One of our own..?

[Deleted]

Valandil trak kort på smilebåndet. Det var måske uvirkeligt for hende, men for en mand som ham, var det en sandhed. "Er det så uvirkeligt for dig? Jeg sagde nej til en kvinde om at hun skulle røre ved mig.. Jeg fik knust mit ben af den samme kvinde, og min Kahli ville med sin fulde ret, kunne tage mit liv, om jeg ikke kunne tilfredsstille hende med andet arbejde," forklarede han direkte. Selv på det punkt, var han faktisk heldig at kunne trække vejret, så det var i forvejen ikke noget, som han kunne sige noget til.
Denne kvinde var nu ikke så slem, som man kunne sige, at han først havde antaget. Han forstod godt hendes nysgerrighed, og særligt hvis hun ikke var kendt med hvad hun egentlig var, og hvad hun kom fra. Nu havde han jo så heller ikke nogen anelse om, at den kvinde som han gik side om side med i øjeblikket, var den forhenværende Kahlis datter. "Aldrig har jeg påstået, at kvinder ej har kunne klare de ledende positioner i den her verden, for det kan de.. visse tror bare de kan, uden at være i stand til det," sagde han kort for hovedet. Han knyttede næven let om staven som han havde ved sin side, mens han fortsatte. Han skulle virkelig tænke.. men det var svært, og særligt sådan som det stak i hans ben, og det var jo det, som han uden tvivl godt kunne mærke, og særligt i en stund som denne. Han prustede ganske let og rystede så let på hovedet. Det var uden tvivl svært. "jeg går ud fra, at du allerede er kendt med styreformen.. At mænd ikke behandles som andet end slaver.. og ikke vægtes nogen værdi? Langt de fleste bruges til gement arbejde i feltet som jæger, skytte, brændehugger.. eller aktivt i sengen, hvis du forstår hvad jeg mener," tilføjede han. Mænd havde aldrig haft en fysisk stemme, som blev lyttet til, og det havde han svært ved.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har hørt om voldtægt og misbrug på den made før. Når man hører om det her, er det ej heller kvinden som gør det, men derimod manden.. Dog er Manjarno generelt set et fredeligt land,” fortalte Jarniqa ærligt, som hans beskrevne hverdag ej passede ind i hendes. Forfærdeligt var det endvidere at høre, at han var blevet gjort handicappet, fordi han havde nægtet intim kontakt. Svært havde hun det selv ved at forestille, at det skulle ske for hende.. Selv havde hun nemlig ej været en mand tæt før, skønt hun skam havde flirtet med en før. Indtil nu havde det dog altid været for at få fingrer i deres pengepung. Tavst bevægede hun sig op ad den lille sti, alt imens hun lyttede til hans beretninger. ”Jeg kan ikke just sige, at jeg endnu ikke har mødt en som kunne klare det, men ej heller er det i de kredse, som jeg befinder mig i..” Nej, hun kunne ikke just diskutere magtindehavere med ham, da hun aldrig havde mødt en. Hun havde nemlig hverken mødt en leder, adelig eller regent før. Derfor følte hun ikke just, at hun kunne sige, hvem der kunne sidde med magt, og hvem der ikke kunne. ”Og hvordan kan det være, at I kalder lederen for Kahli? Er det hendes navn eller er det mørkelvisk?” Kort kastede hun blikket over mod ham, som han nærmest prustede og stønnede under opstigningen… og de var jo dårligt nok lige begyndt. Selv mente hun endnu, at det havde været ufornuftigt af ham at ønske turen, men det måtte være hans kvaler og ej hendes. ”Jeg ved blot, at kvinderne er hævet over mændene der.. Intet andet,” svarede hun ærligt. ”Hvad var dit lod i samfundet? Hvad arbejdede du med? Kunne du lide dit arbejde? Eller ønskede du et andet?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun jo ønskede at vide det hele.

[Deleted]

Virkeligheden i det mørkelviske samfund, var uden tvivl meget anderledes end det som ellers var at finde. Valandil var blevet fortalt historier, af hans egen broder om hvordan det kunne være andre steder, og naturligvis var det noget som for ham, var utrolig lokkende. "Det er nemlig også det jeg har hørt om Manjarno," fortalte han med en rolig stemme. I sig selv, var det jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, hvis man skulle sige det på den måde. Vilkårene var bedre her, og det var det som appellerede mest til ham, bare Daelis ikke kunne finde ham. Desuden var Manjarno faktisk et flot land, og han kunne lide den natur som var her. Det var for ham, yderst titalende.  Han sukkede ganske let. Hans liv i Dvasias, var bestemt ikke meget at prale af, og han var heldig i det hele taget at være i live. "Så du dømmer det på baggrund af dit eget køn?" spurgte han med en meget direkte stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hende. Det spændte kraftigt i hans ben i takt med at han måtte gå, men han brugte derimod også benet på en helt anden måde, nu hvor han måtte bruge det på en anden måde end nomalt, da det pludselig gik opad, da de jo skulle bestige bjerget. Han trak svagt på smilebåndet. "Jeg var jæger.. Endda blandt de bedste, da Kahlien valgte at huse mig.. Det er det mørkelviske ord for leder, nu hvor du spørger. Jeg blev smidt ud af mine forældre på baggrund af mit køn, da jeg ikke var særlig gammel, så har længe levet af jagt, og hvad jeg kunne, for at overleve på egen hånd. Jeg var jæger frem til jeg fik ødelagt mit knæ," fortalte han med en rolig. Hvad han dog var blevet efter ulykken, var han så til gengæld, ikke særlig meget for at snakke om. 

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Manjarno et godt sted at bo. Det var i hvert fald Jarniqas umiddelbare mening om sin hjemstavn. Dog ønskede hun endnu at besøge resten af verdenen, som hun bestemt ønskede at se mere! Derudover ønskede hun også at være på egen hånd, skønt Damien med garanti ikke ville bifalde den ide. For som hun elskede ham, ligeså overbeskyttende var han over for hende. Hun kunne bare ikke være hans lille pige for evigt, som hun var nødt til at udvikle sig. Brynene hævede hun spørgende. ”Hvad mener du med, at jeg bedømmer ud fra mit eget køn?” spurgte hun, som hun var i tvivl om, hvor han var på vej hen. Som de bevægede sig op ad stien, lå der pludselig et nedfaldent træ over den. Behændigt svang hun selv benet over til den anden side af stammen, men som hun kom over, måtte hun også sende ham et afventende blik. ”Klarer du den?” spurgte hun høfligt, som hun ej vidste, om den brede stamme var for krævende for ham. At han havde ageret som jæger var et erhverv, som hun godt kunne forstå! Ganske vidst tjente hun ikke på det, men selv skaffede hun den føde, som hende og Damien spiste. Til formålet havde hun også snittet sin egen bue og pilekoger, og selv måtte hun mene, at hun var blevet en ganske fornuftig bueskytte med tiden. Et lille smil dukkede op i hendes mundvige. ”Det lyder da ikke så slemt. Selv nyder jeg roen og suset ved en god jagt! Jeg har også lavet mine egne materialer til formålet,” fortalte hun begejstret, som dette var noget som de begge kendte til. ”Hvorfor har dit ben afholdt dig fra at jage? Du kan ganske vidst ikke løbe, men det er ej heller nødvendigt, som det er armene du skal bruge.”

[Deleted]

Glimtet i hendes øjne, havde allerede talt for hende, og nej, det var ikke noget om Valandil måtte bifalde. Den eneste, som han rent faktisk kunne sige, at have bare lidt respekt for, var Jaqia.. også fordi at hun gav mænd en stemme, men en som Tatiana, kunne bare.. skride til helvede, for alt hvad han vidste, og særligt efter hun havde gjort ham til noget så sølle som en syerske! "Kvinder er ikke født til at lede.. dog selvom nogen vil tro det," sagde han kort for hovedet, som han igen vendte blikket mod hende. Han kunne bedre lide den typiske arbejdsfordeling, som var at finde i denne verden. 
Træet stoppede han op overfor, da han så hvor elegant hun nærmest bare sprang over det. Hun havde da uden tvivl den elviske ynde, hvad angik det at bevæge sig, og et sted.. irriterede det ham. Han havde haft den under normale omstændigheder. "Jeg kan gøre det selv," sagde han endeligt, inden han søgte hen til træet.. kort strøg han hånden over det, inden han satte sig på det.. Lettere klumpet måtte han tage fat om det dårlige ben, for at hjælpe det over kanten. Staven fik han med sig, inden han igen måtte kæmpe for at komme op på benene. Han kunne i hvert fald godt mærke, at det var hårdt.. virkelig hårdt faktisk, selvom han nok skulle klare det! Han havde været jæger.. havde lavet sine egne våben, også selvom hans bue, var en som Daelis havde taget fra ham. Den som han havde på sig nu, var på ingen måder hans egen. "Du har lavet dine egne våben til det henseende? Dem vil jeg gerne se," sagde han. Hvis jagt og den slags, var noget som de kunne kalde for en fælles interesse, ville han gerne se nærmere på det. Han rystede let på hovedet. "De byttedyr jeg fik fat i, kunne jeg ikke bringe hjem. Jeg jagtede storvildt," forklarede han. Det havde uden tvivl været et kæmpe slag på stoltheden.

[Jarniqa Dynithril]

Brynet hævede Jarniqa ved hans udtalelse. ”Og mænd er ligeså ej heller fødte ledere. Der er ingen som er fødte ledere.. Man bliver nemlig ej født med evnen til at lede,” sagde hun sigende, hvor hun ikke kunne undgå at tænke på sig selv. Faktisk var hun nemlig født prinsesse af landet her, hvor hun egentligt burde indtage tronen som dronning nu. Dog havde hun aldrig begået sig i den verden, og derfor følte hun ikke just, at hun besad evnen til at gøre det. Det var nemlig ikke just til at sige, at hun havde fået en åbenbaring om, at det var det som hun skulle, som hun havde fundet ud af sandheden om sig selv. Denne Valandil ville vel også næppe tro på, hvad hun egentligt var? Mærkværdigt måtte det også se ud, at moderen var dronning, og at datteren blev tyv. Hvis hun havde vidst, at begge hendes forældre havde ageret ledere, ville hun højst sandsynligt have følt sig mere ved siden af. Hendes hoved søgte en kende på sned, som han klumpet fik passeret det væltede træ. Yderst målbevidst var han uden tvivl, og for det respekterede hun ham rent faktisk. Hans vilje måtte nemlig imponere hende, da han ikke just havde meget at gøre godt med. Intet sagde hun derfor til ham af respekt for ham. Derfor fortsatte hun også bare langsomt med at gå, som han selv fik sig selv over på den anden side. Svagt smilede hun over hans ord. Glad måtte hun et sted blive for, at der var en, som interesserede sig for, hvad hun lavede. Dog kunne hun ikke lade være med at slippe en drillende kommentar om det. ”Og jeg som troede, at du havde i sinde at leve i komplet isolation.” Hun blinkede kækt til ham, skønt hun endnu ikke vidste, om han denne her gang var i stand til at opfatte hendes ord som en spøg. ”Jeg ved godt, at der er forskel på byttedyr, men kaniner udgør nu også en god fangst, og de burde være til at slæbe med hjem.”

[Deleted]

Et kort smil passerede Valandils læber, som han let lod hovedet søge på sned. "Selvom man måske ej er født til at lede, falder det nogen mere naturligt til end hvad andre skulle tro," sagde han roligt. For mændene var det naturligt at tage roret, hvor kvinderne blev hjemme og opfostrede børn. Selv måtte han erkende, at det var en mere.. naturlig magtbalance, og den kunne han uden tvivl godt lide.
Stædigheden og viljen til at klare sig på egen hånd, havde Valandil uden tvivl, og det var det, som helt klart også måtte komme ham ekstremt godt til gode i en stund som denne. Selvom det kostede energi at komme over træet og ordentlig op at stå igen, var det noget som han klarede uden det mindste problem. Han rejste sig endnu en gang og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse, da han endelig kom op igen. Han havde det bestemt ikke godt, men det var heller ikke noget, som hun skulle lægge mærke til. Helst ikke hvis han kunne blive fri for det selvfølgelig. "Komplet isolation vil selv irriterer mig," sagde han endeligt. Selvom han måske ikke var helt så imødekommende, som så mange andre, ville ønske, at han var måske, så kunne han ikke rigtigt gøre det store ved det. Han smilede let og svagt for sig selv. "En kanin kunne ikke brødføde Kahliens hus og hjem. Jeg gik efter storvildt.. hjorte, då- og rådyr og store dyr. Derudover tog kvinden som ødelagt mit ben, også min bue, så selv mit hjemmelavede jagtvåben blev taget fra mig," fortalte han direkte. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Kvinden havde overrumplet ham.. bundet ham fast og gjort så mange ting ved ham, som han slet ikke kunne klare at snakke om. Det var.. grusomt.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt magt faldt visse personer naturligt ind, vidste Jarniqa ikke. Ganske vidst tog hun ind til byen i tide og utide, men mange bekendte havde hun ikke just, og venner havde hun slet ikke. Derfor kunne hun ikke just sige, hvad normen var for folk, så måske havde Valandil ret? Svagt trak hun på skulderen. ”Jeg kan hverken sige, at jeg er for eller imod den påstand,” sagde hun ærligt og kortfattet. Meget kendte hun ikke just til den egentlige verden, som hun nærmere kun kendte til overfladen, og det irriterede hende grænseløst! Måske skulle hun gøre ligesom Valandil og blot søge til et fremmed land for at se, hvad der skete? Dog var det ikke bare at gøre sådan, da hun aldrig kunne glemme Damien. Videre op af bjerget fortsatte hun. Konstant vekslende var området omkring dem, som det gik fra græs, til mos, til træer, til klipper. Sikkert var det dog, at han ville kunne finde et hjem i ro og mag her. Også skønt, at han pludselig måtte indrømme, at han ej heller ønskede at være helt alene. ”Ser man det,” svarede hun blot med et svagt smil på læben. Hvorvidt en kanin kunne mætte en hel husstand, kom skam an på så meget. Hende og Damien var for eksempel ikke vant til meget, og derfor ville en kanin kunnet have været passende for dem. Hvis man derimod var vant til det helt store kødbord, og hvis man havde adskillige munde at fylde, kunne kaninen uden tvivl godt være et problem. ”Kaninen ville muligvis ikke gå for den større og mere krævende husstand, men for dig kan det gå.. Nu kan du igen gå og gøre, hvad du kan lide at lave,” sagde hun i en rolig tone. At han havde fået stjålet sit våben, kunne hun ikke just sige var synd, da det ville være en dobbeltmoralsk reaktion for en tyv. Dog kunne hun ikke benægte, at det også ville have naget hende en smule, hvis det havde sket for hende. ”Siden din bue var hjemmelavet, hvorfor er du i så fald ikke i stand til at lave en ny?”

[Deleted]

Man kunne godt sige, at Valandil var kommet på bølgelængde med denne kvinde, hvilket uden tvivl var noget, som han selv tog som en rigtig god ting, og det var noget af det, som han særligt godt kunne lide. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, som hun gik ved hans side.. Måske lidt foran ham, men hun skulle også finde den bedst mulige rute for ham at gå, og særligt fordi at det var hvad han havde brug for.  "Det ligger mere naturligt til en mand at beskytte.. For os, er det en meget underkuet egenskab," sagde han blot. Beskyttertrangen havde selv han mærket flere gange, uden at han havde været i stand til at gøre noget som helst ved det. Før nu vel og mærke. 
Selvom ruten var hård, og det virkelig sved i benet, så fortsatte Valandil stædigt frem. Selvom de måske nåede tiden for en kommende pause, så måtte det nok komme på et tidspunkt. Bare ikke lige nu. Lige nu var han ganske enkelt for stædig til at gøre det. 
"Kun det fineste var godt nok for min Kahli, Jarniqa.. Kom jeg kun hjem med en kanin, ville jeg blive betegnet som en fiasko, og det nægtet jeg i mit erhverv," fortalte han med en direkte stemme. De grønne øjne fæstede sig til hende allerede med det samme. Hun forstod ikke særlig meget, og det vidste han... En skide uvidenhed! Han rystede let på hovedet. Det våben som han havde haft, havde han brugt mange år på at lave.  "Kald det for et våben med en vis affektionsværdi for mig. Jeg brugte år på at udarbejde det.. pilene.. buen.. alt.." fortalte han med en ærlig stemme. Det havde været hårdt for ham, at skulle give afkald på det, og særligt fordi at han ikke havde haft noget andet valg.

[Jarniqa Dynithril]

Det smaragdgrønne blik lod Jarniqa glide over ham, hvor hendes hoved måtte søge en kende på sned. ”Og hvem har du ønsket at beskytte? Hvem er det, som du har haft tæt på hjertet?” spurgte hun ham i en rolig tone. Selv vidste hun, at Damien havde det således med hende, men til gengæld var det også gengældt. Selv vidste hun nemlig med sikkerhed, at hun til hver en tid ville hjælpe den mand, som havde opfostret hende, hvis det kom dertil. ”Jeg må dog sige, at selv kvinder kan føle en vis beskyttertrang. Vi kan ligeså holde af og ønske, at det ej bliver skadet.” Han troede hende måske ikke, fordi han kom for et anderledes samfund, men hvorfor skulle hun dog lyve overfor ham med det? Hvad ville hun få ud af det? Væk fra stien gik hun nu, hvilket betød, at de bevægede sig ud i noget hårdere terræn. Nu kom der nemlig de flere buske, grene og sten, som alle udgjorde en vis forhindring for ham. Dog mente hun, at det var det mest ideelle at gøre, hvis han ønskede sig en hule, hvor ingen umiddelbart ville indtræde. Svagt trak hun på skulderen. ”Og jeg siger blot, at selv kanin kan smage godt. Der skal ganske vidst flere til, hvis de skal føde mange munde, men muligt er det,” svarede hun blot, men selv kendte hun ej heller til de finere livsstile.. End ikke skønt hendes moder havde været fungerende dronning, og hendes fader kongelig rådgiver. Nej, hun levede bestemt ikke det liv, som de havde levet. Hun fugtede de lyserøde læber. ”Jeg forstår udmærket affektionsværdien, men sket er sket, medmindre du agter at søge denne mørkelviske kvinde igen. Jeg vil dog råde dig til, at du umiddelbart giver din kærlighed og tid til et nyt våben,” sagde hun ærligt, som hun fandt det det mest realistiske at gøre.

[Deleted]

Valandil vendte blikket hårdt i retningen af hende. Nej, han havde aldrig haft nogen så tæt ind på livet, at han havde vandret rundt med ønsket om at skulle passe på dem eller beskytte dem, for.. det havde han ikke. Han havde aldrig oplevet en kærlighed.. han havde aldrig oplevet hvad det ville sige, at holde af nogen. Han havde været hadet, fra det øjeblik, han var kommet til verden. "Ingen.," svarede han kortfattet. Vel også tydeligt, at han ikke ønskede at diskure det med hende? Som mænd havde den følelse, så kunne kvinder naturligvis have den samme, men mændene havde noget af en fordel i det henseende. Fysikken. "Det ligger nok i os alle.. Mændene besidder styrken til at gøre noget ved det," sagde han videre.
Som de skiftede retning, og forlod stien, følte Valandil kun hvordan glæden ved det hele måtte synke. Nu ville det jo for alvor gå hen og blive en udfordring for ham, og han vidste, at det her ville komme til at gøre ondt.. Meget ondt endda, og det var bestemt ikke en tanke som han måtte bifalde! For nu bed han tænderne sammen, og fortsatte færden. Han skulle nok klare den. Det var hans overbevisning! Og ingen skulle have lov til at sætte tvivl ved det, det var da helt sikkert! "Hvis du er så heldig at finde dem, så ja.. Dem er der ikke mange af i Dvasias' skove," sagde han med en rolig stemme. Løgn var det jo heller ikke. Det våben havde virkelig været hans et og alt.. Og det var blevet taget fra ham, og nej, han var bestemt ikke fristet til at opsøge Daelis for at kræve det i retur. For alt hvad han vidste, havde den sindssyge kvinde ødelagt det! "Et nyt sted, kræver en ny start.. jeg skal nok finde tiden til at lave en ny, når jeg har fundet mig et sted at være," fortalte han endeligt. Han ville jo gerne have det.. så han igen kunne lave, hvad han alle dage havde gjort: At jagte og jage.

[Jarniqa Dynithril]

Ej opfattede Jarniqa hans hårde blik, som hun blot fokuserede på den retning, som hun planlagde at gå. Hun var trods alt nødt til at følge ham til et egentligt sted, nu hvor hun havde lovet at hjælpe, og nu hvor han selv havde valgt at holde sin del af aftalen. Desuden.. Han var ikke længere så slem, som det han ellers havde startet ud med. ”..Det lyder på sin vis sørgeligt,” endte hun direkte med at sige, som hun tænkte på, hvordan hendes liv ej havde været, hvis hun ej havde haft Damien. Damien måtte nemlig være den mand, som hun holdt af, samt ønskede at beskytte. Det var ej et kærlighedsforhold de havde, men derimod et familiært forhold, skønt de end ikke var i familie. Det smaragdgrønne blik lod hun glide mod ham. ”Og kvinder kan besidde den samme styrke.” Det var ganske vidst ikke alle kvinder, som var stærke, men hun var.. Hun var hårdfør, som hun altid havde levet i naturen. Derudover jagede hun selv sin føde med bue og pil, og derudover havde hun en langdolk, som hun kunne forsvare sig med. Nærmest helt yndefuldt fortsatte hun sin gang, som hun let syntes at glide over den ujævne grund, ligesom hun dukkede sig i flydende bevægelser for lavt hængende grene. Evindeligt langt endnu behøvede de dog ikke at gå, skønt de fortsat bevægede sig opad. Snarligt burde de nemlig møde et af bjergets huler. ”Men I har derimod mange hjorte og rådyr i skovene?” spurgte hun nysgerrigt ind, som hun trods alt ikke kendte til de dvasianske skove. På ingen måde! Lignede Dvasias mon i virkeligheden Manjarno, eller lå der virkelig en skygge over det mørke land? ”Og tid skal du nok få ved hånde her,” sagde hun ærligt. Et ganske fredsommeligt og uforstyrret sted var Paggeijabjergene trods alt.

[Deleted]

Stort set igennem hele Valandils liv, havde han levet alene, så det var egentlig ikke noget som kom bag på nogen. Han var smidt ud i en temmelig ung alder, og han havde derfor været sendt ud for at.. dø, for at sige det mildt. Hans moder havde aldrig ønsket ham, men derimod en pige. Det var desværre bare ikke tilfældet. Hans grønne øjne, vendte han mod hendes skikkelse. "Jeg har altid været alene, og aldrig holdt af nogen, eller været holdt af.. Jeg klarer mig bedst på egen hånd," sagde han dog. Sandt var det. Han ønskede faktisk bare at fortsætte sådan, for  det tilfælde, så var han klar over, hvad han havde at forholde sig til, og det var også lidt det, som han havde brug for. Hans blik gled frem for sig igen. Det var ved at være hårdt for ham at gå, men at stoppe, var pinligt.. Han skulle vise sig som stærk, og særligt nu hvor han stod overfor en anden mørkelver, og særligt en kvinde! "Det kan de, men det er ikke ofte, at det forekommer," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Hvor langt de skulle gå, vidste kun Jarniqa, da området var ukendt og fremmed for Valandil. Han måtte jo bare stole på hende, hvilket han i forvejen ikke var særlig meget for, hvis han selv skulle sige det. Han prustede ganske let og bed tænderne sammen, inden han igen vendte blikket mod hende. "De er nemmere at finde, og der er flere af dem. De efterlader spor, så tydelige, at spore og følge," fortalte han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket ned mod sit ben. Han klemte øjnene let sammen. Han var virkelig ikke meget for at stoppe op, og særligt hvis de efterhånden nærmede sig. "Forhåbentlig.. er der langt endnu?" spurgte han mere direkte. Benet var virkelig begyndt at gøre ondt.

[Jarniqa Dynithril]

Let trak Jarniqa på skulderen. ”Hvis det er sådan, at du ønsker det.. I så fald vil jeg igen mene, at Peggeija er det korrekte sted for dig,” sagde hun ærligt. Ensomt og smukt var Paggeija nemlig. Damien havde selv valgt stedet her for ham og hende, fordi det lå enligt, og de havde al den plads og al den natur at boltre sig i. Selv måtte hun også være anderledes i forhold til Damien og Valandil. Faktisk mindede de to mænd på sin vis om hinanden i og med, at de begge ikke stolede på nogen, hvor Jarniqa var deres modstand, da hun selv blot ønskede at opleve og at lære. Det ironiske var dog, at selvom Damien og Valandil på sin vis mindede om hinanden, så var hun sikker på, at de ej kunne fordrage hinanden. Derfor var det også bedst, at hun indlogerede Valandil et godt sted fra Benden og i en af klippehulerne. Et kækt smil søgte over hendes læber, hvor hun også endte med at blinke til ham. ”Jeg tror nu godt, at jeg kunne tage dig,” endte hun med at sige i en munter tone. Lettere arrig ville han højt sandsynligt blive over hendes ord, men på den anden side ... kunne han så ikke bare forstå, at det var sådan hun var? Det smaragdgrønne blik vendte hun igen frem for sig. Selvom han intet sagde, kunne hun godt fornemme, at terrænet tærede på ham. Det var dog hans egen skyld i og med, at han selv havde ønsket at bestige bjerget og at leve i skjul. ”Det er sandt, at de større dyr er lettere at spore og at ramme.. Det gør dog også, at det bliver mindre interessant. Kaniner er trods alt små, og med et enkelt blink fra øjet, kan de være væk,” sagde hun roligt. Igen så hun mod ham, som han ”beklagede” sig. ”Kan du ikke mere?” spurgte hun direkte, inden hun fortsatte. ”Men bare rolig.. Vi er der næsten..” Foran dem begyndte man også at kunne ane, hvordan der var en klippevæg og … et hul. En klippehule.

[Deleted]

"Jeg har for længst accepteret mit lod i livet," forklarede Valandil med en rolig stemme. Han var blevet efterladt til at dø, men havde derimod vist sig, at være stærkere end som så, og det var vel det som gjorde, at han også levede den dag i dag? Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen. Hun ville kunne tage ham? Selvom han skulle til at hidse sig op igen, måtte han tage sig i nakken. "Var det en joke?" spurgte han i stedet for. Hvis hun var typen som drillede og den slags, så måtte han jo forsøge at holde sig lidt i skindet. Det var bare svært, når han var blevet for vant til det modsatte, og særligt når det foregik på denne her måde, som det nu gjorde. 
Det var efterhånden ved at være temmelig hårdt for ham at gå, men han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det, som det var lige nu. Han bed tænderne let og fast sammen. Han nikkede. Han kunne jo ikke ligefrem skjule, at det var ved at være hårdt for hans ben at vandre op af bjerget, men han var så derimod også fastbesluttet på, at det var noget som skulle lykkes ham! "Jeg klarer mig," sagde han, inden han satte staven stædigt i jorden, for at fortsætte. Han vidste at han burde holde pause.. men det kunne han gøre, når han kom frem.
Hvor Jarniqa egentlig førte ham hen, var Valandil fuldstændig ukendt, og dog, måtte han sige, at han var ved at være spændt på det. Han trak svagt på smilebåndet. Han gik mere og mere langsomt, men han var for stædig, til bare at stoppe op. "Kaniner er hurtige og efterlader ikke så tydelige spor, selvom de er nemme t se, om man ved hvad man skal søge efter. Jeg var en stolt jæger dengang.. Vel og mærke, før mit våben blev taget fra mig," sagde han denne gang mere sammenbidt. Han havde bestemt ikke accepteret eller tilgivet Daelis for at have taget det fra ham!