A days work..

[Jarniqa Dynithril]

@marcellus

Vinteren var over Manjarno og det betød, at skønt det kun var eftermiddag, havde mørket allerede lagt sig over landet. Solen syntes knap og nap at have været på himlen, inden månen og dets stjerne igen havde indtaget himmelbilledet. Et smukt syn var det dog, skønt dagene svandt hurtigere og hurtigere ind. Det var nemlig Jarniqas opfattelse, at stjernebillederne stod det klarer i vinterhalvåret, end hvad det ellers gjorde. Det smaragdgrønne blik valgte Jarniqa at løsne fra stjernehimlen, som hun kutteklædt valgte at genoptage sin gang. Kutten havde hun trukket godt op, så hendes ravnsorte hårpragt var tildækket, og hendes kønne ansigt lagt i skygger. Let på tå var hun, som hun vandrede omkring på markedet med en elvers snilde. Skønt himlen vakte tvivl, talte folkemylderet sit eget sprog. Dagen var måske mørk, men markedet var fuld af et stort folkemylder. Det var endnu kun eftermiddag og af den årsag, var det en oplagt grund for Jarniqa at færdes her. Her på markedet blandt folkemylderet, smøgede alle sig tæt op og ned ad hinanden. En perfekt anledning for en tyv. Faktisk var det som at række et barn noget sødt og tro, at det ej ville tage det. Et svagt smil gled over hendes læber, som hun let ’faldt’ ind i en frue på pladsen. ”Jeg beklager, frue,” undskyldte hun høfligt, alt imens hun smilte sit søde smil til den ældre dame. ”Må de have en fortsat god dag..” Med et undskyldende nik, vendte hun roligt omkring, mens hun fortsatte videre ind i folkemylderet. Som intet var hændt, smøg hun let guldringen på en af sine fingrer. Fruens guldring. Den ville højst sandsynligt kunne skaffe hende et par mønter. Selv havde hun trods alt intet behov for smykker.. Hvad skulle de også kunne give hende? Pæne genstande gav trods alt ikke en fuld mave eller varme til kroppen. De var der blot for at se yndige ud.. En velvære, som hun bestemt ikke kunne spilde tiden på!

[Deleted]

Marcellus havde endnu engang været ude på en af hans eventyrer. Denne gang skulle han skaffe en magisk crystal der var i stand til at få folk til at sige sandheden. Hans eventyr havde ledt ham gennem en farlig kløft med klippede så skarpe som knive, en skov der husede meget territorielle elvere og til slut et slot hvor en Necromancer holdt crystalen. Han havde besejret den ene udfordring efter den anden. Fået crystallen med dig. Marcellus var ingen helt, han hanvde bestemt løst denne opgave med at udgyde blod og tortur. Snilde og et gram snigen. Han var endelig hjemme. Endelig ved en by igen. Hans kunde boede i byen. Han var træt, udmattet og udkørt. Det havde været en kold og hård omgang. Hans sorte kappe var flænset og fyldt med huller. Hans sorte læder rustning snavset af blod og jord. Hans sorte skjorte og bukser var også medtaget. Hans sværdskede var bulet og hans sværd fyldt med indtørrede blod. Hans ansigt var der ikke en skramme at se på. Dette var på grund af hans healende evner, men det kunne folk jo ikke vide. Han gik med trætte dog elegante skridt over imod markedet hvor kunden havde en butik. Hans mørke dybe øjne udviste ære og intelligens. Men mest af alt udmattelse. Hans skridt var langsomme og hans vejrtrækning tung. Han havde brug for et bad, brug for et hvil, brug for en varm seng. Tre uger havde denne rejse taget. Tre uger i telt i kulden, maden bestod af hvad dyreliv der var tilbage i kulden. Han flyttede sig ikke for folk men folk flyttede sig derimod for ham, så drabelig som han så ud og uden en skramme at vise så ville folk ikke nyde noget af at gå i vejen for ham. Han gik med målrettede skridt over imod butikken der ventede hans ankomst.

[Jarniqa Dynithril]

Som tyv var man nødt til at holde øjnene åbne. Derfor var det også svært at sige, at der var meget som gik forbi Jarniqas smaragdgrønne blik. Hun havde altid et øje for: hvilke personer der var til stede, hvilke værdigenstande de kunne have på sig, og hvilke problemer de kunne forårsage. Det andet øje var altid forbeholdt området med hensyn til: hvordan logistikken var, og hvilke flugtmuligheder det tilbød. Blidt søgte hendes ene finger kærtegnende over den nye guldring. Den ring, som forhåbentligt skulle bringe et par guldmønter. Hvad den var værd, ville hun finde ud af inden dagen var omme, da hun aldrig vendte hjem til Damien med andet end mønter. En ting var nemlig, at han ej brød sig om de penge, som hun stjal. En anden ting var, at han fandt ud af, at hun også stjal genstande og byttede dem til knækkelige pengesumme. Det var en handling, som hun ej ønskede at bebyrde ham med, som hun allerede vidste, at hendes værge ej bifaldt hendes ’erhverv’. Bevidst fortsatte hun sin gang, som hun begyndte at gå mod folkemængden. Folk på markedet var nemlig begyndt at gå til siden for en vis herre. Hvem han var, vidste hun ikke, men hvis folk gav ham plads, måtte han være en mand af betydning, og selv vidste hun udmærket, hvad mænd af betydning kunne bære rundt på. Blikket valgte hun at sænke en anelse, som hun nåede helt tæt på. Mødet var kort. Vel højst to sekunder? Dog var tiden nok til, at hun kunne lokalisere hans pung, som hun fermt snoede op i forbifarten, så hun i stedet kunne hægte den til sit bælte. Hvad den indeholdt, vidste hun ikke, men tung var den.. Måske en solid håndfuld guldmønter? Smilet trak let i hendes mundvige, som hun rankede sig op. Hvis blot man lignede en, som hørte til der, blev man utroligt sjældent stoppet. Roligt fortsatte hun videre, som hun havde passeret manden og derfor allerede nu var på vej væk fra den forsamling.

[Deleted]

Marcellus bed i øjeblikket ikke for meget mærke i at der var en kvinde der ikke gjorde som de andre. Han var træt. Han gik videre og hen til butikken. Han trådte ind og sukkede. Han rakte ud efter sin pung som havde et par mønter og den crystal han ville få en klækkelig sum for. Pungen var væk. Marcellus fik røde øjne og han knurrede som en faretruende ulv. Han vendte sig langsomt om. Han var ikke i et behageligt humør før og nu var han i et slemt humør. Hans øjne blev normale igen og han gik ud af butikken. Han stoppede op. Han ville ikke nå nogen steder med vrede. Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig, tænkte tilbage på hende udseende, duft og adfærd. Det eneste han kunne huske var hendes duft og det var kun på grund af hans vampyr sanser. Hun var den første der havde stjålet fra ham så han var imponeret. Men hun ville ikke slippe væk. Han fik ud og lugtede rundt på pladsen. Pludselig fik han et svagt hint af hendes duft. Han måtte tænke hurtigt. Han kunne ikke huske hvordan hun så ud. Der var kun en ting at gøre, sætte i løb i retningen af duften. Kvinden ville jo være opmærksom over at han løb i hendes retning og så løbe væk fra ham. Det var hans eneste plan i øjeblikket. Marcellus sukkede, han var så træt og nu skulle han til at jage en yderst dygtig tyv. Han kunne åbenbart ikke tilegne sig en pause i bare en dag. Dette tyv ville komme til at bøde for dette. Den crystal var jo en formue værd. Marcellus satte i løb og skubbede folk væk. Han var stærk så folk væltede til siderne imens han stormede frem med en sur brummen. Normalt holdt Marcellus lav profil, mest fordi han var jagtet af hans fars folk. Men han havde ingen valg. Han måtte lade tyven tro at han vidste hvem hun var, så han i virkeligheden kunne finde ud af hvordan hun så ud.

[Jarniqa Dynithril]

En nysgerrig sjæl var Jarniqa, og derfor ønskede hun ej heller at vente med at se, hvad eftermiddagens fangst havde bragt hende. Det var trods alt ej heller skidt at vide, hvad man havde at gøre godt med, inden man valgte at begive sig over til pantboden. Derfor var hun allerede på vej væk fra markedet og i stedet på vej hen til en af gyderne. Dette gjorde hun allerede øjeblikket efter, at hun havde taget pungen fra den yderst opsigtsvækkende mand. Hvilken betydning manden havde haft, vidste hun ikke, men han havde tydeligvis været for selvoptaget til at notere, hvad der egentligt foregik omkring ham. Hans egen fejl om man så måtte sige. Selv behagede det hende trods alt kun, at verdenen var fuld af folk som ham. Behændigt drejede hun væk fra markedet og ind i en af gyderne i stedet. Svagt oplyst var denne, men mindre besøgt var den alligevel, som enkle personer passerede i ny og næ. Flygtigt kastede hun et blik omkring for at sikre, at hun ej blev fulgt, inden hun roligt lænede sig op ad væggen. Kolde var murstene mod hendes kappes ryg, men ligeglad var hun, som hendes fingrer hurtigt valgte at tage et kig på dagens fangster. Nysgerrigt løftede hun hænderne, hvorpå der måtte sidde to guldringe fra to individuelle personer. Umiddelbart så de nydelige og ægte ud, og derfor nåede hun hurtigt til den konklusion, at de måtte bringe hende en god lille indkomst. Dernæst valgte hendes ene hånd at søge ned mod bæltet. Heri hang der den pung, som hun senest havde stjålet fra den opsigtsvækkende mand. Han ville vel snart fortryde sin arrogance? Nysgerrigt udvidede hun posen, så hun kunne se, hvad der lå gemt heri. Forundret kneb hun øjnene en anelse sammen. Hvad var det? En krystal? Automatisk rakte hun ned efter den, så hun kunne veje den i sin fine hånd, og studere den med de smaragdgrønne øjne. Selv kunne hun ikke sige, hvad det var, men den syntes at summe af noget.. Summe af noget, som hun burde have kendskab til.

[Deleted]

Marcellus stoppede op da ingen begyndte at løbe. Han hev efter vejret og brummede surt. Tyven var klog, dette var ingen amatør. Der var kun en ting at gøre. Han gik over til et hus på bagsiden så ingen så ham og sprang på på taget med hans vampyr styrke. Han landede lydløst deroppe. Der var kun en ting at gøre. Hans øjne lyste rødt, han så jo næsten lige så godt i mørke som en vampyr. Han måtte bruge fugle perspektiv til at finde tyven. Dette var hans sidste mulighed. Han vidste det logiske ville være at tyven stod alene, sikkert i en gyde hvor ingen kunne se hende. Han kiggede rundt og fik lidt efter øje på en kvinde. Hun stod med kristallen fremme og vurderede den. Den var klar som vand. Den lignede ikke noget specielt, men en magiker ville nemt kunne mærke hvordan den indeholdt magiske egenskaber. Marcellus nærmede sig ved at springe fra tag til tag som en panther i natten. Han nærmede sig som en rovdyr der havde fået øje på sit bytte. Da han var på taget ved gyden hvor Jarniqa var sprang han ned foran hende. Hans øjne lyste rødt og hans hugtænder var fremme. Han sagde med en overraskende rolig og fattet stemme '' Hvis de har deres liv kært.. Yndige væsen.. Så afleverede de mine genstande og også de andre de har stjålet.. Som kompensation ''. Hun kunne begynde at løbe. Men hun virkede klog, hun måtte vide at en vampyrs hurtighed ikke var nemt at slippe væk fra. Han sagde med sin rug stemme '' De gjorde det nemt for mig at vente til de var alene.. I en gyde ''. han ville have hende til at tro at han havde haft kontrol over situationen hele tiden selv om det jo ikke var sandheden.

[Jarniqa Dynithril]

Krystallen summede af noget.. Noget som hvilede i Jarniqa, men som hun ej vidste, hvordan hun skulle få frem. Det fik hende til at bide sig selv ganske let i læben, alt imens hun nysgerrigt vendte og drejede krystallen i sin hånd. Måske hun skulle beholde den for at se, hvad den kunne gøre, før hun vekslede den til en håndfuld mønter? Ja, det lød reelt nok. På vej til at lægge den tilbage i pungen var hun, da hendes hjerte pludselig sprang op i halsen! Øjeblikkeligt flakkede hendes smaragdgrønne øjne op, hvor de landede på den selvsamme mand, som hun lige havde stjålet fra. Ups.. Glad så han ikke just ud for at se hende, og var det hugtænder hun anede? En vampyr? Som hendes blik hvilede på ham måtte det være tydeligt at se, at hun kun var en endnu ung kvinde.. En teenager. Hvad han helt præcist sagde til hende, syntes ganske hurtigt at flyde ud i et. Han så truende ud, og han stod al for tæt på hende. Det var det eneste, som hun kunne fokusere på. Med den ene hånd lagde hun krystallen tilbage i pungen, alt imens hun forsvarende holdt den ene hånd strakt frem foran sig. ”Hold dig fra mig!,” sagde hun advarende. At hendes ord så skulle have mere end en effekt, havde hun ikke just ventet, men på den anden side kunne hun have sagt sig selv, at det var hvad der ville ske. Magien var nemlig stærk i hende.. Hun nedstammede trods alt fra nutidens stærkeste magiker og ikke nok med det, så havde hun absolut ingen kontrol over den. Som hun havde strakt armen frem foran sig, skød en advarende trykbølge ud af hendes hånd. En trykbølge der højst sandsynligt ville tvinge ham et par meter tilbage.. Hun ønskede trods alt blot, at hun kom helskindet herfra, og lige nu og her syntes det bestemt ikke, at hendes situation var god.

[Deleted]

Marcellus kiggede på hende. Hun virkede ikke som en kriger, ej heller en der havde meget tiltro til sig selv. Da hun sagde han skulle gå væk, åbnede han sin mund for at snakke men blev så slynget væk. Han fløj en meter før han fik sat en hånd i jorden. Jorden blev slået op under hans enorme styrke og modstands styrken fra hendes skub. Han gled yderligere en halv meter tilbage. Han brugte sin vampyr hurtighed til at stå tæt op af hende på blot få sekunder. Han holdt sine hænder ud til siderne og sagde '' Inferno cirkerlo ''. en ildkugle dannede sig i hver af hans hænder. Der stod han med sin læder rustning, hans sværd hængende ved hans side, de lysende røde øjne og hans vampyr tænder. Det var et klart syn at se. Den mand hun stod overfor var en kriger. Ikke en simpelton med et sværd men en af de sjældne Varyler. Han sagde med en overraskende rolige stemme efter hendes angreb '' En magiker.. Mod en Warlock.. De er virkelig den mest uheldige tyv i verden.. Men hvis de ønsker at dø.. Så bliv endelig ved med at forsøge at gøre mig sur.. De har ikke en chance, frøken. Min magi er beregnet til at ødelægge og dræbe. Jeg kan se på måden de står, taler og reagere på at de ikke har den mindste ide om hvad de laver.. Lyt godt efter.. Giv mig krystallen.. Og alt andet de har stjålet.. Ikke nok med at jeg så vil lade dem leve.. Jeg vil en da give en øl.. For en der kan stjæle fra mig.. Er en person jeg godt kunne bruge ''. nok havde Marcellus en ynde og lydløshed som en vampyr. Han var fingernem men han var på ingen måde god til at stjæle fra folks lommer uden at blive opdaget. Det var i hans øjne en kunstart han var en smule sur over han ikke mestrede. Hun havde imponeret ham. så han syntes hun fortjente en chance. Men mest fordi han ville kunne bruge hende. Hendes hjælp og evner.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa var på ingen måde selvsikker i brugen af sin magi, men det var også fordi, at hun aldrig havde modtager lektioner i at bruge den. Faktisk havde hun fået forbud imod at bruge sine kræfter i hjemmet, da den havde det med at skabe fatale følger. Stærk var den nemlig, og et skræmmende problem blev det til, når den ej var kontrollerbar. Selv så hun til med sine klare smaragdgrønne øjne, hvordan den fremmede mand først blev slynget tilbage for, at han dernæst stod blot et par centimeter fra hende. Selv mærkede hun, hvordan hjertet røg op i halsen på hende, alt imens hun så ind i de utrolige – men skræmmende – røde øjne. Hun blinkede en enkelt gang med de lange sorte øjenvipper. Han befandt sig så tæt på hende, at hun kunne fornemme hans varme ånde, og som hun kunne fornemme hans, kunne han vel også fornemme hendes? Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham, som hun hurtigt måtte tage bestik af hele situationen. Hendes hoved endte med at glide en anelse på sned. ”Fortæl mig, hvilken betydning krystallen har for Dem, og jeg vil overveje det..,” endte hun vovet, men kækt, med at sige til ham. ”Hvad de andre ting angår.. hvordan ved De så, at der er andre?” fortsatte hun og blinkede til ham. ”..De kunne være den første i aften.” Eventyrlysten og charmerende var hun.. Var det derfor så slemt, at hun på sin vis fandt situationen spændende? Desuden var hun ej så lys, som han gik og troede om hende. Hun var nemlig en blanding af det gode og det onde, som hun ikke blot var magiker, men også mørkelver. En varyl ligesom ham. Hun fugtede de lyserøde læber, inden hun valgte at fortsætte. ”Og for det tredje.. Inviterer De ofte kvinder ud på denne måde? Trænger dem op i en krog, for dernæst at byde dem på en drink. Er det en taktik, som ofte har virket for Dem?”

[Deleted]

Marcellus lukkede sine hænder så ildkuglerne forsvandt og hans øjne blev normale. Han vidste ikke denne kvinde var ufattelig dum eller ufattelig modig. Hun stod overfor en kriger der var trænet til at dræbe og så talte hun på denne måde. Han ville nemt kunne besejre hende og alligevel virkede der ikke til at være nogen frygt til syne at se på hende. Han satte sit hoved en smule på skrå og lod sit blik glide op og ned af hende. Han havde respekt for hendes måde at være på, men han kunne ikke acceptere at hun hold hans krystal. Hun måtte give den tilbage og vise det var mod han havde set og ikke dumhed. Han måtte vide at hun havde respekt for ham før han kunne tillade den tone hun havde overfor ham. Han rakte en hånd frem og lod hans dybe mørke øjne sende hende et alvorligt blik, for at lade hende vide at han virkelig mente hans næste ord. Han sagde med en rolig stemme '' Giv mig hvad der er mit.. Så kan det være jeg vælger at fortælle dig om den.. Jeg kan respektere deres.. Kæphøje ordvalg.. Vi kan tale når de har vist mig den respekt jeg har vist dem ved ikke at have dræbt dem i nu.. Frøken ''. Sandheden var den at han ofte var nøjagtig lige så kæphøj som hun var. Normalt ville han have syntes det var sjovt og måske en da trukket på smilebåndet. Men han måtte sikre sig at denne kvinde fik respekt for ham. Ellers ville hun bare stjæle for ham igen og så ville han ikke kunne bruge hende til noget. Han måtte vide at hans ord holdt vægt hos hende, holdt respekt. Ellers kunne han ikke arbejde sammen med hende og det ville gøre denne samtale unødvendig og spilde hans tid. Men hun virkede som en person han sagtens kunne arbejde med. Hun var intelligent, havde fingerfærdigheder og var yderst modig.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa vidste udmærket, at hun havde gjort et vovet træk ved at tale til ham i den tone, som hun havde gjort. Hun vidste nemlig, at hun ej havde overhånden i dette spil. Lige umiddelbart lignede det nemlig, at han var trænet i sin magi og vampyrfærdigheder, hvor hun derimod stod i den komplet modsatte ende.. Hun havde nemlig aldrig været iblandt sit folk. Hverken hos magikerne eller mørkelverne. Hendes moder havde nemlig gået bort under hendes fødsel, og hendes fader havde hun aldrig haft lejligheden af at mødes. Det havde derfor efterladt hende hos en udefra. En som ej havde været i stand til at lære hende om sin racers historier eller færdigheder. Det smaragdgrønne blik holdt hun på ham. Dum var hun ej. Hun vidste, at hun ej havde kontrollen eller hurtigheden til at slå ham. Det havde nemlig også været en mulighed at gribe efter dolken i sit bælte, men ej vægtede hun intelligensen i det for at være særlig høj. Hun slap et dæmpet suk. ”Nuvel.. Hvis der ej skal være megen spræl i Dem,” endte hun med at sige med et løftet øjenbryn. De lange fingrer lod hun søge ned i sit bælte, hvor hun langsomt løsnede hans pung. Ak.. Spændingen havde hun endnu omkring krystallen, og småmønterne kunne hun med garanti have brugt.. mere end ham, hvis man måtte sige således. Tydeligt var det nemlig for hende at se, at han var det mere velhavende, end hvad hun var. Pungen holdt hun afventende frem mod ham, så han kunne tage, hvad der oprindeligt var hans. ”Tag den,” sagde hun kort for hovedet. Forhåbentligt ville den fremmede holde ord og tage sin pung, for derefter at lade hende være. Selv ønskede hun trods alt ikke, at der hændte hende noget fatalt. Hun var trods alt også kun 15 somre, og derfor følte hun selv, at hun burde have mange år foran sig.

[Deleted]

Da hun holdt krystallen frem, kom et charmerende skævt smil frem på Marcellus læber. Hans anelser om denne kvinde havde været rigtige. Hun var ufattelig modig. Hans dybe mørke øjne fik et mere neutralt blik. Han sagde roligt og blidt '' De kan holde den for mig.. Lad os gå over og aflevere den.. De skal jo trods alt se den butik de skal stjæle den tilbage fra ''. Marcellus lod et kort og mildt grin ud før han atter fortsatte '' Det siges at denne magiske krystal de holder i deres hænder har evnen til at få den der holder den til at sige sandheden, hvis den aktiveres rigtigt.. Jeg var på vej over for at aflevere den, og derved modtage en klækkelig sum guld.. Men nu hvor jeg har fået fat i en mester tyv som dem.. Så ser jeg ingen grund til vi ikke stjæler den tilbage og enten sælger den eller finder anden brug for den ''. Marcellus gav hende et flirtende blink. Han lod hende vise at han var meget mere som hende selv end han havde givet udtryk for til at starte med. Han fandt faktisk hendes personlighed som et friskt pust. Han kiggede op og ned af hende og sagde med en lettere forførende stemme '' Og for at svarer dem på deres spørgsmål tidligere.. Normalt plejer jeg at have forført kvinder før jeg overhovedet byder hende en drink ''. Et skævt smil kom atter til syne på hans læber i det han vendte sig om og gjorde tegn med sin hånd til at hun skulle følge efter ham. før han begyndte at gå sagde han '' Marcellus LaPiera Black.. Bare så vi har navne på det rene, smukke unge frøken ''. Han havde altid hadet at han ikke kunne beholde de magiske ting han solgte. Men nu hvor han havde en tyv på sin side. Så var det for første gang muligt, det ville ikke være noget de kunne gøre hver gang for så ville det virke mistænksomt. Men en gang i mellem kunne han nu få de objekter tilbage han solgte.

[Jarniqa Dynithril]

Hvad? Det var den første tanke som for igennem Jarniqas sind, som den fremmede mand pludselig ændrede karakter. Han ønskede, at hun leverede krystallen tilbage til ham, for at han kunne sælge den videre, så hun kunne stjæle den … og give den tilbage til ham igen? Enten var manden her ragende sindssyg, eller også havde han en rådden plan. Hun fugtede de lyserøde læber. Der var intet ved ham som gjorde, at hun stolede på ham. Hvem sagde, at han ej ville røvrende hende? Enten ved at slå hende ihjel, eller ved at løbe fra sine ord? De kendte nemlig ej hinanden. De havde intet sammen. Hvorfor skulle han i så fald ønske at behandle hende reelt, men ej den mand, som han egentligt havde lavet en aftale med? ”Fortæl mig, hvorfor jeg skal stole på Dem,” begyndte hun direkte. ”Fortæl mig, hvorfor jeg skulle ønske at hjælpe Dem, og hvordan jeg skal kunne vide mig sikker på, at De ej vil lade mig i stikken i den sidste ende?” Selv ønskede hun bestemt ikke at blive holdt for nar, og det var nemlig meget muligt, at det var, hvad denne mand gjorde! Han var muligvis en tyv ligesom hende, men muligvis var dette også blot en løgn. Det var nemlig muligt, at han blot ønskede hævn over, at hun havde formået at stjæle fra ham, og derfor ønskede at udnytte hendes kundskaber for derefter at lade hende i stikken. Blikket holdt hun på ham, som hans tone og mimik igen ændrede sig overfor hende. Fra at true hende på livet, gik han nemlig til at charmere hende.. eller han forsøgte i hvert fald. Hun hævede sit ene fintformede øjenbryn. ”Måske har De blot ikke fået det rette modspil før nu,” valgte hun alligevel at svare kækt igen, skønt hun bestemt ikke ville sige, at han havde hende i sin hule hånd, som han måske ellers kunne tro. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som han begyndte at gå. Selv holdt hun nemlig endnu pladsen, hvor han havde forladt hende. ”Som sagt hr. Black.. Jeg ønsker at vide, hvad jeg går ind til, før jeg takker ja til Deres forslag.”

[Deleted]

Marcellus stoppede og vendte sig langsomt om. Jeg kiggede på hende med et undrende blik. men det var der det gik op for ham. Hun var klog, men hun tænkte ikke frem og ned i detaljerne som han gjorde. Dog kunne hun lære at gøre dette. Det skæve smil kom atter frem på hans læber og han sagde roligt '' Hvorfor de skulle stole på mig.. For det første, jeg lod dem leve hvor jeg kunne have dræbt dem. For det andet.. Jeg får jo pengene for krystallen og så forlader jeg byen så kunden ved jeg er væk.. Derefter stjæler de krystallen tilbage og kommer ud af byen til mig med den.. Snyder de mig ved jeg de er i byen og så kommer jeg og dræber dem.. Snyder jeg dem mister jeg en tyv der kan gøre det her for mig oftere. De får halvdelen af guldet jeg får for krystallen.. Sandheden er simpel.. Hvorfor skulle vi stole på hinanden?.. Fordi det ikke kan betale sig ikke at gøre det.. Vi har begge to trumfer vi sidder med så vi ikke bliver snydt. Det er simpelt og alligevel indviklet men det bunder ud i.. De har brug for en til at lærer dem ting og en indtægts kilde.. Jeg kan tilbyde dem begge dele.. Jeg har brug for en tyv så jeg kan beholde de ting jeg sælger.. Vi vinder begge på dette.. Derfor skal de stole på mig ''. Marcellus trak på skuldrene '' Men de kan også lade være.. Give mig krystallen og alt andet de har stjålet i dag.. Gå deres vej og blive ved med at leve af at stjæle småpenge.. Leve et liv uden spænding og udfordring.. Valget er dit.. Men en ting er sikkert, manere har de ingen af.. Jeg har givet dem mit navn.. Så er det skik at kan gengælder denne gestus ''. Allerede nu lød han som en mentor. Som en der førsøgte at guide hende. Det var bestemt hans plan. Han ville have at hun så ham sådan fra start af, at hun respekterede ham på den måde. Hun kunne blive et stort led i hans plan. Hun kunne blive en mulighed for ham til at kontakte Macaria, men vigtigere at komme ind på hans Faders slot når han var klar til at dræbe ham.

[Jarniqa Dynithril]

Der var flere ting som blev sikre for Jarniqa, som hun stod overfor denne mystiske mand. Han kunne give hende noget af den spænding, som hun efterstræbte i livet. Derudover lød det som om, at han kunne skabe en bedre indkomstkilde til hende, end hvad hun nu havde. Ganske vidst ville hun fortsat leve i de kriminelle baner, men hun ville have mere at gøre godt med, end hvad hun havde nu. Det kunne måske også betyde, at hun kunne sikre sig selv og Damien en bedre tilværelse? Det førte hende dog også videre til den tredje ting.. Damien. Hendes værge ville med garanti hade, at hun gjorde dette. De smaragdgrønne øjne holdt hun på ham. En fjerde ting var dog også sikker, og det var, at den mystiske mand ej vidste alt om hende. ”Jarniqa,” præsenterede hun sig selv kort for hoved, inden hun valgte at passere ham, så det nu var ham som måtte følge med hende. Yndefulde var hver og en af hendes bevægelser, som hun bar sig nydeligt og sikkert frem, som kun en elver kunne. ”Fint.. Jeg vil stjæle denne krystal tilbage til Dem. Det vil dog komme til at forløbe sig på denne måde.. Vi vil gå over til forretningen, hvor De går ind og afleverer den. Alt imens vil jeg stå udenfor og tage bestik af logistikken derinde. Når De kommer ud, vil De give mig halvdelen af pengesummen, tilbyde mig en middag og et værelse for natten. Til gengæld vil De have krystallen igen i morgen, hvor jeg vil modtage min anden halvdel, når De videresælger den,” sagde hun stilfærdigt uden et øjebliks tøven. Hun var ung, ja, men hun vidste også, hvad hun ville have. Et blik valgte hun ej at skænke ham i sin talestrøm, som hun blot så roligt frem for sig, alt imens hun gik i den retning, som han tidligere havde begyndt på.