Lost battle

[Deleted]

Evan tænkte nu mere på Noelle, end det som han ville tænke på nogen anden. Han var draget af hende og hendes sensuelle udstråling i forvejen, og særligt når den var så slem. Desuden havde de også deres fortid, som han heller ikke kunne vende ryggen til for tid og evighed. Han trak vejret dybt, mest i et forsøg på at samle sig om det han egentlig skulle samle sig omkring, i stedet for alt det andet. "Jeg ved det godt.. Jeg skal nok hvile, når jeg er færdig her," sagde han endeligt. Hun havde mere brug for at blive tilset end hvad han havde. Desuden var hans sår så godt som lukket nu, bare han undlod at gøre sig de forkerte vrid, og det var lidt det, som han holdt fast i, på nuværende tidspunkt.
Miksturen sved og den gjorde ondt, og det vidste Evan godt. Men hvis nogen kunne tackle det, så var det Noelle. Som han alligevel måtte ane synet af et smil, måtte han alligevel smile ganske tilfredst, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Som om at han bare ville finde en eller anden tilfældig en til hende derude! Han bed tænderne let sammen... kunne han? "Det er langt under din værdighed at vælge noget så simpelt som en sølle manjaner, Noelle.. Lad mig i det mindste finde noget... ordentligt.. bad han med en rolig stemme. Han sikrede sig at miksturen var smurt godt ind, inden han tog fat om et klæde, som han rev i stykker, for at binde det om, så han var sikker på, at det ville holde. Alt det andet, var slet ikke noget som han ville have skulle ske. Ikke på vilkår. Derefter lagde han tæppet om hende igen. Løst ganske vidst. Det var heller ikke meningen at hendes krop skulle ligge der og koge, da det jo kun ville gøre ondt meget værre, end hvad det i forvejen måtte være. Han tog derefter fat om et krus med vand, inden han rykkede tættere på hende. "Du er nødt til at drikke, min kære," afsluttede han endeligt, inden han hjalp hende med at få hovedet en anelse op, så hun kunne få det til læberne.

[Noelle Jaceluck]

Enhver mand var draget af hende. Ofte havde det sine fordele, hun vidste at Evan også var ramt, men han havde lært at stå imod.. hun havde selv været med til at lære ham det. Dog var der flygtige øjeblikke hvor hun i hans blik blev påmindet om at det var en udfordring. "Sig til hvis du har brug for pause," indskød hun pludseligt. Han vidste hvad hun mente. Hellere at han gik og lod hende være alene eller lod sig lokke af hendes væsen, ikke fordi det ville gøre hende det store, men på længere sigt var det nok ufornuftigt.
Hun prustede tungt. Det bedste at svide ret voldsomt men det var jo bare et tegn på at salven virkede, ikke at hun havde været i tvivl, det var ham der lavede den. Fingrene lukkede sig om sengetøjet, bare for at holde fast i et eller andet. Det varede dog ikke længe før smerten foretog sig lidt igen, så den om ikke andet var tålelig.
"Jeg vil ikke have noget ordentligt, Evan. Det er spild af talent, som sagt skal det være en der er let at slå ihjel efterfølgende," gentog hun træt. Tanken drev hende til vanvid, men i hans øjne ville ingen være god nok til hende, det ville tage for lang tid, og det ville være sværere for hende at slå ihjel, for ingen anden end ham skulle leve med mindet af hende på denne her måde. Det var helt lettende at få tæppet om sig igen. Hendes krop var mere afslappet nu, desværre lod det ikke til at han ville give hende fred helt endnu. Hun så på vandet, og nikkede. Med hans hjælp blev hendes læber ført til kruset og hun tog et par forholdsvis store slurke. Det gjorde virkelig godt. "Tak," sagde hun dæmpet og lagde hovedet tilbage.

[Deleted]

Evan tog hurtigt hendes hentydning. I den forstand, kunne man faktisk godt sige, at skaden allerede var sket, selvom det nu heller ikke rigtigt var noget som rørte ham som sådan. Han rystede på hovedet. "Jeg klarer mig for nu," endte han. Selv til tider, kunne det være svært for ham, men om ikke andet, så ville han faktisk gerne gøre et forsøg på det.
Det kunne heller ikke være rigtigt, at han skulle trække sig nu, hvor hun havde mere brug for ham, end hvad hun havde haft før. Han lod hende bestemt ikke alene, når hun havde det på den måde! Spild af talent? Han ville jo heller ikke have, at hun bare skulle ligge der og nøjes, som hun måske følte, at hun gjorde lige nu. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Og du vil nøjes med en sølle manjaner, når du ved, at en som er bedre end det, kan mætte dig for længere tid og faktisk mætte dig helt?" endte han. Han var kendt med problematikken, også fordi at han havde en sensuel dæmon derhjemme.. Måske at det var grund nok til at tage hjem? Han ville jo heller ikke have, at hun skulle rende rundt og gøre.. alt muligt, som hun ville komme til at fortryde i den anden ende.
Drikkelsen hjalp Evan hende med, inden han satte glasset fra sig igen på sengebordet. Han ville jo gerne sikre sig, at hun i det mindste kom igennem det her, da han faktisk ikke tillod sig noget andet end det. Han trak svagt, men dog træt på smilebåndet. Han samlede i stedet for hænderne foran sig. Han ville jo gerne sikre sig, at hun havde det godt, og særligt nu hvor han var den som havde mulighederne for det, vel og mærke. "Foruden en god og flot mand... kan jeg skaffe dig andet?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende.

[Noelle Jaceluck]

Som han havde problemer, så havde hun det samme. Foran hende sad en flot mand, hun kendte hans evner, hun stolede på ham, han ville have været et perfekt valg, hvis man så bort fra at det ikke kunne lade sig gøre. "Godt," svarede hun og sank en mindre klump. Det sidste hun havde lyst til på stående fod var at gøre noget ved sulten, hun havde håbet at Enrico kunne hjælpe hende ud af den knibe, men ikke når hun vidste at han havde været sammen med en anden. Hun havde været det, inde ved siden af, længtes efter ham og han havde givet sig hen til en anden.
"Jeg er bange for du ikke forstår. Det skal være overstået så hurtigt som muligt, og en som er bedre vil også være stærkere, med andre ord umulig at slå ihjel. Bare find hvad du kan, man stopper med at være kræsen til sidst," det var ikke engang løgn. Hun gjorde sig ikke de store tanker om den slags mere. "Desuden så kan ingen tilfældig mand mætte mig helt. Den slags kræver at man giver sig hen, det har jeg trods alt kun kunne til dig og Enrico, det er noget ganske andet," forklarede hun ærligt. Der var en forskel at mærke, det ville hun ikke lyve om.
Det var fristende at lukke øjnene, men i stedet så hun op på ham. Normalt ville hun nok kunne se morskaben, men normalt havde hun et eget valg. I dag var anderledes, hun følte sig tom, svag og uoplagt men visse ting skulle jo desværre gøres. "Ellers tak. Jeg klare mig med det," svarede hun lidt tørt og forsøgte at sende ham et smil, det druknede bare lidt i en grimasse.

[Deleted]

Evan havde nået punktet, hvor han havde svært ved at holde igen. Tankerne var allerede nu ved at løbe af med ham, og gud hvor var det dog irriterende! Han burde slet ikke gøre sig disse tanker, og da slet ikke når han vidste at han havde en forlovede, som trygt og trofast sad derhjemme og ventede på ham, og her gjorde han sig tanker om ting, som han slet ikke skulle tænke på? Han rystede dem let ud af hovedet, inden han igen så mod hende. Han ville jo ikke bare finde hvem som helst til hende, men derimod en, som alligevel kunne give hende lidt af det, som hun havde brug for i form af en mand.
"Jeg ønsker hellere, at vi finder noget fornuftigt i det her tilfælde, Noelle, så du ikke ligger og væmmes ved dig selv efterfølgende. Jeg formåede måske at gøre det, så.... så lad mig gøre det igen," sagde han endeligt. Tankerne gjorde han sig allerede, og han kunne ikke gøre alverdens ved det. Gud hvor han dog hadede at gøre sig de tanker, men han kunne for pokker heller ikke rigtigt gøre noget ved det, om han ville det eller ikke.
Langsomt endte Evan med at rejse sig. Han holdt af hende, og i hans øjne, så var kun det bedste godt nok, så.. var den tanke egentlig meget underlig? Desuden sad han her i øjeblikket med en sensuel dæmon, som i den grad var sulten, og han havde jo været tæt på hende tidligere, så det kunne jo heller ikke ligefrem komme bag på nogen som helst. Hans blik hvilede på hende. "Jeg insistere.." afsluttede han. Ganske vidst havde han Athena derhjemme... men selv hans lyster kunne snakke for ham, og da særligt nu.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var blevet ligeglad med hvem det var. Hun havde været sammen med flere end hun havde tal på, og hun væmmede sig ved tanken lige meget hver gang, til følelsen igen forsvandt et par dage efter og en ny sult begyndte at melde sig. Hun lukkede øjnene og sukkede. Måske hun bare burde få noget søvn og så bare.. vente og se hvad han kom hjem med?
Hans foreslag fik hende til at spærre øjnene op for at se direkte på ham. Hendes læber gled i et smil som skulle hun til at grine men holdt igen fordi det var for smertefuldt. Det falmede da det gik op for hende at han mente det. "Evan jeg... jeg ved at du er påvirket af alt det her, og jeg tror at det får dig til at tænke forkerte tanker," konkluderede hun lidt bekymret. "Du har en kvinder derhjemme, og jeg ønsker ikke at du skal risikere at ødelægge alt blot for at hjælpe mig," forsøgte hun. Det værste var at hun havde lyst til at takke ja. Det var bedre end en tilfældig ude fra gaden, men det kunne blive kompliceret med den fortid de havde sammen, det virkede overhovedet ikke som en god idé.
På den anden side så kunne det være deres hemmelighed. Hans forlovede behøvede ikke at vide noget, det var så enkelt at det næsten gjort ondt. "Jeg ville til enhver tid foretrække dig over alle andre. Men tænkt en ekstra gang, er du villig til at satse alt?" spurgte hun sigende. Hendes væsen måtte virkelig gå på.

[Deleted]

Evan var uden tvivl påvirket af det væsen Noelle var, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Hans krop dirrede og sitrede, alene det, at han kunne få sig selv til at foreslå det her for hende, men han kunne ikke gøre noget ved det. Ikke nu i hvert fald. Han skulle have trukket sig for lang tid siden, også selvom det nu ikke var noget som gjorde ham noget. Han følte sig nemlig langt mere fri her, end hvad han gjorde ellers, og den tanke kunne han uden tvivl rigtig godt lide.
Evan vendte blikket væk. Den ene hånd gled mod hans tinding. Han var nødt til at tage sig sammen nu, og det var ikke nemt. Det var virkelig ikke nemt, når det var på denne her måde. Han rystede på hovedet. "Jeg ved godt hvad jeg risikerer, Noelle.. men jeg vil heller ikke bare finde hvilken som helst mand til dig," sagde han direkte. At tvinge en eller anden intetanende manjaner med sig, ville bare være så dejlig nemt, men det ville heller ikke være nogen til at svine hende til, eller dømme, eller noget som bare måtte ligne det. Hans blik søgte hendes skikkelse allerede med det samme igen. Athena ville blive forarget og vred, om hun fik noget af det at vide, men... han kunne ikke lade være med at tænke tanken.
"Jeg ved at jeg har kunne vække det i dig før, og jeg ved at du inderst inde, ikke tør at nøjes med en sølle manjaner, selvom de er nemme at slå ihjel. Lad mig gøre det.. i det mindste.. tage den farlige top af det, så du kan komme dig," bad han igen. Han havde ikke tænkt den igennem, nej, men den skade var sket, og for ham nu, var det svært at vende om nu. Han holdt forbandet meget af Noelle, og alene den tanke om, at noget skulle ske med hende, den kunne han da slet ikke holde ud.

[Noelle Jaceluck]

Skaden var sket, mere end hun havde bidt sig fast i før nu. Under normale omstændigheder ville Evan aldrig foreslå dette, Noelle vidste hvor højt han elskede Athena, hun burde sætte foden i og forhindre ham i at begå den største fejltagelse nogensinde men det.. kunne hun ikke. Pludselig slog hendes hjerte hurtigt. Tanken om at have ham tæt på hinanden efter alle de år, vækkede et eller andet i hende. De risikerede mere end bare at han ville miste sit liv.
"Jeg ville til enhver tid foretrække dig over alle andre, det indrømmer jeg gerne Evan, men ikke på bekostning af dit liv," for en gangs skyld forsøgte hun at være uselvisk, men det holdt kun et øjeblik. I tankerne havde hun allerede argumenteret overfor sig selv med, hvordan hun kunne retfærdiggøre det.
De virkede pludselig som en god løsning. "Nuvel. Jeg siger ikke et ord om du ikke ønsker det. Ingen behøver at vide det," tilføjede hun roligt. De havde haft hemmeligheder før, et helt forhold ude i marken, et enkelt tilbagefald så at sige, kunne ikke skade. Det ville være fantastisk ikke at skulle væmmes over hverken ham eller sig selv. Det imponerede hende lidt hvor meget han var villig til at gøre for at hun skulle have det godt, det var rart altid at have ham i ryggen, også selvom dette ikke var noget hun havde lyst til at bede ham om. "Er du sikker?" spurgte hun igen, og tiggede og bad til at han ikke ville skifte mening.

[Deleted]

Jared ville vende sig endnu mere i graven, ved at vide, at han i øjeblikket, var hans datter utro... alene ved tanken om det, som han ønskede skulle ske. Ikke at det var noget som retfærdiggjorde tingene for dem, for det gjorde det ikke. Det var jo slet ikke noget, som i princippet skulle have lov til at ske. Han sank klumpen. Han var draget af hendes væsen, og selv han kunne altså ikke modstå altid. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, hvor han virkelig forsøgte at holde bare lidt igen, selvom det stort set var umuligt for ham. Han kunne virkelig ikke styre, eller kontrollere den tankegang mere. Hans blik forblev fæstet til hendes ansigt. Han forsøgte i hvert fald.
"Jeg ved godt, at jeg har hende derhjemme.." Han sukkede let. Det var bare.. dejlig nemt at glemme Athena i en stund som denne, og særligt når hans krop jo var påvirket af hvad hun fik ham til at tænke, og det kunne han uden tvivl godt mærke. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, inden han igen dumpede ned på sengekanten ved siden af hende. Ingen behøvede at vide noget. For hans del, var det faktisk også svært at sige nej til det, og særligt, når det var på den her måde. Om han var sikker? Nej... Han vidste jo, at det her virkelig var dumt.. frygtelig, frygtelig dumt, men han kunne jo heller ikke lade være. "Jeg ved at det er dumt, Noelle... men du.. gør det jo ved mig... Og jeg ved at du vil.... lige så meget som jeg vil," afsluttede han. Han forsøgte for alt i verden at fastholde blikket mod hendes. Hun var jo smuk.. og han kendte hende jo nok bedre end de fleste.

[Noelle Jaceluck]

Intet i verden kunne retfærdiggøre dette. For Noelle var der ingen farer på færde, noget var hun nødt til at gøre og hellere med en mand der havde en betydning for hende, end en tilfældig hevet ind fra gaden, som derefter ville få taget sit liv, for at have redet hendes. Det var mindst ligeså uretfærdigt. Ville han hade hende når alt dette var overstået og det gik op for ham hvad pokker han havde gjort? Han var hendes eneste ven, og det var hun heller ikke meget for at miste. "Jeg vil kun gøre dette, hvis du er sikker på at du ønsker det ligeså," vedholdt hun. Normalt havde de aldrig snakket meget, den ene ting tog bare den anden, men det her var anderledes, fordi han elskede den kvinde der ventede ham derhjemme.
Hendes blik hvilede i hans. Han var ikke sensuel dæmon, men effekten var den samme på hende, det havde den altid været. Det havde bare været... lettere i tiden med Enrico, fordi hun havde haft en grund til at modstå, det havde hun ikke mere. Hendes hånd lagde sig blidt over hans på sengen, for at fange hans opmærksomhed. "Det vil jeg, men jeg ønsker ikke at du skal bebrejde hverken dig selv efter mig efterfølgende," svarede hun og lod øjnene glide i. Det her skulle ikke ske, det var ikke meningen! I et allersidste forsøg på at være en modne, og den gode ven som han var det, forsøgte hun at sætte sig op. Det var smertefuldt. "Jeg tror ikke det er en god idé. Jeg må hellere finde en," konstaterede hun og slog dynen væk, hvilket gav hende gåsehud. Hvorfor pokker var der så koldt herinde?

[Deleted]

Evan kunne ikke lide at se Noelle på den måde, og derfor følte han nemlig også, at han var nødt til at gøre noget. Der var noget galt i dette foretagende.. han vidste jo godt, at han deriblandt ikke burde gøre sig de tanker som han gjorde, men han kunne virkelig ikke styre det længere. Var det det virkelig så slemt? Han vidste godt, at han havde Athena derhjemme... men nu hvor han i forvejen havde tilbragt så meget tid med Noelle, så var det svært, ikke bare at.. falde tilbage i det gode gamle, for hun kunne da i det mindste tackle ham, uden at det skulle være forudsigeligt det hele.
Han sukkede let. Det var svært.. Et sted ville han jo gerne, og et sted var han også klar over hvor meget det faktisk kunne ødelægge for ham, og det var han jo så på ingen måder interesseret i, og det var vel også noget som hun kunne forstå? Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Igen måtte han kæmpe for at se hende i øjnene. Han havde allerede nu trukket den alt for langt. "Jeg ved godt, at det ikke er særlig smart, men jeg vil ikke bare se dig gøre det med hvem som helst.. Jeg har gjort det før, og jeg ved at jeg kan.." Som hun selv sagde, så var der ikke nogen som behøvede at vide noget.. end ikke Athena, selvom han ikke var meget for at holde hemmeligheder skjult for hende, og særligt når han vidste hvor vigtig han var for hende. Han tog fat om tæppet, inden han førte tæppet over hende igen. Han ville ikke have, at hun skulle ligge og fryse. Han bed tænderne let sammen, inden han greb ud efter hendes hånd. Han trykkede let om den. "Lad mig gøre det," sagde han endeligt. Lige foreløbig var han ved nogenlunde fuld fatning. Han var i hvert fald klar over hvad der skete, og det var vel det vigtigste?

[Noelle Jaceluck]

Det havde taget hende mange år at komme sig over Evan. Det havde aldrig været tydeligt, men helt frem til hun havde fået øje for Enrico, havde der altid været en lille knude i maven på hende når hun så ham sammen med Diane. Det her kunne rive op i gamle følelser og tanker, hun ville måske ende med at finde frem til flere følelser og det havde hun ikke brug for, men det var en chance hun var nødt til at tage, såvel som han var nødt til at risikere sit fredelige liv derhjemme.
Noelle bemærkede at hans blik, flere gange gled flygtigt ned over hendes krop der lå skjult bag tæppet. Der var intet han ikke før havde set, og hun skammede sig ikke og påtalte det ej heller.
Hun konkluderede at han endnu vidste hvad der foregik, han var ikke helt tabt hvilket han nok kunne takke sin mentale styrke for. "Ærligt.. så er jeg ligeglad med om det er smart, jeg vil bare mærke dig igen," hun så i hans øjne. Hun var kendt for et være en kvinde der ikke var bange for at sige hvad hun ville have, eller kommandere rundt for at få det. Nu stod Evan for skud.
"Nuvel.. fint jeg lader dig gøre det," endelig overgav hun sig og trykkede blidt omkring hans hånd. Var det meget forkert at glæde sig? Det var nok begrænset hvad hun kunne i hendes tilstand, men kreativitet plejede de trods alt ikke at mangle. "Kom her," bad hun dæmpet og trak forsigtigt i hans hånd, som tegn til at han skulle komme mere ind for rækkevidde, hun kunne ikke rigtigt komme mere op end hun allerede var.

[Deleted]

Var Noelle nogensinde kommet over ham? Evan havde sine tvivl, men det var nu ikke noget som han ville rive op i bare sådan uden videre, hvis han ellers kunne blive fri for det. Hans blik hvilede på hendes ansigt. Selv vidste han at Athena ville blive knust, om hun vidste det, og lige præcis derfor, skulle hun bare ikke vide noget af det som skete her lige nu, men hun behøvede jo ikke at vide noget. Lige i stunder som dette, kunne den aldersforskel udmærket godt mærkes, og det var heller ikke fordi at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans blik gled varsomt mod hendes skikkelse, hvorefter han havde taget hendes hånd. Han var udmærket godt klar over, hvad han havde gang i, så det skulle man slet ikke så nogen tvivl ved.
"Det er bare nemmest på den måde. Jeg vil jo heller ikke bare lade dig tage for dig og slå dig til ro med hvad som helst," sagde han ærligt. Det undergik vel også det faktum, at han virkelig gerne ville passe på hende? Og ikke ønskede, at der skulle ske alt muligt med hende? Det var vel også tydeligt i hendes øjne, at det var derfor at han gjorde det? Med et svagt smil, vendte han sig forsigtigt om, for i stedet for, at krybe op i sengen, hvor han lagde sig ved siden af hende. Det var virkelig ved at være lang tid siden han havde gjort det her.. men han var ligeglad. Det var det her, som han rent faktisk havde lyst til at gøre lige nu. Hånden hævede han og lagde mod hendes kind, som han strøg ganske let. Smuk som hun altid havde været.. Lige siden start, hvor han havde set hende.

[Noelle Jaceluck]

For en kvinde der aldrig havde forstået sine egne følelser, så var det vel heller ikke underligt at tanken aldrig før var faldet hende ind? Hun elskede Enrico, det havde hun gjort i mange år, og han havde elsket Athena, det havde været nemt. Nu var det, det bare ikke mere. Noelle frygtede at han udelukkende gjorde dette for hendes skyld. Der var tydeligvis ingen grænser for hvad han ville gøre for hendes ve og vel, men det skulle ikke være på bekostning af ham. Alligevel tog hun sig selv i at være ligeglad. Ikke med ham men med Athena.
"Du skal ikke gøre det fordi det er nemt, Evan. Du skal gøre det fordi du har lyst," hun lagde hovedet på sned og så op på ham med et sigende blik. Lige nu følte hun sig ikke særlig fristende, men han var formentlig ligeglad. Forsigtigt rykkede hun en centimeter den anden vej, så der var plads til at han kunne ligge der. Pludselig mærkede hun rummets varme for første gang, i hvert fald følte hun sig på et øjeblik varm. Det var lang tid siden de havde været tætte, men guderne måtte vide hvor meget hun havde savnet det. Det ville bare blive endnu en af deres beskidte, lille hemmeligheder.
Ganske langsomt, fik hun vendt sig om på siden så de lå der - front mod front. Hun lod ham stryge hendes kind med den blidhed han altid havde behandlet hende med.. når det var fortjent vel og mærke. "Det her vækker minder," hun trak lidt på mundvigen, og lod en hånd lægge sig tæt ved hans bryst, så hendes fingre netop kunne glide let hen over i en mild berøring, dog gjorde hun det kun én gang i frygt for at han ville fortryde.

[Deleted]

Man kunne vel godt sige, at der ikke fandtes grænser for hvad Evan ville gøre for Noelle, hvis det var nødvendigt? Han havde jo selv været utrolig glad for hende, så det faktum, at han skulle sidde her og bare acceptere, at tingene var som de var, og finde noget middelmådigt, når han kendte til hendes standard, så var det slet ikke noget som kom til at ske på noget tidspunkt. Hans blik søgte på sned, og uden at se bort fra hendes skikkelse. Smuk var hun, selvom hun lå der, knapt kunne bevæge sig, var svag og mørkbanket. Han kunne tage hjem til Athena.. spille sit skuespil. Det ville jo ikke være første gang at han gjorde de,t og han vidste helt præcist hvordan han skulle tøjle hende derhjemme, så hun netop ikke ville fatte mistanke. Det var jo det, som var hovedpointen i dette. "Jeg gør det ikke bare fordi at det er dig til gavn og fordi at det er nemt, men... selv jeg har lyst," sagde han ærligt, og med et bekræftende nik.
Evan lagde sig roligt oppe ved siden af hende, hvor han lod hånden stryge hendes kind. Det var bestemt ikke tiden til at være hård og brutal, og slet ikke sådan som hun havde det. Hånden som lagde sig mod hans bryst, fik ham let til at trække på smilebåndet. Han selv havde jo savnet det her, og det kunne han jo heller ikke ligefrem lægge skjul på, når det nu endelig var. Han trak vejret dybt, også selvom det skar hele vejen i brystet.. ned af siden og halvvejs over ryggen. "Det er lang tid siden vi har ligget sådan her," sagde han roligt. Ingen af dem havde rygtet for at være utro, så det var måske noget som kunne redde dem lige nu? Det var det som han håbede. Hånden trak han til sig, for i stedet for at lægge den over hendes. Han havde ikke travlt med noget.. For hans del, kunne de sagtens trække den resten af aftenen, så det blev en god omgang.. ikke bare for hende, men i den grad også for ham.