Jeg har truffet mit valg.

[Deleted]

Chili stolede uden tvivl på Angel. Hvorfor skulle han ellers søge med hende som han gjorde? Han landede på jorden, så langt fra vagterne, som han overhovedet kunne komme, også selvom han bestemt ikke følte sig tryg i disse omstændigheder. Hans omgang med mennesker generelt, havde ikke handlet til hans fordel. Angel havde jo set hvad de havde gjort ved ham, ved at sætte dragefælder op, som han havde ligget i flere dage i, uden at der var kommet nogen for at hjælpe ham. Sandt at sige, at han ikke stolede på nogen som helst, foruden Angel og Marius.
Chili brummede utrygt og vendte blikket mod Angel. At hun strøg ham over snuden, gjorde ham da mere rolig, selvom han på ingen måder var rolig af den grund. Han rev let i jorden under ham, så han faktisk efterlod store huller og riller med de skarpe kløer. Han var ikke farlig, før han følte sig truet, og lige nu følte han sig særligt truet, for han vidste, at han var omringet af mænd fyldt med våben, som kunne skade ham, såvel som Angel, og den tanke, kunne han slet ikke have! #De har våben, Angel... og de har mange af dem,# Han sænkede hovedet. Selv klar til at handle og reagere, hvis ikke de holdt sig på afstand.
Næsten som et rovdyr, der lå klar til spring, lå han der på jorden foran Angel. Bagbenene trak han en anelse op under sig. Klar til at sætte af fra jorden, hvis det skulle vise sig, at blive en nødvendighed. Ikke at han håbede på det. Han vendte blikket direkte mod Gabriel, da han endnu en gang bad dem om at fjerne deres våben.. Først da de gjorde det, faldt han mere til ro. Han klemte øjnene let sammen, som han kom nærmere. Det fik ham automatisk til at flytte hovedet. Ikke ønskede han at komme alt for tæt på.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det kunne ende galt hvis Chili følte sig alt for truet. Han havde det virkelig ikke godt med andre mennesker end hende og hendes far. Han var meget sky på den måde hvilket slet ikke var underligt når man tænkte på hvad han havde været igennem. Hun strøg ham bare blidt over snuden og tyssede kærligt på ham. Hun vidste at det var rigtig svært men han gjorde det også virkelig godt! Hun var så glad for at han faktisk blev. "Der sker os ingen ting, Chili. De gør hverken mig eller dig noget som helst. Slap af" bad hun kærligt. Hun elskede ham så højt. Hendes elskede drage. Hvad skulle hun dog gøre uden ham? Hun vidste at det var begrænset hvor længe de kunne blive her, bare for Chilis skyld. Hun ville heller ikke presse citronen mere end hun allerede havde gjort det. Hendes blik gled roligt over på Gabriel der tvang vagterne til at sænke deres våben. Det var dog en lettelse og dog så skulle der kun en enkelt person der ikke lysterede kongen til at gøre situationen værre. "Det er i orden, Gabriel. Chili er bare virkelig utryg omkring andre end mig og min far. Han har været igennem meget. Været fanget i fælder, blevet jagtet. Da jeg var lille så tvang mine passere mig væk fra ham i frygt for at han ville gøre mig noget selvom han aldrig nogensinde ville gøre nogen som helst fortræd, eller, det ville han men kun hvis de havde gjort mig noget" endte hun stille og smilede let til det store dyr. Hun så hvordan han trak sig en smule da Gabriel kom nærmere. Hun nussede ham bare fortsat. Det her skulle nok gå. Det vidste hun bare. De blå øjne vendte sig roligt mod Gabriels skikkelse. "Nu har du set ham. Jeg vil gerne hjælpe til som healer under kampen som vi alle ved vil komme. Hvis lejeren bliver angrebet kan jeg og Chili beskytte den. Har vi en aftale?" spurgte hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun håbede virkelig at de ikke behøvede at snakke meget mere om det. Dette var jo en måde hvor på alle blev glade .... næsten. Hun tvivlede meget stærk på at han far ville synes om ideen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var tydeligt, selv for Gabriel, at se at dette store dyr, uden tvivl måtte være urolig og utryg. Ikke at der var nogen grund til dette, for Gabriel ville da uden tvivl gøre hvad der skulle til, for at undgå, at de uheldige situationer, skulle opstå. Han stoppede op med en klar afstand til Chili, da han tydeligt kunne se, at det ikke ligefrem var noget, der gjorde ham tryg. Han vendte sig efterfølgende mod Angel igen. Hvis han ikke brød sig om at være omkring andre, var det skam heller ikke underligt, at han tog det på denne her måde, hvilket han gerne stod ved, hvis det skulle være det. Han lod armene ganske roligt glide over kors. For nu var der ingen der stod med våben i sine hænder, men anspændte var de uden tvivl. De var klar, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt. Forhåbentlig vil det ikke det.
Det beklager jeg virkelig. Om jeg havde vidst, at vi havde sådan et smukt, stort og prægtigt væsen på denne side af grænsen, havde jeg naturligvis selv grebet ind," sagde han med en rolig stemme. Han blev stående og kiggede på dem begge. Uden tvivl kunne dette vise sig at være et klart træk som kunne vende krigen for Procias - hvis de var heldige om ikke andet. Svært var det dog at forestille sig, hvordan dette væsen, havde formået at være i landet her, uden at blive opdaget af nogen som helst. Hans blik gled mod det store væsen, som tydeligt måtte have sine øjne på ham. Han følte sig et sted.. overvåget? Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved lige her og nu. Han sukkede let. Den krig.. Angel ville tilsyneladende heller ikke ligefrem lade denne ligge. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvis hun kunne blive i lejren, og kun deltage, om denne blev angrebet.. Så kunne han vel godt gå med til det? Han endte dog med at nikke. "Under den forudsætning, at I kun deltager, såfremt at den lejr bliver angrebet. Ej ønsker jeg, at se jer der ellers," sagde han alvorligt.

[Deleted]

Chili forsøgte at holde sig rolig, så han netop ikke agerede som nogen trussel. Det var noget af det sidste, som han ønskede sig. Var det underligt? Han kunne i forvejen ikke lide at stå i en situation som denne, og særligt fordi at han følte sig udsat. Sandt at sige, at han virkelig ikke stolede på nogen som helst. De strøg over snuden hjalp dog lidt. Han vidste, at hun i det mindste var der for ham, og det var det, der passede ham fint. Ikke var der nogen, der skulle skille dem fra hinanden igen! Der fandtes ikke det, som han ikke ville gøre, for at være der for hende! Han rev let i jorden under sig. Han var nervøs og rastløs, selv på trods af sin store størrelse. #Jeg kan ikke lide det her, Angel..# sagde han endeligt, idet han denne gang slap Gabriel med blikket, for at kigge på hende i stedet for. Han trak vejret dybt og lagde hovedet ned. Selv var han klar til at handle, hvis det skulle blive nødvendigt for dem begge.
At Gabriel gav dem lov til at deltage i krigen, dersom lejren blev angrebet, passede faktisk selv Chili fint. Så var der endda chance for, at ham og Angel faktisk ikke behøvede at deltage! Han var stor, og i manges øjne, uden tvivl også frygtindgydende, og det var helt klart en fordel, som var til at tage at føle på, hvis han selv skulle sige det. Han brummede ganske svagt. "Det lyder som en fair deal.. Angel.. Kan vi tage hjem nu? De soldater stirrer på mig,# fortsatte han med en direkte stemme. Han var ikke meget for at være der længere.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var svært for Angel det her. Hun vidste jo godt at Chili ikke havde det godt sammen med andre mennesker end hende selv og hun kunne ikke lide at presse ham på den måde. Hun var egentlig ked af at han var nød til at være der men lige nu var det bare en nødvendighed. Folk opførte sig i det mindste ordenligt selvom nogen af dem ikke så ud til at ville lægge deres våben lige med det samme. Hun kunne ikke dy sig for at sende dem et lidt hårdt blik mens hun strøg sin elskede drage over snuden. Chili var den vigtigste i hendes liv, det ville han altid være. De var sammen, en del af hinanden og ingen skulle nogensinde gøre ham noget.
Ved Gabriels ord nikkede hun stille. "Han har altid boet i Elanya sammen med mig. Inden jeg døde kunne jeg passe på ham. Folk rørte ham ikke fordi han altid var sammen med mig men folk frygtede ham. Den frygt har sat sig i ham, det er hårdt at være frygtet selvom man ikke gør noget som helst forkert" pointerede hun roligt. Hun kunne tydeligt se at Chili var klar til at springe afsted hvis det skulle blive en nødvendighed. Dette ville dog ikke blive tilfældet. Hun ville ikke have at der skulle ske noget og heldigvis var Gabriel af samme opfattelse. Det var dejligt! Hun lyttede roligt til hans ord. Det var en aftale som hun kunne acceptere. Hun ønskede jo heller ikke selv at være på fronten, ikke det mindste. "Som sagt tidligere så vil jeg blot hjælpe til. Jeg vil blive og heale i lejren og kun kæmpe hvis det bliver en nødvendighed. Det har du mit ord på." Hun sendte Gabriel et roligt smil før hun vendte blikket mod Chili. "Vi tager hjem over lige om lidt. Det lover jeg" hviskede hun kærligt før hun slap ham og gik over og rakte Gabriel hånden. Hun vidste at de fleste nok så at hun blev hjemme i sikkerhed men det var bare ikke hende. Hun ville så gerne hjælpe til. Denne her chance hun havde fået ville ikke blive brugt til at gemme sig som hun havde gjort det før. Hun ville kæmpe for Procias og hjælpe landet til sejr og ved at bringe folk hjem i live kunne hun gøre dette på en måde.

Hun vendte sig roligt tilbage mod Chili og gik tilbage til ham. Hun var klar til at tage hjem. Meget adræt kom hun op og sidde på ryggen af ham. Hun strøg ham blidt over skulderen mens hendes blik søgte Gabriel igen. "Du ved hvor du kan finde mig hvis du står og mangler en stædig kvindelig healer." Et drillende smil gled over hendes læber mens hun gjorde tegn til Chili at han godt kunne lette lige så forsigtigt. De skulle hjem igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Længe stod Gabriel bare og stirrede på det store dyr. Aldrig havde han set noget lignende, og uden tvivl var det noget af det som i den grad fascinerede ham mest. Aldrig havde han troet, at han skulle stå overfor et stort og prægtigt væsen som en drage, og så vide, at det var noget, som de havde på deres side af krigen, hvis det skulle komme så vidt. Han så fra den nervøse drage og tilbage til Angel. Aldrig havde det store væsen gjort noget? Men var alligevel dømt på det? En tanke som rent faktisk formåede at gøre ham en kende trist. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle foregå på denne måde! "Det er jeg... virkelig ked af," sagde han endeligt med en rolig stemme. Han blev dog stående, mest for at undgå at gøre det store væsen mere nervøs, end hvad han måtte være i forvejen.
Gabriels blik måtte endelig falde fra dragen som stod der.. nervøs og ængstelig, inden han så mod Angel igen, som rakte hånden mod ham. Han nikkede, inden han selv tog omkring hendes hånd. Han trykkede den godt og med et smil på læben. Dette kunne snildt vise sig, at blive en dag, som gjorde en kæmpe forskel for Procias' situation, hvilket var noget der passede ham mere end fint! "Jeg ved hvor jeg skal finde dig, Angel.. Og jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af noget." Denne gang var det ham som stod med et smil på læben for en gangs skyld. Det kunne ganske vidst være svært at forestille sig, men det var nu og da, sådan at tingene nu måtte forholde sig, hvis han selv skulle sige det. "Jeg skal ikke opholde Jer meget længere.. Søg I videre," sagde han roligt. Han trak sig en anelse, for at give dragen mere ro, inden han igen lod blikket søge mod hans skikkelse. Det var svært.. Han var uden tvivl forbandet fascineret af det væsen, som stod overfor ham!

[Deleted]

Chili rev i jorden. Han var i forvejen ikke særlig meget for at Angel stod der og fortalte om hans historie, og hvorfor han reagerede sådan her, for havde det virkelig noget med den mand at gøre? Ikke som han kunne se i hvert fald, så det var helt sikkert! Han kneb øjnene let sammen. At Angel stod der, var ganske enkelt betryggende, men det var for pokker da svært, når hun ville i krig, og derved var nødt til at indgå et forlig med kongen af landet. Han havde revet op i gruset under ham. Ikke at han tænkte over det. Han var jo temmelig stor, så at han rent faktisk havde ødelagt noget af haven, var slet ikke en tanke som slog ham ind.
#Jeg kan virkelig ikke lide det her, Angel..# Lige nu, ville han egentlig bare gerne hjem. Var det i det hele taget underligt, at han gerne ville det? Krigen var ham et frustrationsmoment.. alt var ham egentlig et frustrationsmoment lige nu, og særligt fordi at Angel handlede uden at indvige ham i noget som helst. At hun så efter at have taget kongen i hånden, satte sig på hans ryg, fik ham igen til at sænke hovedet. Blikket gled kort i retningen af dem alle sammen. #Hold fast, Angel.. Vi har været her længe nok,# afsluttede han direkte.
Med den store krop, satte han af fra jorden, efter at have bredt de store vinger. Han kneb øjnene let sammen, mens hans fik opbygget højden, inden han satte kursen direkte mod hjem.. Direkte mod Elanya, hvor han vidste, at de var i sikkerhed - for nu om ikke andet.

//Out

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at det ikke burde have været sådan. Chili var altid blevet behandlet dårligt, altid havde folk været bange for ham men aldrig havde han gjort nogen noget. Hun havde altid set den kærlige del af ham, den del som elskede hende og som ville beskytte hende. Hun huskede så tydeligt hvordan hun ofte var blevet revet væk fra ham fordi folk var bange for at han skulle æde hende. Aldrig havde dette dog være tilfældet. Hun vidste at han aldrig nogensinde ville gøre noget som helst ved hende. Hun sendte ham et beroligende smil. Hun vidste at han ødelagde en del af haven men hvad kunne hun gøre ved det. Han var nervøs, nok mere end hun havde regnet med at han ville være det. Hun var ked af at det påvirkede ham på den måde.
Hun tog Gabriels hånd roligt. De var blevet enige om noget og hun var tilfreds. Hun vidste at dette ville være den bedste løsning også selvom Chili og hendes far nok helst så at hun blev hjemme. Det kom ikke til at ske! Hun sendte Gabriel et roligt smil før hun søgte tilbage til Chili og satte sig på hans ryg. "Farvel Gabriel. Det var rart at møde dig. Du er altid velkommen på Carino Fattoria, det håber jeg du ved" sagde hun roligt til ham som Chili satte af fra jorden og bragte dem højt oppe i skyen. Hun strøg Chili over skulderen som han begyndte at flyve dem hjemover. Smilet hvilede på hendes læber. "Tak fordi du tog med, Chili. Jeg er ked af at det var så hårdt for dig. Jeg vidste ikke at det ville blive så slemt eller at han ville se dig. Jeg håber du kan tilgive mig for at tvinge dig ned på jorden." hendes stemme var ikke andet end en kærlig hvisken. Hun var godt tilfreds med dagens forlød. Hun havde fået meget ud af det. Hendes blik vendte sig roligt mod Horrisonten. Nu manglede hun bare at fortælle det til hendes far.

//OUT

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det kære væsen var bange, og ikke at Gabriel klandrede ham for det. Særligt ikke, hvis man vidste, hvad han havde haft at slås med frem til nu, så kunne det bestemt ikke komme bag på nogen. Selv Gabriel måtte finde det trist, at så stort et væsen, var blevet underlagt den behandling. Det var slet ikke retfærdigt, og derfor fandt han det også bedst, at holde sin afstand. Han nikkede mod hende og med et smil. Selvom dragen bag hende, stod og rev haven op med sine klør alene i nervøsitet, var det ikke til at undgå.
"Det ved jeg, at jeg er. Jeg takker mange gange. Jeg skal finde tiden, til at kigge forbi igen," lovede han med en rolig stemme. Løgn var det jo heller ikke ligefrem.
Han blev stående og så efter dem, da de søgte op over himlen over dem. Smilet falmede dog på ingen måde. For en gangs skyld, så følte han rent faktisk, at han.. kunne smile. Det var nok det mest fantastiske ved det hele, og gud hvor han dog elskede, at det forholdt sig på denne måde! Han vendte sig mod vagterne, som endnu en gang havde grebet til sine våben. Først der, falmede hans smil. Ikke om de skulle få lov til at påføre nogen smerte eller noget som helst. "Sænk de våben. Det store og prægtige væsen, er på vores side," sagde han bestemt. Han fandt sig bestemt ikke i, at det skulle forblive anderledes end det! "Og tilkald gartneren. Vi skal have den have under kontrol igen," afsluttede han, inden han vendte om på sin hæl, for at søge indenfor i stedet for. Denne gang var det nemlig ham som følte en vis form for.. glæde? Ro? Det havde været stort at få lov til at se det store og smukke væsen!

//Out