A days work..

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt lyttede Jarniqa til hans fortælling, som den uden tvivl fascinerede hende. ”Har De altid gjort det, at De har solgt genstandene videre, eller hænder det til tider, at De selv beholder dem? Det lyder nemlig som om, at der til tider må være de ting, som frister en selv,” lød det nysgerrigt fra hende. Hvad han helt præcist havde fundet gennem tiden, vidste hun ikke, men selv en krystal der kunne fortælle sandheden, lød interessant i hendes øjne. Dog kunne hun ej sige, at hun nogensinde havde haft brug for en sådan egenskab. Hun var nemlig ej den person, som ofte omgik folk socialt og personligt. Derfor var det også helt utroligt, at hun var blevet så længe hos Marcellus. Dog måtte hun sige, at han interesserede hende.. ”Fristende kan jeg ej benægte, at det lyder.. Eventyrer, skjulte skatte, rigdomme.. Der er ikke meget ikke at kunne lide,” sagde hun ærligt med smilet på læben. Nej, hun kunne bestemt ikke lyve angående dette, da hun i sandhed måtte være fristet. Aldrig før havde hun fået et sådant tilbud. Derfor kunne hun også helt føle, at det var nu eller aldrig, men var tiden inde til det? Ville hun være i stand til at rejse væk fra alt, hvad hun kendte og særligt Damien? Svært var det, da alt dette altid havde været hendes liv. Dog savnede hun også eventyrer, og dette lød i sandhed som et! Sit nye vinglas løftede hun op til læberne, hvor hun prøvende måtte smage på den honningsøde vin. Sødt. Det var hendes første kommentar til den nye vin. Sjovt måtte det endnu smage hende, men stadig måtte den være hende bedre end rødvinen. Roligt stillede hun glasset fra sig igen. ”Sikke mange spørgsmål De har,” sagde hun smilende, uden at smilet falmede. ”Jeg kan fortælle, at jeg er yngre end Dem.. At jeg altid har været i denne branche, og at jeg er selvlært, ligesom jeg også er selvlært i at forsvare mig.”

[Deleted]

Marcellus smilede skævt og gav hende et respektfuldt nik * hun er ikke dum hende her. Hun kan helt sikkert blive mere brugbar end jeg først havde forventet, dog virker hun ikke så interesseret.. Dette er der desværre ikke meget jeg kan gøre for at ændre.. Hendes måde at undgå de vigtige svar, nøglesvarene som om hun var alene i verden. Hvis hun var ville hun ikke have set det som et vigtigt spørgsmål og svaret på det. Det må altså sige at hun har nogle bånd. Noget der forhindre hende i at tage med mig.. Jeg må finde ud af hvad og skaffe mig af med hendes bånd.. Skære hende fri *. Marcellus tog sit glas op og tog en slurk. Da han havde sat glasset svarede han '' De har ret.. Der er nogle gange objekter der huser magiske egenskaber jeg kunne bruge.. Men.. Det er faktisk et livs valg ikke at beholde dem.. Ser de.. Hvis man bruger en ting, en brugbar ting.. Så bliver man dårligere. Se det sådan her.. Hvis jeg hele tiden bruger en hest, så kommer jeg i dårlig kondition.. Bliver min hest skudt af en pil vil jeg ikke være i stand til at løbe væk fra fjenden, på grund af min kondition.. Hvis jeg aldrig havde haft en hest.. Så ville jeg være i stand til at læbe fra dem til at starte med.. Min pointe, disse objekter gør ting nemmere.. Men når man mister dem er man svagere end man var før man fik dem ''. Marcellus lyttede til hendes ord. Han valgte at bruge en mere, direkte tilgang. Han lænede sig ind over bordet og sagde plant '' Hvad skal jeg gøre for at få dig til at skære alle bånd og tage med mig.. hvad skal jeg gøre for at få dig til at glemme fortid og nutid og tænkte udelukket på fremtid? ''. Hun var for klog til at snyde med en aller anden aftale. Han måtte være direkte og spørge hvis han skulle have de svar han havde brug for.

[Jarniqa Dynithril]

Interesseret lyttede Jarniqa, som han uden tvivl havde en interessant, men også korrekt holdning. Sandt var det nemlig, at jo flere hjælpemidler man tog imod, jo svagere blev man. Ganske vidst var man stærk, så længe man havde remediet og kunne bruge det, men hvis det pludselig skulle glippe for en, ville man stå splitter nøgen. ”Hvor fristende hjælpemidler end kan lyde, må jeg indrømme, at vi tænker ens på det punkt. Fristende er det, men svagt står man, hvis ej man kan klare sig uden.. Har De altid haft denne tilgang til Deres arbejde? Selv tænker jeg nemlig, om De var af en anden holdning, dengang De startede,” lød det nysgerrigt fra hende, som det var svært at undgå at interessere sig. Det var trods alt et utroligt spændende liv, som han førte. Et liv, som i den grad også tiltalte hende. Det indeholdt nemlig, alt hvad kunne ønske, hvis man ønskede eventyrer ligesom hende. Sandt at sige var der dog en årsag til, at Jarniqa ikke bare sprang ind i aftalen med hovedet først. Problemet for Marcellus var blot, at hun ej havde i sinde at fortælle ham om det.. Skjult levede hun og hendes værge nemlig, og derfor agtede hun ej at udfritte Damien foran denne fremmede mand. ”Lad mig tænke over Deres tilbud. Det er trods alt en stor ting, som De beder mig om,” endte hun med at sige. Det var ej fordi, at hun ikke ville med ham, for det ville hun.. Fristelsen var skam stor. Det var nærmere fordi, at hun ej var så alene i denne verden, som hun ellers havde givet udtryk for.

[Deleted]

Marcel smilede en smule. Hun havde ramt rigtigt. han var startet med at handle med magiske ting i håb om at finde nogle der kunne hjælpe ham med at besejre hans Fader. Men Marcel lærte hurtigt at ting ikke kunne vinde en kamp, det var intelligens og ens evner, for ting kunne mistes eller ødelægges. Marcel nikkede '' Ja.. Jeg var engang af en anden holdning.. Men jeg var næsten lige begyndt med at finde magiske objekter da jeg hørte om et sværd, dette sværd skulle være i stand til at lave sår der ikke på nogen måde kunne heales. Jeg fulgte ledetrådene og fandt sværdet. Det var i hånden på skelet der på i en grotte. Grotten tilhørte ulve.. Ikke magiske eller dire ulve, helt normale ulve. Jeg kom til at tænke over det, hvordan kunne en person med så mægtigt et våben dø til normale ulve?. så jeg undersøgte hvem der havde holdt sværdet sidst. Svaret var simpelt, sværdet havde gjort ham overmodig og langsomt lullet ham i en falsk sikkerhed. Han var en af verdens bedste sværdkæmpere. På grund af dette turde ingen udfordre ham. Efter lang tid uden overfald, var han ikke længere trænet eller opmærksom på det. Ulvene overraskede ham og selv om han var god til at slås, så var han ikke længere god til at klare at blive overrasket. Ulvene vandt fordi sværdet havde givet ham denne svaghed.. Siden den dag, har jeg valgt aldrig selv at bruge disse genstande. Medmindre det er yderst nødvendigt ''. Marcel smilede og nikkede til hendes ord. Han lænede sig frem '' Jeg vil virkelig gerne have dem med mig.. Så tænk godt og længe over det.. Tro mig, de vil bestemt ikke fortryde det ''. Marcel smilede igen. Han havde intet imod at fortælle sine historier. Han ville gøre hvad han kunne for at overbevise hende om at tage med ham.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt lyttede Jarniqa igen til hans fortælling, som han i sandhed kendte til historier, som hun ikke havde kunnet forestille sig i sine vildeste drømme… eller jo, men så havde det blot været en del af et børneeventyr. Nysgerrigt spekulerede hun over, hvordan det mon ville være, hvis hun havde været personen i hans historie. At det havde været hende og ej ham, som havde draget ud på disse eventyrer og fundet disse magiske genstande. Interessant lød det uden tvivl, og især for en kvinde på hendes alder. Hun var nemlig i den alder, hvor man blot ønskede eventyr og spænding i sit liv. ”Deres historier lyder, som var de et eventyr. Et eventyr, som man fortæller børn og familier,” kommenterede hun med et smil på læben, som det bestemt ikke var negativt ment. ”Hvor længe har De gjort dette? Har De altid gjort dette alene, eller skifter De partnere fra tid til tid? Og har De nogen, som venter på Dem derhjemme, eller lever De blot et liv alene på færden?” Selv havde hun allerede en række ideer til svarene, men alligevel var hun nysgerrig på at høre det. Selv troede hun, at han havde gjort det i en del år. Det refererede hans historier nemlig til, samt hun vidste, at særligt vampyren kunne blive gammel. Alene troede hun, at han var, da han endnu ikke havde talt om familie, samt hun tvivlede på, at det var de færreste kvinder, som nød en så flyvsk mand. Dog kunne hun ikke videre udtale sig om det, da hun selv aldrig havde været med en mand, samt det kvindelige køn ej var en type, som hun videre befærdede sig med. Hun havde faktisk ingen forhold udover det, som hun havde til Damien, og han var også hendes værge. ”Jeg betvivler skam ej heller, at det skulle gå hen og blive et kedeligt liv med al det, som De kan berette om.. Dog har jeg stadig en ting eller to at overveje. Dette er trods alt mit hjem,” sagde hun roligt, skønt det ej var Manjarno, som holdt hende tilbage, men nærmere ideen om hendes værge. Selv var hun nemlig parat til at undersøge de andre lande og områder nærmere.

[Deleted]

Marcel lænede sig tilbage og smilede svagt. han sagde blidt '' Tro mig, et sådan ~eventyr~ som du så elegant kalder det, er bestemt ikke uden sine negative sider. Hvis du skal med mig skal du have hele sandheden at vide. Rejsen til eventyret tager tid, det er ikke nemt, ingen bad eller god mad. Det er telt i regn, storm, kulde og varme. For ikke at snakke om de fælder ruinerne indeholder. En 8 meter lang kæmpeslange er nu heller ikke nogen dejlig overraskelse, eller en chimera for den sags skyld. Grunden til du hører det som et eventyr er fordi man undlader alt det krævende og hårde ved det''. Marcel nikkede '' Jeg er en mand der ofte kun stoler på sig selv. Jeg holder mig for mig selv og alt jeg tjener og opnår, går derfor altid også til mig selv. Men det er på tide at det forandre sig. Jeg kunne bruge dine talenter til mange ting, ting der vil gavne os begge to i sidste ende. Det kan jeg love dig. Man kan tjene meget alene, men mere hvis man er på intelligente og kompetente personer ''. Marcel måtte lægge kortene på bordet. Men hun spurgte ham om en del og nu følte han at det var på tide at vende bordet lidt. Derfor lænede han sig lidt frem '' Nu har jeg svaret ærlig på så meget, så må du svare mig lidt. Hvad holder dig tilbage? og hvordan kan det være at du overhovedet overvejer mit forslag til at starte med? ''. Marcel måtte finde ud af hvad der bandt hende så han kunne skille sig af med den ting, eller person. Dette var den hurtigste og nemmeste måde at opnå hans mål på. Han havde fremstillet sig selv som en ærlig og ligetil person, men sandheden var at alt dette blot var en facade. Marcel hold sine hemmeligheder for sig selv og brugte alt til at få hans vilje. Der var en grund til at han var alene. Han var kold og logisk, men måske kunne denne kloge kvinde ændre på den tankegang af hans.

[Jarniqa Dynithril]

”Selv med det mørke, ser jeg eventyret for mig.. Jeg ser nemlig ikke blot på et eventyr, som var det en børnefortælling, men derimod som var det en rejse. En rejse med både det gode og det onde, det lyse og det mørke. Når jeg tænker eventyr, tænker jeg spænding. Nye veje, nye opdagelser, samt fare på vejen.. Ej kan jeg sige, at jeg har den erfaring som De har, men alligevel er jeg vis på, at man skal tage det sure med det søde,” sagde Jarniqa roligt, som hun bestemt ikke var dum. Lært var hun måske ikke, men dum var hun ej heller. Selv ønskede hun at komme ud og opleve, og lige umiddelbart lød det til, at det var præcis det, som Marcellus kunne skaffe hende. Fristet var hun uden tvivl også til fluks at springe på vognen, men Damien … Damien skulle hun minimum give besked, inden hun drog af sted. ”Ensomt lyder det at skulle være helt alene. Men selvfølgelig … man stifter vel også en del bekendtskaber, når man konstant er på farten. Det gør vel også, at man møder en del forskellige personligheder.” Ensomt lød hans liv på sin vis, men ej heller kunne hun sige, at hendes nuværende liv var videre socialt. Ingen venner havde hun trods alt, som hun kun havde én værge. Selv var dette også noget som vakte irritation hos hende, som hun ønskede at komme ud.. Hun ønskede at møde folk og opleve ting! Tilbage i sædet lænede hun sig. ”Jeg har aldrig oplevet, hvad De har oplevet, og det finder jeg interessant. Selv ønsker jeg at opleve det mere spænding, end det man oplever som en lommetyv. Endvidere ønsker jeg at se mere af verdenen, samt blot opleve nye sider af den,” sagde hun ærligt, inden hun nippede til honningvinen igen. Hmm… Væsken syntes umiddelbart at smage det sødere og det bedre, som hun drak mere af den.

[Deleted]

Marcel lænede sig tilbage i sin stol og satte sine arme over kors og betragtede hende med en neutral mine plantet på hans ansigt. Lidt efter viste der sig et smil på hans læber. han sagde glad '' dig kan jeg lide. Din tankegang er forfriskende ''. Marcel grinede en smule. Hun havde bestemt vundet noget af hans respekt, det var helt sikkert. Hun var som sagt ikke lært og nobel som ham. Men hun var en overlever og der sad et godt hoved på hendes skuldre. Helt klart noget Marcel havde respekt for. Han trak på sine skuldre og svarede '' Faktisk holder jeg mig best for mig selv. Der opstår så mange problemer når man følger hovedvejen. Og ser jeg folk i nød, hvorfor så hjælpe dem. Det er ofte fælder for at lokke folk til og stjæle alt hvad man har. Som jeg ser det er et eventyr mere om rejsen og ikke alle de halv hjerner man møder på denne rejse. Men sandt nok ''. Marcel nikkede over imod hende '' Nogle gange møder man folk der er vær at bruge tid på, folk som dig. Men det er godt nok ikke ofte''. Marcel tog en stor sip af sin vin og hældte noget mere op i hans glas. Marcel smilede atter og sagde '' Hvis de ønsker så meget at tage med på eventyr, så ser jeg ingen grund til du ikke skulle hoppe ombord. En intelligent og dygtig kvinde som dig vil klare sig fint. Vi kan jo altid vende tilbage hertil, tro mig.. Vi kommer til at tjene en formue på det her og vi kommer til at opleve ting du eller kun kunne drømme om ''. Marcel smilede skævt og lænede sig ind over bordet og sagde med en hvisken '' Vi ved begge to du kommer til at fortryde det resten af dit liv hvis du ikke tager med ''. Han var nu kommet med hans bedste punchline.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert trak Jarniqa på smilebåndet. Ja, selv måtte hun tænke, hvad skulle der ikke være at kunne lide, men det var jo også bare hende. Kæk var hun dog, og derfor havde hun svært ved at lade være.. Hun blinkede til ham. ”Hvad skulle der ej heller være ikke at kunne lide?” lød det muntert fra hende. Hvorvidt hun ville være i stand til at leve fast med en anden mand end Damien, vidste hun ikke. Hun havde trods alt aldrig prøvet det, som hun var vant til kun at havde Damien. Derfor måtte tanken både være skræmmende og spændende på en gang. Dog tvivlede hun på, at Damien ville bifalde ideen om, at hun forlod ham til gengæld for en fremmed.. Dog måtte han være kendt med det faktum, at hun før eller siden ville flyve fra reden. Problemet var blot, at hun vidste, at hun altid ville være hans lille pige. Betryggende var den tanke dog også. ”Siden De fortæller, at De foretrækker at rejse alene, er jeg så den første, som De har anmodet om at følge Dem?” spurgte hun ham nysgerrigt, da det jo nærmest lød sådan. Tilpas måtte hun dog også være med den tanke, da det uden tvivl fortalte en ting eller to! Let gjorde han det dog ikke for hende, da han fastholdt, at hun ville fortryde det, hvis han ej tog imod hans tilbud. Hun bed sig selv i læben. Åh, hvor var hun fristet! ”Giv mig nogle dage..,” endte hun alligevel med at fastholde. ”Det er nemlig ikke blot at sige ja, og lade det være det. Jeg har mere at skulle tænke over end som så.” Ej nævnte hun Damien på noget som helst tidspunkt, men fint nok var det vel også at hentyde til, at der var noget mere i hendes liv. Hun ønskede at sige ja, men hun skulle blot først klirre den med Damien.

[Deleted]

Marcel rystede på hovedet. Han tænkte, hvorfor ikke fortælle sandheden, måske hvis jeg siger sandheden er den mere lokkende end en løgn også selvom sandheden er mørk. Marcel tog en slurk vin mere og svarede '' Nej, jeg startede som 16årig. Dengang var jeg en anden end jeg er nu. Min første rejse partner var en elver ved navn Simron. Han var en ung elver. En fantastisk kriger. Vi blev hurtigt gode venner. Han lærte mig at jage i naturen og jeg lærte ham kunsten af at handle. Vi rejste sammen i et halvt år før vi kom i en situation hvor det blev klar for mig. Nogle orker havde os pinned down i en ruin. Der var kun tid til en kunne slippe ud. Simron kiggede på mig og uden videre løb han mod udgangen. Jeg blev stående og kæmpede. Han efterlod mig i stikken. Ved  et mirakel fik jeg dræbt alle orkerne. Men jeg var hårdt såret. Simron kom tilbage og fandt mig, healede mig og passede og plejede mig. Da jeg var kommet til fuld styrke igen... Dræbte jeg ham. Jeg kunne ikke tilgive at han forrådte mig. Det er grunden til jeg ikke tager andre med, jeg følte kun jeg kunne stole på mig selv ''. Marcel smilede charmerende '' Men jeg tror jeg er klar til at tage en ny med på slæb. Som sagt, jeg er ikke den samme som jeg var dengang ''. Marcel grinede drilsk og sagde '' Jeg er værre''. Marcel nikkede en smule og sagde venligt '' Jeg giver dig to dage, mere kan jeg ikke give dig. Det er faktisk at give dig mere end jeg normalt ville. Jeg er en travl mand, to dage er meget i rejsetid. Men fordi det er dig, får du to dage ''.

[Jarniqa Dynithril]

Hvad skulle Jarniqa mene om Marchellus’ fortælling? Ja, hvad skulle hun helt seriøst mene? Hans tidligere samarbejdspartner havde han myrdet idet, at manden var stukket af.. Selv forstod hun udmærket, at han var blevet vred, men mord? Kunne hun overhovedet selv slå ihjel? Selv håbede hun, at hun kunne, hvis det gjaldt liv eller død, men ellers? Det eneste hun havde slået ihjel indtil nu var kaniner og rådyr jo! Hvad ville der ske hende, hvis hun sagde ja til hans tilbud, og hvis hun i så fald skuffede ham? Ville han i så fald slå hende ihjel? Hendes negle søgte taktfast mod glasset, alt imens hun tænkte.. Ikke just en handling, som hun selv var klar over. ”Og hvad ville der ske, hvis jeg takkede ja til Deres tilbud, og hvis jeg på et givet tidspunkt skuffede Dem? Ville det gå ud over mit hoved i så fald? Selv vil jeg vove at påstå, at mit hoved ser langt kønnere ud på mig, end hvad det ville gøre på jorden,” kommenterede hun med et lille smil på læben, skønt det var dybt seriøst, at hun ønskede at høre dette. Forbandet vigtigt var det trods alt at vide, om han kunne finde på at vende sig imod hende! Hendes negle fandt til ro igen, som hendes fingre nu lukkede sig om vinglassets stilk. ”Jeg vil dog tage imod de to dages betænkningstid,” kommenterede hun, inden hun hævede sit glas mod ham. ”Skål for en mulig samarbejdsaftale, og et godt udbytte for aftenen. ” Hvad end der ville ske herfra kunne hun kun sige, at hun var fuldt ud tilfreds med sit nuværende udbytte. Selv havde hun trods alt fået mere på en dag, end hvad hun umiddelbart kunne skaffe sig på uger!

[Deleted]

Marcel kunne ikke lade være med at grine lidt. Han kiggede hende direkte i øjnene og sagde roligt '' Hvis du efterlader mig til at dø. Dræber jeg dig, det kan du være helt sikker på. Men hvis du skuffer mig, det er jo en helt anden sag. Her snakker vi og forræderi og svigt. Forræderi er utilgivelig, men svigt kan arbejdes på. Jeg er sikker på vi vil svigte hinanden og lave fejl. Dem må vi arbejde på og forbedre, så vi bliver en bedre team. Simron efterlod mig til at dø. Han kunne lige så godt have stukket mig i ryggen. Du skal ikke være bange for jeg dræber dig, så længe du ikke stikker mig i ryggen ''. Marcel tog fat i sit glas og skållede med hende. Han havde fremlagt sit forslag, sin aftale. Han kunne ikke gøre så meget mere, resten var op til hende. Nok var Marcel en ond person, men han var langt fra urimelig eller utilregnelig. Han var en logisk og meget kold person, det var vel både en ulempe og en fordel.

[Jarniqa Dynithril]

Bizar og lettere morbid var situationen, men alligevel kunne Jarniqa ikke lade være med at slippe et grin. Han var i sandhed en mærkværdig person! … og det tiltalte hende. Interessant var han nemlig, som han var anderledes på alle måder, end hvad hun umiddelbart var vant til. Selv var hun vis på, at hun ville løbe en risiko ved at sige ja til hans tilbud, men åh hvilket eventyr hun også kunne få! ”Jeg må sige, at De er en speciel person, som visse folk sikkert ville fraråde at opsøge, men De har nu engang nysgerriggjort mig,” sagde hun ærligt, inden hun førte vinglasset op til læberne og tog en tår af væsken. Besynderligt var det nu engang, som væsken kunne ændre sig i hendes mund, som hun tog flere og flere tåre af den. Måske var det også et tegn på, at man skulle stoppe? Selv havde hun trods alt set, hvordan folk rendte sanseløse omkring, når de fik for meget indenbords. Roligt stillede hun glasset fra sig, alt imens hun lod sit smaragdgrønne blik hvile på Marcellus. Gad vide, hvordan Damien ville tage det, når hun nævnte Marcellus for ham? Han ville vel næppe blive glad.. Hun var trods alt hans lille pige, hvor de altid havde været sammen. ”Hvad er Deres planer, mens jeg tænker tingene igennem?” spurgte hun, hvorefter hun gav sig i kast med resterne af hendes måltid. Godt mæt ville hun uden tvivl være gennem de næste par dage! Dog havde han også fortalt hende, at dette selv var en sjældenhed for hans vedkommende.. En skam var det, men på den anden side var det blot, hvad hun var vant til. Selv var hun nemlig vant til at sove i en høstak, og når hun spiste var det, hvad hun eller Damien fangede.

[Deleted]

Marcel kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da hun spurgte hvad hans plan var. Igen vidste han at det ikke var en god ide at fortælle hele sandheden. Han ville ikke fortælle hvordan han ville holde sig skjult så de dusør jægere der var efter ham ikke fandt ham. Han var en jaget mand, så han rejste ikke via stiger, han holdt sig ikke i byer længere end nødvendigt, han tiltræk ikke opmærksomhed til sig selv. Men hun skulle have sandheden for at tro på ham. Så han måtte give hende den del af sandheden han kunne. Han sagde roligt '' Der er altid legender og denne by holder måske ledetråde om nogle af dem. Jeg vil bruge tiden på at undersøge disse legender imens jeg vender på svar fra dig ''. Marcel havde store planer for Jarniqa. Han havde brug for en som hende, når han skulle besejre sin far. Han havde brug for hende til at snige sig ind og åbne portene for ham og hans fremtidige hær. Han havde brug for en tyv, en uset hånd der kunne fastligge hvor hans fader befandt sig. Hans planer for hende gik langt over rejser og eventyr. Dog var det ikke løgn at de skulle ud og jage magiske ting, men hans planer for hende var langt dybere. Eventyr, rejser, krig, spænding, diplomati, opbyggelse af en hær, venskab, tillid, sorg, glæde. Så mange ting de skulle igennem og hans endeligmål ville være at rette sit blik imod et kongerige, en rejse der kun lige var begyndt, en rejse der var så umådelig lang, en rejse fyldt med alt det en sand historie af legende ville indholde. Marcel kunne ikke opnå alle disse ting alene. Han var ikke almægtig, men han var det der skulle til, taktisk og intelligent.

[Jarniqa Dynithril]

Interesseret så Jarniqa op fra sin tallerken igen, som hun nu skubbede den fra sig. Hvilket udsøgt måltid! En skam, at dette muligvis var hendes sidste, eller om end det sidste i umindelige tider. Selv havde hun nemlig ikke midlerne til at føre denne levestandard. Ganske vidst havde hun fået en god pengesum fra sin aftale med Marcellus, men for evigt rakte de penge skam ej heller. De skulle derfor bruges fornuftigt, samt gemmes til når det virkelig brændte på. ”Den ene plan efter den anden.. Det lyder ikke til, at De nogensinde holder Dem i ro,” kommenterede hun med et smil på læben, som hun bestemt ikke havde noget imod det! Nej tværtimod ville hun elske, at det var hende som levede således. Et liv fuld af spænding.. Igen lænede hun sig tilbage i sin stolt, hvor hun placerede det ene ben hvilende over det andet. At han i virkeligheden havde større planer med hende, end hvad han umiddelbart gav udtryk for, kunne hun ikke vide. Tankelæser var hun trods alt ikke. ”Jeg håber dog, at De finder de ledetråde, som De har brug for. En skam ville det være, hvis en mand som Dem ikke kunne efterleve de ideer, som han havde.” Hun smilte let. En eventyrer var han tydeligvis, og derfor var det også der, at han skulle være. Spændt var hun også selv på at finde ud af, om det ville blive et liv, som hun ville dele med ham. Et sted kunne hun ikke lade være med at håbe.. Umiddelbart lød det nemlig til, at det var det, som hun længe havde efterspurgt til sig selv. Ung og nysgerrig var hun trods alt, og derfor var det meget at bede hende om at blive på det samme sted altid. Det og ikke lade hende skabe forskellige bånd.