Fighting for what is right!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore stirrede i retningen af hendes skikkelse, med den samme faste og intense mine. Ja, ifølge ham, var det spild af tid, at skulle tage sig af de døde. Hvorfor gøre det? Det var jo slet ikke noget, som nogen ville få det mindste ud af, og hende mindst af alt. Selv stod han der uden en sjæl.. en spade var en spade og en skovl var en skovl. Hvorfor lægge mere i det, end det som egentlig var? Han trak svagt på den ene mundvig. Hun troede ikke på det. Det stod tydeligt ud af hendes blik. "Du tror ikke på mine ord," konstaterede han endeligt. Han hævede den ene hånd, hvor han betragtede sig af sine fingre, som han gned let mod hinanden. Hans magi var ganske vidst en kende rusten, da han ikke havde brugt den igennem rigtig mange år.
Ligene var slet ikke noget som fangede Theodores opmærksomhed. Hvorfor skulle det da også gøre det? Hovedet lod han søge på sned. De vagter havde helt og aldeles ødelagt hans underholdning, ved at komme brasende på den måde, og den tanke var alene noget som gjorde ham irriteret! Også fordi at det kom på tværs af det, som han selv havde ønsket, og havde været ude på, på denne her måde. "Jeg har holdt øje med dig længe." fortsatte han. Udspioneret hende? Nej, det ville han bestemt ikke kalde det. Hun havde bare ikke set, at han havde stået der, og i hans øjne, var det nemlig to helt forskellige ting. Han nikkede. Han havde stoppet mandens hjerte. Det var jo småting for ham, så det var jo ikke engang fordi at der var særlig mange store ting i den slags, hvis han selv skulle sige det. "Det gjorde jeg," sagde han ærligt. Denne gang stillede han sig helt foran hende. Hans mine var tom.. End ikke stolthed over hans præstationer, da det i hans øjne ikke var noget stort.. desuden kunne han ikke føle begejstring.. skuffelse.. forarg.. det var slet ikke følelser som han havde i sit ellers meget lille følelsesregister. "Magisk kunnen, kære Jarniqa.. Intet andet," sagde han roligt. Han kunne frygtelig meget med magi, og det faktum, at han ikke bar præg af menneskelige følelser, men derimod de mere dyriske.. Så var han også meget utilregnelig. Derfor var folk jo også bange for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas logiske side måtte sige nej, man kunne ikke være foruden en sjæl. Hvad hendes øjne sagde, var dog en anden sag, som de var mere tilbøjelige til at give ham ret. Dog nægtede hun at forene sig med den tanke! Man kunne ikke være foruden en sjæl. Det var ligesom, at man ikke kunne være foruden sin hjerne. Det hørte nemlig blot med til kroppen og sådan var det. ”Nej. Jeg tror ikke dine ord,” medgav hun ærligt, som der ikke var nogen grund til at lyve. Det lignede ej heller, at denne her mand var meget for løgne.. Selv ønskede hun i hvert fald ikke at finde ud af, hvad der ville ske, hvis han greb en i en løgn. Ganske vidst vidste hun ikke, om hun virkelig var, som hun tænkte, men hun havde det nu på fornemmelsen.. Det var et eller andet over den mand, som var utroligt urovækkende.. og dog også interessant. Hvis ej han havde interesseret hende, men blot skræmt hende, havde hun nok også allerede været den, som var gået. Det smaragdgrønne blik tog hun ikke fra ham. ”Hvorfor holdt du øje med mig? Hvad ønsker du af mig?” spurgte hun ligeud, hvor hun også måtte være sikker på, at hun ville få et ligeså oprigtigt svar. Denne mand syntes nemlig ikke som en, som kunne lide at pakke tingene ind. En egenskab, som hun faktisk ikke havde noget imod. I så fald var man da ej i tvivl om, hvad den anden tænkte. Hun betragtede sig af ham. Det havde ej været hende, som havde dræbt begge soldater, som han derimod havde taget en af dem.. Han havde vel været med til at redde hende et sted? ”Tak i så fald,” endte hun med at sige, hvor hendes ord rent faktisk også var oprigtige. Ganske vidst havde hun det ej let med døden, men fjender havde soldaterne været, og derfor kunne hun kun finde taknemmelighed på det punkt. Hendes hoved gled en kende på sned. Kunne hun mon spørge ham? Hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det? Måske var det for … morbidt? ”Lær mig, hvad du gjorte,” bad hun dernæst direkte, som hun alligevel valgte at springe i med begge ben.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var en mand af meget få ord. Han kunne jo ikke lægge noget i dem. Han var en tom skal.. egentlig kun styret af de dyriske impulser, og hvad andre faktisk lærte ham om livet og at omgås andre. Det var jo egentlig det, som han var mest afhængig af. Dertil var det jo også grunden til, at han var urovækkende for mange. Man vidste aldrig rigtigt hvor man havde ham, og det var nok også lidt det som gjorde, at folk trak sig fra ham. Det passede ham egentlig fint. Jo færre han havde at skulle være omkring, des bedre var det for ham. "De færreste tror mine ord.. De fleste lærer hurtigt anderledes," sagde han blot. Han kunne ikke føle de menneskelige følelser i glæde, sorg, vrede, lykke.. Aldrig havde han kunne huske hvordan det var.. Og man kunne vel ikke savne noget, som man ikke kunne huske, at man havde haft?
Theodore havde måske reddet hendes liv, ved at tage for sig den ene af de soldater som var kommet.. Hvad han ønskede af hende? Ikke rigtigt noget. Han var blot fascineret af hendes unge liv.. Hvordan hun tacklede det, og særligt som manjaner i det nye Dvasias, så var han da ekstra grebet af den situation, og han kunne jo godt lide det. "Hvem siger, at jeg vil dig noget?" spurgte han direkte. Magisk var han, og magisk var hun.. det var noget som gav dem noget til fælles.. Der var lys og mørke i hende, hvilket var noget som et eller andet sted, faktisk også forvirrede ham. Og derfor handlede han ud fra det som egentlig faldt ham ind - nysgerrigheden. At hun derimod ønskede at lære det, fik ham til at kigge på hende. Hvorfor skulle han da lære hende det? Ville han få noget ud af det? "Og hvorfor skulle jeg lære dig det?" spurgte han direkte. Et sted var det jo farlig magi at lege med.. Den var mental.. den var farlig, og i værste tilfælde, ved forkert udførelse, kunne den koste hende såvel som ham livet, og det var han jo heller ikke ligefrem synderlig interesseret i.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg tror allerede, at jeg ved hvorfor, at de ej tror dig,” sagde Jarniqa ærligt, for forbandet tydeligt var det jo! En mand uden sjæl? Det var i hvert fald ikke den første sætning, som man umiddelbart hoppede på. Ja, der skulle vel en hel del overbevisning til, før man hoppede med på ideen? Det var i hvert fald således, at hun selv havde det, og det var også, hvad hun fortalte ham. Mærkværdige var alle de svar dog, som hun fik tilbage. Det ene øjeblik fik han hende nemlig til at tænke en ting, hvor han i det næste fik hende til at tænke en anden. Forvirrende, skræmmende og interessant var det uden tvivl! Ligeså mærkværdige var hans næste ord også, da hendes egne tanker var således.. Hvis han havde betragtet hende i en længere periode, og hvis han havde dræbt en for hende, så ville han hende da også noget. Andet var jo absurd! ”Du betragtede mig.. Du dræbte en for mig.. Du kom selv over til mig.. Noget vil du mig tydeligvis,” sagde hun direkte. Bange var hun ikke just for at stille spørgsmålstegn ved hans ord og handlinger, ligesom hun ej var bange for at tale til ham. Ganske vidst fornemmede hun, at hun skulle passe på omkring ham, men nysgerrig var hun alligevel. Hendes blik hvilede på ham, hvor et lille smil måtte vise sig i hendes mundvige. ”Fordi jeg ønsker det, og fordi jeg spurgte dig pænt,” svarede hun og blinkede kækt. Vaner var jo svære at lave om på! Mere alvorlig måtte hun dog blive igen, som hun faktisk mente sin forespørgsel ganske seriøst. Hun ønskede at vide, hvad han havde gjort. Hun ønskede at lære, hvordan han gjorde det. Hun ønskede ganske enkelt selv at kunne gøre det. Tænk hvor behændigt det kunne blive hende i fremtiden! ”Men hvis ikke, at du blot vil hjælpe mig ud fra din interesse, så fortæl mig, hvad du ønsker igen.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var ikke mange som faktisk troede på Theodore, når han sagde, at han vandrede rundt uden en sjæl i sin besiddelse, men sandt var det. Han kunne ikke mindes, at han nogensinde havde følt de menneskelige følelser, men derimod kun de dyriske, som dyrene levede deres liv med. Han var afhængig af hvad andre kunne give ham, og det var svært.. Særligt når de ikke rigtigt viste den forståelse for hans egen situation. "De indser hurtigt anderledes," sagde han direkte.
Måske var der mange af hans ord, som ikke rigtigt gav mening. Mest af alt, så forstod Theodore heller ikke altid hvorfor han handlede og reagerede som han gjorde. Han handlede efter hvad der faldt ham ind, og der var ting i ham, som havde nægtet ham at gøre denne kvinde ondt - til nu om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. Hun drog måske en konklusion ud fra hvad hun havde set. Det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var en af slagsen, som han måtte dele, for det var det da godt nok heller ikke! Hun troede ikke på ham, og det var tydeligt, selv for ham at høre. "Du konkluderer hurtigt, må jeg sige." Om der var bagtanker ved det.. Det skulle han ærlig talt ikke selv kunne sige, for han vidste det ikke. Det eneste, som han kunne sige, var at han ikke ønskede at der skulle ske hende noget lige nu, og at han kunne skifte mening? Ja, det kunne snildt forekomme. Han blev stående foran hende. Han hævede hånden, hvor en usynlig hånd nærmest måtte skubbe hende i ryggen, for at føre hende tættere på sig. Hans hånd greb hende kraftigt om kæben, for at tvinge hendes blik op mod sig i stedet for. Hun ville gerne lære det her? Det var farlig magi, og selv for ham, havde det taget frygtelig mange år. Ikke at det var noget som gjorde ham noget, for man blev jo kun bedre. Næven lukkede han let, så hun kunne mærke den trykkende fornemmelse. Han var ikke ude på at slå hende ihjel. "Ønsker du virkelig at lære det.. bare for at kunne det?" spurgte han direkte. Det var farlig magi.. Det slog ihjel, og det var ikke noget, som man bare lærte. Han havde end ikke lært sin egen søn det, så hvorfor skulle han lære denne fremmede unge kvinde det?

[Jarniqa Dynithril]

En mand af få ord var denne herre i sandhed. Dog føltes det ej heller, at han havde brug for mere, skønt han stadig var et mysterium i Jarniqas øjne. Et spændende mørkt mysterium. Dog sagde hun ikke mere, som hun nærmere ønskede at få bevist, at han talte sandt. Altså, om han virkelig havde ret i alle sine påstande. Selvsikker lød hans trods alt, og hvis hans ord virkelig passede, så ville hun vel også sande det før eller siden, som han også selv havde sagt. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. Hun konkluderede meget? Selv følte hun nu bare, at det lå ligetil. ”Tager jeg da fuldkomment fejl?” spurgte hun ham roligt. Hvis det var således, kunne han trods alt bare modsige hende. Indtil nu havde han jo også forekommet hende som en mand, som sagde, hvad han mente. En egenskab, som hun indtil videre brød sig om. Et overrasket gisp brød pludselig frem på hendes læber, som hun fornemmede et stød i sin ryg, der tvang hende til at tage et skridt nærmere. Tæt stod de nu, men nærmere nåede hun ikke at tænke over det, som hun kort tid efter mærkede hans bestemte tag, som han greb om hendes hage. En anelse større blev hendes grønne øjne, som kontakten overraskede hende, alt imens hun nu stirrede direkte ind i hans mørke øjne. Intetheden syntes de at være at kigge ind i. Hun gispede igen efter luft, som hun nu mærkede et let tryk i sit bryst! Var det ham? Demonstrerede han, hvad han havde gjort på soldaten på hende? Hun blinkede med øjnene. Nej, hun ønskede ikke at vise sig som svag overfor ham! Langsomt fandt hendes fingrer hans hånd, som endnu holdt om hendes hage. ”..Jeg ønsker at lære det, fordi jeg kan have gavn af det,” sagde hun ærligt, som det ikke bare var for at kunne det. ”Lær mig det,” bad hun igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Denne kvinde var tydeligvis ikke nem at skræmme. Ikke at det var noget som gjorde Theodore noget, for det vækkede kun nysgerrigheden i ham. Hvorfor var hun så meget anderledes end så mange andre? Han kneb øjnene fast og let sammen. Puffet i ryggen, førte hende kun tættere på ham, hvor han lukkede hånden omkring hendes kæbe, for at tvinge hendes blik mod sig. Blid var han dog ikke på nogen måde overfor denne unge kvinde. Han ønskede vel bare at markere for hende, at han ej var en mand, som man skulle lege med? Hans tomme blik hvilede på hende.. Selv var hendes øjne så fuld af liv, hvor hans ikke viste så meget som en følelse eller en tanke. "Tiden må vise det," sagde han direkte.
Knuden som han samlede mod hendes bryst, i og med, at han fysisk klemte om hans hjerte, og det faktum, at hun bare blev stående, uden at gøre nogen synderlig stor modstand. Frygtede hun slet ikke for sit liv? Det var primært det, som han så i folk, når han stod overfor dem, men ej var det noget, som han så i denne stund. Han kneb øjnene let sammen. Hun ønskede virkelig at lære det? Men hvad fik han egentlig ud af det? "Hvad skulle jeg få ud af det?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme, hvorefter han klemte en anelse mere. Han vidste at det gjorde ondt.. Det var jo primært det, som han så ved de individer, som han gjorde dette ved. Han var dog ikke ude på at tage denne kvindes liv. Hun var ung.. fuld af liv, og havde endnu så frygtelig meget at lære, at det næsten var synd og skam, at skulle tage livet fra hende. Hovedet lod han søge let på sned, og uden at tage blikket fra hende. Tvært imod, så betragtede han hende meget indgående. Han fik jo ikke noget ud af det her.. andet end besvær vel og mærke. "Hvad er du?" spurgte han denne gangm ere direkte. Det var svært for ham at finde ud af selv.. Og hvis han overhovedet skulle overveje at hjælpe hende, måtte han jo have at vide, hvad hun var for en slags.

[Jarniqa Dynithril]

Gispet forlod Jarniqas læber. Havde han virkelig i sinde at fortsætte? Desperat forsøgte hendes hjerte at slå hurtigere, som trykket syntes at blive hårdere. Direkte ondt på hende begyndte det at gøre, hvilket også måtte vise sig i det smaragdgrønne blik. I sindet måtte hun derfor også tigge og bede ham om at stoppe, men udadtil sagde hun intet. Hun ønskede nemlig ej at fremstå som svag, skønt dette uden tvivl var en prøvelse for hende! Hvor længe ville dette mon vare ved? Nogle sekunder? ..eller agtede han virkelig at frarøve hende sit liv? Automatisk gled hendes negle ned i hans hånds kød i ren og skær smerte. Hvorfor blev han dog ved? Hun havde jo forstået, hvad det omhandlede! ”D-Det ved jeg ikke,” gispede hun ærligt, skønt det var svært at tale med denne kvælende fornemmelse! Åh, lad det stoppe.. Tænkte hun igen, som det efterhånden var forbandet svært at fokusere på andet! Hvad han ville få ud af at hjælpe hende, kunne hun ej heller sige. Han havde jo ikke sagt, hvad han ønskede sig! Hvad fik han desuden ud af at gøre det her? Nød han blot at demonstrere sine kræfter? Hun blinkede med øjnene, som det måtte gøre hende udmattet. ”..Ma-Magiker og Mørkel-ver..,” fik hun frem. Hun knugede nu mere om hans hånd, som holdt om hendes kæbe. Dette skulle stoppe.. Det gjorde for ondt.. Øjnene lod hun kort søge i. Hvad der foregik herfra, havde hun ikke selv forståelse for. Måske stoppede han? Men noget skete i hvert fald.. Gennem den fysiske kontakt med ham, begyndte hun ubevidst at tære på hans livskraft, som han belastede hendes. Selv vidste hun ikke noget omkring dette, da hun ikke kendte til mørkelvernes kundskaber. Det eneste hun vidste var, at hendes situation langsomt blev stabiliseret.. Roligere begyndte hun at trække vejret igen. Se, det var straks bedre! Smertefuldt var det andet jo! At han selv ville begynde at kunne føle smerte, vidste hun dog ikke..

[Theodore Jarvis Acheron]

Det gjorde ondt på hende. Ingen tvivl om at det gjorde ondt. Han kunne se det i hendes øjne, som han kunne høre det på hendes vejrtrækning. Han nød det.. Et eller andet sted, så var det noget som kun appellerede til hans glæde ved hele dette. Han elskede at se panikken i deres blikke, og hvordan de direkte forsøgte at klamre sig til det liv som de nu havde i deres besiddelse.
Jarniqas negle borede sig ned i Theodores håndled. Ikke at det rørte ham som sådan, selvom han kunne mærke det. Det var vel lidt hendes tab, var det ikke? Han ville jo bare gerne vide, hvad han vant på at skulle hjælpe hende, og særligt fordi at hun ikke var en renracet magikyndig. Han kneb øjnene let sammen. "Så giv mig en grund til at skulle lære dig det her.." endte han med en dæmpet hvislen. Ikke at han kunne lade være, for det kunne han da heller ikke. Hun ønskede så desperat at lære det? Så måtte hun give ham en grund til at gøre det! "Magiker... Og mørkelver? Besynderlig blanding, må jeg sige.." sagde han med hovedet let på sned. At det selv begyndte at gøre ondt på ham, efterlod ham med en sitren som han kunne mærke helt ude i fingerspidserne. Hastigt skubbede han hende fra sig, hvor han selv afbrød hans såkaldte 'magtdemonstration'. Han stirrede fast på hende og uden at se væk igen. Han lukkede hånden mere omkring sit eget håndled. En smerte.. og en pludselig træthed. Hvad havde hun gjort ved ham? Det var ikke magien fra magikeren i hende, som havde gjort det... Så havde han kunne mærke det. "Hvad gjorde du ved mig?" spurgte han næsten med en hvislende stemme. Alene det, var noget som gjorde ham... vred? Havde hun rent faktisk forsøgt at gøre ham ondt? Han vendte blikket mod hende igen. Selvom der ikke var noget som mindede om følelse, at spore i hans mimik eller hans øjne. Men der var grænser for hvad han fandt sig i!

[Jarniqa Dynithril]

Det vigtigste for Jarniqa var, at hendes egen tilstand langsomt stabiliserede sig. Det var vel et resultat af, at han var færdig med sin lille ”magtdemonstration”? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke lige indtil, at han hastigt trak sig væk fra hende, og hvislede ad hende. Hvad hun havde gjort ved ham? Havde hun da gjort noget? Forvirret blinkede hun med øjnene, hvor hun måtte kaste sig blik omkring. Var det en vittighed? Selv kendte hun hverken til det fulde omfang af sine magiske og mørkelviske kundskaber, og derfor måtte hun blankt erkende, at hun ikke anede, hvad hun var i stand til. Hvad magien angik, skabte hun for det meste eksplosioner eller andre destruktive handlinger. Hvad de mørkelviske kræfter angik, vidste hun blot, at hun havde en særlig kommunikation med naturen. Tidligere havde hun nemlig opdaget, at hun kunne få planter også videre til at agere efter, hvad hun ønskede. Appellerede de evner også til mennesker? Hun vidste det ikke.. Hun burde måske have talt med Valandil om, hvad deres race egentligt kunne.. Desperat bed hun sig selv i den lyserøde underlæbe. ”Jeg.. Jeg ved det ikke,” sagde hun ærligt og med sådan en fortvivlelse der kun kunne udtrykke, at hun talte sandt. ”Gjorde jeg da noget? Hvad skete der? Jeg ønskede blot, at min smerte ville forsvinde..” Ærlig var hun i alle sine udtalelser, som hun oprigtigt ikke vidste, hvad hun havde gjort ved ham, hvis hun da havde gjort noget i det hele taget. Som sagt havde hun blot ønsket, at hendes egen smerte ville ophøre. Automatisk veg hun et skridt bort fra ham. Hvis hun oprigtigt havde gjort noget, havde hun end ikke gjort det med vilje, men var han i stand til at se således på det? Ja, ærligt talt havde hun sine tvivl.. Denne mand syntes nemlig at mangle størstedelen af sin menneskelighed, og derfor kunne hun helt frygte, hvad han selv gjorde sig af tanker.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad en mørkelver egentlig var i stand til, var aldrig noget som Theodore havde sat sig ind i. Det eneste, som han egentlig tænkte over, var hvordan han selv kunne hæve standarden ved warlockerne, og det var dertil også i hans egen race, at han måtte lægge hele sin tid og sit arbejde. At hun derimod skulle ende med at gøre ham ondt, var ikke noget som han havde regnet med. Det var ren automatisk at han skubbede hende fra sig, og afbrød det som han havde haft gang i.
Næven lukkede Theodore om sit håndled. Der hvor det rent faktisk havde gjort ondt, uden at han egentlig havde været forberedt på det. Og tanken om at Jarniqa end ikke selv var i stand til at fortælle ham hvad hun havde haft gang i, var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han bed tænderne mere sammen. Det var sjældent, at han i det hele taget udviste noget, som kunne minde om følelser eller tanker. Han trak vejret dybt. Det som han havde påført hende... havde han mærket på sig selv? Det var han ikke forberedt på. "Jeg er imponeret," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Han var ikke vred... det var ikke noget som han som sådan kunne føle, men det var der alligevel. Det var ikke fordi at han ville lade hende slippe for at gøre ham ondt. Han havde slået ihjel for mindre end det her! "Og du ved det ikke..?" Hovedet lod han søge på sned. Det var ikke ofte, at nogen i det hele taget kom tæt nok på ham, til at gøre ham ondt, men hun var et væsen som uden tvivl rørte ham et eller andet sted indvendig. "Du gjorde noget... det gjorde ondt," pointerede han sigende, da han igen vendte blikket ned mod hans hånd. Han havde slet ikke regnet med, at hun kunne finde på at gøre sådan noget ved ham!

[Jarniqa Dynithril]

Forvirret var Jarniqa, som hun ej havde vidst eller planlagt, hvad der egentligt havde sket. Overrasket som ham, var hun dog ikke, da hun selv vidste, at hendes evner var … uforudsigelige. Selv kendte hun ikke til sine grænser, ligesom hun ej heller vidste, hvad hun kunne præstere. Hun var nemlig ikke i stand til at lave en magisk flamme, men at vælte slotte, skabe jordskælv, lave trykbølger, fratage kræfterne fra andre og forme dem, som hun ville, det kunne hun åbenbart. Ligetil var det bestemt ikke, som hendes kræfter blot kom og gik, som det lystede dem. Det i sig selv var dog både belejligt og ubelejligt. Nervepirrende var det nemlig, at hun ej kunne få dem frem, når hun ønskede det. Glædeligt var det dog, at hendes kræfter syntes at ”beskytte hende”, når det virkelig gjaldt. Dog ønskede hun stadig at lære, ligesom hun ønskede at lære, hvad han kunne. Det smaragdgrønne blik vendte hun imod ham. Hun havde rent faktisk … imponeret ham? Dette kunne hun vel anse for at være … en god ting, kunne hun ikke? ”Nej. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde. Nogen gange hænder det, at jeg kommer til at gøre ting, uden at jeg ved det..,” endte hun ærligt med at fortælle. Gav det mon mening i hans hoved? Accepterede han det svar? Det var dog det eneste svar, som hun kunne komme med. Bedre til at kontrollere sine kræfter, var hun dog blevet. Det havde hun også bevist, inden hun var blevet afbrudt af manden her og soldaterne, som hun rent faktisk havde formået at lave et elektrisk felt, under sit eget ønske. En handling, som hun endnu var forbandet stolt af! Hendes blik fulgte hans, som det gled ned til hans håndled, som han rent faktisk stod og ømmede. Selv følte hun dog intet mere.. Hun følte det faktisk som om, at intet havde hændt hende. ”Fortæl mig, hvordan det føltes,” bad hun, som hun var nysgerrig på at vide, hvad hun helt præcist havde gjort … og kunne hun mon gøre det igen?

[Theodore Jarvis Acheron]

Lige hvad det var, der var sket, kunne end ikke Theodore sige. Det var ikke noget, som han havde været udsat for før. Bare alene det faktum, at nogen i det hele taget gjorde modstand overfor ham, var nyt! Virkelig nyt! Han stirrede på sit håndled, næsten som om at man kunne forvente at det ville falde af, eller leve sit eget liv. Dog var effekten af smerten allerede nu gået af igen. Det var vel mere overrraskelsen over, at det rent faktisk var sket, at han var påvirket af?
Igen vendte han de mørke øjne i retningen af hendes skikkelse. Hun vidste det end ikke selv? Han vidste bestemt ikke om det var en god eller en skidt ting. Han knyttede næven let, inden han endnu en gang lod den falde ned ved hans side endnu en gang. Han trak vejret dybt og valgte denne gang at blive stående. En respekt havde han vel fået for hende? Det kunne godt være, at hun ikke havde meget styr på de evner som hun var i besiddelse af, men de slog til, når det var nødvendigt, og forsvarede hende rent faktisk. Det der havde faktisk gjort ondt på ham, og endda i den grad, at selv han havde været tvunget til at afbryde hans egen magtdemonstration. Det skete stort set aldrig! "Du har evner der beskytter dig, når det er nødvendigt, men end ikke du har kontrol på dem? Det kan være farligt, Jarniqa.." pointerede han med et mørkt og dystert glimt i øjet. Burde han slå hende ihjel? Hjælpe hende med at tackle det? Han vidste det ikke.. det var jo en magiker der var i hende, og alene det, burde han jo pine og slå ihjel! Men der var ligeledes en mørkelver i hende.. et sjældent væsen i Dvasias. Der var virkelig ikke mange af dem tilbage. Og nu ville hun have at han skulle fortælle hvordan det føles? Han vidste ikke, om det var noget, som han rent faktisk ønskede! "Hvad vil du vide..? At det gjorde ondt?" endte han med en kortfattet tone. Smerten havde stukket i hans hjerte.. ligesom den han selv bød folk på, når det var, og det var grunden til at han havde afbrudt det hele. Det var kommet lidt for tæt på.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa havde evner, som lagde et værn omkring hende. Det i sig selv var uden tvivl en tanke, som hun brød sig om! Ganske vidst havde hun gamblet med sit liv, da hun havde ladt manden her lege med sit hjerte, men alligevel holdt hun skam sit liv ganske kært! Hvis ej hun havde gjort dette, havde hun trods alt ej heller oprettet modstandsbevægelsen. Hendes liv var rent faktisk langt vigtigere, end hvad hun umiddelbart havde givet udtryk for overfor ham. Hvad der derimod ikke faldt i hendes gode jord var, at han talte som hendes fader og værge. Hvorfor var det, at alle i denne verden ønskede at belære hende om hendes kræfter? De slår dig ihjel.. Du kan ej kontrollere dem.. Du må træne.. Ordene havde hun hørt en million gange efterhånden! Derfor behøvede denne fremmede mand bestemt ikke at gentage dem overfor hende! Svært burde de dog alle forstå, at det var for hende. Hun var trods alt ikke blevet opfostret blandt sine egne, som hun var blevet opfostret af en formskifter, der havde nægtet hende at bruge sine kræfter. Hun rankede sig op. ”Meget bekendt var det også, hvad jeg forsøgte at kontrollere, inden du og soldaterne kom og forstyrrede min ro,” kommenterede hun sandfærdigt, inden hendes smaragdgrønne blik igen fandt hans. ”Dog kan du hjælpe mig med at kontrollere dem, ved at lære mig din lille finesse.” Overrasket var hun ganske vidst selv blevet af sine kræfter, men skræmt var hun bestemt ikke blevet! Hun ønskede stadig at lære.. Hun vidste, at hun kunne lære det, hvis blot hun fik den korrekte vejledning! Kraftfuld var hendes magi nemlig.. eller det var i hvert fald det, som Damien og Salvatore altid sagde til hende. Af den årsag måtte hun også konkludere, at hun var i stand til at lære det trick, som denne mand kunne præstere! Hun fugtede læberne. ”Hvordan gjorde det ondt? Hvordan var smerten? Hvor opstod smerten henne?” spurgte hun videre ind til, som hun ikke selv havde en ide om, hvad hun havde ramt. Kunne han ikke bare være behjælpelig og i det mindste svare på hendes spørgsmål?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste ikke helt hvordan han skulle tage alt dette, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. Han knyttede næverne ganske let, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. Hvorfor skulle disse ting nu ske for ham? Det havde jo ødelagt det hele! At hun så gjorde modstand, uden egentlig at mene den, var heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han stirrede igen ned på sin hånd. Den havde det nu fint.. men de elektriske impulser, som nærmest var skudt igennem den, og havde sat sig i hans eget hjerte, var det, som havde tvunget ham til at bryde op i det hele.
Hvorfor var Jarniqa så interesseret i at vide hvor det havde gjort ondt på ham? Smerte var i forvejen ikke noget som han havde stiftet det største bekendskab med. Han var ganske vidst pint af hans egen fader dengang han selv ikke havde været særlig gammel. Det var dog ikke ting som han kunne tænke på nu. "Måske velkendte ord for dig. Måske på tide, at gøre noget ved det?" De mørke øjne vendte han direkte mod hendes skikkelse igen. Han var.. imponeret.. Ikke at det var noget som han som sådan gav udtryk for, men han havde ikke slået hende ihjel endnu. Det var vel tegn nok i sig selv, var det ikke? Armene lagde han efterfølgende over kors.. men tæt ved hjertet, som vel et tegn på, at det var der, at det havde stukket og gjort ondt? "Hvad jeg gjorde ved dig, følte jeg på min egen krop," sagde han direkte. Ikke at det var noget som han havde regnet med. Tvært imod, så havde det slået ham lidt omkuld, og derfor afbrydelsen i hans gøren. Aldrig var det sket for ham før, faktisk! "Du afbrød mig... ikke at jeg finder mig i det.. men imponerende.. virkelig imponerende, af en ung kvinde." Han slap hende endeligt med blikket og vendte blikket mod lignene, som nu ikke kunne anes i søen længere.. Dog vidste han jo, at de måtte ligge der. Hvad skulle han stille op med hende? Hjælpe hende... eller slå hende ihjel?