Jeg har truffet mit valg.

[Angelique Amalani Darcy]

@chili x Gabriel Maloya Nicomendes

Solen var endelig stået op på den fine vintermorgen. Det var endelig begyndt at blive en smule varmere i vejret og det lignede at foråret snart ville indfinde sig i Procias. Det var en herlig tanke. Med rolige skridt gik Angel rundt på sit værelse. Hun greb de ting hun skulle bruge, sin taske og en tryk rejsekappe som hun kunne have over sig. Denne tur som hun skulle fortage var denne gang med Chili, hun ville have ham med sådan så at de på slottet kunne se at hun ikke blot var en lille forvirret pige. Hun smilede for sig selv som hun gik ud på gangen. Hun nåede til hendes fars soveværelse og stoppede op uden for døren. Hun sukkede stille og lagde en hånd mod træet. "Jeg håber du tilgiver mig for det her" hviskede hun næsten lydløst før hun bevægede sig videre. Hendes skridt førte hende ud af hoveddøren og over gårdspladsen. Hun vidste at hun ville finde Chili i den store lade hvor hun sørgede for at der var varmt til dem. Det var længe siden at de havde været ude sammen med et formål andet end at jage og denne gang så var formålet om ligt meget bedre. Hun åbnede døren ind til den sovende drage og gik roligt indendøres. Han ligende blot en sød lille bamse når han lå der og sov. Aldrig havde det slået Angel at han et voldsomt farligt dyr som kunne æde folk i en mundfuld. For hende så var han bare hendes elskede drage og der var ingen der kunne få hende til at ændre mening. Hun gik roligt over til hans snude hvor hun smed sig på knæ ved hans side og begyndte at nusse ham blidt. "Godmorgen sove tryne. Du skal vågne. Vi skal ud en tur" sagde hun med blid stemme, som en mor det vækkede sit barn. Hun havde ikke fortalt Chili om sin ide, hun regnede heller ikke ligefrem med at han ville bifalde den men hun vidste at han ville tage med hende for at beskytte hende. Smilet sad plantet på hendes læber som hun fortsat strøg det store dyr. Hun ville søge Audiens hos kongen og melde sig til hans tjeneste til at forsvare Procias. Hun ville ikke miste sit hjem, ikke til mørket.

[Deleted]

De tunge åndedrag, kunne høres, bare man passerede laden som stod på Carino Fattoria herregården. Chili var i forvejen kendt med sin plads, men selv han kunne jo mærke uroen på det som skete omkring ham. Dum var han ikke, også selvom Angel havde forsøgt at spare ham for rigtig meget af det som skete.
De tunge drømme blev dog afbrudt, da hun ankom og strøg ham over det store hoved. En dyb brummen forlod ham, idet han tvang de gule øjne op. Han endte med at gabe. De sylespidse tænder kom tydeligt til syne og den kløvede tunge lige så, inden han let rystede på hovedet og hævedet det en anelse fra det hø og halm som han lå på. Det var jo med til at holde ham varm i den kolde tid. #Vi skal på tur?# endte han, inden han igen træt vendte hovedet mod hende. Han lagde det ned ved siden af hende. For mange var han måske står.. frygtelig, frygtelig stor, så kunne det ikke falde ham ind, at gøre nogen noget som helst, hvis de ikke gjorde ham eller hans rytter noget. Det kunne godt være, at han ikke var ren drage.. men for ham, så var det her altså gået hen og blevet hans liv allerede for lang tid siden. Han lukkede øjnene let. Det var for tidligt, hvis man spurgte ham. Han var i hvert fald ikke morgenfrisk som hun var. 
Hovedet lagde han ned. Det var tydeligt, at han vel ikke var frisk og oplagt nok til at tage på tur? Desuden var han vant til de længere ture. Igennem den sidste tid, havde hun jo samtidig også nægtet ham at tage med, hvilket han i forvejen ikke var meget for.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ville allerhelst have Chili inde hos sig om natten men der var bare ikke plads i huset til ham desværre så han måtte sove i laden. Det skete af og til at hun faldt i søvn ude ved ham og bare blev derude hele natten med for det meste fik hun sig selv slæbt i seng om aftenen. Den store drage var virkelig ikke et morgen menneske. Hun grinede let og kyssede hans snude som han vågnede op. De skulle ud og flyve her til morgen, de skulle til Apterta og snakke med kongen. Som han vågnede, hvis man altså kunne kalde det at vågne, og lagde hovedet ved hendes side lænede hun sig let ind mod ham. Krigen var på vej og uroen kunne alle mærke. Efter Manjarno var blevet overtaget af Dvasias så var mørket nu tættere på end nogensinde før og Procias .... Procias ville tabe. Folk havde den tanke men ville dog ikke indrømme det men hæren var bare ikek stor nok til at modstå en kraft fra to hære. Angel vidste at det ville blive en farlig tid men hun ville hjælpe til om det så var med eller uden hendes fars velsignelse. Hun puttede sig ind til det store dyr. Han ville nok heller ikke ligefrem blive tilfreds med hendes valg men hun vidste at han ville tage med hende for at beskytte hende. "Du har bemærket det ikke? Den dårlige stemning som hærger landet? Frygten som ligger i alle mennesker. Der er noget stort på vej, noget grumt" sagde hun stille og strøg ham på ny over snuden. Det havde været let og snakke om med hendes far. Han havde forbudt hende at tage afsted men af en eller anden grund så var det voldsomt svært at fortælle Chili. Hun sukkede stille og lukkede øjnene. "Der er krig på vej, Chili og ...... og jeg vil ikke bare sidde her og se andre dø. Jeg vil hjælpe til, kæmpe, sammen med dig." Hendes stemme var intet andet end en hvisken men hun vidste at han var i stand til at høre hende.

[Deleted]

Chili var på ingen måder et morgendyr, og det var vel tydeligt? Stod det til ham, kunne han sove i flere timer endnu! Selvom det var tydeligt for ham, at hun virkede til at have helt andre planer, hvilket han uden tvivl godt kunne mærke. Ikke at det irriterede ham, for han havde savnet hende, og særligt med de små udflugter som hun nu havde taget, hvor han ikke måtte tage med. Der var noget i gære, og han brød sig ikke om det. Han lyttede til hendes ord, selv da hun havde lænet sig ind mod hans hoved. 
#Jeg tror alle har bidt sig mærke af den intense stemning.. Alle ved hvad der er hændt Manjarno.. Det bekymrer mig, Angel..# Han vendte de gule øjne mod hende. Hendes omsorg, var uden tvivl af slagsen, som han måtte nyde rigtig meget i hvert fald, og det var han heller ikke bange for at stå ved, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Hvad hun dog gerne ville have ham til, fik ham til at hæve hovedet allerede med det samme. Hun ville have ham med i krig, fordi at hun ville? Hun var da rablende vanvittig! En kvinde skulle under ingen omstændigheder deltage i noget som mindede om krig! Og det ville han slet ikke snakke med hende om! #Er du sikker på, at du ikke har slået hovedet, Angel?# Han vendte blikket mod hende endnu en gang. At hun i det hele taget kunne få sig selv til at sige det, forstod han på ingen måde! Det måtte da virkelig rable for hende nu, for det var slet ikke noget, som han kunne efterkomme, uanset hvor meget hun måske gerne ville have at han gjorde det! "Det er farligt.. livsfarligt,# forklarede han med en mere skræmt stemme. Han rejste sig op på alle fire.. han var jo stor.. temmelig stor, men gjorde hvad han kunne, for ikke at ende med at træde på hende. Han ville beskytte hende med alle midler, som han kunne tage i brug.. Men en krig? Der trådte hun altså virkelig over stregen!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne virkelig ikke lade være med at elske Chili. Han var helt igennem fantastisk også selvom han ikke var morgen frisk. Hun fniste en smule af ham og sad bare og puttede med ham. Hun vidste at hendes tanker var skræmmende for dem hun havde kært men med krigen der kom dem så nær så var det altså bare sådan det måtte være. Hun ville ikke sidde og lade Procias falde som Manjarno gjorde det. Hun ville kæmpe. "Det er skræmmende hvad der er hændt i Manjarno. De frygter at Dvasias er på vej mod lyset og de tror ikke at vores hær er stor nok til at kunne håndtere mørket. Jeg vil ikke miste lyset" sagde hun stille og sukkede svagt. Krig var forfærdelig, hun ville meget hellere have at der skulle være fred i alle landende men det var åbenbart ikke noget der kunne komme til at ske. Hun vidste at Procias havde brug for alle frie hænder til at beskytte sig så hvis hun kunne hjælpe så hvorfor ikke gøre det? At Chili så stilte sig på bagbenene som hendes far havde gjort fik hende til at sukke opgivende. "Det er utroligt hvor meget du og min far ligner hinanden på det her punkt. Procias er ikke stærk nok til at modstå en hær fra to lande. Vi har brug for alle der kan slås. Jeg er en god bueskytte og du er et trumf kort. Jeg ved du intet skylder det her land, slet ikke efter hvordan de behandlede dig men jeg vil ikke sidde og se på at vi taber når jeg ved at jeg kunne have hjulpet." Hun var fast på det her. Hun havde rejst sig som han havde og sat hænderne i siden mens hun kiggede på ham. Hun kunne fornemme på ham at han ikke kunne lide tanken, selv måtte hun da indrømme at hun var bange men hun ville ikke bare se på, det ville ødelægge hende at vide at hun havde gemt sig selv væk når de kunne gøre noget. "Tro ikke at jeg ikke ved at det er farligt. Det gør jeg og jeg er bange. Men det her er større end min frygt, det her gælder ikke kun mig og dig men hele landet. Jeg tager til Apterta og stiller mig til rådighed for kongen som bueskytte og healer ..... Spørgsmålet er om du vil med eller om du vil blive her og passe på vores hjem til jeg kommer tilbage igen?" Det var tydeligt at hun ikke stod til at rokke i hendes beslutning heller ikke selvom frygten egentlig stod ud af hende. Hun kunne ikke skjule det for Chili, det var umuligt for hende at gemme sine følelser væk for ham. "Dvasias får ikke lov til at tage os uden kamp. Procias har brug for os, Chili."

[Deleted]

Selvom Chili ikke normalt mængede sig med den procianske befolkning, udelukkende på grund af hans størrelse, vidste han skam godt hvad der foregik omkring ham, og nej, det var bestemt ikke fordi at det var en tanke som han bifaldt på noget tidspunkt. Han brummede svagt. Selv Angel kunne jo mærke det, og han vidste, at det var noget som måtte gå dem alle sammen på, og særligt i denne tid.  Han brummede svagt, og vendte blikket mod hende. #Ej har jeg set den procianske hær, men dog tvivler jeg på, at den kan modstå to store fra Manjarno og Dvasias,# endte han bekymret. Selv ønskede han jo ikke at miste lyset.. Naturligvis var det hende, osm var hans lys, men det var vel mere tanken bag, som rent faktisk generede ham mest? 
Halen slog Chili let med. At hun ønskede at deltage i krigen, som en soldat og healer, var han slet ikke med på! Han ville naturligvis gøre hvad han kunne for at beskytte hende, men kunne hun ikke se hvor sindssyg den tankegang var?! Han trissede næsten rastløs, mens han kiggede på hende. Hun kunne virkelig ikke mene, at hun aktivt ville deltage i den kamp som ville stå, og som alle vidste, ville stå på et tidspunkt! #Lige der, må jeg sige, at din far er en meget fornuftig mand, Angel.. Det er virkelig farligt, det du har gang i! Er du nu helt sikker på, at den er tænkt helt igennem?# Igen lagde han hovedet ned ved siden af hende, hvor hans blik måtte hvile meget bekymret på hendes skikkelse. Nej, han kunne bestemt ikke lide, at se hende på denne måde, men.. hvis hun ville derud, måtte han jo tage med. Han prustede let. #Tror du, at jeg lader dig tage derud på egen hånd?# spurgte han denne gang meget mere direkte. Hvis hun tog derud, tog han med. Han ville naturligvis gøre hvad han kunne for at passe på hende!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det stod skidt til. Hun kunne ikke lide det. Tanken om at Procias ville falde var slem, hun ville ikke miste Procias til Dvasias. Det at ligge under mørket havde aldrig slået hende som værende noget at stræbe efter. Angel vidste at Chili opfangede en masse selvom han ikke kunne mænge sig med folket i byen. Han var en vis gammel drage og det var hun glad for. hendes blik mødte hans. Hans ord var det samme som hendes tanker. Hun vidste ej heller hvor stor den Procianske hær var men intet ville være i stand til at modstå både den Dvasianske og den Manjarnske. Hun sukkede stille og nikkede. "De kommer efter lyset. Jeg ved ikke hvornår de kommer men det gør de. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange mennesker som vil komme til at miste livet" mumlede hun stille og lagde armene om hans snude. Han var hendes trykhed, hendes holdepunkt når det blev svært. Hun ville ikke miste ham eller hendes far for den sags skyld. Hun ville ikke bare sidde hjemme og vente på at der kom nyt om hvorvidt Procias havde vundet eller tabt, om hvorvidt hendes far var død eller ej.
Hun kunne tydeligt mærke på ham at han ikke kunne lide denne her samtale. Han var stædig, han passede godt til denne lille familie af hårdnakkede og stædige individer. Hun vidste at det at tage ud var farligt, hun var langt fra dum. Hun ønskede ikke at være en helt på nogen som helst punkt men hun ville ikke bare stå og se til. "Min far er klog og vis som du er. Jeg er ikke i tvivl om at det er et farligt valg jeg har taget. Jeg er bange, Chili. Det er jeg ikke bange for at indrømme. Jeg er bange for at dø, bange for at miste dig og bange for at miste min far men hvordan kan jeg sidde herhjemme når jeg ved at Procias har brug for hjælp til at beskytte landet og jeg sagtens kan kæmpe?" spurgte hun ham direkte og mødte hans blik. Hun var forfærdelig bange for hvad der ville komme til at ske men stadig var hun stålsat på hendes valg. Det måtte være ham tydeligt at dette ikke var noget hun tog let på, at hun ikke bare sagde det fordi det lød som en sjov ide. Hun kendte til alvoren i det her men Procias havde brug for hjælp og hun havde ledige hænder. Hans ord fik hende dog til at smile en smule. "Meget kan man sige om dig men du er forudsigelig, min elskede Drage. Selvfølgelig ved jeg at du vil søge med mig. Det har jeg aldrig været et øjeblik i tvivl om."

[Deleted]

Tanken om alt det som Angel nu gjorde, og samtidig tvang Chili med ud i, var ikke en tanke som han brød sig om. Nej, han følte bestemt ikke at han skyldte Procias noget, for den behandling, som de nu havde tvunget ham igennem, men kunne han gøre noget, når hun opfordrede ham til andet? Han ville jo heller ikke ligefrem have, at noget skulle ske hende, men krigen var farlig, og det var slet ikke sådan et sted en kvinde i det hele taget, skulle søge til!
Hendes arme om hans massive snude, fik ham let til at lukke øjnene. Han slog let med halen og brummede let. Han ville jo gerne passe på hende, men hun gjorde det bare ikke særlig nemt altid. #Rigtig mange, og jeg ønsker ej, at du skal være en af dem,# sagde han med en rolig stemme. Hun var bogstavelig alt som han havde, så var det underligt, at han havde det på den måde? Han lagde hovedet ned. Hun vidste i forvejen, at han ville søge med hende, for han ville bestemt ikke lade hende gøre dette alene, og slet ikke på denne måde! Han blinkede med de store øjne. Han var et kæmpe bæst, men kunne ikke finde på at gøre nogen noget, hvis de ikke gjorde ham eller hende noget først. #Du gør ret i at være bange.. Krig slår ihjel.. Det er meningen. Det er noget som det onde har skabt og som vi må bekæmpe med de samme midler, hvis vi skal stå en chance.. Skal selv din fader i krig?# Manden havde det jo ikke godt. Selv det havde Chili bidt sig mærke i på afstand. Hovedet trak han en anelse til sig, inden han vendte blikket mod de store porte ind til laden. Han vendte blikket endnu en gang mod hende. Hun vidste, at hun kunne regne med ham. Hvorfor skulle hun ellers reagere, som hun gjorde lige nu? #Du vidste allerede på forhånd, at jeg ville tage med dig,# endte han roligt, inden han rejste sig op på alle fire. De kunne jo lige så godt komme afsted, ikke sandt?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at Chili ikke skyldte nogen noget og at hun ikke havde ret til at bede ham hjælpe de mennesker som havde været så onde ved ham men hun kunne ikke og ville ikke opgive Procias. Det var helt sikkert. Hun ønskede at have ham ved sin side, Chili var vigtig for hende og hun vidste at de ville kunne udrette noget i krigen. Hendes arme søgte om hans snude selvom det ikke var meget hun kunne nå. Han var gigantisk i forhold til hende og hun huskede ham aldrig som værende andet. Et let lille kys plantede hun på hans snude ved hans ord. "Det gør jeg heller ikke selv men Dvasias kommer. Jeg kan ikke bare se til imens de overtager mit hjem" sagde hun stille og strøg ham over snuden. Hun vidste at hun ville kunne regne med ham. Han var hendes et og alt og hun vidste at hun havde en god støtte i ham. Hendes blik søgte de store gyldne øjne som hun lod hovedet søge let på sned. Hun vidste at han ikke kunne lide det og hun kunne heller ikke selv lide tanken om at skulle deltage i denne kamp. Alternativet var bare værre for hende. Hun bed sig stille i læben ved hans ord og spørgsmål. Hun nikkede stille. Hun var selv utrolig bekymret for sin far. Hvis han skulle i krig i hans tilstand så ville det ikke ende godt. "Vi er nød til at give dem igen af samme skuffe. Det er helt sikkert." Hun tav en gang og strøg ham blidt over snuden. "Han har det ikke ret godt, Chili. Jeg kan ikke fornemme en sygdom i hans indre. Jeg har prøvet. Jeg frygter at jeg mister ham hvis han bliver indkaldt" mumlede hun ærligt. Hun var virkelig bange for at hendes far ikke ville komme hjem igen hvis han skulle deltage i krigen. Ikke nok med at han var dårlig, han var også vampyr? I kampens hede ville han så overhovedet holde øje med solen? Tanken gjorde hende næsten dårlig for hun huskede stadig følelsen da solens stråler havde ramt hendes krop den gang hun døde. Det at han rejste sig fik hende til at gøre det samme. Hun strakte sig en gang. "Du vil altid tage med mig alle steder, Kæreste Chili. Det er ej nogen hemmelighed." Et let smil prydede hendes læber som hun begyndte at gå over mod de store låger til laden. Hun åbnede dem helt op sådan så han kunne komme ud i gården til hende. De kunne ligeså godt komme afsted.

[Deleted]

Tanken om krig, var på ingen måder, en tanke som Chili måtte bifalde, og særligt når det var på denne måde. Angel ønskede han slet ikke, skulle deltage i denne. Et sted fordi at han var bange for, hvad det ville gøre ved hende. De havde naturligvis den fordel, at han var en drage.. stor, stærk og prægtig, og måske at det kunne være med til at jage dem en smule tilbage igen? Han brummede frustreret. Hun kunne slet ikke se, hvad det egentlig gjorde ved dem, at hun gjorde det her? #De kommer. Det ved vi alle sammen, det er bare et spørgsmål om hvornår. Men er du nu sikker på, at du har tænkt denne godt igennem, Angel?# spurgte han direkte. De store øjne faldt på hendes skikkelse, da hun strøg ham over den store snude. Det var noget som han godt kunne lide. Han skjulte det bestemt heller ikke, og særligt ikke når det foregik på denne måde, men særligt når det var således, så var det vigtigt, at hun vidste det.

Marius havde det ikke godt. Det vidste han godt. Han havde set manden selv, og godt så det ikke ud. #En vampyr rammes ikke af sygdom.. I princippet er det et dødt folkefærd, min pige. Noget andet må plage ham,# endte han. Han frygtede nu mest, at selv procianerne kunne finde på at vende sig mod Marius ude på marken, hvis han aktivt skulle deltage. Som en vampyr, var man vel en trussel?

Chili endte med at rejse sig op. Han var virkelig stor. Hun vidste, at han ville tage med hende, kun fordi at han ikke kunne drømme om at lade hende alene, og slet ikke, når det var på denne her måde. Det var han heller ikke bange for at skjule for hende. Han rystede på hovedet. #Hvor du går, går jeg.. Om det skal betyde et fald i krig.. så må det være sådan. Jeg lader dig ikke alene igen, Angel.# sagde han ærligt. Han sænkede hovedet en anelse, så han kunne komme udenfor. Solen skar ham i øjnene, men følelsen var uden tvivl utrolig rar.    

[Angelique Amalani Darcy]

Hun vidste vel et sted at det var en forfærdelig dårlig ide det hun havde gang i. Hun vidste at krig var en forfærdelig ting og at hun ikke ville sidde tilbage og se den udfolde sig for hendes blik når hun var i stand til at hjælpe. "De kommer. Jeg .... Jeg ved ikke om jeg har tænkt det igennem, hvornår tænker jeg nogensinde tingene igennen, Chili? Jeg kan bare ikke sidde og se på Dvasianske soldater machere igennem vores forhave og så ikke gør noget for at stoppe dem blot fordi jeg er en kvinde. Det ligger ikke til mig på nogen som helst måde. Jeg ved at det er farligt og jeg vil heller ikke have os decideret på fronten. Jeg kan heale folk nu, som healer kan vi gøre en forskel i krigen, også selvom vi ikke er dem der føre an" sagde hun stille. Hun ville virkelig bare ikke blive siddende herhjemme når hun havde mulighed for andet. Det var da helt sikkert!
hendes far havde det virkelig ikke godt. De kunne alle se det på ham men som Chili sagde at var det ikke en sygdom. Det var noget andet der lurrede under overfladen og hun kunne ikke se hvad det var. Hun sukkede svagt. "Jeg ved ikke hvad der plager ham. Det er fustrerende ikke at kunne gøre noget som helst. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget for ham" endte hun stille. Tanken om at Procianere ville vende sig mod hendes far var simpelthen for forfærdelig til at hun overhovedet kunne tænke den. Det kunne slet ikke komme på tale.
Hun åbnede portede for ham. Hun vidste at han ville følge hende hvor end hun gik. Det var dejligt men også skræmmende. Det lagde et stort pres på hendes skuldre for hun ville jo gerne have at de begge kom levende igennem det her. Hun stoppede op uden for og ventede på at han kom ud til hende. Da han var ude satte hun roligt af fra jorden, slog vingerne ud og endte oppe på hans ryg med lethed. Selvom hun ikke ligefrem var dårlig til at flyve så var det virkelig på hans ryg at hun følte sig allermest hjemme. "Vi falder ikke i denne krig, Chili. Det er jeg sikker på. Vi har stadig eventur som vi skal ud på og opleve sammen." Hun nussede ham let på skulderen som tegn på at hun var klar når han var det. Hun vidste at det hun sendte dem ud på var virkelig farligt men hun var personligt nød til at gøre det. Det var noget hun var helt sikker på.

[Deleted]

Chili nægtede at tro på, at denne her var synderlig gennemtænkt, for det ville han ikke ligefrem mene at den var, men tanken om at lade hende søge ud på egen hånd.. Det var slet ikke noget som ville komme på tale. Han brummede bekymret og lagde kort hovedet ned. #Jeg kender dig, Angel.. du har slet ikke tænkt den her igennem,# pointerede han med en sigende mine. Hvorfor skulle det hele have denne betydning for hende? For ham? Procias skulle i krig før eller siden, og dette var heller ikke ligefrem en tanke som han brød sig om, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved den, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Den kløvede tunge kom let frem. Marius var de begge bekymret for. Ikke at han selv havde meget med manden at gøre, men han holdt jo øje lidt på afstand.

Som hun alligevel valgte at åbne portene for ham, søgte han roligt udenfor. Solen ramte ham direkte n ansigtet, og fik ham derfor til at lukke øjnene. Det var dog rart at have hende så tæt på sig, hvilket han heller ikke var bange for at erkende. #Jeg tror du gør mere for ham, end hvad du tror. Jeg går nemlig heller ikke ud fra, at han bifalder din beslutning.# Han åbnede øjnene forsigtigt, kun for at vende blikket mod hende. At hun tog pladsen på hans ryg, havde han intet imod. Han vidste at hun havde taget en beslutning.. Så kunne han jo kun håbe på, at de ville komme levende fra det efterfølgende. Vingerne bredte han. #Jeg håber virkelig for dig, at du har ret,# afsluttede han, inden han kraftigt satte af fra jorden ved at sparke fra sig. Han slog kraftige slag med vingerne, og inden længe, var han helt oppe i luften, og satte kursen direkte mod Castle of Light, nu hvor det var der hun ville hen. Han brummede svagt. Han var ikke meget for det. Tvært imod.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at Chili kendte hende bedre end nogen som helst anden. Hun elskede ham virkelig højt og han vidste bare mere om hende end så mange andre. Hun kunne næsten ikke lade være med at smile undskyldende ved hans ord. Hun havde ikke tænkt det hele igennem, eller havde hun og så bare valgt at ignorere faktum? Hun vidste det ikke. Det var virkelig svært det her men hun måtte stå fast. "Jeg ved du kender mig Chili. Du kender mig bedre end nogen anden. Jeg ....." Hun tav. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige. Han havde jo som sådan ret Også selvom hun virkelig ikke ville indrømme det. Hun nussede ham blidt over snuden. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige. Hun var voldsomt nervøs for der ville ske ham og hendes far noget i denne krig. Hendes egen sikkerhed var ikke en prioritet for hende lige nu.

Hun åbnede dem sådan så Chili kunne komme med hende ud. Solen skinnede dejligt og hun snurrede en gang eller to rundt om sig selv mens hun nød vejret. Hvor var det skønt. Hun så hvordan han lukkede øjnene og kunne ikke andet end at grine en smule og sukke af ham. Selv nød hun solen til fulde igen. "Hvad gør jeg for ham ud over at skabe problemer, Chili? Det er det jeg er best til. Jeg ville virkelig ønske at han havde det bedre men på den anden side ...." Hun tav kort. Hun kunne slet ikke forstå at tanken havde faldet hende ind. ".... Måske hvis han bliver sygere så kunne det jo være at han blev fritaget og ville være i sikkerhed herhjemme. Og du har ret. Han forbød mig at tage afsted men jeg er voksen nu. Han kan ikke forbyde mig det længere" endte hun stille og nussede hans skulder. Hun havde taget pladsen på hans ryg som hun plejede. Hun smilede roligt betragtede himlen forude. Hendes blik faldt kort på skyen som hun nu vidste var himmeriget. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Måske hun ville få Carlisle at se igen på denne lille visit? "Når vi når Apterta så flyv så højt du kan, Chili. Jeg vil snakke med dem før du nærme dig. Jeg ønsker ikke at der skal ske ulykker på nogen som helst måde" Pointerede hun roligt.

Turen til slottet havde ikke taget lang tid. Det var virkelig langt hurtigere at flyve sådan her end at flyve selv eller ride. Chili fløj hørt op og stoppede. Hun gav ham et lille klem. "Vi ses om lidt min elskede ven" sagde hun roligt før hun lod sig glide af hans ryg og var i frit fald. Hun var det dog ikke længe før hun havde ladet sine vinger folde sig ud og fløj kontroleret mod jorden. Hun savnede allerede Chili under sig men det var nød til at være sådan lige nu. Hun ville snakke med kongen før hun introducerede ham. Roligt landede hun i gården mens vagterne kiggede en smule skeptisk til hende. Hun kørte en hånd igennem de blonde lokker og smilede roligt. "Jeg søger en Audiens med kongen. Ved De hvor jeg kan finde ham?" spurgte hun roligt. Den ene vagt førte hende roligt mod tronsalen. Dette skulle nok blive spændende.

[Deleted]

Det var ikke nogen nyhed, at Angel ikke havde tænkt tingene igennem, og derfor måtte han vel bare gøre, hvad han kunne, for at passe på hende? Han brummede lettere utilfredst, som de søgte op mod himlen over dem. At komme ud og strække vingerne, var i forvejen ikke noget som han fik muligheden for at gøre særlig ofte, og særligt ikke nu hvor de havde valgt at søge ind til byerne, hvor folk faktisk havde muligheden for at se ham. Han skyldte ikke nogen noget som helst, og det var noget som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han lukkede øjnene ganske let. #Man kan håbe på, at din far bliver fritaget, fordi at han er dårlig, Angel, men jeg er bange for, at det ikke er noget som du skal regne med. Ikke hvis det som jeg frygter, er noget som kommer til at ske.# sagde han ærligt. Han så måske ikke meget, men dum var han ikke. Selv han vidste, at Dvasias var et land, som ville slå kraftigt og hårdt, når de fik muligheden for at gøre det.



Chili stoppede op, som han fik besked på, og holdt sig i luften. #Vær nu forsigtig,# bad han med en dæmpet stemme. For nu ville han gøre hvad hun sagde, men selv nu hvor han ikke skyldte dette land noget som helst, var han nødt til at sikre sig, at hun havde det godt. Han ville i hvert fald ikke tillade noget som helst andet! Han brummede let.. Hvorfor skulle hun have den magt over ham?

Vagterne udvekslede blikke, men endte dog alligevel med at føre hende med indenfor, hvilket gjorde det svært for Chili at følge med, og han brød sig ikke om det. Særligt når han ikke vidste hvad han skulle regne med.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun vidste at han ikke kunne lide det. Hun bed sig stille i læben og lukkede øjnene. Bad hun ham om for meget lige nu? Hun vidste det faktisk ikke og tanken skræmte hende utrolig meget. Øjnene lukkede hun i som hun lod ham flyve sig mod Apterta City. Hun lyttede til hans ord og åbnede øjnene stille. Han havde jo ret. Hvis en krig mod Dvasias var på vej så ville alle der kunne kæmpe blive tvunget til at kæmpe. "Man kan vel have lov at håbe selvom jeg som dig ikke regner med det" sukkede hun svagt. Hun strøg ham over skulderen igen. Det gjorde hende på en måde meget rolig.

Hun hørte hans ord som hun forlod hans ryg og i luften vendte hun sig om og vinkede til ham som svar. Endnu kunne hun ikke kommunikere med ham uden brug af ord på samme måde som det var beskrevet i bøgerne men hun ønskede da at arbejde på det. Hun vendte sig igen og søgte ned mod jorden. Hun vidste at hun ville der her selvom det måske ikke var gennemtænkt. Frygten sad i hende selvom hun undertrykte den så godt som det var hende muligt. Chili ville blive ved hendes side hvilket var en beroligende tanke men den samme tanke om at miste ham kunne virkelig få det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

Hun langede let et lille bump foran vagterne og bad dem om at lade føre hende til kongen. Hun havde brug for at snakke med ham. Den ene af vagterne førte hende ind gennem slottet med roligt skidt. Ved hvert et vindue vendte hun blikket mod himlen for at se om hun kunne se Chili. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Var dette nu også en god ide? Tvivlen begyndte at melde sig i hendes indre og dog måtte den forvinde igen som dug for solen da de nåede tronsalen. Hun stod pænt og ventede udenfor til vagten kom at sagde at det var hendes tur. Hun tog en dyb indånding og med rolige skridt søgte hun ind gennem de store dobbeltdøre og op mod tronen hvor hendes konge sad.