Let's Party..!

[Carmine Jordin Marlineo]

@eriz - Carmine Jordin Marlineo

---

Det var ved at være hen på eftermiddagen. Allerede nu var solen gået ned, og efterladt himlen og landet så mørkt, at selv Enrico kunne bevæge sig udenfor. Den vampyriske svaghed, havde han dog ikke været i stand til at gøre synderlig meget med i den anden ende. Desværre.
Afventende stod han udenfor slottets porte. Som aftalt, stod han og afventede at Macaria ville komme og gøre ham selskab. Han måtte jo sande, at hun var ham en kvinde, som han kunne lide. Så behagelig at være i nærheden af, og selv det, var noget som måtte få ham til at slappe af, og falde til ro.

Vinden blæste koldt, selvom det dog ikke var noget som han bed sig synderlig meget mærke i. Det var der vel heller ikke ligefrem nogen grund til? Som det døde væsen som han inderst inde var, så var det ikke noget som han kunne mærke. Slottet var mørkt herfra.. dystert og uhyggeligt.. det stod jo nærmest i strid til hvad man så hvis man kiggede den anden vej, og vendte sig i retningen af byen som lå lige ved. Han kunne uden tvivl godt lide det, og selvom det ikke just var noget som lå til ham som den person han var, så kunne han da helt klart godt lide, at hun ville give ham denne enestående ulighed for at slå sig lidt løs. Om det så var noget som han kunne finde ud af.. Det måtte tiden jo vise. At slå sig løs på den måde, var ikke ligefrem noget, som han havde gjort nogensinde før.

[Deleted]

Badet havde fugtet hendes hår, så hun havde ladet det falde frit og bølgende, så det kunne tørre i fred. De pæne, elegante beklædninger og smykker var skiftet ud i noget meget enkelt. En mørkeblå kjole, der med et metalsmykke holdte sig oppe omkring hendes hals. Skoene var flade, så hun nemt kunne bevæge sig rundt i dem, uden at være ved at snuble.
Som altid når hun gik ned til byen, lignede hun én hvilken som helst kvinde. Måske datteren af en handelsmand, eller hustru til en skrædderi. Det gjorde at hun ikke blev lagt så meget mærke til, når hun gik rundt i byen, hvilket hun helst fortrak. Selvfølgelig var det noget andet, når unge mænd, stjal sig til blikke på hende, eller folk klappede, når hun dansede rundt, til lyden af violinmusik. Der elskede hun opmærksomheden.
Hun opdagede Enrico nede foran porten. Som altid var han klædt fint, og lignede roen selv. Forhåbentligt havde han glædet sig lige så meget som hende. Selvom dette langt fra kunne kaldes en date, så var det lang tid siden, at hun havde gjort noget så tæt på, som dette her.
Smilende kom hun ham i møde.
”Enrico! Dejligt at du ikke fortrød, og jeg måtte hive du ud af dit klædeskab,” udbrød hun, og bredte armene ud, som ville hun omfavne ham. Hun nøjedes dog med at kysse ham flygtigt på hver kind, inden at hun tog hans ene arm. ”Jeg må indrømme, jeg havde et væddemål med en af tjenerinderne. Hun var overbevist om, at du ville brænde mig af. Skal vi?”
Hun trak ham med sig ned mod byen.

[Carmine Jordin Marlineo]

For at være helt ærlig, følte Enrico virkelig, at han var ude på dybt vand. Han havde ingen anelse om hvad han egentlig gik ind til, da dette var et spekter af livet, som han aldrig var blevet præsenteret for. Som altid var han i de samme klæder. Det var disse, som han netop måtte finde komfortable, og han havde bestemt ikke noget imod at vise sig, som en mand af finere rang, end så mange andre. De mange år på slottet, havde uden tvivl også sin påvirkning af ham i den forstand, kunne man sige. Hans blik gled dog meget hurtigt i retningen af Macaria, som på en yderst højlydt måde, havde gjort ham opmærksom på hendes blotte tilstedeværelse. Hendes mundering derimod, var.. iøjefaldende. Den klædte hende, og gjorde hende rent faktisk.. smuk at se på.
Kyssene tog han imod til hvert kind, inden han lod hende tage om hans arm. "Med egne øjne, er jeg jo nødt til at se, hvad du tvinger mig med ud i," endte han med en sigende mine. Han kunne ikke holde op med at kigge på hende. Selvom dette dog ikke var en date, eller noget som lignede, men derimod bare.. to mennesker, som var ude for at nyde en aften, så var han faktisk en kende nervøs.. Hvilket på ingen måder lignede ham!
"Virkelig? Jeg må sige, at jeg er spændt.. Jeg er din for i aften.. Så må du jo føre mig," endte han med en rolig stemme. Som mand, var han vant til at føre, men.. hvor skulle han føre hende hen herude? Han havde jo virkelig ikke nogen anelse om hvad han havde i vente, eller hvad de skulle, eller noget som helst. Lidt afhængig af hende i aften? Måske.. men det var bestemt ikke noget, som man nogensinde ville få ham til at indrømme.

[Deleted]

Macaria blinkede spøgefuldt op til ham. Hendes for en aften? Lød ikke dårligt.
”Pas på hvad du siger, Enrico. Jeg kunne finde på rent faktisk at bruge det,” sagde hun sigende til ham, og gav hans arm et klem. De var et kønt par, de to. Begge døde, uden hverken hjerteslag eller et åndedræt. Kolde som lig, og lige så fortryllende som nattehimlen over dem.
Macaria fortalte ham om sit møde med Mattheus, mens de vandrede ned til landsbyen. Den unge prins havde langt fra været glad for hende, hvilket han ikke havde lagt skjul på overhovedet. Frustrationerne over ham, var tydeligt at høre i hendes stemme.
”Jeg mener… hvorfor giver han mig ikke en chance?! Hvad skal jeg gøre for at komme ind til ham?! Sove med ham, eller hvad?! Han er værre end dronningen!” udbrød hun til sidst, da hun var færdig med at klage sine harme ud. De var nået ned til landsbyen.
Selvom det var sent på eftermiddagen, og det var mørkt omkring dem, så var byen oplyst af små lys fra gadelygter og vinduer. Luften var mild, hvilket lokkede folk udenfor. De to udøde fik mange blikke efter sig – sikkert på grund af deres tiltrækningskraft. Macaria lagde hvert fald mærke til de øjne, som byens piger sendte Enrico, når de gik forbi. Hungrende, lystfulde og begærlige. Hun kunne kun unde dem det.
Enrico var en flot mand, der kunne give de fleste åndenød. Selv nød hun at have ham som selskab, og at det var hende, som stod ved hans side med en arm om hans. Hun opførte sig dog rolig og som sig selv i Enrico’s nærvær.
De var på vej mod kroen, hvor Macaria så mange gange, havde sættet og nydt et glas blod med alkohol, samt lyttet til musikanterne. Forhåbentligt ville Enrico, også slappe af og nyde det. Han virkede en smule stift i det.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste, at han skulle passe på med hvad han sagde, men han mente det jo. Han havde jo vitterligt ikke nogen anelse om, hvordan pokker man skulle nyde livet og bare være sig selv i byen, for den slags, var han jo aldrig introduceret til.. Før nu om ikke andet. At prinsen derimod vækkede hende en frustration, skulle hun vente til hun fik lov til at hilse på deres kære dronning på en af de dårlige dage. Han trak kort på smilebåndet.
"Hans kongelige højhed, er en forsigtig mand. Han er førhen blevet skuffet på må og få, og har længe haft mange ting, at slås med," forklarede han. Det var ikke altid at han tog kongehuset i forsvar, men hvad Mattheus gjorde, var skam berettiget. Dog skulle hun da vide, at han i hvert fald lyttede til sin tjenestestab. Det var mere end hvad man kunne sige, at folk som for eksempel Jaqia gjorde brug af. Ikke at han ville snakke skidt om dronningen af hans land, for han respekterede hende, og han støttede hende i hendes gøren, for hun gjorde virkelig mange ting godt for landet her, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende.

Kroen nærmede de sig.. Folk kiggede efter dme, også selvom han faktisk ikke tog det så tungt. Hvor flot en mand han egentlig var, var aldrig rigtigt noget, som han havde gjort sig af i den forstand.. Han var egentlig ligeglad. Han vendte blikket mod hende og med et kort smil på læben. "Bare gør dit arbejde.. så skal du nok vinde hans accept. Du er ny og du er endnu ung," afsluttede han, inden han vendte blikket frem igen. Han havde uden tvivl set frem til denne aften, også fordi at det gjorde ham.. nysgerrig.. spændt.. han kunne ikke rigtigt finde ud af det, da det ikke var den form for følelser, som han oftest blev introduceret til.. Tvært imod.

[Deleted]

Et fnys undslap Macarias læber, mens hun åbnede døren ind til kroen.
”Selv det virker han sur over,” svarede hun utilfreds, men skubbede arbejdets bekymringer af sig. I nat skulle hun hygge sig, og have det sjovt med Enrico. Arbejdet kunne vente til næste dag. Hun skiftede greb i Enrico, og tog i stedet hans ene hånd, da forsamlingen i kroen var tæt. Kroen var hyggelig, fyldt til randen af alt skravl lige fra vampyrer til dødsengle. Et par dæmoner stod oppe ved baren, og skrålede højt en eller anden sang, mens en håndfuld warlocks mumlede hemmelighedsfuldt til hinanden i et hjørne.
Macarias ynglings musikant spillede i nat. Violisten. Han stod oppe på et bord, og lod muntre toner fylde det højtsnakkende rum. På lette fødder trak Macaria afsted med Enrico igennem mængden af folk, for at komme hen til et tomt bord, hvor de kunne sidde. Som en slange snoede hun sig imellem folk, mens hun holdte godt fast i Enrico’s hånd. Endelig nåede de til bordet, hvor hun kunne hive sin gæst ned i en stol.
Hun blev stående bag ham, og lagde sine hænder på hans skuldre. Med et lille smil lænede hun sig frem ind mod ham, så hendes læber var ved siden af hans ene øre.
”Bliv siddende her! Vil du have et glas blod med alkohol i? Bare rolig. Jeg lover dig, du ikke vil kaste det op igen,” spurgte hun ham højt nok til at han kunne høre hende gennem lyden af stemmer og musik. Hans hår kildede hende på kinden. Hun kunne dufte ham, så tæt på ham som hun var.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico forstod skam godt Macarias frustrationer, og at der var mange af dem. Mattheus var i mange henseender, som den unge teenager. Han var bare ikke blevet ældre på lige det punkt.
"Hans Højhed, føler sig ramt af min tilbagetrækning. Tidsnok skal han nok acceptere dig," sagde han roligt. Det var ting, som han dog var overbevist om i den anden ende. Selve kroen var som stoppet til randen af mennesker af alverdens slags. Ikke fordi at det som sådan var noget der generede Enrico, men det gik da uden tvivl over den oversigt, som han plejede at have over ting, og mennesker, når han var omkring dem.

Hånden gled i Macarias, som han trykkede let om. Et sted fordi at han var bange for at miste hende undervejs. Stemmerne var mange, og det var svært for ham i det hele taget at fokusere på hende. Der skete jo så meget omkring dem lige nu! Han var ikke vant til selskaber hvor folk snakket i munden på hinanden, men hvor de derimod ventede på tur. De nåede endelig et bord, hvor de kunne sætte sig, selvom han for nu valgte at blive stående på sin plads. "Hvis du kan garantere, at jeg ikke vil blive mødt af det på tilbagevejen, så siger jeg ikke nej tak," sagde han roligt. Denne gang valgte han at tage plads. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Det var virkelig svært for ham, at finde til rette ved det her, og det var nu heller ikke noget som han sagde noget til som sådan. Han så sig om.. Folk festede.. musikken lød, og folk råbte og skreg i munden på hinanden. Hvordan kunne de i det hele taget holde det her ud? Der var jo lyde og mennesker overalt!

[Deleted]

Macaria plantede grinende et let kys på Enricos kind, inden at hun forlod ham, for at finde tilbage til baren. Det var tydeligt at han ikke var vant til disse omgivelser, men det var hun. Lige så sikker som hun var i hoffet, så sikker var hun her i friheden. Normalt stod hun i skyggerne fra de royale – her dansede hun frit rundt, fuld synlig for alle. Til dagligt var hun den støttende observatør i øjenkrogen – nu var hun kvinden, som mange fulgte med blikket. I tronsalen var hun den beroligende hånd på armen – i folkemængden var hun den forførende krop, der kort blev trykket mod én. Hos de royale var hun slangen, der hviskede i deres øre – her var hun den klingende, smittende latter.
Bartenderen kunne huske hende fra de andre gange. Med røde kinder gav han hende to glas, og to flasker. Den ene med alkohol, den anden med blod.
”Èn dag må du lære mig den blanding,” sagde han smilende til hende, men hun blinkede bare hemmelighedsfuldt til ham, inden hun tog tingene, for at begive sig tilbage til bordet, hvor hun havde placeret Enrico. En flok unge kvinder – et par vampyrer og en enkelt dæmon – havde allerede diskret lokket sig ind i hans synsvinkel, for at sende ham forførende blikke, og bevæge sig lokkende til musikken, så deres pæne former kom til syne. Kjolerne efterlod ikke meget til fantasien. Tydeligt børn af natten, der bevægede sig med samme elegance og erotik, som flammer i pejsen.
Macaria var ikke overrasket. Hun himlede bare med øjnene, og satte sig på sin plads overfor ham, så hun spærrede udsigten en smule. Selv var hun ikke meget for den slags billige tricks. Hun fortrak friheden til at være sig selv, i stedet for at smyge sig lokkende op af mænd. De gange hun havde gjort det, var kun ved forhandlinger, der skulle skrides en smule hurtigere frem.
”Nyder du udsigten?” spurgte hun ham, og gjorde en diskret bevægelse med hovedet mod pigerne, mens at hun trak glassene hen til sig, så hun kunne begynde at blande blodet og alkoholen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico blev siddende på stolen som Macaria søgte op mod baren. Kysset mod hans kind brændt længe.. Hvad var det hun gjorde ved ham? End ikke Noelle gjorde den slags ved ham, når hun søgte ud i markerne, velvidende om, at det end ikke var sikkert, at hun ville komme hjem i live igen. Han hævede hånden og strøg den over hans kind. Ikke at der var efterladt noget derpå, men det føles bare sådan. Han rystede de tanker af sig. Dem kunne han da ikke tillade sig, at gøre herude hvor alle kunne se det.
Hvor længe hun måtte være væk, tog han sig egentlig ikke af. Der var jo rigeligt for ham at kigge på. De kvinder, som sikkert bevidst havde placeret sig indenfor hans synsvinkel, formåede nu alligevel at fange hans interesse. Ikke at det s om sådan var noget der sagde ham så meget. Det sensuelle og det forførende, var nok ikke lige det, som han var mest kendt med i forvejen. Øjnene fulgte dog bevægelserne, som en sulten tiger, der holdt et ekstremt godt øje med det valgte bytte, frem til Macaria valgte at komme tilbage til ham igen. Dette var noget som meget hurtigt måtte fange hans interesse. Blodet... med alkohol. Han havde jo fundet ud af, at det var noget som han godt kunne lide.
"Her er virkelig mange mennesker," svarede han. Til kvindernes ærgrelse over, at hans opmærksomhed nu blev vendt i en ganske anden retning. Nemlig mod Macaria i stedet for. Han hævede sigende det ene bryn, inden han vendte blikket i retningen.. Pigerne? Han trak kort på smilebåndet.
"Jeg har set det der er bedre," konstaterede han med en rolig mine. Han mente det dog ærligt, da han ikke havde nogen grund til at lyve. Pigerne spidsede utilfredst deres læber, og søgte videre igen. Det passede ham nu fint. De tilnærmelser var han bestemt ikke særlig god til.

[Deleted]

Et skævt smil formede Macarias læber, og hun kiggede kort op på ham over de høje glas’ kant, inden hun igen rettede sin opmærksomhed mod blandingen, så de trygt kunne drikke det blandet alkohol.
”Her plejer at være mange på denne tid. Og bare rolig… så længe du er sammen med mig, skal vi nok holde de væreste piger væk,” fortalte hun ham, og skubbede det ene glas med blod og alkohol over til ham. Det lange hår blev strøget tilbage, da hun satte sig sidelæns på stolen med det ene ben over det andet. Den mørkeblå kjole fulgte formerne ned over hendes lår og knæ. Roligt vippede hun med foden i takt til musikken. Øjnene gled rundt i lokalet, mens glasset blev hævet op til hendes læber, for at smage på det. Alkoholen var stærk, men hun havde sørget for at der var nok blod i, til at maven kunne tage det.
Hun var ikke i tvivl om at Enrico, havde set pænere piger. Trods alt var han vant til dronningen, hvis skønhed var ubeskrivelig, og derefter alle de flotte adelskvinder – gifte som ugifte.
Mange ville kalde Macaria smuk, men hun var det på en anden måde. Forførelse og sensualitet brugte hun ikke. I stedet var hun mere naturlig, og lod det vises i stedet. Det tykke, bølgende hår med de mange nuancer af rødt, den spidse næse, de indbydende læber, og de opmærksomme øjne. Kroppen var ikke spinkel men naturlig med stærke ben.
Lidt blod smittede af på hendes læber, da hun sænkede glasset, og hun slikkede det væk med en tungespids.
”Kan du lide musikken?” spurgte hun Enrico, og vendte sit blik tilbage mod ham. ”Jeg elsker violin. Minder mig om derhjemme. Jeg plejede at danse til den.” Hun smilede muntert til ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var nu ganske afslappet, når Macaria var i nærheden af ham. Hvorfor hun havde denne effekt, skulle han ikke kunne sige, men han kunne derimod rigtig godt lide det. Han tog roligt omkring det ene glas med de lange fingre, og lod det glide henover bordet foran ham.
"Jeg havde skam heller ikke tænkt mig, at søge andre steder... eller andre væsner," tilføjede han med en ganske sigende mine. Han hævede glasset og tog en tår. Musikken var uden tvivl behagelig. Det som stresset ham, var alle de mennesker som var over det hele. I det tilfælde, så virkede lokalet heller ikke ligefrem særlig store, og det var svært at bevare overblikket.

Et kort træk måtte alligevel finde vejen til Enricos læber. Violinen var nu et instrument, som han selv især var glad for. Han kunne jo rent faktisk spille på det, selvom det var ved at være mange år siden, han havde gjort den slags. Han tog endnu en tår af glasset, inden han roligt satte det fra sig. Det var fantastisk, at han rent faktisk kunne drikke det, uden at det skulle kastes op igen.
"Violin er et gammelt instrument, som jeg selv lærte at spille på, da jeg ikke var særlig gammel. Jeg kan lide det," sagde han med et kort træk på mundvigen. Selvom han måske var anspændt, følte han sig faktisk afslappet. Han var ikke typen som bød op til dans, dansede på bordene eller den slags.. men en gammeldags omgang pral.. Den slags var han derimod rigtig god til.

[Deleted]

De opmærksomme mørkeblå øjne havde betragte violisten, inden de stivnede, og langsomt vendte sig mod Enrico. Det lignede Macaria var ved at få blodet galt i halsen. Spruttende sænkede hun glasset.
”Kan du spille violin?!” udbrød hun oprørsk, som om hun var vred over, at han ikke havde fortalt hende det noget før. ”Hvorfor har du ikke sagt noget? Jeg ELSKER violin! Desværre kan jeg ikke selv spille musik, men jeg elsker lyden. Den gør mig rolig.”
Hun vidste ikke hvad hun var mest oprørsk over. At opdage Enrico besad en af de egenskaber, som hun værdsatte mest af alt, eller at han ikke havde sagt noget til hende.
Hendes ene hånd greb ud, for at tage om hans, mens hun lænede sig ivrigt frem imod ham. ”Du er NØDT til at spille for mig på et tidspunkt! Jeg vil så gerne høre det. Please? Det vil betyde meget for mig,” bad hun, og gav hans hånd et klem. Bare tanken om at have en på slottet, der kunne spille violin, fik glæden til at boble i hende. Det havde været hendes skaber, som kunne spille violin. Mange dage var gået i skovhytten med dans og en lystig melodi, eller når hun havde svært ved at sove, og violinen havde dulmet hende til ro.
Hun smilede bredt til den tilbageholdne, tidligere rådgiver af Dvasias. I det mindste havde han haft antræk til et par smil. Hun var begyndt at kunne genkende dem i hans mundvig, og var blevet vant til, at det var sådan Enrico nu en gang smilede. Tidligere på dagen havde hun dog besluttet sig for, at i nat blev den nat, hvor hun fik ham til at grine bredt. Om det så skulle koste hende alt sin charme og humor.

[Carmine Jordin Marlineo]

Flere øjne, og deriblandt også Enricos vendtes mod Macaria ved det udbrud. Det var jo heller ikke ligefrem en fritidsbeskæftigelse, som han havde haft tiden til at dyrke, og om han kunne i dag.. det kunne han ikke vide med sikkerhed. Han kunne i hvert fald en gang.
"En gang kunne jeg.. Jeg var faktisk dygtig til det," fortalte han med en stolthed. Ikke at det så ud til at lægge en dæmper på hende, som hun direkte tiggede og bad ham om at spille for hende engang. Han vidste ikke engang om der overhovedet fandtes en violin på Castle of Darkness. Ikke af hvad han vidste, men okay.. nu havde han jo heller ikke kigget efter et.
"Du lægger pres på mig, love." Han hævede sigende det ene bryn. Nuvel... en dag, hvis han fandt muligheden og en violin, så kunne det vel heller ikke være så slemt igen, kunne det? "Hvis du kan anskaffe en violin og lægge den i min hånd.. Den dag, vil jeg spille for dig," sagde han så. Hvis det var ham en undskyldning for at kunne være mere sammen med hende, så var det uden tvivl også det værd for hans vedkommende.

Musikken var behagelig, og det fik Enrico til at slappe af, for ikke at glemme, at det også var en beroligende effekt alkohol havde på ham. Glasset fik han dertil hurtigt tømt, og sat fra sig på bordet, inden han igen vendte blikket mod hende. Hvad hendes personlige plan var for i aften, vidste han ikke noget om, men dette var alligevel noget som gjorde ham afslappet, og alligevel nysgerrig.
"Er der mere? Det smager jo fantastisk!" sagde han med en mere munter stemme. Så slemt var det nu alligevel ikke at komme ud.. Selvom han nu alligevel blev tæt på hende. Han havde jo vitterligt ingen anelse om hvordan man skulle begå sig.

[Deleted]

Glæden viste sig tydelig hos Macaria ved hans svar, og hun klappede hans hånd, inden hun lænede sig tilbage igen.
”Deal! Jeg skal nok finde en violin, bare rolig. Du ved ikke hvad du er gået ind til, darling,” sagde hun med et blink til ham. Han havde allerede drukket sin alkohol. Manden kunne drikke. Fantastisk! Det gav hende accept til også at slå sig løs, eftersom hun ellers havde holdt sig tilbage, for ikke at skræmme ham.
I nogle store slurke fik hun drukket sit glas ud. Blodet var ikke varmt – ikke engang lunkent – men blandet med alkoholen gav det en hel ny drink. Derhjemme i hytten havde hun og hendes søskende eksperimenteret med alt mulig slags alkohol, for at se hvor stærk de kunne gøre det. Blodet var sødt, samtidigt med alkoholen var skarp. Man blev fuld, uden at kaste op. En perfekt blanding.
Alt det med Marcellus var kort glemt. Behageligt til en forandring, hvor hendes tanker blev ved med at kredse om ham og hans valg. Det her var hvad hun trængte til. Godt selskab, alkohol og musik. Den perfekte blanding – sødt og skarpt – for at glemme ham.
Endnu engang blev glassene fyldt op, mens hun grundigt sørgede for, at der var den rette blanding af hver, inden hun rutsjede Enrico’s glas hen over bordet til ham.
Til en skål hævede hun glasset mod ham.
”Hvad skal vi skåle for? Dronningen? Dvasias? Dig og mig?” spurgte hun friskt. Hans munter tone og gåpåmod smittede af på hende… eller også var det alkoholen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var rent faktisk i stand til at glæde folk? Alene den tanke var noget som fik et smil frem på hans læber. Normalt var han jo bare vant til at hans arbejde bragte en form for tilfredsstillelse, men ikke en glæde.. Og Noelle.. den kvinde, som han nu ikke vidste hvor han havde henne, var god til at være sur på ham, og bare skælde ham ud. Her var det jo det stik modsatte han mødte. Et sted bange for, at han kunne blive for vant til det. Men det var jo rart. Det var jo en bekræftelse.
"Det vil jeg se frem til. Så må du jo afgøre om jeg består prøven," sagde han med et smil på læben. Han blinkede let til hende. Udfordrende. Han kunne jo lide det. Hun fik ham til at slappe af, på en måde, som han ikke havde gjort det igennem frygtelig mange år.
Enrico kunne skam godt drikke, det skulle ikke være for det. Han var bare vant til at det hele blev kastet op når det var overstået, så det at være fuld, var ikke noget som han havde prøvet. Det smagte godt. Selvom blodet var koldt og dødt, så havde det alligevel en eftersmag som i sandhed hang ved på tungen i lange tider til følge.

Endnu en gang blev der skænket op til dem, og Enrico tog glædeligt imod glasset nok en gang. Hvad skulle de skåle for? Dronningen? Nej, hun var jo trods alt ikke til stede, og han havde brug for at slappe af. "For os.. og som en tak for at du vil have mig med på slæb.. En sølle gammel mand som jeg, som aldrig har gjort den her slags før," sagde han roligt. Han tog omkring glasset med de lange og slanke fingre, kun for at hæve det en smule. Igen var det kun hende, som han havde øjnene for og intet andet af det som egentlig foregik omkring dem. Han ville nyde aftenen for en gangs skyld.