Jeg har truffet mit valg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selv på trods af den fine dag, som var ude i det fri, var det ikke noget som Gabriel kunne få sig til at nyde, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Krigen nærmede sig, og alle vidste de, at det ville gå galt før eller siden. Ikke at det var en tanke som behagede Gabriel særlig meget. Tvært imod, så gjorde den ham kun langt mere urolig end hvad han havde været til nu.
Selv her i tronsalen stod han ved vinduerne, så han kunne kigge ud. Hænderne havde han foldet over ryggen, da Angel blev bragt til salen. Han var en bekymret mand.. Han fandt sjældent ro, og det førte til urolige nætter, hvor han stort set ikke fik sovet det mindste, og den tanke brød han sig slet ikke om. Hun blev præsenteret.. En Darcy? Hovedet sænkede han en anelse, inden han roligt vendte om på hælen, så han i stedet for, kunne vende sig mod hendes skikkelse. En smuk ung kvinde, og han kunne lide det. Han trak vejret dybt.
"Angelique Darcy," hilste han roligt, inden han søgte tilbage over gulvet. Vagterne stod langs væggen nu i tilfælde af, men selv han tvivlede på, at der ville ske ham noget, nu hvor det var Marius' datter, som stod overfor ham. Hvorfor skulle den slags da ske? En familie, som han selv holdt så nær, og som han selv gjorde hvad han kunne for at beskytte.
"Hvad kan jeg gøre for dig, min pige?" spurgte han med et træt smil på læben. Det var vel tydeligt at han ikke havde det særlig godt, og i forvejen, var en mand, som havde alt for mange tanker, og alt for meget, at skulle tage hånd om? Han trådte hen mod hende, hvor han blev stående foran hende. Her behøvede hun skam ikke være formel. Darcy var en meget nær ven af ham, og derfor havde han jo stort set altid, haft meget at gøre med den familie. De var nære venner. For dem, var han ikke en konge, men bare Gabriel.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel indfandt sig hurtigt på slottet. Hun huskede tydeligt sidste gang hvor Carlisle havde vist hende rundt. Det havde været en rigtig hyggelig dag som hun havde tilbragt sammen med ham. Gad vide om hun ville støde ind i ham mens hun var her sammen med kongen? Hun håbede det men måtte dog tvivle en smule. Hun stod pænt og ventede til det blev hendes tur og da hun endelig blev kaldt ind trådte hun frem med rolige skridt. Hun havde tvivlet før men nu var hun stålfast. Hun ønskede at gøre dette. Hun blev præsenteret og smilet bredte sig på hendes læber da hun så kongen ved det ene vindue. Rygterne talte sandt. Deres konge var en flot mand. Den der havde regeret sidst hun havde været i live havde været hans mor. Selv havde hun ikke gået ret meget op i kongelige eller adelige den gang selvom hun havde været datter af en greve. Status havde bare aldrig sagt hende forfærdeligt meget. Hun nåede hen til kongen og sendte ham et roligt smil da han sagde hendes navn. Dog måtte hun dog blive helt paf da han snakkede så uformelt til hende. Jo hun vidste at han var på god fod med hendes far men fra det og så ligefrem være så uformel med hende selv var virkelig langt synes hun. En svag rødmen endte i hendes kinder og hun bed sig stille i læben. "Jeg havde ej forventet en så uformel tone. Det kom lidt bag på mig" indrømmede hun med et let grin og kørte en hånd igennem de blonde lokker. Hvordan skulle hun dog fortælle det her? Hun lagde tænkende en finger mod sin underlæbe og betragtede ham for en stund. "Jeg er her af ret vigtige grunde. Det er ej en hemmelighed at krigen nærmer sig vores grænser. Det er en frygtelig tanke at den skal ramme vores land. Jeg har besluttet mig at jeg ikke bare kan se på mens der bliver kæmpet. Jeg kommer for at melde mig til rådighed som healer primært" sagde hun roligt. Hvordan skulle hun dog ellers formulere det? Hun kunne ligeså godt gå til sagen. Hendes blik vendte sig ud af det store vindue. Hun kunne ikke se Chili og det uroligede hende en smule. Når de var ude ville hun helst kunne se ham sådan så hun kunne holde ham ude af ballade. Hun tog en dybt indånding og vendte blikket mod Gabriel endnu en gang. "Jeg vil beskytte det her land og min familie. Jeg nægter at se på mens mørket betræder vores lyse jord uinviteret."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvom Gabriel efterhånden var hvad man kunne kalde for en meget hårdt presset mand, så kunne han endnu smile. Han forsøgte på det i hvert fald. At det så var Marius' datter, som skulle dukke op, var nu heller ikke ligefrem noget som han havde regnet med. Dog måtte han anse det som en glædelig overraskelse. Han vendte sig mod hende. Overfor det som han kendte, kunne han godt droppe formaliteterne lidt, og det gjorde han så også i denne stund. Han sendte hende et træt, men dog venligt og varmt smil.
Gabriel trådte hende roligt i møde. Det kunne godt være, at de ikke havde haft særlig meget med hinanden at gøre, men med det forhold som han havde til hendes fader, så var det vel heller ikke underligt, at det var som det var lige nu?
"Det er måske ikke hvad du havde regnet med. Du behøver ikke bruge formaliteterne overfor mig. En ven af familien, skal ikke bruge dem," sagde han med en rolig stemme, hvorefter han lod smilet brede sig på sine læber igen. Det var noget som rent faktisk betød noget for ham. At hun derimod var her på grund af den kommende krig, var et sted ikke rigtigt noget der kom bag på ham. Dog måtte han sande, at han ikke var meget for at tvinge en kvinde med sig derud.. Desuden.. hvad var der med hende? En kvinde brugte ikke våben som en soldat, og det var vigtigt, at det var de gode han havde med derude. Uden at lyde afvisende og kritisk i hvert fald. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han gjorde tegn til vagterne om, at de måske burde forlade salen. Det her var en sag, som han sagtens kunne håndtere på egen hånd. "Jeg værdsætter omtanken, men når krigen bryder ud, er fronten ikke et sted, hvor jeg ønsker at kvinder skal opholde sig," forsikrede han med en rolig stemme. En ting, var at han følte sig nødsaget til at tage Marius med derud, og særligt fordi at han vidste, at manden i forvejen ikke havde det særlig godt. Faktisk var det en tanke, som han måtte finde skræmmende. Der var i forvejen ting igang, som slet ikke burde være til, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Jeg ønsker at du bliver på denne side af muren," afsluttede han endeligt. Det var ikke noget, som stod til diskussion.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig ikke forventet at han ville droppe formaliteterne overfor hende. De kendte jo ikke hinanden og selvom han kendte hendes far så galt det vel ikke hende også? Smilet hvilede roligt på hendes læber. Hun var da blevet overrasket noget så voldsomt. Det kunne hun da ærligt erkende. Hun grinede mildt og nikkede til ham. "Det var langt fra det jeg havde regnet med må jeg nok erkende. Jeg vidste godt at du og min far kendte hinanden godt men at ligefrem skulle gå hen og være på denne her måde kommer godt nok lidt bag på mig. Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig gad og tage med til slottet den gang min far endnu var greve" pointerede hun med et lille undskyldende smil. Den gang havde det godt nok ikke være ham der havde været kongen men stadig så havde hun holdt sig på afstand, nok også mest på grund af hendes far. Hans ord var at forvente men dog så ufattelig irriterende. Alle mændene havde virkelig bare den holdning at kvinder ikke skulle hjælpe til? Der var mange kvinder som kunne kæmpe og det var synd at lade dem der ville sidde tilbage og trille deres tommelfingre. Det kom ikke til at ske med hende. Det ville ikke komme på tale overhovedet. Roligt vendte hun blikket mod hans skikkelse. Hun var høflig og ventede til han var færdig med at tale. "Med alt respekt Gabriel så tager jeg derud med eller uden din velsignelse. Jeg kan yde noget og der er ingen som kan holde mig i mit hjem så folk som jeg har kær kan lade livet for at beskytte mig. Jeg står i en unik situation. Jeg ønsker ikke at være på fronten, bevares, jeg er ikke en soldat men jeg er faktisk en ret ferm healer og jeg vil om ikke andet kunne stå til rådighed for vores sårede tropper. Desuden ..." Hun tav en gang og vendte blikket mod det store vindue med et lille smil. Hun havde Chili og han ville absolut være fantastisk at have med sig ude i kampen. Hun ønskede ikke at de skulle være på fronten men hun ville heller ikke bare sidde derhjemme og lave absolut ingen ting! At han mente at der ikke var noget at diskutere fik hende til at sende ham et smil. "... Jeg er nok den eneste person som er loyal overfor Procias som har en drage i sin besiddelse. Jeg ønsker at vi skal hjælpe landet. Det kan end ikke du stoppe mig i medmindre du spærre mig inde i fangekælderen. Har du tænkt dig at gøre det?" spurgte hun roligt som hun kiggede på ham. Han sagde at hun skulle droppe formaliteterne så det havde hun så sande tænkt sig. Hun ville ikke lade ham kue hende blot fordi at han var konge og mand.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Formaliteterne havde de ganske vidst ikke brug for at tænke meget over i en situation som denne. Darcy havde alle dage, været en meget nær familie og ven af Gabriel, og hvorfor holde formaliteterne op overfor familievenner? Marius havde været en nær ven af ham og hans familie igennem frygtelig mange år, hvilket uden tvivl var noget, som han havde den store respekt for, hvilket han selv glædeligt stod ved, hvis det endelig skulle være i den anden ende. Han sendte hende et smil. Måske var det ikke ventet, men det var det, som Gabriel nu kunne tilbyde hende. "Jeg beklager, om det er noget, som overrasker dig i den forstand, Angel.. Jeg ønsker blot ikke at holde den tone overfor folk, som er mig kær og nær," sagde han roligt. Hun havde søgt hertil, og af den grund, ønskede han naturligvis at tildele hende den respekt, som hun søgte. Hvorfor skulle han gøre andet?
At hun derimod lige så, ønskede at deltage i krigen, var på ingen måder, noget som faldt i hans smag. Tvært imod. Han sukkede let. En kvinde ønskede han på ingen måder ude i fronten! At hun så derimod var en god healer, var da noget som kunne bruges på andet vis end derude, hvor man svang med sværd. Dragen var dog en ting, som han var ganske uvidende om. Hvordan skulle han da vide og kende til den slags, når han ikke var blevet informeret om det? "Healende egenskaber kan bruges i lejren, da det uden tvivl kommer til at blive meget nødvendigt, er jeg bange for. Jeg ønsker ikke en kvinde i feltet, som ikke er i stand til at svinge et sværd. Jeg beklager, Angel," sagde han direkte.
Som hun derimod informerede ham om en drage, fik ham til at kigge direkte på hende. Mente hun det virkelig? Det væsen som igennem så mange år, var betegnet som uddød? Eller så tæt på det, da det stort set ikke var et væsen, som man så eller hørte til nogen steder længere. "Du har en drage i din besiddelse?" fortsatte han, da det jo egentlig var det eneste, som han direkte havde bidt sig mærke i. Hvorfor havde hun da ikke sagt noget? Det kunne vende op og ned på... absolut det hele! Det ændrede dog bare ikke på det faktum, at han ej ønskede at en kvinde skulle blande sig i krigen. Det var slet ikke noget som vedkom en kvinde.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun kunne ikke lade være med at smile en smule og komme med et let grin. Hun havde virkelig ikke troet at han ville være sådan overfor hende. Sandt at sige så havde hun slet ikke tænkt på hvordan han ville reagere. Hun var jo Marius datter, bevares, men hun var jo ej kendt på slottet eller noget som helst så hun havde da ikke troet at han ville være så familiær overfor hende. Dog kunne hun godt forstå hvorfor han gjorde som han nu gjorde det. Det var ikke altid at det kunne være lige sjovt at holde formaliteterne op omkring folk. Hun lyttede roligt til ham og lod hovedet søge let på sned. "Jeg forstår det skam godt men derfor blev jeg skab stadig overrasket" sagde hun med et lille grin. Hun var virkelig ikke vant til at folk var så lette at komme i kontakt med som han var. Det var faktisk helt rart for hun havde da undret sig over hvordan han ville være.
At han ikke ønskede hende på fronten kunne hun et sted godt forstå. Hun var ikke en soldat og selv ønskede hun sig heller ikke helt ude forrest og dog så ville hun stadig gerne hjælpe. Hun havde evnerne til at hjælpe og det ville hun bruge så godt som det var hende muligt. Hun bed sig stille i læben som hun lyttede til ham. Smilet bredte sig en smule på hendes læber. "Jeg ved at der vil få brug for det og hvis jeg kan hjælpe på den ene eller den anden måde så vil jeg gerne det. Jeg ved ikke hvad vi står overfor, det er jeg ej bleg for at erkende, men jeg ønsker ikke at gemme mig væk et sted og se andre kæmpe når jeg selv er i stand til at hjælpe. Som sagt så er mit ønske ikke at være på fronten men jeg ønsker at hjælpe. Jeg er ikke dum. Jeg ved godt at det vil være alt for farligt for en der ikke er soldat eller trænet i kamp til at være derude men jeg kan heale og jeg er en god bueskytte" endte hun roligt. Informationen om Chili gik lige direkte ind på lystavlen hos Gabriel. Hun kunne se det med det samme. Han hørte end ikke hvad hun ellers sagde. Det var egentlig ret komisk. "Min drages navn er Chili. Jeg har ham med mig i dag, dog kunne jeg ikke lade på ham i gården. Jeg vidste ikke hvordan dine vagter ville reagere hvis en stor ildrød drage landede i gården." Hun vidste at hende og Chili kunne være behjælpelig men hun vidste også at han ville være hvor hun var og ikke en milimeter længere væk. Chili var fantastisk. Hun elskede ham virkelig meget og hun var bange for hvad der skulle ske ved denne krig. Hun var bange for at de skulle miste livet og dog så kunne hun heller ikke bare sidde stille og gøre intet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket mod hende, og med sit varme og venlige smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget andet end det. Hovedet lod han søge let på sned. Han var en varm og venlig mand overfor dem, som gav ham en grund til at skulle være det, og det var noget som denne kvinde nu havde gjort, alene ved at bære det navn, som hun gjorde - Darcy. En nær ven af familien, hvilket uden tvivl også var noget, som han rigtig godt kunne lide, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Ej ønsker jeg, at du skal se mig som en konge, men mere som en familieven," sagde han med en rolig stemme.
At krigen endnu var noget som var oppe at vende, var uden tvivl en tanke, som direkte måtte irritere ham. En soldat fremstillede denne kvinde nemlig ikke sig selv som, og derfor var det ej heller noget, som han ønskede at bringe ud på marken, dersom han kunne undgå det. Naturligvis kunne man alle dage, bruge en healer i lejrene som ville komme til at ligge omkring, så meget kunne han da sige, men ej mere end det, hvilket han gerne ville have lov til at stå fast ved. "Jeg kan forestille mig, at selv det er noget, som du har måtte snakke med din kære fader om, Angel. Ej forekommer du mig som en soldat, og derfor vil jeg ej kunne efterkomme det ønske om at deltage i krig," sagde han sandfærdigt, da det i sig selv, også var ord, som han måtte mene. At hun derimod skulle have en drage, som ville være omkring hende, vendte jo bare op og ned på absolut det hele! Han vendte blikket omkring. Ej kunne han se nogen drage nogen steder. "Lad mig se den," sagde han denne gang direkte. Han ønskede at se det væsen af en drage, som hun kaldte for Chili. Selv skulle han nok love hende, at hans soldater og vagter ej, ville gøre det væsen noget, hvis det var et som kunne bruges i krigens øjemed. Det ville jo give dem en kæmpe fordel, om det skulle være det! "Vagter og soldater vil ej forvolde nogen skade på det væsen, dersom det er imod mine ordre," fastholdt han stilfærdigt.

[Angelique Amalani Darcy]

Det hele var bare kommet sådan lidt som en overraskelse for hende at han var så familiær og rolig. Det var virkelig en dejlig tanke at han var sådan men det havde bare lige gjort hende helt og holden forfjamsket fordi det var så uventet. Hun fniste en smule og nikkede så. "Det skal jeg nok. Jeg blev bare lidt forfjamsket. Beklager" sagde hun morrende. Hun havde virkelig ikke forventet dette men det var da en glædelig overraskelse.
Hun havde ikke regnet med at hun skulle være på forreste række på nogen som helst måde. Måske havde hun fået det formidlet forkert, ikke bare til ham men også til Chili og hendes far? At hjælpe til som healer var jo det hun var bedst til. Hvad deres lejr blev angrebet kunne hende og Chili hjælpe hende. Hun kunne skyde med bue og pil og Chili kunne vel ... spise folk? Eller noget i den stil. I hvert fald så ville hun ikke bare sidde derhjemme som en lille grevedatter og bare trille sine små tommelfingre. På denne her måde så kunne hun da i det mindste hjælpe bare en smule. "Vi har snakket om det, ja. At deltage i krigen er for mig et vidt begreb. I mit hovedet vil jeg stadig deltage hvis jeg hjælpe vores sårede, healer dem og får dem på fode. Ikke alt deltagelse behøver at forgå med et sværd i hånden" pointerede hun roligt. At han så måtte være så forbandet ivrig efter at se hendes drage kunne hun ikke rigtig undre sig over. Der var så få tilbage af dem og det var noget som hun var så frygtelig ked af det over. Drager var virkelig fantastiske væsner og hun elskede Chili virkelig meget. Ved hans ord nikkede hun blot. "Han. Følg med mig ud i gården. Så kan han lade der." Hun kunne ikke lide at Chili blev kaldt for en den. Det var også derfor hun rettede på Gabriel. Nok var han en drage men han forlangte dan en smule form for respekt. Hun gjorde tegn til at han skulle følge med hende som hun vendte rundt og begyndte at søge ud af tronsalen igen. Hvis Chili skulle lande så skulle det være derude. Hun søgte hele vejen ud i gården hvor hun her vendte sig mod Gabriel med et lille smil. "Vent her. Så henter jeg ham" sagde hun mildt før hun slog vingerne ud og satte af fra jorden. Hun søgte højt op i luften så hurtigt som hendes vinger kunne bære hende. "CHILI!?" rådte hun så højt hun kunne da hun ikke lige kunne se ham nogen steder. Han cirklede jo nok rundt i området.[7blockquote]

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde måske formået at tage hende lidt på sengen, ved at tiltale hende på denne måde. Dog var det ikke noget, der rørte ham som sådan. Hvorfor skulle det da gøre det? Han sendte hende et stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Jeg beklager, Angel. Alt forladt," sagde han med et stille smil på læben.
Selv ønskede Gabriel kun det bedste og rigtige for hans land og for hans folk. En kvinde skulle slet ikke være i krigen med et sværd i sine hænder. At hun derimod kunne heale, var uden tvivl noget, som kunne bruges, uden at hun aktivt behøvede at være en del af slagets gang. Det var rent faktisk det eneste, som han ønskede blev respekteret. "Jeg ønsker ikke at du skal deltage i krigen Angel. Ikke kun fordi at du er en kvinde, men jeg tager ikke fejl, når jeg siger, at du ikke har nogen erfaring med våben eller lignende? Hvis jeg kan holde dig i lejren, hvor du kan hjælpe med at heale og holde folk ved godt mod, ville jeg værdsætte det," sagde han med en rolig stemme. Så langt, kunne de vel være enig? Denne drage, var nu alligevel noget, som passede ham ganske fint. Han ville gerne se den. At det så var en han.. som skulle det tiltales med respekt. "Meget vel... så han," undskyldte han, inden han søgte med udenfor, for at finde ud af hvor dette store og prægtige væsen, måtte gemme sig.
Gabriel nikkede som hun søgte op mod den store himmel. Dette var også noget som fangede vagternes blikke. Det var i forvejen, ikke ofte, at de havde en engel på besøg her på slottet, og derfor vidste de jo godt, at noget skulle til at ske. "Uanset hvad der sker, så bliv på jeres pladser," sagde han denne gang med en langt mere kortfattet stemme. Hænderne foldede han roligt over ryggen, inden han selv søgte mere ud i gården, end hvad han havde gjort frem til nu. Han var rent faktisk utrolig spændt på dette!

[Deleted]

Hvad der skete nede på jorden, var end ikke noget som Chili havde nogen oversigt eller kontrol over. Et sted var han vel bange for hvordan kongen ville tage imod Angel? Han holdt sig i luften, som han havde fået besked på. Ikke at det var noget, der forvoldt ham de største problemer. Sagen var vel bare, at han var usikker på hvad der ville ske i fremtiden? Hvordan krigen ville påvirke ham og hende, samt landet som de elskede mere end noget andet? Han brummede svagt, og så sig om. End ikke en fugl var der heroppe.. Han havde ikke set en fugl i uendelige tider, og det var selv noget, som uden tvivl bragte ham en kæmpe frustration. Det nærmede sig uden tvivl, og det var ikke behageligt!
Lyden af hans navn, der blev råbt, fik ham hurtigt til at dreje blikket. De store og gule øjne søgte til Angels skikkelse. Uden tvivl var han ekstremt lettet over at se hende, og det var det som betød en verden til forskel for ham. Han brummede igen, inden han fik vendt den store krop, så han fløj hende i møde. #Jeg var bange for, at den unge konge opholdt dig for længe, Angel.# Hans stemme var præget af en lettelse. Hun var jo trods alt noget af det nærmeste og eneste, som han havde, så var det i det hele taget underligt, at han tog det på denne her måde? Han fløj hen til hende, så hun kunne tage pladsen på hans ryg. #Og nu har vi så været her. Så lad os tage hjem. Så kan du fortælle mig, hvad kongen meddelte omkring den kommende krig,# sagde han endeligt. Selv var det ikke en tanke, som han var direkte begejstret for. Men ønskede Angel at tage derud, så fulgte han uden tvivl med hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Det havde virkelig overrasket hende. Hun rystede blot smilende på hovedet af ham. "Du skal ikke undskylde" sagde hun muntert og lod hovedet søge let på sned. Han var nu meget flink. Alt i alt så tog han det egentlig meget pænere end så mange af de andre havde gjort det. Hendes far havde i hvert fald ikke taget hendes valg specielt godt. Hun bed sig svagt i læben som hun lyttede til hans ord. "Jeg er en fremragende bueskytte. Det har været mit fortrukne våben siden jeg var helt lille. Let og dog alligevel dødbringende hvis ved hvordan det skal bruges. Gabriel jeg ved hvad du mener. jeg er ikke ubegavet. Vi har vidst fået på plads at ingen af os ønsker mig på fronten. Jeg vil bare hjælpe til. At det bliver som healer passer mig perfekt. Jeg kunne ikke ønske mig mere" sagde hun roligt. Nu behøvede han altså ikke gentage sig selv mere. For hende var en krig ikke bare at løbe i sin død med et sværd. Der lå meget mere i en kamp end det. Hvordan man brugte sine ressourcer på kunne have så stor betydning for fremtiden. Hun sendte ham et lille smil som hun søgte ud i gården og derefter op i luften.
Hun kaldte på ham og måtte se ham komme hende i møde. Hun var glad for at han stadig var der hos hende. Da han nåede helt hen til hende lagde hun roligt en hånd mod hans snude. "Han tog det nu pænt, alt taget i betragtning. En nydelig ung mand må jeg indrømme" sagde hun roligt og strøg ham over snuden. Hendes blik søgte jorden en gang. De skulle derned igen. Et sted var hun stadig bange for at vagterne skulle gå i panik og gøre noget dumt men hun stolede også på Gabriel. Han havde jo lovet at der intet ville ske. "Han vil gerne møde dig, Chili. Vi kan ikke tage hjem endnu min elskede ven." Hun trak sig en smule og sendte ham et roligt smil. "Bare rolig. Der sker intet. Stol på mig" bad hun blidt før hun langsomt søgte ned mod jorden igen. Hele tiden kiggede hun sig dog over skulderen på ham. Hun ville sikre sig at han fulgte med hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl spændt på hvad der skulle ske. Hvor stor mon denne drage måtte være? Var den kæmpe? Var den lille? Var den noget, som kunne gøre en forskel, når de for alvor var afhængig af det? Selv blev han roligt stående og med blikket vendt i retningen af den store himmel over dem. Krigen ville komme og så lang tid, at han kunne holde en kvinde fra feltet, så var han uden tvivl tilfreds.
I takt med at han blev stående, og en skikkelse viste sig på den store himmel over dem, måtte han jo alligevel stå der med et smil på læben. Synet alene fik selv vagterne til at reagere, og særligt fordi at den skikkelse som viste sig, kun var efterfulgt af noget, som var langt større på den store himmel. Automatisk greb de til våben, selvom Gabriel hurtigt viste tegn til, at dette ikke var noget som skulle ske! "Læg de våben fra jer!" beordrede han med en fast tone.
Gabriel trak sig en anelse bagud. Det gik nemlig hurtigt op for ham, at denne drage, uden tvivl var utrolig stor, og krævede sin plads. Vagterne stod endnu meget tøvende med deres våben i hånden.. Usikker på, om de skulle lystre deres konge, eller om de skulle angribe det store væsen. Drager havde jo igennem rigtig mange år, haft et ry og rygte, for at være uddød, og dem som endnu var, var forbandet farlige, og ej var det noget som de ønskede, skulle ske med deres eget land. Flere vagter trådte mere frem, selvom Gabriel også måtte stoppe dem. Hans hjerte hamrede mod hans bryst alene bare ved synet af den store og kæmpe drage, som kom fra himlen. Havde den virkelig skjult det store væsen for dem i dag? Han var fascineret.. skræmt et eller andet sted. Han havde ikke oplevet noget så stort i frygtelig lang tid! "Han er... smuk, Angel," endte han med en dæmpet stemme. Uden tvivl meget fascineret af det dyr som han stod ansigt til ansigt med i en stund som denne!

[Deleted]

At se Angel igen, var lettende for Chili. Det var den effekt, som hun nu altid havde haft på ham. Han brummede lettet. Stod det til ham nu, så tog de hjem. Han havde ikke tænkt sig at blive her. Dog virkede hun.. begejstret, hvor han derimod havde regnet med skuffelse eller noget lignende.  Strøget over snuden, fik ham kort til at lukke øjnene. Gud hvor han dog elskede den følsomme og kærlige side af hende. Øjnene kom atter engang til syne foran hende. #Så langt, så godt, kan man sige. Han lærer hele livet,# sagde han roligt. I den tid hvor Angel havde været væk, havde Chili jo holdt lidt øje med det hele på afstand. Netop for at undgå at havne i en situation, som han i forvejen, faktisk ville ville have brudt sig om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At de derimod ikke skulle hjem endnu, men derimod.. hilse på kongen - hvor han skulle med, vidste Chili bestemt ikke, om var nogen god eller en dårlig ide. Han blinkede let med øjnene. Dette var uden tvivl noget, som rent faktisk formåede at vække en form for usikkerhed ved ham. #Jeg ved nu ikke, om det er nogen god idé, Angel..# fortsatte han med en sigende mine. At hun så bare søgte ned mod jorden, gav ham jo ikke rigtigt noget andet valg. Han ønskede jo at passe på hende. Hvor var hun dog.. umulig! Stædig som bare pokker engang imellem! Han fulgte med ned mod jorden. 
Det første, som Chili mødte med blikket, var soldater og vagter, der trak våben. Han knurrede svagt, og brummede, idet at han endelig lagde an til landing. Det rungede i jorden under dem. Han var jo trods alt et temmelig stort væsen. Vingerne trak han ind til sig, og halen lagde han tæt ved sig, for at holde den største afstand til de vagter og soldater som var der. Han rev let i jorden under sig. Det gjorde ham faktisk nervøs!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var begejstret. Hun kunne få lov til at hjælpe en smule. Det gjorde en verden til forskel for hende at hun ikke bare skulle sidde derhjemme og lave ingenting mens krigen hærgede. Krigen ville bringe mange ofre men hvis de kunne være med at til nogen fik deres nære og kære hjem igen så ville det være det hele værd. Det var hendes overbevisning i hvert fald. Hun kunne tydeligt høre at Chili var lettet over at have hende tilbage ved sin side. De var et godt par. Hun elskede ham så pokkers meget. Strøget over hans snude vidste hun at han elskede og hun elskede virkelig at give ham det. Hun ville jo gerne vise ham at han var elsket for det var han uden tvivl. At han gerne ville hjem kunne hun godt forstå men sådan blev det ikke lige nu. "Du har ret" medgav hun roligt og med et lille smil. Han var nervøs for at komme ned på jorden. Hun forstod det godt for sandt at sige så var hun jo også nervøs for at der skulle ske noget. Dog vidste hun at hun var nød til at stole på den unge konge. Egentlig var han vel ældre end hende? Hun vidste det ikke. Det var underligt. Meget mærkeligt at stå i den situation som hun var i fordi hun havde været død så længe. "Stol på mig, Chili. Jeg vil ikke lade nogen gøre dig noget, okay?" sagde hun kærligt.
De nærmede sig jorden og hun så godt at vagterne var ved at trække våben men at Gabriel stoppede dem. Hun landede roligt på jorden og gjorde plads sådan så Chili kunne lande. Vagterne så virkelig skeptiske ud. Hun bed sig stille i læben. Hun ville virkelig ikke have at der skete noget. Hun søgte hen til Chili som han landede og hun begyndte roligt at nusse ham over snuden. Hun håbede på at det ville formilde ham en smule og skærme ham en smule for de usikre vagter. "Tak, Gabriel. Han er min bedste ven. Kan du bede dine vagter om at træde lidt tilbage? Hans møder med mennesker har ikke været helt gode. Våben gør ham usikre" bad hun blidt og vendte blikket mod den flotte røde drage. Hun sendte ham et beroligende smil og lod hovedet søge let på sned. "Det er okay, Chili. Der sker dig ikke noget. Bær over med det. For min skyld? Så skal jeg nok love at føje dig i fremtiden" hviskede hun kærligt til ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Fascineret var Gabriel uden tvivl af det store og massive væsen, der pludselig stod for fødderne af ham, i den store slotshave. Vagterne brød sig bestemt ikke om det store væsen som havde meldt sin ankomst midt i haven.. midt i den urolige tid, som jo i forvejen måtte påvirke dem alle sammen.
Gabriel vendte blikket mod dem endnu en gang. Allerede nu, havde han jo bedt dem om at fjerne de våben en gang, da han ikke ønskede at gøre det store dyr urolig! Særligt fordi, at han ikke var kendt med, hvad det kunne finde på, om det skulle blive urolig nok, og den tanke var han slet ikke ude på, at opleve i praksis. Det var stort! Fyldte jo rigtig meget. Han kunne jo kun forestille sig, hvilken ødelæggelse, den kunne forårsage i haven alene, eller bare i krigen, når det skulle komme så vidt. Hvis det var et væsen, som de kunne stole på, var han ikke i tvivl om, at det ville give dem en fordel, som de ikke havde haft til nu. "Sænk de våben!" endte han denne gang med en mere fast tone. Vagterne gjorde det denne gang, selvom de gjorde det med en tydelig tøven. "Deres Majestæt.." forsøgte den ene, også selvom han hurtigt blev fejet af vejen. Han sænkede hovedet. "I lystrer mine ordre!" skældte han, inden han denne gang vendte blikket mod dragen og mod Angel. Den var urolig.. At så stort et dyr kunne blive urolig, var slet ikke til at forstå. Det var jo alle andre, der blev urolig i nærheden af noget, som måtte have den størrelse. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved lige nu. Han kunne vel bare forsøge at sikre sig, at det store og smukke dyr, ikke følte en direkte uro som sådan. "Jeg beklager," undskyldte han endelig for dem begge.