One of our own..?

[Deleted]

Jarniqa Dynithril - Valandil Romain Ancalimë

---

Det var ved at være hen på aftenen, da Valandil endelig stoppede ved en massiv bjergkæde, som han svagt kunne skimte i det fjerne. Efter han havde mødt sin broder her i Manjarno, havde de udvekslet mange ting.. tanker, holdninger og erfaringer ikke mindst. Det var nemlig ikke Valandil som havde været den heldige af de to.
Hans ben var uden tvivl gået hen og blevet bedre, selvom det stadig var frygtelig stift. Det var stadig til tider svært for ham at gå på det, og særligt over længere tid og længere turere, som ikke helt var i hans favør i det øjemed. Vinden blæste godt og koldt, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham særlig meget. Han havde vandrestaven ved sin side, bare for at tage lidt af vægten når han måtte gå. Selv havde han buen over ryggen. Ikke den som han havde haft i Dvasias, men derimod en ny. Ikke så god som den gamle, men det var da bedre end ingenting.

Et kort suk brød hans læber, inden han fortsatte. Manjarno var et sted, som var ham forholdsvis ukendt, og nu hvor han nærmest var på en fast flugt fra Daelis, så kunne han jo lige så godt få det bedste ud af det, og det gjorde han jo så også, ved at vander.. konstant stort set. Målet var Procias.. Hans broder ønskede ham nemlig der, men om det ville blive ham en mulighed, var jo så det næste store problem.
Han var iklædt den varme kappe, som hvilede om hans skuldre.. Det lange lyse hår blafrede i vinden. På mange måeder lignede han måske en skovelver, og det var det, der forhåbentlig ville blive hans ingangsbillet til lyset.. uanset hvor meget han nu måtte hade det.

[Jarniqa Dynithril]

Let svingede Jarniqa med det ene ben, som det hang skødesløst i luften, som hun selv var at finde i et af de større træer. Selv nød hun at sidde steder som disse, da hun nød den friske luft, som højden tilbød, samt hun nød synet, som man kunne se meget fra trækronerne. Især når de befandt sig på et bjerg, som dette gjorde i Paggeija. Sikkert hvilede hendes ryg mod træets stærke stammen, alt imens hendes ene ben lå henslængt over den tykke gren, som hun sad på, og mens det andet dinglede skødesløst ned. Et frit tankerum skabte dette for hende, og det var lige præcis også, hvad hun havde brug for. Det var nemlig allerede i morgen, som hun skulle gense sin fader for anden gang i sit liv. Både spændt og skræmt måtte hun finde sig ved tanken, da hun på den ene side var nysgerrig efter at vide, hvem hendes forældre var, samt hun ønskede at kunne kontrollere den magi, som hun besad. På den anden side kendte hun ikke manden, hvilket gav hende et vis had og en vis distance til ham. Hun kunne dog trøste sig selv med at sige, at hun vel intet havde at miste? Hendes tankestrøm blev brudt, som hun hørte et fodsæt komme i hendes retning. Det hændte, at folk bevægede sig op i bjergene, men en sjælden gang var det alligevel, og derfor måtte hun nysgerrigt vende det smaragdgrønne blik i lydens retning. Her anede hun … var det mon en mand? En langhåret mand? Fin af bygning så vedkommende umiddelbart ud, så var det mon en kvinde? Dog syntes hun alligevel, at bygningen virkede forkert til at være en kvinde. Nysgerrigt faldt hendes hoved på skrå. Hun kunne se, at vedkommende bar en stok.. Ganske mærkværdigt i og med, at bjergene var et hårdt terræn og derfor ikke just var et indbydende terræn for de svagt gående. ”Du har en lang vej foran dig, hvis du ønsker at fortsætte op,” endte hun kækt med at hilse.

[Deleted]

Valandil havde vandret frygtelig langt, og endda også med et ben, som han ikke havde været i stand til at bruge sådan rigtigt. Han havde måtte erfare på den hårde måde, hvad det ville sige, at gå imod en mørkelvisk kvinde, og det var noget som uden tvivl havde gjort ondt. Frygtelig ondt endda. Fornemmelsen af en kvinde i hans nærhed, havde han dog ikke, og derfor fortsatte han mod bjerget. Det var nyt og fremmed for ham, og derfor gjorde han nu, som han gjorde - han følte nemlig, at han var nødt til at undersøge de omstændigheder, som var foran ham.
Lyden af en kvindes stemme, var dog noget af det første, som fik ham til at stoppe op igen. Han drejede hovedet ganske stille. En kvinde i et træ.. Ja, så havde man jo også set det med. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som man så særlig ofte. Han kneb øjnene ganske let sammen. "Tak for advarslen," sagde han kort for hovedet, inden han alligevel valgte at fortsætte. Selvom hans ben var stift.. og det gjorde tildels ondt, så kunne han bruge benet bedre og mere nu, end hvad han havde været i stand til at gøre, bare for lidt siden.

Vandrestaven ville måske ikke rigtigt komme ham til gavn, når han nåede bjerget, men det gjorde virkelig ikke nogen forskel for ham. Nu hvor han ovenikøbet vidste, at der var andre der kiggede, så var han nødt til at gøre det. Desuden skulle man jo huske på, at han var mørkelver.. Der var ikke det terræn, som han ikke kunne befærde sig i, og dette skulle ikke have lov til at vise sig, som noget undtag! Han fnøs ganske let.. Magen til frækhed. Desuden havde han ikke meget til overs for det kvindelige køn, og da slet ikke efter alt det som Daelis havde gjort ved ham. Hvor han dog hadede det kvindemenneske! Dertil valgte han at ignorere hende.. I hans øjne og forstand, var det jo kun de mørkelviske som skulle have noget at sige, og helt ærlig.. hvor stor var chancen for, at denne kvinde havde det i blodet?

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt hvilede Jarniqas smaragdgrønne øjne på den fremmede. En mand var det. En mand af få ord. Nysgerrigt fortsatte hun med at betragte ham, som hans tilbageholdenhed ej stoppede hende. Hun bar muligvis ikke tillid til andre end sig selv og Damien, men alligevel var hun ufatteligt nysgerrig hvad omverdenen angik. Især fordi, at det faktisk ikke var mange, som hun rent faktisk talte med. Hun studerede ham nøje. På trods af staven, var han ej en gammel mand. Var han handicappet? Havde han brækket benet? Hun fugtede læberne, inden de spandt ud i et lille smil. ”Hvad er der sket med dit ben?” spurgte hun ham nysgerrigt, alt imens hun svang benet over til det andet, så de begge hang ned. For at holde sig selv sikkert til ro, valgte hun at placere begge håndflader mod grenen, så hun ej blev vippet ned. Øjnene tog hun ej fra ham, og slet ikke, som han kom over til hendes træ, som han skulle til at passere. Nysgerrigt gled hendes blik op og ned ad ham.. Var han elver? Hendes hjerte sprang et slag over. Hun kunne ganske vidst ikke se, om han i så fald var skov-, høj- eller mørkelver, men det vigtigste var også, at han var elver. Dog håbede hun mest på det sidste, da hun ønskede at lære sin egen art bedre at kende. Hun ønskede som sagt at vide, hvor hun stammede fra. Elegant valgte hun at sætte af, som hun sprang ned fra træet, hvor hun syntes at lande perfekt på hug på jorden igen. Uden tvivl kun ved brug af elvernes snilde. Det ravnsorte hår strøg hun hastigt tilbage, som hendes hætte var faldet af i farten og nu afslørede hendes fine træt. Nysgerrigt rettede hun sig op igen, blot så hun nu kunne følge manden. En handling som bestemt ikke var svær i og med, at han var dårligt gående. ”Er du elver?” spurgte hun direkte.

[Deleted]

Valandil var ikke gammel, men han måtte jo bare sande, at denne stav, ville følge ham, frem til han endnu en gang måtte få kontrol over det ben, som han nu havde. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved. Han foragtede kvindelige mørkelvere.. og særligt dem som Daelis, som troede, de kunne gøre, hvad de havde lyst til! At hun så ikke bare kunne lade ham være, var kun en tanke, som direkte måtte irritere ham! Han knyttede næven om sin stav, uden at kigge på hende. "Det er ikke en sag, som angår dig, men mig derimod," sagde han blot.
Først da hun hoppede ned, fangede hun hans opmærskomhed for alvor. Kvinder var et væsen, som man yderst sjældent, fandt hængende i træerne. Det var jo primært elverne, som  gjorde den slags, så det var vel også derfor, at han ikke var gået helt i forsvar på må og få? Han stoppede endelig op, kun for at vende sig mod hende. Om han var en elver? Det var han skam, og han var uden tvivl også frygtelig stolt af det, selvom det nok var svært at se på ham lige nu. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med en kortfattet mine. Der var ikke meget venligt over ham. "Gør det nogen forskel, om jeg var elver eller ikke? Jeg er en elver.. og en stolt en af slagsen," sagde han blot. Han forsøgte at klare sig efter bedste mål og mening på egen hånd, og særligt nu hvor det faktisk ikke var nemt for ham, for det var det da godt nok heller ikke. Hans ben forhindrede ham i frygtelig mange ting, og særligt nu hvor han var ekspert på jagt og brug af bue som våben. Han havde levet af det med Tatiana på posten.. nu kunne han jo end ikke bruges på det punkt længere.. Han følte sig.. ubrugelig, men det var ikke noget, som denne kvinde skulle have lov til a bruge mod ham.

[Jarniqa Dynithril]

Videre venlig forekom manden ej, men det syntes alligevel ikke at stoppe Jarniqa. For selvom han gjorde alt for at vriste hende af, fandt hun alligevel en vis interesse i ham. Hvad var der sket med hans ben? Var han født sådan? Hvorfor forsøgte han at bestige et bjerg med det? Var han elver? Hvilken form for elver var han? Spørgsmålene var mange, og hun var allerede i færd med at stille ham dem alle sammen. Det var også grundet den nysgerrighed, at hun sprang ned fra sin høje plads i træet, så hun i stedet kunne følge ham til fods. Dog lignede det ej heller, at det var en handling som bifaldt ham, men hvad fanden? Hvis ej hun prøvede sig frem, ville hun aldrig nå nogen vegne. ”Hvis ej det er min sag, hvad dit ben angår, vil jeg i stedet spørge, hvad din plan med bjerget er? I så fald ved jeg, om det er forsvarligt at lade dig fortsætte,” svarede hun, hvor hun drilsk måtte blinke til ham. Der var vel en chance for, at hendes gode humør varede op for den dårlige atmosfære, som han skabte? Hendes blik søgte nysgerrigt op og ned ham, som han stoppede op og med fronten imod hende endda. At have fanget mandens opmærksomhed var vel en passende start? Hendes smaragdgrønne øjne faldt på hans ansigt, som hun nysgerrigt betragtede. Han var en køn mand, og en elver endda. Den sidste tanke måtte rent faktisk gøre hende glad, men det næste spørgsmål var så bare: var han skovelver, højelver eller mørkelver? Selv vidste hun, at ingen af de racer holdt til her i Paggeija eller Manjarno for den sags skyld, og derfor var hun ekstra nysgerrig for at høre, hvad han var, og hvorfor han var draget hertil. ”Det gør en forskel for mig,” sagde hun ærligt. ”Og som du er en stolt en af slagsen, må du vel også ønske at sige, hvilken slags du er.”

[Deleted]

Valandil fandt kun denne kvinde direkte irriterende. Hun var ung og irriterende! Og der skulle virkelig heller ikke noget som sagde så lidt! Han vendte blikket mod hende, efter hun var hoppet ned, så han kunne stirre på hende. Det med hans ben, var da heldigvis ikke medfødt. Om det havde været det, havde hans familie nok været barmhjertige nok til at slå ham ihjel i stedet for at lade ham leve. "Min sag med bjerget her, er udelukkende min egen," sagde han kort for hovedet. Det var bestemt heller ikke noget, som han ville blande hende ind i.
Som den stolte mørkelver han var, vidste han jo faktisk godt, at han ikke havde meget at have det i. Denne kvinde forekom ham dog irriterende arrogant, og det var næsten noget, som kunne måle sig med den opførsel som Daelis havde vist ham, og det alene, var en tanke, som virkelig ikke gjorde andet, end at irritere ham helt vildt! Og hvorfor var hun så nysgerrig på at vide, hvad han egentlig var for en? Kom det ikke ud på det samme? "Om jeg må spørge, hvorfor spørger du om det? Om jeg var skov-, høj-, eller mørkelver går vel ud på et? Du søger måske en specifik? I det tilfælde, kan jeg fortælle dig, at jeg er mørkelver.. en af de få," sagde han endeligt. Mange var de jo heller ikke ligefrem kunne man jo sige. Hans næve lukkede sig omkring hans stav, nu i tilfælde af at hun kunne finde på at gøre noget. Det var jo det våben som han havde.. foruden buen selvfølgelig, men uden staven, så ville han faktisk have temmelig mange problemer.. Og det var virkelig irriterende!

[Jarniqa Dynithril]

”Ak ja, det mener du tydeligvis,” kommenterede Jarniqa med det lille smil på de lyserøde læber. Afvisende var han bestemt, som han tydeligvis ikke var interesseret i at fortælle hende en eneste ting. Hvem vidste? Måske drog han til bjergene for at leve i komplet isolation? Det var i hvert fald ikke svært at forestille sig med den attitude, som han havde. Hænderne valgte hun roligt at folde omme bag på ryggen, alt imens hun vippede ganske let på fødderne. Et tydeligt tegn på, at hun havde det det bedre med situationen, end hvad han havde. At han så måtte sige, at han tilhørte den race, hvis blod hun delte, måtte hendes hjerte slå et slag over. Mørkelver. Aldrig havde hun haft muligheden for at være så tæt på sin moders race, og derfor var det ingen undring, at det fyldte hende med spænding og glæde, at hun nu stod foran en af dem. Meget vidste hun desværre ikke om dem, da Damien ej havde haft meget at fortælle om det. Indtil nu vidste hun derfor kun, at de gik ind for kvindeligt styre, at de var ufatteligt diskrete, og at mange andre racer havde en agenda imod dem. ”Ej kan jeg sige, at jeg nogensinde har søgt en specifikt,” fortalte hun ærligt. ”Men nysgerrig bliver jeg efter at vide, hvorfor en mørkelver bevæger sig væk fra Dvasias og op i Paggeijabjergene.” Som hun sagde dette, måtte en bestemt tanke slå hende, samt en vis frygt måtte brede sig i hende. Var han på udkig efter hendes moder? Hun havde trods alt været en mørkelver, som havde bosat sig i Manjarno.. At hendes moder sågar havde været leder for den race, vidste hun dog ej heller. Hun rankede sig en anelse op, alt imens tankerne kvidrede i hende. ”Du må undskylde, men det er ikke værd dag, at jeg ser elvere i bjergene her, og slet ikke mørkelvere.”

[Deleted]

Valandil var faktisk ikke ude på at isolere sig for meget.. Han ville egentlig bare væk fra Daelis. En kvinde som havde en sjov tendens til at finde ham, uanset hvor pokker han skulle gøre af sig selv. Nu kunne han jo så få lov til at slås med denne kvinde i stedet for, også selvom han ikke vidste om det var noget som kom godt med, eller hvad pokker man nu kunne sige. "Naturligvis gør jeg det," sagde han direkte. Måske at hun nu bare kunne lade den sag ligge, for han ville helst ikke have flere problemer, end det som han havde i forvejen.
Hvordan hun ville tage hans ord om mørkelvere, vidste han ikke. Valandil var faktisk ikke vant til at folk viste ham den form for interesse, og det var svært.. virkelig svært til tider, og det kunne han også godt mærke. Han hævede kort det ene bryn, mens hans greb omkring staven kun strammede sig mere og mere. "Igen.. hvad jeg gør på stedet her, er vel min egen sag? Jeg valgte selv personligt at forlade Dvasias," sagde han ganske sigende. Hvorfor pludselig den nysgerrighed? Den vidste han slet ikke hvordan han skulle tackle. Han fandt den faktisk temmelig ubehagelig, hvis han selv skulle sige det. Han trak kort på den ene mundvig. "Jeg er ikke den typiske mørkelver, kvindemenneske.." endte han med en sigende mine. Han ville jo egentlig bare gerne videre.

[Jarniqa Dynithril]

Et muntert glimt i de smaragdgrønne øjne skabte manden, skønt han ikke videre var venlig overfor hende. Jarniqa formåede blot alligevel at finde en vis morskab over hans attitude. Hvad hans problem var, vidst hun dog ikke, men hun kunne da umuligt være problemet. De kendte end ikke hinanden trods alt.. Hendes hoved gled på sned, så hendes ravnsorte lokker pænt lagde sig over hendes ene skulder. ”Måske, men jeg tager alligevel chancen og spørg.. Er du på flugt?” endte hun kækt med at spørge ham. Det kunne næsten se sådan ud, sådan som han forsøgte at feje hende af, samt det, at han var draget fra Dvasias og nu ikke ønskede at sige, hvor han skulle hen. Det kunne dog også være, at han var ude på en hemmelig mission. En tanke, som i så fald også ville gøre hende nysgerrigt. Hun løftede det ene øjenbryn, som han valgte at tage en endnu mere afvisende tone i brug. Det var muligvis et tegn på, at hun burde lade ham passere uden et ord, men hun kunne ikke lade være.. Det var bestemt ikke for at irritere ham, men hun ønskede blot at lære sin ene art bedre at kende. Uheldigvis for ham, var han den eneste, som hun nogensinde var faldet i snak med. ”Kvindemenneske? Jeg foretrækker nu Jarniqa,” endte hun blot med at sige, inden hendes smaragdgrønne blik gled til hans knugende hånd om staven. Sådan som han stod og knugede den, syntes selv hans lyse hudfarve at have forladt hans knoer, så de var efterladt helt hvide. ”Hvis du strammer grebet mere ender det med, at den går i stykker, og så bliver det først en lang tur op..”

[Deleted]

Denne kvinde var bestemt ikke Valandils problem, men hun var da stadig lige så irriterende, at være i nærheden af. Efter alt det med hans ben, var han rent faktisk gået hen og blevet en meget bitter mand, særligt fordi at meget af den frihed, som han havde haft, så brutalt var revet væk fra ham. Han kunne virkelig ikke have det. Gud hvor han dog hadede at det var sådan, at det skulle forholde sig! "Hvad skulle jeg flygte fra?" spurgte han direkte. Han kunne jo snildt være blevet i hans stilling ved mørkelverne, og lave.. håndværk som kun burde laves af kvinder, og det var den stilling som Tatiana havde valgt at give ham.. Han fandt det direkte grotesk, at hun kunne foreslå ham det arbejde.. men det var det eller døden, og så havde valget jo egentlig været ganske nem for hans vedkommende. 
Han himlede let med øjnene. Flabet kunne hun også være, kunne han fornemme. Ikke at det var noget som gjorde sagen meget bedre for ham. "For mig, har du intet navn.. Og ej er jeg interesseret i at kende dig," sagde han kort for hovedet. Desuden forstod han ikke hendes interesse for ham og hans race. Måske at det var meget atypisk at en elver søgte hertil, og særligt hvis de var fra mørket. Tanken gjorde ham rent faktisk vred.. Hun skulle slet ikke blande sig. "Ej, har jeg nogen anelse om hvem du er.. Jarniqa.. eller hvad du laver her.. Jeg kan tage vare på mig selv," sagde han blot kortfattet. Han brød sig faktisk ikke rigtigt om, at hun skulle blande sig.. som om at hun vidste noget om hvad han havde været igennem, for det gjorde hun da godt nok ikke!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa trak let på skuldrene. Hvad han skulle have flygtet fra, vidste hun ikke. Hvordan skulle hun også kunne vide det? Hun kendte ham ikke. Faktisk kendte hun end ikke det land, som han havde flygtet fra. Ganske vidst havde hun hørt om det, for hvem havde ikke hørt om mørkets land, Dvasias? Desværre kunne hun ikke just sige, at hun havde været der. Faktisk havde hun aldrig været andre steder end Manjarno. Irriterende fandt hun det selv, som hun selv måtte anse sig for at være en eventyrlysten kvinde, men meget havde hun ikke kunnet gøre ved det indtil nu. ”Et mord måske? Måske er du blevet efterlyst, hvor eftersøgningen har fordrevet dig hertil” endte hun med at sige, inden et smil spillede ud på hendes læber. ”Sandheden er dog, at jeg ikke kan vide, hvorfor du er her, før du fortæller mig det.” .. Og indtil nu var det ikke en fortælling, som hun videre troede på, at hun ville få. Indtil nu havde han i hvert fald brugt al tiden på at afvise hende. Hun bed sig selv i kinden ved hans næste ord, som hans afvisninger alligevel ikke bare prellede af på hende. En ung kvinde var hun trods alt endnu, og som blot en teenager, måtte hun til dagligt stå inde med en masse følelser. Det smaragdgrønne blik sled hun endelig bort fra ham. Der havde muligvis været hold i Damiens ord alligevel? At der ikke var nogen, som ønskede en mørkelver tæt og med god grund? Selv følte hun personligt ikke, at hun var i samme båd som denne mand, men ville folk mon tænke anderledes om hende, når de vidste, hvad hun var? Havde hendes moder stået overfor disse problemer? Selv ville hun ønske, at hun kunne have talt med hende.. ”Hvis livet i isolation er dig tiltalende, så fortsæt blot.. Jeg vil ej stoppe dig.”

[Deleted]

Valandil var ikke meget for kendskabet med andre, og særligt ikke, når det var på denne måde. Bekendskaber som i den anden ende, kun gjorde mere skade end gavn. Hun var kendt med hans race, og det kunne han godt fornemmel.. I hvilken forstand, kunne han jo så ikke sige endnu. "Jeg har ikke begået noget mord, hvis det er hvad du hentyder til," sagde han kort for hovedet. Det var slet ikke noget som han ville høre nogen tale om, i den anden ende! Han bed tænderne let sammen. Hvor var hun dog direkte irriterende! Flabet og irriterende! Det var hvad hun var! "Jeg forstår ikke din interesse for mit ærinde her i Manjarno og på denne bjergtinde," sagde han direkte, som han så på hende. Han var slet ikke vant til at folk viste nogen interesse for ham, og da slet ikke på den måde!
Blikket gled kort i retningen af bjerget. At isolere sig, var uden tvivl bedre end det liv som han ellers kunne vende sig i retningen af, og særligt når Daelis konstant skulle være efter ham. Han kunne virkelig ikke have det. Og slet ikke når det var på denne her måde. "Og det er netop hvad jeg havde tænkt mig.. Stedet er mig ukendt," sagde han blot. Måske at han kunne lukke den af der? Selv havde han ikke nogen anelse om, at den kvinde som han stod overfor, var den forhenværende leders egen datter. I det tilfælde, så havde han måske taget en lidt anden tone i brug? Han havde nemlig langt større respekt for Denjarna, end hvad han havde haft til Tatiana. Han vendte om på hælen og søgte op af bjerget.. han begyndte i hvert fald. Det spændte og gjorde ondt i benet. Men hun skulle ikke se det!

[Jarniqa Dynithril]

Selv havde Jarniqa ej heller troet på sit forslag, men hvordan skulle hun nogensinde kunne have vidst det med sikkerhed, når denne her mand var som en lukket bog? Alle ord skulle mildes talt rives ud af ham, hvor han end ikke sagde noget fornuftigt, når de endelig kom ud. Måske, at hun derfor bare skulle droppe ideen om at få kendskab til sin egen race? Sårene fandt hun det dog, da hun brændende ønskede at finde ud af mere omkring sig selv. Det var også af den årsag, at hun havde indvilliget i at lære magiens kunstner, samt at lade sin ukendte fader være hendes læremester. Bitter var den mand dog, som hun stod overfor nu, og det gjorde, at hun tænkte, at mørkelverne muligvis var et dødt løb? Eller også var det bare denne mand, som var problemet? ”Du fortæller mig trods alt intet, hvilket udelukket efterlader mig med mine ideer,” sagde hun sigende, som det også måtte være sandheden. At han ej forstod hendes interesse for ham og bjergtinden, forstod hun udmærket godt.. Han interesserede sig nemlig tydeligvis ikke for andre end ham selv, og derfor var det ikke svært at gætte, hvorfor han ikke forstod sig på andre. ”Du har trods alt ej heller spurgt, så hvordan skulle du kunne vide?” spurgte hun, hvor hendes stemme nu også var blevet det mere bidende. Afvisende lod hun sine arme glide over kors. Fint! Hvis han ønskede at isolere sig på bjerget, måtte han gøre det! Han kunne blot vove at sætte en fod i Benden, som hans attitude bestemt ikke ville være ønsket der! Hvem vidste? Måske hun kunne få Damien til at skræmme livet af den arrogante mand? ”Fint.. Hump du blot videre,” endte hun afvisende med at afslutte, alt imens hun ligegyldigt viftede med hånden af ham.

[Deleted]

Valandil ønskede slet ikke at vække nogen interesse. Faktisk, ønskede han bare, at passere på den måde, at det nu var ham muligt, uden at han skulle vække den største interesse. Han var jo faktisk kun vant til, at folk havde været.. ligeglad med ham, eller bare ignoreret ham, for sådan havde det alle dage været. Han himlede med øjnene. "Jeg ser ingen grund til at dele den slags med en fremmede," sagde han med en ganske let med øjnene og vendte blikket mod hende endnu en gang. 
Selv nu hvor Valandil var for stædig til at give denne kvinde ret, så han var nødt til at fortsætte. Hun var da også bare en kæmpe pestilens!  Virkelig, virkelig irriterende! Han kneb øjnene let sammen. Han skulle vride i knæet, for at komme op.. det kunne han jo se allerede. "Jeg er ikke interesseret i at vide.." endte han med en ganske kortfattet stemme. Han bed tænderne tydeligt sammen, inden han fortsatte med at gå. Selvom han på ingen måder var tæt nok på bjerget, til at kunne påbegynde en opstigning, var der jo allerede her en del ting, som kunne resultere i at blive en udfordring. Han endte med at stoppe op igen. Han vendte sig denne gang mod hende. Han måtte vel bare sande, at han i sin nuværende tilstand på ingen måde, ville kunne komme derop? Uanset hvor meget han så end gerne ville have det eller ikke. "Og siden du nu absolut vil vide det... Mit ben blev skadet af en mørkelver, som tog en sten og fortsatte med at hamre det mod mit knæ.. Jeg har længe haft problemer med at gå," forklarede han, mens han let humpede tilbage mod hende. Han måtte jo sande, at han uanset hvad, ikke ville komme den vej, før benet havde fået noget hvile.