A nice day in the sun.

[Deleted]

@izaiah

Solen skinnede fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrede i træerne og varmen så ud til at være en smule på vej. Der var ingen sne længere, ingen frost. Det var virkelig skønt at være udendørs og især en dag som i dag. Med rolige skridt søgte Keysha mod søen nær Natymia. Hun snusede let til jorden som hun søgte længere og længere væk fra den hytte som hun havde sammen med Izaiah. Han havde endelig lært hende at forvandle sig og det gav hende virkelig langt flere muligheder! Den snehvide ulv kom luntende. Stadig kunne hun intet se når hun var menneske men en smule syn havde hun faktisk som ulv. Det var ikke decideret at se men det var næsten som om duftet printede sig ind på hendes indre og viste hende billeder af hvordan hun troede det så ud. Hun nød det virkelig meget! Det havde givet hende så meget frihed at hun faktisk kunne rende rundt og ikke bare sidde indendørs hele tiden. Med en rolig lunten nåede hun ned til søen hvor hun stoppede op og kiggede rundt. Der var så mange spændende dufte hernede, det var helt vildt!
Hun var gået i krig med det samme. Duftede til alt hun kunne komme i nærheden af men især duftede hun til blomsterne som hun stødte på på sin vej. Hvor var det bare en dejlig dag. Hun havde virkelig ingen bekymringer lige nu. Heller ikke det faktisk at Manjarno hørte under Dvasias kunne slå hende ud lige nu. Nej lige nu der hyggede hun sig bare. Efter at have gået rundt noget tid lagde hun sig ned på jorden og lukkede øjnene. Hun nød at lytte til alle lydene men hun var årvågen stadigvæk. Hun vidste ikke hvad der lå og lurede under overfladen og hun var altid på vagt efter den gang hvor hun var blevet overfaldet på vej hjem alene. Izaiah havde ikke været glad for at lade hende søge ud efter den gang men hun kunne altså ikke holde til bare at sidde stille derhjemme hele tiden. Hun ville altså opleve noget!

[Deleted]

Endnu en gang havde Keysha valgt at søge udenfor, hvilket i forvejen, ikke just var en tanke som Izaiah måtte bifalde, for det gjorde han da godt nok ikke. Efter at Dvasias havde taget landet, var han præget af en uro. Hvad skulle der ske nu? Ville de kunne fortsætte det rolige liv, som de havde haft til nu? Det kunne godt være, at de muligheder og midler som de havde, ikke var meget at prale af, men det gav dem da noget i livet, som de kunne forholde sig til, samt det faktum, at de havde hinanden.
Det havde kostet blod, sved og tårer, at lære hende at forvandle sig, selv udenfor fuldmånen. Lige nu, var det bare ikke den fordel, for hun brugte det til at søge ud, og det faktum, at hun gjorde den slags, når han ikke var med, havde han aldrig været begejstret for. Den store hanulv, som han var i sin ulveskikkelse, stod med snuden i jorden. Han havde opfanget hendes duft, og det gjorde da heldigvis, at hun var forholdsvis nem at opspore. Han luntede hastigt afsted. Alene tanken om, at hun skulle støde på noget undervejs, var en tanke som han fandt direkte skræmmende, og han kunne slet ikke have med den at gøre! Let slog han med halen, og holdt ørene på stilk. Det var aldrig til at vide, hvad de kunne finde undervejs. Natymia var et smukt sted, og særligt om dagen. Det var ved at blive mere lunt, og særligt som ulv, så var det uden tvivl nemmere at finde varmen, end det var for alle andre. Det handlede jo egentlig bare om at udnytte de fordele som man havde. Han brummede let irriteret. Efter hans møde med den anden ulv på kroen, havde givet ham en del andre ting at tænke over. Han gjorde ting for at passe på hende.. og intet andet, og så skulle hun altså heller ikke rende rundt og stikke af! Hendes duft blev kun stærkere og stærkere lige nu. Han hævede hovedet.. Og der var hun jo. Den smukke hvide pels, ville han kunne genkende overalt. Han luntede hen til hende, hvor han med en svag brummen, forsøgte at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse. Han ville jo gerne bare passe på hende. At søge ud nu, kunne være direkte farligt!

[Deleted]

Keysha vidste at Izaiah virkelig ikke kunne lide at hun rendte rundt for sig selv men hvad kunne hun ellers lave? Hun ville ikke bare sidde fanget derhjemme og lave absolut intet. Lige nu oplevede hun en masse og hun sørgede for aldrig at gå alt for langt væk. Hun ville opleve ting og sager, se ting og sager! At sidde hjemme og bare vente var virkelig ikke hende. Hun ville gerne udrette noget med sit liv. Om ikke andet så ville der da være noget indhold hvis de i det mindste havde en unge som hun kunne tage sig af når han ikke var der men dette var ikke en tanke som hun sagde højt. Hun lå ned i solen og nød den lunere luft. Den var stadig kold men hun var dejlig varm med den hvide pels på. Hun var utrolig flot at se på selvom dette ikke var et faktum hun var kendt med. Hun gabte en gang og lukkede øjnene. Hun slappede bare helt af selvom hun stadig var årvågen.
Dog måtte hun opfange Izaiah langt før han kom helt hen til hende. Lyden af hans skridt og hans duft slog hende hårdt og hun løftede let hovedet mod hans retning. Han ville ikke være tilfreds, hun vidste det godt. Hovedet søgte let på sned som han kom hende helt tæt på. Hun havde det altid langt bedre når han var i nærheden, også selv når han virkelig ikke var tilfreds med hende. Hun endte med at trille om på ryggene for hans fødder. Hun var underdanig hele vejen igennem. Hun betragtede ham en smule før hun løftede hoved og slikkede ham på snuden. #Hvor har du været henne, min elskede?# Hendes stemme lød i hans hoved som den stille kommunikation mellem dem. Hun vidste ikke hvor han havde været henne men hun var i hvert fald glad for at han nu var hjemme hos hende igen. Selvom hun kunne lide at være fri så var det altså sammen med ham at hun havde det bedst.

[Deleted]

Allerede i det øjeblik, at det var gået op for Izaiah, at Keysha endnu en gang havde valgt at søge ud, havde han heller ikke tøvet med at søge ud efter hende. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget, og da slet ikke på denne her måde. Han snusede under sig, for at følge duften, også selvom den hurtigt blev kraftigere og kraftigere.. Og der var hun. Han følte lettelsen,for han kunne da i det mindste se på hende, at der ikke var sket hende noget, hvilket var det vigtigste. Hurtigt luntede han hen til hende. At hun underkastede sig med det samme, var noget som gjorde ulven i ham glad og tilfreds. Hovedet gned han kort mod hendes, inden han tog imod slikket over den store snude. Han brummede svagt, men tilfreds. #Jeg har søgt efter dig, kæreste. Jeg fandt dig ikke i hjemme,# lød hans stemme i hendes hoved. Igen lod han hovedet gnide mod hendes. For nu var han hendes øjne. Han ville ikke have, og han brød sig faktisk slet ikke om, at hun søgte rundt på egen hånd. Det var livsfarligt derude, og det ønskede han altså på ingen måde!
Han slikkede hendel et over snuden, inden han satte sig ned ved hendes side. Der var virkelig ikke det, som han ikke ville gøre for hende, eller hendes velbefindende, og han var bestemt heller ikke bange for at erkende det for hende, og særligt ikke på denne her måde. #Det er farligt det, som du har gang i, kære,# kommenterede han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn. At søge ud, uden den form for beskyttelse, som han for eksempelvis, var i stand til at give hende, så kunne det jo ende med at gå helt galt, og det ønskede han ikke! Efter hans møde med Loup, som han havde lovet at støtte op om, kunne det måske blive nemmere for fremtiden. Det krævede dog, at hun ikke ligefrem dummede sig.

[Deleted]

Keysha vidste at han ikke ville have det, hun prøvede virkelig at efterkomme hans ønsker om at være med hende når hun søgte ud med det var altså bare for svært! Der var så kedeligt indenfor, hun kunne jo ikke engang læse en bog eller noget. Hun bemærkede ham hurtigt. Det var dejligt at han søgte efter hende selvom hun virkelig ikke havde søgt særlig langt væk. Hun vidste godt at det var farligt, det var også derfor hun holdt sig sådan nogenlunde i nærheden af huset og ikke vandrede alt for langt væk. Han nåede helt hen til hende og hun gned kærligt sit hoved mod hans efter at have underkastet sig. Det faldt hende naturligt at gøre det, især i denne skikkelse. Han var hendes leder og hun hans flok. Der var kun dem men stadig så det så indgroet i hende, det hiraki. Hun slikkede ham over snuden og lod hovedet søge på sned. #Jeg havde lyst til noget luft. Du har forhåbentlig ikke søgt alt for længe?# lød den blid stemme i hans hoved som hun endnu en gang gned sit hoved mod hans. Hun var virkelig glad for at han var der.
Hans lille slik over hendes snude fik hende til at brumme nydende. Hun elskede virkelig at være sammen med ham. Det var virkelig så dejligt. #Jeg keder mig derhjemme Izaiah. Det er det samme hver dag. Jeg har brug for at opleve noget og dufte til nogle ting. Du kan jo ikke passe mig hele tiden, vel?# Hun var rolig og blid i sin stemmeføring. Hun vidste at det var farligt men kedsomheden tog overhånd. Han havde jo også andre ting at tage sig til end bare at sidde hjemme og underholde hende. Hun mærkede hvordan han satte sig ved hendes side og hun puffede let til ham med den ene pote som tegn på at han skulle ligge sig ned ved hende. Hun ville bare gerne ligge helt tæt med ham. #Hvor har du været henne i dag, min elskede?# spurgte hun nysgerrigt. Hun ville jo virkelig gerne vide hvad han rendte og lavede når han ikke var sammen med hende.

[Deleted]

Izaiah havde slet ikke tøvet med at søge efter, også selvom hun som regel søgte de samme steder hen. Det gjorde det nemt for ham, at finde hende om ikke andet. Selv var han da klar over, at det var kedeligt for hende, at sidde alene hjemme, men der var hun da i det mindste i sikkerhed, og sådan som det var udenfor i denne tid, så var det ekstra farligt for hende at søge ud i det hele taget. Han ville bare ikke have, at noget skulle ske hende, og det var der jo heller ikke nogen skam i. #Jeg har ikke søgt længe.. Du er som regel de samme steder. Desuden kan jeg genkende din duft,# endte han med en rolig stemme, idet han satte sig ved hendes side. Hans hoved var sænket ned mod hendes, selv da hun valgte at puffe til ham. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, hvor han igen gned sit hoved tæt op af hendes. Uden tvivl var hun den i hans liv, som havde den største betydning, og der fandtes virkelig ikke det, som han ikke ville gøre for hende.
Izaiahs ører var som på stilk, da han heller ikke ønskede, at der skulle ske noget med hende. Det var jo egentlig for hendes skyld, at han gjorde det, som han gjorde lige nu. Han slog let med halen, inden han igen vendte blikket mod hende. Loup havde givet ham rigtig mange ting, som han skulle tænke over. Det der med at give efter og underkaste sig en anden mand, var heller ikke nemt for ham, når han havde ledet sin egen flok frem til nu, men for pokker.. visse ting, var man jo bare nødt til at gøre, selvom det ikke altid var lige nemt. #Jeg var ude og fik mig et glas vin. Jeg ved godt, at vi ikke har råd til det. Jeg mødte denne.. mand, som gav mig en del at tænke over,# fortalte han ærligt, da han igen vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi, at hun skulle blive bekymret eller noget lignende, men det var jo også noget som ville omhandle hende i fremtiden.

[Deleted]

Keysha vidste at han ville søge ud efter hende hvis hun ikke var hjemme. Hun blev altid tæt på huset på en måde for at føje ham måske bare en lille smule. Det var en dejlig blanding af ikke at være så langt væk at han ikke ville kunne finde hende hurtigt og det at hun ikke bare sad fanget indenfor de samme fire vægge. Meget genialt hvis hun selv skulle sige det selvom denne holdning ikke var delt med ham. #Det var da altid noget. Det er en sjov ting, duft. Når jeg er ude så føles det næsten som om at jeg kan se gennem lugten. Det er virkelig fantastisk# sagde hun roligt. Hendes lette puf fik ham til at ligge sig ned ved hende og meget roligt gned hun sit hoved mod hans. Hun elskede ham, han var virkelig den vigtigste person i hendes liv og hun ville følge ham til verdenens ende hvis det var det han ønskede af hende. Hun vidste at han var på vagt, hvornår var han ikke det? Han var det især når de var sammen. Selvom hun kunne forvandle sig så kunne hun stadig ikke kæmpe ret godt selvom hun da var blevet langt bedre til at forsvare sig. Da hans tanker gled over på hans møde med Loup kunne hun tydeligt mærke at der skete noget. Det var som om han tænkte meget over tingene denne gang. Gad vide hvad han havde oplevet. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham roligt. At han havde været ude at få et glas vin fik hende blot til at gnide hovedet mod hans og brumme let. #Før jeg mødte dig levede jeg på gaden, det har jeg gjort det meste af mit liv. Det liv vi har os, selvom du påstår at vi ej har meget så virker det stadig som luksus for mig. Også selvom du køber et glas vin i ny og næ# pointerede hun ganske beroligende. Hun blev ikke sur over ham over sådan noget. Det var der ingen grund til. Hans ord om den fremmede der havde givet ham noget at tænke på fangede hendes opmærksomhed. Hendes blik hvilede på hans skikkelse. #Hvilken mand og hvilke tanke?" Hun var direkte. Hvis han gik med nogle vigtige ting så ville hun gerne have at han delte dem med hende. Hun var her jo for at støtte ham og hjælpe ham og det ville hun bare gerne gøre helt klart for ham.

[Deleted]

Når det kom til Keysha, var Izaiah altid på vagt. Han havde jo set, hvad der var sket sidst han nærmest havde fejlet den opgave, og det var næsten noget af det værste af det hele. Han fandt den tanke direkte frygtelig, og særligt fordi, at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved den. Han lagde sig ned ved siden af hende, hvor hovedet igen gned mod hendes. #Det som du føler, giver dig frihed, er hvad der presser mig, min kære. Verdenen er livsfarlig nu,# forklarede han med en dæmpet stemme. Stedet her var ikke længere neutralt, men mørkt og mørke væsner var bogstavelig talt at finde over det hele, og den tanke kunne han slet ikke lide! Tænk hvis de gjorde hende ondt? Den tanke kunne han da slet ikke have med at gøre, og særligt ikke når det var på denne her måde, og det var noget, som han selv glædeligt kunne stå fast på i den anden ende. Han brummede svagt og lagde hovedet ned. Måske at det var en luksusvare, som de egentlig ikke havde råd til, men lige forleden havde han haft brug for det glas, selvom det var noget af det værste, som han længe havde smagt. #Du er så overbærende, kære Keysha.. Det er det som jeg godt kan lide ved dig. Jeg burde ikke købe det, men lige i dag, havde jeg brug for det,# sagde han ærligt. Han var på vagt, og særligt fordi at frygten for at der skulle ske noget, særligt var stor efter at Dvasias markant havde flyttet sine grænser. Hvad ville de dog ikke ende med at gøre ved en kvinde som hende, om de vidste, at hun intet var i stand til at se? Det var det som han ærlig talt var mest bange for, og derfor reagerede han så også på den måde, som han nu gjorde. Loup havde uden tvivl givet ham mange ting at tænke over, og han kunne jo særligt godt lide det, som han eftersigende skulle få ud af det. #Jeg mødte en anden varulv i byen.. Han tilbyder det, som jeg længe har gået og ønsket og drømt om for os begge, hvis vi støtter ham i kampen om at overtage hele racen.. som en stor flok,# fortalte han. Det eneste han var bange for, var uden tvivl hvad der ville ske med hende, da hun var af 'den svagere del' af en varulveflok. Det var der hans problematik lå. Han ville jo ikke ende med at miste hende!

[Deleted]

Det der var sket sidst var ikke på nogen som helst måde hans skyld selvom hun for længe siden havde opgivet at få ham til at indse det. Den anden ulv havde flået hende, hun havde haft forbandet ondt og virkelig været bange for at hun ikke ville komme ud af det med livet i behold men hun var her endnu. Hun slikkede ham blidt på snuden. #Verdenen har altid været livsfarlig, især for sådan en som mig. Jeg vil ikek bare sidde derhjemme og være bange, Izaiah. Jeg vil leve og ikke bare være en byrde for dig. Når du ikke er der hjemme keder jeg mig virkelig. jeg har intet at fortage mig og ingen til at passe på fordi det kun er os# lød hendes stemme blidt og kærligt i hans hoved. Hun elskede ham og hun vidste at han blot ønskede at beskytte hende men hun kunne ikke bare sidde derhjemme og trille tommelfinger. Hun havde brug for et eller andet at give sig til. Hun krøb helt tæt op ag ham og ged hovedet mod hans mens hun lyttede til hans ord. Han var så sød når de var samme sådan her på denne måde. Hun holdt så forbandet meget af ham og hun var ikke i tvivl om at dette var det sted hvor hun var ment til at være. #Tænk ikke over det, min elskede. Jeg forstå godt at du en gang i mellem kan havde brug for sådan noget. Det er helt i orden.# Måske var hun overbærende men det var virkelig bare sådan hun var. Hun kunne ikke se det store problem i det selvom mange andre måske ville have belært ham eller sagt at det var dumt så tog hun det bare helt stille og roligt. Hun lyttede til hans fortælling om dem fremmede. Tanken om en stor flok løs fantastisk men hun var som han bekymret. Hun var svag, meget svag endda og hun var ikke just blevet behandlet pænt af hendes artsfæller, foruden af ham, før. Hovedet søgte let på sned og øjnene hvilede på hans skikkelse selvom hun ikke kunne se ham. #Det lyder interessant. Hvordan har han tænkt sig at gøre det? Jeg kender intet til vores nuværende leder vil jeg ikke være bleg for at erkende. Hvad har han tænkt sig at gøre anderledes end hende?# spurgte hun roligt. hendes tanker gled videre. Som en del af lederes flok ville Izaiah skulle bøje sig som alfa. Hun kunne ikke forstille ham som andet. #Hvad med dig og mig? Jeg mener, du er en alfahan, det har jeg sagt til dig siden den dag vi mødtes første gang. Kan du bøje dig for en anden? Og mig? Jeg er det svageste led. Med det manglende syn så vil jeg kun være en byrde for flokken. Det er ikke første gang at jeg er blevet skidt behandlet af en flok fordi jeg er svag. Mine tidligere møder med varulve har virkelig været grumme.# Hun var rolig som hendes stemme lød. Det var en frygt som hun ikke kunne slippe sådan bare lige. Hendes møder havde virkelig været grumme. Hun vidste ikke om hun nogensinde havde snakket med ham om det før.

[Deleted]

Verdenen var uden tvivl et livsfarligt sted, hvilket Izaiah udmærket godt vidste, og derfor ønskede han naturligvis heller ikke, at der skulle ske hende noget. Han brummede svagt og slikkede hende igen over snuden. Særligt fordi, at hun befandt sig i en situation, hvor hun måtte være blind, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. Gid han kunne. Han ville elske hvis han kunne gøre noget. Han lagde hovedet tæt ved hendes. #Jeg ved det godt, kæreste, men derfor vil jeg jo heller ikke have, at noget skal ske dig.. Jeg vil ikke have, at du søger ud uden at jeg er med, og særligt ikke nu hvor landet er blevet taget af mørket,# forsøgte han igen. Det kunne hun vel godt forstå? Selv nu hvor de begge var klare over at pengene var meget små og få, og han derfor i forvejen gik rundt med dårlig samvittighed over det dårlige glas vin, som han jo i forvejen havde betalt for i temmelig dyre domme, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Han lukkede øjnene ganske let. #Du er så tilgivelig, Keysha,# endte han med en rolig stemme, inden han igen åbnede øjnene, da han var sikker på, at han havde hørt en lyd. Dog var han glad for, at det ikke helt var tilfældet alligevel.
Han var en leder i deres egen lille flok, og særligt nu hvor han i denne tid, ikke rigtigt havde haft noget forhold til Leora, som var racens sande leder på nuværende tidspunkt. Han trak vejret dybt og med et tungt suk. Nej.. det ville blive svært for ham, men han stod så derimod fast på, at det måtte være til det bedste, og bedre i den anden ende. Tungen strøg han kort over den store snude, som han igen vendte blikket mod hende. #Hvad han præsenterede for mig, lød meget fornuftigt.. Jeg kan godt se fordelene i et sammenhold i en stor flok. Jeg vil ikke lade nogen gøre dig noget ondt, Keysha... Det må du tage mine ord på. Det vil blive underligt.. men jeg lovede at støtte ham i det. Den nuværende leder ser vi intet til.. Hun gør intet godt for vores race eller for det fællesskab, som vi engang har haft,# fortalte han med en rolig stemme. Loup var jo en fornuftig mand hvad det angik.. Selvom det måske var en drømmetanke, som var svær at opnå i praksis, så var det bare nu, at man var nødt til at handle og gøre noget ved det. Ej ville han dog fremhæve Keysha som et svagt individ, for det var hun ikke. Hendes styrke, lå bare ikke i det åbenlyse, som så meget andet måtte gøre. #Jeg lader dem ikke gøre dig noget ondt..# sagde han igen. Han ville ikke tilgive sig selv, om noget skulle ske med hende!

[Deleted]

Hun brummede stille som han tildelte hendes snude endnu et lille kys. Hun ville sådan ønske at hun havde noget at tage sig til derhjemme når han ikke var der for hun kedet sig virkelig meget. Hun lod hovedet hvile mod hans som hun lyttede til hans ord. Han ville ikke have at hun søgte ud? Hun kunne godt forstå ham. Hendes krop bar stadig tydelig ar efter hun var blevet overfaldet og hun vidste jo at han ikke ønskede at dette skulle ske igen. #Jeg ved det godt. Det er bare svært. Jeg er ikke vant til at sidde stille derhjemme og lave intet. Jeg har levet på gaden, jeg han ikke haft den luksus før. Jeg er nød til at have et eller andet til at berige min dag når du ikke er tilstede. Hvis jeg ikke skal søge ud så må vi finde ud af noget hjemme for jeg bliver bims af at sidde derhjemme i stilhed# endte hun stille. Hun føjede ham en smule. Hun skulle nok blive hjemme hvis hun kunne finde noget at lave når han ikke var der. Stilheden var virkelig noget af det værste for hende. Hun kunne slet ikke holde til den i længden. Det at skulle sidde stille og vente var bare ikke hende på nogen som helst måde. Hovedet søgte let på sned ved hans ord og de rolige øjne hvilede på ham. #Der er intet at tilgive min elskede. Ikke det mindste# forsikrede hun ham roligt.
Hun puttede hovedet ind mod hans skikkelse mens hun bare lyttede til hans ord. Glubsk slugte hun dem alle og tyggede på dem for at få en bedre forståelse for hvad det var han egentlig sagde. Øjnene lukkede hun stille i. Hun kunne ikke andet end at frygte hvordan det ville ende hvis de kom ind i en stor flok. Alle andre medlemmer ville fornemme hendes svaghed og mange af dem ville kunne finde på at gøre hende ondt hvilket vel var deres ret hvis man kiggede på det heraki som de stod i. #Jeg ved at du vil beskytte mig. Det er blandt andet det jeg frygter. Jeg er svag, meget svag. Jeg har brug for andre for at klare mig. Jeg vil være underhunden i flokken og ..... Og hvis de ønsker at gøre mig ondt og du stiller dig i vejen så kan der ske dig noget og det vil jeg ikke have! Du er den vigtigste person i mit liv. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre hvis du kom til skade på grund af mig.# Tanken var skræmmende for hende. Hun trykkede sig ind mod ham og holdt fortsat øjnene lukkede. Hun ønskede virkelig ikke at der skulle ske ham noget fordi de andre ville gå efter hende. Det var virkelig ingen hemmelighed at hun var forfærdelig svag og at de andre nok ville udnytte det. Frygten for at han ville stille sig i vejen og komme til skade af det fik hende hjerte til at hamre mod hendes bryst. Hun kunne virkelig ikke have den tanke!

[Deleted]

At hun kedede sig, forstod Izaiah jo godt, men han ønskede jo ikke, at hun skulle søge ud eller noget lignende, for det var uden tvivl kun farligt.. livsfarligt for hende at gøre, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem! Han ville ikke vide hvad han skulle gøre, hvis der skete hende noget, for tanken var da direkte... forfærdelig! Han brummede ganske let og trak hovedet en anelse til sig, så han kunne ligge og kigge på hende.. betragte sig af hende i stedet for. #Vi skal nok finde noget, som du kan give dig til i løbet af dagene. Særligt nu er det nemlig farligt, og særligt for dig, at bevæge dig rundt alene,# sagde han endeligt. Hvis det var noget som ville gøre hende glad, ville han gerne give hende det.
Selv var det ikke et glas dårlig vin, Izaiah burde rende rundt og bruge pengene på. Ikke at han kunne gøre noget ved det nu. Alt det som havde ramt Manjarno, var selv noget som påvirkede ham i den forstand, at han var stresset. Det stressede ham, ikke at vide hvor han havde tingene henne, og at vide hvor farligt det var at søge ud. I det store og hele, så ønskede han ikke at der skulle ske hende noget. Denne gang ville han underkaste sig en anden og lade dem begge blive en del af en anden flok, hvor hun så tydeligt måtte stå som det svageste led, og han vidste det jo godt. Han peb kort, inden han slikkede hende over hovedet igen. #Uanset hvad, så får de ikke lov til at gøre dig noget ondt, Keysha, og det skal jeg nok sørge for. Jeg har lovet at støtte ham.. ikke at flytte. Jeg agter at blive her sammen med dig, så jeg ved, at intet vil ske dig. Jeg vil ikke have det.. Du skal ikke tænke på det,# sagde han endeligt. Loup var i forvejen en mand som ønskede at skride til handling, og det var uden tvivl også noget som selv Izaiah havde den store respekt for. Det var det, som han ikke kunne få sig selv til, når det nu endelig var. #Jeg vil ikke tillade at noget skal ske med dig,# afsluttede han. Der fandtes jo ikke det, som han ikke ville gøre, for at redde hende, hvis det skulle blive en nødvendighed.

[Deleted]

Hun hadet virkelig at sidde stille og lave ingenting derhjemme. Selvom hun intet kunne se så havde hun stadig brug for ting at give sig til og når han ikke var hjemme havde hun ikke en gang ham. Hun mærkede hvordan han trak sig en smule og hovedet lod hun let søge på sned. #Jeg ved godt at jeg er besværlig. Jeg keder mig bare. Når du er her har jeg i det mindste nogen at tage mig af. Jeg elsker at putte og hygge om andre. Det er det som jeg er god til# lød det roligt fra hende som hun trillede om på ryggen igen lagde sig helt ind til ham. Hun ville bare gerne have noget at lave. Fik hun det så skulle hun med glæde føje ham og blive indendørs til han kom hjem. Hun elskede deres lille flok men hun ville ønske at den var en smule større sådan så hun ikke var alene hele dagen. Hun var og ville nok altid være en som elskede at have nogen at pusle om. Det var farligt at være i Manjarno nu men det var ligeså farligt at være alle andre steder. For en som hende var det virkelig ikke sikkert at bevæge sig ud. Hun vidste det jo godt selvom det ikke rigtig var noget hun havde lyst til at indrømme. Hun mærkede hvordan han slikkede hende over snuden igen og hun brummede sageligt. Der var virkelig intet bedre i hendes verden end at være lige her sammen med ham. For ham ville hun virkelig gå til verdenens ende. #Jeg ved at du vil beskytte mig, Izaiah. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Jeg bekymre mig for dig hver eneste gang du træder en fod uden for vores dør ligesom du gør det med mig. Den blotte tanke om at du en dag måske ikke skulle komme hjem til mig er næsten dræbende. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre hvis du ikke var i mit liv.# Hun stolede på ham og vidste at han ville beskytte hende. Hun var svag, meget svag. Hun ville være et problem for ham i en flok. Han havde ikke lovet denne Loup at flytte men ... men hvis de endte med at slutte sig til hans flok så skulle de vel også slutte sig til ham helt og holdent? Tanken var en smule skræmmende for hende. Hun ville jo ikke have at der skulle ske noget med nogen af dem.

[Deleted]

Izaiah brummede ganske svagt. Det gjorde ham trist at se hende søge ud, og særligt fordi at han vidste at hun kedede sig. Det var meget lidt, som hun kunne gøre, for at slå fra sig, og det var noget som kun vakte en skræk i ham. Hun var kommet til skade en gang før, og det var grusomt! Hvis han ikke havde fundet hende den aften, var hun endt som aftensmad for et andet væsen, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem skulle ske igen! Han trak vejret dybt og lagde hovedet tæt ved hendes hals, da hun lagde sig på ryggen op af ham. Han kunne godt lide at have hende her.. Så fantastisk en kvinde, og det var noget som han naturligvis ønskede at vogte om, så meget at det var ham menneskelig muligt! #Vi skal nok finde noget til dig, så du får noget at lave. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at sikre mig, at du er i sikkerhed. Det er virkelig det som er det vigtigste for mig.# Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Så smuk som hun lå der.. næsten upåvirket af hendes handicap, så kunne hun alligevel få ham til at smile, og føle den glæde, som der var i, at have hende så tæt på sig, som det han havde i disse stunder.
Izaiah elskede hende.. Og selv ville han gøre hvad der stod i hans magt for at holde hende sikker. Han peb svagt. Sådan noget ville han slet ikke høre hende sige. Han skulle nok komme hjem.. Han ville altid komme hjem, og det var noget som han ville love hende! Uanset hvad det så skulle koste ham! #Ej, er det noget som du skal gå og frygte for, kæreste. Jeg vil altid komme hjem til dig.. Altid.# lovede han igen, inden han denne gang lagde hovedet tæt ned ved siden af hende. Han var jo egentlig ganske afslappet omkring det hele. Han valgte at vise Loup den tillid som skulle til, og det var det.. Det var det som skulle blive deres indgangsbillet til det bedre liv, og hvem ville da ikke have det? Et liv hvor han kunne få de midler som skulle til, for at beskytte hende? Han ville da uden tvivl elske at kunne gøre det! Og samtidig sikre sig, at de kunne leve et godt liv sammen.

[Deleted]

Hun vidste at han ikke kunne lide at hun søgte ud og væk fra huset. Sidste gang havde det virkelig været slemt. Hun var blevet flået og bidt. Hvis han ikke havde fundet hende den aften var hun ikke kommet hjem til ham i live. Den gang var det godt nok ikke hendes skyld at hun havde været ude men det havde sat en forbandet skræk i livet på ham. Selv var hun ikke ligeså bange for sin egen sikkerhed. Hun frygtede mere at der var noget som skulle sket ham. Den tanke var næsten ikke til at bære. Han puttede sig ned til hende og hun brummede let og lod hovedet hvile ind mod hans. Hun nød virkelig det her. Hun ønskede at være ham helt tæt på på denne måde og bare være sammen med ham. Det betød virkelig meget for hende at han var her for uden ham havde hun virkelig ingen ting. #Det ved jeg godt, min elskede og det sætter jeg virkelig pris på. Jeg skal nok blive hjemme så vi kan finde noget at underholde mig med .... altså andet end dig.# Hun brummede en gang mere og gned sig let op ham. Et sted gjorde hun sig vel en smule til for ham men hvem ville ikke gøre det for den mand som man elskede?
Hans kærlighed til hende var stor som hendes var til ham. Hvis hun kunne så ville hun absolut gøre alt i hendes magt for at hjælpe, støtte og beskytte ham selvom det virkelig ikke ville blive let for hende. Den måde han peb på fik hende til at reagere med det samme. Hun løftede let hovedet og lagde det helt hen til hans og gned let mod ham. #Det vil altid være noget som jeg frygter for, min elskede. Hvis du ikke skulle komme hjem til mig ville jeg blive helt og holdent fortabt. Du er den vigtigste person i mit liv. Som du frygter for mig når jeg søger ud så frygter jeg for dig når du søger ud. Det vil jeg altid gøre# endte hun ærligt og slikkede hans snude let før hun lod hovedet hvile ind mod hans skikkelse. Hun ville altid frygte for hans sikkerhed for hun kunne jo ikke selv være der til at hjælpe og beskytte ham. Hun var afhængig af at han kom hjem til hende igen.