Fighting for what is right!

[Jarniqa Dynithril]

Et irriteret fnys undslap Jarniqas læber. Åh, hun havde skam hørt det en million gange før. Hun havde både hørt, at hun ikke burde træne, fordi det kunne kulminere i noget destruktivt. Derudover havde hun fået af vide, at hun burde træne, fordi hendes kræfter kunne tage overhånd. Simpelt var det bestemt ikke, hvor det, at en fremmed ønskede at belære hende kun gjorde det værre! ”Jeg gør allerede, hvad jeg kan,” sagde hun afvisende. Hun forsøgte at træne på egen hånd, samt hun trænede med sin fader.. Hvad mere kunne man forlange af hende? Det var trods alt ikke hendes fejl, at hun var kommet så sent i gang. Ej heller anklagede hun Damien for det, da hun vidste, at han havde gjort sit for at finde hendes fader. En mission der til sidst havde lykkedes. Dog var problemet, at hun ikke kun havde brug for hjælp til at forstå magien, men derimod også sine mørkelviske kræfter, og der stod hun helt alene. Nysgerrigt faldt hendes blik på hans bryst, som han måtte berøre sig selv der. ”Interessant..,” sagde hun tænksomt. Var det mon grundet det mørkelviske eller magiske? Vigtigst af alt, havde hun dog formået at tære på hans kræfter, samt spejle sin egen smerte, blot ved tankens kræft. Dog tvivlede hun på, at hun bare ville være i stand til at gøre det igen. Hun havde nemlig aldrig været i stand til at genkalde en pludselig magisk handling, hvis hun selv forlangte det. Hendes blik søgte igen hans, skønt han for denne gang så bort. ”Du finder dig ej i det? Hvordan skal jeg tolke det?” spurgte hun sigende. Burde hun løbe? Burde hun satse på sine kræfter? Tvivlsom var hun omkring det hele, da det hele samtidig betagede hende. Hun var nysgerrig på at vide, hvad der havde sket. Derudover ønskede hun også at vide mere om denne mystiske mørke samt, samt forstå, hvad han helt præcist havde gjort.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore stod overfor et kvindeligt individ, som ikke var i stand til at styre eller kontrollere sin magi. Et sted var det uden tvivl en tanke som han fandt fascinerende, men uden tvivl også en skam. Farligt kunne det nemlig vise sig at være, dersom man ikke selv kunne styre det, og det fik taget overhånd, og ønskede hun virkelig det? At hun så derimod skulle bide af ham igen, kom egentlig ikke bag på ham. Han reagerede dog ikke rigtigt på det. Han forstod sig ikke på det menneskelige, og dersom det ikke blev forklaret for ham, så kunne han heller ikke gøre noget ved det.
Smerten havde lagt sig, hvilket efterlod ham med en form for ro i kroppen igen. Selv for ham, var den uden tvivl meget tiltrængt, og det var heller ikke noget, som han havde i sinde at skjule. Hænderne lod han roligt falde ned langs hans egen krop igen. "Det vil tage dit liv," sagde han direkte. Magikeren ih ende var lys, hvor warlocken i ham var mørk.. var det ikke en klar modsætning, som gjorde, at han ikke kunne hjælpe hende? Selvom det kunne være interessant at prøve, selv set i hans øjne. Han ville elske at kunne gøre det. Hvordan man kunne omvende en tydelig påvirket af lyset, som måtte ligge i den lyse magi. Måske var det en blanding, som havde gjort, at han havde mærket det på den måde, som han nu havde gjort det? Han vendte blikket fast i retningen af hendes skikkelse igen. "Hvis du ikke lærer at styre det, kan det i værste tilfælde, koste dig, som andre livet.. det ville jo være en skam og spild, ville det ikke?" Fordelene i at være i nærheden af den kvinde, var noget som han tydeligt kunne se. Ikke at det var noget der gjorde ham det mindste, for han kunne ærlig talt godt lide det. Det var en udfordring.. og dem havde han jo trods alt aldrig nogensinde sagt nej tak til.. og særligt ikke, når det var denne slags. Viden kunne det give ham, og det kom man jo altid frygtelig langt med.

[Jarniqa Dynithril]

Det vil tage dit liv. Ordene betød skam noget for Jarniqa, men problemet var blot, at hun havde hørt dem en gang for meget efterhånden. Denne mand var vel også ligeglad med, hvad der forløb i hendes liv? Han havde i hvert fald længe givet udtryk for, at han ingen sjæl havde, og derfor heller ikke havde bekymringer for menneskeheden. ”Hvad gør, at du anser det for at være spild og skam? Betyder mit liv og andres da noget for dig alligevel?” endte hun med at spørge, som hun havde svært ved at forstå sig på ham. Ærlig talt følte hun, at han til tider sagde én ting, men dernæst gjorde en helt anden. Kunne han overhovedet selv finde rundt i det, eller drev han blot gæk med folk med vilje? Følte han virkelig noget, men skjulte det bag mørke blik og ord? Selv vidste hun det vitterligt ikke.. Det smaragdgrønne blik endte med at søge til søen, hvor hun vidste, at de to dvasianske soldater lå. ”Så længe det kun koster de liv, som jeg ønsker, er jeg tilfreds,” svarede hun kortfattet. Det var ikke just fordi hun var den store morder, men fair var det vel? Hvis blot hun dræbte dvasianske soldater med sine evner, skadede det bestemt ikke hende. Faktisk ville det kun gavne hendes sag, da de personer skulle ud af dette land! Intet havde de at gøre her, og nu hvor hun havde dræbt en … så kunne hun vel også dræbe flere? Psykisk og fysisk følte hun sig trods alt stadig i live, skønt seancen uden tvivl havde rystet hende. Det vigtigste var dog, at hun havde klaret den, og derfor havde hun også fået mod på at lære mere omkring det. Lære, hvad denne mand kunne. Simpelt og effektivt ville det nemlig være, hvis hun ej behøvede at røre personen, men derimod kunne nedlægge dem på afstand. I sikkerhed ville det nemlig holde hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvorfor skulle Theodore dog lægge skjul på, at han virkelig ønskede at se hvad mere hun kunne, og særligt når det forløb sig på denne her måde. Hvorfor lægge skjul på det? Selv nu hvor han havde set, at der var noget i hende, som man heller ikke så særlig mange ane steder. Hans blik gled ned mod hans hånd. Det summede stadig i den, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Det var egentlig ganske ubehageligt at have det på den måde. Hans blik gled mod hende. Nej, helt ligeglad var han måske heller ikke, men for pokker.. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. "Du har ingen betydning for mig," sagde han denne gang direkte, inden han igen så mod hende. Hans mine var hård og den var fast. "Dine evner derimod.." fortsatte han. Det var rent faktisk det, som havde størst og bedst, samt mest betydning for ham, og det var han heller ikke bange for at skjule for hende. Det var det eneste som han så: Profit. Der var profit i det for hans vedkommende.
Theodore var på ingen måder en hjertevarm mand, og derfor skulle hun så sandelig heller ikke regne med, at få noget som helst ud af ham. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Hendes evner, var uden tvivl noget, som direkte fascinerede ham. Det var det som blev en drivkraft i ham. Det her var noget som han skulle udnytte i den forstand, at han nu kunne, og det var lidt det, som han stod fast på, at han var nødt til. Han tog endnu et skridt mod hende endnu en gang, dog stadig med sin afstand til hende, da hun nødigt skulle have muligheden for at gøre brug af det samme træk endnu en gang. Det var noget af det sidste, som han ønskede sig! "Man skulle tro, at du var mørk med den udtale, Jarniqa.. Sagt som en sand dvasianer," sagde han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Beskyttende lagde Jarniqa armene om sig selv, alt imens hun automatisk veg et skridt bort fra manden, som han sagde sine ord. En truende undertone syntes at spille her, eller også var det blot hendes mavefornemmelse. Hendes mavefornemmelse der sagde, at hun burde se at komme væk! Hvilken betydning kunne det have, at hendes evner interesserede ham? At hun ej interesserede ham, men at hendes evner derimod gjorde? I et forsøg på at kamuflere den nagende frygt, som hun begyndte at føle, trådte hun hurtigt til siden, hvor hun bevægede sig over på den plads, hvor hun før havde siddet og trænet. ”Mine evner er en del af mig,” svarede hun ham kortfattet igen, inden hun bukkede sig ned, så hun kunne gribe om det sværd, som hun tidligere havde lagt fra sig. Sikkert valgte hun at placere det i sit bælte igen, som hun ej ønskede, at det gik til spilde i tilfælde af, at hun var nødsaget til at løbe. Bue og pilekogger placerede hun ligeså solidt over skulderen. Intet måtte gå til spilde! Hendes smaragdgrønne blik søgte igen mandens skikkelse. Hvorfor nærmede han sig? Hun brød sig ikke just længere om det.. Ikke efter den udtalelse, som han var kommet med.. Ej heller brød hun sig om hans efterfølgende kommentar! ”Hvor vover du at kalde mig dvasianer?!” endte hun med at hvisle ad ham, hvilket helt fik vejret til at trække op. Hvis han kunne lægge to og to sammen, ville han dog også vide, at det var hendes værk. Ganske vidst ikke hendes værk med vilje, som det kom ud fra de følelser, som hun følte. Hvad var det hendes fader havde fortalt, at hun skulle gøre i en situation som denne? Samle sine kræfter på et sted? Hvordan var det overhovedet muligt, når der var flere ting, som hun var tvunget til at fokusere på?! ”Jeg agter blot at gøre, hvad der er krævet, og som dit land har tvunget os til,” tilføjede hun afvisende, som hun da forsøgte at indhylle sin vrede en anelse.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var uden tvivl en farlig mand. Det havde han alle dage været, og særligt fordi, at han ikke havde noget som helst, der mindede om en medmenneskelighed.. empati.. sympati. Han gjorde hvad der faldt ham ind af dyriske instinkter, og særligt nu hvor det var gået op for ham, at han rent faktisk kunne få noget ud af det her. En undersøgelse af hendes væsen. Det var i forvejen ikke ofte, at han fandt nogen interesse for blandingsracer, og særligt ikke på denne her måde. "De to parter kan stadig skilles," sagde han direkte. Ikke at han havde planer om det, for hvorfor skulle han da gøre det?
Det sværd som hun tog op i næverne, var end ikke noget som Theodore tog sig synderlig meget af, hvis han selv skulle sige det. Hans blik søgte hendes direkte. Magien var stærk i hende.. og særligt da han kategoriserede hende som en dvasianer, kunne den for alvor mærkes. Det trak pludselig op til uvejr. Han trak let på smilebåndet igen. Hvor han dog elskede at se hende demonstrere hvad hun kunne, også selvom han vidste, at det ej var noget, som hun gjorde med vilje. "Hvis du ikke vil kalde den opførsel for dvasiansk, hvad vil du så kalde den?" spurgte han denne gang mere direkte. Hun kunne ikke styre eller kontrollere det, og det vidste han jo! Hun havde jo kun vist ham, at hun ikke kunne styre det, som skete omkring hende, og han udnyttede det måske en smule.. Særligt når det var på denne her måde. Hovedet lod han langsomt søge på sned, og næsten med et koldt og stirrende blik vendt mod hende. Selv på trods af den lyse race, som hun havde som en del af krop og sind, så var hun mørk.. Det kunne mærkes i hendes hjerte. Hun foragtede det.. foragtede at blive kaldt for en dvasianer. "Du er vred... din magi er styret af vrede," bemærkede han endeligt, som han så bort fra hendes egne ord. Han havde aldrig tvunget hende til noget, da han aldrig havde deltaget i noget, som mindede om en kamp eller en strid om Manjarno. Det havde han holdt sig ude af.

[Jarniqa Dynithril]

I denne stund ville Jarniqa mere eller mindre gøre hvad som helt, for at være inde i mandens hoved. Hvad tænkte han? Hvad planlagde han? Hvad ønskede han? Forvirrende var det, som han på den ene side syntes ligeglad, hvor han på den anden side syntes interesseret. Hvad vægtede mon mest i ham? Ønskede han blot at tale med hende, eller kunne han finde på at gøre … mere? Hvad mere var, anede hun dog ikke.. ”Og hvordan skal det forstås? Hvilken betydning har mine evner for dig?” spurgte hun direkte, som hun følte sig nødsaget til at agere direkte i håb om, at hun overhovedet ville få et brugbart svar fra ham.
Blikket holdt Jarniqa stirrede på ham, som han fastholdt, at hendes tankegang var dvasiansk. Det var den jo på ingen måde! Hvordan skulle hun også kunne minde om en dvasianer, når hun aldrig havde været i landet? Hvorfor skulle hun lave en modstandsgruppe mod Dvasias, hvis hun var som dem? Hun kunne umuligt være som dem! Denne mand prøvede ganske enkelt at bilde hende noget andet ind! ”Selvforsvar,” sagde hun bestemt. ”Hvad jeg ønsker er blot at opretholde, hvad der engang var.” Stædigt bed hun tænderne sammen. Ej heller hjalp det på det hele, at han kommenterede på, at hun var vred, og at det tilkaldte hendes magi! Blikket tvang hun bort fra ham. Det var vel i dette øjeblik, at hun burde tænke glade tanker? Glade tanker i håb om, at hendes magi i så fald ville ebbe ud. Eller burde hun i stedet fokusere magien og sende den et sted hen? Forvirrende var det helt, hvor alle tankerne også måtte efterlade hende med en hovedpine. ”I så fald ville jeg ej forsøge at fremprovokere den, hvis jeg var dig,” endte hun sigende med at sige. Simpelt var det vel også? Hvis han stoppede med at frustrere hende, ville hendes magi forhåbentligt også gå i sig selv igen. Det var i hvert fald sådan, at det plejede at forløbe sig. Under normale omstændigheder faldt den nemlig til ro i takt med, at hun gjorde det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad tænkte Theodore egentlig? Tænkte han overhovedet på noget som helst? Ikke som han selv ville mene, at han gjorde det. Han handlede udelukkende på sine instinkter, og nu havde han set noget i hende, som han rent faktisk kunne udnytte, og det var skam også det, som han havde i tankerne at gøre. Han burde måske holde sin afstand til hende, men det var slet ikke noget som ville komme til at ske, hvis han havde noget som helst, at skulle have sagt i den situation. Han kneb øjnene fast sammen. "Det er min personlige sag, kære Jarniqa," sagde han direkte, som han lod hovedet søge på sned den anden vej.
At blive kaldt ved en titel som dvasianer, var noget som kun gjorde hende vred, af hvad han kunne fornemme på hende. Et sted var det en tanke der morede hende. Det var derimod også der, at det var gået op for ham, at denne kvindes magi var styret af vrede. En ting, som han uden tvivl havde tænkt sig, at udnytte i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt. Det var det som han jo fik mest ud af. Han blev stående for nu. Troede hun ikke at han kunne håndtere det? Han skulle nok vise hende anderledes. Han var en stærk mand, som bestemt heller ikke var bange for at gøre sin modstand, hvis det var nødvendigt. "Du giver mig næsten lyst til at forsøge," sagde han direkte. For at finde ud af hvad han var oppe imod, var han jo nødt til at prøve kræfter med det, og det var jo lidt der, at den måtte ligge for hans del. Han var ikke bange af sig. Faktisk var frygt ikke noget, som han var decideret kendt med. End ikke frygt for at miste kone eller børn.. Aldrig havde det været en del af ham. "Manjarno er tabt... lær at leve med det, som enhver anden også må," sagde han direkte. Ene mand kunne hun da uden tvivl heller ikke stille noget op. Hvad havde hun regnet med? Ung og uerfaren var hvad hun var.. og han ønskede at udnytte det.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt endte Jarniqa med at ryste på hovedet ad ham. Hans personlige sag? Den sag var jo stoppet med at være personlig i det sekund, hvor den havde begyndt at omhandle hende! Selv måtte hun også sige, at hun meget bedre havde kunnet lide ham, da han blot havde talt sandheden. Nu syntes det nemlig blot som om, at han holdt igen. ”Den sag stoppede med at være personlig, da den begyndte at omhandle mig,” endte hun med at modargumentere. Nysgerrig var hun på at finde ud af, hvad han tænkte, hvor hun ej heller ønskede at stoppe, før han sagde det. Hvad var der med hendes kræfter, som interesserede ham? Ganske vidst kom hun af nutidens stærkeste magiker og en stærk mørkelver, men det kunne han jo ikke vide.. Selv prøvede hun også endnu på at finde ud af, hvad det egentligt betød.
”Forsøge?” gentog Jarniqa nysgerrigt, hvor hun hævede blikket. ”Så du ønsker altså alligevel at lære mig, hvad du kan?” Et stik af spænding mærkede hun i sig, selvom hun ikke var sikker på, om han stadig krævede en form for betaling. Selv vidste hun trods alt ej heller, hvad hun kunne tilbyde ham, som hun jo intet havde.. Hun havde kun sig selv og det, som hun ellers bar rundt på. Hvor hun dog igen måtte se sig uenig med ham, var da han begyndte at tale om Manjarno, eller manglet på samme. Selv nægtede hun at anerkende, at stedet egentligt hed Dvasias nu, men så længe modstanden var der, kunne håbet også eksistere! Det var i hvert fald det, som Jarniqa valgte at holde fast i. ”Tåbeligt for dig er det muligvis, ikke at ville lægge sig på knæ for magten, men det må være din sag,” sagde hun sigende. Nej, hun ville ikke bestemt ikke give op uden en kamp! Selv vidste hun ganske vidst ikke, om missionen ville lykkedes dem, men hvis først man opgav, havde man jo ikke længere noget.

[Theodore Jarvis Acheron]

Personlig var denne sag for Theodore, også selvom den omhandlede et andet individ. Dette var noget som han kunne udnytte, og i forvejen få så meget ud af, hvilket var det, som han helt klart også havde tænkt sig, hvis han selv skulle sige det. Hans blik søgte hendes direkte, og uden at han så bort på noget tidspunkt. Ej var han bange for hende eller hvad hun kunne. "Og dog, er sagen alligevel personlig for mig," sagde han direkte. Ej var det en sag, som han ønskede at diskutere yderligere med hende, da hun i hans øjne, bare måtte acceptere disse følger!
Hovedet lod Theodore søge tænksomt på sned, som han blev stående og betragtede sig af hendes skikkelse. Alt taget i betragtning, var det rent faktisk grundlæggende og vigtigt for ham at finde ud af hvad hun kunne. Magiske evner gemte der sig uden tvivl i hendes krop og sind, hvilket var noget som han havde tænkt sig at undersøge. Det var ej ofte, at han fandt en interesse i blandingsracer, men det var noget som denne kvinde, uden tvivl havde formået at vække i ham. Let kneb han øjnene sammen. Noget af det eneste, der ændrede hans ellers så tomme mimik i ansigtet. Der var ikke meget af tanker og følelser som skød igennem ham. Faktisk var det så godt som ingenting. "Jeg kan nu se hvad jeg får ud af det.. Det ville desuden være synd og skam, at lade evner og kræfter som dette gå til spilde, ikke sandt?" Selv vidste han at blandingsracer ikke havde den samme styrke som en renracet, men alligevel var der en ekstrem styrke i denne kvinde. Hvem var hun datter af? Det var egentlig det næste, som han ønskede svar på. "Ej blander jeg mig.. Krigsføring falder ej i min interesse," sagde han direkte. Hvorfor lyve for hende? Han trådte denne gang mod hende, dog uden intentioner om at skulle demonstrere sine egne evner. Hånden hævede han igen.. tomt og ligegyldigt, og lagde mod hendes kind. Han ønskede forståelsen for det væsen, som han i øjeblikket stod overfor. "Hvem er du datter af?" spurgte han direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Blikket holdt Jarniqa hvilende på manden. Selv vidste hun ikke helt, om hun blankt skulle acceptere det faktum, at han ikke ville fortælle hende sandheden. En forbandet nysgerrig sjæl var hun jo, og særligt når det omhandlede hende! Derfor var det umådeligt svært at acceptere det faktum, at han var så stivnakket. Måske kunne det måske lykkes hende at få et svar, hvis hun fandt en anden indgangsvinkel til det? Hun kunne jo altid håbe, da hans interesse for hendes evner forekom hende betydningsfuldt. ”Fortæl mig, hvordan det kan være, at du pludselig kan se gavnen i at hjælpe mig? Jeg har trods alt intet tilbudt dig,” sagde hun ærligt. Glad var hun for, at han ville hjælpe hende. Meget glad endda! Dog kunne hun ikke lade være med at spekulere over, hvad han pludselig så af goder for sig. ”Jeg værdsætter dog, at du ønsker at hjælpe mig.” Hvad skulle der mon ske herfra? Hvordan lærte hun mon at gøre, hvad han gjorde? Skulle hun bruge ham som boksepude, ligesom hun normalt set brugte sin fader? Eller ønskede han at finde en uskyldig til hende? Hvis det sidste var tilfældet, nægtede hun dog at ligge hånd på en manjaner! Kun dvasianerne.. Det måtte være hendes præmis. Af den årsag kunne det måske også virke mindre mærkværdigt, at hun nu lod en dvasianer komme tæt på sig, samt lade en træne hende. Dog hjalp det hende at vide, at han personligt holdt sig udenfor ”krigen”. ”Og hvad falder så i din interesse? Hvad spenderer du normalt tiden med?” spurgte hun interesseret, som hun ærlig talt ikke vidste, hvad han gik op i. Selv tvivlede hun også på, at han var den mest sociale person på denne klode.. Hendes holdning faldt på ingen måde, som han pludselig lagde hånden mod hendes kind. Blid kunne berøringen helt forekomme, skønt hun selv blot undrede sig over, hvorfor den overhovedet forekom. Hans spørgsmål brød hun sig dog ikke om.. Heldigvis for hende, var hun dog blevet så god til at holde sandheden hen på dette punkt, at det nu forekom hende helt naturligt. ”Jeg er forældreløs..,” sagde hun stille.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hemmelighedsfuld havde Theodore nu altid været, og det var et af hans trumfkort. Folk var bange for ham, udelukkende, fordi at de kategoriserede ham som utilregnelig, og helt forkert, var det nok heller ikke. Nysgerrig forekom hun ham uden tvivl, og det var på ingen måder noget, som han havde noget imod. Han kunne faktisk godt lide den tanke. Det var det som han kunne udnytte. "Du har allerede tilbudt mig langt mere end hvad du nok går og tror," fortsatte han roligt. Fysiske ting og ord behøvede hun ikke at tilbyde ham, da han så ting som langt de fleste, slet ikke lagde mærke til, når det endelig var. Han nød dog dette faktum, og hvorfor lægge skjul på det faktum?
Theodore stoppede først op, da han stod foran den unge kvinde. Nysgerrigheden vækkede hun lige så i ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde højt. Visse ting var bare bedre usagte, og det var det som selv han måtte stå fast på. Hånden hævede han. Måske i en form af et blidt kærtegn, men uden at der var lagt noget, som kunne minde om følelser i det. Det var ej noget, som han var i stand til. "Du er mig en nysgerrig ung kvinde," kommenterede han dog. Alle de spørgsmål.. og selv nu hvor hun vendte dem mod ham personligt. Hvad bedrev han egentlig tiden med? Det som faldt ham ind.. Primært. Sådan havde det alle dage været. "Jeg er greve af Dvasias.. Jeg har meget at beskæftige mig med.. Samt udnytte i min ellers så sparsommelige fritid," sagde han ærligt. Dog ikke med stolthed.. Han kunne ikke relatere til den følelse.
At hun fremstod som forældreløs, var dog noget som Theodore var ligeglad med. Han hævede kort det ene bryn. Ville hun ikke sige det, eller vidste hun det ikke? Svært var det for ham at sige. "Kender du ej til dine forældre, eller ønsker du ej at informere mig om det?" fortsatte han, da det var vigtigt for ham, at vide hvad han havde med at gøre, og særligt, når hun udviste den form for magisk egenskab. Sjældent forekom det ham nemlig. Hun var jo som en usleben diamant.

[Jarniqa Dynithril]

Tænksomt betragtede Jarniqa ham. Hun havde allerede tilbudt ham mere, end hvad hun umiddelbart kunne forestille sig? Jamen … hun havde jo slet ikke tilbudt ham noget. Faktisk havde hun kun bedt ham om noget, så hvad betød det dog? ”Hvordan skald et forstås? Jeg ved end ikke, hvad du får ud af det?” lød det ærligt fra hende. Det var trods alt ærlig snak, at han fik hende til at undre sig. Hvorfor skulle hun lægge skjul på det? Han kunne vel umuligt også tro, at hun vidste, hvad han talte om? Hendes hoved syntes helt at snurre, som det var meget at tænke over. Uvejret var dog faldet til ro igen, som hun var blevet afslappet igen. Hånden mod sin kind var dog en berøring, som hun endnu skulle vænne sig til. Selv var hun nemlig ikke vant til, at mænd rørte hende. Den eneste mand hun var vant til på det punkt, var hendes værge Damien, men de berøringer havde også en faderlig betydning. ”Uden nysgerrighed er det svært at komme videre,” sagde hun i en rolig tone. Selv skammede hun sig ikke over sin nysgerrighed, for hvis ej hun stillede spørgsmål, ville hun ej få svar på noget. Det var vel logisk nok? Derfor var hun ej bange for at spørge ham. Dog var det relativt, hvor samarbejdsvillig han var med svarene.. Hun stirrede på ham. Greve? Mærkværdigt var det helt, at hun aldrig havde mødt en højtstående person før angrebet på Ityrial, men efterfølgende? Efterfølgende havde hun både stødt på en kongelig rådgiver, en konge og nu også en greve. ”I så fald sætter jeg pris på, at du vil bruge din tid på at hjælpe mig,” sagde hun stilfærdigt. At han pludselig begyndte at spørge ind til, om hun kendte navnet på sine forældre eller ej, brød hun sig ikke just om. Sandheden var nemlig, at hun kendte deres navne.. Denjarna og Salvatore. Problemet var blot, at hun ej stolede nok på ham til at tro, at det var en god ide at sige højt. Svagt trak hun på skulderen. ”Jeg er blot opvokset hos min værge.. Damien.” Navnet Damien turde hun dog sige, som hun vidste, at det ville være ham ukendt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad Theodore ville få ud af dette, var ikke noget, som han så nogen grund til at informere denne kvinde om. Sagen var vel bare, at hun fik den hjælp som hun havde brug for, samt at han selv fik det ud af det, som han gerne ville have. Sagen var nemlig, at han ønskede viden og forståelse. Når man ikke kunne skaffe den på samme naturlige måde, som så mange andre kunne, måtte han jo gøre det på den måde, som han nu måtte finde bedst - ved at lære igennem handling og aktivitet. Nu hvor det virkede til, at det var noget som Jarniqa gerne ville lade ham, så passede det jo helt perfekt! "Det er min sag.. Ikke noget som du skal bekymre dig om," sagde han med en ærlig stemme, efterfulgt af et kort træk på skuldrene. Hvorfor lægge mere i det, end som så? Det var der jo slet ikke nogen grund til, hvis han selv skulle sige det.
Vinden og storm havde lagt sig, til fordel for roen, der sænkede sig omkring dem. Alt taget i betragtning, så var det noget som passede Theodore udmærket. Hånden lod han kort stryge mod hendes kind. Han ønskede at hjælpe, udelukkende fordi, at det som han fik ud af det, var mere værd end som så. "Så kan jeg bruge tiden på hvad man kalder for.. fornuftigt," endte han med en sigende mine. Han lod hovedet søge på sned. At hun ikke ville give ham navnet på sine forældre, var alligevel en ting som gjorde ham temmelig nysgerrig, hvilket han heller ikke var bange for at vise hende. Han kneb øjnene let sammen. Damien.. i sig selv, var det ikke et navn, der sagde ham særlig meget. Det var meget.. ordinært, og ikke noget som han forbandet med noget særligt, eller specielt for den sags skyld. "Damien siger du... Nuvel.." Hånden trak han roligt til sig. For nu kunne han acceptere det. Han skulle tidsnok finde ud af andet, det var han overbevist om. Han accepterede nemlig heller ikke andet.

[Jarniqa Dynithril]

Alarmklokkerne måtte begynde at ringe hos Jarniqa, som manden sagde, at hun ej behøvede at bekymre sig om det. Var det ikke lige præcis det man sagde, når der var noget der lurede derude? Svært var det dog, som hendes nysgerrighed var pirret af hans væsen, samt at hendes iver var pirret af tanken om, hvad han kunne lære hende. Derfor måtte hun erkende, at hun måtte gi’ sig. Hvem vidste? Måske var der end ikke nogen fare på færde for hendes vedkommende. ”Nuvel..,” endte hun derfor med at sige, som et tegn på, at hun ville lade den ligge. Hun vidste nemlig, hvad hun ville have. Hendes blik hvilede ham. Selv havde hun en sjov fornemmelse af, at de ej var enige om, hvad der var fornuftigt. Dog havde hun på sin vis ikke noget imod det, da hun rent faktisk godt kunne lide deres forskellighed.. Om det var en positiv ting, at hun havde det således, vidste hun endnu ikke, men indtil nu havde det jo gået. Svagt trak hun på smilebåndet. ”Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at vi ser hver vores ting for at være fornuftig?” Et spørgsmål var det ikke just fra hendes side, som det nærmere blot var en konstatering. Blikket endte hun kortvarigt med at slå ned, som han tog hånden til sig igen. Selvom hun ikke just troede, at der skulle lægges noget i hans berøring, måtte hun alligevel føle sig på sin vis forfjamsket. Mærkværdig var den følelse, som hun ikke just var vant til den, men måske kom den følelse også blot fordi, at hun ej kunne hitte ud af ham? Hun hævede det smaragdgrønne blik igen. At han accepterede historien omkring Damien og hendes forældre, passede hende ganske fint! Det gjorde også, at hun let og elegant kunne springe over emnet og videre til det næste.. Videre til det vigtige! Smilet måtte igen lure i hendes mundvige. ”Men nok om snakken.. Skulle vi gå i gang?” Spændt var hun, som hun bestemt ikke vidste, hvad hun kunne forvente af det.