Fighting for what is right!

[Jarniqa Dynithril]

Hvor længe Jarniqa ville kunne sidde her, vidste hun ikke. Mørkerts soldater syntes nemlig at komme i tide og utide, hvor de også syntes at dukke op hvor som helst. Dog havde hun taget chancen, som hun taget plads tæt på søbredden i Natymia. Natymia.. Ubegribeligt var det, at dette sted nu skulle betegnes som mørkt! Et af de smukkeste og fredeligste områder var det nemlig i Manjarno. Manjarno.. Skulle det kaldes for Dvasias nu? Det nægtede hun om end! Dvasias ”lånte” bare landet uretmæssigt. Hun tog en dyb indånding, alt imens hun sad med sine øjne lukket i. Koncentration.. Hendes fader havde fortalt hende, at hun skulle koncentrere sig om, hvad der frustrerede hende i denne verden, og på den måde udløse sin magi gennem den frustration. Hænderne sad hun roligt med foran sig, som hun holdt dem i luften og med håndfladerne vendt mod hinanden, uden at de rørte hende. Selv sad hun i det kølige græs i morgensolen, alt imens sværd, bue og pilekogger lå ved hendes side. Hætten havde hun trukket op over hovedet, som det blot var en god sikkerhedsforanstaltning. Derudover var det også bare det køligere om morgenen, og derfor talte alt læ. Roligt fortsatte hun med at trække vejret, alt imens hun koncentrerede sig. Ej plejede hun at øve sin magi alene, som hun derimod plejede at øve den med sin fader. Muligt var dette dog ikke lige for tiden, da han i øjeblikket var at finde i en af patienthytterne i Catalena. Det var ikke just fordi, at hun havde talt med ham der, som hun derimod havde været forbi, mens han havde sovet. Hun følte vel alligevel noget for ham, selvom hun ikke havde anerkendt faderdatterskabet endnu? Hun tog en dyb indånding, alt imens hun fokuserede på Dvasias. Forpulede land der blot var kommet og nu fastslog, at det nu var deres! Arrigt begyndte det at knitre i luftrummet mellem hendes hænder, som var det et elektrisk felt. Den ellers så rolige sø over for hende var også begyndt at komme i drift, som bølger pludselig var opstået i vandet! ”Hey! Hvad tror du, at du laver?!” råbte en barsk stemme ikke mange meter fra hende. Hurtigt forløb de næste par sekunder, som hun slog de smaragdgrønne øjne op og fik øje på de mørkklædte og løbende mænd. Dvasianske soldater! Instinktivt agerede hun derefter, som det elektriskladede felt dernæst blev sendt i mændenes retning, og tvang dem begge omkuld!

[Theodore Jarvis Acheron]

Mørket og tomheden som var at spore i omgivelserne, var lige så at spore i Theodores blik. Kvinden som han havde fået øje på langs søen, var en af slagsen som han holdt øje med. Efter at grænserne i Dvasias, var skubbet, eftersom Manjarno var blevet en del af mørket, så var der stadig nye og store jagtmarker, som han skulle have undersøgt. Kone og alt var efterladt derhjemme denne dag, så han for en gangs skyld, havde tiden for sig selv, da det i forvejen, ikke var noget som skete særlig ofte.
Kutten havde han trukket op over hovedet og med hovedet sænket en anelse, så det næsten var umuligt at se, hvad der måtte gemme sig under den. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen. Ikke fordi at der var had... eller andet som bare mindede om en tanke, eller en følelse som skød igennem ham, da han ikke kunne føle noget som helst. Et menneskeligt træk, som selv hans far havde revet fra ham, dengang han ikke havde været særlig gammel, så det at tænke og føle noget i det hele taget, var end ikke noget som han kunne mindes. Hvordan var det at føle noget. Selv blev han stående der, uden at rokke så meget som en eneste muskel, frem til han hørte stemmen råbe. Hurtigt hævede han blikket. Den unge kvinde reagerede dog hurtigt og slog sin modstander tilbage. Et kort træk måtte dog alligevel finde vejen til hans mundvig, også selvom det døde hen igen, stort set lige så hurtigt, som det var kommet.
Hovedet lod Theodore falde let på sned. Dvasias var og blev Dvasias, selv i det som måtte kaldes for de gamle Manjarno på folkemunde lige for tiden. Han holdt et meget godt øje med den ene af mændene som var kommet. Hvorfor skulle de så absolut komme og ødelægge det hele for ham? Han stod og studerede denne unge kvinde! Langsomt lukkede han næven, som klemte han omkring noget som øjet ikke kunne se. Den ene mand stoppede op og begyndte at gispe, mens han tog sig til brystet. Det klemte om hans hjerte. Ligesom Theodore nu kunne lide det. Smerten som han kunne fornemme i takt med at han lukkede næven mere og mere.. for til sidst at lukke næven helt, så manden faldt død til jorden. Hvor han dog elskede at torturere og pine på den måde! Langsomt trådte han frem. Kappen lagde sig som en tung og mørk skygge om hans skikkelse, så han i forvejen var svær at se. Han vendte blikket mod hende og med en lige så tom mine. Hun havde hans fulde opmærksomhed.

[Jarniqa Dynithril]

Selv vidste Jarniqa ikke, hvor længe hun havde fået lov til at sidde, før hun var blevet afbrudt. Ligeså vidste hun ej heller, at der i virkeligheden var en tredjepart i dette spil, som hun indtil nu kun havde fået øje på de to soldater. Instinktivt havde hun ageret overfor dem, som hun højst sandsynligt ville svare, at hun havde handlet, før hun havde tænkt sin første tanke! Hjertebanken gav det hende, som hun alligevel ikke kunne sige, at hun nogensinde havde prøvet noget i denne dur før! Ganske vidst var hun lederen af modstandsbevægelsen Resistentia, men det var ikke ens betydning med, at hun nogensinde havde stået overfor et frontalt angreb før. Effektivt pumpede adrenalinen i hende, som den tvang hende til at reagere hurtigere, end hvad hun normalt gjorde! Adræt snoede hun sin krop i en glidende bevægelse, så hun gled over til sin bue og pilekogger. Flydende var hver og en af hendes bevægelser, som der ej syntes at gå mange sekunder mellem hver handling! De slanke fingre placerede sig fast om buens træ, alt imens den anden hånd søgte to af pilene. Uden at slippe nogen af dem, placerede hun den første imod buens træ, alt imens hun i en hård og hurtig bevægelse trak strengen tilbage, så den første pil affyrede imod den ene soldat, der allerede var på vej i hendes retning! Inden den første overhovedet havde fundet sit mål, havde hun allerede sendt den næste af sted, hvor de inden et blink havde sat sig i mandens hals. Det sted på kroppen der ej var beskyttet af hans rustning. Hårdt slog hendes hjerte imod hendes bryst, som hun bevidnede, hvordan mandens nakke slog tilbage, inden han igen ramte jorden med et hårdt bump! I korte og hurtige stød trak hun vejret, inden hun sprang op på benene og allerede med en ny pil spændt for buen. Hvor var den anden? Hvad var der blevet af ham? Buen holdt hun spændt, som hun med hastige skridt søgte over mod sit offer. Det var også her, at hun måtte ane, hvordan den anden soldat aldrig var kommet op igen efter sammenstødet med hendes magi.. eller det var i hvert fald, hvad hun troede. En kvalmende smag fik hun i munden, som hun kom over til soldaten med pilene i halsen. Var han død? Havde hun dræbt ham? Var dette hendes første mord? Prøvende sparkede hun til hans ene ben, der blot gled slapt over på den anden side.. Hun sank klumpen i halsen, inden hun årvågent måtte rette sig op, og pege pilens spids mod en kutteklædt gående mand. ”Hvem der?” spurgte hun skarpt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Skuffelsen følte Theodore blot ved tanken om, at hans underholdning for dagen var ødelagt. Han havde længe stået og blot betragtet sig af denne kvinde, frem til disse mænd var kommet for at ødelægge det hele. Selvom han ikke decideret blandede sig, ville han nu alligevel mene, at disse mænd fortjente at blive straffet, for at have ødelagt det! Verdenen var på ingen måder et trygt sted at være, og særligt ikke i disse stunder, selvom det nu aldrig var en tanke som havde nået ham for ører. Det var nemlig de færreste som ville turde stille sig op mod ham, og gøre ham noget som helst!
Theodore trådte frem, endnu fuldstændig klædt i kappe og kutte, så han var svær at se. Det krævende i hendes stemme, var dog ikke noget, som han tog sig videre af. Hvorfor skulle han da? Han rettede sig en smule op, inden han langsomt vendte blikket mod hendes skikkelse. De døde skikkelser, som lå på jorden foran dem, var ikke noget, som han tog sig af. For ham, var det ikke noget nyt, at se døde kroppe liggende på gaderne. Det var en hverdag i Marvalo i hvert fald. Han trak kort på smilebåndet. "De er døde... Begge to," sagde han roligt. For ham var det hverdag. Hans tone var præget af.. tomhed og manglen på følelser. Han lod hænderne falde ned langs hans krop. Han var ikke kraftig af bygning.. Tvært imod. De våben som lå der.. det som hun havde givet udtryk for at kunne.. Han var ikke et sekund i tvivl om den lyse magi, som alligevel måtte ligge i hende. Noget som vækkede en vrede i ham.. gav ham en følelse og lyst til at slå ihjel. Det var hans nemesis, som han stod overfor! "Magiker... ikke sandt?" fortsatte han. Hans øjne skinnede nærmest under kutten af det lys som ramte ham i ansigtet. En bleg hud.. man skulle næsten tro at han måtte være vampyr, dog selvom det ikke var tilfældet. For nu blev han stående, uden så meget som at rokke en muskel.

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik holdt Jarniqa fast på den kutteklædte skikkelse, som hun endnu ikke vidste, og vedkommende var en ven eller fjende. Fuldkommen upåvirket af situationen syntes vedkommende at være, og på sin vis måtte det skræmme hende. Hvem var ligeglad med folk der blev angrebet og døde personer? Hendes vågne blik fokuserede fortsat på skikkelsen. Hvor kom vedkommende fra? Procias? Manjarno? Dvasias? Imandra? Et sted tvivlede hun på Dvasias.. Som vedkommende talte nemlig, afslørerede han sig selv som en mand, der forekom ganske ligeglad med det forestående mord. En dvasianer ville vel ikke have set sig ligeglad på et sådant drab? Specielt ikke, når det omhandlede nogle dvasianske soldater … vel? ”Hvad betyder det for dig?” endte hun sigende med at spørge ham i et håb om, at det ville løfte sløret en anelse for denne kutteklædte mand. Hvem var han mon? Nysgerrig måtte hun endnu finde sig selv, skønt adrenalinen fortsat pumpede igennem hendes årer. Buen sænkede hun dog ikke af den årsag, da hun endnu ikke følte tillid til den fremmede mand.. ”Hvilken forskel gør det for dig, hvad jeg er?” endte hun igen med at spørge. Selv vidste hun ikke, hvor meget denne mand havde set, men hvis blot han havde været til stede i to minutter, ville han være vis i sin sag. Dog kunne hun også have været en warlock ud fra magien.. Warlock, magiker.. Selv vidste hun faktisk ikke, hvad den store forskel var på de to racer. Umiddelbart havde begge racer trods alt bare magi. Renracet magiker var hun dog ikke, som der også måtte være noget mørkt i hende.. Mørkelveren efter hendes kære moder. Opmærksomt søgte hendes blik op og ned ad skikkelsen, men nej.. hun kunne intet særligt se. Alt var tildækket af kappen og kutten. ”Fjern dit hætte, så jeg kan se, hvem jeg står overfor,” bad hun ham om. Fjendsk var hendes tone ikke just, men tydeligt var det dog, at dette var en af hendes ønsker for denne samtale. Det var vel ej heller for meget at forlange?

[Theodore Jarvis Acheron]

Ikke så meget som en følelse måtte Theodore nære for disse nedfaldne dvasianske soldater. I hans hoved, gjorde de heller ikke andet end at gå i vejen, og det var faktisk en kæmpe frustration. Han blev dog stående for nu, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Hun stod med buen i hans retning.. ikke at han anså det som truende, for han kunne ende hendes liv, mindst lige så hurtigt, som han havde endt denne mands.. Blot ved at lukke hånden. "Skulle det betyde noget for mig?" spurgte han ligegyldigt. Han rettede sig en anelse op endnu en gang, og med blikket stadig tomt hvilende på hende. Han havde ikke nogen grund til at slå hende ihjel. For nu gjorde hun ham faktisk kun ekstremt nysgerrig. Det var nemlig ikke særlig ofte, at han stod i en situation, hvor han kunne gøre dette. Han trådte forbi den døde mand og mere mod hende, inden han igen stoppede op. Alene herude.. Der måtte være noget særligt ved denne kvinde, for det var de færreste, som ville søge hertil på egen hånd, uden at have en grund til det. "Ven eller fjende.. Det er jeg jo nødt til at vide," sagde han ærligt. Magi var der at spore i hende.. men der var noget andet også, og det kunne meget hurtigt forvirre ham.
Som hun gav udtryk for ønsket om at hans kutte skulle falde, måtte han igen kort trække på smilebåndet. Det falmede dog lige så hurtigt igen, som det var kommet. Skulle han virkelig handle på et ønske af en kvinde? Endda en som var ham komplet ukendt? Han endte dog med at hæve hånden langsomt, greb fat om kutten og trak den ned. Hans blege ansigt var tomt.. og det samme var hans mørke øjne. Han stirrede direkte mod hende, nu hvor han var kommet det tættere på hende. Der var ikke rigtigt noget ved denne kvinde som var kendt for ham. Dog havde hun gjort ham nysgerrig. "Hvem er du?" spurgte han direkte. Han var ikke kendt for at pakke tingene ind.

[Jarniqa Dynithril]

Skulle det betyde noget for ham? For de fleste betød død et eller andet. Især for Jarniqa, som ellers aldrig havde dræbt før, og som ej heller var vant til at se lig i gaderne. Havde denne mand mon set så megen død, at han nu var ligeglad? Mærkværdig forekom selv den tanke dog, da hun endnu måtte føle et vidst koldt jag i sig. ”Død burde have en betydning,” kommenterede hun. Hvor hørte han mon til? Hvis han var dvasianer, burde han føle vrede, da det var to dvasianske soldater, som hun havde dræbt. Selv troede hun i hvert fald, at hun havde dræbt dem begge. Hvis han kom fra et af de resterende lande, burde han derimod føle glæde, da det i så fald var to fjender, som var røget. Dog lignede det, at han følte … intet. Kunne man virkelig ikke føle noget? Var det virkelig fysisk muligt? Nøje fulgte hun manden med blikket, som han nærmede sig hende. Ven eller fjende? ”Det kommer an på en ting.. Hvilken side kæmper du for?” spurgte hun ligeud. Essentielt var det spørgsmål efterhånden blevet. Selv vidste hun udmærket, hvilken side hun stod på. Tydeligt var det også, eftersom hun lige havde slået to soldater ihjel. Spørgsmålet var derfor blot, hvilken side han tilhørte. I oprør var landet trods alt, og derfor var det behændigt at vide, hvem og hvad man stod overfor. Nøje studerede hun manden, som han trak hætten ned. Umiddelbart kunne han have været en nydelig mand, men problemet var blot, at der var noget … forkert over ham. Ej kendte hun ham, men skræmmende forekom det hende alligevel. Hvad var der med manden her? Hvem var han? Hvad var hans historie? Det gjorde hende et sted nysgerrig..”Er det ikke meningen, at manden skal være galant og præsentere sig for kvinden først?” endte hun alligevel kækt med at sige. Spørgsmålet var, om han kunne tackle hendes friske jeg eller ej.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore tog ærlig talt ikke døden særlig tungt. Havde han en grund til at skulle gøre det? Det var en naturlig del af livet. En skam var det naturligvis når det endte så tidligt, men det var noget som disse mænd nu selv var skyld i. Han vendte blikket mod hende. Hun var en flabet ung sjæl... Så meget kunne han da sige. Sjæl.. Det var lige netop den del, som han havde mistet for frygtelig mange år siden. Ikke kunne han føle.. og de tanker som han gjorde sig, bragte ikke rigtigt nogen følelser med sig og det havde det aldrig gjort. Han lod hovedet søge på sned. "Hvorfor skulle de have en betydning? De er jo døde," lød det roligt fra Theodore. Hun var ung.. Var det hendes første drab? I det tilfælde, så var det heller ikke underligt, at det var de tanker som hun gjorde sig.
Så krigerisk af sig, så havde Theodore dog aldrig taget parti. Kun der hvor han selv måtte få noget ud af det. Han boede i mørket.. han trives i mørket, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han kæmpede for deres sag. De havde taget Manjarno.. ja, tillykke med det. Det gjorde kun, at han havde langt større og flere marker at søge. "Al den snak om parti.. er du lys.. er du mørk... Jeg er hverken en ven eller fjende, før du gør mig til en af delene," sagde han direkte. Kutten lod han falde, så hun kunne se ham. Flabet som hun var, var det tilsyneladende ikke noget, som hun var helt tilfreds med. Flabet og kæk.. hun kunne virkelig ikke være særlig gammel. Hvorvidt om det her var noget som skulle ende med at koste ham interessen og nysgerrigheden, som hun havde vækket frem til nu vel og mærke. "Jeg stillede et spørgsmål," sagde han kortfattet. Et sted var det med en vis faretruende undertone. Han rettede sig en anelse op endnu en gang og med let knyttede næver. De våben som hun havde, ville ikke være en stor trussel overfor ham.. Tvært imod. Han kunne slå hende i jorden som ingenting, hvis det var det han ville!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa blinkede let med øjnene. De er jo bare døde? Selv ville hun ikke just påstå, at man kunne sige bare og død i en og samme sætning, og da slet ikke, når døden ej havde været naturlig! Naturligt var det at dø af alderdom. Unaturligt var det derimod at blive myrdet af magi og pile, som det var forårsagede drab. Drab som hun havde foretaget.. Det var ikke fordi, at hun havde ondt af soldaterne, da hun vidste, at det havde været dem eller hende, men alligevel.. Døden var ingen simpel sag. ”Fordi de er døde,” svarede hun nærmest i håb om, at han ville forstå. Inderst inde vidste hun dog allerede, at dette ej ville ske.. Der var noget i vejen med denne mand. Noget, som hun ej kunne sætte finger på. Tom forekom han hende, men kunne man virkelig være helt tom? Det troede hun ikke selv på, at man kunne.. Hans videre snak gjorde desuden også kun, at hun fandt ham endnu mere mærkværdig. Hvordan kunne han ikke have nogen mening om, hvad der foregik i landene? Vidste han ikke, hvad der skete? Var han virkelig ligeglad? Utilpas gjorde det hende et sted, da det fik hende til at føle, at hun ej vidste, hvor hun havde ham. Dog var det på sin vis også retfærdigt at sige, at man først var ven eller fjende af ham, når man selv gjorde et træk. ”Nuvel.. Hvorfra kommer du i så fald fra?” endte hun i stedet med at svare. Selv tvivlede hun allerede på, at han kunne være manjaner. Ingen manjaner ville opføre sig således. Hun fugtede let de lyserøde læber. ”Og jeg valgte at svare tilbage med et spørgsmål,” endte hun roligt med argumentere. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. Nej, det var næppe nok at give ham dette svar. En ting havde det været at nægte at udlevere navne til kongen af Procias, men denne mand … det føltes som om, at det i denne her situation blot var bedst at give ham, hvad han ønskede. ”Jarniqa.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Døde var borte, og derfor så Theodore skam heller ikke nogen grund til at skulle vægte dem højere end som så. Han lod hovedet søge let på sned. Forfærdede det hende virkelig så meget? At han havde det syn på døden, som han havde? Der fandtes ikke det som han var bange for. Frygt var ikke en følelse som han kendte, men derimod havde set så mange andre udstråle, når de så ham, og lærte hvem han var, som person. Han var nemlig ikke den type mand, som man skulle eller burde komme på tværs af. "De er døde.. hvorfor tænke mere på dem?" spurgte han direkte. Det var ikke noget som han forstod. De var borte.. der var ikke nogen grund til at tænke mere på dem.
At hun havde svært ved at finde ud af hvor hun havde ham, var hun ikke ene om. End ikke hans egen hustru kunne tage hans ord for gode varer. Han kunne skifte retning og mening, som vinden måtte blæste, og dette var så heller ikke rigtigt noget undtag. Han blev denne gang stående. "Dvasias," svarede han ærligt. Hverken med skuffelse eller stolthed. For ham, var det nemlig bare et svar.
Hænderne lod han roligt falde ned langs hans krop. Det kunne godt være, at hun havde været flabet og valgt at stille et spørgsmål igen, men han stod nu alligevel ganske fast på, at han stillede det spørgsmål først, og det var virkelig dumt af hende, ikke at besvare det. Selve navnet, var ikke rigtigt noget, som sagde ham det ville, måtte han erkende. Et svagt træk måtte alligevel finde vejen til hans mundvig.. Han gik langsomt og roligt mod hende denne gang. En ung og ukendt kvinde.. Var der noget, som kunne være sjovere at lege med? Hendes spørgsmål havde han dog ikke i sinde at svare på. Han stoppede først op, ganske få skridt fra hende. Det våben som hun havde i hånden, var han stadig ikke særlig begejstret for. "Læg den fra dig," sagde han kortfattet. Nok mest udtalt, som havde det været en form for ordre.

[Jarniqa Dynithril]

Videre svært var det ikke at finde ud af, at denne mand ej havde høje tanker om selve livet. Sværere var det derimod at acceptere det.. Hvordan var det menneskeligt muligt at være sådan? Selv begreb Jarniqa det ikke. Dog havde hun ikke den store forstand på det at dræbe og se døde personer, så måske var det blot hende, som var den mærkelige? Hun anede det ikke.. Det var nemlig ej en verden, som hun var ferm i, men derimod en verden, som hun brutalt var blevet skubbet ind i. ”Fordi de engang var til? Tænk hvis det var dig.. Tænk hvis det var en, som du kendte,” sagde hun prøvende. Selv ville hun gerne have sagt holdt af, men holdt denne fremmede mand mon af nogen? Sikker og vis var hun dog på, at han ikke selv ønskede at ligge for døden. Ingen ønskede at se sit eget liv endt. Igen endte hun med at blinke med øjnene. Burde hun angribe ham? Han havde trods alt lige indrømmet, at han var dvasianer, og dog.. På den anden side havde han sagt Dvasias, ligesom man ville sige træ. Besynderligt var det.. Ganske besynderligt. Hun stirrede på ham med sine smaragdgrønne øjne. Ja, for at være ærlig, vidste hun end ikke, hvad hun skulle kommentere på det. Derfor valgte hun også blot at tie. Som han langsomt nærmede sig hende, følte hun helt, hvordan hun automatisk rankede sig op. Det var vel et sted for at vise, at hun ikke blot var en svag lille pige? En høj ung kvinde var hun. Tilmed også en køn en. Dog stod dette ikke så tydeligt igen, som hun endnu bar kappen og hætten der dækkede hendes træk. ”Personligt kan jeg lide at have den på mig.. Jeg ved tydeligvis ikke hvornår, at det næste angrib vil finde sted,” endte hun med at svare fast og i en rolig tone. Hold måtte der dog være i hendes ord, da soldaterne var kommet pludseligt, og denne mand? Selv vidste hun ikke, hvad der var med ham, men helt tryg følte hun sig nu ikke.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kende mange, men aldrig havde han stået i situationen, hvor han direkte havde fældet tårer ved tab. End ikke ved hans egen søns død havde han gjort det. Han var ikke præget af følelser eller tanker i den sammenhæng. "Men dog døde nu, og komplet uden betydning. Kun værd til et hul i jorden," sagde han direkte. Selv havde han været i jorden en gang.. Hans fader havde solgt hans sjæl dengang han havde været en meget lille dreng, for at give ham den mulighed. Et årtusinde havde han ligget der.. han vidste hvordan det var at ligge der.. og kæmpe sig op igen. Aldrig havde han oplevet noget så hårdt som det! "Skulle de da have betydning, når deres hjerte er holdt op med at slå?" spurgte han videre, da han igen vendte blikket mod hende. Han kunne ærlig talt ikke se det.
Let kneb Theodore øjnene sammen, da han stod ikke mange skridt fra denne kvinde. De våben som hun havde, ville han nu alligevel på det kraftigste anbefale hende at så sænket, så de ikke var i vejen. Desuden ønskede han heller ikke ligefrem at føle sig truet af hende. Og gjorde hun det ikke.. så kunne han jo passeligt finde på at gøre det for hende i stedet for. "Folk vil ikke gøre dig nogen skade, så længe jeg står her... læg det fra dig," gentog han denne gang langt mere hårdt. Næven knyttede han let, som hans blik hvilede advarende på hende. Han fandt sig i forvejen ikke i, at skulle gentage sig! Hvor flabet var hun ikke lige? En ung flabet kvinde. Naturligvis skulle hun da passe på sig selv, men han havde jo ikke just ageret truende overfor hende.. tvært imod, så havde han været med til at redde hende, ved at tage sig af den ene dvasianske soldat, som nu lå for deres fødder. Hans tomme blik hvilede på hende.. på denne Jarniqa. "Hvor er du fra?" spurgte han videre. Der var en grund til at hun særligt måtte være så interesseret i det fra hans side.

[Jarniqa Dynithril]

”Ej er de af personlig betydning for mig. Hvis de havde været, havde dette trods alt ej hændt. Dog er et liv af betydning. Det er også, hvad der adskiller os for ikke at slå alle ihjel i et flæng,” endte Jarniqa med at sige, skønt hun tvivlede på, at selv det ville få ham til at forstå. Det virkede nemlig som om, at han virkelig var ligeglad med det hele. Måske burde hun bare acceptere det, da det føltes som at diskutere med en dør. Dog var lige præcis dette en svær ting at acceptere. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Lige meget, hvad jeg siger, vil du ikke kunne følge mig.. Har jeg ret i det?” spurgte hun ligeud, som hun havde det stærk på fornemmelsen. Hun kunne vel ligeså godt droppe argumenterne, hvis hun alligevel talte for døve ører.
De smaragdgrønne stirrede på ham, som han fastholdt, at hun var i sikkerhed med ham. Problemet var bare, at det faktisk var ham som hun ikke stolede på. Han skræmte hende nemlig, skønt han reelt set ikke havde gjort hende noget. Måske burde hun bare tro på ham? ”Hvorfor vil ingen gøre mig skade så længe du er her? Hvem er du? Hvad kan du?” spurgte hun med en nysgerrig klang, hvorefter hun langsomt valgte at sænke buen en anelse. Hvis han skulle vise sig at være utilregnelig, havde hun forhåbentligt også magien at handle på! Blikket valgte hun halvt om halvt at tage fra ham, som hun valgte at gå om på den anden side af det ene lig. Både så hun fik en smule afstand til den fremmede, og så hun kunne gøre kål med ligene. Med en del pres fra sine fødder, begyndte hun herfra at trille det ene lig efter det andet ud i søen. Synd var det, at de skulle ligge i den smukke sø, men værre var det, hvis de blev fundet af andre dvasianske soldater! Det smaragdgrønne blik førte hun tilbage på manden, som hun nu stod helt nede ved søbredden. ”Manjarno,” sagde hun ærligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore blev stående og stirrede på denne kvinde. Hans blik var tomt.. Han var meget intetsigende i hans udtale, men kunne han lægge mere i det, når han ikke kunne føle, eller forstod sig på hvad det egentlig betød? Han stod fast på, at de døde, nu var døde, og hvorfor spilde tiden med at lægge vægt på deres betydning, når de var døde? Han lod hovedet søge let på sned og med let sammenknebne øjne. "Du spilder dyrebar tid," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod hende.
Så lang tid hun var sammen med ham, kunne han næsten love hende for, at der ikke ville ske hende noget. Den eneste som turde gøre hende noget, hvis det var, måtte vel være ham. Det krævede dog bare, at hun blev på den rette side af grænsen, så der netop ikke skete noget. "Folk der kender mig, ved hvor dumt det er, at sætte sig op mod mig.. En mand uden sjæl.. en mand uden samvittighed," sagde han direkte. Nej, han skammede sig ikke over det. Det.. kunne han ikke. Det gjorde ham måske forbandet utilregnelig, men ikke desto mindre, var det noget, som han havde levet med hele sit liv. Han blev stående, som hun begyndte at rulle lignene i vandet. Selv vidste han, at de ville gøre selskab af en lang række andre, som selv havde måtte lade livet på et sted som det her. At hun gad spilde tiden med det, begreb han sig virkelig ikke på. Han rystede let på hovedet, hvorefter han let hævede blikket igen. En manjaner.. en af de få, som måtte være tilbage her i landet, da han selv vidste at mange havde søgt skjul og tryghed i Procias. Inden længe, ville selv det land stå for fald.. Og han var en af de heldige, som kunne stå og betragte sig af det på afstand. "Hvad jeg kan? Det som falder mig ind.. Den mand der... Jeg stoppede hans hjerte.. han gik i vejen for min underholdning," sagde han ærligt. Han havde jo længe stået og betragtet sig af hende, uden at gøre noget. Han var fascineret af hvordan hun alene havde siddet her og bare.. siddet her. Det var noget som vakte hans nysgerrighed. Han var en stærk warlock.. han var trods alt blandt de ældste.

[Jarniqa Dynithril]

”Ifølge dig måske,” endte Jarniqa med at sige, som hun bestemt holdt fast i, at hendes medmenneskelig var en god ting. Hvis først man mistede den, var man vel intet andet end en tom skal? Hvis ej hun var medmenneskelig, havde hun jo ej heller haft ønsket om at stable Resistentia på benene. Verdenen og selve eksistensen havde nemlig været ligegyldig, hvis det havde været således. Hun stirrede på ham, ved hans efterfølgende ord. Hun kunne jo ikke lade være! Han havde virkelig ingen medmenneskelighed.. Ingen sjæl.. Hun blinkede med øjnene. Kunne hun oprigtigt tro på det? Svagt rystede hun på hovedet. ”Ingen kan være foruden sin sjæl, ligesom man ikke kan være foruden sin krop,” sagde hun, som hun helst ikke ville tro det! Kunne det virkelig passe? Var det virkelig muligt? Hun bed sig selv let i læben. Utilpas gjorde han hende. Især også, som han blot stod, mens hun skubbede ligene i vandet.. Der var virkelig intet, som rørte den mand! Dog gjorde han hende også nysgerrig.. Vanvittig nysgerrig. Om det var klogt af hende at føle således, måtte tiden dog vise hende. Hun rankede sig op igen. Stoppede hans hjerte? Hans underholdning. Hun stirrede forbløffet på ham. ”Har du … udspioneret mig?” spurgte hun overrasket, som hun nu ikke havde set den komme! Hun havde jo intet opdaget.. Dog tænkte hun, at han alligevel måtte føle noget, som han alligevel kunne føle interesse og underholdning. Hendes blik hvilede på ham. ”Du stoppede hans hjerte? ..Hvordan?” spurgte hun, hvor hun alligevel ikke kunne afholde interessen fra sit eget tonefald. Var han magiker ligesom hende? Eller nok nærmere warlock? ..Ville hun mon kunne gøre det? Burde hun overhovedet ønske sig at kunne gøre det? Svært var det dog at stoppe et ønske, når det allerede var faldet en ind.