A days work..

[Deleted]

Hun skulle bare vide. Han liv var meget mere fyldt med spænding og fare end hun troede. Men han kunne jo ikke sige hvordan han var eftersøgt i hele Dvasia. Hvordan han var en fyrstesøn på flygt. Hvordan dusør jægere var i hælene på ham konstant. Der var bestemt en god grund til hvorfor han ikke holdt sig i ro, hvorfor han hele tiden var på farten. Marcel smilede skævt og sagde '' Hvorfor spilde tiden. Det kan man gøre når man bliver gammel og grå, her i ens ungdom må man smede mens jernet er varmt, som man siger ''. De gamle ordsprog var noget Marcel ofte brugte. Mest af alt fordi de jo var relevante i denne tid, men mest fordi han holdt af traditioner. Da hun sagde at hun håbede han fandt hvad han ledte efter lænede Marcel sig frem og kiggede undersøgende på Jarniqa og sagde blidt '' Ingen ledetråd ville være i nærheden af hvad deres hjælp ville være. Så længe de vælger at tage med mig, så ville alt andet jeg kan finde i denne by være ligemeget. Tro mig, mit liv er langt mere spændende end jeg har fortalt om og det vil deres også blive hvis de tager med, men valget er deres, frøken Jarniqa ''. Marcel brugte virkelig alle tricks han havde, alle overtalelses metoder der var i bogen. Hvis ikke det her virkede, så ville intet virke. Nu var der kun tilbage og håbe på at hun var der om to dage når de skulle mødes. Han havde dog sin tvivl. Det virkede som om at der var bånd der holdt hende tilbage, bånd han ikke kunne skære over. Han havde dog ikke besluttet om han skulle dræbe disse bånd hvis ikke hun takkede ja til hans tilbud. Men det måtte tiden vise om han havde i tankerne at gøre.

[Jarniqa Dynithril]

Marcellus ideologi var uden tvivl en ideologi, som Jarniqa kunne følge. Problemet var blot, at det ej var en ideologi, som hun var vant til at følge, da hun endnu var hjemmeboende, og derfor endnu var underlagt sin værges regler. Derfor var det ikke alt, som hun bare kunne gøre. Der var skam begrænsninger. Indtil nu havde hun også sagtens kunne leve med dem, men som hun steg i årene, kunne hun også mærke, hvordan hun langsomt ønskede at slå sig løs. ”Til det kan jeg også blot give Dem ret,” sagde hun sandfærdigt. ”Forfærdeligt må det være at tænke tilbage på alt, hvad man kunne ønske sig, at man havde gjort. Bedre må det i så fald være at gøre det og vide, at man gjorde det på godt og ondt.” Tilbage i stolen gled Jarniqa, som hun fik en mærkværdig følelse af, at det var bedst, hvis hun kom en smule på afstand fra ham i denne stund. Hans overtalelse.. Den lød så bevægende.. så tiltalende.. så korrekt. Det var nemlig, som talte han direkte til hendes drømme. Til hendes eventyrlyst. Selv ønskede hun jo at opleve lidt af hvert, og derfor var det blot at fodre den side, når han sagde, at hun aldrig ville kunne opleve noget lignende ellers. Var han mon altid så overtalende? ”De forsøger at overtale mig,” kommenterede hun med et svagt smil på læben, som det i sig selv var noget så tydeligt. Han lagde jo end ikke skjul på det! ”Jeg husker dog, at De på et tidspunkt sagde, at vi skulle ligge arbejdet til siden og nyde maden. Maden er ganske vidst væk nu, men det er selskabet ej,” endte hun med at sige, som hun var nødt til at få hans lokken lidt på afstand. Hun var nødt til at kunne tænke klart, da det var en alvorlig beslutning!

[Deleted]

Marcel grinede en smule og nikkede '' Dog er det dig selv der har stillet spørgsmålene. Jeg har blot svaret på dem. Så jeg kan sige at jeg har hygget mig hidtil ''. Marcel blinkede til hende og sagde flirtende '' Jeg forsøger mange ting. Man kan jo kun håbe på at nogle af dem.. Lykkes ''. Hun havde ret, han kunne lige så godt slappe af og nyde aftenen. Der var meget på spil men ikke så meget at han ikke kunne slappe lidt af. Dog var han slet ikke van til at slappe af og bare nyde livet. Normalt havde han altid en bagtanke, altid en plan. Marcel kiggede på Jarniqa og smilede. Han ville give det en chance og bare slappe af. Dog vidste han ikke hvordan man havde det sjovt på denne måde. Det var så forfærdelig lang tid siden han bare havde kunne sætte sig ned og have en hyggelig aften. Marcel lagde sin kniv og gaffel fra sig og vinkede tjeneren ned så hun kunne tage deres tallerkener med væk. Da tjeneren kom ned gjorde han tegn til at hun skulle lade vinen stå. Nu hvor han havde snakket så meget, ville han lægge lidt op til at hun skulle tage over. Han sagde roligt '' Jamen er det så ikke på tide du viser mig hvordan man har en hyggelig aften. Det er ikke noget jeg har ofte, på grund af mit job''. Marcel lænede sig tilbage i stolen og slappede af. Det var næsten som om et ton blevet taget af hans skuldre. Han havde virkelig haft brug for at slappe af. Der skete så meget hele tiden at han helt glemte at koble fra. Men det var vel en af bi effekterne ved hele tiden at være jaget.

[Jarniqa Dynithril]

At han bevilligede i at dele en hyggelig aften med hende, fik Jarniqa til at trække let på smilebåndet. Problemet opstod også først, da han bad hende om at sørge for den hyggelige og afslappende stund. Selv var hun nemlig ikke vant til at omgås folk i længere tid ad gangen.. Venner havde hun nemlig ikke, som hun kun var vant til at dele korte stunde med folk. Derfor måtte hun sige, at hun havde let ved at hygge sig alene, men med andre.. Ja, en gang skulle vel være den første? Interesseret var hun dog også i det, da hun savnede at være omkring andre. Ung og frisk var hun nemlig, og derfor var det kun en naturlig udvikling, at hun ønskede at socialisere sig med folk. For hendes værges vedkommende, var det skib dog allerede sejlet for længst, som han frygtede menneskeheden. Det måtte også være af den årsag, at de altid havde levet isoleret. ”Jeg må indrømme, at jeg ej er vant til at færdes steder som disse, når jeg hygger mig. Dog finder jeg det hyggeligt blot at tale med dig, og at lære dig at kende,” sagde hun ærligt, hvor det i sig selv måtte være ganske simpelt. ”Hygge for mig kan dog være forskellige ting.. Det kan både være at vandre omkring i gaderne og blot betragte livet, eller at færdes i skoven til en jagt.” Hendes hoved søgte en kende på sned. Nysgerrigt hvilede hendes blik på hans ansigt, som hun måtte finde ham ganske interessant. Anderledes fandt hun ham nemlig, hvilket måtte være utroligt tiltalende. ”Hvad plejer De at lave, når De endelig har tiden til blot at more Dem?” spurgte hun nysgerrigt. Selv havde hun trods alt kun hørt om hans arbejde.. Hun havde faktisk slet ikke en ide om, hvad han ellers kunne lide at lave i sin fritid. Indtil nu havde det trods alt kun været eventyrer, og selv hvis eventyrerne fyldte meget i hans liv, måtte han alligevel have tid til andet en gang imellem.

[Deleted]

Hendes ord fik ham til at tænke tilbage på hans valg. Hvis han havde valgt at dræbe hans egne søskende, ville han have vundet sin Faders gunst. Sådan en aften som i aften. Fin mad, varme og godt selskab ville have været hverdag for ham hver dag. Sådan en bøf ville have været normen. Men han fortrød intet, for hun havde ret. Det liv han havde nu var spændende og han havde lært så meget. Han var en overlever, det var der ingen tvivl om. Marcel grinede en smule og sagde '' Ja du har lært en masse om mig.. Men jeg har dog ikke lært så meget om dig.. Men det får jeg jo rig mulighed for hvis du takker ja til mit tilbud ''. Sandheden var at han følte hun havde undgået hans spørgsmål og virket meget, privat omkring sit liv. Han smilede da hun sagde at jagt var hyggeligt for hende. '' Jarniqa.. Du skal vide at hygge bliver en dag uden regn og kulde. Dette liv er meget hårdt. Belønnende, men hårdt ''. Han vidste at vejen frem med denne intelligente kvinde var sandheden. Han måtte virke ærlig og oprigtig hvis han skulle have bare den mindste chance for at overtale hende. Hendes spørgsmål fik ham til at læne sig tilbage og tænke sig om. Han morede sig når han udføre psykisk tortur på folk der truede ham. Men det kunne han ikke sidde her og sige. Han måtte komme i tanke om noget der morede ham og stadigvæk var sandheden. Marcel smilede lidt og kiggede Jarniqa direkte i øjnene. '' Jeg har reddet min lillesøster. Nogle gange når jeg kommer forbi hendes hjem sætter jeg mig på en nærliggende klippe og kigger ud over hendes hjem. Ser hvordan hun vasker tøj i en balje udenfor. Hænger tøjet op. Vander hendes solsække blomster udenforan hendes hun. Jeg nyder at se det fredfyldte og rolige liv hun har. Et liv jeg føler er min skyld hun har. Et liv jeg kæmper så inderligt for at hun skal have lov til at beholde ''. Det var sandheden. Nok en af de eneste gode sider ved Marcellus, så det kom ham naturligt at snakke om det, selv om han aldrig havde gjort det før. Sandheden var at hans søster som ham selv var eftersøgt af hans Fader. Dog ikke nær så meget som Marcel, men stadigvæk. Hun boede i skjul ved et hus ved bjergkæderne. I nærheden af en lille sø og omringet af et mindre skovareal. Marcel vidste sig aldrig for sin søster. Lod hende ikke vide at han havde fundet hende og holdt hende i sikkerhed. Han ville ikke ødelægge det fredelige liv hun havde fået. 

[Jarniqa Dynithril]

”Hvad er skammen også ved, at jeg er et mysterium for dig? Se på mig som en spændende gåde.. Et spændende eventyr, som du ikke bare kan finde svaret på,” lød det legende fra Jarniqa, uden at hun tog de smaragdgrønne øjne for ham. En privat person var hun, men det var også, hvad Damien havde lært hende at være. Stol ej på folk.. Stol blot på dig og mig. Det gjorde, at hun i dag ikke blot sprang ud i en livsfortælling omkring sig selv. Svært var det dog også, da der var meget, som hun rent faktisk ikke vidste om sig selv. Det eneste hun kunne sige var, at hun hed Jarniqa Dynithril.. At hun var en tyv, der levede i et faldefærdigt hjem med sin værge, Damien. Derudover, at hun havde svært ved sine kræfter, som hun var datter af en mørkelver, Denjarna, og nutidens stærkeste magiker. Dennes navn kendte hun dog ikke. ”Så hygge for dig er en dag uden regn og kulde? Du er en ganske simpel mand,” sagde hun roligt. Nysgerrigt søgte hendes hoved en kende på sned. Sød, men alligevel sørgelig, forekom hans historie, som han fortalte om sin søster. En kvinde, som han åbenbart holdt af, men som han umiddelbart ikke bare kunne røre. Hun fugtede læberne let. Underligt lød det dog også, som det var svært at kende til historiens betydning, når hun ikke kendte til selve historien. ”Hvorfor kun betragte hende fra afstand? Hvorfor ikke hilse på? I er trods alt familie, og familie er vigtig. Hvorfor føler du derudover, at du skal kæmpe for, at hun kan beholde disse levevilkår? Hvad gør du derudover for at opretholde dem?” Mange var spørgsmålene, men svært var det også at holde igen, når først hendes nysgerrighed var blevet vakt. Interessant lød det også, som hun nu ønskede at høre mere om det.. Spørgsmålet var blot, hvorvidt han ønskede at fortælle hende om det. Dog mente hun ikke, at man kunne lukke op for et emne som dette, og dernæst klappe i som en østers. Det var som at vifte kødbenet foran hunden, for dernæst at fjerne det igen.

[Deleted]

Marcel vidste at hun skjulte noget. Meget faktisk, ellers ville hun ikke være så defensiv. Men hun var ikke hans fjende. Så han havde ingen grund til at finde ud af hvad det var hun skjulte. han grinede svagt og sagde '' Jamen så er du et eventyr jeg ser frem til at opleve ''. Han var langt fra en simpel mand. Men han kunne ikke fortælle hende sandheden. Han kunne ikke fortælle den næsten abesurte historie han var en del af. Det spil han spillede var bestemt ikke et som alle kunne spille. Hans liv var så kompliceret at han nogle gang brugte timer på at tænke alle detaljerne igennem. Han ville ønske han var en simpel mand og på mange måde så var han det bestemt også. Marcel nikkede svagt og smilede. Da hun spurgte om hvorfor han ikke nærmede sig sin søster kiggede han ned i sit glas og sagde tænksomt '' Mit liv.. Det jeg er og det jeg har oplevet.. Det vil jeg ikke bringe hende.. Som du ved er der meget fare og død omkring mig.. Det er ikke noget jeg vil bringe til min søster.. Hun lever et fredeligt liv og det skal hun have lov til ''. Han talte sandheden men igen var det lagt fra hele sandheden. Marcel beskyttede sine søskende imod deres Fader. Han beskyttede dem ved at holde sig væk fra dem. Han vidste at de ville slutte sig til ham hvis han bad dem om det. Han havde reddet dem fra døden. Men han vidste også at de ikke var så stærke som han var. Han vidste at der ville være en chance for at de døde hvis de tog kampen op imod deres Fader som han gjorde. Hvis de levede et godt og fredeligt liv så var Marcel glad. Deres lykke var meget vigtigere end hans egen. Marcel var et monster, ond og kold. Hans søskende var et lys i hans liv. De var hans gode side. Han ville gøre alt for dem.

[Jarniqa Dynithril]

Uforstående rynkede Jarniqa på panden over hans ord. Undrende spørgsmål plantede han nemlig i hendes sind, som hun ikke just følte, at der var helt krog på hans historie. Der var noget, som lurede under.. ellers havde han forklaret sig bedre. Selv følte hun i hvert fald, at der var mindst ét hul i hans fortælling. ”Sandt at sige er jeg klar over, at dit liv ej er simpelt, og derfor bringer fare og eventyr med sig,” medgav hun ærligt, inden hun sigende måtte fortsætte. ”Dog føler jeg ikke, at du leverer hele historien til mig.” Havde hun mon ret? Hun havde det i hvert fald på fornemmelsen. De smaragdgrønne øjne tog hun ej heller fra ham på noget som helst tidspunkt af deres samtale. Hun ønskede at se, om hun kunne fange en reaktion i hans mimik. ”Jeg forstår den del, at du elsker din søster, og at du ønsker, at hun lever et godt liv. Alt dette er i sig selv også ganske forståeligt.” Hendes hoved gled en kende på sned. ”Hvad der ikke giver mening er, hvorfor du skulle holde dig fra hende. Ganske vidst lever du et liv, hvor du søger skjulte skatte, men det er ikke ens betydning med, at det vil røre hende. Skadeligt ville det vel ikke være at mødes med hende for at drikke en kop … the,” sagde hun sigende. ”Personligt tænker jeg derfor, at hun enten må hade dig, eller også må en anden faktor spille ind.” Havde hun mon ret? Ville han overhovedet indrømme det for hende, hvis hun havde? Det kunne også være, at han tænkte, at hun ej havde været helt åben overfor ham, og at han derfor ikke ønskede at være helt åben overfor hende. Dette kunne hun dog ikke gøre noget ved, da der var visse ting i denne verden, som hun ikke bare kunne tale frit om.

[Deleted]

Marcel havde på ingen måde lyst til at fortælle hende den historie. Han havde aldrig fortalt den til nogen før. Han var en person der havde ekstremt svært ved at stole på andre. Selv om han ønskede at hun skulle slutte sig til ham, skulle det ikke være til enhver pris. Marcel lænede sig lidt længere frem ind over bordet. Han smilede lokkende og sagde roligt '' En dag kan det være jeg fortæller dig hele historien. Men en ting kan jeg sige dig.. Den har alt den historie og hvis du følger mig.. Så bliver du en del af den historien.. Men kun hvis du slutter dig til mig.. Jeg advarer dig.. Det bliver ikke en dans på roser.. Men jeg kan love dig.. Kampe, adels titler, diplomati og vigtigst af alt.. Drama ''. Marcel grinede lidt og rejste sig op fra bordet. Han nikkede over imod Jariqa og sagde '' Hvis du er her om to dage tager jeg det som et ja tak til mit tilbud.. Det har været en dejlig aften.. Tak ''. Marcel tog sin hat på og blinkede forførende og friskt til Jarniqa før han gik ud.


To dage efter vendte Marcel tilbage til kroen. Han stod udenfor og ventede. Han var spændt på at se om hun kom eller ej.

[Jarniqa Dynithril]

Hun ville blive en del af hans historie? Kampe? Adelige titler? Diplomati? Drama? For at være ærlig, kendte Jarniqa ikke meget til al dette.. Småkampe havde hun vel været i, hvor hun havde stukket en på siden af hovedet, og ellers var hun vant til at jage. Adelige titler og diplomati havde dog aldrig sagt hende noget, som hun levede livet som en fattig tyv. Drama havde hun heller aldrig haft meget af, som det værste drama vel var hendes og Damiens skænderier? Hendes smaragdgrønne blik fulgte ham, som han langsomt kom op på benene og indikerede, at deres møde nu var slut. Spændt efterlod dette faktum hende, da det var et tegn på, at hun nu havde lidt at tænke over. ”Det har været en glæde at møde dig.. Jeg vil under alle omstændigheder tænke på dit tilbud,” sagde hun ærligt, inden hun lod ham forlade kroen. Selv blev hun ikke hængende i mange minutter, som hun kort tid efter også måtte rejse sig, inden hun forlod sin plads og kroen for at søge hjem..

..Dagene gik, men ej vendte Jarniqa tilbage til kroen og Marchellus. Ej fordi, at det ikke havde tiltalt hende, for det havde det skam. I de følgende dage kom attentatet på Manjarno og dets trone nemlig. En handling som tvang Jarniqa i en anden retning, og derfor væk fra Marcellus’ forslag.

// Out