A days work..

[Deleted]

Marcellus plan var hjemme nu. Han havde hendes navn og udseende. Skulle hun snyde ham ville han gå tilbage til butikken og fortælle alt om Jarniqa. Han ville sikkert blive betalt en klækkelig sum for at skaffe hende af vejen. Dette var jo kun i det tilfælde at hun skulle snyde ham. Han havde skam tænkt sig at overholde hans del af aftalen. Han fulgte bare efter. Hun kunne få sin vilje hvis det var det der skulle til for at hun troede på ham. Han havde alt under kontrol og alle dejtaler klar. Alle kort var på hans hånd hvis noget skulle gå galt. Han kiggede sig omkring da de gik ud fra gyden. Han vidste at hans Fader og Macaria havde øjne og øre alle steder. Han vidste at så længe han var inden for byens murer så var han ikke i sikkerhed. Han var jo en eftersøgt mand bestemte steder i verden. Han var bestemt ikke en man skulle alliere sig med hvis man havde sit navn og omdømme kært. Han var en rebel og en morder. Dog ikke i dette land. Da de nåede butikken tog Marcellus Krystallen og gik ind og overholdt sin del af aftalen. Da han havde byttet den til penge kom han ud. Gik over i en gyde og ventede på Jarniqa. Hvis hun kom ville hun få halvdel af hendes andel af byttet. Derefter gik Marcellus ud af byen og ventede på hans nye allierede ville ankomme med krystallen. Dette var en test, krystallen betød ikke meget for Marcellus, men det gjorde Jarniqas loyalitet. Hun kunne blive en brugbar og værdifuld allierede. Hun kunne blive en vigtig brik i hans planer. Hans planer for fremtiden. Hans planer for Macaria og hans planer for hans fader.

[Jarniqa Dynithril]

Intet sagde Marcellus til Jarniqas krav, og af den årsag tænkte hun, at de blev godtaget. Selv anså hun dem også for at være rimelig, men alligevel havde delte meninger det jo med at forekomme. For at vide sig sikker på, at de havde en aftale, ønskede hun i forvejen en delbetaling, dernæst ønskede hun mad, da hun ikke selv havde de fleste håndører, og logien ønskede hun, da hun faktisk ikke boede her i Ityrial. Hvis ej dette blev opfyldt, ville hun enten ikke udføre opgaven, eller også ville den blot tage det længere tid.
Opmærksomt gik Jarniqa ved hans side, som han viste vej til forretningen, som hun senere skulle røve. Selv havde hun ingen kvaler i forhold til at gøre det, for … alle ønskede jo at leve, og dette var vejen, som hun kendte til. Hun havde ingen midler, og derfor måtte hun gøre sit for at overleve. At det i så fald betød, at hun måtte leve på den kriminelle side var, hvad det var. At hun i virkeligheden kunne have levet som en prinsesse, vidste hun ikke just. Hun ville muligvis have kunnet regne det ud, hvis hun kunne have læst alle de efterlysninger, som syntes at overdække hele byen. Som Marcellus bevægede sig ind i forretningen, valgte hun at blive stående udenfor med kutten godt trukket op over sit hoved. Gennem vinduerne kunne hun ane, hvordan butikkens logistik var, samt se, hvordan forhandlingen gik. Forholdsvist hurtigt syntes det dog at løbe på plads, for kort tid efter trådte Marcellus ud af forretningen igen, hvor hun selv valgte at blive stående i et par sekunder, inden hun valgte at følge ham. Meget var der nemlig ikke, som hun kunne gøre lige nu og her. Frygteligt dumt ville det nemlig være, hvis hun søgte ind i forretningen for at stjæle det, som lige akkurat var blevet afleveret.
Tilbage i gyden, hvor de oprindeligt var kommet fra, fandt hun Marcellus igen. Her tog hun imod halvdelen af pengesummen.. En pengesum, som hun næppe havde stået med før i dag. Det var en tanke, som fik hendes hjerte til at banke hurtigere, for tænk hvad det ikke kunne betyde for hende og Damien. Mønterne lod hun søge ned i en pung, som hun selv havde medbragt, imens hun medvilligede i at genfinde Marcellus med krystallen, inden hun forsvandt ned ad gyden..

[Deleted]

Marcellus vidste at der ville gå noget tid før Jarniqa ville slå til. Men Marcellus var en tålmodig mand. Han var endelig kommet udenfor byen og havde sat sig ved et træ et stykke derfra. Han havde hyret en mand der skulle ind i byen for at handle til at bestille et bord på en af de finere kroer i byen samt et værelse. Marcellus havde mere end nok penge til dette, og når hans nye tyv kom ud med krystallen ville hendes loyalitet være bevist og så kunne de snakke over en middag. Snakke om fremtiden. Marcellus havde sendt manden ind i byen for at bestille disse ting. Han var nu alene. Han satte sig op af træet og fandt en bog frem. Han åbnede den og nød det gode vejr. Han var ikke i tvivl om at Jarniqa ville dukke op og når hun gjorde det så havde han atter krystallen i sin varetægt. Skønt han endnu ikke havde fundet ud af hvordan den skulle bruges så havde han bestemt tænkt sig at finde ud af det. Dette havde været en god dag, den ville kun blive bedre. Det var han sikker på. Om han skulle vente i flere timer, var ingen problem for ham. Han havde alt den tid i verden han havde brug for. Han følte sig altid en smule mere sikker udenfor byen fordi han vidste hans fjender havde øjne og øre inde i byen, men her ude var der ingen til at holde øje med ham. Der ville ingen være til at se krystallen falde i hans hænder igen og ingen til at se at ham og Jarniqa var blevet arbejdspartnere. I hans øjne en meget sikker plan.

[Jarniqa Dynithril]

.. Med hovedet en anelse sænket, travede Jarniqa ud af Ityrial for at opsøge den aftale, som hun havde lavet dagen forinden. Hendes kutte var godt trukket op, så den skærmede for den nedfaldende sne, som langsomt dalede ned fra himlen. Køligt var det, som det endnu kun var daggry. Det var kun en lille nats søvn, som hun havde fået, som hun allersidst på natten havde søgt tilbage til den forretning, som Marcellus havde vist hende. Hvorvidt hun skulle have gjort det eller ej, havde hun spekuleret længe over, for på den ene side havde hun kunnet tage de mønter, som hun allerede havde modtaget, for dernæst at have stukket af. På den anden side var hun blevet nysgerriggjort af det arbejde, som manden havde givet hende. Aldrig havde hun bestjålet en forretning før, så der havde hendes spørgsmål været, om hun havde været i stand til det? Det havde hun tydeligvis.. Lige inden daggryet havde hun uset formået at liste låsen op, så hun uden problemer havde været i stand til at vandre ind i forretningen. Det havde været en tanke, som på sin vis havde fyldt hende med skadefryd, som det nu havde lykkedes hende at gøre noget, som hun aldrig før havde bebyrdet sig med. Dernæst var det hele gået hurtigt, som det havde været let for hende at finde frem til krystallen. Inden der havde gået mange minutter, havde hun derfor hurtigt været ude af forretningen igen. Krystallen holdt Jarniqa nu inden under sin kappe, som missionen havde lykkedes for hende. Blikket kastede hun opmærksomt omkring, som hun kom udenfor Ityrials porte. Det var her udenfor byen, at Marcellus havde sagt, at hun ville kunne finde ham igen. Det var ikke just fordi, at hun stolede på manden, for det gjorde hun bestemt ikke! Hun gjorde nærmere dette fordi, at det udløste en vis spænding i hende, samt hun havde fået lov til at udfordre sig selv. Blikket sænkede hun igen en anelse, inden hun fortsatte videre ud.

[Deleted]

Da Marcellus så sin nye personlige tyv komme hen til ham vidste han at dette ville blive starten på et fantastisk makkerpar. Han kunne ikke lade være med at tænke på den enorme mængde af magiske ting og penge de nu kunne indsamle, for ikke at sige Jarniqa evner til at snige sin ville passe godt ind som en spion i visse situationer. Marcellus tog imod hende med åbne arme. Han holdt sin ene hånd frem der holdt en pose, der klirede. Den var fyldt med guldmønterne som gav den anden halvdel af byttet hun ikke havde fået i nu. Den anden hånd holdt han frem, som tegn på at han forventede at få krystallen. Marcellus var normalt en ensom ulv der aldrig tog folk til sig, men han havde længe ventet på at anskaffe sig en ordenligtyv til sit følge og lave en undtagelse i hans ellers ensomme tilværelse. Han sagde med en tilfreds undertone '' Jeg skylder dem vist en middag.. Det er bestemt hvad de skal få.. Jeg har allerede sørget for at der venter os et bord.. Og bagefter er der et værelse til dem.. Bare rolig jeg har bestilt to værelser ''. Marcellus blinkede flirtende. Hvis hun gav ham krystallen ville han stå lidt og vurdere den og se den an om det nu var den ægte varer, før han ville mumle nogle ord, hvorefter krystallen ville forsvinde ud i den blå luft. Han ville derefter gøre gestus til at hun atter skulle følge efter ham. Nu hvor deres arbejde var afsluttet, var det tid til fest og sjov. Det var bestemt noget Marcellus havde tænkt sig at gøre til en tradition, hver gang en mission lykkes for dem. 

[Jarniqa Dynithril]

Et pænt stykke måtte Jarniqa fortsætte, før hendes smaragdgrønne øjne faldt på Marcellus. En mand, som hun havde indviet i at hjælpe.. Dog kun for pengenes skyld. Selv havde hun nemlig brug for alle de håndøre, som hun kunne få. Man kunne nemlig aldrig vide, hvordan tiden ville udarte sig.. Derudover kunne man næsten sige, at hun ville på denne møntsum på tilnærmes vist lovligt vis. Hun havde ganske vidst stjålet en genstand, men mønterne blev frivilligt givet til hende. Derfor kunne man jo næsten kalde det for lovligt! Dog var det måske kun en tankegang, som kunne fungere hos en tyv. Som hun nåede Marcellus, valgte hun først og fremmest at gribe efter den pose, som han rakte ud. Derefter måtte hun hurtigt tage et kig i den for at se, om han virkelig havde holdt sin del af aftalen.. og det havde han uden tvivl. Hun fugtede de lyserøde læber, inden hun lod sin frie hånd søge ind under kappen, hvor hun fremdrog krystallen. Den ægte krystal. Et tilfredst smil gled over hendes læber. ”Hvad venter vi i så fald på?” svarede hun let, alt imens hun holdt krystallen frem mod ham. ”Jeg vil ej forspilde tiden, når vi har et bord og et værelse i mit navn.” Kækt blinkede hun til ham, inden hun måtte vende om på hælen, så hun kunne gå tilbage mod byen igen. Ja, et solidt måltid ville i den grad gøre godt! Særligt når det ikke var altid, at man fik lige rigelige mængder på sin tallerken. Derudover fejlede et ægte værelse heller aldrig noget! Bestemt ikke når hun var vant til halmsengen, og væggene der konstant bød på træk. Meget havde hende og Damien trods alt ikke i deres faldefærdige, men billige hjem.

[Deleted]

Marcellus gik op på siden af Jarniqa og hans charmerende skæve smil kom til syne på hans bløde læber. Da de nåede ind til byen førte han hende hen til en kro som kun rigmænd havde råd til at spise og sove på. Da de kun ind stod der en barpige og førte dem hen til et fint bord. Barpigen sagde '' Hvad ønsker herskabet?'' Marcellus nævnte to retter og en vin og gav hende et par mønter og smilede charmerende til barpigen. Hun smilede, nikkede og gik igen. hun vendte sig lige om og kiggede på Marcellus imens hun bed sig i underlæben, før hun vendte om og gik igen. Den effekt havde han ofte på kvinder, på grund af hans vampyr side. Da vinen kom hældte han noget op i to glas. Gav Jarniqa et og tog det andet selv. Hans mørke dybe øjne blev rettet imod hende og han rakte sit glas frem for at skåle. Hvis Jarniqa skålede med ham sagde han venligt '' Skål.. Skål for et partnerskab der vil gavne os begge.. For en fremtid hvor penge ikke vil være et problem for dem eller mig.. For en fremtid hvor vi får alt hvad vi kunne ønske os.. For det er det jeg ser dette partnerskab vil give os''. Det var det Marcellus så. Godt nok søgte han at udnytte hendes tallenter til at få hvad han ville have, men det gjorde hun jo også med hans tallenter så de udnyttede hinanden. Dette var jo starten på et godt team. Da Barpigen kom tilbage kort tid efter, havde hun en to tallerkener med. På hver tallerken var der en stor bøf og en bagt kartoffel, der var noget sovs og kogte grønsager. Det var det rene fest måltid. Da hun satte tallerkenerne, smilede hun til Marcellus og gik igen. Marcellus kiggede ikke engang på hende. Han smilede i stedet til Jarniqa og sagde roligt '' Spis de bare op.. Partner ''. 

[Jarniqa Dynithril]

Tilbage til byen bevægede Jarniqa sig, som hun roligt måtte bevæge sig ved Marcellus’ side. Ganske roligt måtte hun også forholde dig, indtil hun så, hvor de skulle hen. Fornem var kroen uden tvivl, som hun allerede udefra kunne se, at det ej var et sted, som en fra hendes stand bare måtte vade ind. Pæn så hun ganske vidst ud, som hun uden tvivl var en køn ung kvinde, men tøjmæssigt… Ja, hun skulle vel blot være glad for, at hun havde iført sig sin kjole og ej sin buksedragt. Tavst og dog umådeligt nysgerrigt fulgte hun med ind, hvor de straks blev ledt videre til et bord. Selv nåede hun at betragte hver eneste detalje i kroen, inden de nåede bordet, hvor hun tog plads. Sad hun mon ordentligt? Forkert følte hun sig helt herinde, hvor hun endte med at lægge hænderne i skødet, alt imens Marcellus syntes at smyge sig igennem bestillingen og selve omstændighederne. Vinen der kom ind på bordet, valgte hun at dvæle et øjeblik ved. Hun havde aldrig drukket nogen som helst former for alkohol! Dog besluttede hun sig for, at dette ej skulle komme til udtryk.. Derfor tog hun også om glasset, som hun let valgte at klirre mod hans. Svagt smilede hun. ”Ja, skål for lysere tider,” istemte hun, inden hun førte glasset op til læberne og … skar ansigt. Hun kunne simpelthen ikke lade vær! Hvordan kunne folk drikke det? Aldrig havde hun drukket før, men hun havde set folk drikke det.. Vin plejede ellers at være en væske, som folk hygsomt nippede til, alt imens de sludrede lys. Whiskey og den slags plejede derimod at være en drik, som folk i al hast skyllede ned, inden de fik hendes nuværende ansigtsudtryk. Pyh! Glasset valgte hun pænt at stille fra sig, hvorefter maden dukkede op og øjeblikkeligt fik hendes mave til at rumle. Dette var noget, som hun kunne forstå sig på! Lækkert så det uden tvivl ud, hvor hun bestemt ikke kunne sige, at hun havde fået serveret en sådan tallerken før. Blikket sænkede hun, som hun greb om sit bestik, så hun kunne give sig i kast med delikatesserne. ”Hvad vil Deres plan være herfra?”

[Deleted]

Marcelus tog selv sit bestik op og begyndte at spise lidt. Det var nemt at se han vidste nøjagtigt hvordan han skulle befærde sig. Han havde helt klart styr over hvordan en fin herrer skulle begå sig. Da han havde tygget af munden kiggede han atter på Jarniqa og sagde venlidt '' Først tager vi afsted mod næste handel.. På vejen kan vi lære hinanden bedre at kende.. Hinandens fortid og fremtidige planer.. Så har vi en bedre forståelse for hinanden.. Det får vi bestemt brug for hvis dette skal blive et godt partnerskab ''. Marcellus havde tænkt sig at overholde hans del. Han havde tænkt sig at give hende det han havde lovet, mest fordi det gavnede ham at gøre dette. Han grinede en smule og blinkede flirtende til Jarniqa '' Men lad os nu bare nyde det gode måltid.. Der vil gå noget tid før vi igen vil opleve sådan mad.. Når vi rejser har vi helt andre vilkår ''. Han vidste at hun ville begynde at undre sig når de begyndte deres rejse. Undre sig over hvorfor de ikke tog vejene og stierne. Det ville være mest sikkert og hurtigst. Men Marcellus ville vente lidt med at fortælle at han var eftersøgt. At der efterhånden var en del dusørjægerne der søgte hans hoved. Det ville være noget han ville fortælle når han ikke længere kunne skjule det for hende. Men alt til sin tid. Først skulle de opbygge en form for tillid og venskab. Marcellus holdt sit vin glas op igen til en skål mere og tog en slurk. Han elskede den bitre smag af vin, hvordan den skarpe smag blandede sig med bøffens runde og fyldige smag.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa valgte selv at skære et stykke af sin bøf, som hun let dyppede i sovsen, inden hun puttede den i munden. Yderst velsmagende var den, som den bestemt var tilberedt på en måde, som hun ej kunne! Selvlært i kokkekunsten var hun dog også, da man ikke just havde kunnet sige, at det bragte maderfaring med sig at have boet med en mand, som ellers altid havde været drage. Derfor havde hun altid selv prøvet sig frem. Med hensyn til selve køkkenet, havde hun med garanti ej heller de remedier derhjemme, som kokkene her havde. Hun endte med at blinke med øjnene. Forventede han, at de rejste ud sammen? Spændende lød det, men det kunne hun jo ikke bare gøre! Alene var hun nemlig ikke, som hun havde Damien, som hun ikke bare kunne forlade ud af det blå! Det smaragdgrønne blik hævede hun mod ham. ”Og hvor i verdenen skulle denne næste handel ligge?” endte hun roligt med at spørge, som hun måtte vide, hvad hun havde med at gøre. Der var trods alt heller ingen grund til at tage sorgerne på forskud.. Hun smagte på sin kartoffel og grøntsager, inden hun igen måtte vende blikket mod ham. ”Det er uden tvivl et flot sted dette her.. Kommer du her ofte?” spurgte hun ham, som hun faktisk ikke kendte meget til ham. Hun vidste bare, at han hed Machellus, og at han var halv vampyr og warlock, samt at han ikke just havde en helt ren tankegang.

[Deleted]

Marcellus kiggede på hende imens hun talte. Det næste sted. Det var en smule mere besværligt. Han lod der gå lidt tid før han sagde '' Et bælte.. I følge legenden skulle et væsen med et løve hoved, et drage hoved og kroppen som en Griffen, vinger og en hale som er en slange.. Når først jeg har skaffet bæltet.. Skal det gives til.. Her kommer du ind i billedet, men dette sted er ikke det rette at snakke om det her ''. Da hun spurgte om han kom her tit kunne han ikke lade være med at smile. Hun skulle bare vide. Han kom bestemt aldrig på sådan nogle steder her, han var eftersøgt og jagtet af så mange folk efterhånden. Han holdt normalt en meget lav profil og holdt sig i skyggerne. Hun havde bare fanget ham på en dag hvor han havde været alt for udmattet til at gøre dette. Dog sagde han roligt '' De er meget observant, men nej.. Normalt holder jeg mig til mindre.. Lukrative steder.. Men det har jeg også en grund til.. En grund vi som den sidste ting.. Kan snakke om når vi er taget på vores rejse.. For nu ''. Marcellus gav hende et charmerende smil og sagde'' Skal vi så ikke nyde maden, vinen og hinandens selskab.. Hygge os og nyde vores... fangst så at sige ''. Marcellus tog en stor slurk af sit vin glas og gjorde tegn til at tjeneren skulle komme ned igen. Da hun kom ned kigge Marcellus ikke engang på hende, han kiggede Jarniqa i øjnene og sagde til tjeneren '' Min date kan ikke lide vinen.. Hun har næsten ikke rørt den.. Bring hende noget honning vin.. og et glas hvidvin ''. tjeneren gik igen og kom lidt efter tilbage med de to flasker. Han ville lade Jarniqa vide at han bestemt havde holdt øje med hende. Han ville vise hende at han havde analyseret og set hende an. Dette gjorde han fordi han ville vise hende at hun bestemt ikke var den eneste ved bordet med hjerne. Indtil nu havde hun set hans brutale og magtfulde natur, ikke hans intelligens.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt løftede Jarniqa brynene ved hans ord. Et bælte i sig selv lød ikke synderligt interessant. Tanken om, hvad det mon kunne være var derimod det mere interessant. Selv gik hun i hvert fald ud fra, at det måtte kunne et eller andet, siden det var noget værd for ham.. medmindre det var lavet af guld. ”Og hvad kan dette bælte, siden det er noget værd for Dem? Jeg tvivler nemlig på, at De blot ønsker det omkring livet,” sagde hun sigende med et kækt glimt i de smaragdgrønne øjne. Nej, der lå bestemt mere i den sag! Interessant lød et liv med ham.. Dog tvivlede hun på, at hun kunne være hos ham ved alle de lejligheder, som han nu engang ønskede. Ganske vidst ønskede hun at rejse verdenen rundt, men før det overhovedet kunne komme på tale, var hun nødsaget til at tale med sin værge. Damien var nemlig alt, hvad hun havde, ligesom hun var alt, som han havde. Derfor kunne hun ikke blot forsvinde fra den ene dag til den anden, uden at give lyd fra sig. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Jeg er sikker på, at jeg både kan lytte til Deres fortællinger, mens vi spiser og drikker.. Jeg er trods alt en talentfuld kvinde,” svarede hun i en munter tone, som det sidste uden tvivl var sagt i en spøg. Igen skrabede hun noget af maden op på sit bestik, inden hun smagte på delikatesserne. Uden tvivl fantastisk! Ej heller var der nogen tvivl om, at dette var det bedste mad, som hun nogensinde havde fået serveret. Blikket endte hun med at vende mod tjeneren, som Marchellus nu bad om … honningvin og hvidvin til hende. Det var vel ikke gået op for ham, at hun ej brød sig om smagen, fordi det var hendes første tår nogensinde? Dog ønskede hun ej, at hun var den som bragte den sandhed til overfladen.

[Deleted]

Marcellus kiggede rundt før han lænede sig elegant ind over bordet og sagde med en stille stemme '' Legenden siger at dette bælte er i stand til at fordouble styrken på den der bære det.. Nu må vi jo finde ud af om det er sandt, eller om legenden har overdrevet ''. Marcellus smilede en smule. Han havde tit jagtet en legende der viste sig ikke at holde vand eller at det magiske objekt kunne noget helt andet end det legenden sagde. I hans branche der mange eventyr der endte i ingenting fordi rygter var blevet til legende. Desværre var der også nogle legender der var lagt underdrevet. Han havde tit fundet sig i en situation hvor han var langt underlegen. Situationer hvor de fleste ville dø, men Marcellus var ikke som mange andre. Han var en overlever. Marcellus smilede igen svagt og sagde med en normalt røst '' Lige meget hvad vi to aftaler i aften.. Så er jeg sikker på det kommer til at gavne os begge to i sidste ende ''. Marcellus tog en slurk vin mere, han kiggede rundt og så hvordan de fleste var gået. Der var begyndt at blive sent. Folk var så småt begyndt at forlade kroen. Han kiggede ud og så hvordan mørket var faldet på, stjernerne der oplyste nattehimlen. Skyggerne havde lagt sig som et slør over jorden. Det var disse timer Mercellus bedst kunne forholde sig til. Han var jo trods alt halvt vampyr. Marcellus blik vente tilbage på Jarniqa og han sagde venligt '' Men nu har jeg fortalt meget, nu er det vist deres tur til at fortælle lidt om dem selv? ''.

[Jarniqa Dynithril]

Automatisk lagde Jarniqa bestikket fra sig, så hun kunne hvile armene mod bordpladen, inden hun selv lod sig glide ind over det for at lytte nærmere. Et magisk bælte, som kunne fordoble ens styrke? Spændende lød det, som det nærmest lød som et helt eventyr! Et eventyr, som hun altid havde drømt om at drage på. Dog kunne selv hun ikke lade være med at fifle med ideen, om dette bælte overhovedet eksisterede? Bæltet eksisterede muligvis, men hvad med dets kræfter? Der var dog kun en måde, hvorpå man kunne finde ud af det! ”Det lyder uden tvivl som et interessant eventyr.. Hvis bæltet og dets evner vel og mærke eksistere,” pointerede hun, inden hun gled tilbage på sin plads og med bestikket i hånden igen. ”Har De søgt mange af disse objekter gennem tiden? Hvor ofte er legenderne sande, og hvor i verdenen har det ført Dem hændt, samt hvad hvilke udfordringer har det stillet Dem overfor?” spurgte hun nysgerrigt, som hun selv havde fundet ud af, at man ej kom langt i livet, hvis ej man spurgte. Nødvendigt var dette også, når man havde den unge alder, som hun havde. Igen begyndte hun at tage for sig af retterne. Indtil nu havde deres tyveri bragt dem begge glæde, så måske havde han ret? Det var selvfølgelig og vel og mærke, hvis hun kunne drage med ham til hans næste færd. Dog kunne hun ikke benægte overfor sig selv, at hun følte sig nysgerriggjort og lokket. Andet var også svært, når det var det, som hun efterstræbte i sit liv. Automatik gled hendes blik til siden, som tjeneren nu trådte ind med mere vin og flere glas. ”Jeres honningvin og hvidvin,” oplyste tjeneren høfligt, inden hun placerede honningvinen til venstre på bordet, og hvidvinen til højre, inden hun søgte bort igen. Nysgerrigt faldt Jarniqas smaragdgrønne øjne på de nye flasker. Gad vide om de smagte ligesom den røde? Kækt gled smilet over hendes lyserøde læber, som hun valgte at gribe om honningvinen, som hun hældte op til sig selv, alt imens hun henkastet svarede Marcellus. ”Hvad ønsker De at vide? De kender mit navn.. De kender mit erhverv.. Andet er næppe nødvendigt.”

[Deleted]

Marcellus nikkede en smule og tog et glas med noget af det tjeneren satte frem. Han kiggede lidt rundt og derefter på Jarniqa og sagde '' De har ret.. Ja det er svært at vurdere hvor mange der har været opspind, det kommer meget an på hvilke ledetråde og kontakter de har.. Jeg har mine i orden, men i starten var det rygter og legender alene jeg gik efter. Der må jeg sige det var langt de fleste der var opspind, men nu hvor jeg har styr på hvordan jeg skal finde de ringtige ledetråde og hints til om de er sande eller ej, så er det stort set alle der er ægte. Det tager bare meget længere tid at opspore en ''. Han ville bestemt ikke fortælle hende hans hints, tricks og kontakter. At finde disse ting var hans job og han ønskede bestemt ikke at lære andre op i det. Da hun spurgte om hans eventyr kom det skæve, charmerende smil frem på hans læber og han sagde en smule flirtende '' Hvad jeg har mødt. Tag med mig så vil de have deres egne historier at fortælle. Det er meget sjovere end at lytte.. Tro mig ''. Marcellus løftede et øjenbryn, det var ikke ofte han mødte en kvinde der ikke var interesseret i at fortælle om sig selv. han smilede venligt og sagde '' Hvor gammel er de? hvor lang tid har de været i.. Deres branche? er de helt alene i verden? har de nogen kamp træning? er de i stand til at disarmere fælder? hvor meget ved de om racer og deres evner? hvem har lært dem op i deres erhverv?.. Som de kan se har jeg mange spørgsmål som jeg gerne vil have svar på, smukke frøken. Det er blot nemmere de selv vælger hvilke de ønsker at svare på ''. Marcellus smilede igen.