One of our own..?

[Jarniqa Dynithril]

Han var ej interesseret i at møde nye personer. Han var ej interesseret i at lære nye personer at kende. Ja, den del havde Jarniqa bestemt forstået! Aldrig havde hun mødt en så bitter person som ham, og derfor måtte det også overvælde hende. Ganske vidst havde hun før mødt irritable personer, men selv der plejede hun at kunne tale dem til fornuft. Denne mand syntes dog fuldkommen at have set sig arrig på livet og dets tilværelser.. Det var også af den årsag, at hun besluttede sig for at tie og lade ham gå, skønt hun brændende havde ønsket at kende til mere omkring sin race. Med korslagte arme betragtede hun hans ryg, som han humpede videre, til han pludselig stoppede op og … vendte om igen? Afvisende måtte hun dog fortsat se på ham, da hun bestemt ikke havde glemt hans opførsel! ”Blot til din orientering er det ikke mig, som ødelagde dit ben. Vi har aldrig mødt hinanden før,” sagde hun sigende, som det var en hentydning til, at han ikke kunne redde alle over med én kam. Hun havde aldrig mødt ham før. Faktisk havde hun end ikke forvoldt nogen personer grotesk fysisk skade, som det han havde været udsat før. Derfor mente hun bestemt ikke, at han skulle se sig arrig på hende! Hun slap et dæmpet suk, hvorefter hendes smaragdgrønne blik søgte ned til hans skadede ben igen. ”..Det gør mig ondt at høre, hvad der er hændt dig, når nu du ej er født således,” endte hun ærligt med at sige. Selv ville hun ikke vide, hvad hun skulle gøre, hvis hendes krop ikke længere fungerede optimalt. Hun var også kun 15! Hun havde et helt liv foran sig, og derfor kunne hun på ingen måde forestille sig at ende med så fatale følger!

[Deleted]

Valandil var en bitter mand, og det havde han været lige siden hans ben var blevet ødelagt. Han havde fået at vide, at han var heldig, at han havde fået lov til at beholde bevægeligheden i det, og særligt fordi at det så sådan ud som det gjorde. Hun var nysgerrig på hvad der var sket ham... Jamen så måtte han jo give hende klar besked, og det var så også det, som han havde tænkt sig at gøre. Det var ikke hendes skyld, at det var endt således, men af den grund, kunne han jo alligevel godt mærke den bitterhed, som var en del af ham nu. 
Valandil stoppede op igen, og denne gang med nogen gode meter til hende. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Der var meget elvisk over hende, men han kunne ikke rigtigt placere det ellers, hvilket han faktisk måtte finde direkte irriterende, hvis han selv skulle sige det. Han lukkede denne gang begge næver omkring sin vandrestav. Hans ben havde brug for hvile, før han så meget som kunne overveje at søge op af bjergets top. Han trak ganske kort på smilebåndet. "Nej netop... og derfor må du have mig undskyldt, hvis jeg lyder meget bitter.. Den skade har nær kostet mig livet i mit eget samfund," fortalte han kort for hovedet. Hans Kahli havde været meget utilfreds med ham, hvilket var noget som stadig den dag i dag, virkelig kunne plage ham, og som intet andet i den anden ende. Han endte med at smide staven ned ved siden af sig, kun for at sætte sig i græsset. Hånden gled mod hans knæ. Hvor gjorde det ondt, og det var nok også en pine, som han skulle leve med for resten af hans liv. Han forbandede Daelis for at have skænket ham det handicap!

[Jarniqa Dynithril]

Nærmest intet kendte Jarniqa til det mørkelviske samfund. Det var også af den årsag, at hun ønskede at udfritte denne mand. Svært havde hun dog ved at bedømme, hvad hun egentligt skulle mene om sin moders race. På den ene side var manden stolt over, hvad han var, men på den anden side var han vred over det samfund, som han tilhørte. Var det hele slemt i det mørkelviske samfund, eller havde han blot været uheldig? Hun bed sig selv let i den lyserøde underlæbe. ”Er det af den årsag, at du er her? ..Fordi du blev angrebet?” endte hun med at spørge ham. Nu hvor han endelig fortalte hende lidt, ønskede hun bestemt ikke at forspilde sin chance! Om han blot ville lukke af igen, kunne hun dog ikke sige. Hendes smaragdgrønne øjne fulgte hans bevægelser, som han tydeligvis gav op omkring benet, for i stedet at tage plads på jorden. Ej valgte hun at nærme sig ham endnu, da han indtil nu havde gjort det klart for hende, at han ej var tilfreds med situationen mellem dem. ”Men livet i dit samfund er vel ikke kun dårligt? Angreb kan trods alt ske hele verdenen rundt.. Selv her i Manjarno,” prøvede hun sig frem, som hun igen forsøgte at fiske efter information omkring mørkelverne. Selv måtte det nemlig nage hende, at hun var komplet uviden på den front. Det at være mørkelver var trods alt den ene halvdel af hende.. Dog kunne hun ej heller sige, at hun var det store leksikon omkring magikerne, der måtte være hendes anden halvdel. Dog var det mindre isolerede end mørkelverne, hvor hun nu også havde fået en åbning på den front gennem sin fader. En mand, som hun ganske snarligt skulle møde igen..

[Deleted]

Valandil havde måske været for lukket hvad det angik, og det vidste han jo godt. Han havde bare ikke regnet med at skulle støde på nogen, og da slet ikke når det var på denne måde. Han hadede det virkelig.. gud hvor var det irriterende! Han smed staven fra sig, og satte sig ned. Hans ben havde brug for hvile. Han trak ganske svagt på smilebåndet. Hvor var hun dog.. uvidende om den verden som hun egentlig måtte befinde sig i. Det var ganske enkelt utroligt, at det var sådan. "Hende der gjorde det ved mig, søger mig stadig.. jeg forsøger for alt i verden, at komme væk fra hende," sagde han med en rolig stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han ville bestemt ikke mene, at det som han havde været udsat for, og kun fordi at han havde sagt 'nej' til denne kvinde!
"Du ved virkelig ikke meget om den verden omkring dig, gør du?" spurgte han med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. Selv måtte han jo erkende, at der var noget ved hende, som virkede meget elvisk. "Hvad er du?" spurgte han denne gang meget direkte. Det var noget som alligevel vækkede ham en vis fornemmelse af.. nysgerrighed, og særligt fordi at det heller ikke var noget som skete særlig ofte. Han ømmede let omkring sit skadede knæ.. Det var ømt.. han havde vandret langt og han havde vandret meget, og det kunne han godt mærke, men når man havde en kvinde som Daelis lige efter sig, så var han nødt til konstant at være på farten, og gud hvor var det dog irriterende!

[Jarniqa Dynithril]

Var det er smil, som Jarniqa begyndte at kunne spotte på hans læber? Det lignede i hvert fald, at hans ansigt havde løst en anelse op.. og også hans attitude endda. Han bed nemlig ikke af hende lige pt., som han derimod talte til hende i en rolig tone. Et skift der til dels måtte gøre hende underligt til mode for, hvordan skulle hun nu agere over for ham? Var denne bedre attitude kommet for at blive, eller ville han springe i luften igen om lidt? Det smaragdgrønne blik lod hun kortvarigt søge op af det mægtige bjerg. ”Paggeijabjergene udgør uden tvivl en god flugt rute,” sagde hun ærligt, inden hun igen så ned på ham, Eller nærmere på hans ben.. ”..Dog holder jeg ved, at det vil blive dig en lang og hård rute med det ben.” Det var ej for at være led overfor ham. Det var nærmere at se realistisk på tingene. Selv var hun nemlig vant til at færdes i bjergene her, og derfor vidste hun udmærket, hvilken rute han havde i sinde at give sig i kast med. At han dernæst sagde, at hun ej vidste meget, og derfra spurgte ind til, hvad hun var, måtte hun lægge armene over kors. Der var skam en god grund til, at hun ej kendte til mørkelvernes samfund. Et hemmeligt samfund var det nemlig, og så var der det faktum, at hun aldrig havde været i Dvasias. Det næste dilemma var dog, om hun kunne fortælle ham, at hun var halvt mørkelver? Hvis han vidste det, kunne han i så fald kæde hendes udseende sammen med hendes moders? Både Damien og hendes fader sagde trods alt, at hun lignede hende.. På den anden side havde manden endnu ikke nævnt ligheden, så hvorfor skulle han også gøre det? Måske havde han aldrig mødt hendes moder? ”Jeg har aldrig besøgt Dvasias. Derfor kan jeg ej heller have besøgt dit samfund,” svarede hun ærligt, inden hun valgte at fortsætte i samme dur. ”Og min interesse må skyldes, at jeg er halvt mørkelver. Jeg ønsker at kende mere til mine rødder.. Ville du ikke have ønsket det samme, hvis du havde stået i min situation?”

[Deleted]

Valandil kom ikke langt ved at rende rundt og være sur og muggen, og det vidste han jo udmærket godt. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, mens han ellers blev siddende på jorden foran hende. Hun var en sjov en... og et sted var det jo alligevel noget, som alligevel formåede at vække en vis nysgerrighed. "Netop. For mig er et et ukendt terræn. Og næppe et sted hvor hun vil finde mig." Desuden var han vant til at leve livet alene, så det gjorde nok også sit for hans vedkommende. Hans ben var bestemt ikke god lige nu. Han måtte nok blive her... Uanset hvor meget tanken generede ham. Benet skulle bruges, men han var vel bare god til at presse det for meget?
At kvinden selv måtte være mørkelver, var noget som alligevel forundrede ham en smule. Naturligvis kunne han se at der var elver af hende, men at det lige skulle være en mørkelver, havde ganske vidst ikke været hans bud på det. "Ser man det.. en mørkelvisk kvinde, som end ikke besidder viden om sin egen slags," sagde han endeligt. Han rettede sig en anelse op, men uden at flytte sig særlig meget. "Mørkelvernes samfund er ukendt for en kvindelig mørkelver.." Han rystede let på hovedet af sig selv. Det var noget af det mest komiske, som han længe havde overværet. Ikke at det var en tanke der gjorde ham noget som sådan, men selv han skulle vel også have lov til at have sin sjov? Han morede sig ganske vidst hendes bekostning lige nu, men hvad fanden.. Sådan var det jo. "Det er ikke noget som forekommer hver dag.. Har du levet konstant alene, siden du intet ved?" surgte han denne gang mere direkte end tidligere.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var der en vis pointe i at drage til et sted man end ikke selv kendte, hvis man var på flugt. Det var i hvert fald Jarniqas umiddelbare tanke. Selv levede hun ikke just på flugt, men nærmere i skjul. Hende og Damien levede nemlig langt fra alle andre, og nu vidste hun endelig hvorfor. Det var hende som skulle holdes skjult og ej Damien. Damien var ganske vidst ej heller glad for selskab, men pointen var, at ingen opdagede hende. Mærkværdigt var det endnu at tænke på for, hvordan skulle man vænne sig til tanken om, at man virkelig var landets prinsesse, når nu man levede i et faldefærdigt hus, uden nogen som helst midler? ”Næppe.. Selv for manjanerne er det ej et sted, som man blot tager til,” sagde hun ærligt. Det var også af den årsag, at hende og Damien havde bosat sig her. Fordi det var så afsides og frit.
Jarniqa hævede øjenbrynene, uden hun tog det smaragdgrønne blik fra ham. ”Gør du grin med min uvidenhed?” spurgte hun ham, da det ganske enkelt lød således. Selv mente hun bestemt ikke, at det var noget at grine af! Hendes mørkelviske moder havde trods alt aldrig været der til at fortælle om det samfund, som hun havde vokset op i. Derudover havde hun altid levet i Manjarno og i Damiens nærhed, som hun endnu kun var 15 somre gammel. Hun endte med at trække på skuldrene. ”Mit manglende kendskab til mørkelverne skyldes, at I er en hemmelighedsfuld race, som ej ses ofte, samt det, at jeg altid har levet her i Manjarno.. Meget bekendt lever størstedelen af jeg ej her i Manjarno, men i Dvasias derimod,” sagde hun ærligt. Selv valgte hun ikke at nævne Damien for ham. Ingen behøvede at vide, at det var den berygtede manjanske drage, som hun levede med.

[Deleted]

At Valandil stod overfor den kvinde, som kunne kaldes for hans forhenværende leders datter, vidste han ikke. Af hvad han vidste, levede Denjarna stadig i bedste velgående med denne vampyr.. Derick.. Efter hans liv alene, havde han jo selv været meget skærmet fra den verden som han levede i.. Før han havde været tvunget til at søge til byen for at overleve vinteren vel og mærke, og Tatiana var en kvinde som han havde mødt. Han havde ganske enkelt ikke nogen anelse om, hvordan tingene egentlig forholdt sig her i Manjarno eller noget som helst. Hvorfra skulle han da vide det? Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. "Hvilket er en tanke som passer mig ganske udmærket." Han nikkede bekræftende. Hvis end ikke manjanerne søgte dertil, var der da uden tvivl gode chancer, for at han fik lov til at leve alene.
Igen måtte Valandils blik søge hendes skikkelse. Nej, han ville bestemt ikke mene, at han gjorde grin med hende eller hendes uvidenhed, for hvorfor skulle han? Det var da kun noget, som kom ham til gavn! "Har jeg da nogen grund til at gøre grin? Jo mindre du ved, des bedre er det for mig," fortalte han denne gang med en meget direkte stemme. Deres slags var virkelig hemmelighedsfuld, og skilte sig uden tvivl også fra det, som var naturligt og mest normalt fra den typiske verden.. den som han selv var blevet introduceret til efterfølgende. "En mørk race, lever naturligvis i mørket, Jarniqa," begyndte han. Han slap sit ben, så det for alvor kunne få lov til at få noget hvile. Det var uden tvivl forbandet tiltrængt efterhånden. Han trak vejret dybt. "Hvad skal du have, for at hjælpe mig over bjergtoppen her?" spurgte han pludseligt. Han ville videre.. At sidde stille, gjorde ham fuldkommen rastløs.

[Jarniqa Dynithril]

Ej sagde Jarniqa noget til, at bjerget opfyldte mandens krav. Selv mente hun, at Paggeijabjergene var et fantastisk område, som det lå højt og var ren og skær natur. Som hun havde sagt var der nemlig ikke mange, som søgte hertil. Derfor var området ej ligeså befolket, som selve byerne. Hvorvidt hun ønskede, at han slog sig ned her, var dog en helt anden sag. Hverken hende og Damien var nemlig de mest tillidsfulde personer, men alligevel kunne hun ikke komme uden om, at hun savnede selskab.
Jarniqas hoved søgte en kende på sned. ”Hvorfor er det bedre jo mindre jeg ved? Hvad har min viden omkring racen noget med dig at gøre?” endte hun undrende med at spørge, alt imens hun ikke kunne lade være med at blive en smule irriteret på ham. Det var nemlig utroligt usympatisk at agere således over for hende … for sin egen skyld åbenbart. Som han dernæst bad hende om hjælp til at nå bjergtoppen til gengæld for betaling, måtte hun alligevel se sit snit til at få, hvad hun ønskede sig. Det var tydeligt for hende, at denne mand ej kunne skaffe hende noget af fysisk værdi, men vidensmæssigt.. Ja, videnmæssigt kunne han helt sikkert give hende, hvad hun ønskede sig. ”Hvis du ønsker min assistance for at nå bjerget, ønsker jeg, at du fortæller mig alt omkring mørkelverne,” sagde hun direkte, som det måtte være dit kompromis for at hjælpe ham. ”..Og dit navn. Jeg ønsker at vide, hvem jeg har at gøre med,” tilføjede hun. Det var vel også kun retfærdigt, at hun vidste, hvem hun hjalp og talte med?

[Deleted]

Jo mindre denne kvinde måtte vide, des bedre stod Valandil, for et sted var han vel bange for, at det var noget som hun ville ende med at bruge imod ham? Den tanke kunne han slet ikke have! Han kneb øjnene let sammen. "Behøver jeg uddybe mere? Jo mindre du ved, des bedre er det," sagde han kort for hovedet. Med andre ord, så var det slet ikke noget som han havde i sinde, a skulle fortsætte med at diskutere med hende, hvis han da ellers kunne blive fri. 
At hun krævede så meget til gengæld, fik ham til at spidse læberne i en tydeligt utilfreds mine. Han var ikke meget for at fortælle hende hvilket samfund mørkelverne egentlig levede under, og hvile grufulde forhold mændene blev holdt i, og særligt når det var noget som hun var ukendt med i forvejen. "Meget vel," sagde han endeligt. Hun vidste bare ikke hvad det var hun måtte gå ind til, og det gjorde det ikke just bedre for hans vedkommende. Han trak vejret dybt. Hun spurgte efter hans navn. I sig selv, var det faktisk ikke noget som skete særlig ofte, hvis han selv skulle sige det. Han lukkede øjnene kort.. mest for at samle sig. "Mit navn er Valandil," sagde han endeligt, inden han tog om staven, for igen lidt akavet, at få tvunget sig op på benene igen. Han måtte jo bare sande, at han måtte lade denne kvinde hjælpe ham.. selvom han virkelig ikke var tilfreds med det som hun nu måtte kræve til gengæld. Tvært imod, så hadede han det virkelig!

[Jarniqa Dynithril]

Mørkelveren ønskede ej at uddybe for Jarniqa, hvilket samfund han kom fra, men heldigvis for hende, fandt hun hurtigt et smuthul. Han ønskede at komme op på bjerget, og hun ønskede at vide mere om hans samfund. Det var vil, hvad man kaldte en win win-situation? Selv var hun i hvert fald yderst tilfreds, da det måtte være en af de ting, som stod højt på hendes liste. ”Perfekt!” lød det tilfredst fra hende. ”Og hvis ej du fortæller mig sandheden, kan jeg altid dræbe dig.” Kækt blinkede hun til ham, som hun bestemt ikke mente sin trussel. Hun havde trods alt aldrig slået nogen ihjel før. At det så fald var en reel trussel i det mørkelviske samfund, og at kvinder frit måtte gøre dette ved mænd, vidste hun ikke. Roligt bevægede hun sig over til ham, som han noget besværligt selv kom op på benene igen. Sådan som han havde svært ved at rejse sig, ja, så skulle det nok blive en lang tur for dem. De gjorde dog også, at hun var sikker på, at hun nok skulle få malket ham for de oplysninger, som hun ønskede af ham. ”Ønsker du en arm, mens vi går op? Turen vil være en god del lang, samt terrænet ikke altid vil lære lige let,” sagde hun sandfærdigt. Han kunne vel ligeså godt vide allerede nu, hvad han havde sagt ja til. Når først de var begyndt, ville det nemlig ikke være ideelt at stoppe op og fortryde. ”Har du en bestemt location, som du ønsker at nå frem til? Der findes for eksempel huler rundt omkring.” Selv vidste hun ganske vidst, at han havde muligheden for et helt hus, som der var det forladte Benden, som var den by, hvor hende og Damien boede. Dog var hun endnu ikke vild med tanken om at skulle bo tæt på denne mand.

[Deleted]

Valandil vendte blikket direkte mod hendes skikkelse med en fast mine. At hun truede med at slå ham ihjel, var noget som han tog meget alvorligt. "Og så forventer du, at jeg skal fortælle dig noget som helst?" lød det fast fra ham. Hvis hun alligevel havde i sinde at han skulle lade livet, så var det på ingen måder noget som ville komme til at ske! Ikke på vilkår! I det tilfælde, så var han virkelig en fast mand.
Selv måtte det være en kamp for Valandil at komme op, og særligt fordi at han var tvunget til at støtte på det dårlige ben. Lige nu kunne han godt gå og stå, så hun behøvede ikke ligefrem at lægge nogen arm om ham, men derimod bare vise ham den nemmeste vej frem i stedet for. Stedet var ham nemlig ukendt, så hvilken vej han skulle gå og den slags, var slet ikke noget, som han havde styr på i det hele taget, som det var lige nu. Hans blik gled mod hende endnu en gang. "Bare.. vis mig den nemmeste rute.. Jeg skal nok sige til, hvis jeg har brug for din støtte," sagde han. Selvom han var hvad der var en mørkelvisk mand, så havde han alligevel sin klare holdning og sin klare mening, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag. Han søgte hen mod hende. Selv var han en meget bestemt mand, og det var noget, som tidsnok skulle gå op for hende. Ikke fordi at han ikke ønskede at give hende det, for det gjorde han skam. "Et sted hvor jeg kan være alene, og uden at den forbandede mørkelviske kvinde finder mig, så er jeg glad." Det var nemlig de færreste af hans slags, som søgte hertil, og særligt på denne måde.. Og derfor var der vel god mulighed for at kunne være selv og alene? Det var han jo vant til i forvejen.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa rystede blot på hovedet af ham ved hans kommentar. ”Er det en generel ting, at mørkelverne ej ejer nogen form for humoristisk sans?” lød det blot for hende, som han tydeligvis havde taget hendes ”trussel” alvorlig. På den anden side burde hun nærmest have set det komme, da hans personlighed ikke just var en dans på roser. Den negativitet, som han udstrålede, gjorde dog også, at hun helt måtte spekulere over, om det var en generalitet blandt mørkelverne. Hendes værge, Damien, havde selv advaret hende mod at sige, at hun havde mørkelvisk blot i sig, og det var måske derfor? Sørgeligt fandt hun det dog..
Roligt begyndte Jarniqa at gå, som han tydeligvis ikke ønskede hendes assistance, skønt hans tilstand syntes tvivlsom. ”Hvorvidt denne berygtede kvinde ej kan finde dig, kan jeg ej garantere dig. Jeg kan kun sige, at der vil være en god sandsynlighed for, at du ej bliver fundet her,” sagde hun ærligt, som han ej skulle klandre hende, hvis hans plan gik i vasken. Selv vidste hun trods alt ikke, hvor god en sporhund denne kvinde var, og hvor besat hun var af tanken om ham. Selv måtte hun dog ærlig talt sige, at hun ej forstod denne kvinde.. Ganske vidst var han en køn mand, men hans personlighed var bestemt ikke noget at råbe hurra over! Op ad en lille sti, drejede hun nu, så de kunne påbegyndte opstigningen. Tilforladelig var denne rute, men hvis han ønskede at leve i komplet isolation, var de nødsaget til at dreje af stien før eller siden. ”Vi kan fortsætte op af denne sti for nu.. og imens kan du jo påbegynde dit fortælling om mørkelverne og deres samfund,” lød det fra hende. Nu kunne hun endelig høre om sin moders race, og derfor ønskede hun bestemt ikke at forspilde chancen!

[Deleted]

Valandil trak kort på smilebåndet. Det forundrede ham på ingen måde, at hun slet ikke kunne se hvorfor han reagerede som han gjorde. "I dine øjne, måske en joke.. men i mine er det en realistisk trussel.. Særligt med det samfund jeg kommer fra." Selv var han jo i forvejen kun heldig at skulle have sit liv, som han nu havde det. Han var bare blevet så voldsomt degraderet, at han næsten ville ønske, at hun havde taget hans liv i stedet for, for det var næsten mere humant, end det andet, som hun nu kunne udsætte ham for.
Valandil vendte blikket mod bjerget som de skulle bestige. Han vidste, at det ville blive hårdt, men så var det da også heldigt for ham, at han havde en stædighed uden lige, som gjorde, at han nok skulle klare det på et tidspunkt. "Bare det mindsker risikoen, er jeg glad og tilfreds," sagde han roligt. Hvis han nogensinde så Daelis igen, ville han ikke tøve et sekund med at tage kvindens liv, for hun havde virkelig formået at gøre hans liv til et sandt helvede! At hun nu ønskede at han begyndte at fortælle, irriterede ham dog.. Men okay.. Han kunne vel lige så godt fortælle hende hvad der var relevant at vide, om den baggrund, som hun var blevet holdt skjul for? "Meget vel.. Alt hvad du ved om dagens samfund.. glem dem," begyndte han, inden han vendte de grønne øjne mod hende. Sandt, at hun faktisk ikke var så slem igen. "Mørkelverne har deres egen styreform.. Kvinden er øverst.. Vores alles kahli, som leder racen," begyndte han.

[Jarniqa Dynithril]

Forundret vendte Jarniqa blikket mod ham. ”Så du siger altså, at man ej bliver dømt, hvis man slår en ihjel for ikke at tilfredsstille en?” spurgte hun ham forundret. Det lød jo … bizart, krænkende og voldeligt. Selv kunne hun bestemt ikke sige, at det var således at loven så ud her i Manjarno. Der var ganske vidst straffe, men noget dybt kriminelt skulle man gøre, hvis man skulle lade livet for det! Man kunne bestemt ikke bare blive henrettet, hvis blot man havde gjort en utilfreds.. Let rynkede hun på næsen af det, alt imens hun blot begyndte at bevæge sig op ad bjerget. Ville resten af hans fortælling også blive ligeså mærkværdig? Var det mon en generalitet i Dvasias, at man blot måtte slå ihjel, eller indsnævrede det sig kun til det mørkelviske samfund? At hans næste sætning omkring mørkelverne så var, at hun skulle glemme alt om dagens samfund, fik hende til at hæve brynene. Hvad skulle denne historie dog ikke ende ud med? At han derefter nævnte det kvindelige styre, tog hun ganske roligt. Den del havde hun altid vidst. Det var så også den eneste del, som hun altid havde vidst. ”Jeg ved godt, at mørkelverne går ind for et kvindeligt styre.. Fascinerende finder jeg det, for hvorfor skulle en kvinde ikke også kunne side ved magten? Det er i hvert fald blevet bevist her i landet, at det sagtens kan lade sig gøre,” sagde hun med en vis stolthed i stemmen. Både fordi, at hun var imponeret over ideen om kvindeligt magt, og fordi, at hendes moder havde været landets sidste regent. At hun i så fald ikke længere var til, var der kun tre personer som vidste. ”Hvad ellers?” spurgte hun ham nysgerrigt.