meninger om det var fordi det var et så storslået bryllup, eller om det simpelthen var mærkværdigt at lige de to havde fundet hinanden. Personligt forholdt Raine sig simpelthen til det faktum at det var noget, som var sket. Længere var den ikke. ”Hvordan er De faldet til i Manjarno? Hvis De tillader mig at stjæle noget af Deres tid.” tilføjede han hastigt, og skævede nok engang mod hendes følge. En af dem var begyndt at trippe utålmodigt, men ingen af dem så ud til at mistænke ham mindre end de gjorde før. Han sendte dem simpelthen et afvæbnende smil og strøg åndsfraværende en hånd op til kæden om hans hals, med den sorte og den hvide fjer fæstet – en gammel vane. Hans blik fandt tilbage til Macaria.

[Deleted]

Da han kyssede hendes håndryg, kunne Macaria ikke lade være med at udbryde et lille fnis. Det var lang tid siden, at hun sidst var behandlet sådan. Sidste gang en mand havde opført sig sådan overfor hende, var…. Marcellus. Navnet gjorde hende trist. Hun huskede hans charmerende smil, de mørke øjne, og det sorte hår. Vredt skubbede hun mindet om ham væk. Han havde løjet for hende. Forrådt hende. Udnyttet hende! Hun nægtede at så meget, som at huske ham, så hun tog billedet af hans ansigt, og begravede det dybt, dybt ned i hendes underbevidsthed, for i stedet at fokusere på Raine foran sig.
”Raine…. Det er et forfriskende navn,” fortalte hun eftertænksomt, men måtte skære en grimasse, da han nævnte Zean. Det ville stadigvæk tage lidt tid for hende, at vænne sig til at hendes navn blev efterfuldt af hans. De hang sammen nu. Bundet sammen med ret og lov.
”Jeg er faldet godt til her i Manjarno, tak,” svarede hun med et skævt smil, og lagde armene over kors, mens hun skød den ene hofte til siden. ”Hvis bare der var en modstandsbevægelse, der ville lade være med at gøre livet surt for mig, ville det dog være perfekt, men de skal nok knække på et tidspunkt.”
Det ville kræve tid med modstandsbevægelsen, men hun var fuldt ud fokuseret på dem, og lederen skulle nok blive gravet ud på et tidspunkt. Om hun så skulle endevende hvert et hjem, eller henrette 100 folk mere. Hun lagde mærke til Raine’s blik over mod hendes soldater, og sendte ham et beroligende smil.
”Bare tag det roligt. Jeg har masser af tid. Det eneste, der venter på mig er et tomt palæ,” sagde hun ærligt med et skuldertræk. ”Jeg kunne faktisk bruge selskabet. Men… undskyld jeg spørg. Er du… et neutralvæsen? Jeg kan høre din hjertebanken, så du må være levende, men der er ingen frygt, så du kunne sagtens være fra Dvasias. Er jeg virkelig så heldig, at have mødt én fra mit hjemland?” Hun trådte et skridt tættere på ham med et håbefuldt smil.

[Deleted]

Fniset fik et triumferende glimt til kortvarigt at vise sig i de grålige øjne. Så behøvede han da ikke bekymre sig for hvorvidt hun mistænkte ham for noget eller ej. Ikke at han havde givet hende nogen grund til at mistænke ham for noget. Indtil videre var dette blot en samtale, ingen af dem havde været forberedt på. Men der kunne dårligt nok komme noget dårligt ud af at være på god fod med landets regent.
Han lagde ansigtet en smule på sned, da han så hendes reaktion på hans kommentar om hendes ægtemand. Der måtte være noget omkring det, men han havde ikke lyst til at rode rundt i Macarias hoved mere end højst nødvendigt – jo mere han gjorde det, jo mere opmærksom var han sikker på at hun ville være på det.
”Åh ja, den berygtede Resistentia. De gjorde ikke stort for at redde de fire på torvet.” svarede han bekymringsløst. Han var ikke sikker på om han burde nævne for hende at ingen af dem havde haft noget med modstandsbevægelsen at gøre. End ikke mennesket, som havde råbt deres navn som sine sidste ord. Han havde da mærket efter i deres sind, bare for egen informations skyld, men han havde intet fundet. Det overraskede ham et sted at Macaria ikke havde gjort brug af væsner med hans evne til den slags, i stedet for at have tævet dem. Men så var mentaldæmoner ikke længere så udbredte som de engang havde været. ”Jeg er sikker på at De nok skal finde frem til dem før eller senere. Der må trods alt være grænser for hvor mange dødsfald Resistentia kan stå og se på til, før de må tage handling.” fastslog han med et sikkert nik.
Smilet om hans læber voksede sig en anelse bredere, da hun ganske rigtigt fastslog hans rødder. Han nikkede en anelse. ”De har et godt øje, m’lady. Jeg er en dæmon, oprindeligt fra Dvasias. Jeg har opholdt mig her i Manjarno i en årrække.” fortalte han hende med et venligt glimt i de grålige øjne. ”Så hvis De tillader det, vil jeg med glæde holde Dem med selskab så længe De måtte behøve det. Det er ikke ofte man kan prale af at have tilbragt natten med erobreren af Manjarno.” Der havde været et spøgefuldt glimt i øjet på ham, da han var mere end bevidst over hans ordvalg.

[Deleted]

Det var behageligt at snakke med en person, der rent faktisk delte hendes syn på modstandsbevægelsen. Omgivet af neutralvæsner det meste af dagen, hørte hun kun på deres brok, samt mødte deres foragtelige blikke. De sidste møder havde været direkte forfærdelige.
"Forhåbentligt snart. Jeg er ved at være træt af at høre om dem," svarede hun, og kastede et blik rundt, som om hun ville opdage den rødhåret tøs, den enøjet knægt, eller magikeren og dæmonen fra Paggeija. Desværre ikke. En dag skulle hun nok få fat på dem, og så ville de opleve den væreste tid i deres liv.
Da han bekræftede hende i at være fra Dvasias - og endda dæmon - smilede hun bredt til ham.
"Tak guderne for det! Jeg har savnet et mørkvæsen så meget, at jeg kunne have lyst til at omfavne dig," sagde hun med en lille latter, og strøg fingrene over sit hår, for at få de små, snoede hårlokker væk fra hendes ansigt. Den måde han havde sagt sætningen på, fik hende til at blinke til ham med det ene øje. Hvis hun ikke passede på, ville det jo ende med, at han fik charmeret sig ind på hende. Sidst hun havde leget den her leg var med Zean, og der mente ingen af dem noget med det.
"Jeg vil nyde, at blive underholdt af dig! Må jeg have lov til at invitere dem hjem til mit palæ til et glas et eller andet? Jeg har fundet en måde, hvorpå jeg kan gøre dig selskab i en drink, hvis du har lyst? Bare rolig... min ægtemand er ikke hjemme. Han er i Paggeija, og vil ikke komme hjem før... om mange dage," sagde hun, og kunne ikke lade være med at bruge et forførende tonefald, mens hendes tungespids kort kom frem, for at fugte hendes læber.

[Deleted]

Macarias brede smil smittede af på Raine, som selv måtte forme et smil der strækkede sig fra øre til øre. Han opfangede måden hun havde blinket til ham, og han måtte hæve et øjenbryn ved synet, dog uden at smilet forlod hans læber. Der var intet i hans kropssprog som indikerede at opmærksomheden var uønsket.
”De behøver skam ikke holde Dem tilbage for min skyld, m’lady.” svarede han bydende, men gjorde dog selv intet for at initiere nogen omfavnelse. Han kunne stadig mærke hendes vagters blikke i sin nakke, og skønt han var sikker på at han med lethed kunne dræbe dem – eller i det mindste holde sig selv i live, hvis de skulle finde på at angribe ham – havde han ikke meget lyst til at give dem en grund til at angribe ham. ”Der er skam masser af mørkevæsner her i Manjarno som støtter Dem, m’lady. Væsner som bifalder hvad du gør for landet, og som værdsætter Deres indsigt. De er ikke alene om at forstå at Resistentia gør større skade for landet end det gør gavn.” fortalte han hende med et drag på smilebåndet.
Smilet nåede nok en gang fra øre til øre ved hendes invitation, og af gammel vane bøjede Raine nok en gang nakken foran hende, som et tegn på taknemmelighed. ”Det ville være mig en sand ære, lady Macaria! Jeg håber jeg kan være Deres selskab værdigt.” Der var ikke uden autentisk entusiasme at Raine smilende betragtede hende. Han havde været i Neutranium for mange år siden. Landet havde været regeret af en anden kongelig, hvis navn han end ikke huskede længere. Men Neutranium var reduceret til ruiner, og regenten holdt nu til i DeLoca Mansion – et sted han endnu ikke havde været. Hendes ægtemand ville være borte? Intet under hun manglede selskab. Det forførende tonefald i hendes ord var noget han omgående havde bemærket, og smilet om hans læber blev nok en gang legende. Han kunne godt lide hvor det her var på vej hen. ”Jeg vil med glæde holde Dem med selskab til Deres ægtemand kommer tilbage, hvis det er hvad De ønsker. Jeg hører at mit selskab skal være endnu bedre, når jeg har fået nogle glas i mig.” tilføjede han med et særligt glimt i de grålige øjne. Han stak armen en smule frem, som en invitation for hende til at smyge sin egen ind i hans, hvis hun ønskede det. ”Vil De tage dertil med det samme? Eller må jeg holde Dem med selskab indtil da?” spurgte han mildt, i et tonefald som indikerede at han var lige åben for begge forslag.

[Deleted]

Ved hans invitation til omfavnelse, grinede hun klingende, og skubbede drillende til hans ene arm. "Det har jeg ingen tvivl om. Desværre kan det ikke gå, at jeg omfavner fremmede midt her ude i offentligheden. Folk skulle nødigt få det forkerte indtryk," svarede hun ham, inden at hun tog hans arm, som han rakte mod hendes. Hånden lagde sig hjemvandt mod hans arm, så hun kunne føre ham med sig tilbage mod soldaterne, der så til at ånde lettet op, da hun endelig kom tilbage mod dem. Dog var der mange, som sendte Raine irettesættende blikke. Ud ad til virkede hende og Zean som et forelsket, tæt par, der ikke kunne holde fingrene fra hinanden, men på hjemmefronten var sandheden anderledes. Der var ingen følelser mellem dem. Zean havde måske krævet hendes sjæl til brylluppet, men ikke hendes krop. Den havde han aldrig indtaget, og det var aftalen.
"Vi er dog nødt til at få noget på det rene. Please kald mig Macaria. Jeg er ikke god til det med titler. Det virker så.... overfladisk," bad hun med et træk i den ene skulder, mens at hun sendte ham et skævt smil. Soldaterne havde taget stilling bag dem, og hun førte Raine med sig ned af stien. Heldigvis var palæet i gåafstand til byen, så der var ikke så langt igen. "Jeg regner med at bortføre dig nu, hvis det ikke gør noget? Jeg har ikke andet at bruge natten på, og kunne trænge til selskabet. Jeg skal nok sørge for at vaske mine hænder, når vi kommer til palæet. "
Kort gjorde hun et nik mod sine hænder, hvor man kunne se, der var blod under neglene, samt i furerne. Skjorten under kappen havde også fået nogle blodpletter. Heldigvis virkede Raine ikke som typen, der ville rynke på næsen af en smule blod.

[Deleted]

Godmodigt lod Raine Macaria trække ham med sig tilbage til sine soldater, hvis irettesættende blikke han gengældte med endnu et afvæbnende smil. Om der havde været noget i hans smil eller ej, var ikke til at sige for det blotte øje, men det lod da til at soldaterne sænkede skuldrene en smule mere, og roligt faldt i bag ham og Macaria, der hun førte ham langsstien.
”Jeg forstår. I en stilling som Der- …din, er omdømmet vigtigt.” svarede han med et skævt smil, med hentydning til omfavnelsen. Ubekymret gik han ved hendes side, og lod blikket glide ned af hende da hun hentydede til sine negle. Han behøvede ikke spørge ind til hvad de var hun havde under neglene: han havde set blod utallige gange i løbet af sit lange liv, og genkendte det, selv i mørket. Det gjorde ham ikke det mindste, og et skævt smil prydede snart hans læber. ”Du har været ude og spise?” spurgte han, lige så henkastet som havde han spurgt om hun havde været til et middagsselskab. ”Jeg har intet jeg skal nå. Faktisk har jeg intet at skulle nå de næste par dage, så du kan kidnappe mig lige så længe som du måtte behøve.” indskød han, og lod nok en gang et charmerende smil glide over sine læber. Dette var bestemt en helt anden vending, end hvad han havde forventet af aftenen – men den var bestemt ikke uønsket. At komme i kontakt med Manjarnos regent kunne ikke andet end at gavne ham, specielt når det virkede til at være så uformelt som det så ud til. Og Macaria slog ham da bestemt ikke som dårligt selskab. ”Så længe jeg ikke kommer i vejen for dine pligter. Jeg går ud fra at der er mange som kræver din dyrebare tid?” Der havde været et en blanding af medfølelse og stolthed i hans blik: medfølelse, fordi han sagtens kunne sætte sig ind i at blive udmattet af sine pligter; og stolthed, fordi han var klar over hvor dyrebar hendes tid var, og dermed følte sig desto mere beæret over hendes beslutning om at ’kidnappe’ ham. "Du har været meget aktiv i det sidste. Måske kan jeg få dig til at tænke på noget andet end dine pligter, og bare... more dig." Et drag på smilebåndet gjorde hans smil legende.

[Deleted]

"Spise? Nej, det har jeg desværre ikke," svarede hun, og kastede et enkelt blik over skulderen mod sine soldater, der alle smilede indforstået med hinanden. "Mere på jagt efter modstandsbevægelsen. Det resulterede desværre i lidt... overtalelse."
Hun kunne høre soldaterne grine til hinanden ved hendes ord. De havde haft en god aften. Fyrstens kone og døtre havde været gode for deres moral. Desværre havde det ikke givet noget som helst, hvilket irriterede Macaria. Derfor smilede taknemmeligt til Raine, og gav hans arm et klem. "Bare rolig. Du vil ikke komme i vejen for noget som helst. Jeg vil sætte pris på lidt afveksling fra arbejdet."

De småsludrede hele vejen over til DeLoca palæet, hvor tjenere havde tændt lys i vinduerne. Den store dobbeltdør blev åbnet for dem, og de kunne træde ind i varmen. Soldaterne trådte af, for at forsvinde tilbage til deres barakker eller familier. En tjener kom ildende, for at tage imod kapperne fra Raine og Macaria.
"Bring blod, alkohol og glas ind i pejsestuen," bad Macaria tjeneren om, mens hun afleverede sin kappe til hende. "Af den gode slags! Og fyld et kar med varmt vand. Jeg har virkelig brug for et bad."
Tjeneren bukkede dybt men med et smil, der gjorde det tydeligt, at hende og Macaria var på afslappet fod med hinanden. Macaria var speciel på den måde. Hun var venner med de fleste af hendes vagter og hele tjenerstaben. Ofte spiste hun nede i køkkenet, hvor hun hørte på sladder fra kokkepigerne, grinede med vagterne, eller snakkede med tjenerne, der vimsede rundt. Selvom de alle var neutralvæsner, var de kommet til at holde meget af deres venlige og karismatiske herskerinde, der altid gav en hånd med vasketøjet eller skrælningen af kartofler.
Macaria hev lidt ud i sin skjorte med en rynke på næsen. Blodpletterne var tørret, men hun kunne stadigvæk svagt dufte dem.
"Du er velkommen til at gå ind i pejsestuen, og vente," fortalte hun Raine, og gjorde en håndbevægelse mod den lille tjenerinde. "Sylva kan føre dig derhen. Jeg er nødt til at tage et bad, men bagefter skal du nok få hele min opmærksomhed." Hun sendte ham et drilsk smil.

[Deleted]

Raine nikkede forstående, og lod et afslappet smil glide over sine læber. Hvor mange mon Macaria havde fået slået ihjel i sin søgen efter modstandsbevægelsen? Hvor mange var det mon i landet som hadede hende for de metoder hun gjorde brug af for at finde frem til dem? Det var svært at sige, men Raine kunne ikke nægte for at hendes metode trods alt var brugbar. Hvis folket fandt ud af hvordan hun bar sig ad for at finde dem, var det ikke særlig sandsynligt at folket havde lyst til at have noget med bevægelsen at gøre.
Samtalen var gået over på løst og fast på deres vej ud fra parken, og den korte tur gennem Ityrial til palæet. Raines blik var gledet op af bygningens facade da de trådte ind på gårdspladsen, men hans beundring blev desto tydeligere da de trådte indenfor. Tjenestestaben måtte have forventet hende tilbage, for de havde da allerede tændt lysene og tændt op i ildstedet, så der var godt og varmt indenfor. Han lod en tjener tage sin egen slidte kappe, og trak skjorteærmerne op til albuerne, dog uden at hans opmærksomhed forlod Macaria. Han trak let på smilebåndet, og nikkede nok en gang for at vise sin forståelse.
”Tag den tid du behøver. Du behøver ikke forhaste dig for min skyld.” Han blinkede let med det ene øje, inden han lod hende gå, og fulgte derefter selv med tjenerinden, Macaria havde udpeget som Sylva. Sylva førte ham ind i pejsestuen og lod ham tage plads i en af de bløde sofaer foran ildstedet. Hun havde forsikret ham om at han bare skulle sige til hvis han behøvede noget, hvortil Raine havde forsikret hende om at det ikke var nødvendigt endnu. Smilet han havde sendt hende havde fået tjenerinden til at rødme svagt, inden hun forlod ham i stuen. Kun kort efter kom en anden tjener ind, bærende på en bakke med to glas, en flaske med hvad han hurtigt identificerede som blod, og en flaske alkohol. Han takkede tjeneren før også hun forlod ham, før han hældte op i sit eget glas, og satte sig til rette i sofaen. Her havde han virkelig ikke troet at han ville ende den aften.

[Deleted]

Blod kom hurtigt af, når man skrubbede det væk med en børste i dampende vand. Macaria fik ved hjælp af en tjenerinde skyllet sit hår, samt smurt olie ind i det, så det blev silkeblødt og skinnende. Duftsalt kom i det varme vand, og gnedet ind i hendes blege hud, så hun duftede. Da både negle og krop var ren, trådte hun ud af badet. Med et stykke stof tørrede hun sig, inden hun tålmodigt måtte sætte på en skammel mes en tjenerinde, smurte hendes arret ryg ind i salve. Den gamle krigsskade irriterede hende stadigvæk til tider, men heldigvis kunne hun gøre mere og mere nu. Tjenerindens lette strøg gav Macaria kuldegysninger, mens den kølige salve, blev masserede ind i huden.
Bagefter klædte hun sig på i en løs, røde kjole, der blev holdt oppe omkring hendes nakke med et sølvspænde. Håret lod hun bølge frit ned over den nøgne ryg.
Da hun både så præsentabel og afslappet ud, forlod hun badeværelset, for at spankulere ned i pejsestuen på nøgne fødder. Gad vide hvad Zean ville sige, hvis han så hende nu? Hun kunne ikke lade være med at smile selvtilfreds, inden at hun nåede pejsestuen, og skubbede døren op.
Raine sad allerede placeret i en af sofaerne med et glas stærkt alkohol.
"Jeg håber ikke det tog for lang tid," sagde hun undskyldende, mens hun slentrede hen, for selv at tage plads i sofaen overfor ham. "Selv en vampyr må gøre lidt ud af sig selv engang imellem."
Hun rykkede ud på kanten af sofaen, så hun kunne læne sig frem, og blande alkohol og blod i sit glas. Det ville give hende muligheden for at drikke, uden at kaste op. Med et smil rettet mod Rain, lænede hun sig afslappet tilbage i sofaen med glasset i den ene hånd.
"Så hvad syntes du? Det er et smukt palæ, ikke sandt?"

[Deleted]

Raine mærkede Macarias bevidsthed nærme sig, før han hørte hende træde ind i pejsestuen. Han drejede hovedet mod hende, og lod et smil glide over sine læber idet hans blik kortvarigt gled op og ned af hende. Han rejste sig ikke, men fulgte hende med blikket da hun gik forbi ham og placerede sig i sofaen overfor ham, med bordet og bakken placeret imellem dem.
”Overhovedet ikke. Jeg har fået tiden til at gå med at se mig omkring i rummet.” fortalte han hende godmodigt, og tog en tår fra sit glas. Det brændte dejligt i halsen på ham. Hun havde bestemt gjort lidt ud af sig selv. Han kunne dufte olierne hun havde brugt, og han kunne ikke lade være med at smile et lille, legende smil. Havde hun gjort så meget ud af sig for hans skyld, eller var det simpelthen sådan hun plejede at pynte sig for sine gæster? Det var svært at bedømme. Macaria var ikke som andre regenter han havde været i nærheden af. Det var forfriskende. ”Det er et meget smukt hjem du har. Jeg forstår godt at du valgte at bosætte dig her. Men det er vel kun til Neutranium er blevet genopbygget?” spurgte han med endnu et drag på smilebåndet. Palæet var skam et udmærket hjem til landets erobrer og regent, men et slot ville være mere passende. Endnu var Neutranium ruiner og murbrokker, men han havde set arbejderne slide for at få det genopbygget til sin tidligere storhed. Et pludseligt smil brød hans læber, og han sendte hende et undskyldende blik. ”Beklager. Det var meningen jeg skulle få dig distraheret fra arbejdet, var det ikke?” Der havde været et drilsk glimt i de grålige øjne, som endnu hvilede urokkeligt på hende. Hun havde hans fulde opmærksomhed. ”Det slog mig som om at du var glad for musik. Spiller du selv nogle instrumenter?” spurgte han, inden han selv lænede sig tilbage i sofaen, og tog endnu en tår fra sit glas.