One of our own..?

[Jarniqa Dynithril]

Morbid var hans tankegang, som den var mørk, ligesom Damiens. Damien havde nemlig også sagt til Jarniqa gentagende gange, at man ej kunne stole på folk. De eneste, som de kunne stole på, var hinanden. Selv stolede hun ej heller på andre end sin værge, men selv ønskede hun stadig at møde nogle nye personer. Måske danne nogle relationer? Hun var trods alt en ung kvinde, der kun havde sin værge.. Ikke just det ideelle for en kvinde i hendes alder.. Dog sagde hun intet til Valandil, som det måtte være op til folk som ham og Damien, hvordan de ønskede at leve deres liv. De havde måske begge nået den alder, hvor man satte sig fast i en bestemt tanke? Var Valandil mon en køn mand i en i virkeligheden gammel krop? Smilet trak i hendes mundvige, hvor hun elegant snoede rundt, så hun let på tå begyndte at gå baglæns, så hun kunne holde det smaragdgrønne blik på ham. ”Hvem ved? Vi kan altid prøve og se, hvad der sker?” svarede hun kækt, inden hun vendte rundt igen, så hendes ravnsorte hår svang i luften. At han selv følte, at han klarede sig, måtte han om. Selv kunne hun sagtens fornemme, hvordan han begyndte at gå langsommere, men som han selv ønskede at holde masken, valgte hun ikke selv at sige noget. På den vis havde han nemlig vundet hendes respekt. Heldigt for ham, så var de også ved at have nået hulen, som Jarniqa søgte. ”Du var muligvis en stolt jæger engang, men det kan du vel og mærke også blive igen.. Træning vil det dog kræve, som du må modificere din tilgang til det i forhold til, hvordan du gjorde før i tiden,” sagde hun roligt, som hun ikke mente, at han bare skulle holde op. Smilet gled over hendes læber. ”Så er vi her,” meddelte hun, som de endelig nåede huleindgangen. Små var indgangene til disse klippehuler, men selv havde hun været inde i dem før og derfor vidste hun også, at de alle førte ind til et større rum. ”Jeg vil foreslå, at du finder nogle grene, som kan dække for vindens indgang. Derudover ville det være en ide at bruge nedfaldne blade og mos til en seng.”

[Deleted]

Valandil havde måske en meget mørk tankegang, men når man aldrig havde oplevet noget godt i livet, var det så underligt? Han stolede kun på sig selv. Han havde kun erfaret, at han kunne stole på sig selv, og det var en hård tanke at skulle slå sig til ro med, men det var nu bare sådan at det var. De grønne øjne vendte han mod hende. Han var stædig nok til at fortsætte, for han ville heller ikke sakke mere bagud end hvad han gjorde nu, og at holde pause, hvis de var ved at nærme sig, så kom det heller ikke på tale. Han prustede let. Han var træt, og det gjorde ondt i hele benet, og han kunne mærke det hele vejen fra anklen og til hoften. Så brokkede han sig ikke af den grund. "Der er intet andet at gøre," sagde han blot. Måske at han ville lære at åbne op.. Selv måtte han jo erkende, at Jarniqa ikke var så slem igen.
Hulerne viste sig i det fjerne, hvilket passede Valandil mere end fint! Var de endelig kommet frem? En hule var finere end hvad han havde haft før, og de var gode og tætte, og kunne holde vind og vand ude, om man fandt de helt rigtige, så det passede ham jo helt perfekt! "Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan igen.. men træning og at skabe mit eget våben på nyt, var ikke en mulighed, som min Kahli ønskede at give mig.. Den mulighed kan jeg om ikke, så få her," sagde han roligt. Han ønskede jo bare at klare sig.. vise hele verden, at han godt kunne! Han var heldigvis stædig nok til det! Han sukkede let. "Endelig.." sagde han, inden han smilede for sig selv. Det havde været en forbandet hård tur, og han svedte.. Han ville ikke vise sig som svag! Tungen strøg han kort over læberne. "Disse huler er ... perfekte.." Han stilede staven op af den ene af dem, inden han søgte ind i en. Indgangen var smal, men han kunne godt komme ind. Det passede ham egentlig perfekt! Mørk og trang.. Det skulle ikke blive det største problem at skaffe varme her.

[Jarniqa Dynithril]

Skønt Valandil endnu lød som en der foragtede alt der hørte ind under termen sjov, måtte Jarniqa smile over hans ord. Hans svar var nemlig nogenlunde godt, hvor hans tonefald derimod var helt ved siden af. Han lød nemlig ærlig talt som en, som allerhelst ville slippe og krybe over i intetheden for sig selv. Det kunne dog også være, at hun blot skulle arbejde en smule med ham, og at det derfra så ville gå? Et lille skridt på vejen var dette dog indtil videre, og derfor holdt hun sig også til bare at smile. Der var trods alt ingen grund til at presse citronen yderligere.. Heldigvis for ham nåede de også hulerne, hvilket automatisk måtte drive dem fra det ene emne og videre til det andet. ”Her kan du i største omfang gøre, som du lyster. Her burde ingen kunne nå dig, end ikke din nemesis,” svarede hun med et smil på læben. Mange på bjerget var der ikke, hvor sandsynligheden for, at hans hule ville blive fundet var ekstremt lille. Derfor tvivlede hun ikke på, at han ville have friheden til at gøre, som han lystede. Nysgerrigt fulgte hun ham med det smaragdgrønne blik, som han søgte ind i hulen. Selv valgte hun at blive udenfor af ren og skær høflighed, som hun trods alt havde sagt, at han kunne få stedet. Derfor blev stedet et privatliv, som hun ej ønskede at bryde. ”Det glæder mig, at du kan lide det,” kaldte hun ind gennem sprækken, som han allerede havde indtaget sit nye hjem. Om han overhovedet ville svare hende eller komme ud igen, vidste hun ikke. Måske skulle hun bare gå? Selv vidste hun trods alt, at det ej havde været med sin gode vilje, at han havde fået følgeskab af hede. Dog ville hun selv mene, at han havde endt med at åbne sig en anelse op for hende i den sidste ende.

[Deleted]

Valandil var uden tvivl glad for muligheden, dette ville ende med at give ham, og særligt fordi at Jarniqa havde valgt at hjælpe ham. Uanset hvad, var det tydeligt, at hun var kendt med områderne her, for det var en nem rute hun havde fundet, selv på trods af, at det var noget som virkelig gjorde ondt på ham. Det brændt virkelig i hans ben, og derfor ville det blive godt med noget hvile.. og noget fred og ro, og særligt hvis Daelis ikke ville være i stand til at finde ham heroppe!
"Det ser virkelig fint ud," sagde Valandil endeligt, hvor en taknemmelig mine, alligevel havde meldt sin ankomst ved ham. Ikke fordi at han havde nogen intentioner om at vise sig som direkte venlig overfor hende, men hun havde nu alligevel gjort utrolig meget for ham, og det var lidt det, som han virkelig var hende taknemmelig for. Dertil havde han vel også overholdt sin andel af aftalen, og havde fortalt hende hvad hun ville vide om det mørkelviske samfund? Han stillede sig lidt op af klippevæggen, for at aflaste benet en smule, for det havde han brug for nu. Han nikkede, inden han vendte blikket mod hende. Han kunne lige ane hende udenfor. "Jeg har mine tvivl til, at hun vil finde mig her.. For det, er jeg dig taknemmelig." Han sænkede hovedet en anelse, inden han skubbede sig fra, for at søge ud igen. Dertil greb han om staven, så han havde den at støtte sig en smule opad, for det havde han brug for. De grønne øjne søgte til hendes skikkelse, og denne gang med et svagt smil. Det skete rent faktisk sjældent. Mos, blade og andet, skulle han nok finde at ligge på. Lige det, var han ikke så peniffen med. Han havde som sagt, oplevet hvad der var værre end det.

[Jarniqa Dynithril]

Selv glædede det Jarniqa, at hun rent faktisk havde formået at tilfredsstille den ellers gnavne mand. Ideel havde ruten trods alt ej været, og derfor glædede det selv hende, at det havde været en succes i den anden ende. Det betød nemlig, at det ej havde været galt at gøre, hvad hun ellers havde anset for at være umuligt. Svagt smilede hun. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun roligt. Selv vidste hun ikke, hvad han var vant til, men selv ville hun sagtens have kunnet klare livet i en hule. Hun havde nemlig ingen nykker, som hun derimod altid havde haft et udfordrende liv. Hende og Damien havde nemlig bestemt ikke levet højt på strå! Nysgerrigt betragtede hun ham, som han søgte ud til hende igen. Godkendt var hulen tydeligvis, og det var det bedste af de hele! Begge havde de nemlig fået, hvad de var kommet efter. ”Jeg håber, at du vil finde her, hvad du har søgt efter.. Ligeså vil jeg også sige tak for den information, som du har givet mig,” sagde hun ærligt, som de trods alt begge havde fået noget ud af mødet her. Dog kunne hun ikke just sige, at hun havde været lige vild med hans fortælling. Hånden lod hun søge gennem de ravnsorte lokker, inden hun kastede blikket omkring. Det var vel det? Hende og Valandil havde vel nået det, som de skulle bruge hinanden til? Han ønskede vel også hurtigst muligt at finde sig til rette i sit nye hjem? Hendes smaragdgrønne blik fæstnede sig på hans skikkelse igen. ”Jeg går ud fra, at dette er farvel i så fald?” endte hun spørgende med at sige, som han vel ville begyndte jagten efter blade, grene og mos, eller måske hvile sig i stedet. Selv vidste hun trods alt, at det havde været en noget besværlig rute for hans vedkommende.

[Deleted]

Alt taget i betragtning, så var Valandil vel heldig for en gangs skyld? Han var i hvert fald ikke bange for at stå ved det, når det nu endelig skulle sige i den anden ende. Han havde fået et sted som han kunne kalde for et hjem.. Forhåbentlig i hvert fald, og det var lidt det, som han hellere end gerne ville stå ved, når det nu endelig skulle være. Hans blik gled mod hendes skikkelse. "Jeg håber, det er information som stiller nogle af de spørgsmål, som du har måtte bære i dit sind," sagde han med en rolig stemme.
Næven lukkede Valandil let omkring staven. Selvom vandringen var gjort færdig, var der stadig visse ting, som han skulle have gjort, og det var lidt det, som han var bange for i det henseende. Han håbede dog naturligvis på at det var noget, som nok ville kunne løse sig på et tidspunkt. Han trak ganske let på smilebåndet.. Det var virkelig ikke ofte, at han gjorde det, men han måtte jo alligevel sande, at denne kvinde, ej var så slem, som han egentlig havde troet, at hun ville være. "Jeg vil nok kalde det for et gensyn.. Jeg ønsker jo stadig at se de våben som du selv har produceret," sagde han roligt. Dertil skulle han jo igen igang med at lave nogen til sig selv.. begynde at jage og træne, samt finde ud af, hvor han kunne skaffe sig mos, blade og vand ikke mindst, så han kunne klare sig. Det andet skulle nok ikke lige blive det største problem. Han blev stående og betragtede sig af hende. "Og om jeg må spørge... Hvem var din moder?" spurgte han denne gang. Det var et spørgsmål som rent faktisk også måtte plage ham.

[Jarniqa Dynithril]

”Nogen af mine spørgsmål, uden tvivl.. Dog kan jeg ikke just sige, at jeg altid fik det svar, som jeg ønskede at høre, men alt kan vel heller ikke blive som man ønsker?” lød det fra Jarniqa med et skævt smil på læben. Et spørgsmål var det ikke just, som hun allerede i forvejen vidste, at det var sådan verdenen hang sammen. Der var intet, som nogensinde ville blive hundred procent tilfredsstillende, men godt kunne man nu stadig have det. Hende og Damien havde det trods alt godt, skønt de var hængt op under nogle bestemte omstændigheder. Hendes hoved søgte en kende på sned, som han indrømmede, at han faktisk ikke ønskede at sige farvel for evigt, men derimod ønskede at se hende igen. Det var ganske vidst for at se hendes våben, men hendes våben ville også næppe have interesseret ham, hvis ikke han havde fundet hendes personlighed det mindste interessant. Hun trak let på smilet. ”I så fald kan du vente mig en dag,” endte hun med at sige, inden hun vendte om, som hun skulle til at gå. Da han så valgte at nævne hendes moder, måtte hun blive noget bleg.. Havde han mon gættet det? Selv var hun stoppet op igen, hvor hun måtte prise sig for, at hun havde vendt ryggen til ham. Hun tog en dyb indånding for at få styr på sin mimik, inden hun drejede hovedet mod ham. Henkastet smilede hun, hvor hun trak ligegyldigt på skulderen. ”Bare en kvinde,” endte hun med at sige, skønt det bestemt var løgn. Ej vidste hun, at hendes moder havde ageret leder for mørkelverne, men selv vidste hun, at hun havde ageret dronning for landet her. ”Vi ses, Valandil,” afsluttede hun venligt, inden hun igen vendte om, så hun kunne begynde at gå. Eftersom han ej havde sagt et navn, havde han vel ikke gættet sammenhængen? Hun fortsatte sig vej tilbage til Benden..

// Out

[Deleted]

Så lang tid, at det havde stillet nogen af de spørgsmål som Jarniqa måtte have, var Valandil glad og tilfreds, for så havde han jo selv formået at leve op til det, som han havde lovet hende, og det var også det vigtigste for ham. Han betragtede hende med en rolig mine. Så slem var hun heller ikke, og derfor ville han faktisk gerne se hende igen. Han kunne jo derimod skjule det lidt bag, at han gerne ville se de våben som hun selv havde lavet. Det var skam også noget som vakte ham en oprigtig nysgerrighed, så det havde han ikke i sinde at lægge skjul på. Han nikkede. "Det vil jeg så se frem til," sagde han oprigtigt.
Som hun dog ikke ville fortælle ham, hvem hendes moder måtte være, forundrede ham dog. Han rynkede let på næsen. Dog måtte hun vel have sine grunde til at holde dette skjul for ham? "Bare en kvinde..?" Han betragtede hende med et yderst indgående blik. Nej, det var ikke fordi at han var helt overbevist, men det var vel noget, som han nok ville finde ud af på et tidspunkt. Han nikkede mod hende, som en afsked, da hun valgte at søge bort. Han så sig om. Ja, et sted var han nu sikker på, at han nok skulle finde sig til rette her, og særligt hvis det fortsatte som nu. Han trak vejret dybt, inden han selv valgte at søge ud. Blade, græs og mos, måtte han jo finde, så han kunne give det ben den hvile, som det tydeligt havde brug for i en stund som denne. Han havde virkelig, virkelig ondt i det nu!

//Out