Fighting for what is right!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa var en kvinde, som skilte sig helt fra den verden, som selv Theodore måtte komme af. Ej var det dog noget, der gjorde ham noget. Tvært imod, så var det en ting, som han var ganske fascineret af. Svært var det dog, selv for ham at forstå, at hun kunne tage tingene på den måde. Det forekom ham så fjernet, da det var så langt, fra hans egen virkelighed. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Måske.." begyndte han, som var det ikke noget som fangede hans interesse på noget tidspunkt. Ej heller var det noget som man kunne sige, at det gjorde. Ligeglad kunne han måske synes at være. Alarmklokkerne begyndte måske at ringe hos hende, men hvad forskel gjorde det egentlig for ham? "Din virkelighed, er så langt fra min egen.. Du er så ung.. fuld af liv.. så lidt erfaring, hvor jeg derimod er det stik modsatte.. Intet liv.. en tom skal uden sjæl.. erfaring igennem utrolig mange år.. Der er meget du kan give mig, bare ved at være der," sagde han ærligt. Han studerede hende faktisk meget. Han studerede hendes måde at handle og reagere på, selvom den ikke rigtigt gav nogen mening for ham.
Ivrig var denne kvinde uden tvivl, hvilket var noget som kun glædede ham. Alligevel en kæmpe fascination, som han dog ej kunne vende ryggen til, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne. Hun ville starte lige nu? Lige her? Det kom bestemt ikke på tale! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han betragtede hende meget nøje og meget indgående. "Nej," sagde han direkte. Det var ham som bestemte det. Det var nu, at hun skulle vise sig, at være det værd i den anden ende. "Den dag du viser dig ved mit hjem.. først da, vil jeg påbegynde min træning med dig." Selv han ønskede, at det skulle ske under kontrollerede forhold og ej herude i det åbne, da det ej var noget som han ønskede sig. Herude blev det for sårbart.. Ikke bare for hende, men i den grad også for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt lyttede Jarniqa til hans ord. Var det virkelig det, som han fik ud af det? Et nære kendskab til deres personlighedsforskelle? At der var således, måtte uden tvivl overraske hende, da det han ønskede sig var noget så simpelt som det. Sørgeligt måtte hun et sted også finde det, som hun faktisk fik ondt af ham. Medlidenhed, fordi han åbenbart ikke besad, hvad hun gjorde, men at han alligevel ønskede et vidst forhold til det. At det var sådan at udfaldet skulle være mellem dem, havde hun bestemt ikke regnet med.. Et sted fik hun helt lyst til at lægge hånden mod hans kind i medfølelse, men hvad var pointen dog i det? Han ville alligevel ikke forstå det.. Svagt sendte hun ham derfor i stedet et smil. ”Hvis det er hvad du ønsker af mig, skal jeg med glæde give dig det. Det er også noget, som jeg rent faktisk er i stand til at give dig,” sagde hun roligt. Det at skulle være sig selv overfor ham og føle.. Ja, det var jo barnemad for hende, som det var hendes dagligdag. En anden overraskelses fik hun sig desuden, da han sagde nej til at træne hende lige nu og her. Hvorfor ikke? De var her jo nu, og havde tiden til det. Læben bed hun ned i. Hvornår ville det så blive? Faktummet var også, at hun havde svært ved at planlægge, da hun som sagt også havde modstandsbevægelsen at styre. Og desuden … hans hjem i Dvasias? Det kunne vel kaldes at vandre direkte ind i løvens hule.. Nysgerrig var hun dog. Skræmmende nysgerrig. ”Hvor vil jeg kunne finde dit hjem? ..Jeg har aldrig været i Dvasias,” lød det ærligt fra hende. Ville hun overhovedet være i stand til at finde rundt der, når hun aldrig havde sat sin fod der? Hun betragtede ham. ”Hvorfor ikke lige nu og her? Jeg er parat!” sagde hun sikkert, som hun ønskede at komme i gang. Hun ønskede at kunne, hvad han kunne! Mørkt magi var det måske, men var hun ikke også halvt mørkevæsen? Halvt god, halvt ond? Desuden.. i krig og kærlighed gjaldt alle kneb, som man sagde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Medlidenhed var dog ikke noget som Theodore ønskede af denne kvinde, men derimod en forståelse og respekt for det liv, som han nu selv måtte leve, og alle dage havde levet i. Ej kunne han nemlig huske, hvornår eller om han overhovedet havde følt noget som helst, for nogen som helst, om noget som helst. Hovedet lod han søge let på sned. Hun havde vel ikke ondt af ham? Allerede nu havde hun givet ham langt mere end hvad han nok kunne give udtryk for igennem hans egen tilfredsstillelse. Hovedet lod han søge på sned. Hun gav ham nemlig langt mere, end hvad han nok ville ende med at sige, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. "Du giver mig nok mere end hvad du tror. Jeg ser verden på en ganske anden måde, grundet min egen situation. Jeg har dog ej nogen grund til at skulle se bort fra denne.. fantastiske og enestående mulighed," sagde han med en rolig stemme.
Jarniqa forekom ivrig for Theodore, hvilket ikke var noget, som han kunne arbejde med på nuværende tidspunkt. Desuden var det herude for åbent og for sårbart, hvilket han heller ikke kunne arbejde med. Hun skulle tage til hjertet af Dvasias - Marvalo City. Det sted som han selv anså som eneste rigtige. Hvorfor skulle han ellers bo der. "Opsøg Acheron Landssted i Marvalo City. Derfra kan jeg lære dig det." fastholdt han med en kortfattet stemme. Han trak hånden roligt til sig endnu en gang, inden han endnu en gang trak sig et par skridt baglæns. "Du er for ivrig, Jarniqa.. Opsøg mig, når du mentalt er klar til det." Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Han blev stående med en kort mine. Han nikkede kort mod hende. "Til vi ses igen, Jarniqa," afsluttede han roligt, som han igen viste at han havde høfligheden i orden. Han vendte om på hælen og forlod stedet. Det her skulle nok vise sig, at blive meget spændende - Også for ham.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa havde svært ved at forstå hans person, og af den årsag var det også en uforventet form for ”betaling”, som hun skulle stille. Heldigvis for hende, var det dog en betaling, som hun var i stand til at skænke ham, samt det, at hun var villig til at gøre det. Desuden, hvad kunne der også ske ved, at han studerede noget af hendes menneskelighed? Indtil nu havde han trods alt ikke gjort hende noget.. I hvert fald ikke noget, som hun havde været i stand til at stoppe endnu. ”Hvis det er, hvad du ønsker dig, er det også, hvad jeg vil give dig,” fastslog hun roligt. Ja, selv var hun vel også bare glad for, at han egentligt ikke havde bedt hende om mere? Det her var jo fuldkommen overkommeligt! Opmærksomt lyttede hun, som han fortalte, hvor hun skulle opsøge ham. Okay.. Acheron Landsted. Marvalo City. Dvasias. Det burde vel være til at huske? Det værste var vel blot, om hun overhovedet kunne komme dertil, og endnu vigtigere i sikkerhed! Heldigvis for hende kunne hun jo sige, at hun ej var den mest kendte person på denne klode.. men hvad nu, hvis dvasianerne kunne genkende hendes moders udseende? Hun fugtede læberne let. ”Jeg vil forsøge at finde det,” sagde hun ærligt, som hun jo måtte erkende overfor sig selv, at hun ikke kunne holde sig derfra. Hun var alt for nysgerrig! Hun fulgte ham med blikket, som han begyndte at træde bort. Gik han mon? Skævt smilede hun. ”Iveren falder næppe så længe interessen er der,” sagde hun, som det for hende måtte gå hånd i hånd. Det kendte han vel heller ikke til, hvis han virkelig ikke følte? Hun betragtede ham. Det var virkelig det for i dag.. På sin vis måtte hun også føle en vis skuffelse over det. Hendes nysgerrighed og spænding var jo vakt! ”Til vi ses..,” medstemte hun derfor, inden hun betragtede, hvordan han søgte bort.

// Out