Lost battle

[Noelle Jaceluck]

Evan Embelowni Strife
****************************************

Fornemmelse for tid og sted var alt sammen borte. Måske var der gået en dag, måske to siden Noelle havde forladt De Locha Herregården. Hendes egentlige mål havde været at nå lejren, men allerede uden for herregården, var hun kollapset første gang, og da hun endelig havde nået kroen, hun så øm af sine mange fald, at det var en kamp bare at komme på benene. Hun havde været heldigt. For en hærfører af dvasiansk oprindelse, at gå gennem Manjarno i disse tider, ubevæbnet, kunne være livs farligt. Noelle havde aldrig givet meget for den slags, og i sin desperation efter at komme væk fra Enrico og Macaria, havde hun bare måttet væk.
Nu lå hun på et luset værelse på Ityrials kro foran en pejs. Der var ganske vidst en seng, men for at være tæt på ilden, havde hun lagt sig på det hårde gulv foran. Det havde været for hårdt at fjerne tøjet igen, så hun lå indhyldet i læderklæder og rullet ind i tæpper, det var ikke videre behageligt, men det var hvad hendes energi nu rakte til.
Savn havde allerede meldt sig. Tvivl om det hun havde gjort var det rette, men for pokker, de havde ingen fremtid sammen, de kunne hverken enes eller forstå hinanden.
De tavse tårer trillede ned over hendes blege kinder, mens hun stirrede ind i de livlige flammer. Det her gjorde ondt. Det var en smerte hun havde oplevet én gang før, med Evan men det havde alligevel været anderledes, fordi de aldrig havde været vrede på hinanden over deres valg hver især, i stedet havde de fået et tæt venskab, det ville hun næppe få med Enrico, og hun var ej heller sikker på at hun ønskede det. Tårerne overbeviste hende om at han havde gjort hende svag, tab havde aldrig rigtigt plaget hende, hun havde ikke fældet tårer da Aliyah havde skamferet både hendes mor og søster, og ej heller grædt en eneste gang på marken. Nu græd hun. Det tomrum hun følte var anderledes end noget hun før havde oplevet. Det var et stor slag, tabt.

[Deleted]

Rygtet om, hvad der var sket på DeLoca Mansion, var gået vidt, og selv var det nået Evans øre. At Noelle i det hele taget ville gøre det slut med den mand, havde han slet ikke forestillet sig. Slet ikke sådan, at hun havde snakket om ham. Han havde ladet healerne tage sig vel af ham, inden han havde tvunget sig op. Han burde selv hvile, men at lade Noelle søge tilbage til marken i den tilstand, som han vidste at hun befandt sig i, ville heller ikke komme til at ske!
Evan var kommet i tøjet, selvom han var så mørbanket, at hans krop var i besiddelse af alle regnbuens farver, idet han selv søgte ud. Vinden slog hårdt på denne kolde vinterdag. Han havde søgt hendes spor.. Og nu hvor han selv var og havde den erfaring fra marken kunne han jo godt følge dem. Han sukkede let og havde valgt at følge dem.

De havde ledt ham til byen. Han vidste at slagmarken måtte være mere i den østgående retning. Havde hun søgt hvile? Var Noelle virkelig så fornuftig? Det var et skud i blinde, men han var vel egentlig bare nødt til at prøve sig frem, ikke sandt? Han søgte til kroen. Hertil opsøgte han bestyreren af stedet, og spurgte ind til om de havde set den tilskadekomne hærfører.. I første omgang ville de ikke give ham noget som helst, men efter trusler om bål og brand, havde han indvilget i at fortælle hvilket værelse hun måtte befinde sig på.
Ganske kort efter, stod Evan foran døren. Han var mere bange for tilstanden, som han måtte finde hende i. Han skar en kort grimasse, inden han kort bankede på døren, hvorefter han ved hjælp af sin magi, måtte få den låst op og kiggede ind. Der lå hun.. midt på gulvet, i sin læderbeklædning i tæpper. "For helvede, Noelle.." sagde han direkte, inden han søgte ind, uden at søge tilladelse først, hvorefter han låste døren efter sig, så de kunne være alene. Han brød sig bestemt ikke om at se hende på den måde.

[Noelle Jaceluck]

Hvor mange der overhovedet havde opdaget at hun var borte, vidste hun ikke. Evan ville formentlig være en af de første, men hun gættede sig til at han næppe ville lede på en kro, for det ville betyde at hun havde opgivet på halvejen, hvilket ikke lå til hende.
Der var ikke sikkert. Manjanerne kunne komme hertil når det skulle være og hun ville være ubevæbnet og sårbar, men hvilket andet valg havde hun? Der var langt til marken herfra. Hendes blik var dødt. Sved haglede ned fra hendes pande - koldsved, for hun frøs selv liggende der foran ilden. Hendes krop skælvede, der var ikke en rest af energi efterladt tilbage i hende. nogle af sårene var gået op, hun havde forsøgt at brænde dem, men uden særlig meget helt, de var efterhånden blødt igennem de tykke tæpper hun lå med, men der var ikke så meget at gøre.
Den milde banken på døren fik hende til at lukke øjnene. Manjanere ville næppe banke på før de brød ind, hun vidste at det kun kunne være Evan, hvordan han havde fundet hende var et andet mysterium. Hurtigt tørrede hun sine øjne, så han ikke skulle se tårerne, man kunne dog ane de salte spor, hvilket var grunden til at hun blev liggende med ryggen til. "Evan. Jeg tager vel ikke fejl, når jeg siger at det ikke er et tilfælde at du står her," konkluderede hun uden at se på ham. Man kunne høre på hendes stemme hvor svag hun var. Det havde krævet alt bare at komme hertil, men i det mindste var det væk fra Enrico.
"Du burde ikke være," bemærkede hun bare. Hendes hænder hvilede begge under hendes hoved, så der var bare en smule støtte, hun rendte jo stadig rundt med hjernerystelse.

[Deleted]

Evan havde valgt at satse blindt, men selv han vidste at Noelle selv kunne vise sig at være en kende fornuftig, og det var vel også det, som han havde tænkt sig at udnytte lidt?
Her måtte hun ligge.. midt på gulvet og med ryggen til ham. Det havde holdt hårdt for ham, overhovedet at få at vide, om hun var der eller ikke, men lige nu var han ligeglad. Han havde fundet hende, og for ham, var det rent faktisk det vigtigste. "Troede du virkelig at jeg ville lade dig rende i den forfatning? Du er syg, Noelle.. Du burde ikke ligge her alene," sagde han roligt. Han søgte hendes skikkelse med rolige skridt, inden han knælede ved siden af hende. Overfor ham, kunne hun give udtryk for alt det, som hun havde at byde på af tanker og følelser, uden at han ville håne eller nedgøre hende for det, for det ville han da slet ikke.
Hånden lod han kort stryge over hendes kind med en rolig mine. Han var bekymret for hende, for han kunne jo for pokker se, at hun på ingen måder var frisk, og det bekymrede ham for pokker. Hun badede i sved, også selvom her virkelig var varmt, og det var da grund nok til at skulle vække hans bekymring.
"Du ligner ikke en, som har det synderlig godt, kæreste.. Lad mig i det mindste tage mig af dig her," sagde han med en rolig stemme. Hvis manjanerne skulle ende med at angribe hende, var han der i hvert fald til at forsvare hende. I hvert fald skulle hun ikke efterlades med følelsen af at være alene, også selvom hun selv havde valgt at søge hertil, efter at have brudt op med Enrico. Ikke noget, som han havde i sinde at snakke med hende om, før hun selv valgte at bringe det på banen.

[Noelle Jaceluck]

Om det var fornuft eller tvang var ikke altid til at sige. Bare at søge til krogen havde krævet så meget, der var stadig langt til marken. Desværre havde den manglende energi også gjort hendes tilstand værre. Varmen holdt hende i gang, men der var jo nærmest steghedt herinde. Hun vendte sig ikke om for at se på ham. Hendes blik stirede bare tomt ind i pejsen, for træt til overhovedet at følge flammerne. Hendes åndedrag var lange og tunge, man kunne høre at selv det var en anstrengelse. "Jeg er bare træt," forsøgte hun selvom det var en mild underdrivelse. I det mindste viste han sig igen at være der for hende. Uden Enrico følte hun sig alene, der var ikke nogen der ville savne hende.. ud over Evan naturligvis.
Det milde strøg fik hende til at lukke øjnene. Det var rart ikke at være alene, sandt at sige så var hun bange men det kunne hun ikke vise. Det var endnu en af de ting hun burede inde i sig selv. "Du burde ikke være her..." sagde hun dæmpet. Normalt ville hun have beordret ham til at gå, det at hun ikke gjorde det, svarede vel lidt for sig selv? Hun var evigt taknemmelig for at han var kommet. Hun burde have vidst at han hurtigt ville finde hende. "Jeg.. hader at være dramatisk Evan, men jeg t-tror a-at jeg er døende," hun sagde det som om det ikke betød noget, men hun ønskede ikke at miste livet.. ikke nu, hun havde så meget mere at udrette. Det føltes som om hun var døende, men om det var sult eller skaderne, eller begge dele, det kunne hun ikke længere skelne imellem. I det mindste var det en indrømmelse af at hun havde det elendigt, for der skulle meget til før hun anså et som værende farligt.

[Deleted]

I Noelles nuværende tilstand, var det direkte farligt at være alene, og det vidste Evan udmærket også godt. Derfor havde han heller ikke tøvet med at søge ud efter hende. Desuden nu hvor hun heller ikke forsøgte at tage den magt fra ham, og beordre ham herfra, var uden tvivl et klart og tydeligt tegn i sig selv.
Hånden strøg han let mod hendes kind. "Af alle du havde regnet med ville søge efter dig, så ville jeg naturligvis finde dig som den første. Jeg hørte hvad der skete på det Manor, Noelle," sagde han roligt. Her var direkte stegende hedt, og det kunne han uden tvivl godt mærke på sin egen kro. Han selv måtte bide smerten i sig, da han vred kappen af sine skuldre. Såret i siden var ganske vidst lukket, men så mørbanket som han var i forvejen, så var det heller ikke underligt, at han reagerede på den måde, som han gjorde.
Selvom Noelle var syg og havde det dårligt, tvivlede han på at hun var direkte døende, hvis hun bare fik den behandling, som hun havde brug for.. og som det var tydeligt, at hun havde brug for lige nu. Hans blik søgte hendes åbenlyst. "Jeg ved, at du ar det skidt, kæreste... men døende? Det ligner dig ikke at sige den slags." Han vendte blikket mod hende. Hun skulle heller ikke ligge der i den syge beklædning. Han rystede på hovedet. "Kom.." Han endte med at lade den ene arm forsigtigt glide bag hende, så hun kunne komme mere op af ham og sidde. Hun havde brug for væske. Selv nu med ilden i hendes krop og sind, havde hun jo stadig brug for energi, inden hun ville gå til. Han lod hende denne gang hvile mere ind mod hans egen skikkelse, inden han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han holdt i hvert fald af hende, og han havde bestemt ikke tænkt sig at lade hende ligge her og dø!

[Noelle Jaceluck]

Alene kunne hun bare ligge og vente på at livet ebbede ud af hende. Evan endte altid med at være hendes frelser når det endelig gik så galt, hvilket var sjældent heldigvis. Denne gang måtte hun overgive sig og lade ham hjælpe hende lidt på vej. Træt lænede hun kinden mod hans hånd, og måtte bide sig hårdt i tungen for ikke at fælde flere tårer. Det var en helt ny form for smerte. "Naturligvis," medgav blot.
"Det var til det bedste. Han ville aldrig f-forstå," det var sandheden, der var ikke mere i det. Hun elskede Enrico, men hun ville bringe ham mange frustrationer, og han ville fortsætte med at gøre hende forvirret.. og svag. På bunden var hun tilfreds med sin beslutning, men i tvivl fordi det gjorde så ondt. "Det ligner ikke m-mig at være f-for træt til at stå på mine egne ben," påpegede hun. Et sted var hun døende, men hun anede ikke hvor slemt det stod til. Ud fra smerten måtte hun konkludere at der var infektion i mindst ét af sårene, hendes hoved dunkede hårdt, og hun var afkræftet.. og sulten igen men det kunne nemt løses ved et lille kig ind i hendes sind.
Trods Noelle forsøgte at hjælpe, så faldt hun ind mod hans krop som en slaskedukke. Hun var brændvarm men frøs, hvilket var frustrerende. Han var lidt mere rar at ligge op af end det hårde, kolde gulv. Dog så stirrede hun stadig ind i pejsen, bundet til flammerne, som gav de hende en underlig form for trøst.

[Deleted]

Evan havde altid været der til at redde Noelles røv, og dette var bestemt ikke noget undtag af den sag. Hans arme gled omkring hende, så han kunne få hende ordentlig op i hans favn at sidde. Selvom det uden tvivl måtte gøre ond, selv på ham, så kunne han lide det. Ingen tvivl om at det var rart at sidde der med hende.
"Enrico vil aldrig forstå hvad marken giver dig, så.. måske det bare var til det bedste, at gøre det slut. Det er nu du skal mande dig op, Noelle.. Du har mistet før, så det kan du godt," sagde han. Denne gang mest for at appellere til hendes stædighed, som han vidste, var derinde et sted. Denne gang lod han hånden søge under hendes knæ, så han kunne løfte hende i armene, også selvom hans arme rystede af anstrengelsen. Her var de alene, så var det vel også mere naturligt at lade ham gøre det? Han lagde hende på sengen. Han ville virkelig gerne passe på hende, og det var der vel heller ikke ligefrem nogen skam i, var der? "Tror du jeg har i sinde, at lade dig dø på min vagt?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han endnu en gang, vendte blikket i hendes retning. Varmen var dræbende i hele lokalet, så det gjorde nok ikke nogen forskel, at hun lå her. Han rynkede bekymret i panden. "Jeg henter hvad jeg skal bruge... vent her," sagde han roligt og rejste sig fra sengekanten igen. Han skulle tilse hendes sår igen, og samtidig sikre sig, at hun fik væske og energi. Han tillod bestemt ikke hende, at forlade jordens overflade lige nu!

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen hun stolede på så meget som Enrico, så at lade ham trække hende op i favnen, selvom det gjorde ondt, var ikke et problem for hende. Var det meget forkert af hende, næsten at nyde hans omsorg, selvom hun ikke burde? Han havde ret. Hun kunne godt komme sig over endnu et tab, det var bedre for Enrico og bedre for hende. "Naturligvis kan jeg det. Jeg er stærkere uden ham, og han har det bedre uden mig," medgav hun. Det fjernede dog ikke smerten eller savnet, tanken om at skulle være alene igen. I det mindste havde hun ham, det var bare.. noget andet.
Hun stønnede da han tog hende op. Det gjorde ondt af helvede til! Hele hendes krop skar, og de små blødende pletter gennem tæppet blev mere synlige. "Nok næppe," svarede hun forpustet og lod sig falde slapt hen i den ikke videre luksuriøse seng. Det var stadig bedre end gulvet i det mindste.
"Som om jeg har mange andre muligheder," mumlede hun og lukkede øjnene for en lille stund. Inden han gik, greb hun ud efter hans håndled. Det var hverken stramt eller hårdt, for det kunne hun ikke på stående fod. Hendes intense, grønne øjne brændte sig ind i hans. Hun sagde intet, men taknemmelighed stod malet. Én ting var at han tog sig af hende, én anden ting var at han var der. Hun havde en ven i denne verden. Hendes greb faldt fra igen, og faldt slapt ned i sengen i stedet for. Pointen havde han formentlig opfanget.

[Deleted]

Evan ville til enhver tid have Noelles ryg, og særligt når hun havde det på denne måde, for det var slet ikke meningen at hun skulle lade livet på denne her måde. De var bare bedre tjent uden at være et par.. selvom det måske var hårdt sagt, så måtte der vel være sandhed i det? Han fik hende hævet, hvorefter han fik hende lagt i sengen i stedet for. Der lå hun da om ikke andet bedre, end hvad hun gjorde på det kolde og hårde gulv.
Som hun tog fat om hans arm, vendte han blikket mod hende. Taknemmeligheden kunne han spotte, selvom det ikke var sagt med ord. Han sendte hende et kort smil. Alene ville hun i hvert fald ikke være, og hvis det skulle vise sig, at blive hendes død, så ville han i hvert fald blive siddende her til det skete. Hun skulle ikke have lov til at gøre det selv! Som hun slap, forlod han værelset. Han hastede ned af gangen.

Det tog ikke Evan frygtelig mange minutter, inden han kom retur igen. Han havde en kande vand, noget mad, og urter og andet, som han skulle bruge til at rense hendes sår og få hende tilset. Igen var dette noget som han agtet at gøre på egen hånd. "Du er endnu vågen... Det er udmærket," sagde han med en rolig stemme, inden han satte det hele fra sig på sengebordet, inden han selv tog plads på sengekanten. Ved hjælp af en let bevægelse med hånden, fik han døren låst, så de endnu en gang måtte være alene. Han vendte blikket mod hende igen. "Jeg skal have klæderne af dig.. Dine sår er gået op, og de skal tilses," sagde han endeligt. Nu hvor hun var vågen til at kunne svare, så kunne hun da også følge lidt med i hvad han egentlig foretog sig.
Dynen lagde Evan roligt ved siden af hende, inden han igen så på hende. Det var tydeligt, at hun ikke havde det godt, men at lade hende dø sådan her, var slet ikke noget som ville komme på tale! Ikke på vilkår.

[Noelle Jaceluck]

Da han forlod hende sank hendes øjne øjeblikkeligt i. Hun vidste ikke hvor lang tid han var væk, men det føltes som en evighed, når hun lå og kæmpede for at holde sig vågen. Hver gang hun var på nippet til at falde hen, slog hun øjnene op, hvorefter de gled i igen. Det var så fristende, men i frygt for ikke at vågne igen, så turde hun ikke.
Det gav et mindre sæt i hende da døren igen gled op. Hun spærrede øjnene op og så på ham med et lidt dødt blik. Hun havde drømt et eller andet med Enrico, men de tanker var væk igen. De skulle ikke være et par, og det var rart at Evan ikke forsøgte at overbevise hende om andet, hvilket hun lidt kunne have frygtet. "Sådan da," svarede hun uden at rokke sig så meget som en millimeter. Hun nikkede blot, og tog lidt tøvende tæppet af. Det var så koldt. "Jeg har intet at skjule for dig," påpmindede hun og gik selv i gang med at løsne de snørrer som holdt hendes lædertop samlet foran brystet og langs maven. Bevægelserne var langsomme og fummelfingeret, alt for energikrævende. "Jeg h-hader at bede dig om det men.. du er nødt til at gå ind og stille sulten igen," mumlede hun, og fik snørrene op til ned over brystet, hvorefter hun pludselig ikke rigtigt kunne finde ud af de krydsende bevægelser mere. Et opgivende suk strøg over hendes læber, aldrig om hun ville bede om hjælp, så hun forsøgte, men kom ikke rigtigt nogen vegne.

[Deleted]

Evan havde gjort hvad han kunne for at skynde sig, særligt fordi at han ikke var meget for at lade Noelle ligge, sådan som hun havde det lige nu. Hun havde det dårligt, og han ville uden tvivl lyve, hvis han ville påstå at han ikke var bange for at miste hende, for det var han da i allerhøjeste grad. Hans blik gled mod hende, som han endelig ankom igen. Hun lignede en som havde set et spøgelse, så opspildnede øjne hun havde og med den grå hud, og badende i sved, så var det jo tydeligt, at hun på ingen måder havde det særlig godt. Han kunne ikke lide det. Han kunne virkelig ikke lide det.
Evan satte bakke og det hele fra sig, inden han igen så mod hende. Selv havde han brug for hvilen, men lige nu var hendes krav om at blive tilset, langt større end det. Han nikkede, som hun samarbejdsvilligt forsøgte at åbne snørene. "Godt," sagde han endeligt, inden han begyndte med lidt væske og urterne, som han nærmest tyggede i stykker og moste med en ske, som han havde fået med op fra køkkenet. Urterne var heldigvis meget omkring, så det var til at skaffe. At sulten allerede måtte plage hende igen, kom ikke bag på ham. "Du er godt klar over, at der skal findes en permanent løsning?" spurgte han. Han kunne ikke fortsætte med at søge ind i hendes tanker og sind for tid og evighed. Endnu en gang lod han hånden stryge over hendes kind, og søgte videre til hendes tinding, hvor han lagde sin pegefinger. Igen koncentrerede han sig, for at søge ind i hendes sind... blot for at finde det sted i hjernen, som trickede sulten.. og fik den igen til at stoppe, inden han trak sig ud igen. For ham, var det særligt energikrævende, at benytte de evner, særligt når han selv var svag, som han var lige nu.

[Noelle Jaceluck]

Efter alt dette nægtede hun at ligge sig i graven. Det var ikke hendes tid endnu, hun var endelig fri af bånd der havde fået hende til at handle anderledes end hun normalt ville have gjort, der var så meget hun kunne gøre. Endelig fik hun snørene op. Toppen skilte sig og lod hendes fyldige barm fri. Langs brystet og maven var utallige gamle ar, og et par blødende sår efter dragens skæl. Huden var ikke den samme blege farve som resten af kroppen, den var derimod både blå og gul, det så voldsomt ud.
Hun slog blikket op på ham med et lidt sørgmodigt glimt. Det var en evig forbandelse at skulle føle sulten, men det var en del af hende, og en fordel mange gange på marken, der jo primært bestod af hankøn. "D-det er jeg klar over. Men ikke så lang tid jeg har det sådan, ingen skal se mig sådan. F-frem til da, må jeg h-håbe at det er nok," hun bed sig i læben. Evan var afkræftet, det havde ikke fuld effekt, så det ville formentlig ikke være nok, men Enrico havde ikke nået at mætte hende, og ingen fremmede skulle se hende have ondt på den måde.
Hun gispede og lod ham trænge ind i hendes sind. Det var som om at for hver gang han gjorde det, så blev båndet lidt tættere. Hendes tanker kredsede sig mere om ham, mindre om alt andet, men smerten lettede lidt. Noelle åndede lettet op. Han ville nok ikke kunne gøre det meget mere og sårene ville ikke heale ordentligt før om et par dage, det ville komme til at blive et problem, men den tid - den sorg. "Du burde være hjemme ved din forlovede. Hun kan pa-passe og pleje dig," fremstammede hun. Det nagede hende lidt at han var tvunget i feltet konstant når han havde sagt stop.

[Deleted]

Der var ikke det, som Evan ikke havde set af hende, og derfor reagerede han lidt på den måde som han gjorde, ved at vende opmærksomheden mod alt det andet. Han vidste at hun var mørbanket - ligesom ham selv, for de havde jo, som de stort set altid gjorde, stået side om side, da dragen havde sat efter hende. Han sendte hende et skævt smil inden han igen fortsatte med at mose urterne i væsken. Han var nødt til at sikre sig, at hun kom sig efter det her. Han selv tillod bestemt heller ikke, at noget andet ville ende med at ske i en stund som denne, og det var det, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende.
At stille sulten på mentalt vis, var bestemt ikke nemt i Evans nuværende situation og tilstand, men der var ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det nu. Han ville jo gerne hjælpe hende. "Så lang tid, at det kan tage toppen af isbjerget, så gør jeg det gerne for dig, Noelle," sagde han roligt, hvorefter han gik ind i hendes tanker og sind... og rent faktisk gjorde det.
Rystende trak han armen til sig. Selv han burde spare på sin energi, selvom det nok heller ikke var noget som han var særlig god til lige nu. Han trak vejret dybt, mest for selv at kunne samle sig om det arbejde, som han havde foran sig. "Jeg har altid din ryg.. Når du er i bedring, så.. så tager jeg hjem," sagde han stædigt. Det var dog ord, som han måtte mene. Han vendte blikket derefter mod hendes krop. Hun var hvad man kunne kalde for mørbanket. I mild forstand. Han rystede på hovedet. "Bliv liggende," bad han endeligt, inden han rykkede tættere på. Med fingrene, begyndte han at smøre den lindrende og rensende salve ind i de åbne sår.

[Noelle Jaceluck]

Hårene rejste sig på hendes arme. Det var koldt at ligge der i stort set intet andet end hendes stramme bukser. Det var fristende at tage tæppet omkring sig igen, men det kunne hun ikke rigtigt når han havde fat i hendes sår på den måde. Hun nikkede taknemmeligt. "Jeg værdsætter det, men hvis det skal forblive en mulighed, er du nødt til at opbygge dig lidt styrke selv," påpegede hun sigende. Han kunne ikke blive ved med at bruge det hele på hende, når han ikke var stærkere så virkede det uanset ikke særlig meget. Måske det fornuftige ville være at finde en tilfældig, hun kunne gøre det af med bagefter?
"Meget vel. Jeg lover at komme mig hurtigt så," man kunne ane antydningen af et smil på hendes læber, det falmede dog hurtigt igen. Hendes øjne gled i. Det sved lidt når hans smurte salven ned i de åbne sår, men det var intet i forhold til andet hun havde prøvet, så hun fortrak ikke en mine. "Når vi er færdig her. Så vær venlig at finde en der kan mætte mig, jeg heler langsommere hvis jeg er sulten. Sørg for det er en der er enkel at slå ihjel efterfølgende," bad hun roligt. Så lidt kræfter som hun havde, så måtte vedkommende ikke være for stærk, det ville være for farligt. Desværre måtte hun se i øjnene at det var nødvendigt for at blive bedre, så måtte hun i dette tilfælde nøjes med en tilfældig manjaner, langt under hendes værdighed men det værd for at kunne leve i hendes øjne. Hun lå roligt, mærkede hvordan salven omgående begyndte at arbejde. Det var om ikke andet rart at få overstået.